Sidste kapitel af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

4. Filosofi og tro.

Filosofi.

At tænke filosofisk er at stille spørgsmål vedrørende vor tænkning og vore forestillinger om verden samt at uddybe og eventuelt besvare disse spørgsmål. I denne afklaring kan vi ikke lade os påvirke af, at resultaterne eventuelt støder os, fordi vi finder dem kontraintuitive. En sådan undersøgelse går ud på at finde ud af, hvad vi højst kan hævde om verden, og hvad vi højst kan lægge i disse hævdelser. Selve afvisningen af udsagn uden mening giver herved et andet billede af verden.

Filosofien omfatter dermed en stillingtagen til opfattelsen af mennesket som en ting blandt andre ting – en ting, der så at sige er opbygget fra bunden og tilsat bevidsthed. Alternativt til denne common sense opfattelse kan vor eksistens i verden forstås ud fra vor erkendelsesmæssige situation. En sådan filosofisk fordybelse angår vor grundlæggende eksistensvilkår i ontologisk henseende og i metafysisk forstand. Den kan derfor danne grundlag for en etik og en handlingsfilosofi.

Tro.

Tro er nærmest det modsatte af filosofi, for tro er blot tro og for så vidt arbitrær, idet enhver kan finde sig en tro. Af denne grund kan man ikke argumentere ud fra nogen som helst tro, da enhver troende kan hævde, at hans tro er den sande tro, eller: ”Min tro er fuld af mening for mig”.

Det må her pointeres, at ordet ”mening” har flere betydninger, idet det har én betydning i udsagnet ”Den ulykke var total meningsløs” og en anden betydning i sætningen ”Det er nu min mening om den sag”. Den betydning af ordet ”mening”, der er relevant her, er den semantiske betydning, der fremgår af udlægningen af et udsagn. Mangel på en sådan mening er semantisk meningsløshed, dvs. ikke mere end en række tilfældige stavelser eller lyde.

Da filosofiske udsagn udtrykker noget bestemt, kan de modsiges og debatteres. Tro kan ganske vist også debatteres (som her), men den kan kun forsvares over for ikke-troende, hvis de troende kan udlægge den semantiske mening af deres religiøse udsagn og begreber over for anderledes tænkende. Dette kan enten være tilfældet, hvis de kan godtgøre, at vi kan tale om deres religiøse tros objekter på samme måde, som vi kan tale om ting, om andre mennesker eller om tandpine, eller hvis vi kan tale om dem på samme måde, som vi taler om andre ikke-observerbare objekter, men i så fald må der også her eksistere fænomener, i kraft af hvilke vi taler derom. Et tankesæt, der ikke således kan udredes, kan derfor allerhøjst anvendes af dets tilhængere i deres indbyrdes tale, men det har ingen semantisk mening i etiske og politiske debatter. Af et sådant kan der derfor selvsagt ikke drages tvingende konsekvenser, herunder politiske.