onsdag, maj 11, 2011

Rune Lykkebergs vid om demokrati og monarki.

Sendt til Information 1/5 2011:

"Hermed følger et læserbrev om de fantastiske synspunkter og argumenter,
Informations redaktør Rune Lykkeberg har formået at ytre om monarki og demokrati i Danmarks Radio.

Hvis Information virkelig skulle finde plads til mit læserbrev, håber jeg ikke, at det vil blive udsat for de sædvanlige destruktive forbedringer - især ikke denne gang!"

Det afsendte læserbrev:

Rune Lykkebergs vid om demokrati og monarki.

Foreløbig må jeg nøjes med at takke Danmarks Radio for at lade Informations redaktør Rune Lykkeberg lade sin vid udfolde sig i ”Søndagsfrokosten” 1/5. Endelig fremgår det helt klart, hvilke højtflyvende dybsindigheder denne litterat og filosof evner at lade tilflyde lytterne. Her skal det forsøges at udpege nogle af højdepunkterne. For måske kan Information derved overtales til at få Lykkebergs kloge udtalelser og skarpe gensvar gengivet på tryk. De fortjener nemlig at studeres nærmere og bør ikke druknes i støj.
Dette skete desværre for Lykkebergs forklaring af, hvordan en styreform samtidig kan være et monarki og et demokrati. Baggrunden var, at en meddebattør havde forsøgt at begrunde, at monarki er udemokratisk. Men Lykkeberg kunne forklare, at monarkiet er et kulturfænomen, der eksisterer på demokratiets nåde. I øvrigt mente redaktøren, at det er for banalt at diskutere for og imod demokrati i denne forbindelse.
En meddebattør beklagede sig over, at en journalist ikke havde begrundet, hvad en påstået modernisering af det engelske kongehus skulle bestå i. Men den formastelige måtte lide den tort at høre fra den Lykkebergske mund, at journalister ikke anser folk for så hjernedøde, at en sådan forklaring skulle være nødvendig.
Der er i øvrigt ikke meget i denne verden, som er demokratisk, berettede Lykkeberg. Således er filosofi ikke demokratisk. Den skal vi åbenbart ikke stemme om, kan jeg forstå. Men hvad så med matematikken, er den demokratisk? Eller skal vi kæmpe om den? Det vil jeg så gerne vide. Hvilken eliksir mon Lykkeberg har drukket?

Ingen kommentarer: