Sprog, argumenter, kritik.

Udtrykket ”på sigt”.

Man kan tale om, at en handling har en bestemt virkning på kort sigt, eller at den har det på lang sigt, f.eks. i sætningerne ”Investeringen er givtig på langt sigt” og ”Investeringen har kun en virkning på kort sigt”. Nogle sprogfolk vil så forsvare den sproglige kvalitet af et sådant udsagn, idet jeg har hørt den forklaring, at der er tale om en kort form af en af de to længere former, en ny sprogbrug. Jeg gætter, at de, der bruger ”kortformen”, analogiserer med det faktum, at man ikke blot kan tale om lange veje og korte veje, men også simpelthen om veje, og derfor ræsonnerer, at eftersom man kan bruge udtrykkene ”på langt sigt” og ”på kort sigt”, kan man også bruge udtrykket ”på sigt”. Dette er dog kun et gæt, som jeg ikke kan fastholde uden undersøgelse. Men lad det blot være tale om en ny sprogbrug. Min pointe er i stedet følgende:

Det overordnede krav til al sprogbrug er, at sprogbrugerne overhovedet interesserer sig for den.

Hvis ”på kort sigt” betyder inden for en kortere periode, og ”på langt sigt” betyder inden for en længere periode, og hvis udtrykket ”på sigt” overhovedet skal have en betydning, må denne betydning være indenfor en periode af uspecificeret længde eller engang i fremtiden. Ofte fremgår det dog allerede af sammenhængen, at det omtalte sker engang i fremtiden, f.eks. hvis man taler om virkningen af en handling, eller hvis verbet er i nutid eller fremtid. I så fald er anvendelsen af dette tidsadverbial overflødigt fyld (sic).

Sprogændringer.

Det argument, at vi må acceptere sprogændringer med den begrundelse, at hvis vi i stedet for at tale, således som vi taler nu, talte som på Holbergs eller Saxos tid, så ville denne sprogbrug lyde underligt for os, er ikke et argument for sprogændringer. For hvis vi faktisk talte som dengang (med de nødvendige ændringer, som følger af teknikkens udvikling, osv.), ville vi ikke synes, at det lød mærkeligt.

”Studium” versus ”studie”.

Nogle sprogbrugere foretager backformation fra bøjningsformerne af det oprindeligt latinske ord ”studium”: ”studie studiet studier studierne”, således at grundformen forudsættes at være ”studie”. Sprogfolk forsvarer dette med at, at dette er meget systematisk og derfor udmærket. En sådan systematik er imidlertid ikke et princip, der tilstræbes andre steder i sproget, for så skulle det anbefales at bøje alle verber regulært. Sproget er ikke som byggeklodser, der består af et afgrænset antal elementer, heller ikke morfologisk.

Men dette princip kan også overholdes uden at ændre grundform med bøjningen ”studium studiummet studiummer studiummerne” eller ”studium studiummet studiumme studiummene”. Vi overtager herved kun nominativ singularis fra latin og bøjer resten ifølge kendte danske mønstre. Om man synes, at denne bøjning lyder underligt, er blot en vanesag.

I alle tilfælde er sprogfolkenes argumentation ikke fuldstændig. Hvorfor ændre grundform?

Begrebet hyperkorrekthed.

Nogle sprogbrugere er utilfredse med, at andre anvender pronominer i akkusativ, hvor de selv ville anvende nominativ. De førstnævnte begrunder det med, at der er tale om subjekt eller subjektsprædikat, som de mener altid skal stå i nominativ.

Nogle kalder denne indstilling hyperkorrekthed. Men anvendelsen af betegnelsen ”hyperkorrekt” antyder, at sprogbrugen ikke altid behøver at være korrekt, eller i det mindste ikke ”helt korrekt”, men at de hyperkorrekte personer fejlagtigt har den indstilling. Dette er naturligvis inkonsistent.

I stedet er der tale om en forenklet grammatikopfattelse, ifølge hvilken grammatikken kun har enklere regler, end den faktisk har. Vi burde snarere kalde denne opfattelse ”byggeklodssyndromet”. Grammatik skal ikke beskrives ved hovedregler med såkaldte undtagelser, men ved en facetteret (hierarkisk) regelbeskrivelse. Thi hver regel eksisterer i sin egen ret.

Sprogændringer.

Hvorfor skal de mindst reflekterende sprogbrugere bestemme sprogbrugen, således at de, der kender den, fordi de har brugt omtanke, hindres i at udtrykke sig? Jf. brugen af ordet ”chance”. Man kan her frem for en sprogændring snarere tale om en sprogskade, eller om et ar på sproget. Disse sproglige misopfattelser, som vi i det mindste kan sige at disse starter som, skyldes måske, at nogle sprogbrugere lader sig påvirke af de sammenhænge, som et ord bruges i, således at hvis et ord f.eks. ofte bruges i positive sammenhænge, kan de pågældende sprogbrugere tendere til at give ordet en positiv betydning. Fakta er, at ordet hidrører fra fransk, hvor det har en neutral betydning. At mange af de sammenhænge, der gives som eksempler i Larousse, er positive, er en anden sag. Man kan nu ikke længere tillade sig at sige til en person ”Skal det forstås således, at der er en chance for, at du ikke kommer på mandag?” Selv hvis man ved, at vedkommende kender ordets rette betydning, kan man ikke vide, om han regner med, at ordet er brugt i den rette betydning, eller eventuelt om spørgeren spiller lidt på muligheden for misforståelse.

De pågældende kan oven i købet finde på at kritisere folk, der stadigvæk bruger den neutrale betydning, idet de førstnævnte mener, at det er de sidstnævnte, der lider under en ny sproglig degenerering.