Indledning og kapitel 1 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

Videnskab, religion, filosofi.

Indledning.

Det synes at være almindeligt antaget, at videnskab, religion og filosofi kan sige noget grundliggende om vor eksistens, om end ikke af samme art, så nærmest på lige fod. Jeg vil derfor belyse disse tre forehavenders indbyrdes forhold. Kan religionen konkurrere med videnskaben? Kan videnskaben sige noget dybsindigt om vor situation i verden? Er tro og filosofi ligestillede forehavender? Min konklusion er, at det er vanskeligt at argumentere for, at religiøs tro skulle have nogen substans overhovedet, også hvad angår videnskabeligt indhold, at videnskaben naturligvis er vigtig, men ikke så dyb en kilde for dybsindigheden som filosofien er – hvad den heller ikke skal være, da dens formål er et andet.

Selv om det ikke er en videnskabsfilosofisk afklaring, der er mit ærinde her, vil jeg indlede med en sådan, da den indgår i belysningen af forholdet mellem de tre interesser – hvilket ikke betyder, at videnskabsfilosofien kan fungere som overdommer, men tværtimod skyldes, at den særlig tydeligt er genstand for den samme semantiske argumentation som disse tre.


1. Videnskabsfilosofi.

Videnskabens formål.

Det er videnskabens formål og opgave at fremsætte teorier, der kan forudsige fænomenerne. Således kan den klassiske fysiks bevægelseslove forudsige en kugles bevægelse, mens kemien kan forudsige resultatet af at blande bestemte stoffer under nærmere angivne forhold. Både de fysiske og de kemiske teoriers evne til forudsigelse kan afprøves ved eksperiment og eventuelt forkastes.

Ifølge videnskabsfilosoffen Bas van Fraassen er denne forudsigelse af fænomenerne videnskabens eneste formål; hvad de videnskabelige teorier derudover siger om elementarpartikler, spin og magnetfelt og andre ikke–observerbare entiteter, behøver ikke at være bogstaveligt sandt. Det afgørende er, at teorierne er empirisk adækvate. [The Scientific Image, Oxford University Press (Oxford 1980)] Selv om disse størrelser ofte udlægges som det videnskabeligt interessante, er og bliver de kun hjælpebegreber, hvis realitet er omtvistet.


Videnskabelige teorier og virkelighed.

Disse hjælpebegreber har kun realitet forstået som begreber, der aktuelt er nyttige, men hvad de refererer til - om de f.eks. kun har reference i en matematisk model - er mere diskutabelt.

Derfor er det videnskabsfilosofiens opgave at afklare, hvad vi højst kan lægge i udsagn, der involverer videnskabelige begreber. Eksempelvis behøver vi ikke antage, at tyngdekraften er en selvstændig eksistens, der indvirker på fysiske genstande, men kun at erfaringer viser, at genstande inden for et givet område opfører sig med en regelmæssighed, der kan beskrives på en bestemt måde. Det er tværtimod på grund af, at ting falder til jorden, at vi har defineret begreberne tyngdekraft og tyngdelov. Når vi refererer til tyngdekraften i svar på spørgsmål om, hvorfor en hændelse forløb på en bestemt måde, udtrykker vi blot, at forløbet var i overensstemmelse med en konstateret regelmæssighed, der kan beskrives ved et bestemt udtryk, hvori termen "tyngdekraft" indgår som betegnelse for en parameter.

Begreberne kraft og energi i naturen hidrører fra vor tale om vore legemlige kræfter og vor fornemmelse af trykpåvirkninger. Men forstået som noget, der eksisterer i og for sig, dvs. som ikke behøver at kunne relateres til bestemte hændelser eller forhold, er disse begreber uden mening og unødvendige. Begreberne om forskellige energiformer er således blot nyttige, fordi der kan konstateres en vis sammenhæng mellem nogle af disse begreber, idet f.eks. summen af nogle af dem kan være konstant under bestemte betingelser. Videnskabens begreber har altså kun mening forstået ud fra, hvordan de indgår i teorierne og bidrager til at forudsige fænomenerne.

Der kan indvendes, at der må være en årsag til tyngdekraften i form af at kraftfelt ”derude”. Denne forestilling flytter dog blot behovet for en årsag til denne nye, opfundne entitet. Tilsvarende efterlader ideen om, at elektroner må eksistere, fordi der må være noget, der besidde denne negative ladning, spørgsmålet om, hvordan de skulle besidde deres ladning.

Vi kan også tale løseligt om at besidde ”psykisk energi” på en måde, der er delvist analog hermed, idet vi kan tale både om at forbruge og at tilføres psykisk energi. Men denne tale om energi er blot udtryk for det, vi kan udføre, inden vi bliver trætte. Begrebet om psykisk energi skal altså heller ikke forstås som noget i sig selv, men kun i forhold til de observationer, vi kan foretage.

Vi opfatter gerne hjælpestørrelserne som reelle, fordi vi fristes til at overføre vor tankegang fra vor daglige omgang med observerbare genstande til områder, hvor vi ikke kan begrunde dens bogstavelige gyldighed. Hvis vi eksempelvis kan frembringe en lyd af noget trillende ved at hælde en lukket æske i forskellige retninger, ville vi forvente at finde en kugle i æsken. Det har her gyldighed at tale om eksistensen af en ikke-iagttaget kugle, idet vi ved, hvad en kugle er, og kan få bekræftet vor formodning. Derimod er vi ikke på tilsvarende vis berettigede til at forstå udsagn om elektroner bogstaveligt.

Disse spørgsmål om reference er dog irrelevante, når fysikken skal anvendes, for da bruges blot de færdige teorier. I en sådan ufilosofisk sammenhæng kan vi tale om dens hjælpebegreber, som om de har reference.

[Fortsættes med kapitel 2 af 4.]