Demokratiets pris.

Et hvilket som helst arbejde kræver uddannelse og færdigheder. Dette gælder for rengøring på hospitaler, på skoler og hos private. Det gælder for hospitalspersonale og det gælder for oversættere...

Medlemmer af en lovgivende forsamling kan ganske vist også have gode uddannelser og færdigheder Men det må bemærkes, at det i princippet ingen kvalifikationer kræves for at blive valgt til en lovgivende forsamling, udover en eller anden form for almindelig skolegang, således at medlemmet kan finde rundt i forsamlingens procedurer.

Det at blive valgt ind i en lovgivende forsamling kræver således principielt hverken uddannelse, evner eller erfaring inden for noget felt. Hvis blot der er nok, der mener, at verden skal styres med astrologi, kan en eller flere astrologitilhængere blive valgt. Hvis man er kendt af eller anden ligegyldig grund, kan man blot hæfte sig på et skrantende parti og derved blive medlem af en lovgivende forsamling.

Nogle vil måske indvende, at det i praksis er anderledes, og fremføre, at medlemmet lærer ”håndværket” efterhånden, at medlemmet ikke vil blive genvalgt, hvis han/hun ikke kan begå sig, etc. De vil således stille det principielle over for det praktiske. De vil måske hævde, at den her anførte kritik er baseret på en teoretisk indstilling, der ikke angår handlingens mænd og kvinder. Med en sådan holdning stiller de sig tilfredse med en tilfældig samfundsudvikling.

Imidlertid er det at hævde, at det påpegede forhold er principielt, faktisk at sige noget væsentligt. Thi det betyder, at det angår grundlaget for demokratiet. Det betyder, at vi for tiden ikke anser demokratiet og den politiske debat for mere værd, end at disse godt må være underlagt de blotte meninger og den manglende eller overfladiske refleksion. Højere anser vi ikke demokratiet og den samfundsmæssige debat.


Hvad er så løsningen? Skal man bestå en eksamen for at kunne afgive sin stemme? Og i bekræftende fald, i hvilke fag eller emner? Heldigvis kan denne mulighed let afvises. Thi nutidens tilfældige forhold, som netop er kritiseret, kan selvsagt ikke udgøre et acceptabelt grundlag for at afgøre dette. Sagt med andre ord, folk, der ikke kan argumentere lødigt, kan naturligvis ikke løse dette problem.

Inden vi søger at finde en løsning, må vi først se på nogle af de problemer, der faktisk findes:


Problemer, der må løses.

Her følger nogle eksempler på den dårlige argumentation, som specielt nogle af den lovgivende forsamlings medlemmer kan præstere. Disse refererede efter hukommelsen.

Det, at man blot synes, at et udsagn er rigtigt, er ikke et argument for, at det er rigtigt. Det, at men synes om noget, er heller ikke et argument for, at det er rigtigt. Ikke desto mindre er det eneste argument, nogle har for deres standpunkt, at de er godt tilfredse med standpunktet – hvilket de i øvrigt også er godt tilfredse med! Dette gælder f.eks. spørgsmålet om, hvorfor der skal missioneres i DR ved at transmittere såkaldte gudstjenester.

Det at man kender til et par ensartede eksempler på noget, er ikke et grundlag for at generalisere om det. Nogle af dem, der gør dette, udtrykker endog foragt for videnskab og statistik. Men de anvender selv en statistik, der blot er dårlig.

Således vil nogle af den lovgivende forsamlings medlemmer hævde, at der er mange fisk i havet, fordi fiskerne fanger mange fisk. Men det gør fiskerne, fordi de fisker der, hvor fiskene er. Herved opnås selvsagt ikke nogen viden om bestandens udbredelse; om bestanden er for opadgående eller for nedadgående, ved de således ikke. Hvilke vilkår, den er underlagt, ved de heller ikke blot af den grund. Det kræver et forskningsbaseret grundlag at opnå et kendskab til hertil.

Nogle politikere hævder endog, at specialister er et onde. Disse politikere ved ikke, hvad de selv siger. Vil de måske opereres af en kvaksalver, vil de flyve med et passagerfly, der ikke er bygget af specialister? Det er da også kun, når fagfolkene siger dem imod, at de ikke synes om deres argumenter. Så vejer deres egne tilfældigt valgte holdninger tungere end videnskabelige begrundelser på det pågældende område.

Det må kunne forventes af den lovgivende forsamlings medlemmer, at de ved og har erfaret, at verden kan være anderledes indrettet, end man umiddelbart tror den er.

De må forstå, at standpunkter ikke blot er udsagn, man vælger, man udsagn, man skal kunne argumentere for - vel at mærke ud fra fundamentale præmisser.

Nogle nægter at begrunde deres standpunkter. De hævder blot "Her skilles vore veje". En sådan indstilling er ikke social. Hegel skildrer og kritisere denne holdning i Åndens Fænomenologi:

"Når en person henviser til følelsen, sit indre orakel, er han færdig med at debattere med det menneske, der ikke er enig med ham, og han kan kun erklære, at han ikke har yderligere at meddele det menneske, der ikke finder og føler det samme. Med andre ord: han træder roden til det menneskelige under fode. Thi det menneskelige indebærer det at forsøge at blive enig med andre... Det anti-humanistiske, det dyriske, består i at blive stående ved følelsen og ikke at kunne udtrykke andet." [Let omskrevet referat fra Fortale til Åndens Fænomenologi, fjerdesidste afsnit, min oversættelse.]

Nogle politikere taler om visse fremmede sprog, som om disse sprog blot er en uvane, der skal aflæres. De pågældende kan kun udtrykke forargelse over for det, at forældre ikke selv skal betale for deres børns modersmålsundervisning. For det første er det videnskabeligt bevist – og egentligt let forståeligt – at børn bedst lærer et fremmed sprog, hvis de først har lært det sprog bedre, som de allerede har kender lidt til som deres første sprog. De pågældende politikeres udtrykker ellers et krav om, at indvandrere skal tale det lokale sprog perfekt... For det andet er deres modersmål lige så vigtig for dem selv og for samfundet som andre fremmedsprog.

Nogle danske politikere mener, at den danske nation er hævet over alt. Hvad mon de ville mene, hvis de var svenskere eller tyskere?

Nogle mener, at hvis noget har forekommet i hundrede år, er det godt, f.eks. folkekirken...

Der kan nævnes flere eksempler, men dette må være rigeligt her.


Etisk forsvarlig debat består bl.a. i ikke at pakke alle sine bemærkninger ind i nedgørende udtalelser.

Det består også i ikke at ignorere et modargument, men enten 1) at argumentere fuldgyldigt imod det, 2) at give modparten ret eller i det mindste 3) at ytre tvivl om ens eget standpunkt.


Løsningen.

Det vil under alle omstændigheder være cirkulært at hævde, at vi er en situation, hvor vi kan stille bestemte krav til medlemmerne af den lovgivende forsamling, for at de kan blive medlemmer. Desuden kan nogle mennesker være dårlige til at gå til eksamen uden at være dårlige til faget.

Vi kan altså ikke undgå ovenstående situation. Men heldigvis kan vi formindske demokratiets pris. For vi kan stille forventninger til alle samfundsborgere om, at de skal kunne argumentere logisk og etisk og sørge for at have afklarede præmisser, sådan at de ikke begår nogle af de eksemplificerede fejl.

Løsningen kan derfor bestå i at udvikle en undervisning for skoleelever og studerende, der blandet andet omfatter ovenstående betragtninger og krav. Således kan de blive for kloge til at begå de eksemplificerede argumentationsfejl. Der er intet forgjort heri, da undervisningen altid kan forbedres.

Primært skal skoleelever og studerende undervises for livet og ikke blot for erhvervslivet. De skal lære at forholde sig til spørgsmålene om, 1) hvad der er det gode liv, og 2) hvad der er det gode samfund.

Herved vil også parlamentarikerne blive mere oplyste, lige som synet på deres adfærd vil blive mere kritisk på en velfunderet måde.


Monarkier.

Som det fremgår, er nogle af eksemplerne inspireret af danske politikere og debattører. Det må da også bemærkes, at ovenstående kritik og forslag ikke kun gælder for de rene demokratier, men også for det Folketing, der indgår i det danske monarki.


Litteratur:

[Hegel 88] G.W.F. Hegel: Phänomenologie des Geistes Felix Meiner Verlag GmbH (Hamburg 1988).