Er der nogen grund til at respektere religion? Del 1.

Det må være et psykologisk spørgsmål, hvorfor folk hævder, at religion skal respekteres, selv om de pågældende ikke kan angive klare grunde dertil. Ofte hævdes det ”Ja, jeg er ikke religiøs, men jeg respekterer de religiøse”.*) Her må der være underforstået ”... for deres religion” eller noget lignende, hvis udsagnet overhovedet skal være interessant.

Det er særegent for denne problematik, at blot det at spørge om en begrundelse for at respektere religion let kan føre til beskyldninger om at være ”intolerant og fordomsfuld”. Men der er netop kun tale om et spørgsmål, som alle inklusive de forargede er særdeles velkomne til at give et begrundet svar på. De religiøse kan selvfølgelig have alle de forestillinger, de vil, ligesom alle andre mennesker; det er ikke det, sagen handler om.

Det er utroligt, at det overhovedet er nødvendigt at fremføre disse præciseringer eller forbehold for at undgå forargede reaktioner på grund af et i sig selv neutralt spørgsmål.

Hvis man derimod stiller spørgsmålet ”Er der nogen grund til at respektere socialismen?”, ville man højst blive mødt med modspørgsmål, men hverken med forargelse eller fordømmelse.

Hvorfor er der denne forskel?

Spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk er nogen grund til at respektere religionen, er derimod ikke af psykologisk art, men rationel og logisk. Det begrundede svar herpå viser, at ovennævnte beskyttende indstilling til kritik af religion er dårligt motiveret.

Religiøse sætningers semantiske kvalitet.

De religiøse taler, som om de refererer til realiteter, dvs. som om deres semantisk meningsløse udtryk som f.eks. ”gud” og ”frelse” har reference, lige som når vi bruger ord som ”stol”, ”temperatur”, ”ubehag” og ”bisætning”. På denne måde kan en religiøs person finde på først at bruge udtrykket ”tro” i betydningen formodning, og derefter at bruge udtrykket i en religiøs sætning, hvori det ikke har nogen sproglig betydning, der kan udredes – som om disse anvendelser var fuldstændig ligestillede. Den sidste anvendelse gør imidlertid hele sætningen til en semantisk betydningsløs tegnfølge.

Således kan religiøse i deres indlæg i dagblade finde på at bruge udtrykket ”gud”, tilsyneladende med sammen selvfølgelighed som arkitekter bruger ordet ”stol”, som vi alle kan forklare, hvad er, hvorimod de religiøse ikke kan redegøre for, hvilken mening udtrykket ”gud” skulle have. Forskellen på tegnfølgen ”stol” og ”gud” er, at førstnævnte kan forklares ved at angive et overbegreb og nærmere specifikationer således: ”En stol er et møbel til at sidde på”, men det kan sidstnævnte ikke. De religiøse vil måske sige ”Gud er noget, der er større end dig”, men ”noget” er ikke et overbegreb; eller de vil sige ”Gud er et almægtigt væsen”, men ”væsen” betegner enten 1) noget værende, og det at forklare om noget, at det er, er ikke oplysende, eller 2) en organisme, men da organismer er en del af den skabte verden, er dette cirkulært. Derfor er udsagnet ”Gud er en organisme, der er almægtig” også intetsigende.

Det, der foregår i de religiøses skrift og tale, er at de bruger udtrykssiden (f.eks. skrifttegn og lyde) af disse oprindelige ord, ”gud”, ”tro”, osv., men ikke deres indholdsside (det tilhørende semantiske indhold). Tilbage er der for hvert af ordene ikke et egentligt ord, men kun en række skrifttegn eller lyde uden sproglig mening. Eftersom denne tegnfølge er i brug i forvejen, bevarer den et skin af semantisk mening. Herved sker der et betydningsskift, ikke fra en betydning til en anden betydning, men fra betydning til fravær af betydning, måske bortset fra nogle diffuse forestillinger.

De religiøse ville have været mere oprigtige, hvis de havde anvendt en ny tegnfølge til formålet, således at deres sprogbrug ikke længere ville have et skin af semantisk mening. Så ville det havde været helt klart, at så længe denne ikke er tildelt en afklaret semantisk mening, har selvsagt slet ingen anvendelse.

Eksempel: En præsteprædiken.

De religiøse sætningers manglende semantiske kvalitet kan illustreres med et uddrag af sognepræst og debattør Henrik Bang-Møllers prædiken til dagbladet Informations læsere i indlægget ”Kristendom står ikke i modsætning til fornuften”, 7/4 2007:

”Da Gud skabte verden brugte han sin fornuft og gav dermed noget af sig selv. Gud gik ikke op i verden, da han skabte den, han udtømte ikke sit væsen og sin fylde i den skabte verden, ...” ([Bang-Møller], mine understregninger.)

Det må her bemærkes, at denne dunkle tekst er vendt og drejet og fyldt med flere dunkle udtryk, således at de religiøses teodicéproblem ikke bliver påtrængende. Dette er ingen kunst, eftersom religiøse sætninger er semantisk menigsløse, hvorfor de altid på deres egne putative præmisser kan vendes og drejes, således at problemer afværges.

Først og fremmest er det symptomatisk for det citerede, at forfatteren uden videre anvender udtrykket ”gud” over for læsere, der ikke alle er religiøse. Men religiøse sætninger kan højest være en bestanddel af en form for leg eller et spil, f.eks. rollespil, der spilles ude i skoven af en lukket kreds af mennesker. De kan ikke i sig selv danne grundlag for beslutninger ude i selve samfundet.

Kritik af de religiøses semantisk meningsløse sætninger.

For at imødekomme en ventelig indvending - efter ovenstående omtale af teodicéproblemet og dens brug af udtrykket ”gud” - må det bemærkes, at semantisk meningsløse sætninger kan kritiseres uden at præsupponere, at de har et indhold. Dette kan gøres ved at referere til de forestillinger, der har forledt brugerne til overhovedet at finde på dem. Herved erstattes de semantisk meningsløse udtryk med ord. Thi udsagn om disse forestillinger har semantisk mening.

Således kan egentlige religiøse sætninger med en vis velvilje kritiseres på deres egne dunkle præmisser. (Jf. afsnittet ”Hvordan semantisk meningsløse sætninger kan kritiseres” i Afhandling nr. 6.)

Det må bemærkes, at de religiøses etik blot er lånte fjer. For denne etik kan ikke være impliceret af semantisk meningsløse tegnfølger, da de blotte tegnfølger ikke kan implicere noget som helst udsagn. Den består da også kun af postulerede påbud. Disse kan i princippet have et hvilket som helst tvivlsomt indhold!

De religiøses konklusioner om, hvad der er godt og ondt må derfor kritiseres ud fra sagen selv, lige som alle andre udsagn.

Konsekvenser af den semantiske kritik.

Hvis de religiøse virkeligt, ved anvendelse af allerede kendte begreber, kunne godtgøre, at deres udtryk havde semantisk mening, så ville det at tale om dem være det samme som at tale om de naturlige, dagligdags begreber, hvorved de er definerede. Alternativ kunne det være det samme som at tale om teoretiske entiteter i en eller anden nyttig model, der kunne bruges til forudsigelse af fænomenerne. Dette ville de religiøse dog næppe være tilfredse med.

Til trods herfor udveksler religiøse mennesker indbyrdes sætninger, hvori de nævnte udtryk indgår. Men de kan ikke tydeliggøre udtrykkene over for udenforstående. Thi dette skal som skitseret ske på en ikke-cirkulær måde ud fra allerede kendte begreber, dvs. ikke ved anvendelse af andre religiøse udtryk. De kan heller ikke engang begrunde, at der kan forekomme en nytte eller virkning, som hidrører fra selve dette X. Således forholder det sig ikke på noget som helst fagligt område: Inden for et hvilket som helst fagområde kan fagfolkene forklare sig i eller anden grad over for udenforstående.

Af disse grunde kan religion som sådan ikke være et fag, men kun et objekt for videnskaberne, f.eks. sociologien. Af de samme grunde kan religion som sådan, dvs. religiøse sætninger, ikke indgå som et argument for noget som helst, hverken for en lov eller for en handling.

Referencer:

[Bang-Møller]: http://www.information.dk/138529

[respekt]: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=respekt

[Thranholm]: http://www.information.dk/488920

Noter.

*) Ordbogsforklaringer af ordet respekt”.

Her må det være på sin plads at undersøge, hvad et par ordbøger egentligt siger om betydning af ordet ”respekt”.

Politikens Nudansk ORDBOG 17. udgave anfører:

”respekt [...] subst. –en

1. det [1] at man vurderer nogen højt og ikke [2] gør noget der skader dem el. [1] bringer én på kant med dem” (Mine understregninger.)

Ifølge denne forklaring er ordet som helhed ubrugeligt.

ad 1: Det at vurdere nogen højt er et ret bredt begreb. Der kan vel oftere være tale om at man agter nogens indstilling til nogen højt.
ad 2: At man ikke skader nogen er en selvfølge. Så dette er et mindre interessant aspekt.
ad 3: At have den holdning til en person, at man ikke vil vær på kant med dem, er ikke særligt positivt. Man må kunne fremføre de gode argumenter, man vil, hvis man gør det uden at være fornærmelig.

Den danske ordbog anfører omtrent det samme:

”anerkendelse af nogens eller nogets værdi, status, vigtighed, berettigelse el.lign.” [respekt]