Links til flere af mine danske hjemmesider:

Etisk kritik af faktisk forekomne handlinger og holdninger.

Kritik er velset.
http://praktisk-etik.blogspot.dk/
- - -

Afhandlinger. Mine filosofiske Afhandlinger nr. 1-8 vedrørende anti-introduktionisme.
https://wordpress.com/posts/antiintroduktionisme.wordpress.com
- - -

Afhandlinger. Mine filosofiske Afhandlinger nr. 1-8 vedrørende anti-introduktionisme.
Her findes de også i Word-udgave.
https://sites.google.com/site/antiintroduktionisme/

Omskrevet 21/3 2016.

---

Indhold

Aktuaren og Achilleus. 1

Bedrevidende overfladiskhed: 1

Den originale tekst. 2

Princippet om den vanskeligst gendrivelige fortolkning. 2

Kort gennemgang af aktuarens opfattelse. 3

Kritikken af aktuarens opfattelse. 4

Aktuarens afsluttende kommentar. 5

Betydningen af Zenons paradokser med løbere. 5

Litteratur. 6

Aktuaren og Achilleus.

Denne artikel er en kritik af indlægget ”Når humanister laver matematik” forfattet af pseudonymet ”mwm” i 17 årgang, nr. 1 oktober 2003 af tidskriftet ”Famøs”. Dette skrift beskrives som ”Fagblad for Aktuar, Matematik, - Økonomi og statistik”[1].

Artiklen gennemgås tilsyneladende uforholdsmæssig detaljeret, men dette skyldes, at den er et skoleeksempel på

Bedrevidende overfladiskhed:

mwm refererer en version af paradokset om Achilleus og skildpadden fra en artikel i “Politikens bog om de store filosoffer” (Politikkens forlag, 1999). Efter at have accepteret selve beskrivelsen refererer mwm artiklens påstand om, hvor uløseligt og ulogisk dette paradoks forekommer, og gør opmærksom på, hvor træt han er ved tanken om, ”at de ca. 2500 års matematisk udvikling, der adskiller Zenon fra os, tilsyneladende er gået fuldstændig ubemærket hen over hovedet på verden uden for det matematiske samfund”.

For ifølge mwm kan vi nu forklare ”de (åbenbart) uvidende masser om, hvad der egentligt skete, da Achilleus og skildpadden løb om kap.”

De må hertil bemærkes, at også uddannede matematikere og andre med forstand på matematik har skrevet om Zenons løberparadokser (Jf. [Salmon 70]), samt at den matematiske udvikling, som mwm refererer til, nemlig konvergensbegrebet, ikke er nødvendig for at bevise det, som mwm, vil bevise.

Endelig er disse såkaldte paradokser ikke først og fremmest matematiske ”gåder”, man har et filosofisk budskab, som kritikerne desværre unddrager sig forståelsen af. For at sætte de følgende udredninger i perspektiv, skal det allerede her oplyses, at dette filosofiske budskab handler om overgangen mellem vor nuværende situation og et fremtidigt tidspunkt, eller set på en anden måde, hvordan vi er kommet fra fortiden til nuet.

Den originale tekst.

Det må bemærkes, at i stedet for at se på den meget populariserede version af dette paradoks er det mere afklarende at fokusere på en oversættelse af den originale, klare og kondenserede tekst. Paradokset om Achilleus og skildpadden er det paradoks, som Aristoteles kalder “the so-called ‘Achilles’” og refererer således:

“In a race the quickest runner can never overtake the slowest, since the pursuer must first reach the point whence the pursued started, so that the slower must always hold a lead.” (239b14) ([Kirk 83], p. 272)

Desuden er det afklarende at anvende princippet om den vanskeligst gendrivelige fortolkning. Så denne beskrives allerede her:

Princippet om den vanskeligst gendrivelige fortolkning.

Når man kritiserer en argumentation, bør man i sandhedens interesse ikke vælge den lettest gendrivelige fortolkning af den, men den vanskeligst gendrivelige fortolkning. Thi når man har gendrevet den lettest angribelige fortolkning, har man stadigvæk ikke gendrevet den vanskeligst gendrivelige fortolkning.

Denne idé om at gå til selve sagen fører desuden lettest til den mest frugtbare fortolkning. Thi herved kan vi koncentrere os om sagen selv og undgå nytteløse spekulationer over, hvad forfatteren mon har tænkt.

Der kan opnås en vanskeligere gendrivelig fortolkning ved at fjerne kritisable, men underordnede detaljer i teksten.

For at få det fulde udbytte af Zenons beretning må den derfor forstås abstrakt, som noget der foregår i en matematisk model tilsat tid.

Kort gennemgang af aktuarens opfattelse.

I den populære version kaldes den hurtigste løber Achilleus og den langsomste ”skildpadden”. mwm benævner forholdet mellem skildpaddens og Achilleus hastighed r og konkluderer[2], at efter hver indhentning bliver skildpaddens forspring formindsket med faktoren r, men aldrig 0.[3]

Heraf drager aktuaren følgende overraskende konklusion:

”Når det bliver formuleret sådan, er det pludselig klart, at Zenon konkluderer mere, end han har belæg for. Han har ganske vist udpeget uendeligt mange tidspunkter, hvor Achilleus ikke passerer skildpadden, men derfor kan han ikke slutte, at det aldrig sker.”

Det er tydeligvis lige omvendt, hvis vi fastholder den fortolkning, at vi har at gøre med en matematisk model, dvs. ikke blander fysiske forhold ind i den. I så fald er løberens situation efter hver passage den samme som umiddelbart før passagen.

Derfor kan Zenons beretning kun omhandle en halvåben linje, der er åben ved det beregnelige mødetidspunkt. Dette betyder, at den hurtigste af løberne ikke indhenter den langsomste indenfor Zenons beretning.

Det er på denne måde, at denne beretning ikke er et paradoks, matematisk og logisk set.

Herved er vi allerede i nærheden af en fortolkning.

Kritikken af aktuarens opfattelse.

Hvad der her sker kan sammenlignes med, at funktionen g(n) = n/(n + 1), der konvergerer mod 1 for n gående mod uendelig, aldrig opnår værdien 1. Dette er et matematisk faktum, og herom vil ingen matematiker sige, at ”derfor kan man ikke slutte, at det aldrig sker”.

Rent matematisk er det, der bliver klart vedrørende paradokset, tværtimod at der forbliver en afstand mellem de to bevægende objekter – vel at mærke inden for det refererede tidsinterval i Zenons beretning.

Desværre forklarer mwm ikke, om han/hun mener, at hans/hendes påstand er klart sand, fordi han/hun opfatter den som en fysisk bevægelse. Sådan behøver beretningen som nævnt ikke at fortolkes.

Hvis det ikke er en abstrakt problemstilling, vi ser på, men en fysisk, er der så mange andre måder at undslippe paradokset på. Således berører mwm selv, at man blot kunne løse en simpel bevægelsesligning for, hvornår Achilleus indhenter skildpadden. Så hvis man vil benytte sig af en af disse måder, er der slet ingen grund til at beskæftige sig med paradokset.

Desuden må man søge at finde frem til dets budskab af filosofisk art. Dette budskab viser sig som nævnt at angå vor opfattelse af tid, nemlig at denne opfattelse er mangelfuld og hvordan:

Det Zenon tydeliggør er, at vi fra fortiden kan komme tættere og tættere til nuet uden nødvendigvis at komme til nuet (analogt med, at vi fra nutiden kan komme til et fremtidigt tidspunkt etc.). Thi i Zenons beretning beskæftiger vi os kun med et åbent interval, der ikke indeholder nuet.

Dette er uddybet og forklaret i

Afhandling Nr. 8:

http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/afhandling-nr-8.html

og i ”fortsættelsen” Zenons løberparadokser: http://ovemk.blogspot.dk/2015/05/zenons-lberparadokser.html

Aktuarens afsluttende kommentar.

Åbenbart må mwm mene, at hermed er alt sagt, for mwm forsætter, som om det følgende er en supplerende bemærkning:

”Som en ekstra krølle på historien ved vi også, (men Zenon gjorde nok ikke) at følgen af t_n’er konvergent med grænseværdi [...] = S(0)/(1-r),” (Min forkortelse.)

Men en reel grænseværdi af en sum af n tal for n gående mod uendelig er ikke en sum af uendeligt mange tal i en eller anden bogstavelig betydning, men er en værdi, som denne sum af n tal kan komme vilkårligt tæt på uden at komme længere væk for noget højere n.

Herefter beviser mwm, at følgen af afstande konvergerer mod grænseværdien 0 for n gående mod uendelig.

Men dette er egentlig overflødigt, eftersom mwm allerede har konstateret, at den langsomste løbers forspring bliver formindsket med faktoren r efter hver indhentning, og derved kommer vilkårligt tæt på 0.

Betydningen af Zenons paradokser med løbere.

Hvorfor skal vi beskæftige os med Zenons løberpardokser? Ikke fordi de er drillegåder, men fordi:

1) Man kan ikke vide, hvilket udbytte en granskning af paradokserne vil indebære.

Her er det godgjort, at vi ikke kan påvise nogen overgang fra fortiden til nutiden. Vi oplever ikke en sådan overgang, men i nuet er vi i nuet. Der hersker dermed en dualisme mellem fortid og tid.

2) Det er menneskeligt eller intellektuelt uværdigt at lade undersøgelser ligge, fordi man bagatelliserer dem.

Litteratur.

[Kirk 83]          G.S. Kirk, J.E. Raven, M. Schofield: The Presocratic Philosophers, 2. ed.,
(Cambridge 1983)

[Salmon 70]        Wesley C. Salmon, ed.: Zeno’s Paradoxes
Bobbs-Merrill (Indianapolis & New York, 1970)

---

[1] Jf. http://www.famosweb.org/arkiv/17-1.pdf.

[2] Faktisk hævder mwm, at Zenon konstaterer, dette. men Zenon citeres rent faktisk ikke for i beretningen.

[3] Idet mwm implicit betegner starttidspunkterne for de successive indhentninger n = 0, 1, 2, … fremfører mwm følgende argumentation, hvor S(0) betegner det oprindelige forspring, og t_n betegner tidspunktet for afslutningen af den n+1’te passage:

”Det generelle system anes nu: Zenon danner en følge af tidspunkter t₀, t₁, t₂, ... givet ved forskriften

t_n = (∑ⁿ_i=0 rⁱ) S(0).

Derefter konstanterer han, at hver gang n forøges med 1 bliver afstanden S(t_n)−A(t_n) ganget med r, (...) men den bliver aldrig lig 0. Zenons argument kan nu gengives således:

Der findes intet n ∈ N, så S(t_n)−A(t_n) = 0,

ergo findes der intet t ∈ R+, så S(t)−A(t) = 0.”

Zenons pardokser om bevægelse, en kort version.

14/10 2015

Zenons såkaldte paradokser om bevægelse kender vi fra Aristoteles gengivelse:

Paradokset om Achilleus og skildpadden er det paradoks, som Aristoteles kalder “the so-called ‘Achilles’”:

”In a race the quickest runner can never overtake the slowest, since the pursuer must first reach the point whence the pursued started, so that the slower must always hold a lead.” (239b14) ([Kirk 83], p. 272)

Dikotomiparadokset.

I denne afhandling anvendes flere gange betegnelsen ”Zenons dikotomiberetning”. Denne beretning indgår som en del af dikotomiparadokset:

“... The first [paradox] asserts the non-existence of motion on the ground that that which is in locomotion must arrive at the half-way stage before it arrives at the goal...” (239b11) ([Kirk 83], p. 270, min kantede parentes.)

Zenons dikotomiberetning er simpelthen det sidste udsagn:

”that which is in locomotion must arrive at the half-way stage before it arrives at the goal” (239b11) ([Kirk 83], p. 270)

Indledning.

Disse paradokser har været diskuteret lige siden de først blev fremsat. Men man kan spørge sig, eller i det mindst vil nogen spørge om, hvorfor de egentlig har været det, for vi klarer os jo udmærket uden at tænke på dem. Hertil kan siges, at hvis man mener, at det er uværdigt at lade spørgsmål ligge uden at forsøge at forstå dem og besvare dem, så bliver man af den grund nødt til at forsøge at give sit bidrag hertil. Og hvis man ikke på forhånd ved om disse bestræbelser kan føre ti et givtigt resultat er det ekstra uklogt at undlade dem.

Her skal de granskes og fortolkes.

Generelt om fortolkning og kritik.

Under kritikken af et udsagn og fortolkningen deraf er det ikke kun nødvendigt, men også givtigt at undgå den alvorlige argumentationsfejl, som består i ”Den let gendrivelige fortolkning”. Denne forklares her:

Den let gendrivelige fortolkning består i ikke at vælge den vanskeligst gendrivelige fortolkning af et udsagn, man vil gendrive:

Når man kritiserer en argumentation, bør man i sandhedens interesse ikke vælge den lettest gendrivelige fortolkning af den, men den vanskeligst gendrivelige fortolkning. Thi når man har gendrevet den lettest angribelige fortolkning, har man stadigvæk ikke gendrevet den vanskeligst gendrivelige fortolkning.

Der kan opnås en vanskeligere gendrivelig fortolkning ved at fjerne kritisable, men underordnede detaljer i teksten. Denne idé om at gå til selve sagen fører lettest til den mest frugtbare fortolkning. Thi herved kan vi koncentrere os om sagen selv og undgå nytteløse spekulationer over, hvad forfatteren mon har tænkt.

Således er det ikke givtigt at afvise ovennævnte paradokser med reference til ideer om en mindste målbare afstand eller forestillinger om udelelige partikler og punkter eller lignende. Den endelige version, vi skal se på, bliver derfor en beretning, der foregår i et matematisk univers tilsat en parameter, vi kan kalde ”tid".

Forståelsen og fortolkningen af Zenons to beretninger drejer sig både om deres matematiske indhold og fortolkningen af dem. På den ene side er det er ikke tilstrækkeligt at forstå dem som matematiske eller fysiske udsagn. På den anden side må deres matematiske og logiske indhold inddrages i selve fortolkningen af dem.

Det matematiske indhold.

Hvad angår de matematisk logiske overvejelser, kan vi for enkelthedens skyld fokusere på dikotomiparadokset, da dette svarer til Achilleus løb relativt til skildpaddens position.

Da der ikke findes absolutte afstande på en linje i geometrien, er der ingen ændring sket med objektets situation på linjen efter hvert gennemløb af den første halvdel af resten. Dette kan illustreres med disse to grafer.

 0------------------------------1/2-------------3/4-----7/8------1

1/2-----------------------------3/4-------------7/8----15/16-----1

Opgaven forbliver derfor fuldstændig uændret efter hvert gennemløb af en delstrækning. Således forbliver det bevægende objekt i Zenons amalyse til venstre for målet, dvs. i det åbne interval fra og med starttidspunktet t₀ indtil t₀ + 1/v, hvor v er det bevægende objektets hastighed. Opdelingen af den resterende del af linjen er endog isomorf med opdelingen af linjen før den sidste passagen.

Som Aristoteles antyder, kan der foretages en tilsvarende opdeling af tiden i tidsintervaller, hvorfor der er tid nok til at gennemløbe alle intervallerne i strækningen.[1] Men alt det, der kan siges om strækningen, kan også siges om hele tidsintervallet, blot om tidsperioder i stedet for delstrækninger. Så tidsforløb er lige så paradoksfyldte som at passere strækninger.

En række matematikere har fået den idé at opsummere alle delstrækningerne (½)¹, (½)², (½)³,... De pågældende matematikeres hensigt hermed er åbenbart at vise, at summen af alle disse afstande er lig med hele afstanden, og at gennemløbet af dem dermed fører i mål.

Lad S_n betegne ∑ⁿ_i=0(½)ⁱ, og lad S_∞ betegne grænseværdien af S_n for n gående mod ∞, dvs. for n stigende ubegrænset. Dette udtryk betegner således ikke på nogen bogstavelig måde en summation af uendeligt mange tal.

Generelt siges en funktion f(x) at gå mod grænseværdien b for x gående mod ∞, hvis

"εÎR+: $hÎN: "x: x > h => 0 < |f(x) - b| ≤ ε.

Denne definition kan anvendes på S_n, hvilket betyder, at følgende skal bevises:

"εÎR+: $hÎN: "n: n > h => 0 < |S_n - S_∞| ≤ ε, hvor S_n kan erstattes med ovenstående definition, og S_∞ med et forslag til en grænseværdi, f.eks. værdien 1, hvorefter korrektheden heraf kan bekræftes.

Denne matematiske formalisme løser imidlertid ikke paradokset, da den som lige nævnt ikke handler om nogen sum, men om en grænseværdi, hvilket er noget andet, for i ovenstående definition ligger der blot følgende:

En grænseværdi af en sum af n tal for n gående mod uendelig er ikke en sum af uendeligt mange tal i en eller anden bogstavelig betydning, men er en værdi, som denne sum af n tal kan komme vilkårligt tæt på uden at komme længere væk for noget højere n.

Derfor er tankegangen i ovenstående bevis ikke i modstrid med Zenons beretning, men efterligner den snarere. I såvel beviset som i paradokset kommer vi vilkårlig tæt på en bestemt entitet, men uden at nå det, nemlig henholdsvis det, der konvergeres imod, og målet.

Der er intet paradoksalt i dette. De samme gælder for mange andre funktioner, eksempelvis for funktionen f(x): 1 – 1/x.

Fortolkningen.

Fortolkningen er vigtig og nødvendig, for lige som alle udsagn forudsættes at have semantisk mening, forudsættes de også at have et indhold i form at et budskab.

Det kan indvendes, helt rigtigt, at dikotomiberetningen simpelthen er fortalt således, at den ikke når til ende. Men det er netop beretningens budskab, at det er muligt at beskrive løbet på en denne måde. Thi denne beretning tilsigter at vise, at vi kan komme tættere og tættere på et bestemt fremtidigt tidspunkt uden at nå det, lige som et objekt kan komme tættere på et punkt på en linje uden at nå frem til det:

Det kan også indvendes, at ifølge common sense og vore strukturerede erfaringer kan vi nå frem til et punkt længere henne på en linje i overensstemmelse med ligningen:

s = v * t, hvor s betegner længden af et objekts bevægede strækning, v objektets hastighed, t den forløbne tid for bevægelsen.

Dette er ganske vist baseret på erindrede erfaringer, om at et objekt på et tidspunkt har været på et bestemt sted og senere har været på et andet, dvs. at det er nået frem til dette, målet. Men spørgsmålet er, hvordan denne bevægelse sker.

Vi kan ikke beskrive denne passage punkt for punkt, og heller ikke delinterval efter delinterval. Vi kan kun forestille os, at vi har været på vej fra fortiden og vilkårlig tæt på nuet, men ikke hvordan overgangen til nuet sker, da den sidste del af denne overgang kan opdeles lige som hele passagen kan. Så fortiden er kun noget, vi har diffuse forestillinger om. I nuet er vi derimod allerede i nuet.

Jf. nedenstående links.

Afslutning.

Det er fremgået, at funktionen f(n) = ∑ⁿ_i=0(½)ⁱ, som udtrykker længden af de første n delstrækninger, har grænseværdien 1 for n gående mod ∞, men at den ikke antager værdien 1 for noget n. Selve dette er der intet paradoksalt i.

Det kan indvendes, at dette ikke i praksis har nogen betydning anvendt på opdelingen af en strækning i stykker af længden (½)ⁱ. Dette er dog ikke blot at vælge den lettest gendrivelige fortolkning af paradokset, men også at unddrage sig en forståelse af Zenons beretning. Alternativt kunne man lige så godt hævde, at funktionen s(t) = v * t gradvist antager værdien 1. Men det er netop denne funktions gradvise opnåelse af nogen som helst værdi, Zenon analyserer. Det at s(t) < 1, kan vi kalde at være i fortiden. Den tilstand, at s(t) = 1, kan vi kalde at være i nuet. Overgangen hertil sker ikke for nogen værdi af t i fortiden.

Litteratur.

 [Kirk 83]         G.S. Kirk, J.E. Raven, M. Schofield: The Presocratic Philosophers, 2. ed.,
(Cambridge 1983)

Afhandling Nr. 8:

 http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/afhandling-nr-8.html

”fortsættelsen” Zenons løberparadokser: http://ovemk.blogspot.dk/2015/05/zenons-lberparadokser.html

---

[1] Aristoteles fremfører, at afstand og tid kan kaldes ”uendelig” både med hensyn til delelighed og deres yderste ende, og konkluderer deraf, at målet kan nås på en endelig tid:

“So while a thing in a finite time cannot come in contact with things quantitatively infinite, it can come in contact with things infinite in respect of divisibility: for in this sense the time itself is also infinite: and so we find that the time occupied by the passage over the infinite is not a finite but an infinite time, and the contact with the infinites is made by means of moments not finite but infinite in number. (After Gaye)” ([Kirk 83], p. 270, mine understregninger.)

Kritik af et forsvar for ikke-terapeutisk forhudsamputation af mindreårige drenge.

Indhold:

Klemens Kappels argumenter for omskæring af drenge. 1

Indledning. 1

Gennemgang. 2

”1. Det centrale spørgsmål”. 2

”3. Livsform”. 3

”4. Medicinsk indgreb”. 6

”5. Mindreårige”. 8

”6. Barnets tarv?”. 10

”7. Afslutning”. 12

Afslutning. 13

Indledning.

Denne artikel er en kritik af indlægget ”Omskæring af drenge?” forfattet af Klemens Kappel ([KK 2014]).

Indlægget indledes med disse oplysninger:

”Omskæring af drenge?

af Klemens Kappel, Afdeling for filosofi, Københavns Universitet

Omskæring af drenge - hvad med rettighederne?,

 Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder, Folketingets Udenrigsudvalg, Fællessalen,

Christiansborg, 22. oktober 2014 kl. 13.00 – 16”

-

I sin artikel nedtoner KK det etiske aspekt ved omskæringen, men forherliger i stedet begrebet ”livsform”.

En lang række lignende forhold gør, at kritikken af KK’s artikel på omkring 5 sider er endt med at fylde over dobbelt så meget.

-

KK’s argumenter kan modstilles det begrundede resultat, man opnår ved ad at gå til sagen selv:

Ikke terapeutisk forhudsamputation er en livsvarig krænkelse af et individs personlige identitet:

For måske udvikler barnet sig til et ikke-religiøst menneske eller til et menneske med stor kulturel horisont. Skal det opvoksende individ så virkelig leve med en tilstand, det aldrig selv ville have valgt? Skal det på denne måde være forhindret i at være i overensstemmelse med sig selv? Skal det leve med et mærke, som er påført det af andre mennesker på grund af en holdning, som det selv tager stærkt afstand fra?

Denne enkle sandhed gør det klart, at al medicinsk unødvendig forhudsamputation af umyndige bør forbydes.

Desuden er ikke-terapeutisk forhudsamputation smertefyldt, skadeligt og risikofyldt.

-

Det må bemærkes, at det kan begrundes, at der findes et uomgængeligt grundlag for en etik, samt naturligvis hvad det består i.[1]

Endelig kan det begrundes, hvorfor man skal kunne augmentere for sine standpunkter. Dette kan synes indlysende, men for mange mennesker er det ikke tilfældet.[2]

Gennemgang.

Denne gennemføres afsnit for afsnit.

”1. Det centrale spørgsmål”.

Ifølge KK er spørgsmålet om, hvorvidt omskæring er etisk forkert, et andet spørgsmål end, hvorvidt det skal være ulovligt. KK konkluderer, at hvis omskæring er etisk problematisk, så behøver det ikke at betyde, at staten bør forbyde det.

for debatten. D

Det etiske spørgsmål kan dog ikke herved holdes uden for debatten. Der kan ganske vist ikke opstilles generelle regler for, hvornår det uetiske bør være strafbart. Men de samme grunde, som gør, at en handling er uetisk, kan også være grunde til, at den skal forbydes. Med andre ord kan handlinger være så uetiske, at de bør forbydes.

På den ene side er det ganske vist uetisk at bryde løfter om at hjælpe en anden person, men alligevel problematisk at forbyde det. På den anden side kan det både begrundes, at det er uetisk at foretage korporlig afstraffelse, og at det bør forbydes.

KK konkluderer, at ”Hvis omskæring er etisk problematisk, så behøver det ikke at betyde, at staten bør forbyde det”.

Det behøver det ganske vist ikke at betyde a priori, men det betyder det rent faktisk efter nærmere granskning. Jvf. min indledende konklusion.

Her har vi med en konkret sag at afgøre. Omskæringer er uetiske af samme grund som grundene til, at de skal forbydes. Så KK’s kommentar betyder ikke, at etikken skal holdes uden for denne debat.

”3. Livsform”.

KK indleder dette afsnit med at fremføre, at ”Det centrale er, at omskæring skal ses som en integreret del af en livsform, der i varierende grad er religiøst eller kulturelt baseret”.

Denne tale om en ”livsform” kan dog ikke anvendes til at fremstille omskæringer som noget ophøjet, der skal agtes.

Det må bemærkes, at der allerede ligger en eller anden underforstået accept af omskæring i udtrykket ”skal ses som” – som om der er tale om en forehavende, der skal opfattes som fornuftig.[3]

På lignende vis ville det også kunne hævdes, at den strenge opdragelse og korporlige afstraffelse, der tidligere var dagens orden i visse miljøer, ”skal forstås som” en ”integreret” del af en ”livsform”.

Dette eksempel tydeliggør, at selve det, at en handling er en del af en såkaldt ”livsform”, ikke giver grund til at acceptere den.

KK fordunkler sagen ved denne tale om ”livsformer” - som om vi har at gøre med noget ophøjet. I biologien og zoologien er det et neutralt begreb, men det er det ikke her, hvor der er tale om moral og etik.

Vi skal så også acceptere den amerikanske ”livsform”, hvor omskæring antages at være det helt rigtige, selv om dette blot skyldes propaganda.

På den samme ophøjede måde kan vi også tale om småtyvenes ”livsform” og om og storsvindlerens ”livsform”.

Ligeledes er KK’s tale om, at en handling er ”baseret på”, at ophøje den til noget fornuftigt. Religion er faktisk blot ”baseret på”, at de religiøse ikke kan forklare, hvad de taler om.

Også her søger KK med sin positive sprogbrug at ophøje omskæring til noget acceptabelt.

Vi vil således næppe sige, at korporlig afstraffelse er ”baseret på” uvidenhed, men blot at den skyldes eller er forårsaget af uvidenhed.

KK hævder ”at omskæring er en praksis, der markerer og skaber et tilhørsforhold til en bestemt tradition eller etnisk gruppe”.

Men den praksis kan da udmærket kritiseres. Det er ikke barnet, men forældrene, der vælger. Men de har ikke nogen ret til at bruge deres barn til dette formål i nogen ”praksis”, da barnet måske vil være imod det senere, og fordi det kan tage skade ved ”markeringen”.

KK hævder, at ”Med mindre man har stærke institutioner til at styre mennesker meningsdannelse, så opstår der i frie samfund en mangfoldighed af forskellige opfattelser af, hvordan man vil leve sit liv, mange fortolkninger af tilværelsen, herunder religiøse fortolkninger”.

Ja, sandelig, efter KK’s skønmaleri fristes man til at udbryde ”Menneskets uhæmmede udfoldelse og frihed for undertrykkelse fører til et blomsterhav af forskelige livsformer”.

Ifølge KK bør staten og fællesskabet, inden for visse rammer, ligestille alle disse ”livsformer”.

Men sådan er verden ikke: Nogle af disse ”opfattelser” er acceptable, andre er ikke. Det sidste gælder for omskæring af ens mindreårige børn. Man kan ganske vist leve sit liv, sådan som man vil, men kun så længe men ikke generer andre mennesker, inklusive sine børn.

KK’s nivellering skal åbenbart bane vejen for KK’s senere karakteristik af modsandere af omskæring som værende intolerante.

Af sin lovprisning konkluderer KK, at ”Det er denne ide, der ligger til grund for, at vi bør tillade omskæring (under nærmere definerede omstændigheder)”.

Men KK’s præmis er blot, at vi skal acceptere disse ”livsformer”, men dette skal der også argumenteres for. Det må desværre konstateres, at KK snarere forsøger at opbløde problematikken end at argumentere.

Denne tale om, at den pågældende ide ”ligger til grund for” tilladelse af omskæring, antyder, at der er tale om et objektivt forhold. Det, der er tilfældet, er KK selv synes at denne ide udgør KK’s begrundelse for at tillade omskæring.

Til sidst slutter KK, at ”det til syvende og sidst [er] de konkrete berørte menneskers egen fortolkning af deres liv, der er afgørende”.

Ja, nogle mennesker ”fortolker” deres liv, således at de kan tillade sig at gå til lovens grænser og lidt udover i form af økonomisk kriminalitet. Ordet ”fortolkning” antyder, at der foretages lange subtile overvejelser.

Disse sammenligninger kan måske siges at være vidtgående, men de berettiges af, at ifølge KK bør vi ligestillede vore forskelligartede livsformer. De anvendte eksempler tydeliggør, at dette ikke kan være tilfældet.

KK kaster et lyserødt slør over krænkernes gerninger i kraft af sin tale om ”livsform” og ”fortolkning”. For sådan noget fint og ophøjet noget kan man da ikke tage afstand fra!

Man må her spørge: Hvis livsform? Og hvis valg? Næppe barnets! Hensynet til det lille barns og senere opvoksende menneskes liv er det afgørende for, at ikke-medicinsk omskæring skal forbydes. Dette hensyn vejer naturligvis tungere end forældrenes og det omgivende samfunds, ønsker, da det er forkasteligt at krænke og skade ned mennesker.

”4. Medicinsk indgreb”.

Den lægefaglige kritik af ikke-terapeutisk omskæring afviser KK på følgende bemærkelsesværdige måde:

Normalt betragter vi sådanne indgreb som uetiske, indrømmer KK og fortsætter ”Men motivationen for omskæring er ikke lægelig, og derfor er det ikke en afgørende indvending, at der ikke er en lægelig indikation for det”. (Min understregning.)

Ifølge dette kan vi åbenbart slutte således: Da der ikke er nogen, der hævder ”Vi omskærer, fordi det er medicinsk nødvendig”, er det ikke et modargument, at sige, at omskæring ikke er medicinsk nødvendig.

Men der findes ikke nogen argumentationsregel, der siger, at hvis et standpunkt ikke er begrundet af udsagnet P, så er synspunkter vedrørende udsagnet P irrelevante i denne forbindelse.

Ifølge KK’s tankegang skulle vi ikke kunne indvende mod omskæring, at omskæring er skadeligt, krænkende og farligt og derfor udgør et medicinsk problem.

KK vender op og ned på sagen. For standpunktet at omskæring bør foretages, er naturligvis ikke begrundet af lægefaglige grunde. Det er omvendt. Det er det standpunkt, at omskæring ikke bør foretages, der er begrundet af lægefaglige grunde.

Standpunktet, at ritualet ”korporlig afstraffelse” er i orden, er heller ikke medicinsk begrundet, men alligevel kan man argumentere lægeligt og etisk imod det. Standpunktet, at ritualet ”korporlig afstraffelse” er forkasteligt, er derimod lægefagligt begrundet.

KK supplerer sin argumentation med denne sammenligning: ”Det som at tage stilling til abortspørgsmålet ved at spørge, om der er lægelig indikation for provokeret abort (det er der normalt ikke)”.

Dette er ikke nogen god sammenligning. Der er ikke nogen lighed mellem omskæring og abort, da der rent faktisk er generelle lægefaglige argumenter mod ikke-terapeutisk forhudsamputation, men ikke i samme grad generelle lægefaglige argumenter mod abort.

Eventuelle lægefaglige argumenter mod abort generelt, ville vi naturligvis også tage hensyn til.

Omskæringsdebatten handler om, hvorvidt omskæring er en så skadelig og krænkende handling mod mindreårige drenge, at indgrebet skal forbydes.

Derimod handler diskussionen om abort om moderens eget liv og moderens eget valg, mens omskæring handler om andre mennesker.

KK sigter måske til det, at nogle har vist fremført, at abort er er handling mod det ufødte barns liv. Hertil må siges, at selv om dette skulle være tilfældet, og abort dermed skulle være forkastelig, så kan den ene fejl (abort) som nævnt ikke begrunde andre fejl (omskæring).

Til forsvar for, at omskæring ”ændrer og forringer kroppens naturlige funktioner”, som han kalder det, fremfører KK, at dette ikke er det afgørende, eftersom ”Vi foretager mange ændringer af vores kroppe, som ikke er naturlige, og som enten forbedrer eller forringer naturlige funktioner. Vi foretager dem, fordi vi ønsker bestemte livsformer.”

For det første kan forkerte handlinger (som lige nævnt) ikke retfærdiggøres med at, vi gør så meget andet galt.

For det andet foretager folk de nævnte ændringer på deres egne kroppe, mens omskæring foretages på et andet individ.

At forældrene ønsker bestemte ”livsformer”, kan ikke berettige dem til at skade og krænke andre mennesker, dvs. deres drengebørn, og heller ikke til at påtvinge dem en bestemt livsform.

”5. Mindreårige”.

KK indleder med udsagnet ”Et helt afgørende forhold er naturligvis, at omskæring i de mest kontroversielle tilfælde foretages på mindreårige, …. ”

Ja, men det er jo netop disse tilfælde vi taler om? Det kritisable forhold er, at indgrebet overhovedet foretages på mindreårige. Igen pynter KK på problemstillingen.

Ifølge KK er det er et alvorligt problem, at omskæring foretages på mindreårige, der ikke selv kan vælge. KK anfører, at forældre har ret og pligt til ”acceptere et lidelsesvoldende medicinsk indgreb på barnets vegne, hvis det er lægefagligt indiceret”.

Hvad disse kommentarer skal bruges til, må læseren selv gætte. Men det skal måske underforstås, at når smerter ved nødvendige operationer kan accepteres, så kan smerter ved omskæring også accepteres?

KK mener, at ”samfundet skal tolerere, at forældre i et beskedent omfang påfører deres børn lidelser, hvis de f.eks. anser det som essentielt for medlemskabet af en bestemt kultur”.

Ifølge KK gælder dette for omskæring af drenge. KK’s begrundelse er dog blot baseret på hans en ”opfattelse”:

”Jeg er ikke den rigtige til at fremsætte en ekspertvurdering af, hvor store disse gener er. Men som almindelig borger, er den min opfattelse, at vi taler om en skadevirkning, der ligger inden for rammerne af, hvad samfundet bør acceptere, at forældre udsætter deres børn for.”

Selv ”som almindelig borger” er det dog muligt at søge informationer, hvis man finder det nødvendigt at fordybe sig i en sag.

Desuden savnes der her en begrundelse. Selve det, at KK orienterer læsere om, hvad han blot mener, udgør ikke nogen begrundelse. En sådan findes dog heller ikke, hvilket er begrundet i min indledning.

KK nævner nogle følger af indgrebet: smerter, ”ændring af visse fysiologiske funktioner, og mener at disse høre inden for hvad samfundet må acceptere.

Ikke-terapeutisk forhudsamputation er som nævnt et krænkende indgreb. Forældrene foretager kun indgrebet af religiøse eller konventionelle grunde, og det kan tænkes at det opvoksende barn gerne ville have været det foruden. Det er desuden uetisk at bruge barnet som middel for at udleve ens religiøse forestillinger. Også hvis indgrebet antages at være til barnets bedste, er der tale om en manglende agtelse af barnets og det opvoksende individs ønsker.

KK støtter sit standpunkt med nogle groteske og halvkomiske eksempler på handlinger, der ifølge ham minder om omskæring.

Ifølge KK påføres børn også lidelser ved at blive anbragt i institutioner imod deres vilje om morgenen. Hertil kommer indirekte følger i form af infektionssygdomme. KK anfører mellemørebetændelse.

Dette er dog noget, vi forsøger at undgå. Og uden at forklejne infektionssygdomme, så er de dog i disse tilfælde midlertidige bivirkninger ved andre ting, vi gør, fordi vi finder dem nødvendige.

Omskæringens følger er derimod varige. Men de kan undgås ved simpelthen at udelade omskæringen, især fordi den foretages på grund af forældrenes forestillinger. Udover at være skadelig i sig selv, kan den have både yderligere skadelige og farlige følger.

Også skolegang kan risikere at skade børnene, fremfører KK uden den nødvendige nærmere begrundelse.

Men skolegang er dog et objektivt gode for børnene, da den kan gøre dem til oplyste og selvstændigt tænkende mennesker.

KK’s begrundelse er ”at vi gerne vil gøre dem fuldgyldige medlemmer af en bestemt kultur, nemlig den, der kendetegner moderne, demokratiske samfund”.

Nu kan de kulturer, der omskærer, ikke kaldes ”moderne, demokratiske samfund” da overgreb på andre hverken er moderne (oplyst) eller demokratisk.

Hermed har KK formuleret sin begrundelse for skolegang, således at den kan ligestilles med hans begrundelse for omskæring.

Men de grunde, jeg har fremført for, hvad der er det gode liv, er objektivt gode. De implicerer at skolegang er et gode, mens omskæring er et onde.

”6. Barnets tarv?”.

KK refererer til et ”princip om at tage mest muligt hensyn til barnets tarv”, men mener ikke, ”at der findes et princip om, at man i enhver situation skal tage mest muligt hensyn til barnets tarv - vi andre skal jo trods alt også være her”!

Det ville nu være fint med et par eksempler på, hvad der er for nogle hensyn til barnet, der gør, at vi ikke kan ”være her”. Men så blev det ”princip” da tilbagevist!

Disse ”generelle kommentarer” er dog irrelevante for sagens kerne. For sagen handler ikke om ”enhver situation”, men om ikke-terapeutisk forhudsamputation.

KK’s påstand er ubegrundet og ubrugelig. Det at undlade omskæring hindrer ikke forældrene i at være her. Et forbud mod korporlig afstraffelse hindrer heller ikke forældrene i at være her. Sigter KK måske til dem, der påstår, at de vil forlade landet, hvis de ikke må amputere drengebørns forhud?

Ifølge KK er ”hensynet til barnets tarv (…) hensynet til, at barnet får det bedst mulige liv”. Hvad der er ”det bedst mulige liv for et barn (…) vil jo afhænge af, hvem man spørger”. For ”vi lever som sagt med en mangfoldighed af forskellige opfattelser, hævder KK.

Ifølge denne tankegang er der intet at debattere. Amerikanernes ideer om omskæring er korrekte, jøderens er korrekte, osv. Men det kan som nævnt bevises, at findes objektive kriterier for, hvad der er etisk forsvarligt.

Der findes imidlertid objektive argumenter også vedrørende, hvad der er det gode liv.

Desuden bør man i det mindste vente med indgrebet indtil man har spurgt barnet, når det er blevet voksent. For selve ”valget af omskæring” er den enkelte persons afgørelse. Denne må man ikke må tage fra ham, eftersom det afgørende argument mod omskæring er, at den er en livsvarig krænkelse af et andet menneskes personlige integritet.

KK hævder: ”En del af vores opdragelse går ud på at give vores børn et kulturelt tilhørsforhold, som gør, at vi føler os beslægtede med dem. Alt andet ville være mærkeligt - og tænk på det barn, der opdrages på en måde, som forældrene ikke kan identificere sig med?”

Igen kaster KK slør over sagens kærne, denne gang med sin tale om opdragelse. Men forhudsamputering af mindreårige drenge er ikke opdragelse.

Er det desuden ikke forældrene, KK mener at man skal tænke på, efter det er deres identifikation KK taler om? Hvis vi taler om egentlig opdragelse, vil barnet nok ikke føle sig generet ved at blive fri for indgrebet.

I tråd med ovenstående spørger KK ”hvad er barnets tarv for forældre, der helt oprigtigt og meget dybfølt ser omskæring som en central del af et kulturelt tilhørsforhold, som de gerne vil skabe for barnet?”

”Barnets tarv”? Ja, ”Det stakkels barn” får man lyst til at udbryde. Men barnet har det sikkert udmærket uden at blive omskåret, især hvis det ikke bliver religiøst eller ”kulturelt” indoktrineret. ”Barnets tarv” er barnets tarv. Det har intet med forældrene at gøre.

Det må bemærkes, at formålet med børneopdragelse ikke er at gøre børnene til kopier af forældrene, som KK antyder, men at gøre dem til frit tænkende mennesker. Dette er til fordel for både de opvoksende børn og for samfundet.

KK slutter med at fremføre, at det ikke er afklaret, om omskæring ”fører til et dårligere erotisk liv”, og at det selv i så fald er det ikke er sikkert ”om omskæring alt i alt fører til et mindre godt liv. Livet er trods alt andet end erotik”.

Det er imidlertid veldokumenteret, at omskæring fører til en lang række ubehageligheder. Og hvorfor overhovedet genere et andet individ lisvarigt udelukkende på grund af ens egne ideer?

”7. Afslutning”.

KK konkluderer, ”at man fortsat bør lade omskæring være legalt. Begrundelsen er frisind og tolerance”.

En egentlig målrettet begrundelse for dette er dog ikke fremført i artiklen, kun en række overvejelser.

Det må være frisind og tolerance over for forældrene, KK taler om, eller måske over for det samfund eller de traditioner, der er foranlediger forældrenes handlinger. Men omskæringsdebatten handler om barnets liv.

Med sine konklusion tilsidesætter KK alle omskæringskritikerenes argumenter let og bekvemt med en påstand om, disse kritikere mangler ”frisind og tolerance”.

Skal man udvise ”frisind og tolerance” over for overgreb? Er det intolerant at være imod krænkelse af børn, og at være imod at skade børn?

Skal man også udvise ”frisind” over for de ”kulturer”, hvor korporlig afstraffelse er dagens orden? Hvor man mener, at det har barnet bedst af?

KK mener ikke, at ”f.eks. omskårne jødiske mænd gennemgående er mindre lykkelige end f.eks. ikke-omskårne ikke-jøder”, men at omskæringen er ”del af en livsform, der ikke generelt skaber mindre lykkelige mennesker end mange andre livsformer”.

Atter skal vi høre om, hvad KK blot mener. Det ville være rart at vide, hvad KK begrunder dette med. Nogle mænd er faktisk mindre lykkelige, fordi de er omskårne – ifølge deres egne udsagn.

Vi må tværtimod være så kultiverede, at vi tager hensyn til individet, og ikke udsætter det for et indgreb, det måske ikke selv ville vælge senere i livet, og som ikke kan gøres om eller rettes.

Til sidst hævder KK - i modstrid med ovenfor - at han ikke mener, ”at omskæringspraksisser bør være hævet over etisk kritik og offentlig diskussion”.

KK foreslår, at de grupper, der omskærer, ”opfordres til at udvikle fortolkninger af deres livsformer, der tillader mindre smertefulde eller risikable indgreb, eller som tillader, at man baserer sit kulturelle eller religiøse tilhørsforhold på andre markører”.

Det fremgår imidlertid tydeligt af debatten, at vi kan vente i årevis på, at dette ikke sker. Sagen er i øvrigt alt for alvorlig til, at vi blot skal vente på, at vrangvillige mennesker udskifter deres irrationelle ideer. De har ganske vist lov til at have dem, men kun så længe de ikke lader den gå ud over andre mennesker.

Afslutning.

Den mest afgørende kritik af ikke-terapeutisk forhudsamputation, at den er en krænkelse af et andet individs personlige integritet, berører KK overhovedet ikke.

Bemærkelsesværdigt er det også, at KK har kendskab til sygdomme, der pådrages i børnehaven, men ikke mener at have tilstrækkeligt kendskab til ”gener” under og efter omskæring af mindreårige. Det er faktisk muligt for lægfolk at søge lægelige oplysninger. Lidt omtanke kan også give et resultat.

På denne baggrund er det ekstra kritisabelt at sige, at de kritikere, der har sat sig ind i emnet, er intolerante og mangler frisind.

Litteratur.

[KK 2014]: http://www.tvaerpolitisknetvaerk.dk/Files//Filer/TN/Hoering%20Seksuel%20Sundhed/Omsk%C3%A6ring.oktober2014.pdf

---

[1]Jf. http://ovemk.blogspot.dk/2014/07/det-uomgngelige-grundlag-for-en-etik-og.html. Her findes uddybende referencer.

[2]Jf. http://praktisk-etik.blogspot.dk/2015/04/krav-til-standpunkter-og-argumenter.html.

[3]  Dette er ikke blot noget, jeg synes. Det kan også begrundes, nemlig ved reference til H.P. Grices konversationsmaksimer. Det ville være tilstrækkeligt at bruge verbet ”er” i stedet for ”skal ses som”, men omstændelige formuleringer bruges der, hvor det er nødvendigt, dvs. om komplekse emner og subtile forhold, der kræver agtelse, dvs. velovervejede handlinger, ikke blot om irrationelle handlinger.

Dette forstærkes i øvrigt ved den overflødige brug af ordet ”integreret”.

Denne ophøjede sprogbrug gør det emnet til noget ophøjet.