Indlægget ”Præsupponeringer i religion og realismedebatten” påpegede blandt andet det fejlagtige i at definere ateisme som det modsatte af teisme. Der kan ganske vist fremføres følgende mere brede definition af ateisme: ”Det at være ateist er det samme som ikke at være teist”. Jf. hjemmesiden [Skepticisme], ifølge hvilken ateisme er fraværet af gudetro. Denne definition kræver imidlertid en del velvilje, eftersom det ikke er alle, der ikke kalder sig selv teister, der kan acceptere den; og det har de gode grunde til. Der kan nemlig argumenteres for, at religiøse sætninger er semantisk meningsløse tegnfølger, idet f.eks. tegnfølger som ”gud” og ”tro” anvendt i religiøse sammenhænge mangler ordmening, og da definitionen af teisme er baseret på sådanne tegnfølger. De, der har indset dette, kan hverken kaldes teister eller ateister. Thi man kan hverken benægte eller bekræfte en sætning, der er semantisk meningsløs, men kun hævde og begrunde, at den er semantisk meningsløs. Dette vil nogle måske kalde agnosticisme, men for det første har denne betegnelse heller ikke semantisk mening. For det andet må det bemærkes, at det er et stærkere udsagn at hævde, at en sætning er semantisk meningsløs, end at hævde, at den er sand, eller at den er falsk, simpelthen fordi den ikke engang kvalificerer sig til at være dette. Jf. afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5 ([Afhandling Nr. 5]), hvori der er argumenteret for, at religiøse sætninger mangler ordmening og derfor er semantisk meningsløse.
Ignosticisme.
Standpunktet ignosticisme eller igteisme er tilsyneladende i overensstemmelse med disse betragtninger, men er alt for uklar, da det også antyder en vis accept.
Ifølge wiktionary.org er etymologien for ordet ”ignosticisme”:
”ig- (fra ignorant) + gnostisk + -ism.” ([Etymology], min oversættelse.)
Jeg vil her nøjes med at forholde mig til definitionen af ignosticisme, således som den er formuleret i Wikipedias engelske udgave, samt nogle resumerende bemærkninger deri.
Wikipedia fremfører to definitioner på ignosticisme. Ifølge den første er ignosticisme:
”Den opfattelse, at der må fremføres en sammenhængende definition af Gud, før spørgsmålet om eksistensen af gud meningsfuldt kan diskuteres.” ([Ignosticism], min oversættelse.)
Dette svarer for så vidt til, hvad der er fremført i ovennævnte afsnit ”Semantisk kritik af religiøse tegnføler”, dog først efter en nødvendig korrektion. Thi for ikke at være semantisk fejlfyldt burde der stå:
”Den opfattelse, at der må fremføres en sammenhængende definition af termen ”Gud”, før udsagnet ”Gud eksisterer” meningsfuldt kan diskuteres.” ([Ignosticism], mine fremhævelseraf ændringerne.)
I dette netop refererede afsnit fra [Afhandling Nr. 5] er der imidlertid også argumenteret for, at en sådan semantisk mening rent faktisk ikke kan etableres, idet flere muligheder blev gennemgået og kritiseret.
I samme leksikonartikel fremføres også:
’Emnet kan præciseres på følgende simplificerede måde ”En ateist ville sige ’Jeg tror ikke, gud eksisterer’; en agnostiker ville sige ’Jeg ved ikke, om Gud eksisterer’; og en ignostiker ville sige ’Jeg ved ikke, hvad du mener, når du siger ”Gud eksisterer”’.”’ ([Ignosticism]. min oversættelse)
Hertil må bemærkes, at det er misvisende at sætte sidstnævnte holdning på lige fod eller på linje med ateisme og agnosticisme. Disse to indstillinger til religion er på lige fod med hinanden og teisme, idet de alle forudsætter, at de ovenfor nævnte sætninger, som deres tilhængere formodes at ville fremføre, har semantisk mening og ikke blot låner et skin af semantisk mening fra faktiske ord. Ignosticisme i sin bedste udformning er derimod blot en følge af den helt elementære sandhed, at alle sætninger skal have en afklaret mening for at kunne diskuteres.
Men først og fremmest vender citatet simpelthen sagen på hovedet. Det er ikke de personer, der kan argumentere for religionernes semantiske meningsløshed, der er uvidende. For det er de religiøse, der skal kunne forklare deres egne putative begreber, før betegnelserne for dem kan tilskrives semantisk mening. Så længe de religiøse ikke kan dette, er det dem, der er uvidende om, hvad det er for nogle diffuse forestillinger, de selv har. I ovennævnte afsnit ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” er dette gennemgået og begrundet i flere henseender og med stadig stigende imødekommenhed.
Det er her tale om samme slags misbrug af ordet ”uvidende” som at kalde en person uvidende, hvis han ikke ved, hvor hans nabo plejer at opbevare sin værktøjskasse.
Ifølge leksikonartiklens anden definition er ignosticisme synonym med teologisk nonkognitivisme.
Teologisk nonkognitivisme.
Denne defineres på følgende made:
’Teologisk nonkognitivisme er det argument, at religiøst sprog, og specielt ord som ”Gud”, ikke er kognitivt meningsfuldt. Det betragtes nogle gange som synonymt med ignosticisme.’ ([Theological noncognitivism], min oversættelse)
Dette er imidlertid et alt for svagt udsagn, da begrebet om kognitiv meningsfuldhed blot indebærer, at det diskuterede skal være afgørbart, enten analytisk eller empirisk. Men da religiøse sætninger ikke er semantisk meningsfulde, kvalificerer de sig ikke engang til at blive genstand for en analytisk eller empirisk undersøgelse.
Leksikonartiklen konkluderer:
”Lige som det gælder for ignosticisme, afventer den konsistente tilhænger af teologisk nonkognitivisme en sammenhængende definition af ordet Gud (eller af enhver anden metafysisk ytring, der påstås at være diskuterbar), før han kan engagere sig i argumenter for eller imod Guds eksistens.” ([Theological noncognitivism], min oversættelseper og brug af fede typer.)
Ganske vist kan man kun udtale sig om sætninger, der indeholder lutter afklarede begreber, således at de faktisk er udsagn. Men det er misvisende at kalde dette faktum at være afventende. Der er blot tale om det elementære krav, at enhver sætning må have en afklaret mening, for at den kan være et udsagn, der kan tages stilling til.
Desuden er det citerede selv semantisk meningsløst, da det indeholder den uafklarede tegnfølge ”Guds eksistens”. Formuleringen antyder besnærende, at det er givet, at denne tegnfølge kan tildeles en mening, som vi blot venter på. Det citerede indeholde den samme fejl som sætningen ”Før det kan afgøres, om Kryxir findes, må det afgøres, hvad ’Kryxir’ betegner”. Denne sætning antyder, at det er givet, at ”Kryxir” betegner noget, som vi blot ikke endnu har afklaret. Man kan ganske vist godt referere til tegnfølger, som man ikke selv kender betydningen af, men man bruger dem ikke som ord. Vi kan i stedet sige ”Nogle mennesker hævder, at der findes et eller andet, som de kalder ’Kryxir’. Før vi kan forholde os til det, må de forklare, hvad de taler om”.
Både dem, der hævder ”Gud findes”, og dem, der hævder ”Kryxir findes”, må simpelthen forventes at have en forklaring parat, dvs. at vide, hvad de selv siger. At de ikke formår dette, er ikke en indstilling hos dem, der kan påpege det.
*) Et tidligere indlæg med denne overskrift er oversat til engelsk, idet der dog er foretaget visse ændringer. Disse er gengivet i denne artikel. Den oprindelige artikel er forsøgt bevaret (dvs. genoprettet efter tekniske fejl).
Litteratur:
[Afhandling Nr. 5]:
http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.html eller i
http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme/afhandlinger---nye-versioner
[Etymologi]: http://en.wiktionary.org/wiki/ignosticism.
[Ignosticism]: http://en.wikipedia.org/wiki/Ignosticism.
[Skepticisme]: http://www.skepticisme.dk/2008/12/hvis-man-ikke-er-teist-s-er-man-ateist.html.
[Theological noncognitivism]: http://en.wikipedia.org/wiki/Theological_noncognitivism.
lørdag, oktober 06, 2012
mandag, oktober 01, 2012
Omskæring. En kommentar til Cekics svar.
Özlem Sara Cekic (ÖSC), folketingsmedlem for SF, har sendt følgende svar på mailen, som er refereret i artiklen Spørgsmål til Özlem Sara Cekic om hendes reaktion på kritik.
”Kære Ove
Tak for din mail. Undskyld det sene svar, men jeg får rigtig mange henvendelser for tiden.
Jeg har læst det indlæg du omtaler og følger debatten, men jeg har endnu ikke mødt nogle argumenter som har fået mig til at skifte holdning.
Jeg har bidraget med et kapitel til Bente Dalsbæks bog ”Med eller uden skræl”, som du kan læse, hvis du er interesseret.
Med venlig hilsen
Özlem Cekic”
- - -
Til dette har jeg svaret følgende:
”Kære Özlem Cekic.
Tak for dit svar på min mail. Det var nu meget kortfattet. Men det er da rart at vide, at du deltager i debatten om omskæring.
Jeg refererede dog eksplicit til læge Jens Hornshøjs bidrag til debatten. Dette indlæg indeholder en række afgørende argumenter, såvel medicinske som etiske. Men du har åbenbart ikke tid til at fremføre dine klare modargumenter.
Det vigtigste etiske argument mod omskæring er dog, at der er tale om et overgreb, der krænker offerets personlige integritet. Hvorfor skal forældre have lov til at mærke deres barn med fysiske tegn på deres egen religiøsitet?
Endelig skal jeg gøre opmærksom på, at jeg på grund af min generelle interesse for etisk debatniveau har fokuseret på din artikel om omskæring. Resultatet er at læse på min blog Argumenter på www.ovemk.blogspot.com i artiklen Kedelig retorik og mangelfuld argumentation. Jeg undrer mig over, at det er en så almindelig udbredt vane at pakke argumenter ind i nedladende kommentarer frem for at være saglig.
I øvrigt er det for nemt blot at henvise til egne skrivelser i en debat. Men du skal alligevel have tak for din litterære henvisning. Dit indlæg ”Den formende” forholder sig dog ikke nævneværdig meget til f.eks. Jens Hornshøjs argumentation mod omskæring.
Med venlig hilsen
Ove Møbjerg Kristensen.”
Supplerende bemærkninger:
ÖSC’s svar er naturligvis særdeles nedslående. Erklæringen ”jeg har endnu ikke mødt nogen argumenter som har fået mig til at skifte holdning” er et meget upræcist svar på mit spørgsmål, om hvorvidt hun har forholdt sig til Jens Hornshøjs artikel.
Som en del af sit svar henviser ÖSC til sit bidrag til en antologi om omskæring. Generelt bør man ikke i en debat blot henvise til sine egne skrifter, men kun til relevante resuméer eller citater derfra. Man skal gøre sig fortjent til at blive læst. Dette har også dagbladet Informations yndlingsdebattør Søren Krarup fra Dansk Folkeparti flere gange udvist manglende forståelse for i Informations læserbrevsspalter.
Desuden virker denne anbefaling som en afledningsmanøvre, hvilket mildt sagt er for bekvemt, især da bidraget blot er et trist stemningsbillede. Dette bliver ikke bedre af, at ÖSC i antologien hævder, at kritikken af omskæring er udtryk for særlige krav til ”danskere med minoritetsbaggrund” ([Dalsbæk 09] p. 84). Kritikken gælder alle, der begår omskæring af irrationelle grunde.
ÖSC’s bidrag afsluttes med nogle bedrøvelige overvejelser, som kommenteres her
Om sine kritikere har ÖSC foretaget sig følgende refleksion:
”Jeg har tænkt ’Gud, bliver jeg sammenlignet med de forældre, der begår overgreb med deres børn’”. ([Dalsbæk 09] p. 84)
Dette er en frygtelig naiv tanke, eftersom omskæring netop er et overgreb, endog med livsvarige konsekvenser. Tankeløs er også ÖSC’s brug af verbet ”at stigmatisere” i følgende overvejelser:
”Jeg synes, det er enormt stigmatiserende, når der står nogen og siger, at jeg tilhører en gruppe, der ikke er i stand til at passe på mit barn. Jeg mener faktisk, at jeg gør det bedste for mine børn.” ([Dalsbæk 09] p. 84-85)
At stigmatisere betyder som bekendt at brændemærke. Omskæring er ikke bogstavelig talt brændemærkning, men det er livsvarig mærkning med en kniv.
De mennesker, der går ind for korporlig revselse, mener også, at de gør det bedste for deres børn. Men det gør hverken de eller ÖSC.
Følgende seriøst mente erklæring er temmelig bedrøvelig:
”I forhold til troen får børnene at vide, hvad jeg tror på, og hvad far tror på, og så kan de tro, hvad de vil, senere.” ([Dalsbæk 09] p. 86-87)
Ja, det kan de ganske vist, men deres omskæring kan de rent faktisk ikke vælge fra.
ÖSC mener, at der mangler ”den dér forståelse i debatten, at man sætter sig ind i hinandens situation...” ([Dalsbæk 09] p. 85)
Ja, det er børnenes og de senere voksne, omskårnes situation, det drejer sig om, således som den lige er blevet karakteriseret, og den har kritikerne af omskæring faktisk forståelse for i modsætning til dem, der går ind for omskæring.
Litteratur.
[Dalsbæk 09] Bente Dalsbæk, ed: Med eller uden skræl, BROE (København 2009).
[Hornshøj 09] Jens Hornshøj: Når man skærer i folk er der risiko for skader, http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader Opdateret 27/2 2009
”Kære Ove
Tak for din mail. Undskyld det sene svar, men jeg får rigtig mange henvendelser for tiden.
Jeg har læst det indlæg du omtaler og følger debatten, men jeg har endnu ikke mødt nogle argumenter som har fået mig til at skifte holdning.
Jeg har bidraget med et kapitel til Bente Dalsbæks bog ”Med eller uden skræl”, som du kan læse, hvis du er interesseret.
Med venlig hilsen
Özlem Cekic”
- - -
Til dette har jeg svaret følgende:
”Kære Özlem Cekic.
Tak for dit svar på min mail. Det var nu meget kortfattet. Men det er da rart at vide, at du deltager i debatten om omskæring.
Jeg refererede dog eksplicit til læge Jens Hornshøjs bidrag til debatten. Dette indlæg indeholder en række afgørende argumenter, såvel medicinske som etiske. Men du har åbenbart ikke tid til at fremføre dine klare modargumenter.
Det vigtigste etiske argument mod omskæring er dog, at der er tale om et overgreb, der krænker offerets personlige integritet. Hvorfor skal forældre have lov til at mærke deres barn med fysiske tegn på deres egen religiøsitet?
Endelig skal jeg gøre opmærksom på, at jeg på grund af min generelle interesse for etisk debatniveau har fokuseret på din artikel om omskæring. Resultatet er at læse på min blog Argumenter på www.ovemk.blogspot.com i artiklen Kedelig retorik og mangelfuld argumentation. Jeg undrer mig over, at det er en så almindelig udbredt vane at pakke argumenter ind i nedladende kommentarer frem for at være saglig.
I øvrigt er det for nemt blot at henvise til egne skrivelser i en debat. Men du skal alligevel have tak for din litterære henvisning. Dit indlæg ”Den formende” forholder sig dog ikke nævneværdig meget til f.eks. Jens Hornshøjs argumentation mod omskæring.
Med venlig hilsen
Ove Møbjerg Kristensen.”
Supplerende bemærkninger:
ÖSC’s svar er naturligvis særdeles nedslående. Erklæringen ”jeg har endnu ikke mødt nogen argumenter som har fået mig til at skifte holdning” er et meget upræcist svar på mit spørgsmål, om hvorvidt hun har forholdt sig til Jens Hornshøjs artikel.
Som en del af sit svar henviser ÖSC til sit bidrag til en antologi om omskæring. Generelt bør man ikke i en debat blot henvise til sine egne skrifter, men kun til relevante resuméer eller citater derfra. Man skal gøre sig fortjent til at blive læst. Dette har også dagbladet Informations yndlingsdebattør Søren Krarup fra Dansk Folkeparti flere gange udvist manglende forståelse for i Informations læserbrevsspalter.
Desuden virker denne anbefaling som en afledningsmanøvre, hvilket mildt sagt er for bekvemt, især da bidraget blot er et trist stemningsbillede. Dette bliver ikke bedre af, at ÖSC i antologien hævder, at kritikken af omskæring er udtryk for særlige krav til ”danskere med minoritetsbaggrund” ([Dalsbæk 09] p. 84). Kritikken gælder alle, der begår omskæring af irrationelle grunde.
ÖSC’s bidrag afsluttes med nogle bedrøvelige overvejelser, som kommenteres her
Om sine kritikere har ÖSC foretaget sig følgende refleksion:
”Jeg har tænkt ’Gud, bliver jeg sammenlignet med de forældre, der begår overgreb med deres børn’”. ([Dalsbæk 09] p. 84)
Dette er en frygtelig naiv tanke, eftersom omskæring netop er et overgreb, endog med livsvarige konsekvenser. Tankeløs er også ÖSC’s brug af verbet ”at stigmatisere” i følgende overvejelser:
”Jeg synes, det er enormt stigmatiserende, når der står nogen og siger, at jeg tilhører en gruppe, der ikke er i stand til at passe på mit barn. Jeg mener faktisk, at jeg gør det bedste for mine børn.” ([Dalsbæk 09] p. 84-85)
At stigmatisere betyder som bekendt at brændemærke. Omskæring er ikke bogstavelig talt brændemærkning, men det er livsvarig mærkning med en kniv.
De mennesker, der går ind for korporlig revselse, mener også, at de gør det bedste for deres børn. Men det gør hverken de eller ÖSC.
Følgende seriøst mente erklæring er temmelig bedrøvelig:
”I forhold til troen får børnene at vide, hvad jeg tror på, og hvad far tror på, og så kan de tro, hvad de vil, senere.” ([Dalsbæk 09] p. 86-87)
Ja, det kan de ganske vist, men deres omskæring kan de rent faktisk ikke vælge fra.
ÖSC mener, at der mangler ”den dér forståelse i debatten, at man sætter sig ind i hinandens situation...” ([Dalsbæk 09] p. 85)
Ja, det er børnenes og de senere voksne, omskårnes situation, det drejer sig om, således som den lige er blevet karakteriseret, og den har kritikerne af omskæring faktisk forståelse for i modsætning til dem, der går ind for omskæring.
Litteratur.
[Dalsbæk 09] Bente Dalsbæk, ed: Med eller uden skræl, BROE (København 2009).
[Hornshøj 09] Jens Hornshøj: Når man skærer i folk er der risiko for skader, http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader Opdateret 27/2 2009
Abonner på:
Kommentarer (Atom)