Er der nogen grund til at respektere religion? Del 2.

De religiøses såkaldte åndelighed.

De religiøse opfatter ofte sig selv åndelige og søgende. Når f.eks. journalist Iben Thranholm taler om ”ateistisk humanisme kontra åndelig fornyelse”, antyder hun, at denne fornyelse i åndelig retning er en forbedring. (Jf. [Thranholm])

Men særligt grundige kan de religiøse ikke være i deres søgning, eftersom de ikke gransker særligt dybt, hvad de selv siger. En sådan granskning ville være en del af den sande åndelighed, hvis dette udtryk skal have nogen betydning.

Tværtimod stopper de religiøse med deres søgning, allerede før de er begyndt, nemlig ved at nøjes med fremsætte uklare sætninger og dunkle antydninger af ovennævnte slags, dvs. fremsætte dem uden at kunne afklare dem over for andre. Dette ophør skyldes de religiøses religiøsitet. Derfor er der slet ingen grunde til at respektere den slags diffuse indstillinger. Agtelse må man gøre sig fortjent til.

Eftersom de religiøse, til trods for deres manglende evne til at forklare deres udtryk over for udenforstående, og for så vidt hinanden, drager konklusioner deraf, må de mene, at de selv er i besiddelse af en indsigt, som ikke-religiøse mennesker, f.eks. undertegnede, ikke har. Men hvad denne indsigt består i, formår de ikke at forklare. Hvordan de er nået frem til en indsigt af dette åbenbart ubeskrivelige X, kan de heller ikke tydeliggøre. De kan ikke engang forklare den sproglige betydning af nogle af deres hyppigt brugte udtryk, så som ”gud” og ”tro”.

Den deraf følgende mangel på selvkritik kan forklare de mange uhyrligheder, som religiøse fremkommer med i artikler og dagblade.

Religion versus begrundet livsfilosofi.

Hvis vi sammenholder 1) de religiøses semantisk meningsløse tegnfølger med 2) et sæt velbegrundede standpunkter om, hvad der er det gode samfund og det gode liv, bliver det endnu mere evident, at de førstnævnte intet er værd, ja værre end intet.

Thi det semantisk meningsløse og det velbegrundede står i skærende kontrast til hinanden.

De religiøses bidrag til samfundet.

Udsagn om, at de religiøse bidrager positivt til samfundet har ikke ubetinget empirien på sin side:

De, der stiller sig tilfreds med at fremføre semantisk meningsløse sætninger, blot fordi de selv knytter nogle diffuse forestillinger, som de ikke evner at redegøre for, til nogle af de udtryk, der indgår deri, har bestemt ikke gjort sig tilstrækkelig umage med at tænke sig om. De har derfor en mangelfuld erfaring deri og en manglende forståelse af, hvad afklarende tænkning overhovedet består i. Så meget desto mindre fatter de, hvad det vil sige at forklare noget over for andre i det hele taget.

Helt i overensstemmelse med deres manglende selvkritik tror de, at de blot kan hævde hvad som helst, som de mener at have støtte for i deres religion. De har derfor ingen forståelse af, hvad det vil sige at deltage i den gennemtænkte debat, som et demokratisk samfund kræver. På trods af dette mener de sig berettigede til at fremføre deres diffuse sætninger, og, værst af alt, at drage konsekvenser deraf overfor deres omverden.

Derfor er det kun overfladisk set positivt, at påbud om ikke at slå ihjel får de religiøse til at undlade at gøre det. For det ville være bedre og mere langtidsholdbart, hvis de handlede ud fra en forståelse af, hvad en sådan handling består i – ikke mindst på grund af disse buds tilfældighed.

Eksempel: Et uheldigt religiøst bidrag til samfundet.

Journalist Iben Thranholms accept af forbud mod såkaldt ”homoseksuel propaganda” udgør et uheldigt religiøst bidrag til samfundsudviklingen.

Ifølge Iben Thranholm er det forståeligt, at Rusland vil bremse værdier, som strider imod den kristne moral og opfattelse af ægteskabet og derfor forbyde såkaldt ”homoseksuel propaganda”. Dette udtryk er Putins betegnelse for det at tale positivt om homoseksualitet. At forbuddet indebærer øget vold mod homoseksuelle betyder åbenbart intet for denne religiøse journalist. Thranholms kristne moral skal blot accepteres uden videre.

Iben Thranholm accepterer uden videre Putins retoriske kneb at kalde positiv tale om homoseksuel aktivitet ”homoseksuel propaganda”.

1) Ifølge Thranholm er det udtryk for mobning og hetz at kritisere Putins forbud mod sådanne ytringer; for Putin går blot ”en anden vej værdimæssigt end vesten”, som det udtrykkes med Thranholms understatement. Vi skal i stedet undersøge hvorfor, da det er langt mere interessant ifølge Thranholm.

2) Thranholm supplerer med en slags begrundelse: ’De vestlige landes frihed normaliserer det abnorme. Her er der ingen højere moral, der forpligter. Dette kan måske føre til ”et samfunds- og værdikollaps lig det, som østblokken oplevede.”’

3) Thranholm konkluderer, at det derfor er forståeligt, at Rusland ikke vil fremme værdier, som går imod den kristne moral og den kristne opfattelse af ægteskabet. For Rusland vil ikke gentage sin fejltagelse.

ad 1: Hermed vender IT op og ned på sagen: det er de homoseksuelle der bliver groft chikanerede. At tale om, at en stakkels despot bliver mobbet er grotesk. Der er tale om, at mennesker bliver lokket, overfaldet og ydmyget på grund af irrationel modvilje med homoseksuelle, støttet af Putins lovgivning. Men det er ifølge IT ikke så interessant som hendes religiøse ”undersøgelser”.

ad 2: Thranholms afsluttende kommentarer er fuldstændig argumentationsløse. Deres perfiditet består i, at de ikke direkte kædes sammen med til homoseksualitet. Men det må være denne, hun kalder ”abnorm”. Det har hun åbenbart ikke behov for at begrunde over for sine læsere.

ad 3: Værdier skal begrundes. Love skal begrundes. Hvis de skal begrundes ud fra nogle bestemte værdier, skal disse værdier først begrundes.

Hvorfor mener folk, at religion skal respekteres?

Når der ikke kan gives rationelle argumenter for at respektere religion, hvad skyldes det så, at mange mennesker, endog ikke-religiøse, synes, at vi skal respektere de religiøse for deres religiøsitet? Da dette spørgsmål er af psykologisk art eller sociologisk art, kan jeg kun fremlægge et par forslag.

Måske har de pågældende ikke foretaget ovennævnte sammenligning af religion med et velbegrundet sæt af livsanskuelser.

De pågældende mennesker tror måske, at de religiøse gør et oprigtigt forsøg på at opnå en forståelse af verden og vores tilværelse i denne. De anser dem for at være seriøse og søgende, måske fordi de religiøse ofte kalder sig selv åndelige og søgende.

Muligvis har de pågældende, måske ellers fornuftige, mennesker på samme måde som de religiøse ladet sig forlede af de religiøse udtryks lånte skin af semantisk mening.

Det er således ikke nogen forklaring på dette problem blot at fremføre, at disse personers forestillingsverden er spaltet i 1) en verden fyldt med diffuse forestillinger knyttet til disse udtryk, forestillinger, som de blot kan udveksle deres semantisk meningsløse sætninger med andre religiøse om, og 2) en rationel verden, som de pågældende kan tale med ikke-religiøse om. Dette ville blot være en problembeskrivelse, og ikke en løsning.

Referencer:

[Bang-Møller]: http://www.information.dk/138529

[respekt]: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=respekt

[Thranholm]: http://www.information.dk/488920