Indlægget ”Præsupponeringer i religion og realismedebatten” påpegede blandt andet det fejlagtige i at definere ateisme som det modsatte af teisme. Der kan ganske vist fremføres følgende mere brede definition af ateisme: ”Det at være ateist er det samme som ikke at være teist”. Jf. hjemmesiden [Skepticisme], ifølge hvilken ateisme er fraværet af gudetro. Denne definition kræver imidlertid en del velvilje, eftersom det ikke er alle, der ikke kalder sig selv teister, der kan acceptere den; og det har de gode grunde til. Der kan nemlig argumenteres for, at religiøse sætninger er semantisk meningsløse tegnfølger, idet f.eks. tegnfølger som ”gud” og ”tro” anvendt i religiøse sammenhænge mangler ordmening, og da definitionen af teisme er baseret på sådanne tegnfølger. De, der har indset dette, kan hverken kaldes teister eller ateister. Thi man kan hverken benægte eller bekræfte en sætning, der er semantisk meningsløs, men kun hævde og begrunde, at den er semantisk meningsløs. Dette vil nogle måske kalde agnosticisme, men for det første har denne betegnelse heller ikke semantisk mening. For det andet må det bemærkes, at det er et stærkere udsagn at hævde, at en sætning er semantisk meningsløs, end at hævde, at den er sand, eller at den er falsk, simpelthen fordi den ikke engang kvalificerer sig til at være dette. Jf. afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5 ([Afhandling Nr. 5]), hvori der er argumenteret for, at religiøse sætninger mangler ordmening og derfor er semantisk meningsløse.
Ignosticisme.
Standpunktet ignosticisme eller igteisme er tilsyneladende i overensstemmelse med disse betragtninger, men er alt for uklar, da det også antyder en vis accept.
Ifølge wiktionary.org er etymologien for ordet ”ignosticisme”:
”ig- (fra ignorant) + gnostisk + -ism.” ([Etymology], min oversættelse.)
Jeg vil her nøjes med at forholde mig til definitionen af ignosticisme, således som den er formuleret i Wikipedias engelske udgave, samt nogle resumerende bemærkninger deri.
Wikipedia fremfører to definitioner på ignosticisme. Ifølge den første er ignosticisme:
”Den opfattelse, at der må fremføres en sammenhængende definition af Gud, før spørgsmålet om eksistensen af gud meningsfuldt kan diskuteres.” ([Ignosticism], min oversættelse.)
Dette svarer for så vidt til, hvad der er fremført i ovennævnte afsnit ”Semantisk kritik af religiøse tegnføler”, dog først efter en nødvendig korrektion. Thi for ikke at være semantisk fejlfyldt burde der stå:
”Den opfattelse, at der må fremføres en sammenhængende definition af termen ”Gud”, før udsagnet ”Gud eksisterer” meningsfuldt kan diskuteres.” ([Ignosticism], mine fremhævelseraf ændringerne.)
I dette netop refererede afsnit fra [Afhandling Nr. 5] er der imidlertid også argumenteret for, at en sådan semantisk mening rent faktisk ikke kan etableres, idet flere muligheder blev gennemgået og kritiseret.
I samme leksikonartikel fremføres også:
’Emnet kan præciseres på følgende simplificerede måde ”En ateist ville sige ’Jeg tror ikke, gud eksisterer’; en agnostiker ville sige ’Jeg ved ikke, om Gud eksisterer’; og en ignostiker ville sige ’Jeg ved ikke, hvad du mener, når du siger ”Gud eksisterer”’.”’ ([Ignosticism]. min oversættelse)
Hertil må bemærkes, at det er misvisende at sætte sidstnævnte holdning på lige fod eller på linje med ateisme og agnosticisme. Disse to indstillinger til religion er på lige fod med hinanden og teisme, idet de alle forudsætter, at de ovenfor nævnte sætninger, som deres tilhængere formodes at ville fremføre, har semantisk mening og ikke blot låner et skin af semantisk mening fra faktiske ord. Ignosticisme i sin bedste udformning er derimod blot en følge af den helt elementære sandhed, at alle sætninger skal have en afklaret mening for at kunne diskuteres.
Men først og fremmest vender citatet simpelthen sagen på hovedet. Det er ikke de personer, der kan argumentere for religionernes semantiske meningsløshed, der er uvidende. For det er de religiøse, der skal kunne forklare deres egne putative begreber, før betegnelserne for dem kan tilskrives semantisk mening. Så længe de religiøse ikke kan dette, er det dem, der er uvidende om, hvad det er for nogle diffuse forestillinger, de selv har. I ovennævnte afsnit ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” er dette gennemgået og begrundet i flere henseender og med stadig stigende imødekommenhed.
Det er her tale om samme slags misbrug af ordet ”uvidende” som at kalde en person uvidende, hvis han ikke ved, hvor hans nabo plejer at opbevare sin værktøjskasse.
Ifølge leksikonartiklens anden definition er ignosticisme synonym med teologisk nonkognitivisme.
Teologisk nonkognitivisme.
Denne defineres på følgende made:
’Teologisk nonkognitivisme er det argument, at religiøst sprog, og specielt ord som ”Gud”, ikke er kognitivt meningsfuldt. Det betragtes nogle gange som synonymt med ignosticisme.’ ([Theological noncognitivism], min oversættelse)
Dette er imidlertid et alt for svagt udsagn, da begrebet om kognitiv meningsfuldhed blot indebærer, at det diskuterede skal være afgørbart, enten analytisk eller empirisk. Men da religiøse sætninger ikke er semantisk meningsfulde, kvalificerer de sig ikke engang til at blive genstand for en analytisk eller empirisk undersøgelse.
Leksikonartiklen konkluderer:
”Lige som det gælder for ignosticisme, afventer den konsistente tilhænger af teologisk nonkognitivisme en sammenhængende definition af ordet Gud (eller af enhver anden metafysisk ytring, der påstås at være diskuterbar), før han kan engagere sig i argumenter for eller imod Guds eksistens.” ([Theological noncognitivism], min oversættelseper og brug af fede typer.)
Ganske vist kan man kun udtale sig om sætninger, der indeholder lutter afklarede begreber, således at de faktisk er udsagn. Men det er misvisende at kalde dette faktum at være afventende. Der er blot tale om det elementære krav, at enhver sætning må have en afklaret mening, for at den kan være et udsagn, der kan tages stilling til.
Desuden er det citerede selv semantisk meningsløst, da det indeholder den uafklarede tegnfølge ”Guds eksistens”. Formuleringen antyder besnærende, at det er givet, at denne tegnfølge kan tildeles en mening, som vi blot venter på. Det citerede indeholde den samme fejl som sætningen ”Før det kan afgøres, om Kryxir findes, må det afgøres, hvad ’Kryxir’ betegner”. Denne sætning antyder, at det er givet, at ”Kryxir” betegner noget, som vi blot ikke endnu har afklaret. Man kan ganske vist godt referere til tegnfølger, som man ikke selv kender betydningen af, men man bruger dem ikke som ord. Vi kan i stedet sige ”Nogle mennesker hævder, at der findes et eller andet, som de kalder ’Kryxir’. Før vi kan forholde os til det, må de forklare, hvad de taler om”.
Både dem, der hævder ”Gud findes”, og dem, der hævder ”Kryxir findes”, må simpelthen forventes at have en forklaring parat, dvs. at vide, hvad de selv siger. At de ikke formår dette, er ikke en indstilling hos dem, der kan påpege det.
*) Et tidligere indlæg med denne overskrift er oversat til engelsk, idet der dog er foretaget visse ændringer. Disse er gengivet i denne artikel. Den oprindelige artikel er forsøgt bevaret (dvs. genoprettet efter tekniske fejl).
Litteratur:
[Afhandling Nr. 5]:
http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.html eller i
http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme/afhandlinger---nye-versioner
[Etymologi]: http://en.wiktionary.org/wiki/ignosticism.
[Ignosticism]: http://en.wikipedia.org/wiki/Ignosticism.
[Skepticisme]: http://www.skepticisme.dk/2008/12/hvis-man-ikke-er-teist-s-er-man-ateist.html.
[Theological noncognitivism]: http://en.wikipedia.org/wiki/Theological_noncognitivism.
lørdag, oktober 06, 2012
mandag, oktober 01, 2012
Omskæring. En kommentar til Cekics svar.
Özlem Sara Cekic (ÖSC), folketingsmedlem for SF, har sendt følgende svar på mailen, som er refereret i artiklen Spørgsmål til Özlem Sara Cekic om hendes reaktion på kritik.
”Kære Ove
Tak for din mail. Undskyld det sene svar, men jeg får rigtig mange henvendelser for tiden.
Jeg har læst det indlæg du omtaler og følger debatten, men jeg har endnu ikke mødt nogle argumenter som har fået mig til at skifte holdning.
Jeg har bidraget med et kapitel til Bente Dalsbæks bog ”Med eller uden skræl”, som du kan læse, hvis du er interesseret.
Med venlig hilsen
Özlem Cekic”
- - -
Til dette har jeg svaret følgende:
”Kære Özlem Cekic.
Tak for dit svar på min mail. Det var nu meget kortfattet. Men det er da rart at vide, at du deltager i debatten om omskæring.
Jeg refererede dog eksplicit til læge Jens Hornshøjs bidrag til debatten. Dette indlæg indeholder en række afgørende argumenter, såvel medicinske som etiske. Men du har åbenbart ikke tid til at fremføre dine klare modargumenter.
Det vigtigste etiske argument mod omskæring er dog, at der er tale om et overgreb, der krænker offerets personlige integritet. Hvorfor skal forældre have lov til at mærke deres barn med fysiske tegn på deres egen religiøsitet?
Endelig skal jeg gøre opmærksom på, at jeg på grund af min generelle interesse for etisk debatniveau har fokuseret på din artikel om omskæring. Resultatet er at læse på min blog Argumenter på www.ovemk.blogspot.com i artiklen Kedelig retorik og mangelfuld argumentation. Jeg undrer mig over, at det er en så almindelig udbredt vane at pakke argumenter ind i nedladende kommentarer frem for at være saglig.
I øvrigt er det for nemt blot at henvise til egne skrivelser i en debat. Men du skal alligevel have tak for din litterære henvisning. Dit indlæg ”Den formende” forholder sig dog ikke nævneværdig meget til f.eks. Jens Hornshøjs argumentation mod omskæring.
Med venlig hilsen
Ove Møbjerg Kristensen.”
Supplerende bemærkninger:
ÖSC’s svar er naturligvis særdeles nedslående. Erklæringen ”jeg har endnu ikke mødt nogen argumenter som har fået mig til at skifte holdning” er et meget upræcist svar på mit spørgsmål, om hvorvidt hun har forholdt sig til Jens Hornshøjs artikel.
Som en del af sit svar henviser ÖSC til sit bidrag til en antologi om omskæring. Generelt bør man ikke i en debat blot henvise til sine egne skrifter, men kun til relevante resuméer eller citater derfra. Man skal gøre sig fortjent til at blive læst. Dette har også dagbladet Informations yndlingsdebattør Søren Krarup fra Dansk Folkeparti flere gange udvist manglende forståelse for i Informations læserbrevsspalter.
Desuden virker denne anbefaling som en afledningsmanøvre, hvilket mildt sagt er for bekvemt, især da bidraget blot er et trist stemningsbillede. Dette bliver ikke bedre af, at ÖSC i antologien hævder, at kritikken af omskæring er udtryk for særlige krav til ”danskere med minoritetsbaggrund” ([Dalsbæk 09] p. 84). Kritikken gælder alle, der begår omskæring af irrationelle grunde.
ÖSC’s bidrag afsluttes med nogle bedrøvelige overvejelser, som kommenteres her
Om sine kritikere har ÖSC foretaget sig følgende refleksion:
”Jeg har tænkt ’Gud, bliver jeg sammenlignet med de forældre, der begår overgreb med deres børn’”. ([Dalsbæk 09] p. 84)
Dette er en frygtelig naiv tanke, eftersom omskæring netop er et overgreb, endog med livsvarige konsekvenser. Tankeløs er også ÖSC’s brug af verbet ”at stigmatisere” i følgende overvejelser:
”Jeg synes, det er enormt stigmatiserende, når der står nogen og siger, at jeg tilhører en gruppe, der ikke er i stand til at passe på mit barn. Jeg mener faktisk, at jeg gør det bedste for mine børn.” ([Dalsbæk 09] p. 84-85)
At stigmatisere betyder som bekendt at brændemærke. Omskæring er ikke bogstavelig talt brændemærkning, men det er livsvarig mærkning med en kniv.
De mennesker, der går ind for korporlig revselse, mener også, at de gør det bedste for deres børn. Men det gør hverken de eller ÖSC.
Følgende seriøst mente erklæring er temmelig bedrøvelig:
”I forhold til troen får børnene at vide, hvad jeg tror på, og hvad far tror på, og så kan de tro, hvad de vil, senere.” ([Dalsbæk 09] p. 86-87)
Ja, det kan de ganske vist, men deres omskæring kan de rent faktisk ikke vælge fra.
ÖSC mener, at der mangler ”den dér forståelse i debatten, at man sætter sig ind i hinandens situation...” ([Dalsbæk 09] p. 85)
Ja, det er børnenes og de senere voksne, omskårnes situation, det drejer sig om, således som den lige er blevet karakteriseret, og den har kritikerne af omskæring faktisk forståelse for i modsætning til dem, der går ind for omskæring.
Litteratur.
[Dalsbæk 09] Bente Dalsbæk, ed: Med eller uden skræl, BROE (København 2009).
[Hornshøj 09] Jens Hornshøj: Når man skærer i folk er der risiko for skader, http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader Opdateret 27/2 2009
”Kære Ove
Tak for din mail. Undskyld det sene svar, men jeg får rigtig mange henvendelser for tiden.
Jeg har læst det indlæg du omtaler og følger debatten, men jeg har endnu ikke mødt nogle argumenter som har fået mig til at skifte holdning.
Jeg har bidraget med et kapitel til Bente Dalsbæks bog ”Med eller uden skræl”, som du kan læse, hvis du er interesseret.
Med venlig hilsen
Özlem Cekic”
- - -
Til dette har jeg svaret følgende:
”Kære Özlem Cekic.
Tak for dit svar på min mail. Det var nu meget kortfattet. Men det er da rart at vide, at du deltager i debatten om omskæring.
Jeg refererede dog eksplicit til læge Jens Hornshøjs bidrag til debatten. Dette indlæg indeholder en række afgørende argumenter, såvel medicinske som etiske. Men du har åbenbart ikke tid til at fremføre dine klare modargumenter.
Det vigtigste etiske argument mod omskæring er dog, at der er tale om et overgreb, der krænker offerets personlige integritet. Hvorfor skal forældre have lov til at mærke deres barn med fysiske tegn på deres egen religiøsitet?
Endelig skal jeg gøre opmærksom på, at jeg på grund af min generelle interesse for etisk debatniveau har fokuseret på din artikel om omskæring. Resultatet er at læse på min blog Argumenter på www.ovemk.blogspot.com i artiklen Kedelig retorik og mangelfuld argumentation. Jeg undrer mig over, at det er en så almindelig udbredt vane at pakke argumenter ind i nedladende kommentarer frem for at være saglig.
