Tre grader af argumentationsfremmedhed.

Modargumenter kræver naturligvis svar, men der findes mennesker, der blot ikke vil høre på modargumenter eller argumenter overhovedet og afviser dem. Mange af disse vælter sig blot rundt i ligesindedes kommentarer. Nogle reagerer slet ikke på argumenter, mens andre dog kan svinge sig op til at fremkomme med et par nedgørende reaktioner.

Her ses på tre forskellige, men relaterede eksempler:

1) Den ureflekterede, 2) den afvisende og 3) den aggressive argumentationsfremmedhed.

1. Den ureflekterede argumentationsfremmedhed – eller den afskærmede kritik.

I Berlingske Tiendes muntre afdeling ”Groft Sagt” bringes artiklen ”Helt ærligt, Johanne”, forfattet af Peter Kurrild-Klitgaard ([Groft], 25. juli 2014, 22:30).

Indlægget refererer til, hvad der omtales som ”et harmdirrende indlæg fra en vred HF-studerende, der naturligvis hed Johanne” i dagbladet Politikens Debat. ([Pol], 24 juli 2014.) Denne studerende omtales herefter pludselig som ”frk. Jensen”: ”Frk Jensen er fra Aalborg men vil – forståeligt nok – hellere være i København, som hun altså bare er blevet tøsesur på, på sådan en Johanne-agtig måde”.

En sammenligning med kilden, som Klitgaard klogeligt nok ikke anfører, viser tydeligt, at hans indlæg blot er en latterliggørende fordrejning:

”Private udlejere tillader sig at stille krav til de unge, der skal leje deres lejligheder”, refereres det misvisende. Ja, men hvilke krav!

Referatet ”mange lejligheder er slet ikke indrettet til, at man kan bo tre veninder sammen” er lige så misvisende. For den studerende har naturligvis ikke stillet krav om, at alle lejligheder skal være således indrettede.

Klitgaard anbefaler den studerende at flytte til f.eks. Ringsted og købe et pendlerkort " delvis finansieret af rigtige skatteborgere”. ”Rigtige skatteborgere”?

Derefter følger flere nedladende kommentarer, som ikke har noget med den studerendes indlæg at gøre. På togturene kan hun forberedte sig til det studium, hun ”ikke betaler for”.

Den studerende bør ifølge Klitgaard kun brokke sig over, at hendes studium bliver lettere og lettere og ellers rejse hjem på en enkeltbillet.

- - -

Læg mærk til indledningens omtale af den studerende: at hun ”naturligvis hed Johanne” og blev sur ”på sådan en Johanne-agtig måde”. Hvis man har læst ”Groft sagt”, ved man, at for denne afdelings skribenter er det morsomt i sig selv at nævne navnet på en politiker, man ikke bryder sig om - som om alene navnet får de indspiste kollegaer og læsere til at tænke på de samme underforståede latterligheder.

2. Den afvisende argumentationsfremmedhed.

En person XX deler (i august 2012 efter Priden) et link med teksten ”Hvis du er træt af skat og homosex – så nyd Beethoven”, vedføjet et link til Beethovens niende på Youtube. Derefter indsætter YY følgende kommentar:

”Hvad er der galt med at betale skat til fællesskabet og dets behov for undervisning, vedligeholdelse af skoler, veje og kloakker, og for at vandet kan være rent - for blot at nævne nogle få nødvendigheder? Og hvorfor skulle man være ”træt af bøsser” - fordi de nu får lidt opmærksomhed på grund af ændret ægteskabslovgivning og fordi de har fester efter mange års afsondrethed fra fællesskabet, selv om tolerancen stadigvæk er repressiv? Men det er udmærket at lytte til Beethovens niende, som netop hylder menneskehedens fællesskab, som du åbenbart ikke bryder dig om.”

Kort efter var dette svar fjernet. Derefter indsatte YY følgende:

”Jeg tror, at der må være sket en teknisk fejl, da nedenstående meddelelse fra undertegnede er blevet bort. For jeg er sikker på, at du lige som jeg holder af positiv kritik, da den giver en anledning til at afklare sine standpunkter:

[Kopi af ovenstående kommentar]”

Denne positive opfordring til debat blev imidlertid ikke vel modtaget. For XX slettede ikke alene denne kommentar, men også sit Facebook-venskab med YY!

3. Den aggressive argumentationsfremmedhed.

Den 26/7 2014 deler en Facebook-ven en af sine Facebook venners link til af det diskuterede indlæg i ”Groft sagt” om den boligsøgendes artikel.

I det følgende anonymiserer jeg kun delvist sidstnævntes initialer til JXX, da også en anden Facebook-ven har delt linket.

26/7 18.50 OMK: ’Man skal ikke lade sig forføre af teapartybevægelsen.’

- -

26/7 19,13 JXX: ’1) Hvad har Tea-party med sagen at gøre? og

2) Hvad er der nu i vejen med dém? De virker da ret fornuftige, af statstilhængere at være...’

- -

26/7 20.31 OMK: ’Ad 1 og 2: Der er ikke langt fra indstillingen ”De unger ser så forkælede” til ”Enhver er sin egen lykkes smed” og til indstillingen ”Vi skal ikke have noget statsfinansieret sundhedsvæsen”, som teapartybevægelsen står for.’

- -

26/7 21.54 JXX: ’Jamen alt det lyder da særdeles fornuftigt i mine ører. Efter min mening skulle alt jo privatiseres. Intet, der i dag udføres af staten, kunne ikke gøres bedre og billigere af private. Hvis det altså overhovedet er værd at gøre.’

(Mon ikke der her er byttet om på ”staten” og ”private”?)

- - -

27/7 3.22 OMK: ’J.., nu taler du om valg af administration.

Men teapartybevægelsens opfattelse går ud på, at alle skal have lov til at sejle deres egen sø.

Mit skitserede argument påpegede, hvordan Groft-sagt-skribenten Peter Kurrild-Klitgaards artikel er med til at liste denne tankegang ind ad bagdøren.’

- - -

27/7 11.30 JXX: ’"Sejle sin egen sø" - jamen det er da præcis det, jeg går ind for. Ingen bagdøre her.’

- - -

27/7 13.29 OMK: ’At folk ”sejler deres egen sø” betyder, at de kan blive forgældede, syge, og begå selvmord.

Dette kan de gøre, selv om de har store menneskelige kvaliteter, mens de kyniske og indholdstomme overlever.

Hvorfor synes du, at dette er en god idé?

Det er i øvrig de sidstnævnte, dit standpunkt er en fordel for.’

- -

27/7 13.59 JXX: ’Som jeg ser velfærdsstaten, er det da netop de kyniske og indholdstomme, der lukrerer (fedt!) på vi andres arbejde.’

- - -

27/7 16. 03 OMK: ’J.., du taler åbenbart om socialbedragere, som du føler dig plaget af.

Men jeg spurgte dig blandt om, hvorfor du synes, at det er en god idé, at folk ”sejler deres egen sø”, dvs. at de kan blive forgældede, syge, og begå selvmord, og at de kan gøre dette, selv om de har store menneskelige kvaliteter, mens de kyniske og indholdstomme overlever.

De kyniske og indholdstomme er de mennesker, der ikke har noget menneskeligt eller kulturelt at efterlade til deres medmennesker.’

- -

27/7 16.44 JXX: ’Det er så din udlægning. Jeg vil nu ikke gå så vidt, som at kalde alle 800.000 på passiv offentlig forsørgelse for sociale bedragere. Men mange af dem ville uden tvivl have en del problemer, hvis ikke de havde en kriminel organisation ved navn Staten til at tvinge os andre til at forsørge dem.

Og resten ville jo nok finde et arbejde, når den mulighed ikke længere var til stede.

I mine øjne er de, der efterlader noget positivt de, der producerer noget, der giver værdi for deres kunder - folk som A. P. Møller, Mærsk McKinney Møller, Jorma Ollila og Peter Voser, Rockefeller-familien, J. Paul Getty, Steve Jobs, Bill Gates, Larry Ellison og andre af deres kaliber. Folk som Doven-Robert og Fattig-Karina derimod efterlader sig absolut intet af værdi, andet end måske en flok unger, der som deres ophav har lært, at bare man klynker eller skaber sig nok, får man i hoved og røv.

Men jeg synes helt ærligt, der er for meget "Goddag, mand." "Økseskaft!" i vores lille udveksling her. Og hvis du seriøst tror, at dine lommefilosofiske sofisterier rykker noget som helst ved min holdning, må jeg med beklagelse meddele dig, at du spilder både din og min tid. Så slut herfra.’

- - -

En tredje person bifalder JXX’s ytring:

27/7 16.49 ZZ: ’Ove Møbjerg Kristensen har så ikke opdaget, at danskerne er dybt forgældende, syge og har verdensrekord i selvmord og lykkepillemisbrug.

Jeg holder med J.. på denne her.’

- - -

ZZ’s kommentar er temmelig uforståelig, da den ikke er i modstrid med, hvad jeg har fremført.

I øvrigt er de velkendte kommentarer af formen ”Min modpart glemmer, at / har ikke opdaget at …” alt for nemme, da der ingen ende er på, hvad man kan fremføre.

Herefter indsætter jeg nedenstående kommentar, som imidlertid er fjernet af JXX.

OMK: ’Nu hvor J.. Juel Keller er stået af argumentationsræset, må jeg meddele eventuelle tilbageblevne følgende.

Jeg har aldrig været interesseret i at overbevise J.. om noget om helst, men kun været interessere i at argumentere. For det kunne jo tænkes at jeg kunne blive overbevist af gode argumenter. Men det er naturligvis vanskeligt, når J.. reagerer med ubegrundede pådutninger uden argumenter.

1) J.. har ikke svaret på det spørgsmål, jeg har stille to gange,

2) J.. begrunder ikke prædikatet ”lomme filosofiske sofisterier”.

3) Hvorfor er der tale om ”goddag mand økseskaft”?

Jeg må desuden påpege, at AP Møllers materielle værdier er noget andet end kulturelle værdier.

Af tidsnød er dette er kun en foreløbig reaktion.’

- -

Blandt de ting der yderligere kunne kommenteres i indlægget er udtrykket ’en kriminel organisation ved navn Staten’, men det blev jeg afskåret fra. For ikke alene bliv min sidste kommentar fjernet - JXX blokerede også for min adgang til sin Facebook side (hvorved den udlagte link forsvandt fra min egen Facebook-side).

Jeg må pointere, at diskussionen naturligvis ikke er ligegyldig. Da den handler om, at teapartybevægelsen og folk med lignende holdninger ødelægger andre menneskers tilværelse.

I øvrigt kan det begrundes, at man ikke kan diskutere etik uden at måtte indrømme, at det er en uomgængelig sandhed, at alle har krav på gode livsforhold, og at vi skal tage hensyn dertil.

Argumenterne herfor er skitserede i indlægget ”Det uomgængelige grundlag for en etik og politik - et meget kort resumé”:

http://www.ovemk.blogspot.dk/2014/07/det-uomgngelige-grundlag-for-en-etik-og.html. Her er der links til mere udførlige argumenter for dette uomgængelige etiske grundlag.

[Groft]: http://www.b.dk/groft-sagt/helt-aerligt-johanne

[Pol]: http://politiken.dk/debat/ECE2349594/boligmarkedet-i-koebenhavn-goer-mig-rasende/

- - -

Et konglomerat af logiske og etiske argumentationsfejl.

(26/12 2014)

Det er utroligt, hvor mange argumentationsfejl, der kan være i en argumentation, eller rettere, i et forsøg derpå, selv om det hele blot fylder ganske få spaltelinjer. Dette skyldes først og fremmest, at en argumentations mangler ikke optager plads i teksten. Desuden kan det skyldes, at tankgangen, eller nogle gange snarere følgen af ord, er uklar, usammenhængende eller uovervejet. Det sidste kan ikke mindst gælde for konklusionen.

Dertil kan komme argumentationsetiske fejl, så som nedladende kommentarer.

Dette belyses ved et eksempel, hvori der påpeges mindst 4 interessante logiske fejl og 4 grove etiske argumentationsfejl. De sidstnævnte er ret dunkelt formulerede, hvilket er uetisk i sig selv. Der ses derfor på, hvordan man skal forholde sig til dette, hvilket involverer H.P. Grices velkendte samarbejdsprincip. [Grice]

På grund af de nødvendige udredninger følger det – således som jeg så ofte har erfaret - at et indlæg, det måske kun har taget få minutter at skrive, kan det tage langt længere tid at kommentere præcist og ordentligt.

Det fejlbehæftede argumentationsforsøg, vi skal se på, er rettet mod min ironiske kommentar til en bestemt kirkes demonstration af sit ynkelige, nedgørende og gratis tilbud på uddeling af nådsensbrød til fattige og hjemløse. En Facebook-bruger, XX, har åbenbart fundet dette initiativ så fantastisk, at det måtte ”deles”. Dette gøres d. 8/8 2014.

Det konkrete eksempel.

Først belyser jeg ganske enkelt eksemplet ved at referere fra mine kommentarer til det nævnte opslag på Facebook - så falder disse i det mindste ikke på gold jord. Derefter gennemgås yderligere argumenter og mulige modargumenter. Jeg må dog, så vidt jeg har forstået det, af juridiske grunde ikke gengive andres indlæg ordret, men kun referere og citere det højst nødvendige - desværre. Deltagerens navne har jeg derimod ingen interesse i at videregive.

Mit første indlæg replik er kort og godt:

8/8 16.22, Ove MK: ”Samtidigt er det så heldigt, at initiativet også er en reklame for religion - og hvad dertil hører!”

- -

8/8 19.33, YY: ”Det handler ikke om altid religion men kærlighed, omsorg” etc.

- -

Da sproglig præcision er alfa og omega for enhver debat, vil jeg gerne have afklaret dette dunkle udsagn. Derefter uddyber jeg min kritik:

8/8 19.55, Ove MK: ’[YY], hvad er det for noget ”Det”, der ikke altid handler om kærlighed, omsorg, etc.?

Man skal ikke lade sig lokke så let.

De religiøse vil gerne forbinde deres religion med deres tale om ”kærlighed, omsorg, menneskehed, tolerancer og respekt” – og ”Folkekirkens nødhjælp”, samtidig med at de religiøse er med til at skabe både had mod homoseksuelle og ufred i verden med efterfølgende elendighed.

Hvis de religiøses hjælp var ægte, hjalp de uden at forbinde deres hjælp med religion og kirker.’

- -

9/8 2.50, ZZ: ”Ove, som troende bortdømmer jeg hverken ateisters etik, næstekærlighed eller positive tiltag generelt, blot fordi nogle ateister ...” er homohadere, pædofile, eller massemordere lige som Hitler, Stalin og Mao.

Derefter tildeler ZZ ros til XX, for at ”omfavne det gode uanset dets adresse i en tid, hvor nogle har mere travlt med konstant at dyrke deres kæpheste gennem foragt”.

Dette ”likes” straks af XX, hvilket jeg nævner af hensyn til forståelsen af mine senere kommentarer.

Kritik af argumentet.

Overordnet må det bemærkes, at den første del af dette argumentationsforøg kun antyder en argumentation, mens den sidste del blot består af kryptisk antydede beskyldninger.

