Religioners tilfældighed.

De evindelige argumenter for, at den ene religion er bedre og fredeligere end den anden religion, er nytteløse og uden fornuft. Der kan nemlig argumenteres for, at der ikke findes nogen religion i sig selv at forsvare eller at kritisere, kun tilhængere. I stedet bør det afklares, hvad religion egentlig er. Sikkert er det dog, at det er tilfældigt, at der findes de religioner, der findes. Det er tilfældigt, at religionerne er på den måde, de er. Det er tilfældigt, at religionerne er geografisk fordelt på den måde, de er fordelt. Det er tilfældigt, at de forskellige religioners tilhængere har den adfærd, som de har.
Der kan tænkes alle mulige eksempler på, hvordan disse forhold kunne have været anderledes. Men det er vel at mærke ikke nødvendigt at referere til historievidenskaben for et belyse denne tilfældighed. For de nævnte tilfældigheder er simpelthen tilfældige alene af den grund, at de kan tænkes at have været anderledes. Det er umuligt et begrunde en komplet determinisme, der kan modsige dette. Der findes derfor ikke nogen religion i sig selv, kun folks religiøsitet, dvs. det, at folk tilegner sig visse sætninger, der er formulerede af andre mennesker. En religion uden tilhængere er dermed ikke-eksisterende.
Det betyder, at hvis en religions tilhængere handler forkasteligt, har det ikke mening at forsvare den pågældende religion med, at den er ren og uskyldig, men at dens tilhængere blot ikke handler i overensstemmelse med den. Af samme grund har det ikke noget formål at kritisere en religion frem for nogen anden. Derimod kan man kritisere individer for at ville tilskrive en bestemt religion særlige fortræffeligheder, lige som man kan kritisere folk for at tage udgangspunkt i deres religion, eftersom alle religioner blot er semantisk meningsløse tegnfølger.
Kritikerne bliver af de anførte principielle grunde nødt til at begrænse deres kritik til eventuelle konkrete religiøse personers bestemte handlinger og udsagn, hvilket er noget andet. For som det er fremgået, findes der ikke nogen nødvendig sammenhæng, ikke noget, der ikke så let som ingenting kunne have været anderledes. Det forholder sig næsten på samme måde med politiske partier, dog med den forskel, at politiske udsagn kan have sproglig mening, hvis indhold umiddelbart kan diskuteres.
Derimod kan der argumenteres for, at religiøse sætninger faktisk ikke har nogen semantisk mening, men blot låner et skin af sproglig mening fra ikke-religiøse ord, så som ”tro” og ”frelse” i deres ikke-religiøse betydninger. Det er uberettigede anvendelser af disse ord, der forleder de religiøse til at fremføre sætninger, der er sprogligt meningsløse og derfor hverken kvalificerer sig til logiske eller empiriske undersøgelser. Af samme grund kan de ikke danne udgangspunkt for nogen argumentation. Derfor må de religiøses handlinger og udsagn skyldes påvirkning af ikke-religiøse forhold.
Ovennævnte vildfarelser hindrer naturligvis ikke de religiøse selv i at mene, at de kan drage konklusioner af deres religion. Disse konklusioner kan endog have sproglig mening isoleret set. Men de kan ikke begrundes ud fra de religiøses meningsløse sætninger.