Et etisk grundlag.

Findes der et grundlag for en etik og politik, dvs. et eller flere objektivt begrundede udsagn om, hvordan det er rigtigst at handle?

Spørgsmålet er tidligere belyst i Afhandling Nr. 6, hvor der også er fremført nogle eksempler på konsekvenser for en politik.

Behandlingen tog udgangspunkt i det standpunkt, som Alfred Jules Ayer fremfører i Language, Truth and Logic ([Ayer 74], pp. 136-150), at det eneste, vi kan argumentere for angående moral, er de fakta, der understøtter vore moralske konklusioner givet en bestemt moralsk indstilling, hvorimod vi ikke kan argumentere for selve den pågældende moralske indstilling. ([Ayer 74], p. 147) Så vidt jeg kan se, begrunder Ayer pudsigt nok ikke sit standpunkt.

Som det næstbedste svar på dette spørgsmål kan det subsidiært forestilles, at der følger et grundlag af et bestemt udsagn, som det ville være urimeligt ikke at acceptere. Men det er heldigvis ikke nødvendigt at nøjes med dette.

Hvad angår det nødvendige grundlag, kan følgende overvejelser gøres.

Argumentationsprincippet.

I lighed med Aristoteles modsigelsesprincip kan vi tale om et ”argumentationsprincip”. Dette er ret indlysende og lyder:

Det er nødvendigt, at man kan argumentere for sine udsagn, for at de kan være standpunkter.

Man kan vælge ikke at diskutere sine standpunkter. De, der har den indstilling, kan blot insisterende hævde ”Jeg vælger at mene, hvad som helst det passer mig at mene”. Men i så fald og ifølge sagens natur har vi kun at gøre med et ubegrundet standpunkt. Dette er højst et sociologisk problem, ikke et filosofisk.

Det kan argumenteres mod dette standpunkt, for så vidt det kan kaldes et standpunkt, at et ubegrundet standpunkt blot er vilkårligt, og at det følger af standpunktet, at det ene standpunkt kan være lige så godt eller dårligt som det andet, samt at standpunktet fører til en situation, hvor tilfældige standpunkter står over for hinanden. Men dette nytter ikke over for den person, der fremfører det. Man kan kun overbevise indehaveren ved at få ham til at argumentere for sit standpunkt. (For så er standpunktet ikke bare et valg, men et standpunkt, som indehaveren mener er rigtigt.) Jf. [Aristoteles 1968] 1006a.

Dette argument kan sammenlignes med Aristoteles’ argumentation for modsigelsesprincippet: at man ikke kan argumentere imod den, der benægter det, da det forudsætter det, der skal bevises. Man kan kun overbevise ham ved at få ham til at følge princippet.

Udledningen af et grundlag for en etik.

Hvis man derimod overhovedet vil diskutere spørgsmålet, om der findes et grundlag for en etik og politik, må man indrømme, at der findes et sådant grundlag, oven i købet det grundlag, som det viser sig at være tale om. Grunden hertil er følgende:

Hvis man ønsker at diskutere spørgsmålet og eftersøge et svar på det, må man fordybe sig i det og søge at afklare alle de forhold, der kan belyse det. Dette kræver gode livsforhold for den, der vil bestræbe sig på at foretage de nødvendige undersøgelser og overvejelser. Hermed har vi fundet frem til grundlaget for en etik og en politik: hensynet til og et krav om gode livsforhold for alle. Dette har konkrete implikationer for, hvordan samfundet skal være for at opfylde dette, og for hvordan vi bør handle.

Hver persons individuelle situation og omgivelser bør naturligvis inddrages i den enkeltes vurdering af sine handlinger. Derfor må den enkelte fordybe sig i en række forskelligartede forhold. Thi etiske spørgsmål skal afgøres ud fra en forståelse af sagen selv, og hvad den involverer. Det betyder, at enhver form for påbudsetik må forkastes. (Dette har naturligvis intet at gøre med færdselsregler og lignende.)

Der kan indvendes mod dette argument, at det er meget søgt at argumentere for, at der findes objektive argumenter for, hvordan vi skal handle og indrette samfundet, som er baserede på betingelserne for selve det at diskutere, hvorvidt der findes et objektivt etisk grundlag.

Hertil kan der svares, at alle undersøgelser og fordybelser kræve gode livsbetingelser. Dette gælder for eksempel for det eksistentielle spørgsmål, om livet har en mening (i betydningen formål), og om dette begreb har en semantisk mening. Det gælder for filosofi og lingvistik og al undervisning, såvel at modtage og at give det. Dette er dog blot et eksempel på et appellerende argument for eksistensen af et etisk grundlag.

Spørgsmålet er, om dette argument er tilstrækkeligt, for at der kan udpeges et grundlag for en etik. Det ville naturligvis være fint, hvis det var, så det er ikke for at forklejne dette argument, at følgende må overvejes. Men vi skal være helt sikre. Vi kan derfor sammenligne de to svar:

Hvis man forudsætter, at et spørgsmål af eksistentiel karakter skal besvares, ligger der ganske vist deri, at spørgsmålet skal undersøges, og at dette kræver gode livsvilkår. Men der foreligger ikke noget nødvendigt krav om, at spørgsmålet skal besvares. Og derved følger det moralske grundlag ikke med nødvendighed, men kun som en biting af denne forudsætning.

Hvis man derimod forudsætter, at vi skal besvare selve spørgsmålet, om der findes et grundlag for en etik, foreligger der et nødvendigt krav om, at spørgsmålet om grundlaget for en etik skal besvares, da det netop er stillet. Og derved følger det moralske grundlag med nødvendighed.

Svaret er hverken søgt eller teknisk, eftersom det er en del af ens etiske overvejelser at overveje, om etikken er baseret på et nødvendigt) grundlag, og derved også om ens handlinger og valgte politik er baserede på et nødvendigt grundlag.

Det er ovenfor godtgjort, at villighed til at afklare eksistentielle spørgsmål har etiske konsekvenser, men villigheden hertil er ikke selv nødvendig. Derimod involverer etiske undersøgelser også eksistentielle undersøgelser. Disse har ganske vist etiske konsekvenser, men de følger allerede af villigheden til de etiske undersøgelser.

Hvor bredt dette grundlag er, dvs. hvilket typer handlinger det har klare implikationer for, er dog ikke umiddelbart klart.

Konsekvenser.

Det følger af dette grundlag, at handlinger, der forringer andres livsvilkår, er forkastelige. Dermed er det forkasteligt, hvis et lands love tvinger borgerne i bestemte samfundsgrupper til at bruge alle deres kræfter på at skaffe til dagen og vejen, således at de ikke får overskud til fordybelse og erfaringer, dvs. overskud til at leve livet og at erkende det.

I Afhandling Nr. 6 er der anført flere konsekvenser, hvoraf nogle få nævnes her:

Enhver stræben efter overflødige varer kan naturligvis kun ske på bekostning af andres muligheder for at opnå et rimeligt grundlag for et godt liv, dvs. disse menneskers gode livsbetingelser. Af denne grund er denne stræben forkastelig, eller rettere sagt, ikke i overensstemmelse med ovennævnte konklusion. Det samme gælder naturligvis for det at lokke andre med på denne stræben.

Overflødig produktion og udpining af jorden er ligeledes forkastelig, da dette ødelægger grundlaget for vor eksistens, fordybelse og forståelse. Den afgørende pointe er her, at selv om de fleste måske vil hævde, at dette er indlysende, er det også uomgængeligt sandt ifølge ovenstående argumenter. Desuden tager overflødig produktion en væsentlig del af vor tid til fordybelse og andre former for erfaring. Den samme kritik kan rettes mod selve interessen for overflødige produkter.

Nogle vil fremføre, at enhver har ret til at bestemme over sig selv og det, han producerer og indtjener. Det er imidlertid ovenfor begrundet, at dette ikke må ske på bekostning af andres muligheder for at have gode livsvilkår. Det må være tilstrækkeligt at have nok til at klare egne livsbetingelser og udviklingsmuligheder.

Det må bemærkes, at der ikke kan sælges ud af dette grundlag, forstået på den måde, at det kan forsvares at forringe folks gunstige livsvilkår med den begrundelse, af det kommer dem til gode senere i en eller anden fremtidsfiktion. Vi lever her og nu og har brug for gunstige livsvilkår her og nu. Alt hvad vi foretager os, må hele tiden relateres ikke blot til hensynet til alles gode livsvilkår, men også til grunden til dette hensyn.

Litteratur.

[Aristoteles 68] Aristoteles: The Metaphysics, English translation by High Tredennick, Harvard Univ. Press, William Heinemann Ltd. (Great Britain 1968).

[Ayer 74] A. J. Ayer: Language, Truth and Logic Penguin Books Ltd (Harmondsworth, 1974).

Afhandling Nr. 6:  http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume_5.html 

eller http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme.

Kedelig retorik og mangelfuld argumentation.

Kedelig retorik og mangelfuld argumentation.

Ofte er det kritisable, ikke kun det, folk mener, men også måden, de mener det på.

I dette afsnit kritiseres nogle argumenter mod kritik af omskæring. Argumenterne er fremført i en artikel med overskriften Tankløst angreb på omskæring, som er udgivet på Özlem Sara Cekics hjemmeside ozlem.dk. Ifølge denne har artiklen været bragt Politiken d. 23/11. Ifølge www.dagensmedicin.dk er årstallet 2008.

Dagensmedicin.dk indeholder i øvrigt en grundig kritik af artiklens medicinske og kulturelle påstande i artiklen Når man skærer i folk er der risiko for skader, som er forfattet af læge Jens Hornshøj. Imidlertid indeholder Cekics artikel adskillige udmærkede skoleeksempler på kritisabel retorik og fejlfyldt argumentation, som også fortjener en kommentar.

Det anføres lidt kluntet i artiklen, at den er forfattet af ”Özlem Sara Cekic M. Fl., Mf og Socialordfører For Sf.”

Desuden oplyses det, at

”Debatindlægget er skrevet i samarbejde med journalist Martin Krasnik, advokat Bjørn Elmquist, kunstner Marco Evaristti, foredragsholder Jacob Holdt, sognepræst Kathrine Lilleør, overrabbiner Bent Melchior, biskop Karsten Nissen, kunstner Tal R og chefredaktør Tøger Seidenfaden.”

Hvor meget samarbejde, der har været, fremgår ikke, men det taler ikke til disse menneskers fordel, hvis samarbejdet har været særligt omfattende. Når Cekic karakteriserer kritikken af omskæring som tankeløs, kan det kun betyde, at Cekic mener, at der ingen substans er i den. Cekic forsøger i det hele taget at gøre en dårlig figur ud af sin modpart med nedgørende betegnelser. Desuden og bagatelliserer Cekic modpartens standpunkter. Dette dokumenteres i det følgende.

Gennemgang af Cekics argumentation.

Cekic beklager sig over debatten om omskæring af drenge, som Cekic mener rejses hvert andet år, og som hun finder ”meget følelsesbetonet”. Dermed må Cekic mene, at hun selv er hævet over det følelsesladede. (1) Men hvorfor kan Cekic så ikke argumentere mere klart, og hvorfor har Cekic behov for at nedgøre sin modpart, således som det påpeges i det følgende?

Når Cekic derefter nedladende hævder, at debatten ”plejer at dø ud, når folk får tænkt sig lidt om”, må det betyde, at Cekic mener, at folk først ikke tænker sig om og derefter besinder sig. (2) Men hvorfra ved Cekic, at sagen hænger således sammen? Det er tænkeligt, at folk har fremført deres velgennemtænkte modargumenter, men ikke har fået nogen særlig respons.

Cekic beklager en række politiske partiers ønske om forbud eller undersøgelser og hævder, at ”Et forbud vil have omfattende konsekvenser”. Thi ”omskæring er et afgørende religiøst, kulturelt og historisk ritual” for muslimer og jøder i Danmark. (3) Men er dette et argument i sig selv, og (4) skal forældrenes religion gå ud over barnet, som måske ikke bliver religiøs?

Bagatelliseringer.

Et forbud mod omskæring sammenligner Cekic med ”at det blev forbudt kristne danskere at døbe deres børn”.

Der er her tale om en bagatellisering af problemstillingen. (5) For rituel omskæring er et fysisk indgreb, som krænker barnet resten af livet, og som dermed er et overgreb. Det er en barnedåb ikke. Der er tale om en ret indlysende forskel. (6) Dette er et tegn på, at Cekic mangler selvkritik.

Cekic hævder ”Man skal altså tænke sig godt om, før man tager så drastisk et skridt.” Det er imidlertid selve omskæringen, der som lige anført er et drastisk skridt, så det er Cekic selv, der ikke tænker sig om. (7)

Cekic kalder sine modstanderes argumenter for ”anekdoter” uden at uddybe, hvad det er for nogle ”anekdoter”, hun taler om. (8) Cekic begår dermed igen en ubegrundet bagatellisering.

Cekic påstår, at modstanderne aldrig henviser til ”ordentlige, lægefaglige beviser på disse negative konsekvenser”, og at ”Det skyldes, at de ikke findes”. (9) Men det forkerte heri er heldigvis grundigt godtgjort i ovennævnte internetartikel.

Cekic foretager dog indirekte et forbehold med følgende bemærkning ”Komplikationerne er flest, jo senere drengene omskæres, og det taler altså for, at det er bedst at foretage indgrebet så tidligt som muligt”, men hun tager ikke konsekvenserne deraf og ser ikke engang selvmodsigelsen deri. Dette er også et tegn på manglende selvkritik. (10) Cekics bemærkning er heldigvis også taget op i ovennævnte internetartikel.

Det er rart at vide, at Cekic i det mindste har hørt om nogle ”principielle argumenter” mod omskæring, nemlig ”at omskæring af en dreng er et overgreb mod barnets fysiske integritet og sætter et varigt spor på kroppen uden hans samtykke”. Men Cekic mener, at dette kan sammenlignes med mange andre beslutninger, som forældre træffer ”på deres børns vegne med varig betydning”. Cekic nævner valg af børnenes skole, opdagelsesmåde, deres kost, og at de bliver ”opflasket” med en kultur og et verdenssyn, ”som de har med sig hele livet”.

Dette er igen bagatelliserende. (11) For der er stor forskel på en livsvarig krænkelse, som foretages på kort tid, og på en mere eller mindre vellykket opdragelse, som ledsages af andre påvirkninger fra f.eks. skolen og samfundet og varer mange år, hvorunder fejl kan forbedres. Den mindst lige så grove krænkelse af den personlige integritet berører Cekic dog ikke. Men det er måske den, som Cekic ovenfor har omtalt som ”barnets fysiske integritet”?

Cekics analyser.

Hefter fremfører Cekic en kryptisk påstand med en pudsig metafor ”Et barn er heldigvis ikke et stykke blankt papir, der først som myndig begynder at stykke sin identitet sammen.” (12) Men var det så ikke endnu en grund til ikke at begå indgrebet barnet, i stedet for at præge det med religiøse mærker med det samme? Cekic bedes hermed forsøge at forestille sig, hvordan det vil føles, når krænkelsens betydning langsomt begynder at gå op for det unge og det voksne individ!

Cekic fremsætter lidt dunkelt et tænkt argument mod omskæring, nemlig at omskæring er noget andet end kultur og religiøse anskuelser, og at omskæring skal forbydes, lige som korporlig afstraffelse er forbudt. Dernæst imødegår Cekic det tænkte argument med, at ”Det er indlysende og veldokumenteret skadeligt at slå på børn, hvorimod det hverken er indlysende eller veldokumenteret skadeligt at omskære drenge.” (13) Denne påstand er imidlertid allerede imødegået. Desuden bør igen nævnes det livsvarigt krænkende i at foretage omskæring af drenge.

Herefter antyder Cekic, at hendes opponenter trænger til oplysning, idet hun hævder ”Mest oplysende er det at sammenligne omskæring med andre fysiske indgreb” og anfører omskæring med fjernelse af modermærker, rettelse af tænder og udstående ører. Og Cekic oplyser, at dette gøres ”selv om det er ubehageligt for barnet”, fordi forældrene synes, at ”det er bedst for barnet i netop vores kultur”.

Tankegangen er åbenbart, at mens man i den ene kultur synes, at barnets tænder skal rettes, så synes man i den anden kultur, at barnet skal omskæres, som om de to indgreb er ligestillede og lige vel begrundede. I øvrigt kan modermærker være sundhedsfarlige, og skæve tænder kan have uheldige konsekvenser. (14) Dette er i sandhed også en bagatellisering.

Cekics demagogi om kulturløshed.

Men argumenterne for et forbud er ifølge Cekic præget af både hovedløse og kulturløse principper.

