Mængden af argumentationsfejl og tilfælde af dårlig etik i en debat er tit overvældende. Således når Anders Jerichow (aj) op på 15 fejl i sin leder i dagbladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”, der handler om et muligt forbud af omskæring af drenge i hele Tyskland.
Heri hævder lederskribenten Anders Jerichow, at religionsfrihed og beskyttelse af mindretal er blandt demokratiets vigtigste elementer. (1) Jerichow forudsætter hermed, at hvis en handling foretages i religionens navn, så er det krænkelse af de religiøse at forbyde den. Men hvor går grænsen? Hvad hvis en eller anden religion anbefaler endnu værre lemlæstelser, skal de så også tillades? Det er klart, at der er en grænse.
Hvis det havde været en politisk retning, der anbefalede, at drenge skulle klippes skaldede eller have et rødt mærke på skulderen, ville der lyde protester i landets aviser. Imidlertid kan der i det mindste argumenteres både for og imod en politisk retning, selv om resultatet kan blive afstandstagen. Der kan derimod ikke argumenteres for eller imod sandheden af en religiøs sætning.
Grunden er, at religiøse udsagn slet ikke kvalificerer sig til at blive diskuteret for eller imod. Dette skyldes, at de består af semantisk meningsløse udtryk, der blot låner et skin af sproglig mening fra udtryk, der virkelig har en sproglig mening. For når de religiøse bruger udtrykket ”tro”, taler de ikke nødvendigvis om formodning eller tillid, men om en slags indsigt eller erkendelse af et eller andet X, som de ikke kan redegøre for. Når nogle hævder, at religion er hævet over argumentation, er det derfor at vende op og ned på situationen. Dette er forklaret udførligt i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5. Det er naturligvis ikke tilfældet, at jo mere urimelige ytringer er, jo mere friholdte er de for kritik.
Det er kun fakta, der kan indgå som præmis for nogen argumentation. Udsagn, der ikke kan begrundes, kan naturligvis slet ikke. Semantisk meningsløse tegnfølger kan endnu mindre. De religiøse må følgelig gøre en betragtelig indsats, før de kan argumentere for noget som helst med henvisning til deres religion.
Hvis de religiøse alligevel vil foretage sig noget på grundlag af deres religion, kan det kun angå dem selv og måske deres ligesindede, men ikke deres egne børn og andre umyndige mennesker. Derudover er det naturligvis en krænkelse af deres person.
Nogle vil måske sammenligne omskæring med vaccination. Vaccination kan imidlertid begrundes medicinsk, men hvilken forbindelse skulle der være mellem et stykke forhud og semantisk meningsløse brokker?
(2) Selv om omskæring havde været harmløst indgreb, er det naturligvis ikke sikkert, at drengen ville bryde sig om det. Dette er det centrale argument i kritikken.
Dette gælder således for lederens påstand om, at ”et lægeligt ubegrundet fysisk indgreb” står over for ”modstand mod tvungen assimilation”. (3) Politiken laver med denne mulige modstilling om på problemet, der slet ikke handler om et krav om assimilation, men individets selvbestemmelse. Man kan således sagtens være imod både omskæring af drenge og tvungen assimilation. (4) Politiken forsøger at gardere sig mod denne kritik ved at indlede det refererede med følgende fordunklende udsagn: ”To synspunkter kunne principielt stå over for hinanden”.
Lederens (5) dårlige argumentationsetik viser sig for alvor ved at den går videre fra at tale om assimilation til at tale om antisemitisme. Idet den hævder, at omskæring af drenge er ”hyppigt lagt for had i antisemitismens historie”. (6) Også her garderer lederen sig, nemlig ved det modererende adjektiv ”hyppigt”. Men sagen handler naturligvis endnu mindre om antisemitisme end om krav til assimilation.
Derefter hævder lederen: ”Ingen af synspunkterne kan isoleres fra den virkelige verden, hvor omskæring af drenge traditionelt har været en markør af et religiøst, kulturelt tilhørsforhold. Det gives videre i kærlighed af forældre, men det er også hyppigt lagt for had i antisemitismens historie.” (mine understregninger) (7) Ifølge lederen skal man åbenbart sætte tradition for krænkelse af individet over fornuft og argumenter. Til gengæld har lederen ret i at kalde omskæring for ”en markør”. Forældrene får deres drenge omskåret for at mærke dem fysisk med tegn på deres egen religion og kultur ud fra diffuse begrundelser. (8) Helt grotesk kalder lederen denne krænkelse af et individ for kærlighed! Mange vil gerne undvære denne form for kærlighed.
Politiken (9) hævder ubegrundet, at omskæring ikke giver fysiske komplikationer og (10) bagatelliserer påstande om det modsatte ved at kalde dem for anekdoter (sic!)
Ifølge lederen giver omskæring drengene en ”familiebåret identitet”, hvad det så end er. Lederen efterligner modpartens argument ved (11) en bagatelliserende påstand om, at denne svarer til, at kristne døber deres børn, ”før de er modne til at tage stilling til kultur og religion”. (12) For det første er andres fejl ikke en undskyldning. (13) For det andet kan omskæring ikke bagatelliseres på denne måde ved at blive sammenlignet med dåb: Omskæring giver et varigt mærke, som drengen måske ikke ønsker. Dåb er derimod blot lyde og teater.
Lederen konkluderer, at begge typer handlinger er uden for statens domæne, men det gør den ud fra sin fejlagtige præmis.
Dette handler om noget principielt: hvad man kan argumentere for, og hvad man ikke kan argumentere for. (14) At sammenligne lødige argumenter med nazisme er netop dybt underlødigt. Hvad skal vi så sammenligne lederens underlødige argumenter med?
(15) Hvad ved lederskribenterne i øvrigt om, hvorvidt folk vil flygte, hvis de ikke må få lov til at begå overgreb?
Endelig må det bemærkes, at det letter evnen til at indoktrinere, at den indoktrinerende selv er indoktrineret, og at det letter evnen til at vildlede, at den vildledende selv er vildledt. Thi her er der intet dobbeltspil at gennemskue: den indoktrinerende har intet at skjule, eftersom han indoktrinerer, fordi han selv er indoktrineret.
Litteratur:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar