onsdag, maj 18, 2011

Informations idealer versus gerning og klarhed.

Her følger et indlæg sendt til dagbladet Information. Da denne blog blandt andet handler om argumentationskritik, følger også dagbladets fantastiske reaktion:

Informations idealer versus gerning og klarhed.

Et uskyldigt læserbrevsforslag har ført til en kedelig reaktion og afsløret en beklagelig indstilling til debat på Information, som ender med også at afsløre, hvordan bladet er i alvorlig modstrid med egne idealer.

Først sender jeg et læserbrev til Information ”om de fantastiske synspunkter og argumenter, Informations redaktør Rune Lykkeberg har formået at ytre om monarki og demokrati i Danmarks Radio”. Efter at have besvaret en e-mail med spørgsmål fra Debatredaktionen om tilladelse til rettelser i læsebrevet modtager jeg følgende afgørelse:

”Jeg kan oplyse dig om, at jeg har forhørt mig med redaktionen vedrørende dit indlæg, da den fremførte kritik ikke relaterer til noget, vi har bragt i vores avis. Vores princip er, at vi ikke viderebringer respons på udtalelser som vore skribenter har givet til andre medier, med mindre de er af specifik eller principiel interesse for netop Information, og det er ikke tilfældet i dennne situation. Vi har derfor valgt ikke at bringe dit indlæg.”

Jeg har efterfølgende i en e-mail til Debatredaktionen stillet et spørgsmål om, hvad betegnelsen ”redaktionen” refererer til. Heri skrev jeg også ”Jeg er da ked af, hvis denne høviske litterat og filosof skulle blive forlegen over min rosende kritik.”. Men denne e-mail er forblevet ubesvaret.

Desværre udtrykker Informations humørforladte afvisning ikke den fulde sandhed, eftersom Rune Lykkeberg ikke blot er skribent på Informationen, men også medlem af redaktionen.

Desuden er begrundelsen misvisende af en anden, sekundær grund, da Rune Lykkeberg vel ikke først og fremmest er Informations skribent, men en stor og anerkendt dansk forfatter. Har denne forfatter for alvor vist sin gennemslagskraft her?

Dette brev handler naturligvis ikke om, at Information afslår et læserbrev, men om at selve begrundelsen er i modstrid med Informations selvopfattelse: ”Information skal være et forum for det frie ord”. Thi ifølge den citerede dom er der nogle, som Information på forhånd udelukker fra at blive kritiseret. Desuden kan Informations redaktionsmedlemmer åbenbart også selv frigøre sig for kritik. Endvidere udtrykker begrundelsen en forskønnelse eller fordunkling af sagens rette sammenhæng.

Da der således er uoverensstemmelse mellem skrift og gerning, bryder Information også følgende ideal: ”Information skal redeligt informere om modstridende synspunkter i det offentlige liv og skal påtale uoverensstemmelser mellem tale og gerning”. Herved forpligter Information sig til at påtale sig selv.

På forhånd tak.

-----------------------------------------------------------------
På ovenstående læserbrev får jeg følgende svar:

"Tak for dit indlæg, som du har sendt til Information.
Jeg må desværre takke nej til det i denne omgang, da vi modtager mange
flere indlæg, end der er plads til i avisen. I øvrigt kan jeg oplyse om,
at debatredaktionen udgøres af [X], [Y] og jeg selv
."
[Mine kantede parenteser i stedet for navne; min tydeliggørelse med fed skrift.]

1 kommentar:

Anonym sagde ...

very good!