Det hovedløse er gendrevet både ovenfor og i internetartiklen. Den demagogiske påstand om det kulturløse er ligeledes gendrevet. For det at have kultur består blandt andet i ikke at krænke. Det er overhovedet ikke at være ”kulturløs” at tage afstand fra ugerninger, der foretages i en bestemt kultur. Det at have kultur består ikke i at følge eller acceptere en kultur. (15) I denne forveksling består det demagogiske. Cekic bruger her ordet ”kulturløs” i betydningen ikke at referere til kulturen, mens det normalt betyder at være uden kultur, som er noget negativt.

Påstande om udemokratisk indstilling.

Cekic hævder nu, at det er udemokratisk at forbyde omskæring, for et forbud vil være en ”heftig krænkelse” af ”to af demokratiets bærende piller”, nemlig religionsfrihed og mindretalsbeskyttelse.

Argumentet herimod er naturligvis, at omskæring skal forbydes af hensyn til barnet. (16) Religionsfriheden angår kun forældrene. De kan have ret til at omskære sig selv, men de har ikke ret til at krænke barnet, der ikke er religiøst og måske aldrig vil blive det.

Cekic resumerer sine skældsord: modstanderne repræsenterer en trist tendens, idet de er historieløse, kulturløse, har skråsikre principper, uigennemtænkte antagelser, ikke tænker på konsekvenserne for et mindretal. Dette får hende til at spørge ”Skal Danmark virkelig være det første land, der tager dette voldsomme og tankeløse skridt?”

Det ”voldsomme” og ”tankeløse” i at forbyde omskæring har Cekic ikke kunnet dokumentere. Tværtimod er omskæring en livsvarigt krænkende rituel mærkning, som kan være stik imod barnets personlige integritet. Om Danmark er nummer et eller to til at forbyde omskæring er ikke det afgørende, blot det bliver gjort.

Det må bemærkes, at Cekic har anbragt sit indlæg under indgangen ”integration”. Men som det fremgår af ovenstående, hører spørgsmålet om, hvorvidt omskæring er acceptabel eller ej, ind under etik og moral.

NB.

Dette er naturligvis ikke ment som et personligt angreb på Cekic og hendes eventuelle medforfattere. Det er ment som en kritik af en desværre meget almindelig måde at debattere på.

Endelig skal det pointeres, at jeg naturligvis tager stor afstand fra det, at Socialistisk Folkeparti har frataget Cekic hendes ordførerposter. Det troede jeg kun var noget, Dansk Folkeparti kunne finde på.

Litteratur:

Når man skærer i folk er der risiko for skader: http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader/

Tankeløst angreb på omskæring: https://www.ozlem.dk/2016/11/08/tankeloest-angreb-paa-omskaering/

Etisk Råds formands forsvar af omskæring af drenge.

Ifølge et indlæg den 5/8 2012 af Jakob Sheikh i Politikens underafsnit ”Videnskab” har Det Etiske Råds formand Jacob Birkler fremført et forsvar for religiøs omskæring af drenge. Denne artikel forholder sig kun til sagen, således som det er fremlagt i avisen:

’Drengeomskæringer er en religiøs skik, der går langt tilbage i historien, og et forbud vil derfor være en overreaktion, mener han: ”Omskæring har eksisteret i årtusinder, og jeg kan da mene, at det kan være en forulempelse, og at man bør spørge barnet, men et forbud ville være at skyde gråspurve med kanoner”.’

Argumentet synes at være, at hvis noget har eksisteret eller foregået i årtusinder, skal det ikke forbydes. Dette er udtryk for et meget trist argumentationsniveau. Heldigvis har jeg hørt argumentet blive kritiseret nogle enkelte gange i den offentli-ge debat, bl.a. af medlem af Folketinget for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen. Thi der er en ret indlysende grund til at kritisere det.

Argumentet anvender følgende slutningsprincip: For alle handlinger X gælder det, at hvis handlingen X er blevet foretaget i tusinder af år, så er handlingen X ikke forkastelig.

De personer, der anvender dette princip, bør kunne bevise dets generelle anvendelighed. Vi kan spørge om, hvor mange år en handling skal foretages, før den ikke kan forkastes (længe-re)? Hvad er det for en egenskab ved varigheden eller gentagelsen af handlingen, der gør den god? Sådanne granskninger er dog overflødige, da der ret faktisk er evidenser imod princippet: Despotiske regimer. Slaveri.

Desuden kan princippet naturligvis væltes af argumenter mod de faktisk forekommende handlinger. Hvad angår omskæring, er der tale om en livsvarig krænkelse af et individ. Dette kan naturligvis ikke forsvares.

Formandens konklusion er imidlertid ikke ”Et forbud vil der-for være forkert”, men det uklare og bekvemme ”Et forbud vil derfor være en overreaktion”.

Man kan måske se følgende konklusion for sig ”Et forbud vil være det eneste rigtige. Men der er nogle problemer med det”. Gud forbyde dette! Et forbud mod livsvarige krænkelser kan ikke udskydes på grund af protester, eller problemer med ophidsede mennesker. Det er værre at krænke mennesker livsvarigt med religiøse afklipninger af forhud end at støde nogle mennesker, der har ladet sig forlede af semantisk meningsløse sætninger. Egentlig må det faktisk være sundt for de sidstnævnte, for så vidt de ikke er uden for pædagogisk rækkevidde.

Ifølge Jakob Sheikh fremføres argumentet ”i forbindelse med Jacob Birklers bog ’Helt uden grænser – etik og seksualitet’”. Det er ærgerligt, at Sheik ikke finder noget mere substantielt at referere fra bogen end formandens sammenligning af omskæring med ”andre former for rituelle kropsmarkeringer, såsom piercin-ger og tatoveringer”. Desuden citeres følgende oplysning fra bogen:

”I dag må unge først få lavet en tatovering, når de er 18 år, og lovens argumentation bygger på, at tatoveringen ikke kan fortrydes”

Jacob Birkler har som ovenfor citeret udtrykt det valne standpunkt ”jeg kan da mene, at det kan være en forulempelse, og at man bør spørge barnet”. Hvad mon formanden for Det Etiske Råd Jacob Birkler egentlig mener? Disse to citater er åbenbart ikke et tilstrækkeligt etisk grundlag for formanden.

Jakob Sheikh refererer til Anders Jerichows leder i dagbladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”. Dette gør Politiken helt uden skam og indrømmelser eller omtale af de mange modargumenter, læserne har fremført imod det. Politiken har åbenbart ikke selv fundet de 15 argumentationsfejl, som jeg har påvist i artiklen Religiøs omskæring af drenge og argumentation nedenfor.

Referencer:

http://politiken.dk/viden/ECE1710297/etisk-raads-formand-forsvarer-omskaering-af-drenge/

Religion og argumentation. Endnu en tilføjelse.

Dette er supplement nummer to til artiklen Religiøs omskæring af drenge og argumentation nedenfor, der påpeger en lang række argumentationsfejl i Anders Jerichows leder i dag-bladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”.

Man kan forstille sig, at tilhængerne af en eller anden religion Y foretager rituelle tatoveringer af deres nyfødte børn, f.eks. et lille rødt ”Y” på venstre side af barnets hals. I så fald ville besindige mennesker naturligvis opponere mod dette urimelige overgreb, som ikke blot er smertefuldt, men også skamferer barnet for livet, dvs. også når barnet er vokset op og måske tager afstand fra religion. Det sidste faktum betyder naturligvis, at det at være offer for det religiøse indgreb er særdeles ydmygende. En sådan indvending ville blive mødt med udsagn om, at et forbud ville være imod de pågældendes religionsfrihed, og at indgrebet har en stor betydning for Y-tilhængernes kultur og sammenhold.

Tilsvarende kan man forestille sig, at tilhængerne af en bestemt politisk retning X lader deres børn bære et lille mærkat med et rødt ”X” på højre ærme. Det er da slet ikke umuligt, at der vil rejse sig et ramaskrig på grund af dette med den begrundelse, at der er tale om indoktrinering, tvang og undertrykkelse.

Selv om det at bære et mærkat ikke er et fysisk overgreb, kan det naturligvis heller ikke accepteres. Men dette er blot eksempel, hvis pointe er følgende: 1) Tilhængerne af en politisk retning kan forklare, hvad deres standpunkter går ud på, og hvordan de er nået frem til dem, og ikke mindst kan de forklare betydningen af deres de ord og betegnelser, de bruger. 2) Dette er i skærende kontrast til de religiøse personers manglende formåen, hvad deres forklaringer angår. 3) Derfor er det absurd, at Anders Jerichow og andre mennesker ophøjer de religiøses mangel på forståelsesmæssig afklaring til en ekstra kvalitet, som betyder, at de religiøses handlinger skal accepteres uden videre.