Sidste kapitel af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

4. Filosofi og tro.

Filosofi.

At tænke filosofisk er at stille spørgsmål vedrørende vor tænkning og vore forestillinger om verden samt at uddybe og eventuelt besvare disse spørgsmål. I denne afklaring kan vi ikke lade os påvirke af, at resultaterne eventuelt støder os, fordi vi finder dem kontraintuitive. En sådan undersøgelse går ud på at finde ud af, hvad vi højst kan hævde om verden, og hvad vi højst kan lægge i disse hævdelser. Selve afvisningen af udsagn uden mening giver herved et andet billede af verden.

Filosofien omfatter dermed en stillingtagen til opfattelsen af mennesket som en ting blandt andre ting – en ting, der så at sige er opbygget fra bunden og tilsat bevidsthed. Alternativt til denne common sense opfattelse kan vor eksistens i verden forstås ud fra vor erkendelsesmæssige situation. En sådan filosofisk fordybelse angår vor grundlæggende eksistensvilkår i ontologisk henseende og i metafysisk forstand. Den kan derfor danne grundlag for en etik og en handlingsfilosofi.

Tro.

Tro er nærmest det modsatte af filosofi, for tro er blot tro og for så vidt arbitrær, idet enhver kan finde sig en tro. Af denne grund kan man ikke argumentere ud fra nogen som helst tro, da enhver troende kan hævde, at hans tro er den sande tro, eller: ”Min tro er fuld af mening for mig”.

Det må her pointeres, at ordet ”mening” har flere betydninger, idet det har én betydning i udsagnet ”Den ulykke var total meningsløs” og en anden betydning i sætningen ”Det er nu min mening om den sag”. Den betydning af ordet ”mening”, der er relevant her, er den semantiske betydning, der fremgår af udlægningen af et udsagn. Mangel på en sådan mening er semantisk meningsløshed, dvs. ikke mere end en række tilfældige stavelser eller lyde.

Da filosofiske udsagn udtrykker noget bestemt, kan de modsiges og debatteres. Tro kan ganske vist også debatteres (som her), men den kan kun forsvares over for ikke-troende, hvis de troende kan udlægge den semantiske mening af deres religiøse udsagn og begreber over for anderledes tænkende. Dette kan enten være tilfældet, hvis de kan godtgøre, at vi kan tale om deres religiøse tros objekter på samme måde, som vi kan tale om ting, om andre mennesker eller om tandpine, eller hvis vi kan tale om dem på samme måde, som vi taler om andre ikke-observerbare objekter, men i så fald må der også her eksistere fænomener, i kraft af hvilke vi taler derom. Et tankesæt, der ikke således kan udredes, kan derfor allerhøjst anvendes af dets tilhængere i deres indbyrdes tale, men det har ingen semantisk mening i etiske og politiske debatter. Af et sådant kan der derfor selvsagt ikke drages tvingende konsekvenser, herunder politiske.

Kapitel 3 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

3. Videnskab og filosofi.

Videnskaben formår det, der er dens formål, nemlig at forudsige fænomenerne i en eller anden grad. Derimod hviler selve tilskrivningen af filosofisk betydning til de videnskabelige teorier på en misforståelse, idet disse simpelthen ikke er filosofisk fundamentale i sig selv, men nok kan indebære interessante filosofiske problemer.

Tillæggelsen af noget dybsindigt i teorier om Big Bang er baseret på en alt for bogstavelig forståelse af den videnskabelige skabelsesberetning. Med baggrund i den skitserede videnskabsfilosofi er det ikke nødvendigt at opfatte Big Bang-teorien som andet en ekstrapolation af nuværende fysiske teorier. Den har derfor kun realitet i det omfang og forstået på den måde, som den kan bruges til at forudsige nutidige fænomener - dvs. realitet af samme art som elementarpartiklerne. Uden denne anvendelse udgør en Big Bang-teori kun en avanceret videnskabsbaseret fiktion.

Men selv om Big Bang-teorierne bogstaveligt skulle angå en fortidig realitet, ville de enten kun handle om, 1) hvordan noget materielt bliver til noget andet materielt – og det er virkeligt ikke filosofisk dybsindigt – eller om, 2) hvordan noget materielt bliver skabt af ingenting, forstået som fraværet af noget materielt. I begge tilfælde forudsættes det materielle at være noget fundamentalt. Det filosofiske spørgsmål er imidlertid, hvordan det materielle overhovedet er kommet ind i verden som begreb og som mulighed, altså uden at forudsætte begrebet om noget materielt. Det interessante spørgsmål er: Hvad der det, der gør, at noget er.

Til forestillingen om Big Bang knyttes ofte beretningen om en stadig mere kompleks struktur i verden sluttende med dannelsen af celler, planter og dyr, der forsynes med en bevidsthed, når de bliver tilstrækkeligt komplicerede. De videnskabelige teoriers hjælpestørrelser antages her at være virkelige. Verden skal ifølge dette forklares fra detalje til helhed, og mennesket opfattes som en tænkende ting blandt andre ting. Bevidstheden opfattes her som noget, der er dukket op, hvilket medfører et uløseligt dualistisk problem.

[Fortsættes med kapitel 4 af 4.]

Kapitel 2 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

2. Videnskab og religion.

Det følgende er en kritik af opfattelsen af religion som videnskab. I modsætning til de fysiske og kemiske teorier, kan palæontologiens teorier ganske vist ikke afprøves ved eksperimenter, men de kan forudsige fund og forkastes af andre fund. Det, at C. R. Darwins udviklingslære har problemer i form af enten evidenser imod sig eller konkurrerende teorier, er ikke i sig selv et at argument, der kan gøre kristendommens skabelseslære til en værdig konkurrent som videnskabelig teori. Tværtimod er selve det, at en videnskabelig teori har problemer – at den i det hele taget kan have problemer – et kendetegn ved den som videnskab.

Skabelsesberetningen kan derimod ikke på nogen måde bidrage til forudsigelsen af fænomenerne. Forstået som videnskabelig teori kan den intet; den kan ikke hjælpe med at systematisere fund af fossiler, den kan ikke bidrage til at forudsige fund, den kan heller ikke væltes af fund, ja den må slet ikke væltes af fund! Men i øvrigt er denne sammenligning fuldstændig barok, da skabelsesberetningen blot består af nogle få udsagn om, at sådan og sådan forholder det sig, mens f.eks. Darwins udviklingslære er langt mere omfattende og baseret på forskelligartede teorier.

Nogle vil hævde, at en eller anden gud har grebet ind i arternes udvikling. Men sådanne forestillinger har heller ingen anvendelse i videnskabelig sammenhæng, i og med at fysikken og palæontologien kun er teorier, der skal kunne forudsige fænomenerne. Da begrebet om en gud - i modsætning til de ikke–observerbare entiteter - ikke bidrager til at forudsige fænomenerne, har det ingen mening og anvendelse i videnskabelig sammenhæng.

Inden for hel- og halvreligiøse retninger tales om aurafelter og særlige kræfter. Det følger af fremstillingen af videnskabsfilosofien i kap. 1., at det ikke har nogen mening at tale om, at en sten besidder specielle kræfter slet og ret. Det har kun mening at tildele den specielle kræfter, hvis der findes en række forskelligartede fænomener, som det pågældende kraftbegreb kan forbinde med hinanden på en observerbar måde. Med selve deres tingsliggørelse af kræfter tilegner disse videnskabsforagtere sig paradoksalt nok en naiv opfattelse af den videnskab, som de ellers tilsidesætter.

[Fortsættes med kapitel 3 af 4]

Indledning og kapitel 1 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

Videnskab, religion, filosofi.

Indledning.

Det synes at være almindeligt antaget, at videnskab, religion og filosofi kan sige noget grundliggende om vor eksistens, om end ikke af samme art, så nærmest på lige fod. Jeg vil derfor belyse disse tre forehavenders indbyrdes forhold. Kan religionen konkurrere med videnskaben? Kan videnskaben sige noget dybsindigt om vor situation i verden? Er tro og filosofi ligestillede forehavender? Min konklusion er, at det er vanskeligt at argumentere for, at religiøs tro skulle have nogen substans overhovedet, også hvad angår videnskabeligt indhold, at videnskaben naturligvis er vigtig, men ikke så dyb en kilde for dybsindigheden som filosofien er – hvad den heller ikke skal være, da dens formål er et andet.

Selv om det ikke er en videnskabsfilosofisk afklaring, der er mit ærinde her, vil jeg indlede med en sådan, da den indgår i belysningen af forholdet mellem de tre interesser – hvilket ikke betyder, at videnskabsfilosofien kan fungere som overdommer, men tværtimod skyldes, at den særlig tydeligt er genstand for den samme semantiske argumentation som disse tre.


1. Videnskabsfilosofi.

Videnskabens formål.

Det er videnskabens formål og opgave at fremsætte teorier, der kan forudsige fænomenerne. Således kan den klassiske fysiks bevægelseslove forudsige en kugles bevægelse, mens kemien kan forudsige resultatet af at blande bestemte stoffer under nærmere angivne forhold. Både de fysiske og de kemiske teoriers evne til forudsigelse kan afprøves ved eksperiment og eventuelt forkastes.

Ifølge videnskabsfilosoffen Bas van Fraassen er denne forudsigelse af fænomenerne videnskabens eneste formål; hvad de videnskabelige teorier derudover siger om elementarpartikler, spin og magnetfelt og andre ikke–observerbare entiteter, behøver ikke at være bogstaveligt sandt. Det afgørende er, at teorierne er empirisk adækvate. [The Scientific Image, Oxford University Press (Oxford 1980)] Selv om disse størrelser ofte udlægges som det videnskabeligt interessante, er og bliver de kun hjælpebegreber, hvis realitet er omtvistet.


Videnskabelige teorier og virkelighed.

Disse hjælpebegreber har kun realitet forstået som begreber, der aktuelt er nyttige, men hvad de refererer til - om de f.eks. kun har reference i en matematisk model - er mere diskutabelt.

Derfor er det videnskabsfilosofiens opgave at afklare, hvad vi højst kan lægge i udsagn, der involverer videnskabelige begreber. Eksempelvis behøver vi ikke antage, at tyngdekraften er en selvstændig eksistens, der indvirker på fysiske genstande, men kun at erfaringer viser, at genstande inden for et givet område opfører sig med en regelmæssighed, der kan beskrives på en bestemt måde. Det er tværtimod på grund af, at ting falder til jorden, at vi har defineret begreberne tyngdekraft og tyngdelov. Når vi refererer til tyngdekraften i svar på spørgsmål om, hvorfor en hændelse forløb på en bestemt måde, udtrykker vi blot, at forløbet var i overensstemmelse med en konstateret regelmæssighed, der kan beskrives ved et bestemt udtryk, hvori termen "tyngdekraft" indgår som betegnelse for en parameter.

Begreberne kraft og energi i naturen hidrører fra vor tale om vore legemlige kræfter og vor fornemmelse af trykpåvirkninger. Men forstået som noget, der eksisterer i og for sig, dvs. som ikke behøver at kunne relateres til bestemte hændelser eller forhold, er disse begreber uden mening og unødvendige. Begreberne om forskellige energiformer er således blot nyttige, fordi der kan konstateres en vis sammenhæng mellem nogle af disse begreber, idet f.eks. summen af nogle af dem kan være konstant under bestemte betingelser. Videnskabens begreber har altså kun mening forstået ud fra, hvordan de indgår i teorierne og bidrager til at forudsige fænomenerne.

Der kan indvendes, at der må være en årsag til tyngdekraften i form af at kraftfelt ”derude”. Denne forestilling flytter dog blot behovet for en årsag til denne nye, opfundne entitet. Tilsvarende efterlader ideen om, at elektroner må eksistere, fordi der må være noget, der besidde denne negative ladning, spørgsmålet om, hvordan de skulle besidde deres ladning.

Vi kan også tale løseligt om at besidde ”psykisk energi” på en måde, der er delvist analog hermed, idet vi kan tale både om at forbruge og at tilføres psykisk energi. Men denne tale om energi er blot udtryk for det, vi kan udføre, inden vi bliver trætte. Begrebet om psykisk energi skal altså heller ikke forstås som noget i sig selv, men kun i forhold til de observationer, vi kan foretage.

Vi opfatter gerne hjælpestørrelserne som reelle, fordi vi fristes til at overføre vor tankegang fra vor daglige omgang med observerbare genstande til områder, hvor vi ikke kan begrunde dens bogstavelige gyldighed. Hvis vi eksempelvis kan frembringe en lyd af noget trillende ved at hælde en lukket æske i forskellige retninger, ville vi forvente at finde en kugle i æsken. Det har her gyldighed at tale om eksistensen af en ikke-iagttaget kugle, idet vi ved, hvad en kugle er, og kan få bekræftet vor formodning. Derimod er vi ikke på tilsvarende vis berettigede til at forstå udsagn om elektroner bogstaveligt.

Disse spørgsmål om reference er dog irrelevante, når fysikken skal anvendes, for da bruges blot de færdige teorier. I en sådan ufilosofisk sammenhæng kan vi tale om dens hjælpebegreber, som om de har reference.

[Fortsættes med kapitel 2 af 4.]