Platon præsenterer i Staten (493a-c) en allegori, ”Dyrebilledet”, der handler om manglende videnskabelig granskning og kritik. Et resumé kan lyde således:
Når sofisterne underviser, fortæller
de blot, hvad den brede masse allerede mener. Denne oplæring kalder de
kyndighed. Det er ligesom, når en person skal opføde et stort og stærkt vilddyr:
”han ville snart kende dets luner og lyster, forstå ... hvornår det var bidsk,
og hvornår det var omgængeligt, tillige med årsagerne dertil;”
Men hvilke af dyrets luner, der var
gode eller dårlige, ville han ikke vide, han ville udelukkende indrette sig
efter ”vilddyrets luner, og kalde alt hvad der faldt i dets smag for godt, alt
hvad der mishagede det for slet, og noget andet rationelt grundlag ville han
ikke have.”
Sokrates sammenligner dette med en
person, der gør sig vis, men blot ligge under for den almindelige mening, og stiller
spørgsmålet: Findes der ”en begrundelse der kan tages alvorligt, for at »det
populære« er det i sandhed gode og smukke?”
- -
Ifølge min, muligvis frie,
fortolkning vil denne person altså ikke interessere sig for sagens kerne, som
er tingenes rette og dybere sammenhæng, men kun for hvordan tingene
tilfældigvis er, dvs. for det, som folk taler om og forudsætter.
Jeg savner nogle praktiske eksempler i
Sokrates’ kritik, så som at buret er for lille, eller at dyret slet ikke skulle
være i fangenskab...
På denne blog er der dog refereret og
kritiseret to eksempler på forhold, som analogien passer på:
Eksempel 1: Religionsfrihed og rituel forhudsamputation.
I sin artikel i Politiken.dk 24/03/13
”Dækker vores religionsfrihed omskæring af spædbørn?” når Ph.d. Sune Lægaard ad
omstændelige omveje frem til følgende konklusion:
”... hvis omskæring skal forsvares ud
fra hensynet til moralsk integritet, begrunder det kun, at omskæring skal være
tilladt for myndige mænd”. *)
Det er imidlertid at kaste tågeslør
over sagen ikke at præsentere den i al sin enkelhed. I stedet for at forholde
sig til sagens kerne tager Lægaard udgangspunkt i to almindelige antagelser:
1) Religion er noget særligt, der kræver
agtelse eller respekt i modsætning til
de gode argumenter.
2) Såkaldt omskæring er en relativ naturlig
handling. Det nævnes ganske vist, at der er fremført kritik mod den, men uden
at dennes substans fremlægges.
Disse antagelser svarer til dyrets adfærd i Platons dyrebillede, og
lektoren forholder sig til dem som dyrepasseren
forholder sig til dyrets adfærd.
Sagens kerne er derimod, at religiøse sætninger er semantisk meningsløse
sætninger, fordi de indeholder udtryk uden indhold. Derfor kvalificerer de sig
ikke til at blive empirisk eller logisk debatteret, og derfor kan de ikke
anvendes som en præmis i nogen som helst debat eller i en begrundelse af noget
som helst, f.eks. den påstand, at det er i orden at lemlæste børn og påføre dem
krænkende mærkninger.
ad 1: Hvorfor dette er antaget også uden for de religiøses kreds,
er en gåde. Således hævdes det ofte, at ”man skal respektere andre religioner”
- trods manglende grunde dertil. Findes der i overhovedet nogen begrundelse af
udsagnet ”Religion kræver en særlig respekt”? Næppe. Religionens tomhed er tværtimod
dokumenteret på forskellig vis, både i denne blog og i afhandlinger under
overskriften anti-introductionism.
De, der kalder sig ateister og
agnosticister, taler lige som de religiøse, som om religiøse udtryk har
ordmening, hvilket ikke er tilfældet. De har derfor ikke forstået de religiøses
fejltagelse, men cementerer den. Andre har tilsyneladende undgået denne fejl,
idet de fremfører, at de vil forbeholde sig deres standpunkt indtil de får denne
ordmening oplyst. Men desværre kalder de sig ”ignostikere”. Hvorfor denne
underdanighed, når det nu er de religiøse, der ikke kan forklare, hvad de selv
siger?
ad 2: Betegnelsen ”omskæring” for amputering af forhud accepteres
uden kritik i artiklen, men set på afstand minder dette ritual om absurd teater
- bortset fra handlingens alvor. Denne træder frem ved den rette beskrivelse
eller simpelt hen ved en mere dækkende betegnelse.
Eksempel 2: Såkaldt fritstilling af folketingsmedlemmer.
I artiklen ”Filosof: Politikere bør
ikke fritstilles i etiske spørgsmål” i Kristelig Dagblad ved Kim Schou
fremfører filosof Thomas Søbirk Petersen, lektor i praktisk filosofi ved
Roskilde Universitet, ”tre argumenter imod politikeres mulighed for at stemme
efter egen etisk overbevisning”. **)
Her omtales begrebet fritstilling, som om det er et helt
uproblematisk begreb. Det nævnes i artiklen, at nogle partier fritstiller deres medlemmer i en række
etiske sager, dvs. medlemmerne får lov til at stemme, som de vil! Umiddelbart
skulle man tro, at det var under de sidstnævnte vilkår, medlemmerne altid
stemte. Men sådan er det ikke; der foretages åbenbart en bemærkelsesværdig
undtagelse i disse tilfælde. Normalt bliver man enige i partiet og stemmer derefter
ens. Dvs. det er partiet, der stemmer og opnår en forholdsmæssig stemme i
folketinget. Dette minder om stemmereglerne for det amerikanske præsidentvalg,
tilfældige og ikke umiddelbart demokratiske. Dette forhold problematiseres
overhovedet ikke i artiklen, men forudsættes helt uproblematisk.
Artiklens tale om fritstilling
foregår på en baggrund af en antagelse om, at det er et grundprincip i
demokratiet, at folketingsmedlemmer stemmer som partiets flertal.
Denne antagelse svarer til dyrets adfærd i Platons dyrebillede, og
lektoren forholder sig til den på samme måde som dyrepasseren forholder sig til dyrets adfærd.
Sagens kerne er derimod,
at i et demokrati stemmer alle de stemmeberettigede personligt og individuelt
efter egen overbevisning. Det er også en del af demokratiet, at der foregår en fri
og åben debat og argumentation, og at debatten foregår på et oplyst grundlag.
Desuden er det ikke demokratisk, hvis
folk, der evner at argumentere klart og substantielt, skal afgive samme stemme som
folk, der ikke kan tænke klart, men er stemt ind i folketinget af folk, der
tænker lige så uklart og overfladisk som dem selv. Dette fremmer ikke debatten
og de gode løsninger.
Endelig er det naturligvis dybt
krænkende for de pågældende dybsindige og lødige debattører, at de skal
undertvinges af den nævnte slags mennesker, der måske endog argumenterer ufint uden
at ville høre på andre. Der eksisterer derfor ikke nogen nødvendighed, der
tvinger de sidstnævnte, underlødige debattører til at overbevise deres
kritikere. På denne måde tvinges de ikke til at tænke og argumentere, men kan
fortsætte deres stil.
Den analyse, dyrepasseren kunne
anvende, anvender han på det, der blot foreligger, som han principielt
accepterer. Hvad der dybest set gør sig gældende, overvejer han ikke.
Således handler filosofi om ikke at
blive stående ved skinnet, men at nå frem til sagen selv. Vi må spørge om, hvad
det egentlig er, vi har med at gøre – når vi tænker os lidt om i alle mulige
sammenhænge.
Referencer:
*) En akavet tilgang til debatten om religiøs omskæring.
**)
Demokrati er
vanskeligt. Lad os få mere af det!
[Platon
90]: Platon:
Staten, Museum Tusculanums Forlag,
Københavns Univesitet 1990.
Politikens artikel:
Kristelig dagblads artikel: http://www.etik.dk/artikel/431676:Politik-og-moral--Filosof--Politikere-boer-ikke-fritstilles-i-etiske-spoergsmaal
Afhandling Nr. 5, ”Semantisk kritik af
religiøse tegnfølger”:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar