Anders Behring Breivik, terror og argumentation.

1.

Uanset om Anders Behring Breivik er sindssyg på den ene eller anden mulige måde, kan det konkluderes, at han næppe havde begået sine terrorhandlinger og drab i Oslo og på Utøya, hvis han på forhånd havde forstået, at standpunkter ikke blot er ideer, man har eller vælger, men ideer, man kan argumentere for, vel at mærke på en selvkritisk måde. Det ville hjælpe med til at give ham og andre forståelsen heraf, hvis der havde været en almindelig og udbredt forståelse af kravet til argumentation i samfundet. Det er ganske vist et empirisk faktum, at etiske konklusioner ikke er handlingsmæssigt tvingende, men en sådan udbredelse ville hjælpe på det.

Nogle ville måske indvende, at dette blot er et vilkårligt standpunkt, jeg har valgt, men det er ikke tilfældet: For hvis standpunkter blot er ideer, man vælger uden at argumentere for dem, kan det ene standpunkt være lige så gyldigt som andre, og dermed lige så ligegyldigt som andres standpunkter - og derfor ikke værd at gå op i. Det er ingen kunst blot at vælge et standpunkt; at argumentere er derimod et livsvarigt projekt.

2.

Desværre er der netop ikke en udbredt forståelse for dette i samfundet. Tværtimod mener nogle, at et politisk standpunkt kan overtrumfe ethvert videnskabeligt standpunkt. Nogle mener endog, at religion er noget, man selv sammenstiller efter forgodtbefindende!

Noget af det mest ringe, der kan fremføres til den argumenterende person i en debat, er udsagnet ”Du må finde dig i, at der er nogle, der mener noget andet end dig”. Dette udsagn forudsætter for det første netop, at meninger blot er ideer, man vælger – at man ikke skal forholde sig til argumenter, idet disse også blot er tilfældige udsagn. For det andet præsupponerer udsagnet også, at det at argumentere for et standpunkt ikke har nogen betydning i sig selv, men kun er udtryk for, at den argumenterende blot ikke synes om det synspunkt, han argumenterer imod. Det gør han måske heller ikke, og det har han naturligvis ret til; hovedsagen er, om han kan argumentere imod synspunktet. Dette indebærer vel et mærke ikke, at den argumenterende ikke vil høre modargumenter, eftersom argumentation også er selvkritisk. Det refererede udsagn fremføres af mennesker, der ikke ved, hvad argumentation er, og ret uforskammet pådutter andre mennesker, hvad der i virkeligheden er deres egen ringe opfattelse deraf.