(Artiklen er opdateret med en ny introduktion. - Den 26/12 2015 tales der om kritik af religion stedet for ateisme.)
Det
velkendte, drilagtige spørgsmål ”Slår du stadigvæk din kone” præsupponerer
sandheden af mindst to antagelser (dvs. forudsætter
dem af forskellige semantiske grunde): at den adspurgte har en kone, og at han
har slået hende. Hvis dette ikke er tilfældet, kan den adspurgte hverken
besvare spørgsmålet bekræftende eller benægtende uden at indrømme det
præsupponerede. I stedet må han svare f.eks. ”Jeg har faktisk aldrig slået min
kone”.
Dette
folkelige eksempel falder ind under H. P. Grices overvejelser om kommunikation
i artiklen “Logic and conversation”. Et af Grices resultater er, at den vellykkede kommunikation omfatter,
netop hvad der er nødvendigt for at formidle det tilsigtede budskab.
Imidlertid
er der ét bestemt, overordnet, forhold som ethvert udsagn præsupponerer, nemlig
at udsagnet har semantisk mening, specielt at de enkelte ord har ordmening. Dernæst
præsupponerer det, at samtalepartneren kan acceptere det indeholdte begrebssæt.
Det tilsvarende gælder naturligvis for spørgsmål, mutatis mutandis.
Det
må også bemærkes, at når en sætning kan erklæres semantisk meningsløs, kvalificerer
den sig ikke til at blive modbevist, hverken empirisk eller rationelt. For den
har ikke noget semantisk indhold.
Af
eksempler på tegnfølger, der måske nok har semantisk mening, men som nogle ikke
vil godtage af specifikke grunde, kan være ordet ”starthjælp” eller metaforisk
brug af ordet ”smagsdommer”, hvis det første anvendes som en slags nysprog om
nedsatte sociale ydelser, og det andet om folk, der har sat sig ind i et
fagområde.
Det
må bemærkes, at hvis man skal forklare, hvad noget, dvs. et eller andet X, er,
kan man ikke nøjes med at sige ”X er noget,
der har de og de egenskaber” eller ”X er det,
som er sådan og sådan”, medmindre der i den definerende ledsætning indgår det
begreb, der skulle være udgangspunktet for definitionen, hvilket dog ville gøre
sætningen unødvendig klodset. (Det klodsede kunne f.eks. bestå i at sige: ”Et
bord er noget, der er et møbel, der...”.) I stedet må man bruge skemaet ”X er
en/et Y, der har de og de
egenskaber”. F.eks. kan man sige ”Et bord er et møbel, der...” eller ”Et bord
er en fysisk genstand, der...”. Vi kan altså kun definere noget ud fra allerede
afklarede begreber.
Religion.
Et sørgeligt
eksempel herpå udgøres af spørgsmålet ”Tror du gud?”, som forudsætter, at det
består af ord, specielt at tegnfølgerne ”tror” og ”Gud” er ord. I afsnittet ”Semantisk
kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling
Del V er det godtgjort, at dette overhovedet ikke er tilfældet, men at
disse tegnfølger blot låner et skin af semantisk mening fra anvendelser, hvori
de faktisk har semantisk mening og dermed er ord. Derfor kan man hverken svare
bekræftende eller benægtende på dette spørgsmål uden at acceptere, at de to
nævnte tegnfølger ”tror” og ”Gud” har semantisk mening. Begreberne teist, agnostiker og ateist
præsupponerer ligeledes for meget, hvis vi eksempelvis definerer en teist som
en person, der hævder ”Jeg tror på Gud”. Man kan derfor heller ikke besvare
spørgsmålet ”Er du ateist?” uden at acceptere de religiøses putative begreber.
I stedet er der kun at sige, at ateisterne ikke har forstået de religiøses fejltagelse,
og at forklare denne, således som det er gjort i ovennævnte afhandling.
Af
ovenstående argumenter kan det konkluderes, at når A. J. Ayer i Language, Truth and Logic fremfører et stringent rationelt bevis
mod en putativ guds eksistens, er det overflødigt. For der er hverken noget at bevise eller modbevise.
Ayer
når ganske vist også frem til at hævde, at ateisterne ikke er kritiske nok. Men
hans begrundelse er, at de accepterer udsagn som 'There is no
transcendent god', der
er ”nonsensical”,
fordi de er metafysiske og derfor hverken sande eller falske. Det må således
bemærkes, at når Ayer taler om, at ”the term ’God’” er en metafysisk term, så
tillægger han fejlagtigt tegnfølgen ”gud” semantisk mening. Men som nævnt er det
allerede denne manglende ordmening, der gør de religiøse sætninger semantisk
meningsløse.
Realismedebatten.
I
sin afhandling Reality Lost and Found” hævder Søren Harnow Klausen:
“Since
antirealism is the denial of realism, the definition of this term becomes
absolutely crucial”. ([Klausen 04] p. 13)
Men præmissen
om anti-realisme præsupponerer, at anti-realisten kan acceptere de begreber,
der indgår i denne definition, hvilket slet ikke behøver at være tilfældet. Det
er lige så forkert at hævde, at anti-realisme er det modsatte af realisme, som
det er at hævde, at kritik af religion er benægtelse af religion (religiøse
sætninger) – af tilsvarende grunde.
SHK giver
følgende definition af realisme:
“Realism about the external world is
the view that the world exists...”, og at dens fundamentale egenskaber er uafhængigt af, hvordan den
erfares og udlægges af bevidste væsener. ([Klausen 04] p. 13-14)
Men
hvad det vil sige, at verden eksisterer, tematiserer SHK ikke. I stedet kopierer
SHK det, han vil negere, ind i sin definition af anti-realismen, hvilket er netop
det, man ikke kan, hvis man vil yde realismedebatten retfærdighed:
“Anti-realism is any denial of – or refusal to subscribe to - the view that the word
exits...” med de samme
tilføjelser som ovenfor refereret. ([Klausen 04] p. 14)
Anti-realisten
behøver imidlertid slet ikke at benægte, at verden eksisterer, eller at verdens
egenskaber afhænger af, hvordan den erfares. For naturligvis kan en
anti-realist mene, at virkeligheden eksisterer, men blot have en anden
fortolkning af udsagnet ”Virkeligheden eksisterer”, end realisten har, for så
vidt denne har en fortolkning. Anti-realisten kan således mene, at realismedebatten
handler om den semantiske mening af dette udsagn, herunder hvad det vil sige,
at ting eksisterer og har de egenskaber, de har.
Det
er også udtryk for en forenklet opfattelse af realismedebattens substans, hvis
udtrykket “the denial” skal betegne det stik modsatte standpunkt. For da
præsupponerer det, at anti-realisten kan acceptere realistens problemstilling
som værende om eksistens versus ikke-eksistens af virkeligheden. Hvis udtrykket
derimod blot skal betegne en eller anden modsigelse, bliver det for løst og
ikke en definition på anti-realisme, men blot en eller anden opfattelse, der
godtager realistens problemstilling.
For
en sikkerheds skyld uddyber Klausen sin fejltagelse med dette udsagn:
“Realism is of course the belief
in the existence of reality”. ([Klausen 04] p. 14, min understregning.)
Men som
allerede tydeliggjort handler realismedebatten ikke om eksistens versus ikke-eksistens, men om den semantiske mening af
vore eksistensudsagn. Og den handler slet ikke om nogen former for tro eller
formodninger (“belief”), men om argumenter. Dette leder naturligvis tanken hen på,
at SHK’s manglende forståelse af dette allerede antydes med titlen på SHK’s
bog, Reality Lost
and Found, der
antyder, at virkeligheden ikke findes ifølge realismedebattens ene part, men findes
ifølge den anden part.
SHK
definerer virkeligheden og verden på følgende bemærkelsesværdige måde:
‘And reality is simply “the world” as
defined above”: that which exists
independently of its being experienced...’ med de fleste af ovennævnte tilføjelser. ([Klausen 04]
p. 14)
Det bemærkelsesværdige
i dette citat er dets anvendelse af følgende begreb:
“that
which exists independently of its being experienced...”.
Denne
definition minder utroligt meget om tidligere tiders definition af en eller anden
entitet, X, kaldet ”Gud”, f.eks. ”det, som er det største”. Begge definitioner
forudsætter, at det er afklaret, hvad det er for et ”det”, der tale om.
For
det første præsupponerer definitionen cirkulært, at det har mening at diskutere
emnet på denne måde, hvilket netop er det, realismedebatten handler om, og som
nogle anti-realister vil argumentere imod. For det andet præsupponerer den, at
modparten kan acceptere den. Som det er allerede konkluderet, kræver definitioner
afklarede begreber.
Jeg
har berørt Klausens fejlfyldte tilgang i afsnittet ”Den semantiske
indfaldsvinkel til realismedebatten” i Afhandling
Del IV
Ingen kommentarer:
Send en kommentar