En vurdering af et argument imod abort og et for abort

The Pre-persons.

I Philip K. Dicks novelle The Pre-persons løber nogle legende drenge skrækslagne bort, da de hører en vogn komme forbi med en ringende klokke. Det er abortvognen. I denne fiktion er abortgrænsen sat op til 12 år.

Det kan ganske vist fortolkes på den måde, at hvis abortgrænsen kan forøges, kan vi risikere, at den engang bliver sat til 12 år. Men der kan også fremføres, at novellen ikke handler om, ”hvad der kan ske”, men illustrerer, hvordan det fører til en logisk absurditet overhovedet at sætte en abortgrænse. Der kan nemlig foretages en reductio ad absurdum ved hjælp af sorites-paradokset:

”Sorites” er oldgræsk (σωρείτης) og betyder bunke, og paradokset går ud på, at hvis man har en bunke sand og successivt fjerner et sandskorn ad gangen, kan man ikke udpege noget tidspunkt, hvor man ikke længere har en bunke. Grænseproblemet opstår også, hvis man starter med ét sandskorn og successivt tilføjer et sandskorn. Man kan da ikke udpege noget tidspunkt, hvor man pludselig har en bunke.

Hvis fosteret f.eks. ikke er et menneske efter 80 dage, er det heller ikke et menneske efter 81 dage, etc. Derfor bliver vi nødt til at antage, at der ikke er noget tidspunkt, hvor det bliver til et menneske. Det modsatte gælder også. Dette er dog heller ikke til fordel for aborttilhængerne: Hvis fosteret er et menneske efter 90 dage, så er det også et menneske efter 89 dage, osv. Derfor bliver vi nødt til at antage, at det er et menneske efter 0 dage.


Aborttilhængerne styrker modstandernes kerneargument.

Anna von Sperling berører blandt andet dette problem i sin artikel Aborttilhængerne styrker modstandernes kerneargument i dagbladet Information den 3. oktober 2013, hvori hun hævder: Fosteret er ”ikke væsensforskelligt i uge 12 eller uge otte”.

Sperling hævder imidlertid også, 1) at et foster er et menneske straks ved undfangelsen, men 2) at hun ikke desto mindre selv har ret til at dræbe sit eventuelle foster, hvis det står i vejen for hendes livsførelse.

Ad hominen argumenter er to forskellige ting. Kort sagt findes der både underlødige og pæne af slagsen. Her følger et af de helt pæne. Disse tager udgangspunkt i et fremført standpunkt og når frem til en konklusion, som indehaveren bliver nødt til at godtage.

Det må her bemærkes, at relationen ”ligestillet” er reciprok. Hvis A er ligestillet med B, er B ligestillet med A.

Hvis et foster er et menneske, er disse to er ligestillede. Det betyder, at det, man må gøre ved et foster, må man også gøre ved et født menneske, og at det, man ikke må gøre ved et foster, må man heller ikke gøre ved et født menneske. Det betyder naturligvis også, at det, man må gøre ved et født menneske, må man også gøre ved et foster, og at det, man ikke må gøre ved et født menneske, må man heller ikke gøre ved et foster.

Hvis det således kan forsvares at dræbe et foster, der kan være besværligt for moderens livsudfoldelse, så må det på samme måde kunne forsvares, at dræbe et toårigt barn, hvis det er i vejen for moderens livsudfoldelse.

Og det vil Sperling næppe hverken gøre eller mene. Ergo må hun – i så fald - mene, at der alligevel er forskel på aborter og fødte børn. Er der noget galt her?

Hvis ikke, har vi her den samme situation, som når abortvognen kommer i Dicks novelle, som indeholdt et argument mod abort.

Referencer:

Aborttilhængerne styrker modstandernes kerneargument: http://www.information.dk/474213.

Hvornår man bruger et eller flere ord. Sproget.dk giver et uheldigt svar.

I Sproget.dk forsøger forfatterne at besvare spørgsmålet om, ”hvornår man skal skrive noget i ét eller i flere ord”. I første omgang undgås problemet om, hvad det egentlig er, vi taler om, behændigt med pronominet ”noget”. Sproget.dk eksemplificerer derefter problemstillingen:

”Hedder det computer ekspert eller computerekspert? Produkt udvikle eller produktudvikle? Og er manden ekspert inden for datalogi eller indenfor datalogi?” [”manden” skriver de?]

Men derefter anvender Sproget.dk overskriften ”Sammensatte ord skal skrives i ét ord”.

Hvad menes der dog med ”sammensatte ord”? Der kan ikke menes sammenhørende ord, da det er et alt for vidt begreb, der f.eks. omfatter udtrykket ”en ekspert”. I øvrigt består sammenhørende ord altid af flere ord - af begrebsmæssige grunde.

Usammensatte ord må vel være ord, der kun består af ét leksem. Sammensatte ord må så være ord, der består af flere leksemer... Men ingen vil spørge, om et ord skal være i to ord, for et ord er altid i ét ord. Dette er en temmelig åbenlys tautologi.*)

Der er dermed tale om en temmelig ureflekteret og ubehjælpsom sprogbrug.

Man kan måske formulere spørgsmålet således ”Hvornår består en tegnfølge, hvoraf nogle af bestanddelene kan optræde som ord, af to eller flere ord?”.

Vi kan dog også blot reformulere Sproget.dk’s første formulering af spørgsmålet således ”Hvornår skal vi sammenskrive to morfemer, der kan optræde som selvstændige ord?”

Sproget.dk’s lydregel.

Sproget.dk giver følgende råd:

”Som regel kan man høre om et ord skal skrives i ét eller flere ord. Når der er mere tryk på det første led end på det andet led, skal det skrives i ét ord.”

Hvad angår forfatternes svar, går det ikke til sagens kerne. Thi det er sammenskrivningen af morfemer, der bestemmer trykket:

Regel 1. Man lægger tryk på det, der gør en forskel i forhold til det modsatte.

Her drejer det sig om stavelser: En ’armstol i modsætning til blot en stol. Det betyder ganske vist, at man kan slutte fra virkning til årsag. Udtalen med tryk på første stavelse implicerer, at udtrykket skal skrives i ét ord. Men ikke alle lægger trykket korrekt.

Regel 2. Det egentlige regelsæt består blandt andet i, at man på dansk ikke bruger substantiver, men måske nok proprier, som præmodifikatorer til andre nominer.

Denne regel vil også være en hjælp til korrekt skriftsprog for den person, der hos bageren beder om en chokolade´kage. Fulgte hun Sproget.dk’s regler, skulle hun begå den fejl at skrive ”chokolade kage”, hvilket hun måske allerede gør. For hendes udtale er sandsynligvis præget af den antagelse, at betegnelsen for den kage, hun ønsker at købe, er ”chokolade kage”. Sproget.dk leverer dermed ikke regler for korrekt skrivning, men kun regler for en konsistens mellem udtale og skrivning.

I stedet for at bruge Sproget.dk’s indirekte fremgangsmåde er det – som i så mange andre tilfælde - bedre at have en forståelse af sagen selv og handle ud fra den:

Først anvendes regel 2, som fører os fra semantisk mening til den rette skrift. Dernæst kan regel 1 føre os fra skrift til udtale. Men som det er påvist, fører det ikke til den rigtige skrivning at starte med at anvende regel 1 ”baglæns” for at finde den rigtige skrivning.

*) Dette gælder naturligvis i den nuværende sproglige situation. For vi kunne naturligvis forestille os en fremtidsfiktion, hvor det var i orden at sige ”ande postej”.

Referencer:

Sproget.dk’s artikel:

http://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/et-eller-flere-ord