Religion og argumentation. Endnu en tilføjelse.
Dette er supplement nummer to til artiklen Religiøs omskæring af drenge og argumentation nedenfor, der påpeger en lang række argumentationsfejl i Anders Jerichows leder i dag-bladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”.
Man kan forstille sig, at tilhængerne af en eller anden religion Y foretager rituelle tatoveringer af deres nyfødte børn, f.eks. et lille rødt ”Y” på venstre side af barnets hals. I så fald ville besindige mennesker naturligvis opponere mod dette urimelige overgreb, som ikke blot er smertefuldt, men også skamferer barnet for livet, dvs. også når barnet er vokset op og måske tager afstand fra religion. Det sidste faktum betyder naturligvis, at det at være offer for det religiøse indgreb er særdeles ydmygende. En sådan indvending ville blive mødt med udsagn om, at et forbud ville være imod de pågældendes religionsfrihed, og at indgrebet har en stor betydning for Y-tilhængernes kultur og sammenhold.
Tilsvarende kan man forestille sig, at tilhængerne af en bestemt politisk retning X lader deres børn bære et lille mærkat med et rødt ”X” på højre ærme. Det er da slet ikke umuligt, at der vil rejse sig et ramaskrig på grund af dette med den begrundelse, at der er tale om indoktrinering, tvang og undertrykkelse.
Selv om det at bære et mærkat ikke er et fysisk overgreb, kan det naturligvis heller ikke accepteres. Men dette er blot eksempel, hvis pointe er følgende: 1) Tilhængerne af en politisk retning kan forklare, hvad deres standpunkter går ud på, og hvordan de er nået frem til dem, og ikke mindst kan de forklare betydningen af deres de ord og betegnelser, de bruger. 2) Dette er i skærende kontrast til de religiøse personers manglende formåen, hvad deres forklaringer angår. 3) Derfor er det absurd, at Anders Jerichow og andre mennesker ophøjer de religiøses mangel på forståelsesmæssig afklaring til en ekstra kvalitet, som betyder, at de religiøses handlinger skal accepteres uden videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar