Religion og argumentation. En tilføjelse.

Dette er tænkt som en uddybning af indlægget ”Religiøs omskæring af drenge og argumentation.”

De religiøse mener at besidde en indsigt, som ikke-religiøse mennesker ikke har, f.eks. undertegnede. Men hvad denne indsigt består i, formår de ikke at forklare. Hvordan de er nået frem til en indsigt af dette åbenbart ubeskrivelige X, kan de heller ikke tydeliggøre. De kan ikke engang forklare den sproglige betydning af nogle af deres hyppigt brugte udtryk, så som ”gud” og ”tro”. De kan åbenbart indbyrdes udveksle sætninger, hvori disse udtryk indgår, men ikke tydeliggøre dem over for udenforstående. Således forholder det sig ellers ikke på noget som helst fagligt område: inden for et hvilket som helst fagområde kan fagfolkene forklare sig i eller anden grad over for udenforstående. Dette skyldes, at religion som sådan ikke er et fagområde, kun som videnskabeligt objekt, f.eks. for sociologien.

De religiøse kan heller ikke engang begrunde, at der er en nytte eller virkning, som hidrører fra selve dette X.

Derfor kan religion som sådan, dvs. religiøse sætninger, ikke indgå som et argument for noget som helst, hverken for en lov eller for en handling. Der er slet ingen grunde til at respektere den slags diffuse indstillinger. Dette betyder naturligvis ikke, at man har ret til at kalde de religiøse dumme, således som nogle religiøse tillader det over for ikke-religiøse personer – selv om de ikke kan argumentere for det.

Religiøs omskæring af drenge og argumentation.

Mængden af argumentationsfejl og tilfælde af dårlig etik i en debat er tit overvældende. Således når Anders Jerichow (aj) op på 15 fejl i sin leder i dagbladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”, der handler om et muligt forbud af omskæring af drenge i hele Tyskland.

Heri hævder lederskribenten Anders Jerichow, at religionsfrihed og beskyttelse af mindretal er blandt demokratiets vigtigste elementer. (1) Jerichow forudsætter hermed, at hvis en handling foretages i religionens navn, så er det krænkelse af de religiøse at forbyde den. Men hvor går grænsen? Hvad hvis en eller anden religion anbefaler endnu værre lemlæstelser, skal de så også tillades? Det er klart, at der er en grænse.

Hvis det havde været en politisk retning, der anbefalede, at drenge skulle klippes skaldede eller have et rødt mærke på skulderen, ville der lyde protester i landets aviser. Imidlertid kan der i det mindste argumenteres både for og imod en politisk retning, selv om resultatet kan blive afstandstagen. Der kan derimod ikke argumenteres for eller imod sandheden af en religiøs sætning.

Grunden er, at religiøse udsagn slet ikke kvalificerer sig til at blive diskuteret for eller imod. Dette skyldes, at de består af semantisk meningsløse udtryk, der blot låner et skin af sproglig mening fra udtryk, der virkelig har en sproglig mening. For når de religiøse bruger udtrykket ”tro”, taler de ikke nødvendigvis om formodning eller tillid, men om en slags indsigt eller erkendelse af et eller andet X, som de ikke kan redegøre for. Når nogle hævder, at religion er hævet over argumentation, er det derfor at vende op og ned på situationen. Dette er forklaret udførligt i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5. Det er naturligvis ikke tilfældet, at jo mere urimelige ytringer er, jo mere friholdte er de for kritik.

Det er kun fakta, der kan indgå som præmis for nogen argumentation. Udsagn, der ikke kan begrundes, kan naturligvis slet ikke. Semantisk meningsløse tegnfølger kan endnu mindre. De religiøse må følgelig gøre en betragtelig indsats, før de kan argumentere for noget som helst med henvisning til deres religion.

Hvis de religiøse alligevel vil foretage sig noget på grundlag af deres religion, kan det kun angå dem selv og måske deres ligesindede, men ikke deres egne børn og andre umyndige mennesker. Derudover er det naturligvis en krænkelse af deres person.

Nogle vil måske sammenligne omskæring med vaccination. Vaccination kan imidlertid begrundes medicinsk, men hvilken forbindelse skulle der være mellem et stykke forhud og semantisk meningsløse brokker?

(2) Selv om omskæring havde været harmløst indgreb, er det naturligvis ikke sikkert, at drengen ville bryde sig om det. Dette er det centrale argument i kritikken.

Dette gælder således for lederens påstand om, at ”et lægeligt ubegrundet fysisk indgreb” står over for ”modstand mod tvungen assimilation”. (3) Politiken laver med denne mulige modstilling om på problemet, der slet ikke handler om et krav om assimilation, men individets selvbestemmelse. Man kan således sagtens være imod både omskæring af drenge og tvungen assimilation. (4) Politiken forsøger at gardere sig mod denne kritik ved at indlede det refererede med følgende fordunklende udsagn: ”To synspunkter kunne principielt stå over for hinanden”.

Lederens (5) dårlige argumentationsetik viser sig for alvor ved at den går videre fra at tale om assimilation til at tale om antisemitisme. Idet den hævder, at omskæring af drenge er ”hyppigt lagt for had i antisemitismens historie”. (6) Også her garderer lederen sig, nemlig ved det modererende adjektiv ”hyppigt”. Men sagen handler naturligvis endnu mindre om antisemitisme end om krav til assimilation.

Derefter hævder lederen: ”Ingen af synspunkterne kan isoleres fra den virkelige verden, hvor omskæring af drenge traditionelt har været en markør af et religiøst, kulturelt tilhørsforhold. Det gives videre i kærlighed af forældre, men det er også hyppigt lagt for had i antisemitismens historie.” (mine understregninger) (7) Ifølge lederen skal man åbenbart sætte tradition for krænkelse af individet over fornuft og argumenter. Til gengæld har lederen ret i at kalde omskæring for ”en markør”. Forældrene får deres drenge omskåret for at mærke dem fysisk med tegn på deres egen religion og kultur ud fra diffuse begrundelser. (8) Helt grotesk kalder lederen denne krænkelse af et individ for kærlighed! Mange vil gerne undvære denne form for kærlighed.

Politiken (9) hævder ubegrundet, at omskæring ikke giver fysiske komplikationer og (10) bagatelliserer påstande om det modsatte ved at kalde dem for anekdoter (sic!)

Ifølge lederen giver omskæring drengene en ”familiebåret identitet”, hvad det så end er. Lederen efterligner modpartens argument ved (11) en bagatelliserende påstand om, at denne svarer til, at kristne døber deres børn, ”før de er modne til at tage stilling til kultur og religion”. (12) For det første er andres fejl ikke en undskyldning. (13) For det andet kan omskæring ikke bagatelliseres på denne måde ved at blive sammenlignet med dåb: Omskæring giver et varigt mærke, som drengen måske ikke ønsker. Dåb er derimod blot lyde og teater.

Lederen konkluderer, at begge typer handlinger er uden for statens domæne, men det gør den ud fra sin fejlagtige præmis.

Dette handler om noget principielt: hvad man kan argumentere for, og hvad man ikke kan argumentere for. (14) At sammenligne lødige argumenter med nazisme er netop dybt underlødigt. Hvad skal vi så sammenligne lederens underlødige argumenter med?

(15) Hvad ved lederskribenterne i øvrigt om, hvorvidt folk vil flygte, hvis de ikke må få lov til at begå overgreb?

Endelig må det bemærkes, at det letter evnen til at indoktrinere, at den indoktrinerende selv er indoktrineret, og at det letter evnen til at vildlede, at den vildledende selv er vildledt. Thi her er der intet dobbeltspil at gennemskue: den indoktrinerende har intet at skjule, eftersom han indoktrinerer, fordi han selv er indoktrineret.

Litteratur:

Afhandling Nr. 5: https://antiintroduktionisme.wordpress.com/2015/09/23/anti-introduktionisme-afhandling-nr-5/ eller http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme

Uendelighedsmaskiner og Zenons paradokser.

Uendelighedsmaskiner – en henvisning.

Dette er en henvisning til en kritik af W.C. Salmons Zeno’s Paradoxes:

http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2014/06/en-kritik-af-wc-salmons-zenos-paradoxes.html

Salmons værk lever desværre ikke op til sit navn, især fordi det overvejende handler om såkaldte uendelighedsmaskiner.

Kritikken er mest interessant for læsere af Salmons værk. For andre læsere kan den virke lidt langt.

Læs eventuelt hellere Zenons løberparadokser: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2014/06/en-kritik-af-wc-salmons-zenos-paradoxes.html

Her er et af kritikpunkterne:

Så vidt jeg kan se, kommer ingen af bidragsyderne for alvor til bunds i Zenons paradokser med løbere, heller ikke de bidragsydere, der synes, at paradokserne faktisk udgør problemer, der er værd at løse.

 Således fremfører Paul Benacerraf i artiklen “Tasks, Super-Tasks and the Modern Eleatics”, at det var Zenon’ s idé med paradokserne at bevise, at bevægelse er umulig. og da det modsatte i dag er evident selv for filosoffer, er der ingen grund til at modbevise dette. Men er ironien er malplaceret. Thi for det første er opgaven at gendrive selve den argumentation, som Zenon fremfører. For det andet er der måske en kerne af sandhed i Zenons filosofi.

Litteratur:

En kritik af W.C. Salmons Zeno’s Paradoxes: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2014/06/en-kritik-af-wc-salmons-zenos-paradoxes.html

Zenons løberparadokser: http://ovemk.blogspot.dk/2015/05/zenons-lberparadokser.html

[Salmon 70]         Wesley C. Salmon, ed.: Zeno’s Paradoxes
Bobbs-Merrill (Indianapolis & New York, 1970)

Anders Behring Breivik, terror og argumentation.

1.

Uanset om Anders Behring Breivik er sindssyg på den ene eller anden mulige måde, kan det konkluderes, at han næppe havde begået sine terrorhandlinger og drab i Oslo og på Utøya, hvis han på forhånd havde forstået, at standpunkter ikke blot er ideer, man har eller vælger, men ideer, man kan argumentere for, vel at mærke på en selvkritisk måde. Det ville hjælpe med til at give ham og andre forståelsen heraf, hvis der havde været en almindelig og udbredt forståelse af kravet til argumentation i samfundet. Det er ganske vist et empirisk faktum, at etiske konklusioner ikke er handlingsmæssigt tvingende, men en sådan udbredelse ville hjælpe på det.

Nogle ville måske indvende, at dette blot er et vilkårligt standpunkt, jeg har valgt, men det er ikke tilfældet: For hvis standpunkter blot er ideer, man vælger uden at argumentere for dem, kan det ene standpunkt være lige så gyldigt som andre, og dermed lige så ligegyldigt som andres standpunkter - og derfor ikke værd at gå op i. Det er ingen kunst blot at vælge et standpunkt; at argumentere er derimod et livsvarigt projekt.

2.

Desværre er der netop ikke en udbredt forståelse for dette i samfundet. Tværtimod mener nogle, at et politisk standpunkt kan overtrumfe ethvert videnskabeligt standpunkt. Nogle mener endog, at religion er noget, man selv sammenstiller efter forgodtbefindende!

Noget af det mest ringe, der kan fremføres til den argumenterende person i en debat, er udsagnet ”Du må finde dig i, at der er nogle, der mener noget andet end dig”. Dette udsagn forudsætter for det første netop, at meninger blot er ideer, man vælger – at man ikke skal forholde sig til argumenter, idet disse også blot er tilfældige udsagn. For det andet præsupponerer udsagnet også, at det at argumentere for et standpunkt ikke har nogen betydning i sig selv, men kun er udtryk for, at den argumenterende blot ikke synes om det synspunkt, han argumenterer imod. Det gør han måske heller ikke, og det har han naturligvis ret til; hovedsagen er, om han kan argumentere imod synspunktet. Dette indebærer vel et mærke ikke, at den argumenterende ikke vil høre modargumenter, eftersom argumentation også er selvkritisk. Det refererede udsagn fremføres af mennesker, der ikke ved, hvad argumentation er, og ret uforskammet pådutter andre mennesker, hvad der i virkeligheden er deres egen ringe opfattelse deraf.