Dette er anden del af artiklen ”Hjerne, videnskab og gudetro”.

Dagbladet Informations gud i hjernen.

Den 20. december 2006 bringer dagbladet Information en lignende ”nyhed” på forsiden, med en stort opsat artikel med titlen ”Gud findes” og en længere artikel inde i bladet med titlen ”Fader Vor, du som er i hjernen” - forsinket, men garneret med mange religiøse kommentarer. Begge artikler handler om en ph.d.-studerendes lidet overraskende undersøgelse af skanninger af religiøse, der ”beder til deres gud”. Den ph.d.-studerendes indstilling er videnskabelig, selv om han lige som artiklens forfatter anvender religiøse vendinger, som om de havde sproglig mening, f.eks. hhv. ”at Gud ikke er en abstrakt kraft” og ”når de beder til Gud”.

Som sagt er det ikke overraskende, at man kan måle konsekvenser i hjernen af religiøse forestillinger, og jo stærkere forestillinger, desto større viserudsving. Derfor opnås der tydelige måleresultater hos indremissionske, således som det refereres i denne artikel. At henvendelser til en formodet gud har samme konsekvenser som en samtale - hvad den ph.d.-studerende da også bemærker (i religiøse vendinger) - kan heller ikke overraske, eftersom det forklares, at de religiøse opfatter denne handling som en samtale. Mon ikke alle mulige andre slags forestillinger også kunne give viserudslag?

En sognepræsts udtalelser er dog også indhentet som religiøs modvægt. Hun er ikke overrasket: ”Bøn er samtale, ikke envejskommunikation”, hævder hun. Men da udsagn, der refererer til formodede guder, er sprogligt meningsløse, kan de bedende allerede af den grund højst tale med sig selv.

I følge bladets første artikel ”findes Gud” i det mindste ”som en samtalepartner i den menneskelige hjerne”. Men hvilken sproglig mening kan et sådant udsagn have?

Jeg har også hørt nogle forskere hævde, at selve det, at der kan måles nogle kemiske ændringer i en nyforelsket persons hjerne, må betyde, at forelskelse er noget biologisk, kemisk. Det er ikke nødvendigt at være filosofisk velbevandret for at indse, at det er en særdeles forhastet og uigennemtænkt slutning. Det eneste, der kan sluttes ud fra disse målinger, er, at det målte er et ledsagefænomen til forelskelsen, ikke at det er identisk med den, eller blot et grundlag for den. I forbindelse med bøn til formodede guder og de fantasier, der hører dertil, forekommer der naturligvis også fysiske ledsagefænomener.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvilken semantisk mening kan vi lægge i udsagnet ”Jeg taler med en samtalepartner i min hjerne” eller blot ”Jeg har en samtalepartner i min hjerne” eller ”Jeg taler med noget i min hjerne”? Normalt fører vi en samtale ned et andet menneske ved at udveksle udsagn, der er formuleret ved hjælp af ord eller andre tegn, og ved at lytte til udsagn, som er fremført af et andet menneske. Vi fører derimod ikke samtale med en del af vort eget legeme, hverken hjernen eller navlen. Her er der hverken tegn eller eksplicitte udsagn, der kan videreformidles klart.

Professor i religionsvidenskab, dr. phil. Armin W. Geertz mener, at vi bør ”juble over, at kultur og dermed religion har direkte indvirkning på hjernen”. Ja vor kultur, dvs. vores adfærd, herunder børneopdragelsen, som professoren nævner, har naturligvis indvirkning på det, vi går og tænker på, og dermed ledsages det af fænomener i hjernen. Om disse er lige så nuancerede som vore følelser og tanker, er så spørgsmålet. Men det kan vi naturligvis få klarhed over, så snart det bliver muligt at få udskrifter af hjernelageret, og når vi evner at specificere udtømmende oversættelsesregler for, hvordan udskrifterne skal fortolkes.

Professoren priser ligeledes videnskabens nye muligheder, idet han finder det interessant, hvis forskningen af hjernen kan forklare, ”hvordan religion foregår i den menneskelige psyke og forestillingsverden. Men spørgsmålet er, om det er nødvendigt – og hovedet gennemførligt - at gå denne omvej, eftersom tankegangen er udtryk for en materialisme, der ikke kan beskrive det forhold, at vor grammatiks struktur er potentielt uendelig dyb. Derimod kan vore ræsonnementer føre til mindst lige så fyldestgørende forklaringer uden at referere til hjernen. Materialismen eller hylismen, ja, blot referencer til hjernen, er kun en klods om benet i disse psykologiske forklaringer.

Artiklens udsagn om, at hjernen indeholder et materielt grundlag for behov for religion, lader lige som artiklen i Berlingske Tidende hånt om den såkaldte sjæl-legeme-dualisme og gør os til urværk! Desuden kan vi naturligvis ikke have brug for noget, der er sprogligt meningsløst. Tværtimod fører folks gudetro til krig, drab på abortmodstandere, selvundertrykkelse og udbredelse af aids.

Jeg ved ikke, om det er denne ”virkning på den empirisk virkelighed”, professoren tænker på, når han i forbindelse med en karakteristik af religion fremfører, at mennesket er i stand til bruge tegn for handlinger, ”der refererer til væsener, værdier og handlinger”, som muligvis ikke angår den empiriske virkelighed, men ”har enorm virkning på den empiriske virkelighed”. En sådan ”enorm virkning” er der mildt sagt mange sørgelige eksempler på.