Demokrati er vanskeligt. Lad os få mere af det!

I en artikel i Kristelig Dagblad ved Kim Schou den september 2011 præsenteres følgende emne

”Når politikere kan stemme efter egen overbevisning i stedet for partipolitisk i etiske spørgsmål, ved vælgerne ikke, hvad de vælger.”

Ifølge artiklen fremfører filosof Thomas Søbirk Petersen, lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet, ”tre argumenter imod politikeres mulighed for at stemme efter egen etisk overbevisning”. Disse argumenter er prægede af følgende grundtanke: Demokrati er vanskeligt, så lad os få mindre af det!

Thomas Søbirks Petersens første argument.

”1) Fritstilling kan give signalforvirring for vælgerne. Hvis du som vælger er meget optaget af etiske spørgsmål, ved du ikke, hvad du får, hvis du stemmer på et parti, der fritstiller sine medlemmer i visse sager.”

Her anvender Søbirk uden videre verbet ”at fritstille”, som om det betegner et indlysende begreb, der omfatter til noget acceptabelt. Det betegner imidlertid det problematiske forhold, at et parti mod sædvane undlader at begrænse et folketingsmedlems frihed til at stemme som det vil. Dette problem kan vi vende tilbage til.

I øvrigt er det kun, hvis man stemmer på et meget topstyret, udemokratiske parti, at man ved ”hvad man får”. I de øvrige tilfælde ved man ikke, hvem der bliver valgt ind i partiet og bestemmer dets linje i detaljer.

Dette problem eksistere imidlertid ikke, hvis man kun kan stemme på enkeltpersoner, og disse har fremlagt deres velovervejede, overordnede standpunkter vedrørende vigtige politiske emner, og ikke mindst deres argumenter derfor.

Søbirks andet argument.

”2) Fritstilling kan gøre det uoverskueligt at forhandle mellem partierne, fordi man ikke kan være sikker på, hvad medlemmer vil stemme.”

Dette problem forsvinder, hvis det første problem er løst på den foreslåede måde, dvs. hvis medlemmerne er valgt individuelt, og de har fremlagt deres valgprogram.

Søbirks tredje argument.

’3) Svar på etiske spørgsmål har en tendens til ikke at blive underbygget med argumenter, da holdningen bag fritstilling netop ofte er, at etik er "en personlig sag", og at etik blot handler om at ventilere personlige synspunkter. Denne tendens er farlig, da et folketingsmedlem således ikke behøver at argumentere for sin holdning.’

Her sammenkæder filosoffen Søbirk ”svar på etiske spørgsmål” med ”holdningen bag fritstilling”. Det er vanskeligt at se nogen sammenhæng mellem de to, så det er ærgerligt, at den ikke udredes. Mener Søbirk måske ’Svar på etiske spørgsmål har en tendens til ikke at blive underbyggede med argumenter, da holdningen til etik netop ofte er, at etik er "en personlig sag"’?

Naturligvis er det uheldigt eller ”farligt”, hvis man ikke behøver at argumenter for sin overbevisning. Men det, Søbirk hævder, er, at ideen om, at ’etik er "en personlig sag"’, og at ”etik blot handler om at ventilere personlige synspunkter”, betyder, at ”et folketingsmedlem ... ikke behøver at argumentere for sin holdning.’ Ifølge Søbirk har det åbenbart mening at tale om, at ’etik er "en personlig sag"’.

Men hvad betyder mon udsagnet ”etik er en personlig sag”? Betyder det, at etiske afgørelser blot er noget, man vælger? Betyder det, at hver person kan have sin sande opfattelse af, hvorvidt korporlig afstraffelse skal forbydes?

Ingen af delene er tilfældet, da etiske udsagn kan begrundes, og da de angår sagen selv, og dermed skal afgøres ud fra den. Nogle filosoffer benægter paradoksalt nok uden videre, at det er muligt at begrunde etiske udsagn. Men der kan faktisk fremføres en begrundelse for et etisk grundlag. [1]

Talen om ”at ventilere personlige synspunkter” er derimod helt uforståelig. Betyder udtrykket mon at give udtryk for ”personlige synspunkter”, hvad det end er. Kan man have ikke-personlige synspunkter?

I det hele taget har Søbirk af en eller anden grund valgt at anvende en meget uafklaret sprogbrug. Derfor kræver disse få linjer en del tydninger og gæt.

Etiske og politiske spørgsmål.

Søbirk har dog en pointe, idet han ”vil gøre opmærksom på, at distinktionen mellem såkaldte etiske og politiske spørgsmål er vilkårlig”.

Antagelig refererer Søbirk til den skelnen mellem etiske og politiske spørgsmål, der i dagligdagen foretages af politikere og andre. Denne skelen er dog blot et empirisk, sociologisk faktum. Noget helt andet er spørgsmålet om de politiske og etiske spørgsmåls rent faktiske begrebsomfang. Der kan drages følgende konklusion: Alle politiske spørgsmål er etiske. Dette følger af ovennævnte begrundelse. ¹

Hertil kan indvendes, at vi i så fald mangler at afklare, hvilke spørgsmål der er etiske uden at være politiske. Et foreløbigt svar kan være, at mens politiske spørgsmål er spørgsmål, der angår, eller kan komme til at angå, alle borgerne som borgere i et samfund, så angår etiske, upolitiske spørgsmål valget mellem moralsk acceptable handlinger.