ZZ’s logiske brud annoteres med et ”L” efterfulgt af nummeret på forekomsten. De etiske brud annoteres med et ”E” efterfulgt af nummeret på forekomsten.

Første kritik af argumentet.

- Ove MK: ’[ZZ], du anfører mit navn, så jeg tillader mig at antage, at dit indlæg som helhed er adresseret til mig. Det kan jeg blot ikke få til at hænge sammen.

For det, du skriver, har helt bestemt intet med mit indlæg at gøre. For eksempel har jeg ikke skrevet noget om ateisme.

Du fremfører også, at ”nogle har mere travlt med konstant at dyrke deres kæpheste gennem foragt”.

Hvad det med sagen at gøre? Hvem er det dog, der gør det, og hvilken relevans har det i sammenhængen?

Når nu du har involveret min person og min tid, må du anstændighedsvis udrede, hvorledes dine kommentarer angår mit indlæg - i det mindste for mig, for [XX] og [navnet på endnu en ”liker”] har åbenbart forstået dem.

Min pointe var blot i al beskedenhed, at man ikke skal lade sig forlede – til at tro, at der er en nødvendig forbindelse mellem religiøsitet og godhed.

Dette gør i øvrigt din tale om ateister endnu mere irrelevant. Thi dem, der kalder sig ”ateister”, forsøger ikke at antyde en nødvendig forbindelse mellem deres egne ideer og godhed.

På forhånd tak.’

Anden kritik af argumentet.

Da ZZ ikke svarer, tilføjer jeg en uddybende kommentar til eventuelle læsere, hvoriblandt mindst må være trådens igangsætter, øvrige kommentatorer og ”likere”, hvoraf nogle optræder flere gange:

 - Ove MK: ’1) [ZZ]’s argument om ateister skal åbenbart være en efterligning af mit enkle empirisk baserede argument om kristne.

Mit argument godtgjorde, at der ikke er nogen nødvendig forbindelse mellem det at være kristen og det at være god, hvilket også var meningen med det.

Tilsvarende godtgør [ZZ]’s argument blot, at der ikke er nogen nødvendig forbindelse mellem det at være ateist og det at være god. [L1]

Alene af denne grund dur [ZZ]’s argument ikke som modargument mod mit.

2) Endnu en alvorlig svaghed i [ZZ]’s argument er, at mens de religiøses homofobiske og krigeriske handlinger begås med eksplicit baggrund i religionen, så har ateisters eventuelle pædofili, etc. ikke rod i deres ateisme. [L2]

3) [ZZ]’s argument har dog også et andet formål:

[ZZ] kunne lige så godt have talt om enhver anden isme, men taler om ateisme, fordi han tror, at jeg som kritiker af religion må være ateist, og derfor pryder han sit eksempel med et fyrværkeri af referencer til homohadere, pædofile, Hitlers drab på millionvis af mennesker, samt Stalins og Maos. [E1]

Tankegangen er den samme, som når Birthe Rønn Hornbæk pryder sin foragt for homoseksuelle med referencer til dræbersnegle. Selv om giftigheden består i ikke at være direkte formuleret, kan hverken [ZZ] eller BRH afvise at have en hensigt med deres antydninger. Grunden er at hente i det velkendte lingvistiske samarbejdsprincip.

4) Det samme princip tydeliggør, at når [ZZ] kæder det diffuse ”nogle” sammen med den uklare, men kritisk mente vending ”dyrke deres kæpheste gennem foragt” uden at nævne, hvem han tænker på, kan han ikke nægte at have en intention dermed. Denne kan aflæses ud fra konteksten. [E2]

5) Når jeg har brugt tid på [ZZ]’s indlæg, er det ikke, fordi indlægget i sig selv er interessant, men fordi det er et godt emne for min blog om kritik af ulogiske og uetiske argumenter.

I øvrigt har jeg netop udlagt en kritisk gennemgang af BRH’s sammenligning af homoseksuelle og dræbersnegle på samme blog.’

Se [BRH].

- -

Supplement.

A) Jeg har påvist to fejl i ZZ’s første udfald (det, hvori betegnelsen ”ateister” indgik).

Men ZZ begår endnu en hyppigt forekommende logisk argumentationsfejl. Denne begås i øvrigt af mange af dem, der forsvarer ikke-terapeutisk forhudsamputation.

Denne fejl består i ikke at folde et fremført argument helt ud. Fænomenet diskuteres nærmere i en senere artikel. I det konkrete tilfælde mangler ZZ simpelthen at forklare, hvad det er, hans argument går ud på, f.eks. om det på en nærmere specificeret måde skulle være et argument for eller imod et eller andet nøjere angivet standpunkt. [L3]

B) Når ZZ lader sig inspirere af sin misforståede tolkning af mit bevis for, at der ikke er en nødvendig forbindelse mellem det at være religiøs og det at være god, til at fremføre et udsagn, der ligner et tilsvarende argument rettet mod ateister, kan tankegangen muligvis være følgende ”Du kan få tilbage i samme mønt”. Dette understøttes både af ideen om, at ZZ tror, at jeg er er ateist, og af, at ZZ’s gengældelse involverer tilknytningen af frastødende indstillinger til det at være ateist.

C) Desuden er det uetisk at fremføre ens beskyldninger i form af dunkle antydninger, da det gør det kompliceret at tage til genmæle mod dem for den person, beskyldningerne rettes imod. [E3]

D) Det er ligeledes uetisk ikke at tage til genmæle mod kritik af ens beskyldninger, dvs. at fremføre sine beskyldninger uden at begrunde dem yderligere. [E4]

Genblik på de fremførte argumenter.

I) Med udsagnet

”som troende bortdømmer jeg hverken ateisters etik, næstekærlighed eller positive tiltag generelt, blot fordi nogle ateister [er modbydelige]”,

antyder ZZ, at jeg skulle afvise religiøses personers gode gerninger. Det står der faktisk ikke et eneste ord om i den kommentar, ZZ kritiserer. Tværtimod er dens pointe tydeligt specificeret. Jeg har naturligvis intet imod, at de religiøse gør alle de gode gerninger, de vil, så med sine diffuse antydninger refererer ZZ til en ikke-fremført påstand. [L4]

II) Selv om ZZ’s bibemærkning om, at ”nogle har mere travlt med konstant at dyrke deres kæpheste gennem foragt” ikke indeholder nogen reference, kan den naturligvis kun referere til undertegnede. For normalt tilsigter vi, at vore udsagn skal kunne forstås (Jf. [Grice 94]); men der foreligger ikke noget her, der kan antyde, at der skulle være tale om nogen helt anden bestem person ude i verden, der har gjort noget sådant - hvad det end helt præcist skulle bestå i - og som skulle være relevant her. Og på grund af udelukkelsesprincippet, og da ZZ allerede har udtrykt sig perfidt over for min person, er det rimeligt at antage, at ZZ hentyder til mine religionskritiske artikler på nettet. Jævnfør i øvrigt punkt 1 nedenfor.

Hertil må det for det første bemærkes, at sådanne artikler skriver jeg ikke på konstant, eftersom kun ca. 3% af mine filosofiske betragtninger handler om religion, og overvejende kun i form af en abstrakt semantisk kritik. For det andet er ZZ velkommen til at fremkomme med en sober kritik af disse på nettet. Men ZZ foretrækker at være obskur.

Mulige indvendinger mod min kritik.

1. I praksis vil nogle fremføre det elendige argument, at man – in casu underegnede - må føle sig ramt af et udsagn, hvis man protesterer mod det, og dermed også faktisk være ramt, dvs. at udsagnet passer på en, eller rammer plet. Sikken logik! For ifølge den er enhver beskyldning berettiget, hvis man tillader sig at protestere! Sådanne påstande præsupponerer oven i købet, at man har gjort noget galt. Jeg har imidlertid ovenfor refereret til min tidligere argumentation for, at det absolut er legitimt at påstå, at diffuse antydninger som dem, ZZ fremfører, har en bestemt adresse, in casu mig, medmindre der er tale om fabuleringer ud i det blå. (Jf. [BRH].)

