Modargumenter kræver naturligvis svar, men der
findes mennesker, der blot ikke vil høre på modargumenter eller argumenter
overhovedet og afviser dem. Mange af disse vælter sig blot rundt i ligesindedes
kommentarer. Nogle reagerer slet ikke på argumenter, mens andre dog kan svinge
sig op til at fremkomme med et par nedgørende reaktioner.
Her ses på tre forskellige, men relaterede
eksempler:
1) Den ureflekterede, 2) den afvisende og 3) den aggressive
argumentationsfremmedhed.
1. Den ureflekterede argumentationsfremmedhed – eller den afskærmede
kritik.
I Berlingske Tiendes muntre afdeling ”Groft Sagt”
bringes artiklen ”Helt ærligt, Johanne”, forfattet af Peter Kurrild-Klitgaard ([Groft],
25. juli 2014, 22:30).
Indlægget refererer til, hvad der omtales som ”et
harmdirrende indlæg fra en vred HF-studerende, der naturligvis hed Johanne” i
dagbladet Politikens Debat. ([Pol], 24 juli 2014.) Denne studerende omtales herefter
pludselig som ”frk. Jensen”: ”Frk Jensen er fra Aalborg men vil – forståeligt
nok – hellere være i København, som hun altså bare er blevet tøsesur på, på
sådan en Johanne-agtig måde”.
En sammenligning med kilden, som Klitgaard klogeligt
nok ikke anfører, viser tydeligt, at hans indlæg blot er en latterliggørende
fordrejning:
”Private udlejere tillader sig at stille krav til de
unge, der skal leje deres lejligheder”, refereres det misvisende. Ja, men
hvilke krav!
Referatet ”mange lejligheder er slet ikke indrettet
til, at man kan bo tre veninder sammen” er lige så misvisende. For den
studerende har naturligvis ikke stillet krav om, at alle lejligheder skal være
således indrettede.
Klitgaard anbefaler den studerende at flytte til f.eks.
Ringsted og købe et pendlerkort " delvis finansieret af rigtige
skatteborgere”. ”Rigtige skatteborgere”?
Derefter følger flere nedladende kommentarer, som
ikke har noget med den studerendes indlæg at gøre. På togturene kan hun forberedte
sig til det studium, hun ”ikke betaler for”.
Den studerende bør ifølge Klitgaard kun brokke sig
over, at hendes studium bliver lettere og lettere og ellers rejse hjem på en
enkeltbillet.
- - -
Læg mærk til indledningens omtale af den studerende:
at hun ”naturligvis hed Johanne” og blev sur ”på sådan en Johanne-agtig måde”.
Hvis man har læst ”Groft sagt”, ved man, at for denne afdelings skribenter er
det morsomt i sig selv at nævne navnet på en politiker, man ikke bryder sig om
- som om alene navnet får de indspiste kollegaer og læsere til at tænke på de
samme underforståede latterligheder.
2. Den afvisende argumentationsfremmedhed.
En person XX deler (i august 2012 efter Priden) et
link med teksten ”Hvis du er træt af skat og homosex – så nyd Beethoven”,
vedføjet et link til Beethovens niende på Youtube. Derefter indsætter YY
følgende kommentar:
”Hvad er der galt med at betale skat til
fællesskabet og dets behov for undervisning, vedligeholdelse af skoler, veje og
kloakker, og for at vandet kan være rent - for blot at nævne nogle få
nødvendigheder? Og hvorfor skulle man være ”træt af bøsser” - fordi de nu får
lidt opmærksomhed på grund af ændret ægteskabslovgivning og fordi de har fester
efter mange års afsondrethed fra fællesskabet, selv om tolerancen stadigvæk er
repressiv? Men det er udmærket at lytte til Beethovens niende, som netop hylder
menneskehedens fællesskab, som du åbenbart ikke bryder dig om.”
Kort efter var dette svar fjernet. Derefter
indsatte YY følgende:
”Jeg tror, at der må være sket en teknisk fejl, da
nedenstående meddelelse fra undertegnede er blevet bort. For jeg er sikker på,
at du lige som jeg holder af positiv kritik, da den giver en anledning til at
afklare sine standpunkter:
[Kopi af ovenstående kommentar]”
Denne positive opfordring til debat blev imidlertid
ikke vel modtaget. For XX slettede ikke alene denne kommentar, men også sit
Facebook-venskab med YY!
3. Den aggressive argumentationsfremmedhed.
Den 26/7 2014 deler en Facebook-ven en af sine
Facebook venners link til af det diskuterede indlæg i ”Groft sagt” om den
boligsøgendes artikel.
I det følgende anonymiserer jeg kun delvist sidstnævntes
initialer til JXX, da også en anden Facebook-ven har delt linket.
26/7 18.50 OMK: ’Man skal ikke lade sig forføre af
teapartybevægelsen.’
- -
26/7 19,13 JXX: ’1) Hvad har Tea-party med sagen at
gøre? og
2) Hvad er der nu i vejen med dém? De virker da ret
fornuftige, af statstilhængere at være...’
- -
26/7 20.31 OMK: ’Ad 1 og 2: Der er ikke langt fra
indstillingen ”De unger ser så forkælede” til ”Enhver er sin egen lykkes smed”
og til indstillingen ”Vi skal ikke have noget statsfinansieret sundhedsvæsen”,
som teapartybevægelsen står for.’
- -
26/7 21.54 JXX: ’Jamen alt det lyder da særdeles
fornuftigt i mine ører. Efter min mening skulle alt jo privatiseres. Intet, der
i dag udføres af staten, kunne ikke gøres bedre og billigere af private. Hvis
det altså overhovedet er værd at gøre.’
(Mon ikke der her er byttet om på ”staten” og ”private”?)
- - -
27/7 3.22 OMK: ’J.., nu taler du om valg af
administration.
Men teapartybevægelsens opfattelse går ud på, at alle
skal have lov til at sejle deres egen sø.
Mit skitserede argument påpegede, hvordan
Groft-sagt-skribenten Peter Kurrild-Klitgaards artikel er med til at liste
denne tankegang ind ad bagdøren.’
- - -
27/7 11.30 JXX: ’"Sejle sin egen sø" -
jamen det er da præcis det, jeg går ind for. Ingen bagdøre her.’
- - -
27/7 13.29 OMK: ’At folk ”sejler deres egen sø”
betyder, at de kan blive forgældede, syge, og begå selvmord.
Dette kan de gøre, selv om de har store menneskelige
kvaliteter, mens de kyniske og indholdstomme overlever.
Hvorfor synes du, at dette er en god idé?
Det er i øvrig de sidstnævnte, dit standpunkt er en
fordel for.’
- -
27/7 13.59 JXX: ’Som jeg ser velfærdsstaten, er det
da netop de kyniske og indholdstomme, der lukrerer (fedt!) på vi andres
arbejde.’
- - -
27/7 16. 03 OMK: ’J.., du taler åbenbart om
socialbedragere, som du føler dig plaget af.
Men jeg spurgte dig blandt om, hvorfor du synes, at
det er en god idé, at folk ”sejler deres egen sø”, dvs. at de kan blive
forgældede, syge, og begå selvmord, og at de kan gøre dette, selv om de har
store menneskelige kvaliteter, mens de kyniske og indholdstomme overlever.
De kyniske og indholdstomme er de mennesker, der
ikke har noget menneskeligt eller kulturelt at efterlade til deres medmennesker.’
- -
27/7 16.44 JXX: ’Det er så din udlægning. Jeg vil nu
ikke gå så vidt, som at kalde alle 800.000 på passiv offentlig forsørgelse for
sociale bedragere. Men mange af dem ville uden tvivl have en del problemer,
hvis ikke de havde en kriminel organisation ved navn Staten til at tvinge os
andre til at forsørge dem.
Og resten ville jo nok finde et arbejde, når den
mulighed ikke længere var til stede.
I mine øjne er de, der efterlader noget positivt de,
der producerer noget, der giver værdi for deres kunder - folk som A. P. Møller,
Mærsk McKinney Møller, Jorma Ollila og Peter Voser, Rockefeller-familien, J.
Paul Getty, Steve Jobs, Bill Gates, Larry Ellison og andre af deres kaliber.
Folk som Doven-Robert og Fattig-Karina derimod efterlader sig absolut intet af
værdi, andet end måske en flok unger, der som deres ophav har lært, at bare man
klynker eller skaber sig nok, får man i hoved og røv.
Men jeg synes helt ærligt, der er for meget
"Goddag, mand." "Økseskaft!" i vores lille udveksling her.
Og hvis du seriøst tror, at dine lommefilosofiske sofisterier rykker noget som
helst ved min holdning, må jeg med beklagelse meddele dig, at du spilder både
din og min tid. Så slut herfra.’
- - -
En tredje person bifalder JXX’s ytring:
27/7 16.49 ZZ: ’Ove Møbjerg Kristensen har så ikke
opdaget, at danskerne er dybt forgældende, syge og har verdensrekord i selvmord
og lykkepillemisbrug.
Jeg holder med J.. på denne her.’
- - -
ZZ’s kommentar er temmelig uforståelig, da den ikke
er i modstrid med, hvad jeg har fremført.
I øvrigt er de velkendte kommentarer af formen ”Min
modpart glemmer, at / har ikke opdaget at …” alt for nemme, da der ingen ende er
på, hvad man kan fremføre.
Herefter indsætter jeg nedenstående kommentar, som imidlertid
er fjernet af JXX.
OMK: ’Nu hvor J.. Juel Keller er stået af
argumentationsræset, må jeg meddele eventuelle tilbageblevne følgende.
Jeg har aldrig været interesseret i at overbevise J..
om noget om helst, men kun været interessere i at argumentere. For det kunne jo
tænkes at jeg kunne blive overbevist af gode argumenter. Men det er naturligvis
vanskeligt, når J.. reagerer med ubegrundede pådutninger uden argumenter.
1) J.. har ikke svaret på det spørgsmål, jeg har
stille to gange,
2) J.. begrunder ikke prædikatet ”lomme filosofiske
sofisterier”.
3) Hvorfor er der tale om ”goddag mand økseskaft”?
Jeg må desuden påpege, at AP Møllers materielle
værdier er noget andet end kulturelle værdier.
Af tidsnød er dette er kun en foreløbig reaktion.’
- -
Blandt de ting der yderligere kunne kommenteres i
indlægget er udtrykket ’en kriminel organisation ved navn Staten’, men det blev
jeg afskåret fra. For ikke alene bliv min sidste kommentar fjernet - JXX
blokerede også for min adgang til sin Facebook side (hvorved den udlagte link
forsvandt fra min egen Facebook-side).
Jeg må pointere, at diskussionen naturligvis ikke er
ligegyldig. Da den handler om, at teapartybevægelsen og folk med lignende holdninger
ødelægger andre menneskers tilværelse.
I øvrigt kan det begrundes, at man ikke kan
diskutere etik uden at måtte indrømme, at det er en uomgængelig sandhed, at alle har krav på gode livsforhold,
og at vi skal tage hensyn dertil.
Argumenterne herfor er skitserede i indlægget ”Det
uomgængelige grundlag for en etik og politik - et meget kort resumé”:
http://www.ovemk.blogspot.dk/2014/07/det-uomgngelige-grundlag-for-en-etik-og.html.
Her er der links til mere udførlige argumenter for dette uomgængelige etiske
grundlag.
- - -