Demokrati er vanskeligt. Lad os få mere af det!

I en artikel i Kristelig Dagblad ved Kim Schou den september 2011 præsenteres følgende emne

”Når politikere kan stemme efter egen overbevisning i stedet for partipolitisk i etiske spørgsmål, ved vælgerne ikke, hvad de vælger.”

Ifølge artiklen fremfører filosof Thomas Søbirk Petersen, lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet, ”tre argumenter imod politikeres mulighed for at stemme efter egen etisk overbevisning”. Disse argumenter er prægede af følgende grundtanke: Demokrati er vanskeligt, så lad os få mindre af det!

Thomas Søbirks Petersens første argument.

”1) Fritstilling kan give signalforvirring for vælgerne. Hvis du som vælger er meget optaget af etiske spørgsmål, ved du ikke, hvad du får, hvis du stemmer på et parti, der fritstiller sine medlemmer i visse sager.”

Her anvender Søbirk uden videre verbet ”at fritstille”, som om det betegner et indlysende begreb, der omfatter til noget acceptabelt. Det betegner imidlertid det problematiske forhold, at et parti mod sædvane undlader at begrænse et folketingsmedlems frihed til at stemme som det vil. Dette problem kan vi vende tilbage til.

I øvrigt er det kun, hvis man stemmer på et meget topstyret, udemokratiske parti, at man ved ”hvad man får”. I de øvrige tilfælde ved man ikke, hvem der bliver valgt ind i partiet og bestemmer dets linje i detaljer.

Dette problem eksistere imidlertid ikke, hvis man kun kan stemme på enkeltpersoner, og disse har fremlagt deres velovervejede, overordnede standpunkter vedrørende vigtige politiske emner, og ikke mindst deres argumenter derfor.

Søbirks andet argument.

”2) Fritstilling kan gøre det uoverskueligt at forhandle mellem partierne, fordi man ikke kan være sikker på, hvad medlemmer vil stemme.”

Dette problem forsvinder, hvis det første problem er løst på den foreslåede måde, dvs. hvis medlemmerne er valgt individuelt, og de har fremlagt deres valgprogram.

Søbirks tredje argument.

’3) Svar på etiske spørgsmål har en tendens til ikke at blive underbygget med argumenter, da holdningen bag fritstilling netop ofte er, at etik er "en personlig sag", og at etik blot handler om at ventilere personlige synspunkter. Denne tendens er farlig, da et folketingsmedlem således ikke behøver at argumentere for sin holdning.’

Her sammenkæder filosoffen Søbirk ”svar på etiske spørgsmål” med ”holdningen bag fritstilling”. Det er vanskeligt at se nogen sammenhæng mellem de to, så det er ærgerligt, at den ikke udredes. Mener Søbirk måske ’Svar på etiske spørgsmål har en tendens til ikke at blive underbyggede med argumenter, da holdningen til etik netop ofte er, at etik er "en personlig sag"’?

Naturligvis er det uheldigt eller ”farligt”, hvis man ikke behøver at argumenter for sin overbevisning. Men det, Søbirk hævder, er, at ideen om, at ’etik er "en personlig sag"’, og at ”etik blot handler om at ventilere personlige synspunkter”, betyder, at ”et folketingsmedlem ... ikke behøver at argumentere for sin holdning.’ Ifølge Søbirk har det åbenbart mening at tale om, at ’etik er "en personlig sag"’.

Men hvad betyder mon udsagnet ”etik er en personlig sag”? Betyder det, at etiske afgørelser blot er noget, man vælger? Betyder det, at hver person kan have sin sande opfattelse af, hvorvidt korporlig afstraffelse skal forbydes?

Ingen af delene er tilfældet, da etiske udsagn kan begrundes, og da de angår sagen selv, og dermed skal afgøres ud fra den. Nogle filosoffer benægter paradoksalt nok uden videre, at det er muligt at begrunde etiske udsagn. Men der kan faktisk fremføres en begrundelse for et etisk grundlag. [1]

Talen om ”at ventilere personlige synspunkter” er derimod helt uforståelig. Betyder udtrykket mon at give udtryk for ”personlige synspunkter”, hvad det end er. Kan man have ikke-personlige synspunkter?

I det hele taget har Søbirk af en eller anden grund valgt at anvende en meget uafklaret sprogbrug. Derfor kræver disse få linjer en del tydninger og gæt.

Etiske og politiske spørgsmål.

Søbirk har dog en pointe, idet han ”vil gøre opmærksom på, at distinktionen mellem såkaldte etiske og politiske spørgsmål er vilkårlig”.

Antagelig refererer Søbirk til den skelnen mellem etiske og politiske spørgsmål, der i dagligdagen foretages af politikere og andre. Denne skelen er dog blot et empirisk, sociologisk faktum. Noget helt andet er spørgsmålet om de politiske og etiske spørgsmåls rent faktiske begrebsomfang. Der kan drages følgende konklusion: Alle politiske spørgsmål er etiske. Dette følger af ovennævnte begrundelse. ¹

Hertil kan indvendes, at vi i så fald mangler at afklare, hvilke spørgsmål der er etiske uden at være politiske. Et foreløbigt svar kan være, at mens politiske spørgsmål er spørgsmål, der angår, eller kan komme til at angå, alle borgerne som borgere i et samfund, så angår etiske, upolitiske spørgsmål valget mellem moralsk acceptable handlinger.

Søbirk anfører som eksempler beslutninger om 1) ”regulering af f.eks. kunstig befrugtning”, og 2) ”hvorvidt vi bør (eller burde) gå i krig i Irak”. Det følger af ovennævnt konklusion, at de naturligvis er både etiske og politiske.

Det følgende udsagn må så forstås som en supplerende begrundelse for, at den foretagne brug af prædikaterne etisk og politisk er ”vilkårlig”:

"Både etiske og såkaldte politiske spørgsmål (som for eksempel traditionel fordelingspolitik og herunder skattepolitik) handler jo om, hvordan man mener, at verden bør være indrettet.”

Hvorfor Søbirk anvender udtrykket ”såkaldte politiske spørgsmål” må forblive i det dunkle. Bortset herfra er det sandt nok, at politiske spørgsmål handler om, hvordan man mener, at verden bør være indrettet. Derimod handler de øvrige etiske spørgsmål som nævnt ikke derom.

Endelig må der ligge en ufortalt sammenhæng i Søbirks fortsættelse: ”Hertil kan man sige, at det er praktisk umuligt, at alle partimedlemmer bliver enige om alle etiske og politiske spørgsmål.” For hvis man kommenterer et udsagn, må det fremførte naturligvis angå udsagnet og dets sandhedsværdi, men det er ikke umiddelbart tilfældet her.

Det er ganske vist helt rigtigt, at alle et partis medlemmer ikke kan blive enige om alle etiske og politiske spørgsmål. Men hvilken relevans det har i argumentationen, er ikke indlysende.

Søbirks udemokratiske forslag.

Måske skal det lige citerede forstås som en indvending, for Søbirk fremfører modsættende følgende konklusion:

”Det er nok sandt – men pengene vil være givet godt ud, hvis man prøver at skabe en partidisciplin på områder, der optager mange menneskers liv.”

Søbirks anvendelse af udtrykket ”områder, der optager mange menneskers liv” antyder en skelnen mellem særlige politiske områder og andre, men disse særlige områder specificeres ikke i teksten. Hvorfor disse områder skal være specielt præget af ”partidisciplin” (sic) ifølge Søbirk fremgår ikke.

Om tekstens uklarhed udelukkende skyldes Thomas Søbirk Petersen eller også Kim Schou redigering, er det svært at gætte. Desværre er det ofte først, når man har gransket en tekst, at man indser, hvor usammenhængende og lidt gennemtænkt den er. En ting er dog klart: Selv om demokratiets vilkår er ringe nok nu, taler Søbirk for en forværring af tingenes tilstand.

Det må pointeres, at folk, der kan tænke selvstændigt og argumentere for deres standpunkter, næppe vil ikke stille op til folketinget under de krav om lydighed, som Søbirk anbefaler at de underkaster sig. For de vil naturligvis ikke bringe sig selv i den situation, at de skal underkaste sig irrationelle mennesker, der er i deres følelsers vold og ikke kan argumentere. Jf. de eksempler herpå, som er fremlagt i indlægget ”Demokratiets pris”.

Den demokratiske løsning.

Der står allerede følgende i grundlovens § 56: ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.”

Dette kan forbedres således: Folketingsmedlemmerne bør ikke ved nogen som helst afstemning kunne tvinges til at stemme, således som et parti og dets flertal mener. Partierne bør ikke have ret til at stille krav om, hvad de enkelte medlemmer stemmer. Partierne kan derfor højst være praktiske samarbejdsorganisationer. De enkelte medlemmer bør vælges individuelt. Så ved vælgerne, hvad de får.

Hvis kandidaterne ikke kan vælges ved at vælgerne stemmer på et parti, bliver de nødt til at afklare og fremlægge deres standpunkter på alle politiske områder. Så fordunkles det ikke, hvad det er for en person, vælgerne stemmer på, dvs. hvad vedkommende står for. Dette formindsker også demokratiets pris.

Hvordan disse beslutningsprocedurer skal foregå og understøttes, er et praktisk spørgsmål, som ikke angår disse principielle overvejelser. Dette kan dog ikke hindre os i at hævde: Demokrati er vanskeligt. Lad os få mere af det!

- - -

Referencer:

Kristelig dagblads artikel: http://www.etik.dk/artikel/431676:Politik-og-moral--Filosof--Politikere-boer-ikke-fritstilles-i-etiske-spoergsmaal

Grundloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=45902.

Afhandling Nr. 6, ”Politik og etik”: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume_5.html

Afhandling Nr. 7, ”Et etisk grundlag”: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/afhandling-nr-7.html

---

[1] Udledningen af et grundlag for etik er fremlagt i Afhandling Nr. 6, underafsnittet ”Politik og etik”, der suppleres i Afhandling Nr. 7, underafsnittet ”Et etisk grundlag”, der er en nyere version af et indlæg af samme navn i denne blog.

Demokratiets pris.

Et hvilket som helst arbejde kræver uddannelse og færdigheder. Dette gælder for rengøring på hospitaler, på skoler og hos private. Det gælder for hospitalspersonale og det gælder for oversættere...

Medlemmer af en lovgivende forsamling kan ganske vist også have gode uddannelser og færdigheder Men det må bemærkes, at det i princippet ingen kvalifikationer kræves for at blive valgt til en lovgivende forsamling, udover en eller anden form for almindelig skolegang, således at medlemmet kan finde rundt i forsamlingens procedurer.

Det at blive valgt ind i en lovgivende forsamling kræver således principielt hverken uddannelse, evner eller erfaring inden for noget felt. Hvis blot der er nok, der mener, at verden skal styres med astrologi, kan en eller flere astrologitilhængere blive valgt. Hvis man er kendt af eller anden ligegyldig grund, kan man blot hæfte sig på et skrantende parti og derved blive medlem af en lovgivende forsamling.

Nogle vil måske indvende, at det i praksis er anderledes, og fremføre, at medlemmet lærer ”håndværket” efterhånden, at medlemmet ikke vil blive genvalgt, hvis han/hun ikke kan begå sig, etc. De vil således stille det principielle over for det praktiske. De vil måske hævde, at den her anførte kritik er baseret på en teoretisk indstilling, der ikke angår handlingens mænd og kvinder. Med en sådan holdning stiller de sig tilfredse med en tilfældig samfundsudvikling.

Imidlertid er det at hævde, at det påpegede forhold er principielt, faktisk at sige noget væsentligt. Thi det betyder, at det angår grundlaget for demokratiet. Det betyder, at vi for tiden ikke anser demokratiet og den politiske debat for mere værd, end at disse godt må være underlagt de blotte meninger og den manglende eller overfladiske refleksion. Højere anser vi ikke demokratiet og den samfundsmæssige debat.


Hvad er så løsningen? Skal man bestå en eksamen for at kunne afgive sin stemme? Og i bekræftende fald, i hvilke fag eller emner? Heldigvis kan denne mulighed let afvises. Thi nutidens tilfældige forhold, som netop er kritiseret, kan selvsagt ikke udgøre et acceptabelt grundlag for at afgøre dette. Sagt med andre ord, folk, der ikke kan argumentere lødigt, kan naturligvis ikke løse dette problem.

Inden vi søger at finde en løsning, må vi først se på nogle af de problemer, der faktisk findes:


Problemer, der må løses.

Her følger nogle eksempler på den dårlige argumentation, som specielt nogle af den lovgivende forsamlings medlemmer kan præstere. Disse refererede efter hukommelsen.

Det, at man blot synes, at et udsagn er rigtigt, er ikke et argument for, at det er rigtigt. Det, at men synes om noget, er heller ikke et argument for, at det er rigtigt. Ikke desto mindre er det eneste argument, nogle har for deres standpunkt, at de er godt tilfredse med standpunktet – hvilket de i øvrigt også er godt tilfredse med! Dette gælder f.eks. spørgsmålet om, hvorfor der skal missioneres i DR ved at transmittere såkaldte gudstjenester.

Det at man kender til et par ensartede eksempler på noget, er ikke et grundlag for at generalisere om det. Nogle af dem, der gør dette, udtrykker endog foragt for videnskab og statistik. Men de anvender selv en statistik, der blot er dårlig.

Således vil nogle af den lovgivende forsamlings medlemmer hævde, at der er mange fisk i havet, fordi fiskerne fanger mange fisk. Men det gør fiskerne, fordi de fisker der, hvor fiskene er. Herved opnås selvsagt ikke nogen viden om bestandens udbredelse; om bestanden er for opadgående eller for nedadgående, ved de således ikke. Hvilke vilkår, den er underlagt, ved de heller ikke blot af den grund. Det kræver et forskningsbaseret grundlag at opnå et kendskab til hertil.

Nogle politikere hævder endog, at specialister er et onde. Disse politikere ved ikke, hvad de selv siger. Vil de måske opereres af en kvaksalver, vil de flyve med et passagerfly, der ikke er bygget af specialister? Det er da også kun, når fagfolkene siger dem imod, at de ikke synes om deres argumenter. Så vejer deres egne tilfældigt valgte holdninger tungere end videnskabelige begrundelser på det pågældende område.

Det må kunne forventes af den lovgivende forsamlings medlemmer, at de ved og har erfaret, at verden kan være anderledes indrettet, end man umiddelbart tror den er.

De må forstå, at standpunkter ikke blot er udsagn, man vælger, man udsagn, man skal kunne argumentere for - vel at mærke ud fra fundamentale præmisser.

Nogle nægter at begrunde deres standpunkter. De hævder blot "Her skilles vore veje". En sådan indstilling er ikke social. Hegel skildrer og kritisere denne holdning i Åndens Fænomenologi:

"Når en person henviser til følelsen, sit indre orakel, er han færdig med at debattere med det menneske, der ikke er enig med ham, og han kan kun erklære, at han ikke har yderligere at meddele det menneske, der ikke finder og føler det samme. Med andre ord: han træder roden til det menneskelige under fode. Thi det menneskelige indebærer det at forsøge at blive enig med andre... Det anti-humanistiske, det dyriske, består i at blive stående ved følelsen og ikke at kunne udtrykke andet." [Let omskrevet referat fra Fortale til Åndens Fænomenologi, fjerdesidste afsnit, min oversættelse.]

Nogle politikere taler om visse fremmede sprog, som om disse sprog blot er en uvane, der skal aflæres. De pågældende kan kun udtrykke forargelse over for det, at forældre ikke selv skal betale for deres børns modersmålsundervisning. For det første er det videnskabeligt bevist – og egentligt let forståeligt – at børn bedst lærer et fremmed sprog, hvis de først har lært det sprog bedre, som de allerede har kender lidt til som deres første sprog. De pågældende politikeres udtrykker ellers et krav om, at indvandrere skal tale det lokale sprog perfekt... For det andet er deres modersmål lige så vigtig for dem selv og for samfundet som andre fremmedsprog.

Nogle danske politikere mener, at den danske nation er hævet over alt. Hvad mon de ville mene, hvis de var svenskere eller tyskere?

Nogle mener, at hvis noget har forekommet i hundrede år, er det godt, f.eks. folkekirken...

Der kan nævnes flere eksempler, men dette må være rigeligt her.


Etisk forsvarlig debat består bl.a. i ikke at pakke alle sine bemærkninger ind i nedgørende udtalelser.

Det består også i ikke at ignorere et modargument, men enten 1) at argumentere fuldgyldigt imod det, 2) at give modparten ret eller i det mindste 3) at ytre tvivl om ens eget standpunkt.


Løsningen.

Det vil under alle omstændigheder være cirkulært at hævde, at vi er en situation, hvor vi kan stille bestemte krav til medlemmerne af den lovgivende forsamling, for at de kan blive medlemmer. Desuden kan nogle mennesker være dårlige til at gå til eksamen uden at være dårlige til faget.

Vi kan altså ikke undgå ovenstående situation. Men heldigvis kan vi formindske demokratiets pris. For vi kan stille forventninger til alle samfundsborgere om, at de skal kunne argumentere logisk og etisk og sørge for at have afklarede præmisser, sådan at de ikke begår nogle af de eksemplificerede fejl.

Løsningen kan derfor bestå i at udvikle en undervisning for skoleelever og studerende, der blandet andet omfatter ovenstående betragtninger og krav. Således kan de blive for kloge til at begå de eksemplificerede argumentationsfejl. Der er intet forgjort heri, da undervisningen altid kan forbedres.

Primært skal skoleelever og studerende undervises for livet og ikke blot for erhvervslivet. De skal lære at forholde sig til spørgsmålene om, 1) hvad der er det gode liv, og 2) hvad der er det gode samfund.

Herved vil også parlamentarikerne blive mere oplyste, lige som synet på deres adfærd vil blive mere kritisk på en velfunderet måde.


Monarkier.

Som det fremgår, er nogle af eksemplerne inspireret af danske politikere og debattører. Det må da også bemærkes, at ovenstående kritik og forslag ikke kun gælder for de rene demokratier, men også for det Folketing, der indgår i det danske monarki.


Litteratur:

[Hegel 88] G.W.F. Hegel: Phänomenologie des Geistes Felix Meiner Verlag GmbH (Hamburg 1988).