Det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.

Indledning.

Den standende og evindelige diskussionen af sprogændringer handler tilsyneladende om, hvorvidt sproglig korrekthed kun er midlertidig, eller om der findes sprogfejl, der altid vil være sprogfejl. Set i et større perspektiv må spørgsmålet dog være, om der på et eller andet plan findes overordnede sprogregler, der altid vil gælde.

Hidtil har jeg blot set undrende til fra sidelinjen: dels på sprogfolks utilstrækkelige og ulogiske forklaringer, dels på privatpersoners hjemmesider, der søger at højne sproget med forkerte anvisninger. Emnet har imidlertid forekommet mig for småt sammenlignet med den filosofi, som jeg er optaget af. Men for dog at afklare sagen vil jeg i det følgende fokusere på, om der findes nogle generelle principper, som den enkelte sprogbruger forventes at ville overholde.

Jeg har læst en sproginteresseret persons usagn om, at hvis man mener, at der er en fejl i en persons sprogbrug, så har man også forstået den pågældende. Dette forudsætter vel, at man ved, hvad den rigtige sprogbrug skulle have været. Men selv da er sagen ikke så enkel. Thi denne forståelse opstår på baggrund af en eller anden form for granskning/analyse af det sagte. Denne kræver tid og indsats, hvilket naturligvis kan være forstyrrende og distraherende, og kan gå ud over forståelsen af de efterfølgende sætninger. Desuden kan man også spekulere over, om den pågældende formulering mon kunne have et eller andet formål, som man ikke har forstået.

DR og TV2’s tekst-tv indeholder en guldgrube af vidt forskellige, besynderlige sprogfejl og mærkværdigheder på flere planer. Følgende korte eksempel, som er citeret frit efter hukommelsen, indleder en tekst:

”Abel Abelsen er ikke den eneste med det navn og det cpr-nummer.”

Hvilket cpr-nummer? spørger man først sig selv, eftersom det bestemte kendeord ”det” bruges om noget bekendt. Da det citerede er opslagets første sætning, skulle der naturligvis have stået f.eks.:

”Abel Abelsen er ikke ene om at have det navn og det cpr-nummer, han har.” I dette eksempel var analysen ganske vist let, men alligevel distraherende og efterlader en usikkerhed. Så naturligvis er sprogfejl forstyrrende også for dem, der kan korrigere dem.


H.P. Grices Cooperative Principle.

Spørgsmålet var, om der findes overordnede sprogregler. Et svar herpå kan fås ved at se på H.P. Grices Cooperative Principle, som handler om krav til vore udsagns semantiske indhold. Kort fortalt forudsætter vi ifølge dette princip, at vore udsagn 1) indeholder netop det nødvendige, 2) er velbegrundede, 2) relevante og 4) klare.

Dette bunder i, at hvis vi er interesserede i at formidle et budskab, vil vi også være interesserede i at udtrykke os så klart som muligt for ikke at blive misforstået. Vor interesse heri grunder ikke i noget påbud om, at vi skal være interesserede, men i at vi i modsat fald lige så godt blot kan fremsætte semantisk meningsløse tegnfølger. (Dog forsøger trængte politikere at udtrykke sig med den hensigt at fordunkle sagen.) Med andre ord vil vi være interesserede i at samarbejde, hvis vi vil formidle et budskab, og vi har derfor en grund til at forvente, at andre også er interesserede heri. Det overordnede princip er med andre ord, at kommunikation indebærer samarbejde.


Et grammatisk og leksikalsk samarbejdsprincip.

Dette fører til den tanke, at hvis vi er interesserede i at formidle et budskab, vil vi også være interesserede i at udtrykke os så grammatisk og leksikalsk klart som muligt for ikke at blive misforstået. Hermed har vi et grammatisk-leksikalsk samarbejdsprincip, om at man bør tilstræbe at udtrykke sig grammatisk og leksikalsk klart i alle henseender. Dette princip om samarbejde falder ind under samme overordnede princip som Grices princip.

Følgende fire elementer kan foreløbigt inkluderes under princippet:

1) Man bør anvende sprogets udtryksmuligheder i overensstemmelse med deres formål.

2) Man bør ikke anvende et udtryksmiddel ud over dets grænser, dvs. ikke hvor det ikke hører hjemme. (Medmindre man ønsker en speciel effekt.)

3) Man bør anvende sprogets forskellige udtryksmidler og tilstræbe et nuanceret sprog.

4) Man bør kun bruge ord, hvis man forstår dem helt klart. Man bør således ikke gætte sig til ords betydning. I stedet bør man forbeholde sig sit standpunkt.


Eksempler på brud på det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.

ad 1: Princip 1 er brudt i indledningens eksempel med tekst-tv.

Betoning af ord. Desuden brydes det ved misvisende brug af betoning af såvel sprogets enkelte led som dets stavelser. På dansk bruger man trykket til at betone, hvad der er fokus på i sætningen, sammenlignet med hvad der ellers kunne hævdes. Et kendt eksempel herpå er ”Nu går jeg ’hjem” versus ”Nu ’går jeg hjem”, hvor den første sætning er sat i modsætning til et udsagn om at blive, mens den sidste er i modsætning til at tale om at cykle, tage en taxa, osv., især hvis disse muligheder har været nævnt i situationen.

Et andet eksempel på helt uovervejet brug af betoning forekommer i sætningen: ”Statsministeren er lige nu i Portugal. I morgen rejser hun ’til Italien.” Dette behøver ikke at kommenteres.

Endnu et eksempel er radiospeakerens udtalelse ”Nu ’skal vi videre til næste program”, som om situationen havde stået i stampe længe.

Betoning af stavelser. Et meget misvisende brug af tryk på ordenes morfemer repræsenteres af ”’syge’dagpenge”, der antyder, at ”syge” og ”dag” står i en eller anden gensidig relation til hinanden, lige som ”skole” og ”hjem” i ”skole-hjemsamarbejde”. Jeg har længe undret mig over hvad betydningen af dette ord mon kunne være, da jeg troede, at betoningen var et tilsigtet som meningsudtryk.

ad 2: Dette kan f.eks. bestå i at bruge pronominet ”du”, ikke blot i stedet for ”man”, men også i stedte for ”jeg”, ”de” og - ved hjælp af en omskrivning – i stedet for ”der”:

Eksempel 1: En interviewet forsker siger om en nomadestamme: ”Efterhånden drager du så længere og længere vestpå”.

Eksempel 2: ”På månen har du en tyngdekraft på en sjettedel af jordens.”

ad 3: Mangel på brug. Dette princip kan brydes ved slet ikke at bruge pronominet ”man”, som ellers har en nyttig funktion, men at bruge pronominet ”du” i stedet for. Det sidste diskuteres nedenfor.

Unuanceret sprog. Andre former for uvarieret og upræcis sprogbrug kan f.eks. også bestå i brugen af vendingen ”i forhold til” frem for alternativerne ”for”, ”på”, eller hvad man ellers kan sige i sammenhængen. Eksempelvis har jeg hørt en politiker anvende dette udtryk mindst fire gange i løbet af et kort interview på TV. Nogle gange kan udtrykket være helt i orden, andre gange er det blot lidt uvarieret, når nu man kan nøjes med at sige ”på” eller ”for” eller noget andet. Andre gange igen er meningen ret uklar.

ad 4: Princippet om, at man ikke skal bruge ord, man ikke forstår, tager hensyn til nødvendigheden af at forstå andre og selv at blive forstået. Det betyder, at man ikke skal gætte sig til et ords betydning, men slå den op. Gæt er muligvis årsagen til følgende fænomen: I Nudansk ordbog, 10. reviderede udgave, 1981, er der om ordet ”lemfældig” omhyggeligt anført:

”lem'fældig adj. (fællesnord.: svensk dial. lenjällen medførlig, norsk linnferdig; l. led vistnok lind II; 2. led afl. af fælde, jf. affældig) skånsom, mild, forsigtig: få en l. straf; behandle én lemfældigt.”

I Politikens Nudansk Ordbog, 17. udgave, 1. oplag, 1999, er der derimod anført:

”lemfældig [(...)] adj. -t, -e / 1. som ikke er tilstrækkelig omhyggelig = SKØDESLØS ≠ SAMVITTIGHEDSFULD □ omgås lemfældigt med sandheden ◊ lemfældighed / 2. (foræld.) = LEMPELIG • gå lemfældigt frem ● forsøge alle lemfældige midler ● han fik en lemfældig straf ” [Min understregning og mine skråstreger.]

Måske skyldes ”forældelsen”, at ordet ”lemfældig” rimer på ”tilfældig”, jeg ved det ikke...

Gætteri er den fejl, der er begået i første omgang. Derefter må de mere kyndige først finde ud af de uvidendes misforståede ordbrug, nu da de uvidende ikke på tilsvarende måde har kunnet finde ud af de videndes sprogbrug. I en rum tid herefter har de vidende mennesker kun haft valget mellem 1) ydmygende at tale som de uvidende eller 2) at finde andre måder at udtrykke sig på.

ad 1: Men hvad består det ydmygende i? Dels i mangel på selvbestemmelse, dels i selve det at deltage i en ændret sprogbrug, som er ændret af grunde, man ikke kan agte.

ad 2: Dette er naturligvis muligt. Derimod kan eksisterende skrifter naturligvis ikke ændres, men må herefter forsynes med fodnoter i nyudgivelser. Dette gælder ikke kun for de såkaldte ”pendulord”.


Supplerende kommentarer.

Der findes naturligvis acceptable sprogændringer, f.eks. at bruge verbet ”at adressere” i en betydning, som ikke længere kun har noget med brevforsendelse og personlig henvendelse at gøre, og som muligvis er en afsmitning fra engelsk...

Hvad angår misforståelser af ords betydninger kan disse skyldes, at den talende eller skrivende har ladet sig påvirke af et ords hyppigste brug, således at han tror, at et ord kun kan have den betydning, den har i denne brug. Det gælder et ord som ”chance”, der stammer fra fransk, hvor det har neutral betydning; men da ordet hyppigst bliver brugt i positive sammenhænge, er der nogle, der tror, at det kun har en positiv betydning. Herefter kan man ikke længere bruge ordet ”chance” i en negativ betydning uden at risikere at blive misforstået: De dårlige sprogbrugere har trådt vejen.

Jeg har således stødt på et læserbrev, hvis forfatter revser andre for deres ”nye” brug af dette ord, selv om det er ham selv, der har en fejlagtig opfattelse. I samme læserbrev beklager forfatteren endog, at også ordet ”mulighed” nu blev brugt i negative sammenhænge.

Desuden har mange sprogbrugere en ubegrundet, forsimplet sprogopfattelse, idet de f.eks. beklager det sproglige forfald, der efter deres opfattelser finder sted med brugen af akkusativ i dansk. Men sprog er ikke som byggeklodser.

Naturligvis kan der også ske begrundede udtaleændringer. Nye ord kan således indgå i sproget. Låneords udtale kan give anledning til forskydninger i vokalsystemet. Det tilsvarende kan ske i netværket af ordbetydninger, idet nye forskel kan opstå.

Endelig må det bemærkes, at kan man sagtens være kreativ i litterære tekster, hvis man har et budskab dermed. Men det forudsætter korrekthed eller klarhed i den øvrige tekst. Jf. sætningen ”Min tillid til NN kan ligge på et meget lille sted”, som tilsyneladende indeholder en kategorifejl.


Referencer:

H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).