Kapitel 2 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

2. Videnskab og religion.

Det følgende er en kritik af opfattelsen af religion som videnskab. I modsætning til de fysiske og kemiske teorier, kan palæontologiens teorier ganske vist ikke afprøves ved eksperimenter, men de kan forudsige fund og forkastes af andre fund. Det, at C. R. Darwins udviklingslære har problemer i form af enten evidenser imod sig eller konkurrerende teorier, er ikke i sig selv et at argument, der kan gøre kristendommens skabelseslære til en værdig konkurrent som videnskabelig teori. Tværtimod er selve det, at en videnskabelig teori har problemer – at den i det hele taget kan have problemer – et kendetegn ved den som videnskab.

Skabelsesberetningen kan derimod ikke på nogen måde bidrage til forudsigelsen af fænomenerne. Forstået som videnskabelig teori kan den intet; den kan ikke hjælpe med at systematisere fund af fossiler, den kan ikke bidrage til at forudsige fund, den kan heller ikke væltes af fund, ja den må slet ikke væltes af fund! Men i øvrigt er denne sammenligning fuldstændig barok, da skabelsesberetningen blot består af nogle få udsagn om, at sådan og sådan forholder det sig, mens f.eks. Darwins udviklingslære er langt mere omfattende og baseret på forskelligartede teorier.

Nogle vil hævde, at en eller anden gud har grebet ind i arternes udvikling. Men sådanne forestillinger har heller ingen anvendelse i videnskabelig sammenhæng, i og med at fysikken og palæontologien kun er teorier, der skal kunne forudsige fænomenerne. Da begrebet om en gud - i modsætning til de ikke–observerbare entiteter - ikke bidrager til at forudsige fænomenerne, har det ingen mening og anvendelse i videnskabelig sammenhæng.

Inden for hel- og halvreligiøse retninger tales om aurafelter og særlige kræfter. Det følger af fremstillingen af videnskabsfilosofien i kap. 1., at det ikke har nogen mening at tale om, at en sten besidder specielle kræfter slet og ret. Det har kun mening at tildele den specielle kræfter, hvis der findes en række forskelligartede fænomener, som det pågældende kraftbegreb kan forbinde med hinanden på en observerbar måde. Med selve deres tingsliggørelse af kræfter tilegner disse videnskabsforagtere sig paradoksalt nok en naiv opfattelse af den videnskab, som de ellers tilsidesætter.

[Fortsættes med kapitel 3 af 4]