En vurdering af et argument imod abort og et for abort

The Pre-persons.

I Philip K. Dicks novelle The Pre-persons løber nogle legende drenge skrækslagne bort, da de hører en vogn komme forbi med en ringende klokke. Det er abortvognen. I denne fiktion er abortgrænsen sat op til 12 år.

Det kan ganske vist fortolkes på den måde, at hvis abortgrænsen kan forøges, kan vi risikere, at den engang bliver sat til 12 år. Men der kan også fremføres, at novellen ikke handler om, ”hvad der kan ske”, men illustrerer, hvordan det fører til en logisk absurditet overhovedet at sætte en abortgrænse. Der kan nemlig foretages en reductio ad absurdum ved hjælp af sorites-paradokset:

”Sorites” er oldgræsk (σωρείτης) og betyder bunke, og paradokset går ud på, at hvis man har en bunke sand og successivt fjerner et sandskorn ad gangen, kan man ikke udpege noget tidspunkt, hvor man ikke længere har en bunke. Grænseproblemet opstår også, hvis man starter med ét sandskorn og successivt tilføjer et sandskorn. Man kan da ikke udpege noget tidspunkt, hvor man pludselig har en bunke.

Hvis fosteret f.eks. ikke er et menneske efter 80 dage, er det heller ikke et menneske efter 81 dage, etc. Derfor bliver vi nødt til at antage, at der ikke er noget tidspunkt, hvor det bliver til et menneske. Det modsatte gælder også. Dette er dog heller ikke til fordel for aborttilhængerne: Hvis fosteret er et menneske efter 90 dage, så er det også et menneske efter 89 dage, osv. Derfor bliver vi nødt til at antage, at det er et menneske efter 0 dage.


Aborttilhængerne styrker modstandernes kerneargument.

Anna von Sperling berører blandt andet dette problem i sin artikel Aborttilhængerne styrker modstandernes kerneargument i dagbladet Information den 3. oktober 2013, hvori hun hævder: Fosteret er ”ikke væsensforskelligt i uge 12 eller uge otte”.

Sperling hævder imidlertid også, 1) at et foster er et menneske straks ved undfangelsen, men 2) at hun ikke desto mindre selv har ret til at dræbe sit eventuelle foster, hvis det står i vejen for hendes livsførelse.

Ad hominen argumenter er to forskellige ting. Kort sagt findes der både underlødige og pæne af slagsen. Her følger et af de helt pæne. Disse tager udgangspunkt i et fremført standpunkt og når frem til en konklusion, som indehaveren bliver nødt til at godtage.

Det må her bemærkes, at relationen ”ligestillet” er reciprok. Hvis A er ligestillet med B, er B ligestillet med A.

Hvis et foster er et menneske, er disse to er ligestillede. Det betyder, at det, man må gøre ved et foster, må man også gøre ved et født menneske, og at det, man ikke må gøre ved et foster, må man heller ikke gøre ved et født menneske. Det betyder naturligvis også, at det, man må gøre ved et født menneske, må man også gøre ved et foster, og at det, man ikke må gøre ved et født menneske, må man heller ikke gøre ved et foster.

Hvis det således kan forsvares at dræbe et foster, der kan være besværligt for moderens livsudfoldelse, så må det på samme måde kunne forsvares, at dræbe et toårigt barn, hvis det er i vejen for moderens livsudfoldelse.

Og det vil Sperling næppe hverken gøre eller mene. Ergo må hun – i så fald - mene, at der alligevel er forskel på aborter og fødte børn. Er der noget galt her?

Hvis ikke, har vi her den samme situation, som når abortvognen kommer i Dicks novelle, som indeholdt et argument mod abort.

Referencer:

Aborttilhængerne styrker modstandernes kerneargument: http://www.information.dk/474213.

Hvornår man bruger et eller flere ord. Sproget.dk giver et uheldigt svar.

I Sproget.dk forsøger forfatterne at besvare spørgsmålet om, ”hvornår man skal skrive noget i ét eller i flere ord”. I første omgang undgås problemet om, hvad det egentlig er, vi taler om, behændigt med pronominet ”noget”. Sproget.dk eksemplificerer derefter problemstillingen:

”Hedder det computer ekspert eller computerekspert? Produkt udvikle eller produktudvikle? Og er manden ekspert inden for datalogi eller indenfor datalogi?” [”manden” skriver de?]

Men derefter anvender Sproget.dk overskriften ”Sammensatte ord skal skrives i ét ord”.

Hvad menes der dog med ”sammensatte ord”? Der kan ikke menes sammenhørende ord, da det er et alt for vidt begreb, der f.eks. omfatter udtrykket ”en ekspert”. I øvrigt består sammenhørende ord altid af flere ord - af begrebsmæssige grunde.

Usammensatte ord må vel være ord, der kun består af ét leksem. Sammensatte ord må så være ord, der består af flere leksemer... Men ingen vil spørge, om et ord skal være i to ord, for et ord er altid i ét ord. Dette er en temmelig åbenlys tautologi.*)

Der er dermed tale om en temmelig ureflekteret og ubehjælpsom sprogbrug.

Man kan måske formulere spørgsmålet således ”Hvornår består en tegnfølge, hvoraf nogle af bestanddelene kan optræde som ord, af to eller flere ord?”.

Vi kan dog også blot reformulere Sproget.dk’s første formulering af spørgsmålet således ”Hvornår skal vi sammenskrive to morfemer, der kan optræde som selvstændige ord?”

Sproget.dk’s lydregel.

Sproget.dk giver følgende råd:

”Som regel kan man høre om et ord skal skrives i ét eller flere ord. Når der er mere tryk på det første led end på det andet led, skal det skrives i ét ord.”

Hvad angår forfatternes svar, går det ikke til sagens kerne. Thi det er sammenskrivningen af morfemer, der bestemmer trykket:

Regel 1. Man lægger tryk på det, der gør en forskel i forhold til det modsatte.

Her drejer det sig om stavelser: En ’armstol i modsætning til blot en stol. Det betyder ganske vist, at man kan slutte fra virkning til årsag. Udtalen med tryk på første stavelse implicerer, at udtrykket skal skrives i ét ord. Men ikke alle lægger trykket korrekt.

Regel 2. Det egentlige regelsæt består blandt andet i, at man på dansk ikke bruger substantiver, men måske nok proprier, som præmodifikatorer til andre nominer.

Denne regel vil også være en hjælp til korrekt skriftsprog for den person, der hos bageren beder om en chokolade´kage. Fulgte hun Sproget.dk’s regler, skulle hun begå den fejl at skrive ”chokolade kage”, hvilket hun måske allerede gør. For hendes udtale er sandsynligvis præget af den antagelse, at betegnelsen for den kage, hun ønsker at købe, er ”chokolade kage”. Sproget.dk leverer dermed ikke regler for korrekt skrivning, men kun regler for en konsistens mellem udtale og skrivning.

I stedet for at bruge Sproget.dk’s indirekte fremgangsmåde er det – som i så mange andre tilfælde - bedre at have en forståelse af sagen selv og handle ud fra den:

Først anvendes regel 2, som fører os fra semantisk mening til den rette skrift. Dernæst kan regel 1 føre os fra skrift til udtale. Men som det er påvist, fører det ikke til den rigtige skrivning at starte med at anvende regel 1 ”baglæns” for at finde den rigtige skrivning.

*) Dette gælder naturligvis i den nuværende sproglige situation. For vi kunne naturligvis forestille os en fremtidsfiktion, hvor det var i orden at sige ”ande postej”.

Referencer:

Sproget.dk’s artikel:

http://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/et-eller-flere-ord

Dyrets adfærd versus sagens kerne.

Platon præsenterer i Staten (493a-c) en allegori, ”Dyrebilledet”, der handler om manglende videnskabelig granskning og kritik. Et resumé kan lyde således:

Når sofisterne underviser, fortæller de blot, hvad den brede masse allerede mener. Denne oplæring kalder de kyndighed. Det er ligesom, når en person skal opføde et stort og stærkt vilddyr: ”han ville snart kende dets luner og lyster, forstå ... hvornår det var bidsk, og hvornår det var omgængeligt, tillige med årsagerne dertil;”

Men hvilke af dyrets luner, der var gode eller dårlige, ville han ikke vide, han ville udelukkende indrette sig efter ”vilddyrets luner, og kalde alt hvad der faldt i dets smag for godt, alt hvad der mishagede det for slet, og noget andet rationelt grundlag ville han ikke have.”

Sokrates sammenligner dette med en person, der gør sig vis, men blot ligge under for den almindelige mening, og stiller spørgsmålet: Findes der ”en begrundelse der kan tages alvorligt, for at »det populære« er det i sandhed gode og smukke?”

- -

Ifølge min, muligvis frie, fortolkning vil denne person altså ikke interessere sig for sagens kerne, som er tingenes rette og dybere sammenhæng, men kun for hvordan tingene tilfældigvis er, dvs. for det, som folk taler om og forudsætter.

Jeg savner nogle praktiske eksempler i Sokrates’ kritik, så som at buret er for lille, eller at dyret slet ikke skulle være i fangenskab...

På denne blog er der dog refereret og kritiseret to eksempler på forhold, som analogien passer på:

Eksempel 1: Religionsfrihed og rituel forhudsamputation.

I sin artikel i Politiken.dk 24/03/13 ”Dækker vores religionsfrihed omskæring af spædbørn?” når Ph.d. Sune Lægaard ad omstændelige omveje frem til følgende konklusion:

”... hvis omskæring skal forsvares ud fra hensynet til moralsk integritet, begrunder det kun, at omskæring skal være tilladt for myndige mænd”. *)

Det er imidlertid at kaste tågeslør over sagen ikke at præsentere den i al sin enkelhed. I stedet for at forholde sig til sagens kerne tager Lægaard udgangspunkt i to almindelige antagelser:

1) Religion er noget særligt, der kræver agtelse eller respekt i modsætning til de gode argumenter.

2) Såkaldt omskæring er en relativ naturlig handling. Det nævnes ganske vist, at der er fremført kritik mod den, men uden at dennes substans fremlægges.

Disse antagelser svarer til dyrets adfærd i Platons dyrebillede, og lektoren forholder sig til dem som dyrepasseren forholder sig til dyrets adfærd.

Sagens kerne er derimod, at religiøse sætninger er semantisk meningsløse sætninger, fordi de indeholder udtryk uden indhold. Derfor kvalificerer de sig ikke til at blive empirisk eller logisk debatteret, og derfor kan de ikke anvendes som en præmis i nogen som helst debat eller i en begrundelse af noget som helst, f.eks. den påstand, at det er i orden at lemlæste børn og påføre dem krænkende mærkninger.

ad 1: Hvorfor dette er antaget også uden for de religiøses kreds, er en gåde. Således hævdes det ofte, at ”man skal respektere andre religioner” - trods manglende grunde dertil. Findes der i overhovedet nogen begrundelse af udsagnet ”Religion kræver en særlig respekt”? Næppe. Religionens tomhed er tværtimod dokumenteret på forskellig vis, både i denne blog og i afhandlinger under overskriften anti-introductionism.

De, der kalder sig ateister og agnosticister, taler lige som de religiøse, som om religiøse udtryk har ordmening, hvilket ikke er tilfældet. De har derfor ikke forstået de religiøses fejltagelse, men cementerer den. Andre har tilsyneladende undgået denne fejl, idet de fremfører, at de vil forbeholde sig deres standpunkt indtil de får denne ordmening oplyst. Men desværre kalder de sig ”ignostikere”. Hvorfor denne underdanighed, når det nu er de religiøse, der ikke kan forklare, hvad de selv siger?

ad 2: Betegnelsen ”omskæring” for amputering af forhud accepteres uden kritik i artiklen, men set på afstand minder dette ritual om absurd teater - bortset fra handlingens alvor. Denne træder frem ved den rette beskrivelse eller simpelt hen ved en mere dækkende betegnelse.

Eksempel 2: Såkaldt fritstilling af folketingsmedlemmer.

I artiklen ”Filosof: Politikere bør ikke fritstilles i etiske spørgsmål” i Kristelig Dagblad ved Kim Schou fremfører filosof Thomas Søbirk Petersen, lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet, ”tre argumenter imod politikeres mulighed for at stemme efter egen etisk overbevisning”. **)

Her omtales begrebet fritstilling, som om det er et helt uproblematisk begreb. Det nævnes i artiklen, at nogle partier fritstiller deres medlemmer i en række etiske sager, dvs. medlemmerne får lov til at stemme, som de vil! Umiddelbart skulle man tro, at det var under de sidstnævnte vilkår, medlemmerne altid stemte. Men sådan er det ikke; der foretages åbenbart en bemærkelsesværdig undtagelse i disse tilfælde. Normalt bliver man enige i partiet og stemmer derefter ens. Dvs. det er partiet, der stemmer og opnår en forholdsmæssig stemme i folketinget. Dette minder om stemmereglerne for det amerikanske præsidentvalg, tilfældige og ikke umiddelbart demokratiske. Dette forhold problematiseres overhovedet ikke i artiklen, men forudsættes helt uproblematisk.

Artiklens tale om fritstilling foregår på en baggrund af en antagelse om, at det er et grundprincip i demokratiet, at folketingsmedlemmer stemmer som partiets flertal.

Denne antagelse svarer til dyrets adfærd i Platons dyrebillede, og lektoren forholder sig til den på samme måde som dyrepasseren forholder sig til dyrets adfærd.

Sagens kerne er derimod, at i et demokrati stemmer alle de stemmeberettigede personligt og individuelt efter egen overbevisning. Det er også en del af demokratiet, at der foregår en fri og åben debat og argumentation, og at debatten foregår på et oplyst grundlag.

Desuden er det ikke demokratisk, hvis folk, der evner at argumentere klart og substantielt, skal afgive samme stemme som folk, der ikke kan tænke klart, men er stemt ind i folketinget af folk, der tænker lige så uklart og overfladisk som dem selv. Dette fremmer ikke debatten og de gode løsninger.

Endelig er det naturligvis dybt krænkende for de pågældende dybsindige og lødige debattører, at de skal undertvinges af den nævnte slags mennesker, der måske endog argumenterer ufint uden at ville høre på andre. Der eksisterer derfor ikke nogen nødvendighed, der tvinger de sidstnævnte, underlødige debattører til at overbevise deres kritikere. På denne måde tvinges de ikke til at tænke og argumentere, men kan fortsætte deres stil.

Den analyse, dyrepasseren kunne anvende, anvender han på det, der blot foreligger, som han principielt accepterer. Hvad der dybest set gør sig gældende, overvejer han ikke.

Således handler filosofi om ikke at blive stående ved skinnet, men at nå frem til sagen selv. Vi må spørge om, hvad det egentlig er, vi har med at gøre – når vi tænker os lidt om i alle mulige sammenhænge.

Referencer:

*)  En akavet tilgang til debatten om religiøs omskæring.

**) Demokrati er vanskeligt. Lad os få mere af det!

[Platon 90]: Platon: Staten, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Univesitet 1990.

Politikens artikel:

http://politiken.dk/debat/profiler/filosofferne/ECE1929332/daekker-vores-religionsfrihed-omskaering-af-spaedboern/

Kristelig dagblads artikel: http://www.etik.dk/artikel/431676:Politik-og-moral--Filosof--Politikere-boer-ikke-fritstilles-i-etiske-spoergsmaal

Grundloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=45902.

Afhandling Nr. 5, ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger”:

http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.html

Demokrati er vanskeligt. Lad os få mere af det!

I en artikel i Kristelig Dagblad ved Kim Schou den september 2011 præsenteres følgende emne

”Når politikere kan stemme efter egen overbevisning i stedet for partipolitisk i etiske spørgsmål, ved vælgerne ikke, hvad de vælger.”

Ifølge artiklen fremfører filosof Thomas Søbirk Petersen, lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet, ”tre argumenter imod politikeres mulighed for at stemme efter egen etisk overbevisning”. Disse argumenter er prægede af følgende grundtanke: Demokrati er vanskeligt, så lad os få mindre af det!

Thomas Søbirks Petersens første argument.

”1) Fritstilling kan give signalforvirring for vælgerne. Hvis du som vælger er meget optaget af etiske spørgsmål, ved du ikke, hvad du får, hvis du stemmer på et parti, der fritstiller sine medlemmer i visse sager.”

Her anvender Søbirk uden videre verbet ”at fritstille”, som om det betegner et indlysende begreb, der omfatter til noget acceptabelt. Det betegner imidlertid det problematiske forhold, at et parti mod sædvane undlader at begrænse et folketingsmedlems frihed til at stemme som det vil. Dette problem kan vi vende tilbage til.

I øvrigt er det kun, hvis man stemmer på et meget topstyret, udemokratiske parti, at man ved ”hvad man får”. I de øvrige tilfælde ved man ikke, hvem der bliver valgt ind i partiet og bestemmer dets linje i detaljer.

Dette problem eksistere imidlertid ikke, hvis man kun kan stemme på enkeltpersoner, og disse har fremlagt deres velovervejede, overordnede standpunkter vedrørende vigtige politiske emner, og ikke mindst deres argumenter derfor.

Søbirks andet argument.

”2) Fritstilling kan gøre det uoverskueligt at forhandle mellem partierne, fordi man ikke kan være sikker på, hvad medlemmer vil stemme.”

Dette problem forsvinder, hvis det første problem er løst på den foreslåede måde, dvs. hvis medlemmerne er valgt individuelt, og de har fremlagt deres valgprogram.

Søbirks tredje argument.

’3) Svar på etiske spørgsmål har en tendens til ikke at blive underbygget med argumenter, da holdningen bag fritstilling netop ofte er, at etik er "en personlig sag", og at etik blot handler om at ventilere personlige synspunkter. Denne tendens er farlig, da et folketingsmedlem således ikke behøver at argumentere for sin holdning.’

Her sammenkæder filosoffen Søbirk ”svar på etiske spørgsmål” med ”holdningen bag fritstilling”. Det er vanskeligt at se nogen sammenhæng mellem de to, så det er ærgerligt, at den ikke udredes. Mener Søbirk måske ’Svar på etiske spørgsmål har en tendens til ikke at blive underbyggede med argumenter, da holdningen til etik netop ofte er, at etik er "en personlig sag"’?

Naturligvis er det uheldigt eller ”farligt”, hvis man ikke behøver at argumenter for sin overbevisning. Men det, Søbirk hævder, er, at ideen om, at ’etik er "en personlig sag"’, og at ”etik blot handler om at ventilere personlige synspunkter”, betyder, at ”et folketingsmedlem ... ikke behøver at argumentere for sin holdning.’ Ifølge Søbirk har det åbenbart mening at tale om, at ’etik er "en personlig sag"’.

Men hvad betyder mon udsagnet ”etik er en personlig sag”? Betyder det, at etiske afgørelser blot er noget, man vælger? Betyder det, at hver person kan have sin sande opfattelse af, hvorvidt korporlig afstraffelse skal forbydes?

Ingen af delene er tilfældet, da etiske udsagn kan begrundes, og da de angår sagen selv, og dermed skal afgøres ud fra den. Nogle filosoffer benægter paradoksalt nok uden videre, at det er muligt at begrunde etiske udsagn. Men der kan faktisk fremføres en begrundelse for et etisk grundlag. [1]

Talen om ”at ventilere personlige synspunkter” er derimod helt uforståelig. Betyder udtrykket mon at give udtryk for ”personlige synspunkter”, hvad det end er. Kan man have ikke-personlige synspunkter?

I det hele taget har Søbirk af en eller anden grund valgt at anvende en meget uafklaret sprogbrug. Derfor kræver disse få linjer en del tydninger og gæt.

Etiske og politiske spørgsmål.

Søbirk har dog en pointe, idet han ”vil gøre opmærksom på, at distinktionen mellem såkaldte etiske og politiske spørgsmål er vilkårlig”.

Antagelig refererer Søbirk til den skelnen mellem etiske og politiske spørgsmål, der i dagligdagen foretages af politikere og andre. Denne skelen er dog blot et empirisk, sociologisk faktum. Noget helt andet er spørgsmålet om de politiske og etiske spørgsmåls rent faktiske begrebsomfang. Der kan drages følgende konklusion: Alle politiske spørgsmål er etiske. Dette følger af ovennævnte begrundelse. ¹

Hertil kan indvendes, at vi i så fald mangler at afklare, hvilke spørgsmål der er etiske uden at være politiske. Et foreløbigt svar kan være, at mens politiske spørgsmål er spørgsmål, der angår, eller kan komme til at angå, alle borgerne som borgere i et samfund, så angår etiske, upolitiske spørgsmål valget mellem moralsk acceptable handlinger.

Søbirk anfører som eksempler beslutninger om 1) ”regulering af f.eks. kunstig befrugtning”, og 2) ”hvorvidt vi bør (eller burde) gå i krig i Irak”. Det følger af ovennævnt konklusion, at de naturligvis er både etiske og politiske.

Det følgende udsagn må så forstås som en supplerende begrundelse for, at den foretagne brug af prædikaterne etisk og politisk er ”vilkårlig”:

"Både etiske og såkaldte politiske spørgsmål (som for eksempel traditionel fordelingspolitik og herunder skattepolitik) handler jo om, hvordan man mener, at verden bør være indrettet.”

Hvorfor Søbirk anvender udtrykket ”såkaldte politiske spørgsmål” må forblive i det dunkle. Bortset herfra er det sandt nok, at politiske spørgsmål handler om, hvordan man mener, at verden bør være indrettet. Derimod handler de øvrige etiske spørgsmål som nævnt ikke derom.

Endelig må der ligge en ufortalt sammenhæng i Søbirks fortsættelse: ”Hertil kan man sige, at det er praktisk umuligt, at alle partimedlemmer bliver enige om alle etiske og politiske spørgsmål.” For hvis man kommenterer et udsagn, må det fremførte naturligvis angå udsagnet og dets sandhedsværdi, men det er ikke umiddelbart tilfældet her.

Det er ganske vist helt rigtigt, at alle et partis medlemmer ikke kan blive enige om alle etiske og politiske spørgsmål. Men hvilken relevans det har i argumentationen, er ikke indlysende.

Søbirks udemokratiske forslag.

Måske skal det lige citerede forstås som en indvending, for Søbirk fremfører modsættende følgende konklusion:

”Det er nok sandt – men pengene vil være givet godt ud, hvis man prøver at skabe en partidisciplin på områder, der optager mange menneskers liv.”

Søbirks anvendelse af udtrykket ”områder, der optager mange menneskers liv” antyder en skelnen mellem særlige politiske områder og andre, men disse særlige områder specificeres ikke i teksten. Hvorfor disse områder skal være specielt præget af ”partidisciplin” (sic) ifølge Søbirk fremgår ikke.

Om tekstens uklarhed udelukkende skyldes Thomas Søbirk Petersen eller også Kim Schou redigering, er det svært at gætte. Desværre er det ofte først, når man har gransket en tekst, at man indser, hvor usammenhængende og lidt gennemtænkt den er. En ting er dog klart: Selv om demokratiets vilkår er ringe nok nu, taler Søbirk for en forværring af tingenes tilstand.

Det må pointeres, at folk, der kan tænke selvstændigt og argumentere for deres standpunkter, næppe vil ikke stille op til folketinget under de krav om lydighed, som Søbirk anbefaler at de underkaster sig. For de vil naturligvis ikke bringe sig selv i den situation, at de skal underkaste sig irrationelle mennesker, der er i deres følelsers vold og ikke kan argumentere. Jf. de eksempler herpå, som er fremlagt i indlægget ”Demokratiets pris”.

Den demokratiske løsning.

Der står allerede følgende i grundlovens § 56: ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.”

Dette kan forbedres således: Folketingsmedlemmerne bør ikke ved nogen som helst afstemning kunne tvinges til at stemme, således som et parti og dets flertal mener. Partierne bør ikke have ret til at stille krav om, hvad de enkelte medlemmer stemmer. Partierne kan derfor højst være praktiske samarbejdsorganisationer. De enkelte medlemmer bør vælges individuelt. Så ved vælgerne, hvad de får.

Hvis kandidaterne ikke kan vælges ved at vælgerne stemmer på et parti, bliver de nødt til at afklare og fremlægge deres standpunkter på alle politiske områder. Så fordunkles det ikke, hvad det er for en person, vælgerne stemmer på, dvs. hvad vedkommende står for. Dette formindsker også demokratiets pris.

Hvordan disse beslutningsprocedurer skal foregå og understøttes, er et praktisk spørgsmål, som ikke angår disse principielle overvejelser. Dette kan dog ikke hindre os i at hævde: Demokrati er vanskeligt. Lad os få mere af det!

- - -

Referencer:

Kristelig dagblads artikel: http://www.etik.dk/artikel/431676:Politik-og-moral--Filosof--Politikere-boer-ikke-fritstilles-i-etiske-spoergsmaal

Grundloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=45902.

Afhandling Nr. 6, ”Politik og etik”: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume_5.html

Afhandling Nr. 7, ”Et etisk grundlag”: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/afhandling-nr-7.html

---

[1] Udledningen af et grundlag for etik er fremlagt i Afhandling Nr. 6, underafsnittet ”Politik og etik”, der suppleres i Afhandling Nr. 7, underafsnittet ”Et etisk grundlag”, der er en nyere version af et indlæg af samme navn i denne blog.

Demokratiets pris.

Et hvilket som helst arbejde kræver uddannelse og færdigheder. Dette gælder for rengøring på hospitaler, på skoler og hos private. Det gælder for hospitalspersonale og det gælder for oversættere...

Medlemmer af en lovgivende forsamling kan ganske vist også have gode uddannelser og færdigheder Men det må bemærkes, at det i princippet ingen kvalifikationer kræves for at blive valgt til en lovgivende forsamling, udover en eller anden form for almindelig skolegang, således at medlemmet kan finde rundt i forsamlingens procedurer.

Det at blive valgt ind i en lovgivende forsamling kræver således principielt hverken uddannelse, evner eller erfaring inden for noget felt. Hvis blot der er nok, der mener, at verden skal styres med astrologi, kan en eller flere astrologitilhængere blive valgt. Hvis man er kendt af eller anden ligegyldig grund, kan man blot hæfte sig på et skrantende parti og derved blive medlem af en lovgivende forsamling.

Nogle vil måske indvende, at det i praksis er anderledes, og fremføre, at medlemmet lærer ”håndværket” efterhånden, at medlemmet ikke vil blive genvalgt, hvis han/hun ikke kan begå sig, etc. De vil således stille det principielle over for det praktiske. De vil måske hævde, at den her anførte kritik er baseret på en teoretisk indstilling, der ikke angår handlingens mænd og kvinder. Med en sådan holdning stiller de sig tilfredse med en tilfældig samfundsudvikling.

Imidlertid er det at hævde, at det påpegede forhold er principielt, faktisk at sige noget væsentligt. Thi det betyder, at det angår grundlaget for demokratiet. Det betyder, at vi for tiden ikke anser demokratiet og den politiske debat for mere værd, end at disse godt må være underlagt de blotte meninger og den manglende eller overfladiske refleksion. Højere anser vi ikke demokratiet og den samfundsmæssige debat.


Hvad er så løsningen? Skal man bestå en eksamen for at kunne afgive sin stemme? Og i bekræftende fald, i hvilke fag eller emner? Heldigvis kan denne mulighed let afvises. Thi nutidens tilfældige forhold, som netop er kritiseret, kan selvsagt ikke udgøre et acceptabelt grundlag for at afgøre dette. Sagt med andre ord, folk, der ikke kan argumentere lødigt, kan naturligvis ikke løse dette problem.

Inden vi søger at finde en løsning, må vi først se på nogle af de problemer, der faktisk findes:


Problemer, der må løses.

Her følger nogle eksempler på den dårlige argumentation, som specielt nogle af den lovgivende forsamlings medlemmer kan præstere. Disse refererede efter hukommelsen.

Det, at man blot synes, at et udsagn er rigtigt, er ikke et argument for, at det er rigtigt. Det, at men synes om noget, er heller ikke et argument for, at det er rigtigt. Ikke desto mindre er det eneste argument, nogle har for deres standpunkt, at de er godt tilfredse med standpunktet – hvilket de i øvrigt også er godt tilfredse med! Dette gælder f.eks. spørgsmålet om, hvorfor der skal missioneres i DR ved at transmittere såkaldte gudstjenester.

Det at man kender til et par ensartede eksempler på noget, er ikke et grundlag for at generalisere om det. Nogle af dem, der gør dette, udtrykker endog foragt for videnskab og statistik. Men de anvender selv en statistik, der blot er dårlig.

Således vil nogle af den lovgivende forsamlings medlemmer hævde, at der er mange fisk i havet, fordi fiskerne fanger mange fisk. Men det gør fiskerne, fordi de fisker der, hvor fiskene er. Herved opnås selvsagt ikke nogen viden om bestandens udbredelse; om bestanden er for opadgående eller for nedadgående, ved de således ikke. Hvilke vilkår, den er underlagt, ved de heller ikke blot af den grund. Det kræver et forskningsbaseret grundlag at opnå et kendskab til hertil.

Nogle politikere hævder endog, at specialister er et onde. Disse politikere ved ikke, hvad de selv siger. Vil de måske opereres af en kvaksalver, vil de flyve med et passagerfly, der ikke er bygget af specialister? Det er da også kun, når fagfolkene siger dem imod, at de ikke synes om deres argumenter. Så vejer deres egne tilfældigt valgte holdninger tungere end videnskabelige begrundelser på det pågældende område.

Det må kunne forventes af den lovgivende forsamlings medlemmer, at de ved og har erfaret, at verden kan være anderledes indrettet, end man umiddelbart tror den er.

De må forstå, at standpunkter ikke blot er udsagn, man vælger, man udsagn, man skal kunne argumentere for - vel at mærke ud fra fundamentale præmisser.

Nogle nægter at begrunde deres standpunkter. De hævder blot "Her skilles vore veje". En sådan indstilling er ikke social. Hegel skildrer og kritisere denne holdning i Åndens Fænomenologi:

"Når en person henviser til følelsen, sit indre orakel, er han færdig med at debattere med det menneske, der ikke er enig med ham, og han kan kun erklære, at han ikke har yderligere at meddele det menneske, der ikke finder og føler det samme. Med andre ord: han træder roden til det menneskelige under fode. Thi det menneskelige indebærer det at forsøge at blive enig med andre... Det anti-humanistiske, det dyriske, består i at blive stående ved følelsen og ikke at kunne udtrykke andet." [Let omskrevet referat fra Fortale til Åndens Fænomenologi, fjerdesidste afsnit, min oversættelse.]

Nogle politikere taler om visse fremmede sprog, som om disse sprog blot er en uvane, der skal aflæres. De pågældende kan kun udtrykke forargelse over for det, at forældre ikke selv skal betale for deres børns modersmålsundervisning. For det første er det videnskabeligt bevist – og egentligt let forståeligt – at børn bedst lærer et fremmed sprog, hvis de først har lært det sprog bedre, som de allerede har kender lidt til som deres første sprog. De pågældende politikeres udtrykker ellers et krav om, at indvandrere skal tale det lokale sprog perfekt... For det andet er deres modersmål lige så vigtig for dem selv og for samfundet som andre fremmedsprog.

Nogle danske politikere mener, at den danske nation er hævet over alt. Hvad mon de ville mene, hvis de var svenskere eller tyskere?

Nogle mener, at hvis noget har forekommet i hundrede år, er det godt, f.eks. folkekirken...

Der kan nævnes flere eksempler, men dette må være rigeligt her.


Etisk forsvarlig debat består bl.a. i ikke at pakke alle sine bemærkninger ind i nedgørende udtalelser.

Det består også i ikke at ignorere et modargument, men enten 1) at argumentere fuldgyldigt imod det, 2) at give modparten ret eller i det mindste 3) at ytre tvivl om ens eget standpunkt.


Løsningen.

Det vil under alle omstændigheder være cirkulært at hævde, at vi er en situation, hvor vi kan stille bestemte krav til medlemmerne af den lovgivende forsamling, for at de kan blive medlemmer. Desuden kan nogle mennesker være dårlige til at gå til eksamen uden at være dårlige til faget.

Vi kan altså ikke undgå ovenstående situation. Men heldigvis kan vi formindske demokratiets pris. For vi kan stille forventninger til alle samfundsborgere om, at de skal kunne argumentere logisk og etisk og sørge for at have afklarede præmisser, sådan at de ikke begår nogle af de eksemplificerede fejl.

Løsningen kan derfor bestå i at udvikle en undervisning for skoleelever og studerende, der blandet andet omfatter ovenstående betragtninger og krav. Således kan de blive for kloge til at begå de eksemplificerede argumentationsfejl. Der er intet forgjort heri, da undervisningen altid kan forbedres.

Primært skal skoleelever og studerende undervises for livet og ikke blot for erhvervslivet. De skal lære at forholde sig til spørgsmålene om, 1) hvad der er det gode liv, og 2) hvad der er det gode samfund.

Herved vil også parlamentarikerne blive mere oplyste, lige som synet på deres adfærd vil blive mere kritisk på en velfunderet måde.


Monarkier.

Som det fremgår, er nogle af eksemplerne inspireret af danske politikere og debattører. Det må da også bemærkes, at ovenstående kritik og forslag ikke kun gælder for de rene demokratier, men også for det Folketing, der indgår i det danske monarki.


Litteratur:

[Hegel 88] G.W.F. Hegel: Phänomenologie des Geistes Felix Meiner Verlag GmbH (Hamburg 1988).

Grundlovstekstens §56 bryder det lingvistiske samarbejdsprincip – og er på andre måder dunkel.

Indledning.

Hvis man er interesseret i at formidle et budskab, er man eo ipso også interesseret i, at kommunikationen fungerer. Dette indebærer blandt andet, at den skrivende eller talende er interesseret i, at budskabet bliver modtaget uden misforståelser.

H.P. Grice har taget udgangspunkt i dette i sit Cooperative Principle, som omfatter fire semantiske krav til vore udsagn: at de 1) indeholder netop det nødvendige, 2) er velbegrundede, 3) relevante og 4) klare. Det følger af ovenstående, at der ikke er tale om påbud.

Princippet er tidligere omtalt i indlæggene ”Det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip” og ”Om manglende evner til at følge de lingvistiske samarbejdsprincipper”.

Punkt 1 betyder, at hvis vi vil formidle et budskab, vil vi hverken være interesserede i at sige 1.1) for lidt eller 1.2) for meget. Underpunkt 1.1 er tautologisk sandt. Overtrædelse af underpunkt 1.2 får den læsende (hørende) til at spekulere over, om det overflødige måske kun er tilsyneladende overflødigt.

Underpunkt 1.2 overtrædes for eksempel, hvis et udsagn består af konjunktionen af to udsagn, og det første udsagn klart implicerer det andet. Dette er tilfældet for Grundlovens § 56. Det viser sig desuden, at denne paragraf indeholder flere dunkle punkter.

Trods egen interesse i det modsatte kan den skrivende naturligvis komme til skrive forkert og endog overse fejlen. Men fejl bør ikke forekomme i lovtekster, som er læst og gransket mange gange af mange forskellige mennesker, hvoraf nogle må formodes at være kompetente i en eller flere henseender.


Grundlovens § 56:

”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.”

Den første del af dette udsagn implicerer den sidste del af udsagnet. Dette fremgår klart efter følgende omskrivning:

”[P] Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning, og [Q] folketingsmedlemmerne er ikke bundet ved nogen forskrift af deres vælgere.”

Her impliceres det sidste udsagn Q af det første udsagn P. Dermed er udsagnet Q en overflødig oplysning. Læseren har derfor grund til at spekulere over, hvad hensigten er med at udtrykke dette udsagn, f.eks. om enten P eller Q kan forstås anderledes. Det tilkommer imidlertid den skrivende selv at udtrykke sig klart, ikke læseren at granske og fortolke. Dette gøres dog alligevel herefter:


Fakta og mulige motiver.

Det må bemærkes, at P kan udtrykkes ved:

”[P1] Folketingsmedlemmerne er bundet ved deres overbevisning, og [P2] der findes ikke noget andet, som de er bundet af.”

eller ved

”[P1] Folketingsmedlemmerne er bundet ved deres overbevisning, og [P2’] folketingsmedlemmerne er ikke bundet af noget, der er forskellig fra deres overbevisning.”

Denne formulering tydeliggør endnu en fejl, nemlig at ingen kan være lovmæssigt forpligtede af deres overbevisning. Man kan måske mene, at folk er moralsk forpligtede af deres overbevisning, og at folks overbevisning er det, de efter bedste evne og grundige overvejelser er nået frem til at mene. Ikke desto mindre kan man ikke forhindre dem i at stemme på noget andet, heller ikke ad lovgivningens vej. P1 er derfor tom. P2’ alene er faktisk mere tydelig.

Desuden antyder selve sprogbrugen, at overbevisninger i sig selv er noget agtværdigt at være i besiddelse af og at værne om, hvilket ikke behøver et være tilfældet. Thi folks overbevisning er blot det, som de efter bedste evne og måske ikke særligt dybsindige overvejelser er ”nået frem til” at mene. De er måske blot hjulpet på vej af en irrationel tankegang, der er præget af en autoritær eller religiøs opdragelse. Eller måske er der andre ureflekterede motiver til, at de ”vælger et standpunkt”. Det har de ganske vist ret til, men ophøjet er det ikke. Det er vigtigere at respektere argumentationen.

Alt i alt lyder P følelsesladet og højtidelig, men svulstighed udtrykker ikke andet end den skrivendes syn på det skrevne. Den tilføjer derfor ikke noget til selve udsagnet, hvilket kan være grunden til tilføjelsen Q, der muligvis skal kompensere for denne paragrafs uegnethed som lov. Formuleringen er imidlertid ikke til at forbedre, da den snarere ligner en konstatering end en lovtekst.

Det følger af det fremlagte, at det er meningsløst at lovgive om folketingsmedlemmernes valg af stemme, hvad enten lovgivningen angår, hvad medlemmet er forpligtet af, eller hvad det ikke er forpligtet af. I stedet må lovgivningen vende sig udad mod mulige trusler mod det frie valg. Her følger et forslag:

”Det er ikke tilladt nogen at bestemme over, hvad et folketingsmedlem stemmer.”

Dette forslag indebærer naturligvis, at heller ikke de andre medlemmer af folketingsmedlemmets parti på nogen måde må bestemme over, hvad medlemmet stemmer.


Referencer:

H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).

Grundloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=45902.

En akavet tilgang til debatten om religiøs omskæring.

Ph.d. Sune Lægaards artikel i Politiken.dk 24/03/13 ”Dækker vores religionsfrihed omskæring af spædbørn?” er omstændelig, men bidrager ikke med noget væsentligt udover at kaste tågeslør over spørgsmålet. Hvorfor ikke gå direkte til sagen selv? Artiklen indleder med en reference til overlæge Morten Frisch’ opgørelse af de helbredsmæssige uheldige følger af omskæring, som med SL’s ord ”havde regnet følgerne for den voksne mands seksualitet med”.


Digressioner versus sagen selv.

LS kalder disse opgørelse for nye. Men vi kan selv tænke os til, at såkaldt omskæring er en psykisk krænkende mærkning, ikke mindst når barnet bliver voksent. Dertil kommer de fysiske elendigheder, som forværrer denne krænkelse.

”Men den debat om omskæring, undersøgelsen rejser, er gammel”, fremfører SL. Konjunktionen ”men” er adversativ, men hvad er det, der modsættes? At tallene er nye, men at debatten er gammel? Hvad skal vi med alle disse ord, når sagen er så enkel: Selv den mindste mærkning på et barns maveskind eller øreflip er 1) en krænkelse af barnets personlige integritet? Desuden er det såvel 2) et fysisk og 3) et psykisk overgreb. Alene punkt 1 er dog en tilstrækkelig grund til at forbyde indgrebet.

Der hævdes for og imod, oplyser SL og hævder, at uenighederne handler om følgerne af omskæring. Men for dem, der vil se sandheden i øjnene, er der ikke så meget at være uenige om: De psykiske følger giver sig selv, og de legemlige konsekvenser er medicinsk underbyggede.


”Sådan har vi altid gjort.”

SL diskuterer argumentet ”Sådan har vi altid gjort”, men præsenterer ikke nogen konklusion. Igen kan vi gå til direkte til sagen: Argumenter af formen ”Handlingen H er foregået i mange år. Derfor er H i orden” er simpelthen ikke gyldige. SL fremfører endog selv et modeksempel, hvilket er tilstrækkeligt som modbevis, men lader alligevel spørgsmålet stå åbent, idet han nøjes med at konkludere ”Så der kan godt være et problem” og spørger om, hvad vi skal gøre, ”hvis der faktisk er et problem”!


Omgåelse af forbud.

SL problematiserer, hvorvidt et forbud vil blive brudt ”under dårlige forhold” - som om der var tale om en ellers acceptabel operation, hvilket ikke er tilfældet: Der er under alle omstændigheder tale om en legemlig beskadigelse, således som lægerne har dokumenteret. Desuden er vi vant til at sende signaler om samfundets holdning til umoralske gerninger, f.eks. ved at forbyde, at forældre slår deres børn.


”Pointen med rettigheder”.

SL hævder, at ”pointen med rettigheder er at beskytte bestemte handlinger mod indgreb, selv hvis der ikke er en god begrundelse for handlingerne”. Der kan fås mening ud af denne kringlede formulering og dens positive termer, hvis vendingen ”at beskytte bestemte handlinger mod indgreb” betyder ”at tillade bestemte handlinger”. Desuden hjælper det for forståelsen at være lidt mere konkret og eksemplificere således: ”pointen med rettigheder er at tillade f.eks. forældres vold mod børn, selv hvis der ikke er en god begrundelse for handlingerne”. Det er ikke den slags, der ligger i begrebet rettigheder.


Hvad religionsfrihed ikke er.

I stil med det netop citerede hævder SL ”Der ville ikke være tale om en ret til religionsfrihed, hvis den kun beskyttede handlinger, som der alligevel ikke var nogen grund til at forbyde”. Men det må så betyde, at der er ”ret til religionsfrihed”, hvis denne indebærer tilladelse til flere handlinger end dem, der er ikke grund til at forbyde. Dvs. hvis den også indebærer tilladelse til nogle af de handlinger, der er grund til at forbyde.

Denne absurde tankegang kan egentlig godt ligge bag den måde, den såkaldte omskæringsdebat praktiseres på af de religiøse. Men dette forhold er der ingen grund til at tage for gode varer, således som SL åbenbart gør. Religionsfrihed bør naturligvis ikke veje tungere end den øvrige lovgivning, som om religion er noget særligt, der skal respekteres uden videre - i modsætning til f.eks. de gode argumenter. Vi bliver nødt til at hæve os op over de vante forestillinger: Religionsfrihed kan højst være tilladelse til at have de forestillinger, man vil, og at lege de julelege, man vil, så længe de ikke er krænkende.

Ifølge SL forholder det sig på samme måde med ytringsfrihed: ”Der er kun tale om ytringsfrihed, hvis ytringer nyder en særlig beskyttelse, så der skal noget særligt til for at begrænse ytringer”. Ytringsfrihed er imidlertid ikke ”en særlig beskyttelse”, men er borgernes beskyttelse mod magthavernes overgreb mod borgerne på grund af borgernes ytrede standpunkter.

Ved religionsfrihed forstår SL åbenbart en ret til at udføre særlige handlinger med henvisning til ens religion. SL afviser det argument, at der er noget særligt ved religion, med at det argument ikke dur i dag. Nej, det dur hverken mere eller mindre i dag end i går. SL’s begrundelse er: ”man kan jo ikke politisk begrunde et krav om beskyttelse med henvisning til, at ens tro er sand”.

Problemet med henvisningen er, at de religiøse ikke kan begrunde udsagnet ”Min religion er sand”, eftersom de ikke engang kan forklare, hvad det er, der skal begrundes. Dette er en anden, men relevant diskussion. Desuden er det et problem, at ordet ”beskyttelse” i SL’s retorik betyder tilladelse af ulovligheder, og en sådan kan selvsagt heller ikke begrundes.

SL hævder så, at religionsfrihed handler om folks ret til at leve, som de vil. Dette er berørt ovenfor og er i og for sig uproblematisk. Denne ret giver som nævnt ikke de religiøse ret til at begå overgreb mod andre.


Integritet.

SL hævder ”Det er et hensyn til personers moralske integritet, der begrunder, at man langt hen ad vejen ikke bør forbyde folk at praktisere deres religion”. Det kommer som nævnt an på, hvad denne praksis omfatter. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at SL ikke berører ofrenes personlige integritet, som er kernepunktet i denne debat. Derimod diskuterer SL, hvorvidt det er krænkende ikke at omskære et barn!

SL hævder således, at et forbud mod omskæring ikke vil krænke barnets integritet, da børn ikke har en religion. Dette kan jeg kun være enig i, men det er dog ikke det, de religiøse argumenterer imod. De hævder, at et forbud mod omskæring vil være en krænkelse af forældrenes religionsfrihed, eller bare ”religionsfriheden”. Dette er imødegået ovenfor.

SL berører ganske vist dette forhold i følgende floromvundne konklusion

”... hvis omskæring faktisk er skadelig for barnet, er det langt fra klart, at vi skal tillægge forældrenes forestillinger om en pligt til at omskære deres børn nogen særlig vægt.”

Men for det første er religiøs omskæring faktisk skadelig for barnet. For det andet findes der ingen gyldige grunde til at begå sådanne overgreb. For det tredje kan det begrundes, at man ikke kan tillægge religiøse forestillinger nogen vægt som præmis for noget som helst.

På trods af, at de gode argumenter for at forbyde ikke-medicinsk begrundet forhudsamputation*) står i kø, formår SL kun at hæve sig op til følgende betingede konklusion:

”... hvis omskæring skal forsvares ud fra hensynet til moralsk integritet, begrunder det kun, at omskæring skal være tilladt for myndige mænd”.

SL’s indfaldsvinkel er, at da vi ikke krænker barnet ved ikke at omskære det, kan omskæring godt forbydes.


Filibuster.

De forfejlede tilgange til debatten, SL præsenterer, har karakter af filibuster. Det er debatten selvsagt ikke tjent med, især ikke i betragtning af de empiriske og logiske konklusioner, der taler imod rituel forhudsamputation.

*) Jeg må her kreditere overlæge Morten Frisch for at bruge udtrykket ”rituel forhudsamputation” frem for ”religiøs omskæring”.



Artiklen refererer til: http://politiken.dk/debat/profiler/filosofferne/ECE1929332/daekker-vores-religionsfrihed-omskaering-af-spaedboern/

Om manglende evne til at følge de lingvistiske samarbejdsprincipper.

Utilsigtede brud på samarbejdsprincippet.

Som nævnt i indlægget Det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip efterlever vi Grices konversationsmaksimer, når vi fremsætter ytringer. Som også nævnt handler det ikke om, at vi blot efterlever en række bud eller påbud. Vi har simpelt hen gode grund til at følge princippet. For hvis vi er interesserede i at fremføre et budskab, er vi eo ipso også interesserede i at blive forstået, og eo ipso interesserede i at ytre os, således at vi bliver forstået. Som det ligeledes er nævnt i det samme indlæg, indebærer dette, vi bestræber os for, at vore udsagn 1) indeholder netop det nødvendige, 2) er velbegrundede, 2) relevante og 4) klare. Thi ellers kunne vi lige så godt fremsætte lyde. Men hvorfor er folk så ikke mere interesserede i det grammatisk leksikalske samarbejde?

Desværre må det konstateres, at folk heller ikke altid evner at følge Grices konversationsmaksimer, dvs. at de bryder dem uden at være klar over det:

Eksempel 1: Man har stået i kø hos bageren i 5-10 minutter, hvorefter ekspedienten spørger ”Hvad kan jeg hjælpe med?” i stedet for ”Hvad skulle der være?”. Det første spørgsmål er for åbent, da grunden til, at man har stået i kø, som regel er, at man vil købe noget, hvilket ikke er at blive hjulpet.

Eksempel 2: Varernes samlede pris er gjort op, hvorefter ekspedienten siger ”117 kroner skal jeg så bede om”. Det må imidlertid være tilstrækkeligt at nævne prisen, for det er en selvfølge, at ekspedienten skal have pengene. Men spørgsmålet præsupponerer, at dette ikke er tilfældet, dvs. en vis vrangvilje hos kunden, og det udtrykker dermed et vist pres fra ekspedientens side.

Lige som nogle således ikke har den fulde forudsætning for at følge Grices semantiske samarbejdsprincip, må det åbenbart konstateres, at nogle heller ikke har de bedste forudsætninger for at leve op til det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.


Myndighedernes lingvistiske fejl.

Når det er myndighederne, der ikke ikke evner at samarbejde om sproget, er det dog særligt uheldigt. Man undres og spilder sin tid og tvivler på lovgivernes evner generelt. Følgende tekst (samt flere lignende versioner, jf. ”Referencer”) kan læses på nettet:

”Lov om indfødsrets meddelelse / VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: / Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: / § 1. Indfødsret meddeles: ...”

Desværre har folketingsmedlemmer, jurister og øvrige ministeriemedarbejdere åbenbart ikke haft den nødvendige basale sproglige indsigt til at forstå, et dette er en underlig tekst. Trykfejl og forglemmelser kan måske undskyldes, men denne lovtekst har vel været gennem mange gennemlæsninger. Hvad ligner det i øvrigt at byde nye statsborgere velkommen med en sådan elendighed?

Af sammenhængen fremgår det ganske vist, at der med ”Lov om indfødsrets meddelelse” formentlig menes ”Lov om meddelelse af indfødsret”. Men der begås mindst to fejl: 1) Der er intet, der hedder ”indfødsrets”. 2) Selv hvis ”indfødsrets” havde været et substantiv eller et adjektiv, kunne det ikke have indgået på denne måde i et substantivsyntagme.

Selv om der faktisk findes et ord, der hedder ”retsmeddelelse”, ville det være misvisende at bruge betegnelsen ”indfødsretsmeddelelse”, da denne konstruktions struktur ikke afspejler den samme betydning som ”meddelelse af indfødsret”. Måske er det forsøg på at undgå dette, der har ført forfatterne på afveje. I stedet for *”indfødsrets meddelelse” kunne der derimod have stået ”indfødsretmeddelelse”.


Mulige motiver.

Hele miseren kunne have været undgået, hvis forfatterne havde valgt udtrykket ”Lov om meddelelse af statsborgerskab” eller eventuelt ”Lov om statsborgerskabsmeddelelse”. Hvorfor mon de har foretrukket at tage udgangspunkt i den obskure betegnelse ”indfødsret” med dens karakter af nationalisme cum mysticisme, frem for det mere enkle ord ”statsborgerskab”, der har klare konnotationer til lovgivning og rettigheder? Hvad er det for en dunkel indflydelse, flertallet har ligget under for her?

Den har åbenbart været så stor, at den har overskygget deres eventuelle interesse i lingvistisk samarbejde og udfordret deres egen sproglige udfordrethed.


Referencer:

H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).

Den fulde tekst / Lov om indfødsrets meddelelse: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=144660.

L 42 Forslag til lov om indfødsrets meddelelse: http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l42/index.htm.

Det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.

Indledning.

Den standende og evindelige diskussionen af sprogændringer handler tilsyneladende om, hvorvidt sproglig korrekthed kun er midlertidig, eller om der findes sprogfejl, der altid vil være sprogfejl. Set i et større perspektiv må spørgsmålet dog være, om der på et eller andet plan findes overordnede sprogregler, der altid vil gælde.

Hidtil har jeg blot set undrende til fra sidelinjen: dels på sprogfolks utilstrækkelige og ulogiske forklaringer, dels på privatpersoners hjemmesider, der søger at højne sproget med forkerte anvisninger. Emnet har imidlertid forekommet mig for småt sammenlignet med den filosofi, som jeg er optaget af. Men for dog at afklare sagen vil jeg i det følgende fokusere på, om der findes nogle generelle principper, som den enkelte sprogbruger forventes at ville overholde.

Jeg har læst en sproginteresseret persons usagn om, at hvis man mener, at der er en fejl i en persons sprogbrug, så har man også forstået den pågældende. Dette forudsætter vel, at man ved, hvad den rigtige sprogbrug skulle have været. Men selv da er sagen ikke så enkel. Thi denne forståelse opstår på baggrund af en eller anden form for granskning/analyse af det sagte. Denne kræver tid og indsats, hvilket naturligvis kan være forstyrrende og distraherende, og kan gå ud over forståelsen af de efterfølgende sætninger. Desuden kan man også spekulere over, om den pågældende formulering mon kunne have et eller andet formål, som man ikke har forstået.

DR og TV2’s tekst-tv indeholder en guldgrube af vidt forskellige, besynderlige sprogfejl og mærkværdigheder på flere planer. Følgende korte eksempel, som er citeret frit efter hukommelsen, indleder en tekst:

”Abel Abelsen er ikke den eneste med det navn og det cpr-nummer.”

Hvilket cpr-nummer? spørger man først sig selv, eftersom det bestemte kendeord ”det” bruges om noget bekendt. Da det citerede er opslagets første sætning, skulle der naturligvis have stået f.eks.:

”Abel Abelsen er ikke ene om at have det navn og det cpr-nummer, han har.” I dette eksempel var analysen ganske vist let, men alligevel distraherende og efterlader en usikkerhed. Så naturligvis er sprogfejl forstyrrende også for dem, der kan korrigere dem.


H.P. Grices Cooperative Principle.

Spørgsmålet var, om der findes overordnede sprogregler. Et svar herpå kan fås ved at se på H.P. Grices Cooperative Principle, som handler om krav til vore udsagns semantiske indhold. Kort fortalt forudsætter vi ifølge dette princip, at vore udsagn 1) indeholder netop det nødvendige, 2) er velbegrundede, 2) relevante og 4) klare.

Dette bunder i, at hvis vi er interesserede i at formidle et budskab, vil vi også være interesserede i at udtrykke os så klart som muligt for ikke at blive misforstået. Vor interesse heri grunder ikke i noget påbud om, at vi skal være interesserede, men i at vi i modsat fald lige så godt blot kan fremsætte semantisk meningsløse tegnfølger. (Dog forsøger trængte politikere at udtrykke sig med den hensigt at fordunkle sagen.) Med andre ord vil vi være interesserede i at samarbejde, hvis vi vil formidle et budskab, og vi har derfor en grund til at forvente, at andre også er interesserede heri. Det overordnede princip er med andre ord, at kommunikation indebærer samarbejde.


Et grammatisk og leksikalsk samarbejdsprincip.

Dette fører til den tanke, at hvis vi er interesserede i at formidle et budskab, vil vi også være interesserede i at udtrykke os så grammatisk og leksikalsk klart som muligt for ikke at blive misforstået. Hermed har vi et grammatisk-leksikalsk samarbejdsprincip, om at man bør tilstræbe at udtrykke sig grammatisk og leksikalsk klart i alle henseender. Dette princip om samarbejde falder ind under samme overordnede princip som Grices princip.

Følgende fire elementer kan foreløbigt inkluderes under princippet:

1) Man bør anvende sprogets udtryksmuligheder i overensstemmelse med deres formål.

2) Man bør ikke anvende et udtryksmiddel ud over dets grænser, dvs. ikke hvor det ikke hører hjemme. (Medmindre man ønsker en speciel effekt.)

3) Man bør anvende sprogets forskellige udtryksmidler og tilstræbe et nuanceret sprog.

4) Man bør kun bruge ord, hvis man forstår dem helt klart. Man bør således ikke gætte sig til ords betydning. I stedet bør man forbeholde sig sit standpunkt.


Eksempler på brud på det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.

ad 1: Princip 1 er brudt i indledningens eksempel med tekst-tv.

Betoning af ord. Desuden brydes det ved misvisende brug af betoning af såvel sprogets enkelte led som dets stavelser. På dansk bruger man trykket til at betone, hvad der er fokus på i sætningen, sammenlignet med hvad der ellers kunne hævdes. Et kendt eksempel herpå er ”Nu går jeg ’hjem” versus ”Nu ’går jeg hjem”, hvor den første sætning er sat i modsætning til et udsagn om at blive, mens den sidste er i modsætning til at tale om at cykle, tage en taxa, osv., især hvis disse muligheder har været nævnt i situationen.

Et andet eksempel på helt uovervejet brug af betoning forekommer i sætningen: ”Statsministeren er lige nu i Portugal. I morgen rejser hun ’til Italien.” Dette behøver ikke at kommenteres.

Endnu et eksempel er radiospeakerens udtalelse ”Nu ’skal vi videre til næste program”, som om situationen havde stået i stampe længe.

Betoning af stavelser. Et meget misvisende brug af tryk på ordenes morfemer repræsenteres af ”’syge’dagpenge”, der antyder, at ”syge” og ”dag” står i en eller anden gensidig relation til hinanden, lige som ”skole” og ”hjem” i ”skole-hjemsamarbejde”. Jeg har længe undret mig over hvad betydningen af dette ord mon kunne være, da jeg troede, at betoningen var et tilsigtet som meningsudtryk.

ad 2: Dette kan f.eks. bestå i at bruge pronominet ”du”, ikke blot i stedet for ”man”, men også i stedte for ”jeg”, ”de” og - ved hjælp af en omskrivning – i stedet for ”der”:

Eksempel 1: En interviewet forsker siger om en nomadestamme: ”Efterhånden drager du så længere og længere vestpå”.

Eksempel 2: ”På månen har du en tyngdekraft på en sjettedel af jordens.”

ad 3: Mangel på brug. Dette princip kan brydes ved slet ikke at bruge pronominet ”man”, som ellers har en nyttig funktion, men at bruge pronominet ”du” i stedet for. Det sidste diskuteres nedenfor.

Unuanceret sprog. Andre former for uvarieret og upræcis sprogbrug kan f.eks. også bestå i brugen af vendingen ”i forhold til” frem for alternativerne ”for”, ”på”, eller hvad man ellers kan sige i sammenhængen. Eksempelvis har jeg hørt en politiker anvende dette udtryk mindst fire gange i løbet af et kort interview på TV. Nogle gange kan udtrykket være helt i orden, andre gange er det blot lidt uvarieret, når nu man kan nøjes med at sige ”på” eller ”for” eller noget andet. Andre gange igen er meningen ret uklar.

ad 4: Princippet om, at man ikke skal bruge ord, man ikke forstår, tager hensyn til nødvendigheden af at forstå andre og selv at blive forstået. Det betyder, at man ikke skal gætte sig til et ords betydning, men slå den op. Gæt er muligvis årsagen til følgende fænomen: I Nudansk ordbog, 10. reviderede udgave, 1981, er der om ordet ”lemfældig” omhyggeligt anført:

”lem'fældig adj. (fællesnord.: svensk dial. lenjällen medførlig, norsk linnferdig; l. led vistnok lind II; 2. led afl. af fælde, jf. affældig) skånsom, mild, forsigtig: få en l. straf; behandle én lemfældigt.”

I Politikens Nudansk Ordbog, 17. udgave, 1. oplag, 1999, er der derimod anført:

”lemfældig [(...)] adj. -t, -e / 1. som ikke er tilstrækkelig omhyggelig = SKØDESLØS ≠ SAMVITTIGHEDSFULD □ omgås lemfældigt med sandheden ◊ lemfældighed / 2. (foræld.) = LEMPELIG • gå lemfældigt frem ● forsøge alle lemfældige midler ● han fik en lemfældig straf ” [Min understregning og mine skråstreger.]

Måske skyldes ”forældelsen”, at ordet ”lemfældig” rimer på ”tilfældig”, jeg ved det ikke...

Gætteri er den fejl, der er begået i første omgang. Derefter må de mere kyndige først finde ud af de uvidendes misforståede ordbrug, nu da de uvidende ikke på tilsvarende måde har kunnet finde ud af de videndes sprogbrug. I en rum tid herefter har de vidende mennesker kun haft valget mellem 1) ydmygende at tale som de uvidende eller 2) at finde andre måder at udtrykke sig på.

ad 1: Men hvad består det ydmygende i? Dels i mangel på selvbestemmelse, dels i selve det at deltage i en ændret sprogbrug, som er ændret af grunde, man ikke kan agte.

ad 2: Dette er naturligvis muligt. Derimod kan eksisterende skrifter naturligvis ikke ændres, men må herefter forsynes med fodnoter i nyudgivelser. Dette gælder ikke kun for de såkaldte ”pendulord”.


Supplerende kommentarer.

Der findes naturligvis acceptable sprogændringer, f.eks. at bruge verbet ”at adressere” i en betydning, som ikke længere kun har noget med brevforsendelse og personlig henvendelse at gøre, og som muligvis er en afsmitning fra engelsk...

Hvad angår misforståelser af ords betydninger kan disse skyldes, at den talende eller skrivende har ladet sig påvirke af et ords hyppigste brug, således at han tror, at et ord kun kan have den betydning, den har i denne brug. Det gælder et ord som ”chance”, der stammer fra fransk, hvor det har neutral betydning; men da ordet hyppigst bliver brugt i positive sammenhænge, er der nogle, der tror, at det kun har en positiv betydning. Herefter kan man ikke længere bruge ordet ”chance” i en negativ betydning uden at risikere at blive misforstået: De dårlige sprogbrugere har trådt vejen.

Jeg har således stødt på et læserbrev, hvis forfatter revser andre for deres ”nye” brug af dette ord, selv om det er ham selv, der har en fejlagtig opfattelse. I samme læserbrev beklager forfatteren endog, at også ordet ”mulighed” nu blev brugt i negative sammenhænge.

Desuden har mange sprogbrugere en ubegrundet, forsimplet sprogopfattelse, idet de f.eks. beklager det sproglige forfald, der efter deres opfattelser finder sted med brugen af akkusativ i dansk. Men sprog er ikke som byggeklodser.

Naturligvis kan der også ske begrundede udtaleændringer. Nye ord kan således indgå i sproget. Låneords udtale kan give anledning til forskydninger i vokalsystemet. Det tilsvarende kan ske i netværket af ordbetydninger, idet nye forskel kan opstå.

Endelig må det bemærkes, at kan man sagtens være kreativ i litterære tekster, hvis man har et budskab dermed. Men det forudsætter korrekthed eller klarhed i den øvrige tekst. Jf. sætningen ”Min tillid til NN kan ligge på et meget lille sted”, som tilsyneladende indeholder en kategorifejl.


Referencer:

H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).

Dagbladet Informations retorik om sprogændringer.

Indledning:

Begrebet sprogændringer diskuteres i artiklen ”Laveste fællesnævner som sprogligt ideal” i dagbladet Information forfattet af samme dagblads kulturskribent Rasmus Bo Sørensen. Artiklens hovedkonklusion er:

”I København har man valgt at indrette flere veje efter trafikanternes adfærd. Samme princip bør gælde reglerne for den sproglige færdsel”.

Denne forenkling er dog ikke det eneste, der er galt med artiklen. Dette vil jeg forsøge at afklare.

Lad det være sagt med det samme: Det er et frit land, vi lever i, så den enkelte privatperson må selv bestemme, hvilke udtryk han vil bruge i sit sprog, og hvordan han vil bruge dem. Det skal desuden bemærkes, at på denne blog er jeg udelukkende interesseret i at granske argumenters konsistens og lødighed. Af disse to grunde mener jeg at være fuldstændig uhildet i dette emne.


RBS’s allegorier.

RBS starter sin artikel med en historie om, hvordan han i årevis dagligt havde cyklet imod ensretningen på en gade på Nørrebro, hvilket han ikke havde været alene om:

”Hver eneste dag kørte flere hundrede cyklister samme ulovlige vej, indtil kommunen tog konsekvensen og anlagde en cykelsti i modgående retning – og pludselig var forseelsen lovlig.”

Der skulle vel stå ”pludselig var den adfærd, der tidligere havde været en forseelse, lovlig”, eller blot ”pludselig var denne adfærd lovlig”. For en forseelse kan per definition ikke være lovlig.

Men selv efter denne tydeliggørelse er ovenstående ikke en dækkende beskrivelse af situationen: Der er ikke tale om lovliggørelse i eksemplet, men om noget så artigt som anlæggelse af en cykelsti! Derimod kunne man tænke sig et eksempel, hvor cyklister ganske enkelt fik lov til at køre i begge retninger i modsætning til bilisterne, således som det faktisk er tilfældet flere steder. Dette kan dog også ske ud fra en vurdering af færdselsreglernes hensigtsmæssighed, uden at cyklisterne først har brudt dem.

Det citerede skal åbenbart på forhånd formilde de stivstikkere, der ikke kan lide sprogændringer: Læserne må herefter formodes at forstå, hvilken frisk, rebelsk person vi har at gøre med. Ham vil vi ikke være imod, for vi har vel selvrespekt. Selv de mest stivsindede må nu være blødgjorte.

Men hvad med bilisternes adfærd? På en ret trafikeret gade i København har jeg observeret først én bilist køre over for rødt, derefter endnu én køre over for rødt, og lidt efter en tredje, på hvilket tidspunkt der så må være gået ret lang tid. Kunne man her tænke sig, at den relevante myndighed ”tog konsekvensen” og tillod bilisterne at køre over for rødt, således at man derefter kunne sige, at ”pludselig var forseelsen lovlig”? Hvad med hastighedsgrænserne? Væk med dem af samme grund! Myndighederne må tage konsekvenserne, således at hastighedsgrænserne en skønne dag pludselig er væk, idet mindste på den strækning.

Kulturskribenten RBS refererer derefter en fortælling om ”en ældre mand”, der

”beslutter sig for at opfinde sit eget sprog. Han kalder sengen for billede, bordet for tæppe, stolen for vækkeur, avisen for seng. Og så videre”; så længe manden var alene om at bruge et ”privat sprog”, ”havde han ingen problemer med at bilde sig selv ind, at forholdet mellem ordene og tingene var vilkårligt”.

Det må dog bemærkes, at sproget faktisk er ”vilkårligt”, eller mere præcist arbitrært, da det dybest set kunne være anderledes. Desuden kunne lingvister i princippet finde ud af den pågældendes sprog, hvis det var nogenlunde konsistent...

RBS slutter referatet:

»Den gamle mand i den grå frakke kunne ikke længere forstå folk, det var ikke så slemt. Det var meget værre, at de ikke længere kunne forstå ham. Og derfor sagde han ingenting mere.«

Åbenbart bærer den ældre mand også en grå frakke. Læserne må nu endelig formodes at forstå, hvilken trist person vi har at gøre med, og derfor at tage afstand, således at de lettere vil følge RBS konklusion:

”at sprog er et fælles projekt. Vi er afhængige af en social konvention, der slår fast, hvad ordene betyder, og hvordan de skal staves.”

Men hvor meget socialt og fælles er der i sproget? Vi bliver ganske vist nødt til at bruge det samme sprog, men det er ikke nødvendigvis de klogeste, der løber forrest.

RBS hævder, at ”Retskrivningsordbogens 4. udgave er et autoritativt øjebliksbillede anno 2012 af den sociale konvention, vi kalder det danske sprog.”


Dansk sprognævn.

Derefter refererer RBS fra en artikel af Mette Olsen i Politiken, hvori sprognævnets direktør, Sabine Kirchmeier-Andersen hævder:

»Det er jo lige godt at skrive akvarie og akvarium; det ene ord følger et dansk princip, det andet et latinsk princip, og begge logikker giver mening. Så det må være udviklingen og flertallet, der bestemmer.« [MO]

Nu skal de efterhånden frisindede og fleksible læsere åbenbart pludselig falde på halen for autoriteter.


Konklusion om sprognævnet og RBS’ artikel.

Hvis folk kan begrunde deres påstande, kan undertegnede naturligvis godt både give dem ret og respektere dem. Men flere af Sprognævnets ræsonnementer har givet undertegnede grunde til ikke at respektere Sprognævnet. (Jf. indlægget ”Flere argumentationsfejl fra Dansk Sprognævn” på denne blog.)

Hvad mon det er for et princip, de to ord følger? Kan det tænkes at være bøjningsmønstrene henholdsvis:

1) akvarie, akvariet, akvarier, akvarierne

2) akvarium, akvariet, akvariet, akvarier, akvarierne.

Der er imidlertid ikke meget ”latinsk princip” i det sidste paradigme: der er blot tale, om at ”akvarium” er hentet fra latin, men bøjet ligesom nogle danske substantiver. Jeg har hørt en sprogforsker sige, at den første bøjning da var meget udmærket, for det var jo en regelmæssig bøjning. Det har han naturligvis lov til at mene. Men argument er blot ikke tvingende, eftersom det ikke er et krav, at ord skal være regelmæssigt bøjede, eller at sproget overhovedet skal være regelmæssigt.

Desuden er det relevant at spørge om, hvad det er for nogle ”logikker” der er tale om. Det er ikke en sprogbrug, jeg har "fælles" med SKA.

Det må konkluderes, at RBS’ artikel er langt fra at give en dybsindig afklaring af begrebet sprogændring.

Referencer:

[RBS]: http://www.information.dk/317078 (15. november 2012).

[MO]: http://politiken.dk/kultur/ECE1704290/dansk-sprognaevn-nu-maa-danskerne-gerne-skrive-akvarie-og-evangelie/ (31. JUL. 2012 KL. 06.53)

To eksempler på kedelig retorik og mangelfuld argumentation.

Jeg har tidligere indledt et indlæg med at fremføre, at ofte er det kritisable ikke kun det, folk mener, men også måden, de mener det på. Der burde være tilføjet: og måden, de udtrykker det på. Det drejer sig om indlægget Kedelig retorik og mangelfuld argumentation, som indeholdt en kritik af Özlem Sara Cekics indlæg Tankløst angreb på omskæring på ozlem.dk.

Det refererede udsagn passer imidlertid også på et indlæg af Martin Krasnik og på et indlæg af Birthe Rønn Hornbæk.


Birthe Rønn Hornbæks indlæg.

På www.kristeligt-dagblad.dk findes en artikel af Birthe Rønn Hornbæk med overskriften ”Omskæringsdebat afspejler religionshad” [BRH]. Overskriften er muligvis Politikens valg, men i det mindste udtrykker BRH senere i artiklen ”at der er en del religionshad og religionsangst i hele denne diskussion”. Artiklen besvarer ikke disse to spørgsmål 1) Hvor ved BRH dette fra? og 2) Hvad er BRH’s dokumentation?

Så meget desto værre er det, at BRH selv stiller spørgsmålet: ”Vi er vidne til en hetz mod jøder, uden nogen form for dokumentation”.

BRH spørger bekymrende om hvorfor ”gamle nyheder igen, igen, igen kan koges op og bringe store dele af en nation på hysteriets rand?” Det er NRH selv der bruger grove udtryk over for de mennesker, der fremfører at omskæring af drenge er krænkende for den personlige integritet. Hvad hysterisk er der i det? BRH bruger derimod selv udtryk som ”religionshad”, ”uden nogen form for dokumentation”, ”hysteriets rand” og ”hetz mod jøder”.

BRH fremfører som eksempel ”Se nu bare til omskæring af jødiske drenge. Og jeg mener jødiske, for jeg kender ikke meget til baggrunden for den muslimske omskæring.”

På baggrund af dette manglende kendskab begrænser BRH diskussionen til kun at omfatte Jøder, hvorved BRH tilfældigvis lettere kan beskylde sin modpart for jødehad.

BRH fremfører, at omskæring har fundet sted i tusinder af år. Men at noget har foregået i tusinder af år er ikke et argument for, at det skal fortsætte. Hvis der er tale om elendighed, er det på tide at den holder op.

Som dokumentation for sin påstand om modpartens manglende dokumentation henviser BRH uden nærmere reference til påstande om ”en forhenværende læge”.

Men omskæring af drenge er først og fremmest forkert, fordi det er et overgreb mod deres personlige integritet. Hvis drengene vælger ikke at blive religiøse, kan overgrebet ikke gøres om. Der er tale om en grov krænkelse. Dette er rigelig dokumentation.

Ifølge BRH deltager en læge i krænkelserne. Men det gør ikke overgrebet mindre, at der er en læge tilstede, hverken før eller efter overgrebet.

BRH klager over manglende dokumentation... Antagelig taler BRH om fysiske skader, men uanset hvor sikkert indgrebet foretages er der tale om en krænkelse af individet ret til et bestemme over sin egen krop.

Derefter fremfører BRH sammenligningen af omskæring med barnedåb. Der er allerede argumenteret tilstrækkeligt for, at denne sammenligning ikke holder... Jf. indlægget Kedelig retorik og mangelfuld argumentation

Ligeledes taler BRH om argumenter for børns selvbestemmelsesret. Dette er en forvanskning af ovenstående argument for hensynet til den personlige integritet.

Der er flere kritiske argumenter at fremføre mod BRH’ indlæg. Men hovedformålet med denne kritik er at påpege nogle af de notorisk dårlige og uetiske argumenter, der findes.

Således er det dybt uetisk af BRH at antyde, at modstanderne af abort er jødehadere. Denne antydning forstærker BRH ved kun at tale om jøders omskæring af deres drenge. Hvor er det heldigt for BRH, at hun er uvidende om den omskæring, der foregår i andre religioner og kulturers omskæring. Herved mener hun at kunne undgå at tage stilling til denne. Men lidt ved hun vel?

Endnu værre er det, at BRH hævder, at hun føler

”... at en beslutning om et forbud nærmest er en beslutning om at opfordre enten til kvaksalveri eller til, at jøderne skal forlade Danmark. Hvis det er det sidste, man ønsker, bør det siges rent ud.”

Men det, der er tilfældet, er simpelthen, at kritikerne ønsker at påpege det forkastelige i at krænke andre mennesker fysisk og psykisk, uanset hvem man er, og hvad motivet er.

Derudover behøver BRH’s forskellige antydninger forhåbentlig ikke yderligere kommentar.


Martin Krasniks indlæg.

Politiken bringer en artikel ”Krasnik: Nu kan det være nok!” [MK], som er forfattet af Martin Krasnik selv. Denne indleder med ordene:

”Morten Frisch får sikkert ikke meget offentlig opmærksomhed i sit job som overlæge på Statens Serum Institut. Men nu har epidemiologien fået sin summer of fame.”

Således starter MK med at nedgøre sin modpart. Resten er kun arrige påstande uden tydelige referencer. Men offentlig personlig opmærksomhed er åbenbart et vigtigt begreb for MK.

Den kritiserede Morten Frisch imødegår selv MK’s kritik i dagbladet Berlingske Tidenden i artiklen ”Professor tager til genmæle i omskæringsdebat” [MF2].

Her skal kun ses på tre punkter:

1) Krasnik hævder ”Da Frisch i Politiken 26.7 endelig blev presset af et indlæg af tre kritiske, danske forskere, forsvarede han sig med, at hans lillebitte gruppe omskårne drengebørn viser samme tendens som resten af de adspurgte, og at hans undersøgelse derfor er god nok.”

Krasnik konkluderer:

”Det burde være nok med to timers statistik i gymnasiet for at vide, at det er for tåbeligt.”

Dette er ikke korrekt, da et lille antal tal godt kan give signifikante resultater, hvilket Morten Frisch da også anfører. (Jf. [MF1])

2) MK antyder ufint, at MF ikke vil svare, men finder på noget andet:

”Nu siger han så, at det slet ikke handler om »operationsrisiko eller seksuelle konsekvenser af omskæring, men om drenges helt basale ret til en intakt krop «.”

Der er imidlertid ikke nogen modstrid her. således som MK antyder, da der er tale om to uafhængige emner, hvorfor begge MF’s udsagn naturligvis kan være rigtige, og også er det.

3) Krasnik fortsætter.

”Sjovt nok bedyrede han præcis det modsatte i det britiske tidsskrift, hvor han skrev, at han »aldrig har udtrykt nogen modstand, etisk, medicinsk eller på andre måder, mod mandlig omskæring som sådan«.

Der er heller ikke nogen modstrid her, da der er forskel på bevidst krænkelse og medicinsk nødvendighed.

To positive ting er der dog at sige. Det ene er, at jeg ganske vist ofte er stødt på frygtelig elendige internetkommentarer, men heldigvis har der til såvel BRH’s og til MK’s artikler været fremført flere klare og velargumenterede modargumenter. Det andet er, at det forhåbentligt er lærerigt for MK et opleve at det er muligt at fremføre klare og besindige gensvar på selv de groveste beskyldninger.

I denne forbindelse må det bemærkes, at de dårligst udformede argumenter er de vanskeligste at kommentere. Dette gælder, hvad enten de er korrekte eller fejlagtige. Men desværre er de sidstnævnte ofte blandt de dårligst formulerede.


Referencer:

[BRH]: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/471775:Debat--Birthe-Roenn--Omskaeringsdebat-afspejler-religionshad (27. juli 2012).

[MK]: http://politiken.dk/debat/ECE1700293/krasnik-nu-kan-det-vaere-nok/ (27. JUL. 2012 KL. 11.29).

[MF1]: http://politiken.dk/debat/ECE1705203/frisch-hvad-viser-omskaeringsundersoegelsen-egentlig/ (1. aug. 2012 kl. 09.13.)

[MF2]: http://m.b.dk/touch/article.pml;jsessionid=A15920445DA99777E6C0E31B6E55F777.uw-portal4?guid=21769485 (14. aug. 2012).

[JS]: http://c15179012.r12.cf2.rackcdn.com/politiken-POLPNDAB260712L10A006.pdf (POLITIKEN Torsdag 26. juli 2012)