Dette er første del af en artikel om:

Hjerne, videnskab og gudetro.

Noget af det mest omstændelige, man kan påtage sig, er at referere og kommentere sproglige meningsløsheder. Det skyldes dels, at de ifølge sagens natur ikke hænger rigtigt sammen, og at det derfor er vanskeligt at udrede teksten, dels at der kan ligge så meget nonsens gemt i en enkelt sætning, at det bliver ret omstændeligt at komme til bunds i det, hvis det overhovedet har nogen bund. Ikke desto mindre handler det følgende om tre artikler af denne art i dagbladene Berlingske Tidende og Information om religion og videnskab. Jeg beklager, at jeg har måttet anvende ordet ”nonsens” et par gange i denne tekst, men ordet betyder blot sproglig meningsløshed.

Videnskab og religion kædes sammen på en ret uigennemtænkt måde i disse artikler. Desuden har artiklerne problemer med videnskabsfilosofien og det såkaldte sjæl-legeme problem. Det er interessant at udrede disse.

Berlingske Tidendes ”fornemmelse for Gud”.

I efteråret 2006, hvor jeg havde jeg et kort prøveabonnement på Berlingske Tidende, bragte bladet an artikel med overskriften ”Hvor sidder fornemmelsen for Gud?”. Den handlede om forsøg, der angiveligt skulle undersøge, hvordan hjernen ser ud, ”når vi har religiøse oplevelser”. Allerede det lyder tvivlsomt, for har vi da oplevelser af den slags, og hvad vil det egentlig sige? Det at tale om ”fornemmelsen for Gud” præsupponerer simpelthen, at der eksisterer en gud, Ja det er værre endnu: det præsupponerer, at det overhovedet har semantisk mening at tale om en gud, hvilket slet ikke er givet. Men bladet må naturligvis mene, at vi har en sådan fornemmelse, siden det taler om den, og så meget desto mere tage det for givet, at det overhovedet har mening at tale om den.

Artiklen beretter om forsøg, hvorunder nogle nonner genoplevede deres såkaldte religiøse oplevelser, idet nogle videnskabsfolk kunne måle, hvilke områder der derved aktiveredes i nonnernes hjerner. Disse resultater er naturligvis ikke overraskende, da fantasier også er oplevelser. Det anføres temmelig kryptisk, at en af forskerne hævdede at ”kunne være tryg ved, at nonnerne kunne genopleve” disse oplevelser. For andre forsøg viste, at skuespillere kunne aktivere de samme områder af hjernen. Dette er en ret mærkelig begrundelse, for det viser tværtimod, at heller ikke nonnerne behøver at have haft religiøse oplevelser. I sandhed et raskt dementi! Selv hvis man ikke har indset, at det ikke kan have semantisk mening at tale om en eksisterende gud, så modbeviser dette på forsøgets egne præmisser, at nonneforsøget kan have nogen substantiel betydning.

Ifølge artiklen afviser forskeren og teologen Niels Kristian Hvidt ikke, ”at den menneskelige hjerne er modtagelig for Gud, netop fordi Gud har skabt den sådan”. Nu skal man passe på med at gå ind på religionens egne præmisser - for ikke at blive trukket med i en hvirvelstrøm af sproglige meningsløsheder - men alligevel: Hvorfor skulle det være nødvendigt med hjernen som mellemled, når nu de religiøse kan forestille sig guder med hvilke som helst evner? Bortset herfra forholder sagen sig blot sådan, at nogle menneskers forstand er særligt modtagelig for meningsløsheder. ”Måske har vi ligefrem et medfødt gudsgen”, hævder den teologiske forsker ifølge avisen. Men hvordan skulle et gen, en lille dims, så at sige, kunne forårsage et kompleks af ideer - og dermed noget bevidst? Påstanden og synsvinklen indebærer en uløselig dualisme. Desuden kan videnskabsfilosofien forsvare et helt andet årsagsbegreb.

En amerikansk neurolog, Andrew Newberg, hævder ifølge avisens oversættelse ret vidtløftigt: ”Vi har en biologisk drivkraft, der gør os modtagelige over for tro”. Her melder sig så spørgsmålet om, hvordan eksistensen af ”en biologisk drivkraft” kan observeres. Neurologen begrunder sit udsagn mindst lige så forvrøvlet:

Først hævder Newberg ifølge avisen: ”For at vi kan overleve, kræver hjernen, at vi har nogle overbevisninger omkring, hvordan verden fungerer”. Det er rigtigt nok, at vi ville bringe os selv i fare, hvis vi var meget uvidende om naturens regelmæssighed. Men sætningen er underlig sammenflikket, for hjernen kan ikke komme ind i billedet på denne måde. (Rent bortset fra, at hjernen ikke kan kræve noget, så hænger det naturligvis ikke således sammen, at hjernen kræver, at vi har nogle overbevisninger, for at den vil lade os overleve. Og det er i øvrigt ikke nok at have overbevisninger for at overleve, da disse kan være fejlagtige, så der skal faktisk være tale om viden.) Vor overlevelse forudsætter simpelthen, at vi ved, hvordan verden fungerer.

Dernæst hævder neurologen, at disse overbevisninger ”inkluder troen på Gud og religion”. Det er måske rigtigt, at hulemennesket har haft brug for trøst. Jeg har også hørt en skolelærer belære os elever om, at hvis ikke mennesket havde en gud, så måtte det opfinde en. Det kan man da vist kalde selvbedrag, endda intenderet. Men frem for virkelighedsflugt og sprogligt meningsløshed - inklusive gudetro - vil undertegnede langt hellere anbefale tænkningens klarhed!

Ifølge Berlingske Tidendes oversættelse hævder Andrew Newberg ”Jeg mener ikke, at vi har tilstrækkelig med information til at afgøre, om Gud skabte den menneskelige hjerne, eller om den menneskelige hjerne skabte Gud”. Sprogfilosofien kan give svaret: Den menneskelige forstand skabte nonsens, meningsløse udsagn.

Videnskaben giver sig slet ikke af med at undersøge meningsløse påstande om f.eks. runde firkanter eller en gud. Sådanne spørgsmål er ude af verden på forhånd. Den første slags er selvmodsigende. Den anden slags kan ikke kan udtrykke nogen forskel i verden; det er blandt andet derfor, at de er sprogligt meningsløse. Mere basale argumenter fremlægges i en senere artikel.

Jeg fandt det ikke værd at reagere på denne artikel med et læserbrev, smed bladet ud, hvorfor de fremførte referater og citater stammer fra infomedia. Artiklen er dateret 3. september 2006. Men nogle måneder senere skulle der vise sig en konkurrent i meningsløshed.

[Fortsættes med anden og sidste del.]