Det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.

Indledning.

Den standende og evindelige diskussionen af sprogændringer handler tilsyneladende om, hvorvidt sproglig korrekthed kun er midlertidig, eller om der findes sprogfejl, der altid vil være sprogfejl. Set i et større perspektiv må spørgsmålet dog være, om der på et eller andet plan findes overordnede sprogregler, der altid vil gælde.

Hidtil har jeg blot set undrende til fra sidelinjen: dels på sprogfolks utilstrækkelige og ulogiske forklaringer, dels på privatpersoners hjemmesider, der søger at højne sproget med forkerte anvisninger. Emnet har imidlertid forekommet mig for småt sammenlignet med den filosofi, som jeg er optaget af. Men for dog at afklare sagen vil jeg i det følgende fokusere på, om der findes nogle generelle principper, som den enkelte sprogbruger forventes at ville overholde.

Jeg har læst en sproginteresseret persons usagn om, at hvis man mener, at der er en fejl i en persons sprogbrug, så har man også forstået den pågældende. Dette forudsætter vel, at man ved, hvad den rigtige sprogbrug skulle have været. Men selv da er sagen ikke så enkel. Thi denne forståelse opstår på baggrund af en eller anden form for granskning/analyse af det sagte. Denne kræver tid og indsats, hvilket naturligvis kan være forstyrrende og distraherende, og kan gå ud over forståelsen af de efterfølgende sætninger. Desuden kan man også spekulere over, om den pågældende formulering mon kunne have et eller andet formål, som man ikke har forstået.

DR og TV2’s tekst-tv indeholder en guldgrube af vidt forskellige, besynderlige sprogfejl og mærkværdigheder på flere planer. Følgende korte eksempel, som er citeret frit efter hukommelsen, indleder en tekst:

”Abel Abelsen er ikke den eneste med det navn og det cpr-nummer.”

Hvilket cpr-nummer? spørger man først sig selv, eftersom det bestemte kendeord ”det” bruges om noget bekendt. Da det citerede er opslagets første sætning, skulle der naturligvis have stået f.eks.:

”Abel Abelsen er ikke ene om at have det navn og det cpr-nummer, han har.” I dette eksempel var analysen ganske vist let, men alligevel distraherende og efterlader en usikkerhed. Så naturligvis er sprogfejl forstyrrende også for dem, der kan korrigere dem.


H.P. Grices Cooperative Principle.

Spørgsmålet var, om der findes overordnede sprogregler. Et svar herpå kan fås ved at se på H.P. Grices Cooperative Principle, som handler om krav til vore udsagns semantiske indhold. Kort fortalt forudsætter vi ifølge dette princip, at vore udsagn 1) indeholder netop det nødvendige, 2) er velbegrundede, 2) relevante og 4) klare.

Dette bunder i, at hvis vi er interesserede i at formidle et budskab, vil vi også være interesserede i at udtrykke os så klart som muligt for ikke at blive misforstået. Vor interesse heri grunder ikke i noget påbud om, at vi skal være interesserede, men i at vi i modsat fald lige så godt blot kan fremsætte semantisk meningsløse tegnfølger. (Dog forsøger trængte politikere at udtrykke sig med den hensigt at fordunkle sagen.) Med andre ord vil vi være interesserede i at samarbejde, hvis vi vil formidle et budskab, og vi har derfor en grund til at forvente, at andre også er interesserede heri. Det overordnede princip er med andre ord, at kommunikation indebærer samarbejde.


Et grammatisk og leksikalsk samarbejdsprincip.

Dette fører til den tanke, at hvis vi er interesserede i at formidle et budskab, vil vi også være interesserede i at udtrykke os så grammatisk og leksikalsk klart som muligt for ikke at blive misforstået. Hermed har vi et grammatisk-leksikalsk samarbejdsprincip, om at man bør tilstræbe at udtrykke sig grammatisk og leksikalsk klart i alle henseender. Dette princip om samarbejde falder ind under samme overordnede princip som Grices princip.

Følgende fire elementer kan foreløbigt inkluderes under princippet:

1) Man bør anvende sprogets udtryksmuligheder i overensstemmelse med deres formål.

2) Man bør ikke anvende et udtryksmiddel ud over dets grænser, dvs. ikke hvor det ikke hører hjemme. (Medmindre man ønsker en speciel effekt.)

3) Man bør anvende sprogets forskellige udtryksmidler og tilstræbe et nuanceret sprog.

4) Man bør kun bruge ord, hvis man forstår dem helt klart. Man bør således ikke gætte sig til ords betydning. I stedet bør man forbeholde sig sit standpunkt.


Eksempler på brud på det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.

ad 1: Princip 1 er brudt i indledningens eksempel med tekst-tv.

Betoning af ord. Desuden brydes det ved misvisende brug af betoning af såvel sprogets enkelte led som dets stavelser. På dansk bruger man trykket til at betone, hvad der er fokus på i sætningen, sammenlignet med hvad der ellers kunne hævdes. Et kendt eksempel herpå er ”Nu går jeg ’hjem” versus ”Nu ’går jeg hjem”, hvor den første sætning er sat i modsætning til et udsagn om at blive, mens den sidste er i modsætning til at tale om at cykle, tage en taxa, osv., især hvis disse muligheder har været nævnt i situationen.

Et andet eksempel på helt uovervejet brug af betoning forekommer i sætningen: ”Statsministeren er lige nu i Portugal. I morgen rejser hun ’til Italien.” Dette behøver ikke at kommenteres.

Endnu et eksempel er radiospeakerens udtalelse ”Nu ’skal vi videre til næste program”, som om situationen havde stået i stampe længe.

Betoning af stavelser. Et meget misvisende brug af tryk på ordenes morfemer repræsenteres af ”’syge’dagpenge”, der antyder, at ”syge” og ”dag” står i en eller anden gensidig relation til hinanden, lige som ”skole” og ”hjem” i ”skole-hjemsamarbejde”. Jeg har længe undret mig over hvad betydningen af dette ord mon kunne være, da jeg troede, at betoningen var et tilsigtet som meningsudtryk.

ad 2: Dette kan f.eks. bestå i at bruge pronominet ”du”, ikke blot i stedet for ”man”, men også i stedte for ”jeg”, ”de” og - ved hjælp af en omskrivning – i stedet for ”der”:

Eksempel 1: En interviewet forsker siger om en nomadestamme: ”Efterhånden drager du så længere og længere vestpå”.

Eksempel 2: ”På månen har du en tyngdekraft på en sjettedel af jordens.”

ad 3: Mangel på brug. Dette princip kan brydes ved slet ikke at bruge pronominet ”man”, som ellers har en nyttig funktion, men at bruge pronominet ”du” i stedet for. Det sidste diskuteres nedenfor.

Unuanceret sprog. Andre former for uvarieret og upræcis sprogbrug kan f.eks. også bestå i brugen af vendingen ”i forhold til” frem for alternativerne ”for”, ”på”, eller hvad man ellers kan sige i sammenhængen. Eksempelvis har jeg hørt en politiker anvende dette udtryk mindst fire gange i løbet af et kort interview på TV. Nogle gange kan udtrykket være helt i orden, andre gange er det blot lidt uvarieret, når nu man kan nøjes med at sige ”på” eller ”for” eller noget andet. Andre gange igen er meningen ret uklar.

ad 4: Princippet om, at man ikke skal bruge ord, man ikke forstår, tager hensyn til nødvendigheden af at forstå andre og selv at blive forstået. Det betyder, at man ikke skal gætte sig til et ords betydning, men slå den op. Gæt er muligvis årsagen til følgende fænomen: I Nudansk ordbog, 10. reviderede udgave, 1981, er der om ordet ”lemfældig” omhyggeligt anført:

”lem'fældig adj. (fællesnord.: svensk dial. lenjällen medførlig, norsk linnferdig; l. led vistnok lind II; 2. led afl. af fælde, jf. affældig) skånsom, mild, forsigtig: få en l. straf; behandle én lemfældigt.”

I Politikens Nudansk Ordbog, 17. udgave, 1. oplag, 1999, er der derimod anført:

”lemfældig [(...)] adj. -t, -e / 1. som ikke er tilstrækkelig omhyggelig = SKØDESLØS ≠ SAMVITTIGHEDSFULD □ omgås lemfældigt med sandheden ◊ lemfældighed / 2. (foræld.) = LEMPELIG • gå lemfældigt frem ● forsøge alle lemfældige midler ● han fik en lemfældig straf ” [Min understregning og mine skråstreger.]

Måske skyldes ”forældelsen”, at ordet ”lemfældig” rimer på ”tilfældig”, jeg ved det ikke...

Gætteri er den fejl, der er begået i første omgang. Derefter må de mere kyndige først finde ud af de uvidendes misforståede ordbrug, nu da de uvidende ikke på tilsvarende måde har kunnet finde ud af de videndes sprogbrug. I en rum tid herefter har de vidende mennesker kun haft valget mellem 1) ydmygende at tale som de uvidende eller 2) at finde andre måder at udtrykke sig på.

ad 1: Men hvad består det ydmygende i? Dels i mangel på selvbestemmelse, dels i selve det at deltage i en ændret sprogbrug, som er ændret af grunde, man ikke kan agte.

ad 2: Dette er naturligvis muligt. Derimod kan eksisterende skrifter naturligvis ikke ændres, men må herefter forsynes med fodnoter i nyudgivelser. Dette gælder ikke kun for de såkaldte ”pendulord”.


Supplerende kommentarer.

Der findes naturligvis acceptable sprogændringer, f.eks. at bruge verbet ”at adressere” i en betydning, som ikke længere kun har noget med brevforsendelse og personlig henvendelse at gøre, og som muligvis er en afsmitning fra engelsk...

Hvad angår misforståelser af ords betydninger kan disse skyldes, at den talende eller skrivende har ladet sig påvirke af et ords hyppigste brug, således at han tror, at et ord kun kan have den betydning, den har i denne brug. Det gælder et ord som ”chance”, der stammer fra fransk, hvor det har neutral betydning; men da ordet hyppigst bliver brugt i positive sammenhænge, er der nogle, der tror, at det kun har en positiv betydning. Herefter kan man ikke længere bruge ordet ”chance” i en negativ betydning uden at risikere at blive misforstået: De dårlige sprogbrugere har trådt vejen.

Jeg har således stødt på et læserbrev, hvis forfatter revser andre for deres ”nye” brug af dette ord, selv om det er ham selv, der har en fejlagtig opfattelse. I samme læserbrev beklager forfatteren endog, at også ordet ”mulighed” nu blev brugt i negative sammenhænge.

Desuden har mange sprogbrugere en ubegrundet, forsimplet sprogopfattelse, idet de f.eks. beklager det sproglige forfald, der efter deres opfattelser finder sted med brugen af akkusativ i dansk. Men sprog er ikke som byggeklodser.

Naturligvis kan der også ske begrundede udtaleændringer. Nye ord kan således indgå i sproget. Låneords udtale kan give anledning til forskydninger i vokalsystemet. Det tilsvarende kan ske i netværket af ordbetydninger, idet nye forskel kan opstå.

Endelig må det bemærkes, at kan man sagtens være kreativ i litterære tekster, hvis man har et budskab dermed. Men det forudsætter korrekthed eller klarhed i den øvrige tekst. Jf. sætningen ”Min tillid til NN kan ligge på et meget lille sted”, som tilsyneladende indeholder en kategorifejl.


Referencer:

H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).

Dagbladet Informations retorik om sprogændringer.

Indledning:

Begrebet sprogændringer diskuteres i artiklen ”Laveste fællesnævner som sprogligt ideal” i dagbladet Information forfattet af samme dagblads kulturskribent Rasmus Bo Sørensen. Artiklens hovedkonklusion er:

”I København har man valgt at indrette flere veje efter trafikanternes adfærd. Samme princip bør gælde reglerne for den sproglige færdsel”.

Denne forenkling er dog ikke det eneste, der er galt med artiklen. Dette vil jeg forsøge at afklare.

Lad det være sagt med det samme: Det er et frit land, vi lever i, så den enkelte privatperson må selv bestemme, hvilke udtryk han vil bruge i sit sprog, og hvordan han vil bruge dem. Det skal desuden bemærkes, at på denne blog er jeg udelukkende interesseret i at granske argumenters konsistens og lødighed. Af disse to grunde mener jeg at være fuldstændig uhildet i dette emne.


RBS’s allegorier.

RBS starter sin artikel med en historie om, hvordan han i årevis dagligt havde cyklet imod ensretningen på en gade på Nørrebro, hvilket han ikke havde været alene om:

”Hver eneste dag kørte flere hundrede cyklister samme ulovlige vej, indtil kommunen tog konsekvensen og anlagde en cykelsti i modgående retning – og pludselig var forseelsen lovlig.”

Der skulle vel stå ”pludselig var den adfærd, der tidligere havde været en forseelse, lovlig”, eller blot ”pludselig var denne adfærd lovlig”. For en forseelse kan per definition ikke være lovlig.

Men selv efter denne tydeliggørelse er ovenstående ikke en dækkende beskrivelse af situationen: Der er ikke tale om lovliggørelse i eksemplet, men om noget så artigt som anlæggelse af en cykelsti! Derimod kunne man tænke sig et eksempel, hvor cyklister ganske enkelt fik lov til at køre i begge retninger i modsætning til bilisterne, således som det faktisk er tilfældet flere steder. Dette kan dog også ske ud fra en vurdering af færdselsreglernes hensigtsmæssighed, uden at cyklisterne først har brudt dem.

Det citerede skal åbenbart på forhånd formilde de stivstikkere, der ikke kan lide sprogændringer: Læserne må herefter formodes at forstå, hvilken frisk, rebelsk person vi har at gøre med. Ham vil vi ikke være imod, for vi har vel selvrespekt. Selv de mest stivsindede må nu være blødgjorte.

Men hvad med bilisternes adfærd? På en ret trafikeret gade i København har jeg observeret først én bilist køre over for rødt, derefter endnu én køre over for rødt, og lidt efter en tredje, på hvilket tidspunkt der så må være gået ret lang tid. Kunne man her tænke sig, at den relevante myndighed ”tog konsekvensen” og tillod bilisterne at køre over for rødt, således at man derefter kunne sige, at ”pludselig var forseelsen lovlig”? Hvad med hastighedsgrænserne? Væk med dem af samme grund! Myndighederne må tage konsekvenserne, således at hastighedsgrænserne en skønne dag pludselig er væk, idet mindste på den strækning.

Kulturskribenten RBS refererer derefter en fortælling om ”en ældre mand”, der

”beslutter sig for at opfinde sit eget sprog. Han kalder sengen for billede, bordet for tæppe, stolen for vækkeur, avisen for seng. Og så videre”; så længe manden var alene om at bruge et ”privat sprog”, ”havde han ingen problemer med at bilde sig selv ind, at forholdet mellem ordene og tingene var vilkårligt”.

Det må dog bemærkes, at sproget faktisk er ”vilkårligt”, eller mere præcist arbitrært, da det dybest set kunne være anderledes. Desuden kunne lingvister i princippet finde ud af den pågældendes sprog, hvis det var nogenlunde konsistent...

RBS slutter referatet:

»Den gamle mand i den grå frakke kunne ikke længere forstå folk, det var ikke så slemt. Det var meget værre, at de ikke længere kunne forstå ham. Og derfor sagde han ingenting mere.«

Åbenbart bærer den ældre mand også en grå frakke. Læserne må nu endelig formodes at forstå, hvilken trist person vi har at gøre med, og derfor at tage afstand, således at de lettere vil følge RBS konklusion:

”at sprog er et fælles projekt. Vi er afhængige af en social konvention, der slår fast, hvad ordene betyder, og hvordan de skal staves.”

Men hvor meget socialt og fælles er der i sproget? Vi bliver ganske vist nødt til at bruge det samme sprog, men det er ikke nødvendigvis de klogeste, der løber forrest.

RBS hævder, at ”Retskrivningsordbogens 4. udgave er et autoritativt øjebliksbillede anno 2012 af den sociale konvention, vi kalder det danske sprog.”


Dansk sprognævn.

Derefter refererer RBS fra en artikel af Mette Olsen i Politiken, hvori sprognævnets direktør, Sabine Kirchmeier-Andersen hævder:

»Det er jo lige godt at skrive akvarie og akvarium; det ene ord følger et dansk princip, det andet et latinsk princip, og begge logikker giver mening. Så det må være udviklingen og flertallet, der bestemmer.« [MO]

Nu skal de efterhånden frisindede og fleksible læsere åbenbart pludselig falde på halen for autoriteter.


Konklusion om sprognævnet og RBS’ artikel.

Hvis folk kan begrunde deres påstande, kan undertegnede naturligvis godt både give dem ret og respektere dem. Men flere af Sprognævnets ræsonnementer har givet undertegnede grunde til ikke at respektere Sprognævnet. (Jf. indlægget ”Flere argumentationsfejl fra Dansk Sprognævn” på denne blog.)

Hvad mon det er for et princip, de to ord følger? Kan det tænkes at være bøjningsmønstrene henholdsvis:

1) akvarie, akvariet, akvarier, akvarierne

2) akvarium, akvariet, akvariet, akvarier, akvarierne.

Der er imidlertid ikke meget ”latinsk princip” i det sidste paradigme: der er blot tale, om at ”akvarium” er hentet fra latin, men bøjet ligesom nogle danske substantiver. Jeg har hørt en sprogforsker sige, at den første bøjning da var meget udmærket, for det var jo en regelmæssig bøjning. Det har han naturligvis lov til at mene. Men argument er blot ikke tvingende, eftersom det ikke er et krav, at ord skal være regelmæssigt bøjede, eller at sproget overhovedet skal være regelmæssigt.

Desuden er det relevant at spørge om, hvad det er for nogle ”logikker” der er tale om. Det er ikke en sprogbrug, jeg har "fælles" med SKA.

Det må konkluderes, at RBS’ artikel er langt fra at give en dybsindig afklaring af begrebet sprogændring.

Referencer:

[RBS]: http://www.information.dk/317078 (15. november 2012).

[MO]: http://politiken.dk/kultur/ECE1704290/dansk-sprognaevn-nu-maa-danskerne-gerne-skrive-akvarie-og-evangelie/ (31. JUL. 2012 KL. 06.53)

To eksempler på kedelig retorik og mangelfuld argumentation.

Jeg har tidligere indledt et indlæg med at fremføre, at ofte er det kritisable ikke kun det, folk mener, men også måden, de mener det på. Der burde være tilføjet: og måden, de udtrykker det på. Det drejer sig om indlægget Kedelig retorik og mangelfuld argumentation, som indeholdt en kritik af Özlem Sara Cekics indlæg Tankløst angreb på omskæring på ozlem.dk.

Det refererede udsagn passer imidlertid også på et indlæg af Martin Krasnik og på et indlæg af Birthe Rønn Hornbæk.


Birthe Rønn Hornbæks indlæg.

På www.kristeligt-dagblad.dk findes en artikel af Birthe Rønn Hornbæk med overskriften ”Omskæringsdebat afspejler religionshad” [BRH]. Overskriften er muligvis Politikens valg, men i det mindste udtrykker BRH senere i artiklen ”at der er en del religionshad og religionsangst i hele denne diskussion”. Artiklen besvarer ikke disse to spørgsmål 1) Hvor ved BRH dette fra? og 2) Hvad er BRH’s dokumentation?

Så meget desto værre er det, at BRH selv stiller spørgsmålet: ”Vi er vidne til en hetz mod jøder, uden nogen form for dokumentation”.

BRH spørger bekymrende om hvorfor ”gamle nyheder igen, igen, igen kan koges op og bringe store dele af en nation på hysteriets rand?” Det er NRH selv der bruger grove udtryk over for de mennesker, der fremfører at omskæring af drenge er krænkende for den personlige integritet. Hvad hysterisk er der i det? BRH bruger derimod selv udtryk som ”religionshad”, ”uden nogen form for dokumentation”, ”hysteriets rand” og ”hetz mod jøder”.

BRH fremfører som eksempel ”Se nu bare til omskæring af jødiske drenge. Og jeg mener jødiske, for jeg kender ikke meget til baggrunden for den muslimske omskæring.”

På baggrund af dette manglende kendskab begrænser BRH diskussionen til kun at omfatte Jøder, hvorved BRH tilfældigvis lettere kan beskylde sin modpart for jødehad.

BRH fremfører, at omskæring har fundet sted i tusinder af år. Men at noget har foregået i tusinder af år er ikke et argument for, at det skal fortsætte. Hvis der er tale om elendighed, er det på tide at den holder op.

Som dokumentation for sin påstand om modpartens manglende dokumentation henviser BRH uden nærmere reference til påstande om ”en forhenværende læge”.

Men omskæring af drenge er først og fremmest forkert, fordi det er et overgreb mod deres personlige integritet. Hvis drengene vælger ikke at blive religiøse, kan overgrebet ikke gøres om. Der er tale om en grov krænkelse. Dette er rigelig dokumentation.

Ifølge BRH deltager en læge i krænkelserne. Men det gør ikke overgrebet mindre, at der er en læge tilstede, hverken før eller efter overgrebet.

BRH klager over manglende dokumentation... Antagelig taler BRH om fysiske skader, men uanset hvor sikkert indgrebet foretages er der tale om en krænkelse af individet ret til et bestemme over sin egen krop.

Derefter fremfører BRH sammenligningen af omskæring med barnedåb. Der er allerede argumenteret tilstrækkeligt for, at denne sammenligning ikke holder... Jf. indlægget Kedelig retorik og mangelfuld argumentation

Ligeledes taler BRH om argumenter for børns selvbestemmelsesret. Dette er en forvanskning af ovenstående argument for hensynet til den personlige integritet.

Der er flere kritiske argumenter at fremføre mod BRH’ indlæg. Men hovedformålet med denne kritik er at påpege nogle af de notorisk dårlige og uetiske argumenter, der findes.

Således er det dybt uetisk af BRH at antyde, at modstanderne af abort er jødehadere. Denne antydning forstærker BRH ved kun at tale om jøders omskæring af deres drenge. Hvor er det heldigt for BRH, at hun er uvidende om den omskæring, der foregår i andre religioner og kulturers omskæring. Herved mener hun at kunne undgå at tage stilling til denne. Men lidt ved hun vel?

Endnu værre er det, at BRH hævder, at hun føler

”... at en beslutning om et forbud nærmest er en beslutning om at opfordre enten til kvaksalveri eller til, at jøderne skal forlade Danmark. Hvis det er det sidste, man ønsker, bør det siges rent ud.”

Men det, der er tilfældet, er simpelthen, at kritikerne ønsker at påpege det forkastelige i at krænke andre mennesker fysisk og psykisk, uanset hvem man er, og hvad motivet er.

Derudover behøver BRH’s forskellige antydninger forhåbentlig ikke yderligere kommentar.


Martin Krasniks indlæg.

Politiken bringer en artikel ”Krasnik: Nu kan det være nok!” [MK], som er forfattet af Martin Krasnik selv. Denne indleder med ordene:

”Morten Frisch får sikkert ikke meget offentlig opmærksomhed i sit job som overlæge på Statens Serum Institut. Men nu har epidemiologien fået sin summer of fame.”

Således starter MK med at nedgøre sin modpart. Resten er kun arrige påstande uden tydelige referencer. Men offentlig personlig opmærksomhed er åbenbart et vigtigt begreb for MK.

Den kritiserede Morten Frisch imødegår selv MK’s kritik i dagbladet Berlingske Tidenden i artiklen ”Professor tager til genmæle i omskæringsdebat” [MF2].

Her skal kun ses på tre punkter:

1) Krasnik hævder ”Da Frisch i Politiken 26.7 endelig blev presset af et indlæg af tre kritiske, danske forskere, forsvarede han sig med, at hans lillebitte gruppe omskårne drengebørn viser samme tendens som resten af de adspurgte, og at hans undersøgelse derfor er god nok.”

Krasnik konkluderer:

”Det burde være nok med to timers statistik i gymnasiet for at vide, at det er for tåbeligt.”

Dette er ikke korrekt, da et lille antal tal godt kan give signifikante resultater, hvilket Morten Frisch da også anfører. (Jf. [MF1])

2) MK antyder ufint, at MF ikke vil svare, men finder på noget andet:

”Nu siger han så, at det slet ikke handler om »operationsrisiko eller seksuelle konsekvenser af omskæring, men om drenges helt basale ret til en intakt krop «.”

Der er imidlertid ikke nogen modstrid her. således som MK antyder, da der er tale om to uafhængige emner, hvorfor begge MF’s udsagn naturligvis kan være rigtige, og også er det.

3) Krasnik fortsætter.

”Sjovt nok bedyrede han præcis det modsatte i det britiske tidsskrift, hvor han skrev, at han »aldrig har udtrykt nogen modstand, etisk, medicinsk eller på andre måder, mod mandlig omskæring som sådan«.

Der er heller ikke nogen modstrid her, da der er forskel på bevidst krænkelse og medicinsk nødvendighed.

To positive ting er der dog at sige. Det ene er, at jeg ganske vist ofte er stødt på frygtelig elendige internetkommentarer, men heldigvis har der til såvel BRH’s og til MK’s artikler været fremført flere klare og velargumenterede modargumenter. Det andet er, at det forhåbentligt er lærerigt for MK et opleve at det er muligt at fremføre klare og besindige gensvar på selv de groveste beskyldninger.

I denne forbindelse må det bemærkes, at de dårligst udformede argumenter er de vanskeligste at kommentere. Dette gælder, hvad enten de er korrekte eller fejlagtige. Men desværre er de sidstnævnte ofte blandt de dårligst formulerede.


Referencer:

[BRH]: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/471775:Debat--Birthe-Roenn--Omskaeringsdebat-afspejler-religionshad (27. juli 2012).

[MK]: http://politiken.dk/debat/ECE1700293/krasnik-nu-kan-det-vaere-nok/ (27. JUL. 2012 KL. 11.29).

[MF1]: http://politiken.dk/debat/ECE1705203/frisch-hvad-viser-omskaeringsundersoegelsen-egentlig/ (1. aug. 2012 kl. 09.13.)

[MF2]: http://m.b.dk/touch/article.pml;jsessionid=A15920445DA99777E6C0E31B6E55F777.uw-portal4?guid=21769485 (14. aug. 2012).

[JS]: http://c15179012.r12.cf2.rackcdn.com/politiken-POLPNDAB260712L10A006.pdf (POLITIKEN Torsdag 26. juli 2012)