En vurdering af et argument imod abort og et for abort

The Pre-persons.

I Philip K. Dicks novelle The Pre-persons løber nogle legende drenge skrækslagne bort, da de hører en vogn komme forbi med en ringende klokke. Det er abortvognen. I denne fiktion er abortgrænsen sat op til 12 år.

Det kan ganske vist fortolkes på den måde, at hvis abortgrænsen kan forøges, kan vi risikere, at den engang bliver sat til 12 år. Men der kan også fremføres, at novellen ikke handler om, ”hvad der kan ske”, men illustrerer, hvordan det fører til en logisk absurditet overhovedet at sætte en abortgrænse. Der kan nemlig foretages en reductio ad absurdum ved hjælp af sorites-paradokset:

”Sorites” er oldgræsk (σωρείτης) og betyder bunke, og paradokset går ud på, at hvis man har en bunke sand og successivt fjerner et sandskorn ad gangen, kan man ikke udpege noget tidspunkt, hvor man ikke længere har en bunke. Grænseproblemet opstår også, hvis man starter med ét sandskorn og successivt tilføjer et sandskorn. Man kan da ikke udpege noget tidspunkt, hvor man pludselig har en bunke.

Hvis fosteret f.eks. ikke er et menneske efter 80 dage, er det heller ikke et menneske efter 81 dage, etc. Derfor bliver vi nødt til at antage, at der ikke er noget tidspunkt, hvor det bliver til et menneske. Det modsatte gælder også. Dette er dog heller ikke til fordel for aborttilhængerne: Hvis fosteret er et menneske efter 90 dage, så er det også et menneske efter 89 dage, osv. Derfor bliver vi nødt til at antage, at det er et menneske efter 0 dage.


Aborttilhængerne styrker modstandernes kerneargument.

Anna von Sperling berører blandt andet dette problem i sin artikel Aborttilhængerne styrker modstandernes kerneargument i dagbladet Information den 3. oktober 2013, hvori hun hævder: Fosteret er ”ikke væsensforskelligt i uge 12 eller uge otte”.

Sperling hævder imidlertid også, 1) at et foster er et menneske straks ved undfangelsen, men 2) at hun ikke desto mindre selv har ret til at dræbe sit eventuelle foster, hvis det står i vejen for hendes livsførelse.

Ad hominen argumenter er to forskellige ting. Kort sagt findes der både underlødige og pæne af slagsen. Her følger et af de helt pæne. Disse tager udgangspunkt i et fremført standpunkt og når frem til en konklusion, som indehaveren bliver nødt til at godtage.

Det må her bemærkes, at relationen ”ligestillet” er reciprok. Hvis A er ligestillet med B, er B ligestillet med A.

Hvis et foster er et menneske, er disse to er ligestillede. Det betyder, at det, man må gøre ved et foster, må man også gøre ved et født menneske, og at det, man ikke må gøre ved et foster, må man heller ikke gøre ved et født menneske. Det betyder naturligvis også, at det, man må gøre ved et født menneske, må man også gøre ved et foster, og at det, man ikke må gøre ved et født menneske, må man heller ikke gøre ved et foster.

Hvis det således kan forsvares at dræbe et foster, der kan være besværligt for moderens livsudfoldelse, så må det på samme måde kunne forsvares, at dræbe et toårigt barn, hvis det er i vejen for moderens livsudfoldelse.

Og det vil Sperling næppe hverken gøre eller mene. Ergo må hun – i så fald - mene, at der alligevel er forskel på aborter og fødte børn. Er der noget galt her?

Hvis ikke, har vi her den samme situation, som når abortvognen kommer i Dicks novelle, som indeholdt et argument mod abort.

Referencer:

Aborttilhængerne styrker modstandernes kerneargument: http://www.information.dk/474213.