I øvrigt er det for nemt blot at henvise til egne skrivelser i en debat. Men du skal alligevel have tak for din litterære henvisning. Dit indlæg ”Den formende” forholder sig dog ikke nævneværdig meget til f.eks. Jens Hornshøjs argumentation mod omskæring.
Med venlig hilsen
Ove Møbjerg Kristensen.”
Supplerende bemærkninger:
ÖSC’s svar er naturligvis særdeles nedslående. Erklæringen ”jeg har endnu ikke mødt nogen argumenter som har fået mig til at skifte holdning” er et meget upræcist svar på mit spørgsmål, om hvorvidt hun har forholdt sig til Jens Hornshøjs artikel.
Som en del af sit svar henviser ÖSC til sit bidrag til en antologi om omskæring. Generelt bør man ikke i en debat blot henvise til sine egne skrifter, men kun til relevante resuméer eller citater derfra. Man skal gøre sig fortjent til at blive læst. Dette har også dagbladet Informations yndlingsdebattør Søren Krarup fra Dansk Folkeparti flere gange udvist manglende forståelse for i Informations læserbrevsspalter.
Desuden virker denne anbefaling som en afledningsmanøvre, hvilket mildt sagt er for bekvemt, især da bidraget blot er et trist stemningsbillede. Dette bliver ikke bedre af, at ÖSC i antologien hævder, at kritikken af omskæring er udtryk for særlige krav til ”danskere med minoritetsbaggrund” ([Dalsbæk 09] p. 84). Kritikken gælder alle, der begår omskæring af irrationelle grunde.
ÖSC’s bidrag afsluttes med nogle bedrøvelige overvejelser, som kommenteres her
Om sine kritikere har ÖSC foretaget sig følgende refleksion:
”Jeg har tænkt ’Gud, bliver jeg sammenlignet med de forældre, der begår overgreb med deres børn’”. ([Dalsbæk 09] p. 84)
Dette er en frygtelig naiv tanke, eftersom omskæring netop er et overgreb, endog med livsvarige konsekvenser. Tankeløs er også ÖSC’s brug af verbet ”at stigmatisere” i følgende overvejelser:
”Jeg synes, det er enormt stigmatiserende, når der står nogen og siger, at jeg tilhører en gruppe, der ikke er i stand til at passe på mit barn. Jeg mener faktisk, at jeg gør det bedste for mine børn.” ([Dalsbæk 09] p. 84-85)
At stigmatisere betyder som bekendt at brændemærke. Omskæring er ikke bogstavelig talt brændemærkning, men det er livsvarig mærkning med en kniv.
De mennesker, der går ind for korporlig revselse, mener også, at de gør det bedste for deres børn. Men det gør hverken de eller ÖSC.
Følgende seriøst mente erklæring er temmelig bedrøvelig:
”I forhold til troen får børnene at vide, hvad jeg tror på, og hvad far tror på, og så kan de tro, hvad de vil, senere.” ([Dalsbæk 09] p. 86-87)
Ja, det kan de ganske vist, men deres omskæring kan de rent faktisk ikke vælge fra.
ÖSC mener, at der mangler ”den dér forståelse i debatten, at man sætter sig ind i hinandens situation...” ([Dalsbæk 09] p. 85)
Ja, det er børnenes og de senere voksne, omskårnes situation, det drejer sig om, således som den lige er blevet karakteriseret, og den har kritikerne af omskæring faktisk forståelse for i modsætning til dem, der går ind for omskæring.
Litteratur.
[Dalsbæk 09] Bente Dalsbæk, ed: Med eller uden skræl, BROE (København 2009).
[Hornshøj 09] Jens Hornshøj: Når man skærer i folk er der risiko for skader, http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader Opdateret 27/2 2009
lørdag, september 22, 2012
Spørgsmål til Özlem Sara Cekic om hendes reaktion på kritik.
Den 26/8 2012 har jeg sendt en E-mail til Özlem Sara Cekic’s E-mail-adresse i folketinget ozlem.cekic@ft.dk med følgende indhold:
”Emne: Spørgsmål om reaktion på kritik.
Kære Özlem Sara Cekic.
Jeg synes, at det er forfærdeligt at høre, at du er frataget dine ordfører poster i SF. Jeg troede, at der var højere til loftet i SF end i DF. Denne her henvendelse rejer sig dog om en anden problematik.
I forbindelse med min aktive interesse for filosofi, religionskritik og argumentation som sådan har jeg fulgt med i debatten om religiøs omskæring af drenge. Jeg er herunder stødt på din artikel Tankløst angreb på omskæring på din hjemmeside ozlem.dk, fra den 23/11 (2008?). I Dagensmedicin.dk er jeg ligeledes stødt på en grundig og sober kritik af dine standpunkter i artiklen Når man skærer i folk er der risiko for skader, som er forfattet af læge Jens Hornshøj. Den ligger på adressen http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader/.
Jeg vil gerne høre, om du har taget stilling til denne artikel, dvs. enten givet Hornshøj ret i hans argumenter eller gendrevet dem.
Desværre er det sådan i dagens debat, at når politikere får et indlæg pragt i en avis, kan den derefter ganske vist kritiseres på internetdebatten eller i nogle små læserbreve; men uanset hvor velargumenterende og præcis kritikken er, føler politikerne sig sjældent forpligtede til at argumentere imod den. De gentager blot deres standpunkter andre steder. Jeg håber, at du er hævet over det niveau.
På forhånd tak for et snarligt svar.
Med venlig hilsen
Ove Møbjerg Kristensen.
Platanvej 7, 6. sal lejl 27
1810 Frederiksberg C.
(Cand. mag. i filosofi og lingvistik.)”
”Emne: Spørgsmål om reaktion på kritik.
Kære Özlem Sara Cekic.
Jeg synes, at det er forfærdeligt at høre, at du er frataget dine ordfører poster i SF. Jeg troede, at der var højere til loftet i SF end i DF. Denne her henvendelse rejer sig dog om en anden problematik.
I forbindelse med min aktive interesse for filosofi, religionskritik og argumentation som sådan har jeg fulgt med i debatten om religiøs omskæring af drenge. Jeg er herunder stødt på din artikel Tankløst angreb på omskæring på din hjemmeside ozlem.dk, fra den 23/11 (2008?). I Dagensmedicin.dk er jeg ligeledes stødt på en grundig og sober kritik af dine standpunkter i artiklen Når man skærer i folk er der risiko for skader, som er forfattet af læge Jens Hornshøj. Den ligger på adressen http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader/.
Jeg vil gerne høre, om du har taget stilling til denne artikel, dvs. enten givet Hornshøj ret i hans argumenter eller gendrevet dem.
Desværre er det sådan i dagens debat, at når politikere får et indlæg pragt i en avis, kan den derefter ganske vist kritiseres på internetdebatten eller i nogle små læserbreve; men uanset hvor velargumenterende og præcis kritikken er, føler politikerne sig sjældent forpligtede til at argumentere imod den. De gentager blot deres standpunkter andre steder. Jeg håber, at du er hævet over det niveau.
På forhånd tak for et snarligt svar.
Med venlig hilsen
Ove Møbjerg Kristensen.
Platanvej 7, 6. sal lejl 27
1810 Frederiksberg C.
(Cand. mag. i filosofi og lingvistik.)”
onsdag, september 05, 2012
Det umulige i at begrunde folkekirkens berettigelse.
En udsendelse om folkekirken i DR P1, 25/8 2012, omtales i DR’s program på følgende måde:
”Hvad vil vi med Folkekirken? Antallet af danskere, der går til gudstjeneste er faldet støt og konstant over de seneste 20 år. De fleste af os kommer kun, hvis vi har fået en invitation til bryllup, dåb, konfirmation eller begravelse. Hvad vil vi med folkekirken? Det diskuterer samfundsforsker Johannes Andersen, ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal og kunstner Majbritte Ulrikkeholm. Tilrettelæggelse: Lene Juul”
Generelt om debatten må det siges, at den var halvreligiøs og på religionens præmisser. Debattørerne formåede ikke at hæve sig op over tingene og se på sagen med et overblik. Førstnævnte erklærede sig ikke-religiøs, men det kunne man ikke mærke meget til i debatten. Næstnævnte skulle man tro var mere nøgtern qua sin uddannelse i religionsvidenskab, men det var heller ikke tilfældet. Faktisk har jeg endnu hverken i dagblade eller på radio eller TV læst eller hørt eksempler på, at nogen har formået at diskutere religion uden at gøre det på religionens præmisser!
Gyldige præmisser.
Men det er fuldstændig afgørende for diskussionen af, hvorvidt Danmark skal have en folkekirke, at det kan begrundes, at det ikke kan begrundes, at Danmark skal have en folkekirke:
Enhver gyldig begrundelse kræver gyldige præmisser. Præmisser består af udsagn eller rettere, præmisser er udsagn. Udsagn er sætninger, der har semantisk mening. For at en sætning kan have semantisk mening, må den udelukkende bestå af tegnfølger eller udtryk, der er ord, og evt. af nogle tegnfølger i anførselstegn. (Det sidste anføres af hensyn til eventuelle sofister.) For at en tegnfølge kan udgøre et ord, skal den have semantisk mening, dvs. den skal have ordmening.
Det ligger i begrebet ordmening, at man skal kunne redegøre for, hvilken ordmening der er tale om, f.eks. på følgende måde: ”En stol er et møbel, man kan sidde på”. En forklaring kan naturligvis ikke blot være selvrefererende, som f.eks. når nogle sprogfolk siger ”’Nogen’ betyder nogen som helst”. Man forstår muligvis lidt af tankergangen bag denne forklaring, men hjælpeløs er den. Endnu ringere er forklaringen ”Min tro er min tro på...”. Forklaringen ”Gud er Gud” er naturligvis helt uantagelig som forklaring af ordmeningen af tegnfølgen ”Gud”.
Skin af semantisk mening.
Endelig må ethvert ord bruges i en af sine forklarede betydninger. Det er således uantagelig at bruge et ord uden at bruge det i den betydning, det allerede har, og samtidig antyde, at der er tale om det samme, blot forskellige anvendelser. Således kan en taler begå denne fejl ved at lade der ske en betydningsglidning fra en afklaret betydning til en postuleret eller dunkel ikke-betydning. Denne fejl begås for eksempel af den tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling i sit ellers udmærkede Rosenkjær-foredrag i Danmarks Radio, den 15. okt. 2008. Ole Hartling anvender her først ordet ”tro” i betydningen formodning for derefter at bruge ordet i en ikke-betydning af religiøs art, hvad den så end består i. Men de religiøse må kunne udrede en sådan betydning af dette udtryk for at være oprigtige. Thi ved denne misbrug af ordet ”tro” lader de religiøse, inklusive den prisbelønnede formand for Etisk Råd Ole Hartling, deres semantisk meningsløse udtryk låne et skin af semantisk mening fra udtryk, der faktisk har en semantisk mening og dermed er ord.
For at de religiøse kan forklare den eventuelle sproglige mening af for eksempel det religiøse udsagn ”Der eksisterer en gud”, må de se på sagen med friske øjne og se bort fra vor eventuelle religiøse opdragelse, i en bred betydning af dette ord. Således mangler udtrykket ”gud” i denne religiøse sætning en semantisk afklaret betydning. Thi det alene, at en kreds af personer anvender det samme udtryk, er ikke tilstrækkeligt til at give det en semantisk mening. Denne må de religiøse udrede ud fra allerede kendte begreber og erfaringer, dvs. uden at forudsætte, at deres religiøse udtryk allerede har semantisk mening. Under disse forudsætninger bliver forklaringen imidlertid rationel eller empirisk baseret. Det betyder, at den kan diskuteres og kritiseres, og dermed at de religiøse skal kunne forsvare og begrunde den. Det vil de næppe være tilfredse med.
Dette er dog en ren hypotetisk mulighed. For religiøse sætninger kan hverken diskuteres rationelt eller empirisk. Religiøse sætninger er simpelthen fejlagtige, fordi de er sprogligt meningsløse. Med andre ord:
Religiøse sætninger kvalificerer sig simpelthen ikke til at være genstand for en logisk eller videnskabelig undersøgelse.
Det betyder, at det at ophøje religioner til at være noget enestående med den begrundelse, at de er uden for videnskabens rækkevidde, er at vende op og ned på sagens sammenhæng.
En fyldestgørende forklaring af dette og meget andet i denne forbindelse er givet i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5.
Af denne udredning kan følgende konkluderes: Religiøse sætninger er ganske vist ikke stavelsesstumper, men de er semantiske brudstykker, som den religiøse forholder sig til, som om disse brudstykker havde en tydelig sproglig mening. Derfor kan religiøse sætninger ikke i sig selv begrunde, at noget land skal have en folkekirke.
Forsøg på en sekundær begrundelse.
Nogle vil i stedet begrunde en sådan idé med, at eksistensen af en folkekirke vil berolige de religiøse gemytter, da det vil begrænse mængden af rabiate frimenigheder.
Sådanne argumenter er fremført af cand.teol. og mag. Ebbe Gudmand-Høyer i artiklen ”Troen som en klippe” i dagbladet Information den 16. oktober 1998 og af mag.art. Stig Alstrup Rasmussen i artiklen ”Jamen Gud er da død” i dagbladet Information den 20. oktober 1998. Begge indlæg er reaktioner på Overlæge Ph.d. Svend Lings’ artikel ”Nedlæg de teologiske fakulteter” i Information den 23. september 1998.
Det er muligt at eksistensen af en folkekirke vil have en sådan effekt. Men den vil også være en accept af, at folk lader sig forlede af semantiske brudstykker i stedet for at blive oplyste og intellektuelt aktive og berigede – for det gode livs skyld og for det veludviklede samfunds skyld.
Litteratur.
Afhandling Nr. 5: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.htm
eller http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme.
Ebbe Gudmand-Høyer, ”Troen som en klippe”: http://www.information.dk/24011.
Stig Alstrup Rasmussen ”Jamen Gud er da død”: http://www.information.dk/24099.
Svend Lings ”Nedlæg de teologiske fakulteter”: http://www.information.dk/23237.
En udsendelse om folkekirken i DR P1, 25/8 2012, omtales i DR’s program på følgende måde:
”Hvad vil vi med Folkekirken? Antallet af danskere, der går til gudstjeneste er faldet støt og konstant over de seneste 20 år. De fleste af os kommer kun, hvis vi har fået en invitation til bryllup, dåb, konfirmation eller begravelse. Hvad vil vi med folkekirken? Det diskuterer samfundsforsker Johannes Andersen, ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal og kunstner Majbritte Ulrikkeholm. Tilrettelæggelse: Lene Juul”
Generelt om debatten må det siges, at den var halvreligiøs og på religionens præmisser. Debattørerne formåede ikke at hæve sig op over tingene og se på sagen med et overblik. Førstnævnte erklærede sig ikke-religiøs, men det kunne man ikke mærke meget til i debatten. Næstnævnte skulle man tro var mere nøgtern qua sin uddannelse i religionsvidenskab, men det var heller ikke tilfældet. Faktisk har jeg endnu hverken i dagblade eller på radio eller TV læst eller hørt eksempler på, at nogen har formået at diskutere religion uden at gøre det på religionens præmisser!
Gyldige præmisser.
Men det er fuldstændig afgørende for diskussionen af, hvorvidt Danmark skal have en folkekirke, at det kan begrundes, at det ikke kan begrundes, at Danmark skal have en folkekirke:
Enhver gyldig begrundelse kræver gyldige præmisser. Præmisser består af udsagn eller rettere, præmisser er udsagn. Udsagn er sætninger, der har semantisk mening. For at en sætning kan have semantisk mening, må den udelukkende bestå af tegnfølger eller udtryk, der er ord, og evt. af nogle tegnfølger i anførselstegn. (Det sidste anføres af hensyn til eventuelle sofister.) For at en tegnfølge kan udgøre et ord, skal den have semantisk mening, dvs. den skal have ordmening.
Det ligger i begrebet ordmening, at man skal kunne redegøre for, hvilken ordmening der er tale om, f.eks. på følgende måde: ”En stol er et møbel, man kan sidde på”. En forklaring kan naturligvis ikke blot være selvrefererende, som f.eks. når nogle sprogfolk siger ”’Nogen’ betyder nogen som helst”. Man forstår muligvis lidt af tankergangen bag denne forklaring, men hjælpeløs er den. Endnu ringere er forklaringen ”Min tro er min tro på...”. Forklaringen ”Gud er Gud” er naturligvis helt uantagelig som forklaring af ordmeningen af tegnfølgen ”Gud”.
Skin af semantisk mening.
Endelig må ethvert ord bruges i en af sine forklarede betydninger. Det er således uantagelig at bruge et ord uden at bruge det i den betydning, det allerede har, og samtidig antyde, at der er tale om det samme, blot forskellige anvendelser. Således kan en taler begå denne fejl ved at lade der ske en betydningsglidning fra en afklaret betydning til en postuleret eller dunkel ikke-betydning. Denne fejl begås for eksempel af den tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling i sit ellers udmærkede Rosenkjær-foredrag i Danmarks Radio, den 15. okt. 2008. Ole Hartling anvender her først ordet ”tro” i betydningen formodning for derefter at bruge ordet i en ikke-betydning af religiøs art, hvad den så end består i. Men de religiøse må kunne udrede en sådan betydning af dette udtryk for at være oprigtige. Thi ved denne misbrug af ordet ”tro” lader de religiøse, inklusive den prisbelønnede formand for Etisk Råd Ole Hartling, deres semantisk meningsløse udtryk låne et skin af semantisk mening fra udtryk, der faktisk har en semantisk mening og dermed er ord.
For at de religiøse kan forklare den eventuelle sproglige mening af for eksempel det religiøse udsagn ”Der eksisterer en gud”, må de se på sagen med friske øjne og se bort fra vor eventuelle religiøse opdragelse, i en bred betydning af dette ord. Således mangler udtrykket ”gud” i denne religiøse sætning en semantisk afklaret betydning. Thi det alene, at en kreds af personer anvender det samme udtryk, er ikke tilstrækkeligt til at give det en semantisk mening. Denne må de religiøse udrede ud fra allerede kendte begreber og erfaringer, dvs. uden at forudsætte, at deres religiøse udtryk allerede har semantisk mening. Under disse forudsætninger bliver forklaringen imidlertid rationel eller empirisk baseret. Det betyder, at den kan diskuteres og kritiseres, og dermed at de religiøse skal kunne forsvare og begrunde den. Det vil de næppe være tilfredse med.
Dette er dog en ren hypotetisk mulighed. For religiøse sætninger kan hverken diskuteres rationelt eller empirisk. Religiøse sætninger er simpelthen fejlagtige, fordi de er sprogligt meningsløse. Med andre ord:
Religiøse sætninger kvalificerer sig simpelthen ikke til at være genstand for en logisk eller videnskabelig undersøgelse.
Det betyder, at det at ophøje religioner til at være noget enestående med den begrundelse, at de er uden for videnskabens rækkevidde, er at vende op og ned på sagens sammenhæng.
En fyldestgørende forklaring af dette og meget andet i denne forbindelse er givet i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5.
Af denne udredning kan følgende konkluderes: Religiøse sætninger er ganske vist ikke stavelsesstumper, men de er semantiske brudstykker, som den religiøse forholder sig til, som om disse brudstykker havde en tydelig sproglig mening. Derfor kan religiøse sætninger ikke i sig selv begrunde, at noget land skal have en folkekirke.
Forsøg på en sekundær begrundelse.
Nogle vil i stedet begrunde en sådan idé med, at eksistensen af en folkekirke vil berolige de religiøse gemytter, da det vil begrænse mængden af rabiate frimenigheder.
Sådanne argumenter er fremført af cand.teol. og mag. Ebbe Gudmand-Høyer i artiklen ”Troen som en klippe” i dagbladet Information den 16. oktober 1998 og af mag.art. Stig Alstrup Rasmussen i artiklen ”Jamen Gud er da død” i dagbladet Information den 20. oktober 1998. Begge indlæg er reaktioner på Overlæge Ph.d. Svend Lings’ artikel ”Nedlæg de teologiske fakulteter” i Information den 23. september 1998.
Det er muligt at eksistensen af en folkekirke vil have en sådan effekt. Men den vil også være en accept af, at folk lader sig forlede af semantiske brudstykker i stedet for at blive oplyste og intellektuelt aktive og berigede – for det gode livs skyld og for det veludviklede samfunds skyld.
Litteratur.
Afhandling Nr. 5: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.htm
eller http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme.
Ebbe Gudmand-Høyer, ”Troen som en klippe”: http://www.information.dk/24011.
Stig Alstrup Rasmussen ”Jamen Gud er da død”: http://www.information.dk/24099.
Svend Lings ”Nedlæg de teologiske fakulteter”: http://www.information.dk/23237.
fredag, august 31, 2012
Et etisk grundlag.
Findes der et grundlag for en etik og politik, dvs. et eller flere objektivt begrundede udsagn om, hvordan det er rigtigst at handle?
Spørgsmålet er tidligere belyst i Afhandling Nr. 6, hvor der også er fremført nogle eksempler på konsekvenser for en politik.
Behandlingen tog udgangspunkt i det standpunkt, som Alfred Jules Ayer fremfører i Language, Truth and Logic ([Ayer 74], pp. 136-150), at det eneste, vi kan argumentere for angående moral, er de fakta, der understøtter vore moralske konklusioner givet en bestemt moralsk indstilling, hvorimod vi ikke kan argumentere for selve den pågældende moralske indstilling. ([Ayer 74], p. 147) Så vidt jeg kan se, begrunder Ayer pudsigt nok ikke sit standpunkt.
Som det næstbedste svar på dette spørgsmål kan det subsidiært forestilles, at der følger et grundlag af et bestemt udsagn, som det ville være urimeligt ikke at acceptere. Men det er heldigvis ikke nødvendigt at nøjes med dette.
Hvad angår det nødvendige grundlag, kan følgende overvejelser gøres.
Argumentationsprincippet.
I lighed med Aristoteles modsigelsesprincip kan vi tale om et ”argumentationsprincip”. Dette er ret indlysende og lyder:
Det er nødvendigt, at man kan argumentere for sine udsagn, for at de kan være standpunkter.
Man kan vælge ikke at diskutere sine standpunkter. De, der har den indstilling, kan blot insisterende hævde ”Jeg vælger at mene, hvad som helst det passer mig at mene”. Men i så fald og ifølge sagens natur har vi kun at gøre med et ubegrundet standpunkt. Dette er højst et sociologisk problem, ikke et filosofisk.
Det kan argumenteres mod dette standpunkt, for så vidt det kan kaldes et standpunkt, at et ubegrundet standpunkt blot er vilkårligt, og at det følger af standpunktet, at det ene standpunkt kan være lige så godt eller dårligt som det andet, samt at standpunktet fører til en situation, hvor tilfældige standpunkter står over for hinanden. Men dette nytter ikke over for den person, der fremfører det. Man kan kun overbevise indehaveren ved at få ham til at argumentere for sit standpunkt. (For så er standpunktet ikke bare et valg, men et standpunkt, som indehaveren mener er rigtigt.) Jf. [Aristoteles 1968] 1006a.
Dette argument kan sammenlignes med Aristoteles’ argumentation for modsigelsesprincippet: at man ikke kan argumentere imod den, der benægter det, da det forudsætter det, der skal bevises. Man kan kun overbevise ham ved at få ham til at følge princippet.
Udledningen af et grundlag for en etik.
Hvis man derimod overhovedet vil diskutere spørgsmålet, om der findes et grundlag for en etik og politik, må man indrømme, at der findes et sådant grundlag, oven i købet det grundlag, som det viser sig at være tale om. Grunden hertil er følgende:
Hvis man ønsker at diskutere spørgsmålet og eftersøge et svar på det, må man fordybe sig i det og søge at afklare alle de forhold, der kan belyse det. Dette kræver gode livsforhold for den, der vil bestræbe sig på at foretage de nødvendige undersøgelser og overvejelser. Hermed har vi fundet frem til grundlaget for en etik og en politik: hensynet til og et krav om gode livsforhold for alle. Dette har konkrete implikationer for, hvordan samfundet skal være for at opfylde dette, og for hvordan vi bør handle.
Hver persons individuelle situation og omgivelser bør naturligvis inddrages i den enkeltes vurdering af sine handlinger. Derfor må den enkelte fordybe sig i en række forskelligartede forhold. Thi etiske spørgsmål skal afgøres ud fra en forståelse af sagen selv, og hvad den involverer. Det betyder, at enhver form for påbudsetik må forkastes. (Dette har naturligvis intet at gøre med færdselsregler og lignende.)
Der kan indvendes mod dette argument, at det er meget søgt at argumentere for, at der findes objektive argumenter for, hvordan vi skal handle og indrette samfundet, som er baserede på betingelserne for selve det at diskutere, hvorvidt der findes et objektivt etisk grundlag.
Hertil kan der svares, at alle undersøgelser og fordybelser kræve gode livsbetingelser. Dette gælder for eksempel for det eksistentielle spørgsmål, om livet har en mening (i betydningen formål), og om dette begreb har en semantisk mening. Det gælder for filosofi og lingvistik og al undervisning, såvel at modtage og at give det. Dette er dog blot et eksempel på et appellerende argument for eksistensen af et etisk grundlag.
Spørgsmålet er, om dette argument er tilstrækkeligt, for at der kan udpeges et grundlag for en etik. Det ville naturligvis være fint, hvis det var, så det er ikke for at forklejne dette argument, at følgende må overvejes. Men vi skal være helt sikre. Vi kan derfor sammenligne de to svar:
Hvis man forudsætter, at et spørgsmål af eksistentiel karakter skal besvares, ligger der ganske vist deri, at spørgsmålet skal undersøges, og at dette kræver gode livsvilkår. Men der foreligger ikke noget nødvendigt krav om, at spørgsmålet skal besvares. Og derved følger det moralske grundlag ikke med nødvendighed, men kun som en biting af denne forudsætning.
Hvis man derimod forudsætter, at vi skal besvare selve spørgsmålet, om der findes et grundlag for en etik, foreligger der et nødvendigt krav om, at spørgsmålet om grundlaget for en etik skal besvares, da det netop er stillet. Og derved følger det moralske grundlag med nødvendighed.
Svaret er hverken søgt eller teknisk, eftersom det er en del af ens etiske overvejelser at overveje, om etikken er baseret på et nødvendigt) grundlag, og derved også om ens handlinger og valgte politik er baserede på et nødvendigt grundlag.
Det er ovenfor godtgjort, at villighed til at afklare eksistentielle spørgsmål har etiske konsekvenser, men villigheden hertil er ikke selv nødvendig. Derimod involverer etiske undersøgelser også eksistentielle undersøgelser. Disse har ganske vist etiske konsekvenser, men de følger allerede af villigheden til de etiske undersøgelser.
Hvor bredt dette grundlag er, dvs. hvilket typer handlinger det har klare implikationer for, er dog ikke umiddelbart klart.
Konsekvenser.
Det følger af dette grundlag, at handlinger, der forringer andres livsvilkår, er forkastelige. Dermed er det forkasteligt, hvis et lands love tvinger borgerne i bestemte samfundsgrupper til at bruge alle deres kræfter på at skaffe til dagen og vejen, således at de ikke får overskud til fordybelse og erfaringer, dvs. overskud til at leve livet og at erkende det.
I Afhandling Nr. 6 er der anført flere konsekvenser, hvoraf nogle få nævnes her:
Enhver stræben efter overflødige varer kan naturligvis kun ske på bekostning af andres muligheder for at opnå et rimeligt grundlag for et godt liv, dvs. disse menneskers gode livsbetingelser. Af denne grund er denne stræben forkastelig, eller rettere sagt, ikke i overensstemmelse med ovennævnte konklusion. Det samme gælder naturligvis for det at lokke andre med på denne stræben.
Overflødig produktion og udpining af jorden er ligeledes forkastelig, da dette ødelægger grundlaget for vor eksistens, fordybelse og forståelse. Den afgørende pointe er her, at selv om de fleste måske vil hævde, at dette er indlysende, er det også uomgængeligt sandt ifølge ovenstående argumenter. Desuden tager overflødig produktion en væsentlig del af vor tid til fordybelse og andre former for erfaring. Den samme kritik kan rettes mod selve interessen for overflødige produkter.
Nogle vil fremføre, at enhver har ret til at bestemme over sig selv og det, han producerer og indtjener. Det er imidlertid ovenfor begrundet, at dette ikke må ske på bekostning af andres muligheder for at have gode livsvilkår. Det må være tilstrækkeligt at have nok til at klare egne livsbetingelser og udviklingsmuligheder.
Det må bemærkes, at der ikke kan sælges ud af dette grundlag, forstået på den måde, at det kan forsvares at forringe folks gunstige livsvilkår med den begrundelse, af det kommer dem til gode senere i en eller anden fremtidsfiktion. Vi lever her og nu og har brug for gunstige livsvilkår her og nu. Alt hvad vi foretager os, må hele tiden relateres ikke blot til hensynet til alles gode livsvilkår, men også til grunden til dette hensyn.
Litteratur.
[Aristoteles 68] Aristoteles: The Metaphysics, English translation by High Tredennick, Harvard Univ. Press, William Heinemann Ltd. (Great Britain 1968).
[Ayer 74] A. J. Ayer: Language, Truth and Logic Penguin Books Ltd (Harmondsworth, 1974).
Spørgsmålet er tidligere belyst i Afhandling Nr. 6, hvor der også er fremført nogle eksempler på konsekvenser for en politik.
Behandlingen tog udgangspunkt i det standpunkt, som Alfred Jules Ayer fremfører i Language, Truth and Logic ([Ayer 74], pp. 136-150), at det eneste, vi kan argumentere for angående moral, er de fakta, der understøtter vore moralske konklusioner givet en bestemt moralsk indstilling, hvorimod vi ikke kan argumentere for selve den pågældende moralske indstilling. ([Ayer 74], p. 147) Så vidt jeg kan se, begrunder Ayer pudsigt nok ikke sit standpunkt.
Som det næstbedste svar på dette spørgsmål kan det subsidiært forestilles, at der følger et grundlag af et bestemt udsagn, som det ville være urimeligt ikke at acceptere. Men det er heldigvis ikke nødvendigt at nøjes med dette.
Hvad angår det nødvendige grundlag, kan følgende overvejelser gøres.
Argumentationsprincippet.
I lighed med Aristoteles modsigelsesprincip kan vi tale om et ”argumentationsprincip”. Dette er ret indlysende og lyder:
Det er nødvendigt, at man kan argumentere for sine udsagn, for at de kan være standpunkter.
Man kan vælge ikke at diskutere sine standpunkter. De, der har den indstilling, kan blot insisterende hævde ”Jeg vælger at mene, hvad som helst det passer mig at mene”. Men i så fald og ifølge sagens natur har vi kun at gøre med et ubegrundet standpunkt. Dette er højst et sociologisk problem, ikke et filosofisk.
Det kan argumenteres mod dette standpunkt, for så vidt det kan kaldes et standpunkt, at et ubegrundet standpunkt blot er vilkårligt, og at det følger af standpunktet, at det ene standpunkt kan være lige så godt eller dårligt som det andet, samt at standpunktet fører til en situation, hvor tilfældige standpunkter står over for hinanden. Men dette nytter ikke over for den person, der fremfører det. Man kan kun overbevise indehaveren ved at få ham til at argumentere for sit standpunkt. (For så er standpunktet ikke bare et valg, men et standpunkt, som indehaveren mener er rigtigt.) Jf. [Aristoteles 1968] 1006a.
Dette argument kan sammenlignes med Aristoteles’ argumentation for modsigelsesprincippet: at man ikke kan argumentere imod den, der benægter det, da det forudsætter det, der skal bevises. Man kan kun overbevise ham ved at få ham til at følge princippet.
Udledningen af et grundlag for en etik.
Hvis man derimod overhovedet vil diskutere spørgsmålet, om der findes et grundlag for en etik og politik, må man indrømme, at der findes et sådant grundlag, oven i købet det grundlag, som det viser sig at være tale om. Grunden hertil er følgende:
Hvis man ønsker at diskutere spørgsmålet og eftersøge et svar på det, må man fordybe sig i det og søge at afklare alle de forhold, der kan belyse det. Dette kræver gode livsforhold for den, der vil bestræbe sig på at foretage de nødvendige undersøgelser og overvejelser. Hermed har vi fundet frem til grundlaget for en etik og en politik: hensynet til og et krav om gode livsforhold for alle. Dette har konkrete implikationer for, hvordan samfundet skal være for at opfylde dette, og for hvordan vi bør handle.
Hver persons individuelle situation og omgivelser bør naturligvis inddrages i den enkeltes vurdering af sine handlinger. Derfor må den enkelte fordybe sig i en række forskelligartede forhold. Thi etiske spørgsmål skal afgøres ud fra en forståelse af sagen selv, og hvad den involverer. Det betyder, at enhver form for påbudsetik må forkastes. (Dette har naturligvis intet at gøre med færdselsregler og lignende.)
Der kan indvendes mod dette argument, at det er meget søgt at argumentere for, at der findes objektive argumenter for, hvordan vi skal handle og indrette samfundet, som er baserede på betingelserne for selve det at diskutere, hvorvidt der findes et objektivt etisk grundlag.
Hertil kan der svares, at alle undersøgelser og fordybelser kræve gode livsbetingelser. Dette gælder for eksempel for det eksistentielle spørgsmål, om livet har en mening (i betydningen formål), og om dette begreb har en semantisk mening. Det gælder for filosofi og lingvistik og al undervisning, såvel at modtage og at give det. Dette er dog blot et eksempel på et appellerende argument for eksistensen af et etisk grundlag.
Spørgsmålet er, om dette argument er tilstrækkeligt, for at der kan udpeges et grundlag for en etik. Det ville naturligvis være fint, hvis det var, så det er ikke for at forklejne dette argument, at følgende må overvejes. Men vi skal være helt sikre. Vi kan derfor sammenligne de to svar:
Hvis man forudsætter, at et spørgsmål af eksistentiel karakter skal besvares, ligger der ganske vist deri, at spørgsmålet skal undersøges, og at dette kræver gode livsvilkår. Men der foreligger ikke noget nødvendigt krav om, at spørgsmålet skal besvares. Og derved følger det moralske grundlag ikke med nødvendighed, men kun som en biting af denne forudsætning.
Hvis man derimod forudsætter, at vi skal besvare selve spørgsmålet, om der findes et grundlag for en etik, foreligger der et nødvendigt krav om, at spørgsmålet om grundlaget for en etik skal besvares, da det netop er stillet. Og derved følger det moralske grundlag med nødvendighed.
Svaret er hverken søgt eller teknisk, eftersom det er en del af ens etiske overvejelser at overveje, om etikken er baseret på et nødvendigt) grundlag, og derved også om ens handlinger og valgte politik er baserede på et nødvendigt grundlag.
Det er ovenfor godtgjort, at villighed til at afklare eksistentielle spørgsmål har etiske konsekvenser, men villigheden hertil er ikke selv nødvendig. Derimod involverer etiske undersøgelser også eksistentielle undersøgelser. Disse har ganske vist etiske konsekvenser, men de følger allerede af villigheden til de etiske undersøgelser.
Hvor bredt dette grundlag er, dvs. hvilket typer handlinger det har klare implikationer for, er dog ikke umiddelbart klart.
Konsekvenser.
Det følger af dette grundlag, at handlinger, der forringer andres livsvilkår, er forkastelige. Dermed er det forkasteligt, hvis et lands love tvinger borgerne i bestemte samfundsgrupper til at bruge alle deres kræfter på at skaffe til dagen og vejen, således at de ikke får overskud til fordybelse og erfaringer, dvs. overskud til at leve livet og at erkende det.
I Afhandling Nr. 6 er der anført flere konsekvenser, hvoraf nogle få nævnes her:
Enhver stræben efter overflødige varer kan naturligvis kun ske på bekostning af andres muligheder for at opnå et rimeligt grundlag for et godt liv, dvs. disse menneskers gode livsbetingelser. Af denne grund er denne stræben forkastelig, eller rettere sagt, ikke i overensstemmelse med ovennævnte konklusion. Det samme gælder naturligvis for det at lokke andre med på denne stræben.
Overflødig produktion og udpining af jorden er ligeledes forkastelig, da dette ødelægger grundlaget for vor eksistens, fordybelse og forståelse. Den afgørende pointe er her, at selv om de fleste måske vil hævde, at dette er indlysende, er det også uomgængeligt sandt ifølge ovenstående argumenter. Desuden tager overflødig produktion en væsentlig del af vor tid til fordybelse og andre former for erfaring. Den samme kritik kan rettes mod selve interessen for overflødige produkter.
Nogle vil fremføre, at enhver har ret til at bestemme over sig selv og det, han producerer og indtjener. Det er imidlertid ovenfor begrundet, at dette ikke må ske på bekostning af andres muligheder for at have gode livsvilkår. Det må være tilstrækkeligt at have nok til at klare egne livsbetingelser og udviklingsmuligheder.
Det må bemærkes, at der ikke kan sælges ud af dette grundlag, forstået på den måde, at det kan forsvares at forringe folks gunstige livsvilkår med den begrundelse, af det kommer dem til gode senere i en eller anden fremtidsfiktion. Vi lever her og nu og har brug for gunstige livsvilkår her og nu. Alt hvad vi foretager os, må hele tiden relateres ikke blot til hensynet til alles gode livsvilkår, men også til grunden til dette hensyn.
Litteratur.
[Aristoteles 68] Aristoteles: The Metaphysics, English translation by High Tredennick, Harvard Univ. Press, William Heinemann Ltd. (Great Britain 1968).
[Ayer 74] A. J. Ayer: Language, Truth and Logic Penguin Books Ltd (Harmondsworth, 1974).
Afhandling Nr. 6: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume_5.html
lørdag, august 25, 2012
Kedelig retorik og mangelfuld argumentation.
Kedelig retorik og mangelfuld argumentation.
Gennemgang af Cekics argumentation.
Bagatelliseringer.
Cekics analyser.
Cekics demagogi om kulturløshed.
Påstande om udemokratisk indstilling.
NB.
Litteratur:
Ofte er det kritisable, ikke kun det, folk mener,
men også måden, de mener det på.
I dette afsnit kritiseres nogle argumenter mod kritik
af omskæring. Argumenterne er fremført i en artikel med overskriften Tankløst angreb på omskæring, som er udgivet
på Özlem Sara Cekics hjemmeside ozlem.dk. Ifølge denne har artiklen været bragt
Politiken d. 23/11. Ifølge www.dagensmedicin.dk
er årstallet 2008.
Dagensmedicin.dk indeholder i øvrigt en grundig
kritik af artiklens medicinske og kulturelle påstande i artiklen Når man skærer i folk er der risiko for
skader, som er forfattet af læge Jens Hornshøj. Imidlertid indeholder Cekics
artikel adskillige udmærkede skoleeksempler på kritisabel retorik og fejlfyldt
argumentation, som også fortjener en kommentar.
Det anføres lidt kluntet i artiklen, at den er
forfattet af ”Özlem Sara Cekic M. Fl., Mf og Socialordfører For Sf.”
Desuden oplyses det, at
”Debatindlægget er skrevet i samarbejde med
journalist Martin Krasnik, advokat Bjørn Elmquist, kunstner Marco Evaristti, foredragsholder
Jacob Holdt, sognepræst Kathrine Lilleør, overrabbiner Bent Melchior, biskop
Karsten Nissen, kunstner Tal R og chefredaktør Tøger Seidenfaden.”
Hvor meget samarbejde, der har været, fremgår ikke,
men det taler ikke til disse menneskers fordel, hvis samarbejdet har været særligt
omfattende. Når Cekic karakteriserer kritikken af omskæring som tankeløs, kan
det kun betyde, at Cekic mener, at der ingen substans er i den. Cekic forsøger i
det hele taget at gøre en dårlig figur ud af sin modpart med nedgørende betegnelser.
Desuden og bagatelliserer Cekic modpartens standpunkter. Dette dokumenteres i
det følgende.
Gennemgang af Cekics argumentation.
Cekic beklager sig over debatten om omskæring af
drenge, som Cekic mener rejses hvert andet år, og som hun finder ”meget følelsesbetonet”.
Dermed må Cekic mene, at hun selv er hævet over det følelsesladede. (1) Men
hvorfor kan Cekic så ikke argumentere mere klart, og hvorfor har Cekic behov for
at nedgøre sin modpart, således som det påpeges i det følgende?
Når Cekic derefter nedladende hævder, at debatten ”plejer
at dø ud, når folk får tænkt sig lidt om”, må det betyde, at Cekic mener, at
folk først ikke tænker sig om og derefter besinder sig. (2) Men hvorfra ved Cekic,
at sagen hænger således sammen? Det er tænkeligt, at folk har fremført deres
velgennemtænkte modargumenter, men ikke har fået nogen særlig respons.
Cekic beklager en række politiske partiers ønske om
forbud eller undersøgelser og hævder, at ”Et forbud vil have omfattende konsekvenser”.
Thi ”omskæring er et afgørende religiøst, kulturelt og historisk ritual” for
muslimer og jøder i Danmark. (3) Men er dette et argument i sig selv, og (4)
skal forældrenes religion gå ud over barnet, som måske ikke bliver religiøs?
Bagatelliseringer.
Et forbud mod omskæring sammenligner Cekic med ”at
det blev forbudt kristne danskere at døbe deres børn”.
Der er her tale om en bagatellisering af
problemstillingen. (5) For rituel omskæring er et fysisk indgreb, som krænker barnet resten af livet, og som
dermed er et overgreb. Det er en barnedåb ikke. Der er tale om en ret
indlysende forskel. (6) Dette er et tegn på, at Cekic mangler selvkritik.
Cekic hævder ”Man skal altså tænke sig godt om, før
man tager så drastisk et skridt.” Det er imidlertid selve omskæringen, der som
lige anført er et drastisk skridt, så det er Cekic selv, der ikke tænker sig
om. (7)
Cekic kalder sine modstanderes argumenter for
”anekdoter” uden at uddybe, hvad det er for nogle ”anekdoter”, hun taler om. (8)
Cekic begår dermed igen en ubegrundet bagatellisering.
Cekic påstår, at modstanderne aldrig henviser til ”ordentlige,
lægefaglige beviser på disse negative konsekvenser”, og at ”Det skyldes, at de
ikke findes”. (9) Men det forkerte heri er heldigvis grundigt godtgjort i
ovennævnte internetartikel.
Cekic foretager dog indirekte et forbehold med
følgende bemærkning ”Komplikationerne er flest, jo senere drengene omskæres, og
det taler altså for, at det er bedst at foretage indgrebet så tidligt som muligt”,
men hun tager ikke konsekvenserne deraf og ser ikke engang selvmodsigelsen
deri. Dette er også et tegn på manglende selvkritik. (10) Cekics bemærkning er
heldigvis også taget op i ovennævnte internetartikel.
Det er rart at vide, at Cekic i det mindste har hørt
om nogle ”principielle argumenter” mod omskæring, nemlig ”at omskæring af en
dreng er et overgreb mod barnets fysiske integritet og sætter et varigt spor på
kroppen uden hans samtykke”. Men Cekic mener, at dette kan sammenlignes med
mange andre beslutninger, som forældre træffer ”på deres børns vegne med varig
betydning”. Cekic nævner valg af børnenes skole, opdagelsesmåde, deres kost, og
at de bliver ”opflasket” med en kultur og et verdenssyn, ”som de har med sig
hele livet”.
Dette er igen bagatelliserende. (11) For der er stor
forskel på en livsvarig krænkelse, som foretages på kort tid, og på en mere
eller mindre vellykket opdragelse, som ledsages af andre påvirkninger fra
f.eks. skolen og samfundet og varer mange år, hvorunder fejl kan forbedres. Den
mindst lige så grove krænkelse af den personlige
integritet berører Cekic dog ikke. Men det er måske den, som Cekic ovenfor har
omtalt som ”barnets fysiske integritet”?
Cekics analyser.
Hefter fremfører Cekic en kryptisk påstand med en
pudsig metafor ”Et barn er heldigvis ikke et stykke blankt papir, der først som
myndig begynder at stykke sin identitet sammen.” (12) Men var det så ikke endnu
en grund til ikke at begå indgrebet barnet, i stedet for at præge det med
religiøse mærker med det samme? Cekic bedes hermed forsøge at forestille sig,
hvordan det vil føles, når krænkelsens betydning langsomt begynder at gå op for
det unge og det voksne individ!
Cekic fremsætter lidt dunkelt et tænkt argument mod
omskæring, nemlig at omskæring er noget andet end kultur og religiøse anskuelser,
og at omskæring skal forbydes, lige som korporlig afstraffelse er forbudt. Dernæst
imødegår Cekic det tænkte argument med, at ”Det er indlysende og
veldokumenteret skadeligt at slå på børn, hvorimod det hverken er indlysende
eller veldokumenteret skadeligt at omskære drenge.” (13) Denne påstand er
imidlertid allerede imødegået. Desuden bør igen nævnes det livsvarigt krænkende
i at foretage omskæring af drenge.
Herefter antyder Cekic, at hendes opponenter trænger
til oplysning, idet hun hævder ”Mest
oplysende er det at sammenligne omskæring med andre fysiske indgreb” og anfører
omskæring med fjernelse af modermærker, rettelse af tænder og udstående ører. Og
Cekic oplyser, at dette gøres ”selv om det er ubehageligt for barnet”, fordi
forældrene synes, at ”det er bedst for barnet i netop vores kultur”.
Tankegangen er åbenbart, at mens man i den ene
kultur synes, at barnets tænder skal rettes, så synes man i den anden kultur,
at barnet skal omskæres, som om de to indgreb er ligestillede og lige vel
begrundede. I øvrigt kan modermærker være sundhedsfarlige, og skæve tænder kan
have uheldige konsekvenser. (14) Dette er i sandhed også en bagatellisering.
Cekics demagogi om kulturløshed.
Men argumenterne for et forbud er ifølge Cekic præget
af både hovedløse og kulturløse principper.
Det hovedløse er gendrevet både ovenfor og i
internetartiklen. Den demagogiske påstand om det kulturløse er ligeledes gendrevet.
For det at have kultur består blandt andet i ikke at krænke. Det er overhovedet
ikke at være ”kulturløs” at tage afstand fra ugerninger, der foretages i en
bestemt kultur. Det at have kultur består ikke i at følge eller acceptere en
kultur. (15) I denne forveksling består det demagogiske. Cekic bruger her ordet
”kulturløs” i betydningen ikke at referere til kulturen, mens det normalt
betyder at være uden kultur, som er
noget negativt.
Påstande om udemokratisk indstilling.
Cekic hævder nu, at det er udemokratisk at forbyde
omskæring, for et forbud vil være en ”heftig krænkelse” af ”to af demokratiets
bærende piller”, nemlig religionsfrihed og mindretalsbeskyttelse.
Argumentet herimod er naturligvis, at omskæring skal
forbydes af hensyn til barnet. (16) Religionsfriheden angår kun forældrene. De
kan have ret til at omskære sig selv, men de har ikke ret til at krænke barnet,
der ikke er religiøst og måske aldrig vil blive det.
Cekic resumerer sine skældsord: modstanderne repræsenterer
en trist tendens, idet de er historieløse, kulturløse, har skråsikre
principper, uigennemtænkte antagelser, ikke tænker på konsekvenserne for et
mindretal. Dette får hende til at spørge ”Skal Danmark virkelig være det første
land, der tager dette voldsomme og tankeløse skridt?”
Det ”voldsomme” og ”tankeløse” i at forbyde
omskæring har Cekic ikke kunnet dokumentere. Tværtimod er omskæring en livsvarigt
krænkende rituel mærkning, som kan være stik imod barnets personlige integritet.
Om Danmark er nummer et eller to til at forbyde omskæring er ikke det
afgørende, blot det bliver gjort.
Det må bemærkes, at Cekic har anbragt sit indlæg
under indgangen ”integration”. Men som det fremgår af ovenstående, hører spørgsmålet
om, hvorvidt omskæring er acceptabel eller ej, ind under etik og moral.
NB.
Dette er naturligvis ikke ment som et personligt
angreb på Cekic og hendes eventuelle medforfattere. Det er ment som en kritik
af en desværre meget almindelig måde at debattere på.
Endelig skal det pointeres, at jeg naturligvis tager
stor afstand fra det, at Socialistisk Folkeparti har frataget Cekic hendes
ordførerposter. Det troede jeg kun var noget, Dansk Folkeparti kunne finde på.
Litteratur:
Når man skærer i folk er der risiko for
skader: http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader/
Tankeløst
angreb på omskæring: https://www.ozlem.dk/2016/11/08/tankeloest-angreb-paa-omskaering/
lørdag, august 18, 2012
Etisk Råds formands forsvar af omskæring af drenge.
Ifølge et indlæg den 5/8 2012 af Jakob Sheikh i Politikens underafsnit ”Videnskab” har Det Etiske Råds formand Jacob Birkler fremført et forsvar for religiøs omskæring af drenge. Denne artikel forholder sig kun til sagen, således som det er fremlagt i avisen:
’Drengeomskæringer er en religiøs skik, der går langt tilbage i historien, og et forbud vil derfor være en overreaktion, mener han: ”Omskæring har eksisteret i årtusinder, og jeg kan da mene, at det kan være en forulempelse, og at man bør spørge barnet, men et forbud ville være at skyde gråspurve med kanoner”.’
Argumentet synes at være, at hvis noget har eksisteret eller foregået i årtusinder, skal det ikke forbydes. Dette er udtryk for et meget trist argumentationsniveau. Heldigvis har jeg hørt argumentet blive kritiseret nogle enkelte gange i den offentli-ge debat, bl.a. af medlem af Folketinget for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen. Thi der er en ret indlysende grund til at kritisere det.
Argumentet anvender følgende slutningsprincip: For alle handlinger X gælder det, at hvis handlingen X er blevet foretaget i tusinder af år, så er handlingen X ikke forkastelig.
De personer, der anvender dette princip, bør kunne bevise dets generelle anvendelighed. Vi kan spørge om, hvor mange år en handling skal foretages, før den ikke kan forkastes (længe-re)? Hvad er det for en egenskab ved varigheden eller gentagelsen af handlingen, der gør den god? Sådanne granskninger er dog overflødige, da der ret faktisk er evidenser imod princippet: Despotiske regimer. Slaveri.
Desuden kan princippet naturligvis væltes af argumenter mod de faktisk forekommende handlinger. Hvad angår omskæring, er der tale om en livsvarig krænkelse af et individ. Dette kan naturligvis ikke forsvares.
Formandens konklusion er imidlertid ikke ”Et forbud vil der-for være forkert”, men det uklare og bekvemme ”Et forbud vil derfor være en overreaktion”.
Man kan måske se følgende konklusion for sig ”Et forbud vil være det eneste rigtige. Men der er nogle problemer med det”. Gud forbyde dette! Et forbud mod livsvarige krænkelser kan ikke udskydes på grund af protester, eller problemer med ophidsede mennesker. Det er værre at krænke mennesker livsvarigt med religiøse afklipninger af forhud end at støde nogle mennesker, der har ladet sig forlede af semantisk meningsløse sætninger. Egentlig må det faktisk være sundt for de sidstnævnte, for så vidt de ikke er uden for pædagogisk rækkevidde.
Ifølge Jakob Sheikh fremføres argumentet ”i forbindelse med Jacob Birklers bog ’Helt uden grænser – etik og seksualitet’”. Det er ærgerligt, at Sheik ikke finder noget mere substantielt at referere fra bogen end formandens sammenligning af omskæring med ”andre former for rituelle kropsmarkeringer, såsom piercin-ger og tatoveringer”. Desuden citeres følgende oplysning fra bogen:
”I dag må unge først få lavet en tatovering, når de er 18 år, og lovens argumentation bygger på, at tatoveringen ikke kan fortrydes”
Jacob Birkler har som ovenfor citeret udtrykt det valne standpunkt ”jeg kan da mene, at det kan være en forulempelse, og at man bør spørge barnet”. Hvad mon formanden for Det Etiske Råd Jacob Birkler egentlig mener? Disse to citater er åbenbart ikke et tilstrækkeligt etisk grundlag for formanden.
Jakob Sheikh refererer til Anders Jerichows leder i dagbladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”. Dette gør Politiken helt uden skam og indrømmelser eller omtale af de mange modargumenter, læserne har fremført imod det. Politiken har åbenbart ikke selv fundet de 15 argumentationsfejl, som jeg har påvist i artiklen Religiøs omskæring af drenge og argumentation nedenfor.
Referencer:
http://politiken.dk/viden/ECE1710297/etisk-raads-formand-forsvarer-omskaering-af-drenge/
Ifølge et indlæg den 5/8 2012 af Jakob Sheikh i Politikens underafsnit ”Videnskab” har Det Etiske Råds formand Jacob Birkler fremført et forsvar for religiøs omskæring af drenge. Denne artikel forholder sig kun til sagen, således som det er fremlagt i avisen:
’Drengeomskæringer er en religiøs skik, der går langt tilbage i historien, og et forbud vil derfor være en overreaktion, mener han: ”Omskæring har eksisteret i årtusinder, og jeg kan da mene, at det kan være en forulempelse, og at man bør spørge barnet, men et forbud ville være at skyde gråspurve med kanoner”.’
Argumentet synes at være, at hvis noget har eksisteret eller foregået i årtusinder, skal det ikke forbydes. Dette er udtryk for et meget trist argumentationsniveau. Heldigvis har jeg hørt argumentet blive kritiseret nogle enkelte gange i den offentli-ge debat, bl.a. af medlem af Folketinget for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen. Thi der er en ret indlysende grund til at kritisere det.
Argumentet anvender følgende slutningsprincip: For alle handlinger X gælder det, at hvis handlingen X er blevet foretaget i tusinder af år, så er handlingen X ikke forkastelig.
De personer, der anvender dette princip, bør kunne bevise dets generelle anvendelighed. Vi kan spørge om, hvor mange år en handling skal foretages, før den ikke kan forkastes (længe-re)? Hvad er det for en egenskab ved varigheden eller gentagelsen af handlingen, der gør den god? Sådanne granskninger er dog overflødige, da der ret faktisk er evidenser imod princippet: Despotiske regimer. Slaveri.
Desuden kan princippet naturligvis væltes af argumenter mod de faktisk forekommende handlinger. Hvad angår omskæring, er der tale om en livsvarig krænkelse af et individ. Dette kan naturligvis ikke forsvares.
Formandens konklusion er imidlertid ikke ”Et forbud vil der-for være forkert”, men det uklare og bekvemme ”Et forbud vil derfor være en overreaktion”.
Man kan måske se følgende konklusion for sig ”Et forbud vil være det eneste rigtige. Men der er nogle problemer med det”. Gud forbyde dette! Et forbud mod livsvarige krænkelser kan ikke udskydes på grund af protester, eller problemer med ophidsede mennesker. Det er værre at krænke mennesker livsvarigt med religiøse afklipninger af forhud end at støde nogle mennesker, der har ladet sig forlede af semantisk meningsløse sætninger. Egentlig må det faktisk være sundt for de sidstnævnte, for så vidt de ikke er uden for pædagogisk rækkevidde.
Ifølge Jakob Sheikh fremføres argumentet ”i forbindelse med Jacob Birklers bog ’Helt uden grænser – etik og seksualitet’”. Det er ærgerligt, at Sheik ikke finder noget mere substantielt at referere fra bogen end formandens sammenligning af omskæring med ”andre former for rituelle kropsmarkeringer, såsom piercin-ger og tatoveringer”. Desuden citeres følgende oplysning fra bogen:
”I dag må unge først få lavet en tatovering, når de er 18 år, og lovens argumentation bygger på, at tatoveringen ikke kan fortrydes”
Jacob Birkler har som ovenfor citeret udtrykt det valne standpunkt ”jeg kan da mene, at det kan være en forulempelse, og at man bør spørge barnet”. Hvad mon formanden for Det Etiske Råd Jacob Birkler egentlig mener? Disse to citater er åbenbart ikke et tilstrækkeligt etisk grundlag for formanden.
Jakob Sheikh refererer til Anders Jerichows leder i dagbladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”. Dette gør Politiken helt uden skam og indrømmelser eller omtale af de mange modargumenter, læserne har fremført imod det. Politiken har åbenbart ikke selv fundet de 15 argumentationsfejl, som jeg har påvist i artiklen Religiøs omskæring af drenge og argumentation nedenfor.
Referencer:
http://politiken.dk/viden/ECE1710297/etisk-raads-formand-forsvarer-omskaering-af-drenge/
onsdag, august 15, 2012
Religion og argumentation. Endnu en tilføjelse.
Dette er supplement nummer to til artiklen Religiøs omskæring af drenge og argumentation nedenfor, der påpeger en lang række argumentationsfejl i Anders Jerichows leder i dag-bladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”.
Man kan forstille sig, at tilhængerne af en eller anden religion Y foretager rituelle tatoveringer af deres nyfødte børn, f.eks. et lille rødt ”Y” på venstre side af barnets hals. I så fald ville besindige mennesker naturligvis opponere mod dette urimelige overgreb, som ikke blot er smertefuldt, men også skamferer barnet for livet, dvs. også når barnet er vokset op og måske tager afstand fra religion. Det sidste faktum betyder naturligvis, at det at være offer for det religiøse indgreb er særdeles ydmygende. En sådan indvending ville blive mødt med udsagn om, at et forbud ville være imod de pågældendes religionsfrihed, og at indgrebet har en stor betydning for Y-tilhængernes kultur og sammenhold.
Tilsvarende kan man forestille sig, at tilhængerne af en bestemt politisk retning X lader deres børn bære et lille mærkat med et rødt ”X” på højre ærme. Det er da slet ikke umuligt, at der vil rejse sig et ramaskrig på grund af dette med den begrundelse, at der er tale om indoktrinering, tvang og undertrykkelse.
Selv om det at bære et mærkat ikke er et fysisk overgreb, kan det naturligvis heller ikke accepteres. Men dette er blot eksempel, hvis pointe er følgende: 1) Tilhængerne af en politisk retning kan forklare, hvad deres standpunkter går ud på, og hvordan de er nået frem til dem, og ikke mindst kan de forklare betydningen af deres de ord og betegnelser, de bruger. 2) Dette er i skærende kontrast til de religiøse personers manglende formåen, hvad deres forklaringer angår. 3) Derfor er det absurd, at Anders Jerichow og andre mennesker ophøjer de religiøses mangel på forståelsesmæssig afklaring til en ekstra kvalitet, som betyder, at de religiøses handlinger skal accepteres uden videre.
Dette er supplement nummer to til artiklen Religiøs omskæring af drenge og argumentation nedenfor, der påpeger en lang række argumentationsfejl i Anders Jerichows leder i dag-bladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”.
Man kan forstille sig, at tilhængerne af en eller anden religion Y foretager rituelle tatoveringer af deres nyfødte børn, f.eks. et lille rødt ”Y” på venstre side af barnets hals. I så fald ville besindige mennesker naturligvis opponere mod dette urimelige overgreb, som ikke blot er smertefuldt, men også skamferer barnet for livet, dvs. også når barnet er vokset op og måske tager afstand fra religion. Det sidste faktum betyder naturligvis, at det at være offer for det religiøse indgreb er særdeles ydmygende. En sådan indvending ville blive mødt med udsagn om, at et forbud ville være imod de pågældendes religionsfrihed, og at indgrebet har en stor betydning for Y-tilhængernes kultur og sammenhold.
Tilsvarende kan man forestille sig, at tilhængerne af en bestemt politisk retning X lader deres børn bære et lille mærkat med et rødt ”X” på højre ærme. Det er da slet ikke umuligt, at der vil rejse sig et ramaskrig på grund af dette med den begrundelse, at der er tale om indoktrinering, tvang og undertrykkelse.
Selv om det at bære et mærkat ikke er et fysisk overgreb, kan det naturligvis heller ikke accepteres. Men dette er blot eksempel, hvis pointe er følgende: 1) Tilhængerne af en politisk retning kan forklare, hvad deres standpunkter går ud på, og hvordan de er nået frem til dem, og ikke mindst kan de forklare betydningen af deres de ord og betegnelser, de bruger. 2) Dette er i skærende kontrast til de religiøse personers manglende formåen, hvad deres forklaringer angår. 3) Derfor er det absurd, at Anders Jerichow og andre mennesker ophøjer de religiøses mangel på forståelsesmæssig afklaring til en ekstra kvalitet, som betyder, at de religiøses handlinger skal accepteres uden videre.
lørdag, juli 28, 2012
Religion og argumentation. En tilføjelse.
Dette er tænkt som en uddybning af indlægget ”Religiøs omskæring af drenge og argumentation.”
De religiøse mener at besidde en indsigt, som ikke-religiøse mennesker ikke har, f.eks. undertegnede. Men hvad denne indsigt består i, formår de ikke at forklare. Hvordan de er nået frem til en indsigt af dette åbenbart ubeskrivelige X, kan de heller ikke tydeliggøre. De kan ikke engang forklare den sproglige betydning af nogle af deres hyppigt brugte udtryk, så som ”gud” og ”tro”. De kan åbenbart indbyrdes udveksle sætninger, hvori disse udtryk indgår, men ikke tydeliggøre dem over for udenforstående. Således forholder det sig ellers ikke på noget som helst fagligt område: inden for et hvilket som helst fagområde kan fagfolkene forklare sig i eller anden grad over for udenforstående. Dette skyldes, at religion som sådan ikke er et fagområde, kun som videnskabeligt objekt, f.eks. for sociologien.
De religiøse kan heller ikke engang begrunde, at der er en nytte eller virkning, som hidrører fra selve dette X.
Derfor kan religion som sådan, dvs. religiøse sætninger, ikke indgå som et argument for noget som helst, hverken for en lov eller for en handling. Der er slet ingen grunde til at respektere den slags diffuse indstillinger. Dette betyder naturligvis ikke, at man har ret til at kalde de religiøse dumme, således som nogle religiøse tillader det over for ikke-religiøse personer – selv om de ikke kan argumentere for det.
Dette er tænkt som en uddybning af indlægget ”Religiøs omskæring af drenge og argumentation.”
De religiøse mener at besidde en indsigt, som ikke-religiøse mennesker ikke har, f.eks. undertegnede. Men hvad denne indsigt består i, formår de ikke at forklare. Hvordan de er nået frem til en indsigt af dette åbenbart ubeskrivelige X, kan de heller ikke tydeliggøre. De kan ikke engang forklare den sproglige betydning af nogle af deres hyppigt brugte udtryk, så som ”gud” og ”tro”. De kan åbenbart indbyrdes udveksle sætninger, hvori disse udtryk indgår, men ikke tydeliggøre dem over for udenforstående. Således forholder det sig ellers ikke på noget som helst fagligt område: inden for et hvilket som helst fagområde kan fagfolkene forklare sig i eller anden grad over for udenforstående. Dette skyldes, at religion som sådan ikke er et fagområde, kun som videnskabeligt objekt, f.eks. for sociologien.
De religiøse kan heller ikke engang begrunde, at der er en nytte eller virkning, som hidrører fra selve dette X.
Derfor kan religion som sådan, dvs. religiøse sætninger, ikke indgå som et argument for noget som helst, hverken for en lov eller for en handling. Der er slet ingen grunde til at respektere den slags diffuse indstillinger. Dette betyder naturligvis ikke, at man har ret til at kalde de religiøse dumme, således som nogle religiøse tillader det over for ikke-religiøse personer – selv om de ikke kan argumentere for det.
onsdag, juli 25, 2012
Religiøs omskæring af drenge og argumentation.
Mængden af argumentationsfejl og tilfælde af dårlig etik i en debat er tit overvældende. Således når Anders Jerichow (aj) op på 15 fejl i sin leder i dagbladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”, der handler om et muligt forbud af omskæring af drenge i hele Tyskland.
Heri hævder lederskribenten Anders Jerichow, at religionsfrihed og beskyttelse af mindretal er blandt demokratiets vigtigste elementer. (1) Jerichow forudsætter hermed, at hvis en handling foretages i religionens navn, så er det krænkelse af de religiøse at forbyde den. Men hvor går grænsen? Hvad hvis en eller anden religion anbefaler endnu værre lemlæstelser, skal de så også tillades? Det er klart, at der er en grænse.
Hvis det havde været en politisk retning, der anbefalede, at drenge skulle klippes skaldede eller have et rødt mærke på skulderen, ville der lyde protester i landets aviser. Imidlertid kan der i det mindste argumenteres både for og imod en politisk retning, selv om resultatet kan blive afstandstagen. Der kan derimod ikke argumenteres for eller imod sandheden af en religiøs sætning.
Grunden er, at religiøse udsagn slet ikke kvalificerer sig til at blive diskuteret for eller imod. Dette skyldes, at de består af semantisk meningsløse udtryk, der blot låner et skin af sproglig mening fra udtryk, der virkelig har en sproglig mening. For når de religiøse bruger udtrykket ”tro”, taler de ikke nødvendigvis om formodning eller tillid, men om en slags indsigt eller erkendelse af et eller andet X, som de ikke kan redegøre for. Når nogle hævder, at religion er hævet over argumentation, er det derfor at vende op og ned på situationen. Dette er forklaret udførligt i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5. Det er naturligvis ikke tilfældet, at jo mere urimelige ytringer er, jo mere friholdte er de for kritik.
Det er kun fakta, der kan indgå som præmis for nogen argumentation. Udsagn, der ikke kan begrundes, kan naturligvis slet ikke. Semantisk meningsløse tegnfølger kan endnu mindre. De religiøse må følgelig gøre en betragtelig indsats, før de kan argumentere for noget som helst med henvisning til deres religion.
Hvis de religiøse alligevel vil foretage sig noget på grundlag af deres religion, kan det kun angå dem selv og måske deres ligesindede, men ikke deres egne børn og andre umyndige mennesker. Derudover er det naturligvis en krænkelse af deres person.
Nogle vil måske sammenligne omskæring med vaccination. Vaccination kan imidlertid begrundes medicinsk, men hvilken forbindelse skulle der være mellem et stykke forhud og semantisk meningsløse brokker?
(2) Selv om omskæring havde været harmløst indgreb, er det naturligvis ikke sikkert, at drengen ville bryde sig om det. Dette er det centrale argument i kritikken.
Dette gælder således for lederens påstand om, at ”et lægeligt ubegrundet fysisk indgreb” står over for ”modstand mod tvungen assimilation”. (3) Politiken laver med denne mulige modstilling om på problemet, der slet ikke handler om et krav om assimilation, men individets selvbestemmelse. Man kan således sagtens være imod både omskæring af drenge og tvungen assimilation. (4) Politiken forsøger at gardere sig mod denne kritik ved at indlede det refererede med følgende fordunklende udsagn: ”To synspunkter kunne principielt stå over for hinanden”.
Lederens (5) dårlige argumentationsetik viser sig for alvor ved at den går videre fra at tale om assimilation til at tale om antisemitisme. Idet den hævder, at omskæring af drenge er ”hyppigt lagt for had i antisemitismens historie”. (6) Også her garderer lederen sig, nemlig ved det modererende adjektiv ”hyppigt”. Men sagen handler naturligvis endnu mindre om antisemitisme end om krav til assimilation.
Derefter hævder lederen: ”Ingen af synspunkterne kan isoleres fra den virkelige verden, hvor omskæring af drenge traditionelt har været en markør af et religiøst, kulturelt tilhørsforhold. Det gives videre i kærlighed af forældre, men det er også hyppigt lagt for had i antisemitismens historie.” (mine understregninger) (7) Ifølge lederen skal man åbenbart sætte tradition for krænkelse af individet over fornuft og argumenter. Til gengæld har lederen ret i at kalde omskæring for ”en markør”. Forældrene får deres drenge omskåret for at mærke dem fysisk med tegn på deres egen religion og kultur ud fra diffuse begrundelser. (8) Helt grotesk kalder lederen denne krænkelse af et individ for kærlighed! Mange vil gerne undvære denne form for kærlighed.
Politiken (9) hævder ubegrundet, at omskæring ikke giver fysiske komplikationer og (10) bagatelliserer påstande om det modsatte ved at kalde dem for anekdoter (sic!)
Ifølge lederen giver omskæring drengene en ”familiebåret identitet”, hvad det så end er. Lederen efterligner modpartens argument ved (11) en bagatelliserende påstand om, at denne svarer til, at kristne døber deres børn, ”før de er modne til at tage stilling til kultur og religion”. (12) For det første er andres fejl ikke en undskyldning. (13) For det andet kan omskæring ikke bagatelliseres på denne måde ved at blive sammenlignet med dåb: Omskæring giver et varigt mærke, som drengen måske ikke ønsker. Dåb er derimod blot lyde og teater.
Lederen konkluderer, at begge typer handlinger er uden for statens domæne, men det gør den ud fra sin fejlagtige præmis.
Dette handler om noget principielt: hvad man kan argumentere for, og hvad man ikke kan argumentere for. (14) At sammenligne lødige argumenter med nazisme er netop dybt underlødigt. Hvad skal vi så sammenligne lederens underlødige argumenter med?
(15) Hvad ved lederskribenterne i øvrigt om, hvorvidt folk vil flygte, hvis de ikke må få lov til at begå overgreb?
Endelig må det bemærkes, at det letter evnen til at indoktrinere, at den indoktrinerende selv er indoktrineret, og at det letter evnen til at vildlede, at den vildledende selv er vildledt. Thi her er der intet dobbeltspil at gennemskue: den indoktrinerende har intet at skjule, eftersom han indoktrinerer, fordi han selv er indoktrineret.
Litteratur:
Afhandling Nr. 5: https://antiintroduktionisme.wordpress.com/2015/09/23/anti-introduktionisme-afhandling-nr-5/ eller http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme
søndag, juli 22, 2012
Uendelighedsmaskiner og Zenons paradokser.
Uendelighedsmaskiner – en henvisning.
Dette er en henvisning til en kritik af W.C. Salmons
Zeno’s Paradoxes:
Salmons værk lever desværre ikke op til sit navn,
især fordi det overvejende handler om såkaldte uendelighedsmaskiner.
Kritikken er mest interessant for læsere af Salmons værk.
For andre læsere kan den virke lidt langt.
Læs eventuelt hellere Zenons løberparadokser: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2014/06/en-kritik-af-wc-salmons-zenos-paradoxes.html
Her er et af kritikpunkterne:
Så vidt jeg kan se, kommer ingen af bidragsyderne for
alvor til bunds i Zenons paradokser med løbere, heller ikke de bidragsydere,
der synes, at paradokserne faktisk udgør problemer, der er værd at løse.
Således fremfører
Paul Benacerraf i artiklen “Tasks, Super-Tasks and the Modern Eleatics”, at det
var Zenon’ s idé med paradokserne at bevise, at bevægelse er umulig. og da det
modsatte i dag er evident selv for filosoffer, er der ingen grund til at
modbevise dette. Men er ironien er malplaceret. Thi for det første er opgaven
at gendrive selve den argumentation, som Zenon fremfører. For det andet er der
måske en kerne af sandhed i Zenons filosofi.
Litteratur:
En kritik af W.C. Salmons Zeno’s Paradoxes: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2014/06/en-kritik-af-wc-salmons-zenos-paradoxes.html
Zenons
løberparadokser: http://ovemk.blogspot.dk/2015/05/zenons-lberparadokser.html
[Salmon 70] Wesley
C. Salmon, ed.: Zeno’s Paradoxes
Bobbs-Merrill (Indianapolis & New York, 1970)
Bobbs-Merrill (Indianapolis & New York, 1970)
torsdag, juli 19, 2012
Anders Behring Breivik, terror og argumentation.
1.
Uanset om Anders Behring Breivik er sindssyg på den ene eller anden mulige måde, kan det konkluderes, at han næppe havde begået sine terrorhandlinger og drab i Oslo og på Utøya, hvis han på forhånd havde forstået, at standpunkter ikke blot er ideer, man har eller vælger, men ideer, man kan argumentere for, vel at mærke på en selvkritisk måde. Det ville hjælpe med til at give ham og andre forståelsen heraf, hvis der havde været en almindelig og udbredt forståelse af kravet til argumentation i samfundet. Det er ganske vist et empirisk faktum, at etiske konklusioner ikke er handlingsmæssigt tvingende, men en sådan udbredelse ville hjælpe på det.
Nogle ville måske indvende, at dette blot er et vilkårligt standpunkt, jeg har valgt, men det er ikke tilfældet: For hvis standpunkter blot er ideer, man vælger uden at argumentere for dem, kan det ene standpunkt være lige så gyldigt som andre, og dermed lige så ligegyldigt som andres standpunkter - og derfor ikke værd at gå op i. Det er ingen kunst blot at vælge et standpunkt; at argumentere er derimod et livsvarigt projekt.
2.
Desværre er der netop ikke en udbredt forståelse for dette i samfundet. Tværtimod mener nogle, at et politisk standpunkt kan overtrumfe ethvert videnskabeligt standpunkt. Nogle mener endog, at religion er noget, man selv sammenstiller efter forgodtbefindende!
Noget af det mest ringe, der kan fremføres til den argumenterende person i en debat, er udsagnet ”Du må finde dig i, at der er nogle, der mener noget andet end dig”. Dette udsagn forudsætter for det første netop, at meninger blot er ideer, man vælger – at man ikke skal forholde sig til argumenter, idet disse også blot er tilfældige udsagn. For det andet præsupponerer udsagnet også, at det at argumentere for et standpunkt ikke har nogen betydning i sig selv, men kun er udtryk for, at den argumenterende blot ikke synes om det synspunkt, han argumenterer imod. Det gør han måske heller ikke, og det har han naturligvis ret til; hovedsagen er, om han kan argumentere imod synspunktet. Dette indebærer vel et mærke ikke, at den argumenterende ikke vil høre modargumenter, eftersom argumentation også er selvkritisk. Det refererede udsagn fremføres af mennesker, der ikke ved, hvad argumentation er, og ret uforskammet pådutter andre mennesker, hvad der i virkeligheden er deres egen ringe opfattelse deraf.
1.
Uanset om Anders Behring Breivik er sindssyg på den ene eller anden mulige måde, kan det konkluderes, at han næppe havde begået sine terrorhandlinger og drab i Oslo og på Utøya, hvis han på forhånd havde forstået, at standpunkter ikke blot er ideer, man har eller vælger, men ideer, man kan argumentere for, vel at mærke på en selvkritisk måde. Det ville hjælpe med til at give ham og andre forståelsen heraf, hvis der havde været en almindelig og udbredt forståelse af kravet til argumentation i samfundet. Det er ganske vist et empirisk faktum, at etiske konklusioner ikke er handlingsmæssigt tvingende, men en sådan udbredelse ville hjælpe på det.
Nogle ville måske indvende, at dette blot er et vilkårligt standpunkt, jeg har valgt, men det er ikke tilfældet: For hvis standpunkter blot er ideer, man vælger uden at argumentere for dem, kan det ene standpunkt være lige så gyldigt som andre, og dermed lige så ligegyldigt som andres standpunkter - og derfor ikke værd at gå op i. Det er ingen kunst blot at vælge et standpunkt; at argumentere er derimod et livsvarigt projekt.
2.
Desværre er der netop ikke en udbredt forståelse for dette i samfundet. Tværtimod mener nogle, at et politisk standpunkt kan overtrumfe ethvert videnskabeligt standpunkt. Nogle mener endog, at religion er noget, man selv sammenstiller efter forgodtbefindende!
Noget af det mest ringe, der kan fremføres til den argumenterende person i en debat, er udsagnet ”Du må finde dig i, at der er nogle, der mener noget andet end dig”. Dette udsagn forudsætter for det første netop, at meninger blot er ideer, man vælger – at man ikke skal forholde sig til argumenter, idet disse også blot er tilfældige udsagn. For det andet præsupponerer udsagnet også, at det at argumentere for et standpunkt ikke har nogen betydning i sig selv, men kun er udtryk for, at den argumenterende blot ikke synes om det synspunkt, han argumenterer imod. Det gør han måske heller ikke, og det har han naturligvis ret til; hovedsagen er, om han kan argumentere imod synspunktet. Dette indebærer vel et mærke ikke, at den argumenterende ikke vil høre modargumenter, eftersom argumentation også er selvkritisk. Det refererede udsagn fremføres af mennesker, der ikke ved, hvad argumentation er, og ret uforskammet pådutter andre mennesker, hvad der i virkeligheden er deres egen ringe opfattelse deraf.
onsdag, maj 30, 2012
Religion, ismer og ansvar - en henvisning.
Dette er tænkt som en henvisning til en foreløbig udgave af Afhandling Nr. 7a, der indeholder en diskussion af forholdet mellem religion, ismer og ansvar.
Dette emner hører hjemme i den praktiske filosofi og er foranlediget af nogle ofte hørte undskyldninger af og anklager imod religionerne i forbindelse med folks religiøst relaterede kritisable adfærd: religionerne er henholdsvis rene eller skyldige. Da religiøse tekster indebærer den ekstra problematik, at de er semantisk meningsløse, er det lettere først på ismerne, da disse har et semantisk indhold, der kan diskuteres. Det konkluderes, at det er folk selv, der vælger at handle på baggrund af såvel ismer som religionerne.
Hensigten hermed er naturligvis at modtage kritik af det fremførte.
Indledningen af afsnittet lyder således:
Religion, ismer og ansvar.
Der skal her ses på følgende problemstilling:
Af og til forsøges kritik af en persons religiøst betingede adfærd imødegået med den påstand, at denne kritik ikke angår den pågældendes religion, men udelukkende den pågældende person selv. Hermed antydes det, at der på en eller anden måde findes religion i sig selv, som ikke kan berøres af en sådan kritik. Omvendt forklares en persons dårlige adfærd undertiden også med, at den pågældende er tilhængere af en særlig kritisabel religion.
Derfor er det relevant at undersøge disse to opfattelser, herunder hvorvidt det overhovedet har mening at tale om nogen entitet, der kan kaldes ”en religion i sig selv”.
Litteratur.
Afhandling Nr. 1-8: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/
Dette er tænkt som en henvisning til en foreløbig udgave af Afhandling Nr. 7a, der indeholder en diskussion af forholdet mellem religion, ismer og ansvar.
Dette emner hører hjemme i den praktiske filosofi og er foranlediget af nogle ofte hørte undskyldninger af og anklager imod religionerne i forbindelse med folks religiøst relaterede kritisable adfærd: religionerne er henholdsvis rene eller skyldige. Da religiøse tekster indebærer den ekstra problematik, at de er semantisk meningsløse, er det lettere først på ismerne, da disse har et semantisk indhold, der kan diskuteres. Det konkluderes, at det er folk selv, der vælger at handle på baggrund af såvel ismer som religionerne.
Hensigten hermed er naturligvis at modtage kritik af det fremførte.
Indledningen af afsnittet lyder således:
Religion, ismer og ansvar.
Der skal her ses på følgende problemstilling:
Af og til forsøges kritik af en persons religiøst betingede adfærd imødegået med den påstand, at denne kritik ikke angår den pågældendes religion, men udelukkende den pågældende person selv. Hermed antydes det, at der på en eller anden måde findes religion i sig selv, som ikke kan berøres af en sådan kritik. Omvendt forklares en persons dårlige adfærd undertiden også med, at den pågældende er tilhængere af en særlig kritisabel religion.
Derfor er det relevant at undersøge disse to opfattelser, herunder hvorvidt det overhovedet har mening at tale om nogen entitet, der kan kaldes ”en religion i sig selv”.
Litteratur.
Afhandling Nr. 1-8: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/
Achilleus og skildpadden.
En redegørelse for vor erkendelsesmæssige
situation.
Afhandling Nr. 8.
Af Ove
Møbjerg Kristensen.
Indholdsfortegnelse.
Resumé.
Denne afhandlings emne er at diskutere Zenons
paradokser med løbere på grundlag af umiddelbare overvejelser.
Nogle filosoffer opfatter begrebet grænseværdi af en sumfunktion som
værende identisk med begrebet om en sum
af uendeligt mange tal, for så vidt en sådan summering findes. Det viser
sig imidlertid, at løsningen på disse paradokser findes i (1) den måde, hvorpå historien
om f.eks. væddeløbet mellem Achilleus og skildpadden er fortalt, som kan
gengives rekursivt uden stop. Desuden viser den rette forståelse af
uendelighedsbegrebet at opløse et påstået paradoks angående, (2) hvordan man
kan have passeret uendeligt mange punkter (i et endeligt tidsrum). Dette svarer
til forskellen mellem henholdsvis 1) at være i nutiden og 2) at overveje en fortidskonstruktion.
En senere afhandling omhandler diskussionen i Wesley
C. Salmons antologi Zeno’s Paradoxes ([Salmon 70]).
1. Achilleus og skildpadden.
Nogle af Zenon fra Eleas
paradokser med løbere kan tilsyneladende løses ved matematisk formalisme,
f.eks. det om væddeløbet mellem Achilleus og skildpadden. Men spørgsmålet er, om
de handler om den matematiske verden eller den fysiske verden, dvs. den fænomenale,
hvori ikke alle de teoretiske begreber nødvendigvis har et direkte modstykke.
At naturvidenskabens teorier kan anvendes til forudsigelse af fænomenerne er en
anden sag, da dette ikke kræver en analogi mellem den matematiske og den fysiske
verden, men blot at teorierne er brugbare, eller empirisk adækvate, således som
Bas van Fraassen argumenterer for det i The Scientific Image
([Fraassen 80], p. 12, 18).
1.1 En beskrivelse af paradokset.
I den populariserede udgave af
en af Zenons paradokser, Achilleus og skildpadden, skal Achilleus indhente en
skildpadde, der har et forspring. Det må bemærkes, at paradokset består af to
dele: 1) vor common sense opfattelse af væddeløbet, som er baseret
på erindringsindtryk af afsluttede forløb, og 2) Zenons beretning om det.
Ifølge det implicitte
ræsonnement i (2) Zenons beretning om løbet vil Achilleus aldrig indhente
skildpadden. Ikke desto mindre vil vi hævde, (1) at vi ved, at Achilleus vil
indhente skildpadden. Dette er et paradoks vedrørende vor tidsopfattelse. Zenon
har naturligvis en pointe her.
ad 1: Zenons ræsonnement kan
fremstilles på følgende måde. Lad os antage, at Achilleus løber G gange så
hurtigt som skildpadden, og at forspringet er på F længdeenheder. Ifølge
principper, der er i overensstemmelse med erfaringen, kan det udregnes, at Achilleus
har indhentet skildpadden, når han har løbet strækningen F G/(G - 1).
ad 2: Når Achilleus har løbet F
længdeenheder, har skildpadden løbet F/G. Når Achilleus har indhentet dette
forspring på F/G, har skildpadden løbet F/G2. Når Achilleus har
løbet F/G2, har skildpadden løbet F/G3. Etc. Skildpadden
har efter hvert af disse dele af løbet stadigvæk et forspring (der ganske vist
bliver mindre og mindre, men aldrig 0).
Det betyder to ting: 1) Hver
gang et af disse stadier er afsluttet, er der endnu et stadium, som Achilleus
skal gennemløbe. Dvs. at Achilleus til stadighed er i den samme situation. 2) I
en situation, hvor Achilleus har indhentet skildpadden, må han have gennemløbet
uendeligt mange stadier. Dette er et andet aspekt af ovenstående paradoks. Det
første kan sammenfattes i:
1.1.1 En rekursiv beskrivelse af væddeløbet.
Efter hvert af de beskrevne dele
af løbet foreligger der den samme situation, bortset fra at skildpaddens har et
forspring på 1/G af, hvad det var ved løbets udgangspunkt.
Vi kan kalde længden af
strækningen hen til skildpaddens udgangspunkt for d og forholdet mellem Achilleus
hastighed og skildpaddens for g. Væddeløbet mellem Achilleus og skildpadden kan
da beskrives ved en beretning, B(d).
B(d): ”Achilleus indhenter
skildpadden, der har et forspring på d”.
Denne beretning har følgende
rekursive form, hvor udtrykket L(s) betyder ”Achilleus løber strækningen s”:
B(d) -> L(d) + B(d/g).
Hvis forspringet ved løbets
begyndelse var F, og forholdet mellem hastighederne g = G, kan hele beretningen
udtrykkes med:
B(F).
Hvis denne beskrivelse opfattes
som en ren matematisk beskrivelse, er situationen efter hvert trin helt den
samme som ved starten af forløbet. For der findes ikke absolutte længder på
linjen i geometrien. Ifølge denne matematiske beskrivelse foreligger der dermed
ingen som helst ændringer, der implicerer, at løbet vil stoppe.
Af
ovenstående beskrivelse fås således:
B(F) -> L(F) + B(F/G).
B(F/G) -> L(F) + L(F/G) +
B(F/G2).
B(F/G2)
-> L(F) + L(F/G) + L(F/G2) + B(F/G3).
B(F/G3)
-> L(F) + L(F/G) + L(F/G2) + L(F/G3) + B(F/G4).
Denne rekursive beskrivelse kan sammenlignes med en rekursiv
beskrivelse, der indeholder et ikke-rekursivt tilfælde, som endog bliver
opfyldt og dermed afslutter beskrivelsen.
Lad ”Løb(N)” betyde: Løberen løber de resterende N/M af strækningen
og lad L(M) betyde ”Løberen løber en 1/M af hele strækningen”. Løbet kan
da beskrives ved disse rekursive definitioner:
Løb(0).
Løb(N) -> L(M) + Løb(N-1).
Løbet kan da beskrives således:
Løb(M).
Eksempel. M=3:
Løb(3) -> L(M) + Løb(3-1).
Løb(2) -> L(M) + Løb(2-1).
Løb(1) -> L(M) + Løb(1-1).
Løb(0).
1.2 Matematiske løsningsforslag.
I dette underafsnit ses på to matematiske
løsningsforslag, der er baserede på matematisk formalisme for såkaldt summation
af uendeligt mange værdier. Der viser sig, at ingen af disse forsøg på at løse
paradokset lykkes. Det første forsøg, som består i en simpel udregning, er
cirkulært, mens det andet ikke kan godtgøre, at det, der foregår i beskrivelsen
af væddeløbet mellem Achilleus og skildpadden, fører til an afslutning.
1.2.1 Summation af uendeligt mange værdier.
Vi kan forsøge at få paradokset til handle om en
summation S∞ af samtlige stadier, indtil Achilleus ifølge common sense opfattelsen har
indhentet skildpadden[1]:
S∞ = F ∑∞i=1
G-i+1
Heraf fås:
S∞ = F +F ∑∞i=2
G-i+1
S∞ G = F G + F ∑∞i=2
G-i+2
S∞
G = F G + F ∑∞i=1 G-i+1
Herved fås følgende udregning af
summationen:
S∞ G = F G + S∞
S∞ = F G/(G – 1)
Denne regning med en tænkt
summation af uendeligt mange tal forudsætter imidlertid, at summationen kan
gennemføres, dvs. at paradokset er løst. Forstået som et løsningsforsøg på
paradokset er dette forsøg dermed cirkulært. Cirkulariteten begås i den linje,
hvor summationen substitueres med S∞,
idet der ved denne substitution forudsættes, at summationen
forstået som en summation af uendeligt mange tal kan gennemføres – og at den
har semantisk mening.
1.2.2 Matematisk grænseværdi.
I matematikken betegner
summationssymbolet og dets parametre grænseværdien af Sn for n gående mod ∞, dvs. for n stigende ubegrænset.
Det betegner således ikke på nogen bogstavelig måde en summation af uendeligt
mange tal.
Mere specifikt siges en funktion
f(x) at gå mod grænseværdien b for x gående mod ∞, hvis
"εÎR+: $hÎN: "x:
x > h => 0 < |f(x) - b| ≤ ε.
Denne definition kan anvendes på
Sn =
F ∑ni=0 G-i.
Dette betyder, at følgende
skal bevises:
"εÎR+: $hÎN: "n:
n > h => 0 < |Sn - S∞| ≤ ε, hvor Sn og S∞
kan erstattes med udtrykkene i ovenstående underafsnit, hvorefter korrektheden
heraf kan bekræftes.
Denne matematiske formalisme løser imidlertid ikke
paradokset, da den som lige nævnt ikke handler om nogen sum, men om noget andet,
for i ovenstående definition ligger der blot følgende:
En grænseværdi af en sum af n tal for n gående mod
uendelig er ikke en sum af uendeligt mange tal i en eller anden bogstavelig
betydning, men er en værdi, som denne sum af n tal kan komme vilkårligt tæt på
uden at komme længere væk for noget højere n.
Vor tale om uendeligt mange
elementer i en bestemt mængde, betyder ikke, at mængden indeholder et antal elementer, som vi kan kalde
”uendelig”, omtrent ligesom når vi taler om, at der er 1017 elementer i en
mængde, men at mængden af disse elementer
ikke har nogen afslutning, dvs. at vi kan blive ved med at udpege nye
elementer i mængden. Her har vi en ordnet mængde af uendeligt mange intervaller
på et linjestykke, hvilket vil sige, at vi kan blive ved med at pege på nye, stadig
mindre intervaller,
endog efterfølgende i ordningen. Ovenstående bevis er ikke i modstrid med
Zenons beretning, men efterligner den snarere.
Endelig må det bemærkes at definitionen
ovenfor kun betyder at Sn kommer relativt
nærmere til S∞, men ikke absolut nærmere, da der ikke
findes absolutte længder i geometrien. Det er endog sådan, at opdelingen af
linjen fra Sn+1 til S∞ er isomorf med opdelingen fra Sn
til S∞.
Så meget desto mere ændres løberens situation ikke.
1.3 En ufærdig beretning.
Det følgende løsningsforsøg er inspireret
af det faktum, at hvis Achilleus’ hastighed er v, er summen af de første n
løbede tidsintervaller Sn/v. Nummer n af disse
tidsintervaller har varigheden F/(Gn-1 v). Dette leder til
den løsning på paradokset om Achilleus og skildpadden, at ovenstående
fortælling derom efter hvert af sine trin kun har omhandlet et begrænset tidsrum og ikke hele løbet.[2] Den
omhandler dermed kun, hvad der foregår indenfor en sum af tidsintervaller, der hver
for sig er blevet stadigt mindre indtil et eller andet tidspunkt før og
vilkårligt tæt på det punkt, hvor vi ville forvente, at Achilleus indhenter
skildpadden:
Det er ikke væddeløbet,
der aldrig bliver færdigt, men selve beretningen
om væddeløbet, der er fremlagt
således, at den aldrig bliver færdig, og derfor omhandler den selvsagt ikke
hele fiktionen om væddeløbet. Det, der er tilfældet, er derfor, at Achilleus
ikke indhenter skildpadden inden for det
tidsrum, som beretningen formodes at omhandle. Grunden hertil er, at
beretningen har den ovenfor beskrevne rekursive
form.
Vi kan forestille os, at vi lige
har overværet væddeløbet mellem Achilleus og skildpadden og set Achilleus
indhente skildpadden. Ikke desto mindre kan vi efterfølgende begynde at berette
om væddeløbet på følgende måde, der aldrig kan få ende:
Skildpadden startede med et forspring af størrelsen
F. Achilleus løb G gange så hurtigt som skildpadden. Først nåede Achilleus hen
til det sted, hvorfra skildpadden startede. På det tidspunkt havde skildpadden
bevæget sig en strækning af længden F/G. Dernæst nåede Achilleus hen til det
sted, hvorfra skildpadden var efter den første etape. Etc.
At denne beretning aldrig kan slutte, skyldes som
nævnt, at den er fortalt på en sådan
måde, at summen af disse tidsintervaller på intet tidspunkt overstiger løbets
varighed.
Men den er også fortalt på en
måde, der tydeliggør, at Achilleus situation principielt er uændret for hvert
stadium.
Betyder dette, at paradokset er
løst? Det kan fremføres, at beretningen om
væddeløbet blot udpeger en række punkter ét efter ét på den tidsakse,
som denne fortidsfiktion kan tilknyttes. Dette sker efter en bestemt algoritme som er
defineret af beretningen. Der er intet paradoksalt i, at lige som vi ikke kan afslutte
mange andre algoritmer, bliver vi heller ikke færdige med denne algoritme.
Faktisk kan der både fremsættes og kombineres mange algoritmer for opdeling af
et linjestykke eller en væddeløbsbane i intervaller, endog med mere end ét
fortætningspunkt. Det kan også fremføres, at disse naturligvis kan passeres, og
at de blot udgør om en tankemæssig konstruktion, der som sådan ikke har noget
med løbet at gøre. Men at se på paradokset på denne måde er at ignorere Zenons
budskab.
1.4 Naturvidenskabelige begrænsninger.
Efter denne gennemgang er
naturvidenskabelige betragtninger vedrørende paradokset egentlig irrelevant. Dette
skal dog ikke hindre os dog i at se på et naturvidenskabeligt baseret forslag
til en løsning på det problem, som beretningen åbenbart implicerer, nemlig at Achilleus
kun kommer vilkårlig tæt på skildpadden, men aldrig indhenter den. Forslaget er
baseret på den idé, at de matematiske afstande kan være ubetydelige ifølge de
naturvidenskabelige teorier. Om den fysiske virkelighed ville man således
hævde, at når forskellen i position ikke kan måles af den ene eller anden
grund, er Achilleus og skildpadden nået til det samme sted på væddeløbsbanen.
Ifølge dette ville væddeløbet simpelthen være afsluttet, når afstanden mellem
de to konkurrenter er mindre end en bestemt størrelse. På sine egne præmisser
forklarer dette forslag dog ikke det faktum, at Achilleus ikke blot indhenter
skildpadden, men også løber forbi skildpadden, dvs. også med en længde på et
halvt punkt.
Nedenfor forklares, at dette
løsningsforslag ikke går ind på Zenons præmisser, men blot er en afvisning af
paradokset. Dette diskuteres også i en senere afhandling.
Zenons beretning kan ikke fuldt
ud handle om den fysiske verden, for det er et spørgsmål, hvilke to fysiske
punkter på skildpadden og Achilleus der skal sammenlignes under væddeløbet,
især når nu de bevæger sig. Hvis vi også inddrager Achilleus skridt og
bevægelser, når vi taler om minimale afstande, bliver diskussionen ubegrænset
kompleks. Vi må derfor opfatte løbet som omhandlende to punkter A og B, som
bevæger sig hen ad en linje. At indblande fysiske tilfældigheder i paradokset
er ikke at se på det principielle i det. På den anden side skal de matematiske
definitioner forstås rigtigt og deres betegnelser skal ikke tages for bogstaveligt.
1.5 Zenons dikotomiparadoks.
I The Presocratic Philosophers fremføres
om “Zeno’s arguments about
motion ...”:
“The
first asserts the non-existence of motion on the ground that that which is in
locomotion must arrive at the half-way stage before it arrives at the goal…” ([Kirk
1983] p. 270)
Dette argument kan på grund af sin korte form
fortolkes på to måder. (Jf. [Kirk 1983] p. 270.)
1.5.1 Det højrerekursive dikotomiparadoks.
Den ene fortolkning minder om paradokset om Achilleus
og skildpadden - og er højrerekursiv lige som dette paradoks:
For at nå sit mål må en løber først løbe halvvejen
til målet, derefter halvvejen af resten, etc.
Lad os forudsætte, at målet er punktet 1 på x-aksen,
og definere sagnet L(s).
L(s): ”Løberen løber en strækning af længde s”.
Vi kan da definere en rekursiv beretning C(d) om, hvordan
løberen løber fra punktet d til punktet 1:
C(d) -> L((1-d)/2) + C((1+d)/2).
Hele beretningen kan dermed udtrykkes ved:
C(0).
De første fire trin har følgende form:
1: C(0) ->
L(1/2) + C(1/2).
2: C(1/2) -> L(1/4) + C(3/4).
3: C(3/4) -> L(1/8) + C(7/8).
4: C(7/8) -> L(1/16) + C(15/16).
Dette giver følgende sammensatte resultat:
1-4: C(0) -> L(1/2) + L(1/4) + L(1/8) + L(1/16)
+ C(15/16).
Beretningen er analog med den om Achilleus og
skildpadden. Således er situationen efter ethvert stadium i denne beretning den
samme som før stadiet. Thi den resterende beretning handler stadigvæk om, at
løberen løber en strækning, som kan beskrives på samme måde som før stadiet,
bortset fra at dens længde her halveres for hvert stadium. Der er altså igen
tale om en beretning, der i kraft af sin
form aldrig bliver færdig. Desuden må det bemærkes, at akkurat lige som det
var tilfældet for paradokset med Achilleus og skildpadden, er der efter hvert
stadium ikke sket en reel ændring, da der ikke findes absolutte længder i det matematiske
univers.
Vi kan forestille os, at vi lige
har overværet løberen løbe en strækning på 1 længdeenhed. Ikke desto mindre kan
vi begynde at berette om løbet på følgende tilbageskuende måde, der aldrig når
til en afslutning:
Løberen startede ved punkt 0. Først nåede han til
strækningens midtpunkt. Dernæst nåede han til midtpunktet af den sidste del.
Osv.
At denne beretning aldrig får
ende, skyldes som lige nævnt, at den er
fortalt på en sådan måde, at summen af disse tidsintervaller på intet tidspunkt
overstiger løbets varighed, og ikke mindst at løberens situation forbliver
principielt uændret.
1.5.2 Det venstrerekursive dikotomiparadoks.
Dens anden fortolkning af paradokset er
venstrerekursiv og kan gengives således:
For at nå til et punkt P halvvejs før sit mål, må
en løber først løbe til et punkt halvvejs før punktet P, etc.
Lad os forudsættes, at målet er punktet 1 på x-aksen,
og definere udsagnet L(s):
L(s): ”Løberen løber en strækningen af længde s”.
Vi kan da definere en rekursiv beretning D(d) om,
hvordan løberen løber fra punktet 0 til punktet d:
D(d) -> D(d/2) + L(d/2).
Ved hjælp heraf kan den samlede beretning udtrykkes
ved:
D(1).
De første fire trin har følgende form:
1: D(1) ->
D(1/2) + L(1/2).
2: D(1/2) -> D(1/4) + L(1/4).
3: D(1/4) -> D(1/8) + L(1/8).
4: D(1/8) -> D(1/16) + L(1/16).
Dette giver følgende sammensatte resultat:
1-4: D(1) -> D(1/16) + L(1/16) + L(1/8)+ L(1/4)+
L(1/2).
Herved er det illustreret, at beretningen D om hele
løbet skal afsluttes, før beretningen om løbet af de enkelte stadier kan komme
i gang. Dette faktum er allerede givet ved venstrerekursiviteten. Beretningen D
kommer derfor overhovedet ikke til eksplicit at omtale eller omhandle løbets start på noget af sine trin. Denne
version er tilbageskuende, og betragtet
på denne måde er den analog med den
første version.
Vi kan atter forestille os, at
vi lige har overværet løberen løbe en strækning på 1 længdeenhed. Ikke desto
mindre kan vi begynde at berette om løbet på en måde, der aldrig får ende:
Løberen startede ved punkt 0. Før han nåede frem
til strækningens midtpunkt, måtte han løbe halvvejs til dette punkt. Før han nåede
frem til sidstnævnte punkt måtte han nå halvvejs dertil. Osv.
1.6 Aristoteles argumenter.
Aristoteles
fremfører, at længde og tid kan kaldes ”uendelig” både med hensyn til
delelighed og deres yderste ende, og konkluderer deraf:
“So while a thing in a finite time cannot come in contact
with things quantitatively infinite, it can come in contact with things
infinite in respect of divisibility: for in this sense the time itself is also
infinite: and so we find that the time occupied by the passage over the infinite
is not a finite but an infinite time, and the contact with the infinites is
made by means of moments not finite but infinite in number. (After Gaye)” ([Kirk
70], p. 270)
Aristoteles
har naturligvis en pointe i at sige, at et linjestykke både kan være 1) uendelig
lang og 2) uendelig delelig, dvs. også hvis dens længde er endelig, således som
Zenon demonstrerer. Desuden er det klart, at der om en løbers gennemløb af et
linjestykke kan siges det samme om delingen af den tid, løbet varer, som om
delingen af det linjestykke, der gennemløbes. For passagen af linjestykket og
tidens gang følges ad. Det betyder imidlertid, at Aristoteles med sin påpegning
ovenfor ikke løser paradokset, men blot viser to sider af det.
Således kan vi atter se på situationen, hvor en
løber er nået frem til sit mål. Dette er et paradoks, da det er umuligt for ham
ifølge Zenons beretning. Thi for at nå frem til det måtte løberen først nå
halvvejs, og for at nå til det punkt måtte han nå halvdelen af denne distance,
etc. Men hvis løberens hastighed var h, nåede løberen halvvejs til tiden
(1/2)/h, han nåede en fjerdel af turen efter tiden (1/4)/h, etc.
Der er åbenbart ingen ende på de relaterede
problemer, man kan komme i tanke om, i forbindelse med de tre diskuterede
paradokser. Ifølge The Presocratic Philosophers kan der
af Aristoteles’ diskussion uddrages følgende venstrerekursive ræsonnement:
“(1) To reach his goal a runner must touch
infinitely many points ordered in the sequence 1/2, 1/4, 1/8, ...
(2) It is impossible to touch infinitely many
points in a finite time.
So
(3)
the runner cannot reach his goal.” ([Kirk 70], p. 270)
Ifølge Aristoteles argumentation ovenfor er det
muligt at passere uendelig mange punkter i en endelig tid, hvorfor (2) er falsk.
Men da dette argument handler om et overskuet
tidsrum (dvs. afsluttet eller fremtidigt), handler det ikke om løberens situation,
som er i nuet. Derfor løser påvisningen af, at (2) er falsk ikke paradokset,
men illustrerer det kun det ene aspekt af det.
Aristoteles fremfører, at dette argument forudsætter,
at de enkelte afsnit kun eksisterer potentielt. Men denne betingelse vil
Aristoteles diskutere:
”...
when someone asks the question whether it is possible to traverse infinite
things - either in time or in distance - we must reply that in a way it is but
in a way it is not. For if they exist actually it is not possible, but if
potentially, it is; for someone in continuous movement has traversed infinite
things incidentally, ...” ([Kirk 70], p. 271)
Det er sandt at det sidste gælder for f.eks. den
tilbageskuende beskrivelse. Spørgsmålet er, hvad det ville sige, at intervallerne
skulle eksistere aktuelt, dvs. som
intervaller. Svaret er, at dette er tilfældet for det enkelte interval, når det bliver udpeget, hvilket det er
i nuet. Det er netop udpegede intervaller, vi har at gøre med dem i den
rekursive udlægning af Zenons beskrivelse. Det er sandt, at ifølge denne venstrerekursive
beretning har løbet ingen begyndelse, lige som det ingen afslutning har ifølge
den højrerekursive.
Det må bemærkes, at det ikke kan være tilfældet, at intervallerne
alle sammen eksisterer aktuelt som noget forskelligt fra det at eksistere
potentielt. For vi kan ikke udpege dem alle sammen på gang.
1.7 Resumerende betragtninger.
Da det er enklere at kommentere den højrerekusive
beretning C, ovenfor, skal en afsluttende kommentar handle om denne beretning.
Vi kan forestille os, at vi er en situation, hvor en løber er nået i mål, og vi
kan da spørge om, hvordan løberen har kunnet passere uendeligt mange
strækninger af længderne (½)n.
At der er uendeligt mange strækninger af denne slags før målet i punkt 1,
betyder blot, at for enhver sådan trækning, vi kan udpege, kan vi udpege en strækning
mere. At løberen har løbet uendeligt mange af den slags strækninger før punktet
1, betyder dermed blot, at for hver strækning af den slags, vi ved at løberen
har løbet, kan vi pege på endnu en strækning, som løberen har løbet, længere
henne på banen. Til hvert n svarer der intervallet fra 1-(½)n-1 til 1-(½)n. Løberen rører på
denne måde uendeligt mange punkter indenfor en endelig tid: der er ingen ende
på mængden af de punkter, han rører ved indenfor en endelig tid.
Det kan konstateres at Zenons beretning om løbet handler
om nutiden, dvs. løberens situation, mens de tilbageskuende forklaringer
handler om fortidsfiktioner: Vi kan ikke forklare tidens gang. Vi kan kun
forklare, hvordan det er at være i nutiden og se på en fortidskonstruktion, som
her, og på en fremtidsfiktion.
Som tidligere berørt kan vi ganske vist forestille
os, at en person indvender: ”For lidt siden sad du og talte mig. Det var både
virkeligt og nutid dengang. Nu er det fortid. Dette beviser, at tiden går.”[3] Dette
argument illustrerer imidlertid kun det faktum, at vi har erindringsindtryk, og
at den pågældende er i gang med at indplacere dem i en fortidskonstruktion. Et
uløst filosofisk problem kan naturligvis ikke løses med utilstrækkelige forklaringer.
Det må hellere forblive uløst lige nu, kun belyst.
Litteratur.
[Fraassen
80] Bas C. van Fraassen: The
Scientific Image
Oxford University Press (Oxford 1980)
Oxford University Press (Oxford 1980)
[Kirk
83] G.S. Kirk, J.E. Raven, M. Schofield: The Presocratic Philosophers, 2.
ed.,
(Cambridge 1983)
(Cambridge 1983)
[Salmon 70] Wesley C. Salmon, ed.: Zeno’s Paradoxes
Bobbs-Merrill (Indianapolis & New York, 1970)
Bobbs-Merrill (Indianapolis & New York, 1970)
[1] Jeg har set denne
argumentation et sted, men har ikke været i stand til at genfinde den.
[2] Her skylder jeg at henvise til Aristoteles,
som diskuterer dette emne i ([Kirk 70], p. 270). Emnet behandles i
underafsnittet ”Resumerende betragtninger”.
[3] Jf. underafsnittet ”Nutid
og fortid og fortids fremtid” i Afhandling
Nr. 1.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)