2. Nogle vil indvende, således som ZZ også antyder (med sin tale om ateisme), at jeg med mit eksempel ikke er bedre, end ZZ.

Jeg refererer imidlertid blot til nogle religiøse personers faktiske homohad. Forekomsten af et sådant had beviser, at der ikke er nogen nødvendig forbindelse mellem det at være religiøs og det at være god. Og som nævnt væltes dette naturligvis ikke af ZZ’s argument for, at der heller ikke er nogen nødvendig forbindelse mellem det at være ateist og det at være god. Ja faktisk kan denne empiriske konstatering ikke væltes af noget som helt argument.

Som nævnt er sammenligningen ekstra forkert, fordi de religiøse homohadere begrunder deres had med deres religion, mens eventuelle homohadere blandt ateister ikke ville begrunde deres homohad med ateisme, eftersom ateisme per definition slet ikke danner baggrund for noget homohad.

3. Nogle vil indvende, at der ikke er andre steder, kirkens ansatte kan foretage netop denne godgørende gerning, og at den derfor ikke kan gøres anonymt, således som jeg anbefaler. Dette er sandt nok, for kirken er netop opført for at kunne manifestere religionen og dens påståede fantastiske væsen.

De fattige og hjemløse kan imidlertid hjælpes på andre måder, f.eks. ved politiske initiativer, der er noget større end denne ynkelige omgang nådsensbrød.

Hvis der virkelig havde været tale om en substantiel god gerning, og det ikke var en kirke, der lå der, hvor kurven blev hængt op, ville det sandelig være helt i orden åbenlyst at kæde gerningen i fysisk og metaforisk forstand sammen med den pågældende institution.

Men forbindelsen mellem religion og godhed er ikke alene falsk a posteriori, men også a priori. For der er ikke nogen nødvendig forbindelse mellem religiøse sætninger og gode gerninger, eftersom religiøse sætninger er semantisk meningsløse og derfor ikke implicerer noget helst. Der er med andre ord en uoverstigelig afgrund mellem sådanne sætninger og udførelse af gode gerninger.

4) Erfaringen fortæller mig, at nogle vil afvise min kritik som værende spidsfindigheder. Men dette er en uklar påstand, der må tydeliggøres og begrundes. Ligesom det er umiddelbart klart, at 12 er større end 5, men kræver en lidt længere forklaring at begrunde dette, er det fejlagtige og uetiske i ZZ’s indlæg umiddelbart påfaldende, selv om udredningen heraf kræver et par sætninger. De, der bruger dette argument til at afvise kritik med, forveksler spidsfindighed med præcision.

Litteratur:

[Grice 94]         H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).

[BRH]              http://www.ovemk.blogspot.dk/2014/08/homoseksuelle-og-drbersnegle.html

Fejlagtige argumenter for ikke-terapeutisk forhudsamputation af drenge, også kaldet omskæring.

Indledning.

Det må være et psykologisk spørgsmål, hvorfor de, der forsvarer ikke-terapeutisk forhudsamputation af drenge, fremfører så iøjefaldende let gendrivelige argumenter, som de gør. Hvad er det dog, der forhindrer dem i at se de modargumenter, der ligger lige for?

Nogle forledes måske af eufemismen ”omskæring”, mens andre opfatter religion som noget ophøjet, endog uden at være religiøse selv. Det er måske også sådanne fejltagelser, der får de vankelmodige folketingspolitikere til at forjage problemet?

Denne forklaring forudsætter dog, at de argumenterende mangler omtanke. Men årsagen hertil var netop det, der blev spurgt om.

Den afgørende kritik:

Det er ikke nødvendigt at kende til, hvordan forhudsamputation foretages, og hvor omfattende den er, for at indse, at ikke-terapeutisk forhudsamputation er forkastelig. Dette skyldes, at selv om indgrebet hverken havde været ubehageligt eller skadeligt, ville der gælde følgende:

Ikke-terapeutisk forhudsamputationen er en livsvarig krænkelse af et andet individs personlige integritet.

For den er et livsvarigt mærke med tegnet på en anden religion eller kulturel indstilling, som det pågældende individ ikke nødvendigvis selv vil gå ind for.

Anderledes må der argumenteres over for dem, der påstår, at amputationen skal foretages, udelukkende fordi de mener, at det er skadeligt for mænd og drenge at have en forhud!

De velkendte argumenter for ikke-terapeutisk forhudsamputation.

De fleste af disse argumenter er hyppigt forekommende. Men påstanden om, at religionsfrihed giver ret til rituel forhudsamputation, er hovedargumentet for omskæring. Det behandles derfor mest udførligt. De øvrige argumenter er blot afværgerektioner, f.eks. i form af bagatelliseringer af kritikken af ikke-terapeutisk forhudsamputation.

Når de ikke får nær så meget plads her i artiklen som kritikken af dem, skyldes det udelukkende, at de typisk ikke er særligt udfoldede, ja nogle gange kun halvt formulerede.

1) Vi har religionsfrihed her i landet, og derfor skal religiøs omskæring tillades.

Der begås to fejl i dette korte argument, som er fremsat af Özlem Sara Cekic [ÖSC 1] og Anders Jerichow [AJ].

Begge fejltagelser er baserede på den forestilling, at religiøse tekster kan indgå som en præmis i et argument uden overhovedet at skulle forklares og begrundes. En sådan særstilling kan selvsagt ikke forsvares.

1) Religionsfrihed giver derfor ikke tilhængerne af en religion moralsk ret til at foretage noget som helst ikke-terapeutisk indgreb på deres drengebørn uden deres samtykke. Folk må tænke, hvad de vil, men de må ikke gøre, hvad de vil.

2) Argumentet er logisk forkert, dvs. selv hvis vi antog, at dets præmis var sand: ”Religionsfrihed indebærer retten til at følge ens religions forskrifter, herunder et påbud om at forhudsamputere ens børn”.

Grunden er, at en velbegrundet livsfilosofi må have mindst lige så stor gyldighed som de sandheder, der ifølge de religiøse er dumpet ned til dem. En sådan filosofi kan omfatte den idé, at alle mennesker har ret til selvbestemmelse og dermed ret til at være fri for at blive mærket med tegn på andre menneskers religion og kultur resten af deres liv.

Dette velbegrundede ønske skal så respekteres på samme måde. Det kritiserede arguments princip medfører derfor, at ikke-terapeutisk amputation af forhud skal forbydes.

2) Omskæring af drenge er ikke det samme som omskæring af kvinder, men er et meget mindre indgreb. Derfor skal indgrebet tillades.

Først og fremmest er denne konklusion ikke logisk. For det, at et indgreb er et mindre indgreb end et andet, betyder ikke, at det skal accepteres.

Desuden er såkaldt omskæring af drenge rent faktisk et omfattende indgreb. Dette gælder både for 1) barnets lidelser, når indgrebet begås, og for 2) de livsvarige konsekvenser.

Ad 1: Forhuden sidder fast på penishovedet med væv af samme slags som det, der binder neglene fast. Ved amputationen strækkes forhuden ud, og den udstrakte del skæres eller mases af. Der følger nu en periode med smerte og risiko for infektion. Desuden kan der ske fejl ved operationen.

Ad 2: Efter indgrebet er halvdelen af huden på penis fjernet, for stedse. Denne havde en beskyttende funktion og en funktion for seksuallivet. Blandt andet fører amputationen til dannelse af arvæv på glans penis.

Kun 20% af indgrebene mod kvinder er større, og selv de mindste er strengt forbudte.

Desuden er begge former indgreb en krænkelse af et individs personlige integritet.

3) Omskæring svarer til barnedåb.

Dette argument for rituel forhudsamputation er blandt andre fremført af Özlem Sara Cekic [ÖSC 1].

Det underforstås her, at det at foretage en rituel forhudsamputation på et barn er en lige så harmløs og festlig begivenhed, som de fleste anser et barnedåb for at være.

Denne sammenligning er en grotesk bagatellisering af den kritik, der er fremført ovenfor, at rituel omskæring krænker et andet menneske og udsætte ham for skader og livsfare.

4) Omskæring svarer til andre beslutninger, forældrene foretager på barnets vegne.

Özlem Sara Cekic nævner som eksempler på sådanne beslutninger valg af 1) skole, 2) forældrenes kultur, kost, etc. [ÖSC 1].

Også denne sammenligning er klart bagatelliserende. Forhudsamputation helt unødvendig. Det er valg af skole, kost, etc. derimod ikke.

1) Valg af skole kan begrundes. Desuden kan forkerte valg enten gøres om eller afhjælpes.

2) Barnet kan senere vælge forældrenes kultur fra. Barnet påvirkes ikke kun af forældrene.

Omskæringen kan derimod ikke gøres om. Den er fra begyndelsen en fejltagelse.

5) Påstande om skadelige virkninger af amputationen af barnets fejes til side som anekdoter.

Dokumentationerne for de skadelige virkninger af amputationen af barnets forhud fejes til side som anekdoter. (Jf. Özlem Sara Cekic [ÖSC 1] og Anders Jerichow [AJ]).

Denne karakteristik grunder i uvidenhed. Thi der findes faktisk videnskabeligt korrekt dokumentation for de skadelige virkninger af amputationen af barnets forhud. Over 5% af indgrebene kræver efterbehandling. Nogle børn dør af indgrebet, f.eks. af blodtab. Jævnfør også punkt 2 og 14.

6) At forbyde omskæring er udemokratisk, ikke blot hvad angår religionsfrihed, men også mindretalsbeskyttelse.

Dette argument for rituel forhudsamputation er fremført af Özlem Sara Cekic [ÖSC 1] og Anders Jerichow [AJ].

Hverken folks valg af religion eller kultur giver dem frie tøjler. I øvrigt anses det normalt ikke for at være udemokratisk at forbyde overgreb.

Det er i det hele taget at vende op og ned på sagen at kalde det for ”beskyttelse” at give folk lov til at forhudsamputere deres børn. Det er børnene, der skal beskyttes, hvad enten de er en del af et mindretal eller ikke. Det er, som om tilhængerne af rituel forhudsofring kun har øje for forældrene og deres traditioner i denne sag, men ikke for hensynet til barnet og dets fremtidige tilværelse.

7) Forbud mod omskæring er ”tvungen assimilation”.

Denne kritik af et forbud mod rituel forhudsamputation er fremført af Anders Jerichow [AJ].

Det underforstås antagelig, at tvungen assimilation er forkert, og at et forbud mod omskæring derfor også er forkert.

Assimilation er opnåelse af den helt samme adfærd som et lands etniske befolkning. Men her er der blot tale om at forbyde en specifik handling, fordi en er forkert, og ikke andet.

8) At ville forbyde omskæring er udtryk for antisemitisme.

Denne pådutning er fremført af Anders Jerichow [AJ]. Der er tale om et ad hominem argument i ordets negative betydning. I stedet for at fremføre den slags afvisninger bør tilhængerne af rituel forhudsamputation forholde sig til de fremførte modargumenter. Desuden kan der henvises til ovenstående punkt 7.

9) Omskæring skal markere et religiøst tilhørsforhold.

Det underforstås åbenbart, at dette skal være et argument for at acceptere ikke-terapeutisk forhudsamputation. Det fremsættes af Anders Jerichow [AJ].

Dette er tværtimod en af grundene til at indgrebet skal forbydes: At der er tale om et religiøst mærke begrundet i forestillinger, som offeret måske vil tage afstand fra, gør indgrebet endnu mere krænkende.

Desuden kan ingen handlinger over for andre mennesker begrundes ved henvisning til ens egen religion, da de religiøse ikke kan forklare deres religiøse sætninger. Deres religiøse adfærd kan højest have samme betydning for andre som en lukket kreds af menneskers rollespil ude i skoven. Et sådant kan ikke i sig selv danne grundlag for beslutninger i den virkelige verden, heller ikke for rollespillernes børn.

10) Folk vil flygte, hvis de ikke kan få lov til at fortsætte med rituel omskæring.

Dette argument for rituel forhudsamputation er fremsat af Anders Jerichow [AJ].

Der må her menes, at folk vil flytte til at andet land og få statsborgerskab der. For som danskere må de følge dansk lov. De er her i samme situation som andre mennesker, der ikke kan lide lovgivningen.

Hvis folk vil bosætte sig i et andet land, fordi det bliver forbudt at foretage rituel forhudsamputation her i landet, så har de naturligvis lov til at rejse. Men det er naturligvis at foretrække, om de blev klogere og ophørte med deres uskik.

Forbud mod forkerte handlinger sætter ofte en tankevirksomhed i gang i folk, således at de ændrer adfærd, f.eks. at de holder op med at slå deres børn, når den slags forbydes.

11) Omskæringer ville foregå i det skjulte, hvis de blev forbudt.

Det hævdes også, at hvis amputationerne foregik i det skjulte, ville de foregå under dårlige forhold.

Dette argument for rituel forhudsamputation er fremsat af Anders Jerichow [AJ].

For det første er vi vant til at sende signaler om samfundets holdning til uforsvarlige handlinger, f.eks. ved at forbyde, at forældre slår deres børn. Hvorfor skulle vi gøre en undtagelse her?

For det andet er der tale om en i forvejen uacceptabel operation, eftersom den indebærer legemlig beskadigelse. Denne foregår allerede mere eller mindre privat. Et forbud kan alt i alt ikke forværre situationen.

Nogle bliver måske tværtimod glade for, at et forbud vil støtte dem imod gruppepresset.

12) Omskæringer har foregået i årtusinder. Derfor skal de accepteres.

Dette argument for rituel forhudsamputation er fremsat af Jacob Birkler [JB].

Det er ikke et argument for bevarelse af en tilstand, at hvis den har varet i tusind år, så er den i orden. En sådan logisk regel findes ikke. Som modeksempler kan nævnes tilstandene despoti og fattigdom.

13) Omskæring har sundhedsmæssige fordele.

Forhudsamputation forsvares med, at forhudens eksistens kan give øget risiko for 1) peniskræft, 2) hiv og aids, 3) traditionelle sexsygdomme, 4) urinvejsinfektioner. Med andre ord: Det er farligt at have en forhud.

Det burde få en klokke til at ringe for fortalerne af dette standpunkt, at vi ellers ikke anlægger en sådan synsvinkel på andre organer. Det kan ganske vist ikke a priori afvises, at eksistensen af lige netop forhuden blandt alle legemsdele skulle være ”sundhedsfarlig”. Og da vi ikke kan nøjes påstå, at synsvinklen er anlagt til formålet, må vi undersøge argumentets præmisser. Spørgsmålet er, hvorfor vi skulle anlægge den på forhuden.

Hvis det virkeligt var tilfældet, at forhudens blotte eksistens førte til den sikre sygdom og død, skulle den naturligvis fjernes straks efter fødslen. Men som bekendt er det ikke tilfældet. Desuden skal den påståede fjernede risiko opvejes mod ubehaget ved selve forhudsamputationen og de derved påførte skader og ikke mindst risikoen derved. Dvs. at alle de forhudsamputerede skal påføres en skavank og risikoen for en behandlingsfejl, for at nogle få mennesker kan slippe for en sygdom.

Professor Morten Frisch konkretiserer denne absurditet i artiklen [MF 1].

Ad 1. Der er ”omtrent samme hyppighed af peniskræft i USA, hvor flertallet af mænd er omskåret, som i Danmark, hvor kun cirka fem procent er det”.

Så selv hvis præmissen er rigtig, skal der altså foretages et højt antal amputationer ”for at forebygge ét tilfælde af peniskræft”.

Punkt 2, 3 og 4 er helt ud af billedet:

Ad 2 og 3. Voksnes risiko for at få hiv og aids og de traditionelle sexsygdomme giver selvsagt ingen grund til at amputere små børns forhud.

Ad 4. MF anfører yderligere modargumenter i artiklen. Her skal det derfor kun bemærkes, at en urinvejsinfektion er uproblematisk sammenlignet med en forhudsamputation.

14) Sundhedsstyrelsen har sagt god for omskæring. Derfor skal omskæring være tilladt.

Dette argument er fremsat af Özlem Sara Cekic [ÔSC 2]. Sundhedsstyrelsen ser desværre kun på de fysisk forhold, og ikke på sagens kerne, nemlig det enkle faktum, at ikke-terapeutisk forhudsamputationer en krænkelse af et andet individs personlige integritet. Selv om Sundhedsstyrelsen skulle have ret i sine positive vurderinger af forhudsamputation, findes der altså en tilstrækkelig etisk grund til at forbyde indgrebet.

Afslutning.

Det at tydeliggøre, hvor let gendrivelige de 14 argumenter for ikke-terapeutisk forhudsamputation er, giver ikke noget svar på det stillede spørgsmål. Tværtimod øger det ens undren.

Man kan få den tanke, at de pågældende godt ved, hvor let det er at tilbagevise deres argumenter. De føler sig som herremænd i situationen, og mener derfor, at de har ret til at håne dem, der spørger. Med tåbelige svar.

Det er endog muligt at støde på stadig flere ejendommelige udsagn, der er fremsat af mennesker med papir på højere uddannelser:

15) Drenge har ret til at få deres forhud amputeret.

En professor David Katz fremfører i avisen Ham and High [DK], at drenge har ret til at få amputeret deres forhud. Det samme udsagn fremføres af en journalist på Kristeligt Dagblad [KD].

Det er en absurd påstand, der ikke kan begrundes. Drenge har tværtimod ret til at blive fri for at blive omskåret. Det fremgår af ovenstående.

Der er tale om et religiøst baseret argument, der ikke betvivler sine præmisser. Det er baseret på en mysticisme, der ikke kan begrundes. Der kan henvises til punkt 9 ovenfor.

16) Forhudsamputation er børneopdragelse.

Professor ved Roskilde Universitet og ekspert i religionsret Lisbet Christoffersen præsterer et konglomerat af fejlslutninger:

På denne ene side ”har forældre [1] ret til at opdrage børn i deres egen religion”. På den anden side ”er der grænser for, hvordan man må behandle børn”. Men da Sundhedsstyrelsen konkluderer, [2] at der ikke er sundhedsfaglige grunde til et forbud har LC svært ved at se,

”at man udelukkende skal bygge et forbud på [3] en vidtgående fortolkning af børnekonventionen til at [4] underminere en årtusinder gammel praksis”. (Mine kantede parenteser og understregning.)

Ad 1: Det står hen i de uvisse, hvad det pædagogiske sigte med forhudsamputationen skulle bestå i, ikke mindst fordi der er tale om mishandling af hensyn til forældrenes religion og kultur.

Ad 2: Sundhedsstyrelsen ser ovehovedet ikke på det etiske argument mod ikke-terapeutisk forhudsamputation, så denne præmis dur slet ikke.

Ad 3: Det er ikke ”en vidtgående fortolkning” at tage børnekonventionen bestemmelse om, at der skal tages hensyn til barnets tarv bogstaveligt.

Ad 4: LC har her implicit indflettet en supplerende argumentation ved neutralt at italesætte ikke-terapeutisk forhudsamputation dels som ”årtusinder gammel”, dels som en ”praksis”, og ved at omtale et forbud imod den med det negative udtryk ”at underminere”.

Litteratur.

[AJ] Omskæring af drenge er forældrenes ansvar: http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1689651/omskaering-af-drenge-er-foraeldrenes-ansvar/.

[Anna Mee Allerslev]: Omskæring af drenge er ikke en forbrydelse: http://opinionen.dk/debat/omskaering-af-drenge-er-ikke-en-forbrydelse.

[Birthe Rønn Hornbech]: Omskæringsdebat afspejler religionshad: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/471775:Debat--Birthe-Roenn--Omskaeringsdebat-afspejler-religionshad.

[DK] ‘Circumcision is not genital mutilation’ - north London rabbis jump to defence of religious practice: http://www.hamhigh.co.uk/news/circumcision_is_not_genital_mutilation_north_london_rabbis_jump_to_defence_of_religious_practice_1_3174666.

[JB]: Etisk Råds formand forsvarer omskæring af drenge: http://politiken.dk/viden/ECE1710297/etisk-raads-formand-forsvarer-omskaering-af-drenge/

[KD] Lægeforeningen vil ikke have forbud mod omskæring: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/484118:Danmark--Laegeforeningen-vil-ikke-have-forbud-mod-omskaering?rss&utm_source=news.dk&utm_campaign=jubii&utm_medium=link.

[MF 1]: Ingen læger bør anbefale omskæring af drengebørn: http://www.information.dk/309612

[MF 2] Rituel omskæring af drenge: http://www.jordemoderforeningen.dk/tidsskrift-for-jordemoedre/singlevisning/artikel/rituel-omskaering-af-drenge/

[S 1] Styrelse frikender rituel omskæring, men kritikere ønsker fortsat forbud: http://www.etik.dk/religion-og-etik/styrelse-frikender-rituel-omsk%C3%A6ring-men-kritikere-%C3%B8nsker-fortsat-forbud

[S 2] Sundhedsstyrelsen. Omskæring af drenge. Notat.     http://sundhedsstyrelsen.dk/publ/Publ2013/06jun/OmskaeringDrenge.pdf:

[ÖSC 1]: Tankeløst angreb på omskæring: http://ozlem.dk/tankel%C3%B8st-angreb-pa-omsk%C3%A6ring-516.

[ÖSC 2]: Nyt fra Özlem oktober 2013: http://ozlem.dk/nyt-fra-ozlem-oktober-2013-3423

Homoseksuelle og dræbersnegle.

(Dette indlæg er foreløbigt.)

Hovedsigtet med denne artikel er at afklare, hvorvidt den blotte sammenkædning af mindre flatterende betegnelser med personer eller grupper af personer kan kritiseres for at være tilsigtet og nedsættende, trods ytrerens påstand om det modsatte.

Konklusionen baseres på det faktum, at alt, hvad den talende siger, er sagt med en bestemt hensigt, hvorfor det en tilsigtet del af budskabet. Det tilstræbes at drage en generel konklusion. Diskussionen tager udgangspunkt i følgende udtalelser, hvis dunkle, ubegrundede eller inkonsistente detaljer også diskuteres:

Baggrund.

Den daværende danske politiker Birthe Rønn Hornbæk har i 2012 på en høring om homoseksuelles ret til ægteskab eller ej sagt følgende:Den daværende danske politiker Birthe Rønn Hornbæk har i 2012 på en høring om homoseksuelles ret til ægteskab eller ej sagt følgende:

”Bort set fra dræbersnegle og nogle få andre arter består den levende verden af han og hun, og det er derfor, at verden har mulighed for fortsat at bestå.” [BRH 1]

Til kritik heraf siger BRH, at hun blot har givet ”en beskrivelse af virkeligheden”, og spørger ”Hvad vil du vide mere? ” [BRH 1]

Senere forklarer BRH, at ægteskabet er for mand og kvinde, og hvis bøsser og lesbiske kunne giftes ligesom heteroseksuelle, ville de ikke længere være et mindretal, hvilket ville være til skade for dem selv.

Til spørgsmålet om, hvorfor hun snakker du om dræbersnegle i den forbindelse, svarer BRH, at det jo bare er sandt, at nogle få dyreracer har det sådan. ”Men normalt er det jo altså mand og kvinde, forplantningen beror på, og sådan er det.” [BRH 2]

Til spørgsmålet om hun ikke kan forstå, at nogle bliver fornærmede over hendes udtalelser, svarer BRH:

”Nej, jeg siger det bare som det er.” [BRH 2]

Her burde journalisten have fastholdt sit spørgsmål om relevans, eftersom det ikke er en tilstrækkelig begrundelse for at sige noget, at det er sandt. Man udtaler sig om noget, fordi man mener at det er relevant i sammenhængen. For der er så meget, der er sandt, uden at det er relevant. Den talende har derfor en hensigt med sine udtalelser. Den vil læsere og lyttere gerne orienteres om.

Som helhed indeholder BRH’s udtalelser flere kritisable detaljer. Således mangler der nogle præmisser i BRH’s argument for det standpunkt, hun synes at have, at kirkelig vielse kun er egnet for folk, der kan formere sig. I øvrigt er udtalelserne selvmodsigende, hvilket uddybes senere. Heldigvis behøver vi ikke udrede selve dette fordunklede argument. Dette skyldes ikke blot, at denne opgave påhviler den, der fremsætter dem, men også, at det i denne sammenhæng er underordnet af to grunde:

1) Dette skal være en principiel undersøgelse med fokus på de generelle omstændigheder.

2) Generelt må der tages hensyn til følgende argumentationsprincip:

Når man kritiserer et standpunkt, bør man i sandhedens interesse ikke vælge den lettest gendrivelige fortolkning (version eller variant) af standpunktet, men den vanskeligst gendrivelige fortolkning. Thi når man har gendrevet den lettest angribelige fortolkning, har man stadigvæk ikke gendrevet den vanskeligst gendrivelige fortolkning.[1]

Af den grund er det hensigtsmæssigt at se på en reduceret version af BRH’s standpunkt (hvori de værste fejl er fjernede):

A) Eftersom forplantningen normalt beror på to forskellige køn, er et giftermål kun for en mand og en kvinde. B) Præmissen har den undtagelse, at dræbersnegle er hermafroditter.

Denne artikel skal derfor have som sit hovedsigte at afklare, hvad BRH’s tale om dræbersnegle (B) føjer til formidlingen af selve det standpunkt, at bøsser ikke bør kunne giftes i kirken (A). Herunder skal det undersøges, om en sådan tilføjelse er nedsættende ment.

Det kan ganske vist fremføres, at BRH kæder dræbersnegle sammen med homoseksuelle, og at hun gør dette ved at nævne dem i samme sætning eller udtalelse. Men at sammenligne er ikke at sætte lighed, og at sammenligne er ikke altid at krænke. Begge dele gælder f.eks. for sammenligningen ”En ræv kan løbe hurtigere end et voksent menneske”.

En kritik af BRH’s udtalelse og lignende udsagn må kunne begrundes, for ellers har vi blot den vedvarende situation, hvor kritikerne påstår ”BRH udtaler sig nedgørende”, mens BRH påstår ”Jeg fremlægger blot fakta”.

Et afklarende eksempel.

Vi kan se på et mindre kompliceret eksempel: Hvis en forfatter til en roman skriver om en af dens karakterer ”Hans hovedhår og skæg havde samme farve som en dræbersnegl”, så udtrykker denne karakteristik mere end det strengt nødvendige til at give en farvebeskrivelse. Msn må formode, at den er omhyggeligt udvalgt blandt flere muligheder, så som ”var rødbrun” eller ”var kastanjebrun” eller ”havde samme farve som visne blade”. Begrundelsen er denne:

Den talende og skrivende vil selvsagt gerne forstås. Derfor vil han søge at udtrykke sig så præcist som muligt. Blandt andet vil han bestræbe sig for at sige alt, hvad der er nødvendigt for at blive forstået. Men han vil også undgå at sige mere, end hvad der er tilstrækkeligt, dvs. noget irrelevant. For dette vil gøre det uklart, hvad der er budskabet. Derfor har alle et udsagns bestanddele et intenderet budskab. Jf. H.P. Grices konversationsmaksimer. ([Grice 94], især pp. 60-65)

Hvad der er angivet i eksemplet, udover hvad der er nødvendigt for at angive en passende farvebetegnelse, må derfor være ytret med en specifik hensigt. Det må her bemærkes, at jo mere søgt og kunstfærdigt formuleret en specifikation eller tilføjelse er, dvs. jo større anstrengeler der er gjort for at få den inkluderet, desto mere vigtigt og påliggende må det være for den ytrende at få det fremført.

Af alle disse grunde kan en person, der ytrer sig med så megen omhu om en anden persons hårfarve, ikke afvise påstande om en hensigt dermed ved at hævde, at han blot udtrykker fakta. Han må indrømme, at han også har til hensigt at antyde noget mere. Det må bemærkes, at dette ekstra udtrykte i dette eksempel ikke kan være, at den pågældende ikke har træk til fælles med en dræbersnegl, da der ingen nægtelse er indeholdt i det ytrede.

Det ekstra udtrykte må derfor være, at der er et eller andet relevant at sige om den pågældende, som kan relateres til dræbersnegles egenskaber, f.eks. at den pågældende er sådan, at han leder tanken hen på dræbersnegle. Hvad det helt præcist er, kan lytteren strengt taget ikke vide. Men det må have noget med dræbersnegles egenskaber at gøre – og i dagens Danmark plejer vi for tiden ikke at sige så meget positivt om dræbersnegle.

En nærliggende mulighed er, at ytringen anvender den litterære brug af positive eller negative betegnelser om en persons fysiske træk for at sige noget positivt respektivt negativt om den pågældende persons karakter, f.eks. ved at sige, at vedkommende har et ravgult hår eller et honninggult hår frem for eksempelvist et urinfarvet hår.

Det kan konkluderes, at hvis den talende nægter at have haft andre intentioner end at udtrykke sig om den anden persons hårfarve, er dette nødvendigvis usandt. Når selve eksistensen af intentionerne ikke kan benægtes, gør benægtelser dem blot mere suspekte. Derfor må det være rimeligt at spørge den talende om, hvad hensigten er, og at forvente et svar.

I det mindste er det givet, at uklarheden sætter tilhøreren i forlegenhed, og får ham til at overveje negative forestillinger om talerens budskab. Det ved den talende udmærket, hvorfor det at fremkalde dette er en del af hensigten. Der gælder omtrent det samme for:

Birthe Rønn Hornbæks udsagn.

Det kan med tilsvarend begrundelser sluttes, at med ytringen

”Bort set fra dræbersnegle og nogle få andre arter består den levende verden af han og hun, og det er derfor, at verden har mulighed for fortsat at bestå”

har BRH ikke blot til hensigt at sige ”Den levende verdens fortsatte beståen skyldes, at de fleste levende væsener tilhører arter, der består af hanner og hunner”, men at hævde mere and dette. Hvad dette er, kan man kun gisne om, da dette ikke ytres eksplicit, selv om talen om dræbersnegle udgør et fingerpeg.

Der kan rettes følgende indvendinger mod BRH’s udtalelse:

1) Selv om det skulle være sandt, at det er afgørende for den levende verdens beståen, at der findes to køn, ville dette være irrelevant for afgørelsen af det diskuterede spørgsmål, om der skal være ligeberettigelse i statens institutioner. For det er et faktum, at der aktuelt findes bøsser, der vil danne par. Diskussionen handler derfor om, hvorvidt de nulevende bøsser og de fremtidige skal have lov til at blive viet i statens institutioner - og ikke om, hvorvidt de er overflødige i denne verden, såedes som BRH antyder.

2) BRH kan, lige som taleren i det første eksempel med hårfarven, fremføre sit budskab med andre ord, dvs. uden at tale om dræbersnegle.

3) Udsagnet er selvmodsigende, selv på sine egne præmisser. For hvis dræbersneglen er hermafrodit, viser dens blotte eksistens, at to køn ikke er nødvendig for den levende verdens fortsatte beståen.

4) For at udtrykke sidebudskabet havde det været tilstrækkeligt at tale om snegle. Da alle snegle er hermafroditter, er budskabet hvor der tales om dræbersnegle mere specifikt end nødvendigt. Med sit valg af betegnelsen ”dræbersnegle” frem for betegnelsen ”snegle” må BRH derfor have haft en specifik, selvstændig hensigt.

Hermed er det godtgjort, at BRH tager let på logik og fornuft for at få en anledning til at tale om snegle og specielt dræbersnegle. Dette viser, at det er magtpåliggende for BRH at ikke blot at tale om snegle men også dræbersnegle.

Konklusion.

Da det således er godtgjort, at BRH har et budskab og en hensigt med sin tale om dræbersegle, er spørgsmålet, hvad budskabet og relevansen er. Derfor ville det være rimeligt at spørge BRH derom og at afkræve et svar.

I forbindelse med gennemgangen af ovenstående eksempler er nævnt de forskellige grader af tilføjelser til det, der er strengt nødvendigt for at fremføre et bestemt budskab, f.eks. beskrivelsen af en hårfarve, og hvad de betyder for fortolkningen af det samlede budskab. Jo mere omfattende dette ekstra er, jo mere evident bliver det, at der er tale om en særlig hensigt dermed. Dette gælder også for BRH ’s forklaring på, hvorfor hun taler om dræbersnegle i en debat, der handler om homoseksuelles mulighed for at blive viet i kirken:

”Jamen det er jo bare sandheden, at der er nogle få dyreracer, hvor det ikke er sådan. Men normalt er det jo altså mand og kvinde, forplantningen beror på, og sådan er det.” [BRH 2]

Denne begrundelse indeholder som nævnt flere grader af afvigelser fra det, der er tilstrækkeligt til at udtrykke budskabet. Dette er indeholdt i dette citat:

”Bort set fra dræbersnegle og nogle få andre arter består den levende verden af han og hun, og det er derfor, at verden har mulighed for fortsat at bestå.” [BRH 1]

1) Thi essensen af dette er den sidste sætning uden den indledende undtagelse:

”den levende verden [består] af han og hun, og det er derfor, at verden har mulighed for fortsat at bestå”.

Dette er altså tilstrækkeligt, for at BRH kan fremføre sit dunkle tankegods.

2) Men BRH ønsker åbenbart at eksemplificere dette med eksempler fra dyreverdenen.

3) BRH kunne have nøjedes med at tale om snegle, men nævner specielt dræbersnegle.

Dette gør det klart, at der er en begrundet sandsynlighed for, at hensigten med brugen af ordet ”dræbernegle” er negativ, i dette tilfælde at antyde en foragt for bøsser.

Man kan stille sig det generelle spørgsmål i forbindelse med samarbejdsprincippet, hvad der er hensigten med at undlade at forklare sig fyldestgørende. Svaret kan være, at formålet er, at modtageren skal have noget at spekulere over, og måske selv forstille sig ytrerens mulige grimme tanker.

Men hvis vi antager, at BRH ud fra sine usagte præmisser tilsigter at forklare sig fyldestgørende, når hun siger, at hun blot fremlægger fakta, kan vi slutte således:

Der er slet ikke tale om, at BRH udtaler sig om betingelserne for verdens beståen for at have en anledning til at bruge ordet dræbersnegle i forbindelse med sin tale om bøsser. Alt er sagt med en direkte hensigt. BRH mener virkeligt, at det, hun siger, er fakta, at bøsser har samme rolle i ”det store skaberværk” (eller noget i den retning) som dræbersnegle.

BRH bruger blot ordet ”dræbersnegle” frem for ”snegle” eller noget endnu mindre specifikt for at understrege den nedvurdering af homoseksuelle, der er impliceret af standpunktet.

Nogle vil hævde, at dette mente de også selv, hvorfor den herværende forklaring blot er omstændelig og overflødig. Men som allerede nævnt i indledningen er det nødvendigt for debattører at begrunde deres standpunkter, ikke blot have dem. Thi ellers står der blot to debattanter over for hinanden, og for de mennesker, der ikke vil argumentere, er der kun sværdet tilbage.

Appendiks.

Flere af BRH’s fejltagelser.

Det følger af samarbejdsprincippet, at den talende nødvendigvis må formode, at læseren forstår, hvad han taler om, dvs. forstå hans begrebsapparat og forestillinger. Denne forudsætning er ikke opfyldt for BRH’s vedkommende. For som nævnt underforstår BRH med sine udtalelser flere dunkle antagelser, ligesom BRH begår en del faktuelle fejl, som det er praktisk at overstå først:

1) På trods af BRH’s påstand om det modsatte forbliver bøsser og lesbiske et mindetal, uanset om de kan giftes alle ej. Det er et spørgsmål om statistik. BRH’s efterfølgende udtryk for omsorg for bøsser og lesbiske virker besynderlig. Hvordan skulle det kunne skade bøsser og lesbiske ikke at udgøre et mindretal? Da det er klart, at talen om mindretal er forfejlet, mener BRH måske noget andet med ”mindretal”, måske ”en særlig gruppe”.

2) BRH taler om homoseksuelle, som om de er en underart af menneskeheden, eller netop en særlig gruppe lige som medlemmerne af en fagforening er. Men homoseksuelle er mennesker lige som alle andre mennesker, der kan ave børn og også gør det - eller undlader det.

3) Det er selvmodsigende at hævde, at verden har mulighed for fortsat at bestå, fordi den levende verden består af hanner og hunner med dræbersnegle og nogle få andre arter som undtagelse. For dræbersnegle og andre snegle består jo netop stadigvæk. Derudover er snegle hermafroditter, dvs. de er selv både hanner og hunner.

4) Hvad angår de skjulte antagelse fremfører BRH, at ægteskab ”er for mand og kvinde”, uden at forklare dette udsagn nærmere, f.eks. ved at fremføre en begrundelse. Da dette spørgsmål er et lovgivningsmæssigt anliggende, må BRH’s usagte begrundelse skyldes noget andet, så som religion eller andre for mystik.

5) Det er dunkelt, hvad BRH’s fejlagtige opfattelse, at verdens mulighed for at bestå består i eksistensen af en han og en hun, overhovedet har at gøre her. Mener BRH måske, at et ægteskab er betinget af, at det gifte par kan føde børn?

Det nytter dog ikke at foretage flere gætterier.

Referencer.

BRH 1: http://www.bt.dk/politik/vred-minister-roenn-sammenligner-boesser-med-draebersnegle.

BRH 2: http://www.bt.dk/politik/derfor-sammenligner-birthe-roenn-boesser-og-draebersnegle.

Litteratur:

[Grice 94]         H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).

---

[1]  Jf. Underafsnittet ”Forskellige fejltyper” i afhandlingen En kritik af W.C. Salmons Zeno’s Paradoxes.