Religion og argumentation. En tilføjelse.

Dette er tænkt som en uddybning af indlægget ”Religiøs omskæring af drenge og argumentation.”

De religiøse mener at besidde en indsigt, som ikke-religiøse mennesker ikke har, f.eks. undertegnede. Men hvad denne indsigt består i, formår de ikke at forklare. Hvordan de er nået frem til en indsigt af dette åbenbart ubeskrivelige X, kan de heller ikke tydeliggøre. De kan ikke engang forklare den sproglige betydning af nogle af deres hyppigt brugte udtryk, så som ”gud” og ”tro”. De kan åbenbart indbyrdes udveksle sætninger, hvori disse udtryk indgår, men ikke tydeliggøre dem over for udenforstående. Således forholder det sig ellers ikke på noget som helst fagligt område: inden for et hvilket som helst fagområde kan fagfolkene forklare sig i eller anden grad over for udenforstående. Dette skyldes, at religion som sådan ikke er et fagområde, kun som videnskabeligt objekt, f.eks. for sociologien.

De religiøse kan heller ikke engang begrunde, at der er en nytte eller virkning, som hidrører fra selve dette X.

Derfor kan religion som sådan, dvs. religiøse sætninger, ikke indgå som et argument for noget som helst, hverken for en lov eller for en handling. Der er slet ingen grunde til at respektere den slags diffuse indstillinger. Dette betyder naturligvis ikke, at man har ret til at kalde de religiøse dumme, således som nogle religiøse tillader det over for ikke-religiøse personer – selv om de ikke kan argumentere for det.