Søbirk anfører som eksempler beslutninger om 1) ”regulering af f.eks. kunstig befrugtning”, og 2) ”hvorvidt vi bør (eller burde) gå i krig i Irak”. Det følger af ovennævnt konklusion, at de naturligvis er både etiske og politiske.

Det følgende udsagn må så forstås som en supplerende begrundelse for, at den foretagne brug af prædikaterne etisk og politisk er ”vilkårlig”:

"Både etiske og såkaldte politiske spørgsmål (som for eksempel traditionel fordelingspolitik og herunder skattepolitik) handler jo om, hvordan man mener, at verden bør være indrettet.”

Hvorfor Søbirk anvender udtrykket ”såkaldte politiske spørgsmål” må forblive i det dunkle. Bortset herfra er det sandt nok, at politiske spørgsmål handler om, hvordan man mener, at verden bør være indrettet. Derimod handler de øvrige etiske spørgsmål som nævnt ikke derom.

Endelig må der ligge en ufortalt sammenhæng i Søbirks fortsættelse: ”Hertil kan man sige, at det er praktisk umuligt, at alle partimedlemmer bliver enige om alle etiske og politiske spørgsmål.” For hvis man kommenterer et udsagn, må det fremførte naturligvis angå udsagnet og dets sandhedsværdi, men det er ikke umiddelbart tilfældet her.

Det er ganske vist helt rigtigt, at alle et partis medlemmer ikke kan blive enige om alle etiske og politiske spørgsmål. Men hvilken relevans det har i argumentationen, er ikke indlysende.

Søbirks udemokratiske forslag.

Måske skal det lige citerede forstås som en indvending, for Søbirk fremfører modsættende følgende konklusion:

”Det er nok sandt – men pengene vil være givet godt ud, hvis man prøver at skabe en partidisciplin på områder, der optager mange menneskers liv.”

Søbirks anvendelse af udtrykket ”områder, der optager mange menneskers liv” antyder en skelnen mellem særlige politiske områder og andre, men disse særlige områder specificeres ikke i teksten. Hvorfor disse områder skal være specielt præget af ”partidisciplin” (sic) ifølge Søbirk fremgår ikke.

Om tekstens uklarhed udelukkende skyldes Thomas Søbirk Petersen eller også Kim Schou redigering, er det svært at gætte. Desværre er det ofte først, når man har gransket en tekst, at man indser, hvor usammenhængende og lidt gennemtænkt den er. En ting er dog klart: Selv om demokratiets vilkår er ringe nok nu, taler Søbirk for en forværring af tingenes tilstand.

Det må pointeres, at folk, der kan tænke selvstændigt og argumentere for deres standpunkter, næppe vil ikke stille op til folketinget under de krav om lydighed, som Søbirk anbefaler at de underkaster sig. For de vil naturligvis ikke bringe sig selv i den situation, at de skal underkaste sig irrationelle mennesker, der er i deres følelsers vold og ikke kan argumentere. Jf. de eksempler herpå, som er fremlagt i indlægget ”Demokratiets pris”.

Den demokratiske løsning.

Der står allerede følgende i grundlovens § 56: ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.”

Dette kan forbedres således: Folketingsmedlemmerne bør ikke ved nogen som helst afstemning kunne tvinges til at stemme, således som et parti og dets flertal mener. Partierne bør ikke have ret til at stille krav om, hvad de enkelte medlemmer stemmer. Partierne kan derfor højst være praktiske samarbejdsorganisationer. De enkelte medlemmer bør vælges individuelt. Så ved vælgerne, hvad de får.

Hvis kandidaterne ikke kan vælges ved at vælgerne stemmer på et parti, bliver de nødt til at afklare og fremlægge deres standpunkter på alle politiske områder. Så fordunkles det ikke, hvad det er for en person, vælgerne stemmer på, dvs. hvad vedkommende står for. Dette formindsker også demokratiets pris.

Hvordan disse beslutningsprocedurer skal foregå og understøttes, er et praktisk spørgsmål, som ikke angår disse principielle overvejelser. Dette kan dog ikke hindre os i at hævde: Demokrati er vanskeligt. Lad os få mere af det!

- - -

Referencer:

Kristelig dagblads artikel: http://www.etik.dk/artikel/431676:Politik-og-moral--Filosof--Politikere-boer-ikke-fritstilles-i-etiske-spoergsmaal

Grundloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=45902.

Afhandling Nr. 6, ”Politik og etik”: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume_5.html

Afhandling Nr. 7, ”Et etisk grundlag”: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/afhandling-nr-7.html

---

[1] Udledningen af et grundlag for etik er fremlagt i Afhandling Nr. 6, underafsnittet ”Politik og etik”, der suppleres i Afhandling Nr. 7, underafsnittet ”Et etisk grundlag”, der er en nyere version af et indlæg af samme navn i denne blog.