Indlægget ”Præsupponeringer i religion og realismedebatten” påpegede blandt andet det fejlagtige i at definere ateisme som det modsatte af teisme. Der kan ganske vist fremføres følgende mere brede definition af ateisme: ”Det at være ateist er det samme som ikke at være teist”. Jf. hjemmesiden [Skepticisme], ifølge hvilken ateisme er fraværet af gudetro. Denne definition kræver imidlertid en del velvilje, eftersom det ikke er alle, der ikke kalder sig selv teister, der kan acceptere den; og det har de gode grunde til. Der kan nemlig argumenteres for, at religiøse sætninger er semantisk meningsløse tegnfølger, idet f.eks. tegnfølger som ”gud” og ”tro” anvendt i religiøse sammenhænge mangler ordmening, og da definitionen af teisme er baseret på sådanne tegnfølger. De, der har indset dette, kan hverken kaldes teister eller ateister. Thi man kan hverken benægte eller bekræfte en sætning, der er semantisk meningsløs, men kun hævde og begrunde, at den er semantisk meningsløs. Dette vil nogle måske kalde agnosticisme, men for det første har denne betegnelse heller ikke semantisk mening. For det andet må det bemærkes, at det er et stærkere udsagn at hævde, at en sætning er semantisk meningsløs, end at hævde, at den er sand, eller at den er falsk, simpelthen fordi den ikke engang kvalificerer sig til at være dette. Jf. afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5 ([Afhandling Nr. 5]), hvori der er argumenteret for, at religiøse sætninger mangler ordmening og derfor er semantisk meningsløse.
Ignosticisme.
Standpunktet ignosticisme eller igteisme er tilsyneladende i overensstemmelse med disse betragtninger, men er alt for uklar, da det også antyder en vis accept.
Ifølge wiktionary.org er etymologien for ordet ”ignosticisme”:
”ig- (fra ignorant) + gnostisk + -ism.” ([Etymology], min oversættelse.)
Jeg vil her nøjes med at forholde mig til definitionen af ignosticisme, således som den er formuleret i Wikipedias engelske udgave, samt nogle resumerende bemærkninger deri.
Wikipedia fremfører to definitioner på ignosticisme. Ifølge den første er ignosticisme:
”Den opfattelse, at der må fremføres en sammenhængende definition af Gud, før spørgsmålet om eksistensen af gud meningsfuldt kan diskuteres.” ([Ignosticism], min oversættelse.)
Dette svarer for så vidt til, hvad der er fremført i ovennævnte afsnit ”Semantisk kritik af religiøse tegnføler”, dog først efter en nødvendig korrektion. Thi for ikke at være semantisk fejlfyldt burde der stå:
”Den opfattelse, at der må fremføres en sammenhængende definition af termen ”Gud”, før udsagnet ”Gud eksisterer” meningsfuldt kan diskuteres.” ([Ignosticism], mine fremhævelseraf ændringerne.)
I dette netop refererede afsnit fra [Afhandling Nr. 5] er der imidlertid også argumenteret for, at en sådan semantisk mening rent faktisk ikke kan etableres, idet flere muligheder blev gennemgået og kritiseret.
I samme leksikonartikel fremføres også:
’Emnet kan præciseres på følgende simplificerede måde ”En ateist ville sige ’Jeg tror ikke, gud eksisterer’; en agnostiker ville sige ’Jeg ved ikke, om Gud eksisterer’; og en ignostiker ville sige ’Jeg ved ikke, hvad du mener, når du siger ”Gud eksisterer”’.”’ ([Ignosticism]. min oversættelse)
Hertil må bemærkes, at det er misvisende at sætte sidstnævnte holdning på lige fod eller på linje med ateisme og agnosticisme. Disse to indstillinger til religion er på lige fod med hinanden og teisme, idet de alle forudsætter, at de ovenfor nævnte sætninger, som deres tilhængere formodes at ville fremføre, har semantisk mening og ikke blot låner et skin af semantisk mening fra faktiske ord. Ignosticisme i sin bedste udformning er derimod blot en følge af den helt elementære sandhed, at alle sætninger skal have en afklaret mening for at kunne diskuteres.
Men først og fremmest vender citatet simpelthen sagen på hovedet. Det er ikke de personer, der kan argumentere for religionernes semantiske meningsløshed, der er uvidende. For det er de religiøse, der skal kunne forklare deres egne putative begreber, før betegnelserne for dem kan tilskrives semantisk mening. Så længe de religiøse ikke kan dette, er det dem, der er uvidende om, hvad det er for nogle diffuse forestillinger, de selv har. I ovennævnte afsnit ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” er dette gennemgået og begrundet i flere henseender og med stadig stigende imødekommenhed.
Det er her tale om samme slags misbrug af ordet ”uvidende” som at kalde en person uvidende, hvis han ikke ved, hvor hans nabo plejer at opbevare sin værktøjskasse.
Ifølge leksikonartiklens anden definition er ignosticisme synonym med teologisk nonkognitivisme.
Teologisk nonkognitivisme.
Denne defineres på følgende made:
’Teologisk nonkognitivisme er det argument, at religiøst sprog, og specielt ord som ”Gud”, ikke er kognitivt meningsfuldt. Det betragtes nogle gange som synonymt med ignosticisme.’ ([Theological noncognitivism], min oversættelse)
Dette er imidlertid et alt for svagt udsagn, da begrebet om kognitiv meningsfuldhed blot indebærer, at det diskuterede skal være afgørbart, enten analytisk eller empirisk. Men da religiøse sætninger ikke er semantisk meningsfulde, kvalificerer de sig ikke engang til at blive genstand for en analytisk eller empirisk undersøgelse.
Leksikonartiklen konkluderer:
”Lige som det gælder for ignosticisme, afventer den konsistente tilhænger af teologisk nonkognitivisme en sammenhængende definition af ordet Gud (eller af enhver anden metafysisk ytring, der påstås at være diskuterbar), før han kan engagere sig i argumenter for eller imod Guds eksistens.” ([Theological noncognitivism], min oversættelseper og brug af fede typer.)
Ganske vist kan man kun udtale sig om sætninger, der indeholder lutter afklarede begreber, således at de faktisk er udsagn. Men det er misvisende at kalde dette faktum at være afventende. Der er blot tale om det elementære krav, at enhver sætning må have en afklaret mening, for at den kan være et udsagn, der kan tages stilling til.
Desuden er det citerede selv semantisk meningsløst, da det indeholder den uafklarede tegnfølge ”Guds eksistens”. Formuleringen antyder besnærende, at det er givet, at denne tegnfølge kan tildeles en mening, som vi blot venter på. Det citerede indeholde den samme fejl som sætningen ”Før det kan afgøres, om Kryxir findes, må det afgøres, hvad ’Kryxir’ betegner”. Denne sætning antyder, at det er givet, at ”Kryxir” betegner noget, som vi blot ikke endnu har afklaret. Man kan ganske vist godt referere til tegnfølger, som man ikke selv kender betydningen af, men man bruger dem ikke som ord. Vi kan i stedet sige ”Nogle mennesker hævder, at der findes et eller andet, som de kalder ’Kryxir’. Før vi kan forholde os til det, må de forklare, hvad de taler om”.
Både dem, der hævder ”Gud findes”, og dem, der hævder ”Kryxir findes”, må simpelthen forventes at have en forklaring parat, dvs. at vide, hvad de selv siger. At de ikke formår dette, er ikke en indstilling hos dem, der kan påpege det.
*) Et tidligere indlæg med denne overskrift er oversat til engelsk, idet der dog er foretaget visse ændringer. Disse er gengivet i denne artikel. Den oprindelige artikel er forsøgt bevaret (dvs. genoprettet efter tekniske fejl).
Litteratur:
[Afhandling Nr. 5]:
http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.html eller i
http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme/afhandlinger---nye-versioner
[Etymologi]: http://en.wiktionary.org/wiki/ignosticism.
[Ignosticism]: http://en.wikipedia.org/wiki/Ignosticism.
[Skepticisme]: http://www.skepticisme.dk/2008/12/hvis-man-ikke-er-teist-s-er-man-ateist.html.
[Theological noncognitivism]: http://en.wikipedia.org/wiki/Theological_noncognitivism.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar