Ph.d. Sune Lægaards artikel i Politiken.dk 24/03/13 ”Dækker vores religionsfrihed omskæring af spædbørn?” er omstændelig, men bidrager ikke med noget væsentligt udover at kaste tågeslør over spørgsmålet. Hvorfor ikke gå direkte til sagen selv?
Artiklen indleder med en reference til overlæge Morten Frisch’ opgørelse af de helbredsmæssige uheldige følger af omskæring, som med SL’s ord ”havde regnet følgerne for den voksne mands seksualitet med”.
Digressioner versus sagen selv.
LS kalder disse opgørelse for nye. Men vi kan selv tænke os til, at såkaldt omskæring er en psykisk krænkende mærkning, ikke mindst når barnet bliver voksent. Dertil kommer de fysiske elendigheder, som forværrer denne krænkelse.
”Men den debat om omskæring, undersøgelsen rejser, er gammel”, fremfører SL. Konjunktionen ”men” er adversativ, men hvad er det, der modsættes? At tallene er nye, men at debatten er gammel? Hvad skal vi med alle disse ord, når sagen er så enkel: Selv den mindste mærkning på et barns maveskind eller øreflip er 1) en krænkelse af barnets personlige integritet? Desuden er det såvel 2) et fysisk og 3) et psykisk overgreb. Alene punkt 1 er dog en tilstrækkelig grund til at forbyde indgrebet.
Der hævdes for og imod, oplyser SL og hævder, at uenighederne handler om følgerne af omskæring. Men for dem, der vil se sandheden i øjnene, er der ikke så meget at være uenige om: De psykiske følger giver sig selv, og de legemlige konsekvenser er medicinsk underbyggede.
”Sådan har vi altid gjort.”
SL diskuterer argumentet ”Sådan har vi altid gjort”, men præsenterer ikke nogen konklusion. Igen kan vi gå til direkte til sagen: Argumenter af formen ”Handlingen H er foregået i mange år. Derfor er H i orden” er simpelthen ikke gyldige. SL fremfører endog selv et modeksempel, hvilket er tilstrækkeligt som modbevis, men lader alligevel spørgsmålet stå åbent, idet han nøjes med at konkludere ”Så der kan godt være et problem” og spørger om, hvad vi skal gøre, ”hvis der faktisk er et problem”!
Omgåelse af forbud.
SL problematiserer, hvorvidt et forbud vil blive brudt ”under dårlige forhold” - som om der var tale om en ellers acceptabel operation, hvilket ikke er tilfældet: Der er under alle omstændigheder tale om en legemlig beskadigelse, således som lægerne har dokumenteret. Desuden er vi vant til at sende signaler om samfundets holdning til umoralske gerninger, f.eks. ved at forbyde, at forældre slår deres børn.
”Pointen med rettigheder”.
SL hævder, at ”pointen med rettigheder er at beskytte bestemte handlinger mod indgreb, selv hvis der ikke er en god begrundelse for handlingerne”. Der kan fås mening ud af denne kringlede formulering og dens positive termer, hvis vendingen ”at beskytte bestemte handlinger mod indgreb” betyder ”at tillade bestemte handlinger”. Desuden hjælper det for forståelsen at være lidt mere konkret og eksemplificere således: ”pointen med rettigheder er at tillade f.eks. forældres vold mod børn, selv hvis der ikke er en god begrundelse for handlingerne”. Det er ikke den slags, der ligger i begrebet rettigheder.
Hvad religionsfrihed ikke er.
I stil med det netop citerede hævder SL ”Der ville ikke være tale om en ret til religionsfrihed, hvis den kun beskyttede handlinger, som der alligevel ikke var nogen grund til at forbyde”. Men det må så betyde, at der er ”ret til religionsfrihed”, hvis denne indebærer tilladelse til flere handlinger end dem, der er ikke grund til at forbyde. Dvs. hvis den også indebærer tilladelse til nogle af de handlinger, der er grund til at forbyde.
Denne absurde tankegang kan egentlig godt ligge bag den måde, den såkaldte omskæringsdebat praktiseres på af de religiøse. Men dette forhold er der ingen grund til at tage for gode varer, således som SL åbenbart gør. Religionsfrihed bør naturligvis ikke veje tungere end den øvrige lovgivning, som om religion er noget særligt, der skal respekteres uden videre - i modsætning til f.eks. de gode argumenter. Vi bliver nødt til at hæve os op over de vante forestillinger: Religionsfrihed kan højst være tilladelse til at have de forestillinger, man vil, og at lege de julelege, man vil, så længe de ikke er krænkende.
Ifølge SL forholder det sig på samme måde med ytringsfrihed: ”Der er kun tale om ytringsfrihed, hvis ytringer nyder en særlig beskyttelse, så der skal noget særligt til for at begrænse ytringer”. Ytringsfrihed er imidlertid ikke ”en særlig beskyttelse”, men er borgernes beskyttelse mod magthavernes overgreb mod borgerne på grund af borgernes ytrede standpunkter.
Ved religionsfrihed forstår SL åbenbart en ret til at udføre særlige handlinger med henvisning til ens religion. SL afviser det argument, at der er noget særligt ved religion, med at det argument ikke dur i dag. Nej, det dur hverken mere eller mindre i dag end i går. SL’s begrundelse er: ”man kan jo ikke politisk begrunde et krav om beskyttelse med henvisning til, at ens tro er sand”.
Problemet med henvisningen er, at de religiøse ikke kan begrunde udsagnet ”Min religion er sand”, eftersom de ikke engang kan forklare, hvad det er, der skal begrundes. Dette er en anden, men relevant diskussion. Desuden er det et problem, at ordet ”beskyttelse” i SL’s retorik betyder tilladelse af ulovligheder, og en sådan kan selvsagt heller ikke begrundes.
SL hævder så, at religionsfrihed handler om folks ret til at leve, som de vil. Dette er berørt ovenfor og er i og for sig uproblematisk. Denne ret giver som nævnt ikke de religiøse ret til at begå overgreb mod andre.
Integritet.
SL hævder ”Det er et hensyn til personers moralske integritet, der begrunder, at man langt hen ad vejen ikke bør forbyde folk at praktisere deres religion”. Det kommer som nævnt an på, hvad denne praksis omfatter. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at SL ikke berører ofrenes personlige integritet, som er kernepunktet i denne debat. Derimod diskuterer SL, hvorvidt det er krænkende ikke at omskære et barn!
SL hævder således, at et forbud mod omskæring ikke vil krænke barnets integritet, da børn ikke har en religion. Dette kan jeg kun være enig i, men det er dog ikke det, de religiøse argumenterer imod. De hævder, at et forbud mod omskæring vil være en krænkelse af forældrenes religionsfrihed, eller bare ”religionsfriheden”. Dette er imødegået ovenfor.
SL berører ganske vist dette forhold i følgende floromvundne konklusion
”... hvis omskæring faktisk er skadelig for barnet, er det langt fra klart, at vi skal tillægge forældrenes forestillinger om en pligt til at omskære deres børn nogen særlig vægt.”
Men for det første er religiøs omskæring faktisk skadelig for barnet. For det andet findes der ingen gyldige grunde til at begå sådanne overgreb. For det tredje kan det begrundes, at man ikke kan tillægge religiøse forestillinger nogen vægt som præmis for noget som helst.
På trods af, at de gode argumenter for at forbyde ikke-medicinsk begrundet forhudsamputation*) står i kø, formår SL kun at hæve sig op til følgende betingede konklusion:
”... hvis omskæring skal forsvares ud fra hensynet til moralsk integritet, begrunder det kun, at omskæring skal være tilladt for myndige mænd”.
SL’s indfaldsvinkel er, at da vi ikke krænker barnet ved ikke at omskære det, kan omskæring godt forbydes.
Filibuster.
De forfejlede tilgange til debatten, SL præsenterer, har karakter af filibuster. Det er debatten selvsagt ikke tjent med, især ikke i betragtning af de empiriske og logiske konklusioner, der taler imod rituel forhudsamputation.
*) Jeg må her kreditere overlæge Morten Frisch for at bruge udtrykket ”rituel forhudsamputation” frem for ”religiøs omskæring”.
Artiklen refererer til:
http://politiken.dk/debat/profiler/filosofferne/ECE1929332/daekker-vores-religionsfrihed-omskaering-af-spaedboern/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar