Dette er tænkt som en henvisning til en foreløbig udgave af Afhandling Nr. 7a, der indeholder en diskussion af forholdet mellem religion, ismer og ansvar.
Dette emner hører hjemme i den praktiske filosofi og er foranlediget af nogle ofte hørte undskyldninger af og anklager imod religionerne i forbindelse med folks religiøst relaterede kritisable adfærd: religionerne er henholdsvis rene eller skyldige. Da religiøse tekster indebærer den ekstra problematik, at de er semantisk meningsløse, er det lettere først på ismerne, da disse har et semantisk indhold, der kan diskuteres. Det konkluderes, at det er folk selv, der vælger at handle på baggrund af såvel ismer som religionerne.
Hensigten hermed er naturligvis at modtage kritik af det fremførte.
Indledningen af afsnittet lyder således:
Religion, ismer og ansvar.
Der skal her ses på følgende problemstilling:
Af og til forsøges kritik af en persons religiøst betingede adfærd imødegået med den påstand, at denne kritik ikke angår den pågældendes religion, men udelukkende den pågældende person selv. Hermed antydes det, at der på en eller anden måde findes religion i sig selv, som ikke kan berøres af en sådan kritik. Omvendt forklares en persons dårlige adfærd undertiden også med, at den pågældende er tilhængere af en særlig kritisabel religion.
Derfor er det relevant at undersøge disse to opfattelser, herunder hvorvidt det overhovedet har mening at tale om nogen entitet, der kan kaldes ”en religion i sig selv”.
Litteratur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar