Indledning.
Det må være et psykologisk spørgsmål,
hvorfor de, der forsvarer ikke-terapeutisk forhudsamputation af drenge, fremfører så
iøjefaldende let gendrivelige argumenter, som de gør. Hvad er det dog, der
forhindrer dem i at se de modargumenter, der ligger lige for?
Nogle forledes måske af eufemismen
”omskæring”, mens andre opfatter religion som noget ophøjet, endog uden at være
religiøse selv. Det er måske også sådanne fejltagelser, der får de vankelmodige
folketingspolitikere til at forjage problemet?
Denne forklaring forudsætter dog, at
de argumenterende mangler omtanke. Men årsagen hertil var netop det, der blev
spurgt om.
Den afgørende kritik:
Det er ikke nødvendigt at kende til,
hvordan forhudsamputation foretages, og hvor omfattende den er, for at indse,
at ikke-terapeutisk forhudsamputation er forkastelig. Dette skyldes, at selv om
indgrebet hverken havde været ubehageligt eller skadeligt, ville der gælde
følgende:
Ikke-terapeutisk
forhudsamputationen er en livsvarig krænkelse af et andet individs personlige
integritet.
For den er et livsvarigt mærke med
tegnet på en anden religion eller kulturel indstilling, som det pågældende
individ ikke nødvendigvis selv vil gå ind for.
Anderledes må der argumenteres over
for dem, der påstår, at amputationen skal foretages, udelukkende fordi de
mener, at det er skadeligt for mænd og drenge at have en forhud!
De velkendte argumenter for ikke-terapeutisk forhudsamputation.
De fleste af disse argumenter er hyppigt
forekommende. Men påstanden om, at religionsfrihed giver ret til
rituel forhudsamputation, er hovedargumentet for omskæring. Det behandles
derfor mest udførligt. De øvrige argumenter er blot afværgerektioner, f.eks. i
form af bagatelliseringer af kritikken af ikke-terapeutisk forhudsamputation.
Når de ikke får nær så meget plads her
i artiklen som kritikken af dem, skyldes det udelukkende, at de typisk ikke er
særligt udfoldede, ja nogle gange kun halvt formulerede.
1) Vi har religionsfrihed her i landet, og derfor skal religiøs
omskæring tillades.
Der begås to fejl i dette korte
argument, som er fremsat af Özlem Sara Cekic [ÖSC 1] og Anders
Jerichow [AJ].
Begge fejltagelser er baserede på den forestilling,
at religiøse tekster kan indgå som en præmis i et argument uden overhovedet at
skulle forklares og begrundes. En sådan særstilling kan selvsagt ikke forsvares.
1) Religionsfrihed giver derfor ikke
tilhængerne af en religion moralsk ret til at foretage noget som helst ikke-terapeutisk
indgreb på deres drengebørn uden deres samtykke. Folk må tænke, hvad de vil,
men de må ikke gøre, hvad de vil.
2) Argumentet er logisk forkert, dvs. selv hvis vi antog, at dets præmis var sand:
”Religionsfrihed indebærer retten til at følge ens religions forskrifter, herunder
et påbud om at forhudsamputere ens børn”.
Grunden er, at en velbegrundet
livsfilosofi må have mindst lige så stor gyldighed som de sandheder, der ifølge
de religiøse er dumpet ned til dem. En sådan filosofi kan omfatte den idé, at
alle mennesker har ret til selvbestemmelse og dermed ret til at være fri for at
blive mærket med tegn på andre menneskers religion og kultur resten af deres
liv.
Dette velbegrundede ønske skal så respekteres
på samme måde. Det kritiserede arguments princip medfører derfor, at ikke-terapeutisk
amputation af forhud skal forbydes.
2) Omskæring af drenge er ikke det samme som omskæring af
kvinder, men er et meget mindre indgreb. Derfor skal indgrebet tillades.
Først og fremmest er denne konklusion ikke
logisk. For det, at et indgreb er et mindre indgreb end et andet, betyder ikke,
at det skal accepteres.
Desuden er såkaldt omskæring af drenge
rent faktisk et omfattende indgreb. Dette gælder både for 1) barnets lidelser,
når indgrebet begås, og for 2) de livsvarige konsekvenser.
Ad 1: Forhuden sidder fast på
penishovedet med væv af samme slags som det, der binder neglene fast. Ved amputationen
strækkes forhuden ud, og den udstrakte del skæres eller mases af. Der følger nu
en periode med smerte og risiko for infektion. Desuden kan der ske fejl ved
operationen.
Ad 2: Efter indgrebet er halvdelen af
huden på penis fjernet, for stedse. Denne havde en beskyttende funktion og en
funktion for seksuallivet. Blandt andet fører amputationen til dannelse af
arvæv på glans penis.
Kun 20% af indgrebene mod kvinder er
større, og selv de mindste er strengt forbudte.
Desuden er begge former indgreb en
krænkelse af et individs personlige integritet.
3) Omskæring svarer til barnedåb.
Dette argument for rituel
forhudsamputation er blandt andre fremført af Özlem Sara Cekic [ÖSC 1].
Det underforstås her, at det at foretage
en rituel forhudsamputation på et barn er en lige så harmløs og festlig
begivenhed, som de fleste anser et barnedåb for at være.
Denne sammenligning er en grotesk bagatellisering
af den kritik, der er fremført ovenfor, at rituel omskæring krænker et andet
menneske og udsætte ham for skader og livsfare.
4) Omskæring svarer til andre beslutninger, forældrene foretager på barnets
vegne.
Özlem Sara Cekic nævner som eksempler på
sådanne beslutninger valg af 1) skole, 2) forældrenes kultur, kost, etc. [ÖSC
1].
Også denne sammenligning er klart
bagatelliserende. Forhudsamputation helt unødvendig. Det er valg af skole,
kost, etc. derimod ikke.
1) Valg af skole kan begrundes. Desuden
kan forkerte valg enten gøres om eller afhjælpes.
2) Barnet kan senere vælge forældrenes
kultur fra. Barnet påvirkes ikke kun af forældrene.
Omskæringen kan derimod ikke gøres om.
Den er fra begyndelsen en fejltagelse.
5) Påstande om skadelige virkninger af amputationen af barnets fejes til
side som anekdoter.
Dokumentationerne for de skadelige
virkninger af amputationen af barnets forhud fejes til side som anekdoter. (Jf.
Özlem Sara Cekic [ÖSC 1] og Anders Jerichow [AJ]).
Denne karakteristik grunder i
uvidenhed. Thi der findes faktisk videnskabeligt korrekt dokumentation for de
skadelige virkninger af amputationen af barnets forhud. Over 5% af indgrebene
kræver efterbehandling. Nogle børn dør af indgrebet, f.eks. af blodtab. Jævnfør
også punkt 2 og 14.
6) At forbyde omskæring er udemokratisk, ikke blot hvad angår
religionsfrihed, men også mindretalsbeskyttelse.
Dette argument for rituel
forhudsamputation er fremført af Özlem Sara Cekic [ÖSC 1] og Anders Jerichow
[AJ].
Hverken folks valg af religion eller
kultur giver dem frie tøjler. I øvrigt anses det normalt ikke for at være
udemokratisk at forbyde overgreb.
Det er i det hele taget at vende op og
ned på sagen at kalde det for ”beskyttelse” at give folk lov til at
forhudsamputere deres børn. Det er børnene, der skal beskyttes, hvad enten de
er en del af et mindretal eller ikke. Det er, som om tilhængerne af rituel
forhudsofring kun har øje for forældrene og deres traditioner i denne sag, men
ikke for hensynet til barnet og dets fremtidige tilværelse.
7) Forbud mod omskæring er ”tvungen assimilation”.
Denne kritik af et forbud mod rituel
forhudsamputation er fremført af Anders Jerichow [AJ].
Det underforstås antagelig, at tvungen
assimilation er forkert, og at et forbud mod omskæring derfor
også er forkert.
Assimilation er opnåelse af den helt
samme adfærd som et lands etniske befolkning. Men her er der blot tale om at
forbyde en specifik handling, fordi en er forkert, og ikke andet.
8) At ville forbyde omskæring er udtryk for antisemitisme.
Denne pådutning er fremført af Anders
Jerichow [AJ]. Der er tale om et ad
hominem argument i ordets negative betydning. I stedet for at fremføre den
slags afvisninger bør tilhængerne af rituel forhudsamputation forholde sig til
de fremførte modargumenter. Desuden kan der henvises til ovenstående punkt 7.
9) Omskæring skal markere et religiøst tilhørsforhold.
Det underforstås åbenbart, at dette
skal være et argument for at acceptere ikke-terapeutisk forhudsamputation. Det
fremsættes af Anders Jerichow [AJ].
Dette er tværtimod en af grundene til
at indgrebet skal forbydes: At der er tale om et religiøst mærke begrundet i
forestillinger, som offeret måske vil tage afstand fra, gør indgrebet endnu
mere krænkende.
Desuden kan ingen handlinger over for
andre mennesker begrundes ved henvisning til ens egen religion, da de religiøse
ikke kan forklare deres religiøse sætninger. Deres religiøse adfærd kan højest
have samme betydning for andre som en lukket kreds af menneskers rollespil ude
i skoven. Et sådant kan ikke i sig selv danne grundlag for beslutninger i den
virkelige verden, heller ikke for rollespillernes børn.
10) Folk vil flygte, hvis de ikke kan få lov til at fortsætte med rituel
omskæring.
Dette argument for rituel
forhudsamputation er fremsat af Anders Jerichow [AJ].
Der må her menes, at folk vil flytte
til at andet land og få statsborgerskab der. For som danskere må de følge dansk
lov. De er her i samme situation som andre mennesker, der ikke kan lide
lovgivningen.
Hvis folk vil bosætte sig i et andet
land, fordi det bliver forbudt at foretage rituel forhudsamputation her i landet,
så har de naturligvis lov til at rejse. Men det er naturligvis at foretrække,
om de blev klogere og ophørte med deres uskik.
Forbud mod forkerte handlinger sætter ofte
en tankevirksomhed i gang i folk, således at de ændrer adfærd, f.eks. at de holder
op med at slå deres børn, når den slags forbydes.
11) Omskæringer ville foregå i det skjulte, hvis de blev forbudt.
Det hævdes også, at hvis
amputationerne foregik i det skjulte, ville de foregå under dårlige forhold.
Dette argument for rituel forhudsamputation
er fremsat af Anders Jerichow [AJ].
For det første er vi vant til at sende signaler om
samfundets holdning til uforsvarlige handlinger, f.eks. ved at forbyde, at
forældre slår deres børn. Hvorfor skulle vi gøre en undtagelse her?
For det andet er der tale om en i forvejen uacceptabel
operation, eftersom den indebærer legemlig beskadigelse.
Denne foregår allerede mere eller mindre privat. Et forbud kan alt i alt ikke
forværre situationen.
Nogle bliver måske tværtimod glade for, at et forbud
vil støtte dem imod gruppepresset.
12) Omskæringer har foregået i årtusinder. Derfor skal de accepteres.
Dette argument for rituel
forhudsamputation er fremsat af Jacob Birkler [JB].
Det er ikke et argument for bevarelse
af en tilstand, at hvis den har varet i tusind år, så er den i orden. En sådan
logisk regel findes ikke. Som modeksempler kan nævnes tilstandene despoti og
fattigdom.
13) Omskæring har sundhedsmæssige fordele.
Forhudsamputation forsvares med, at
forhudens eksistens kan give øget risiko for 1) peniskræft, 2) hiv og aids, 3)
traditionelle sexsygdomme, 4) urinvejsinfektioner. Med andre ord: Det er farligt at have en forhud.
Det burde få en klokke til at ringe
for fortalerne af dette standpunkt, at vi ellers ikke anlægger en sådan
synsvinkel på andre organer. Det kan ganske vist ikke a priori afvises, at eksistensen
af lige netop forhuden blandt alle legemsdele skulle være ”sundhedsfarlig”. Og
da vi ikke kan nøjes påstå, at synsvinklen er anlagt til formålet, må vi
undersøge argumentets præmisser. Spørgsmålet er, hvorfor vi skulle anlægge den
på forhuden.
Hvis det virkeligt var tilfældet, at
forhudens blotte eksistens førte til den sikre sygdom og død, skulle den
naturligvis fjernes straks efter fødslen. Men som bekendt er det ikke
tilfældet. Desuden skal den påståede fjernede
risiko opvejes mod ubehaget ved selve forhudsamputationen og de derved påførte skader og ikke mindst risikoen derved.
Dvs. at alle de forhudsamputerede skal påføres en skavank og risikoen for en
behandlingsfejl, for at nogle få mennesker kan slippe for en sygdom.
Professor Morten Frisch konkretiserer
denne absurditet i artiklen [MF 1].
Ad 1. Der er ”omtrent samme hyppighed
af peniskræft i USA, hvor flertallet af mænd er omskåret, som i Danmark, hvor
kun cirka fem procent er det”.
Så selv hvis præmissen er rigtig, skal
der altså foretages et højt antal amputationer ”for at forebygge ét tilfælde af
peniskræft”.
Punkt 2, 3 og 4 er helt ud af
billedet:
Ad 2 og 3. Voksnes risiko for at få hiv
og aids og de traditionelle sexsygdomme giver selvsagt ingen grund til at
amputere små børns forhud.
Ad 4. MF anfører yderligere
modargumenter i artiklen. Her skal det derfor kun bemærkes, at en urinvejsinfektion
er uproblematisk sammenlignet med en forhudsamputation.
14) Sundhedsstyrelsen har sagt god for omskæring. Derfor skal omskæring
være tilladt.
Dette argument er fremsat af Özlem
Sara Cekic [ÔSC 2]. Sundhedsstyrelsen ser desværre kun på de fysisk forhold, og
ikke på sagens kerne, nemlig det enkle faktum, at ikke-terapeutisk
forhudsamputationer en krænkelse af et andet individs personlige integritet.
Selv om Sundhedsstyrelsen skulle have ret i sine positive vurderinger af
forhudsamputation, findes der altså en tilstrækkelig etisk grund til at forbyde
indgrebet.
Afslutning.
Det at tydeliggøre, hvor let
gendrivelige de 14 argumenter for ikke-terapeutisk forhudsamputation er, giver ikke
noget svar på det stillede spørgsmål. Tværtimod øger det ens undren.
Man kan få den tanke, at de pågældende
godt ved, hvor let det er at tilbagevise deres argumenter. De føler sig som
herremænd i situationen, og mener derfor, at de har ret til at håne dem, der
spørger. Med tåbelige svar.
Det er endog muligt at støde på stadig
flere ejendommelige udsagn, der er fremsat af mennesker med papir på højere
uddannelser:
15) Drenge har ret til at få deres forhud amputeret.
En professor David Katz fremfører i avisen Ham and
High [DK], at drenge har ret til at få amputeret deres forhud. Det samme
udsagn fremføres af en journalist på Kristeligt
Dagblad [KD].
Det er en absurd påstand, der ikke kan
begrundes. Drenge har tværtimod ret til at blive fri for at blive omskåret. Det fremgår af ovenstående.
Der er tale om et religiøst baseret
argument, der ikke betvivler sine præmisser. Det er baseret på en mysticisme,
der ikke kan begrundes. Der kan henvises til punkt 9 ovenfor.
16) Forhudsamputation er børneopdragelse.
Professor ved Roskilde Universitet og
ekspert i religionsret Lisbet Christoffersen præsterer et konglomerat af
fejlslutninger:
På denne ene side ”har forældre [1] ret
til at opdrage børn i deres egen religion”. På den anden side ”er der
grænser for, hvordan man må behandle børn”. Men da Sundhedsstyrelsen
konkluderer, [2] at der ikke er sundhedsfaglige grunde til et forbud har LC svært
ved at se,
”at man udelukkende skal bygge et
forbud på [3] en vidtgående fortolkning af børnekonventionen til at [4] underminere
en årtusinder gammel praksis”. (Mine kantede parenteser og understregning.)
Ad 1: Det står hen i de uvisse, hvad det
pædagogiske sigte med forhudsamputationen skulle bestå i, ikke mindst fordi der
er tale om mishandling af hensyn til forældrenes religion og kultur.
Ad 2: Sundhedsstyrelsen ser ovehovedet
ikke på det etiske argument mod ikke-terapeutisk forhudsamputation, så denne
præmis dur slet ikke.
Ad 3: Det er ikke ”en vidtgående
fortolkning” at tage børnekonventionen bestemmelse om, at der skal tages hensyn
til barnets tarv bogstaveligt.
Ad 4: LC har her implicit indflettet
en supplerende argumentation ved neutralt at italesætte ikke-terapeutisk
forhudsamputation dels som ”årtusinder gammel”, dels som en ”praksis”, og ved
at omtale et forbud imod den med det negative udtryk ”at underminere”.
Litteratur.
[AJ] Omskæring af drenge
er forældrenes ansvar: http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1689651/omskaering-af-drenge-er-foraeldrenes-ansvar/.
[Anna Mee Allerslev]: Omskæring af drenge er ikke en
forbrydelse: http://opinionen.dk/debat/omskaering-af-drenge-er-ikke-en-forbrydelse.
[Birthe Rønn Hornbech]:
Omskæringsdebat afspejler religionshad: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/471775:Debat--Birthe-Roenn--Omskaeringsdebat-afspejler-religionshad.
[DK] ‘Circumcision is not genital mutilation’ - north London rabbis jump
to defence of religious practice: http://www.hamhigh.co.uk/news/circumcision_is_not_genital_mutilation_north_london_rabbis_jump_to_defence_of_religious_practice_1_3174666.
[JB]: Etisk Råds formand
forsvarer omskæring af drenge: http://politiken.dk/viden/ECE1710297/etisk-raads-formand-forsvarer-omskaering-af-drenge/
[KD] Lægeforeningen vil ikke have
forbud mod omskæring: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/484118:Danmark--Laegeforeningen-vil-ikke-have-forbud-mod-omskaering?rss&utm_source=news.dk&utm_campaign=jubii&utm_medium=link.
[MF 2] Rituel omskæring af
drenge: http://www.jordemoderforeningen.dk/tidsskrift-for-jordemoedre/singlevisning/artikel/rituel-omskaering-af-drenge/
[S 1]
Styrelse frikender rituel omskæring, men
kritikere ønsker fortsat forbud: http://www.etik.dk/religion-og-etik/styrelse-frikender-rituel-omsk%C3%A6ring-men-kritikere-%C3%B8nsker-fortsat-forbud
[S 2] Sundhedsstyrelsen. Omskæring af drenge. Notat.
http://sundhedsstyrelsen.dk/publ/Publ2013/06jun/OmskaeringDrenge.pdf:
[ÖSC 1]: Tankeløst angreb
på omskæring: http://ozlem.dk/tankel%C3%B8st-angreb-pa-omsk%C3%A6ring-516.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar