Ignosticisme og semantisk mening.
Indlægget ”Præsupponeringer i religion og realismedebatten” påpegede blandt andet det fejlagtige i at definere ateisme som det modsatte af teisme. Der kan ganske vist fremføres følgende mere brede definition af ateisme: ”Det at være ateist er det samme som ikke at være teist”. Jf. hjemmesiden [Skepticisme], ifølge hvilken ateisme er fraværet af gudetro. Denne definition kræver imidlertid en del velvilje, eftersom det ikke er alle, der ikke er teister, der kan acceptere den; og det har de gode grunde til. Der kan nemlig argumenteres for, at religiøse sætninger er semantisk meningsløse tegnfølger, idet f.eks. tegnfølger som ”gud” og ”tro” anvendt i religiøse sammenhænge mangler ordmening, og da definitionen af teisme er baseret på sådanne tegnfølger. De, der har indset dette, kan hverken kaldes teister eller ateister. Thi man kan hverken benægte eller bekræfte en sætning, der er semantisk meningsløs, men kun hævde og begrunde, at den er semantisk meningsløs. Dette vil nogle måske kalde agnosticisme, men for det første har denne betegnelse heller ikke semantisk mening. For det andet må det bemærkes, at det er et stærkere udsagn at hævde, at en sætning er semantisk meningsløs, end at hævde, at den er sand, eller at den er falsk, simpelthen fordi den ikke engang kvalificerer sig til at være dette. Jf. afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5 ([Afhandling Nr. 5]), hvori der er argumenteret for, at religiøse sætninger mangler ordmening og derfor er semantisk meningsløse.
Ignosticisme.
Standpunktet ignosticisme eller igteisme er tilsyneladende i overensstemmelse med disse modargumenter, men er alt for uklar, da det også antyder en vis accept.
Ifølge wiktionary.org er etymologien for ordet ”ignosticisme”:
”ig- (fra ignorant) + gnostisk + -ism.” ([Etymology], min oversættelse.)
Jeg vil her nøjes med at forholde mig til definitionen af ignosticisme, således som den er formuleret i Wikipedias engelske udgave, samt nogle resumerende bemærkninger deri.
Wikipedia fremfører to definitioner på ignosticisme. Ifølge den første er ignosticisme:
”Den opfattelse, at der må fremføres en sammenhængende definition af Gud, før spørgsmålet om eksistensen af gud meningsfuldt kan diskuteres.” ([Ignosticism], min oversættelse.)
Dette svarer for så vidt til, hvad der er fremført i ovennævnte afsnit ”Semantisk kritik af religiøse tegnføler”, dog først efter en nødvendig korrektion. Thi for ikke at være semantisk fejlfyldt burde der stå:
”Den opfattelse, at der må fremføres en sammenhængende definition af termen ”Gud”, før udsagnet ”Gud eksisterer” meningsfuldt kan diskuteres.” ([Ignosticism], mine fremhævelseraf ændringerne.)
I dette netop refererede afsnit fra [Afhandling Nr. 5] er der imidlertid også argumenteret for, at en sådan semantisk mening rent faktisk ikke kan etableres, idet flere muligheder blev gennemgået og kritiseret.
I samme leksikonartikel fremføres også:
’Emnet kan præciseres på følgende simplificerede måde ”En ateist ville sige ’Jeg tror ikke, gud eksisterer’; en agnostiker ville sige ’Jeg ved ikke, om Gud eksisterer’; og en ignostiker ville sige ’Jeg ved ikke, hvad du mener, når du siger ”Gud eksisterer”’.”’ ([Ignosticism]. min oversættelse)
Hertil må bemærkes, at det er misvisende at sætte sidstnævnte holdning på lige fod eller på linje med ateisme og agnosticisme. Disse to indstillinger til religion er på lige fod med hinanden og teisme, idet de alle forudsætter, at de ovenfor nævnte sætninger, som deres tilhængere formodes at ville fremføre, har semantisk mening og ikke blot låner et skin af semantisk mening fra faktiske ord. Ignosticisme i sin bedste udformning er derimod blot en følge af den helt elementære sandhed, at alle sætninger skal have en afklaret mening for at kunne diskuteres.
Men først og fremmest vender citatet simpelthen sagen på hovedet. Det er ikke de personer, der kan argumentere for religionernes semantiske meningsløshed, der er uvidende. For det er de religiøse, der skal kunne forklare deres egne putative begreber, før betegnelserne for dem kan tilskrives semantisk mening. Så længe de religiøse ikke kan dette, er det dem, der er uvidende om, hvad det er for nogle diffuse forestillinger, de selv har. I ovennævnte afsnit ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” er dette gennemgået og begrundet i flere henseender og med stadig stigende imødekommenhed.
Det er her tale om samme slags misbrug af ordet ”uvidende” som at kalde en person uvidende, hvis han ikke ved, hvor hans nabo plejer at opbevare sin værktøjskasse.
Ifølge leksikonartiklens anden definition er ignosticisme synonym med teologisk nonkognitivisme.
Teologisk nonkognitivisme.
Denne defineres på følgende made:
’Teologisk nonkognitivisme er det argument, at religiøst sprog, og specielt ord som ”Gud”, ikke er kognitivt meningsfuldt. Det betragtes nogle gange som synonymt med ignosticisme.’ ([Theological noncognitivism], min oversættelse)
Dette er imidlertid et alt for svagt udsagn, da begrebet om kognitiv meningsfuldhed indebærer, at det diskuterede skal være afgørbart, enten analytisk eller empirisk. Men religiøse sætninger er ikke semantisk meningsfulde, og kvalificerer sig derfor ikke engang til at blive genstand for en analytisk eller empirisk undersøgelse.
Leksikonartiklen konkluderer:
”Lige som det gælder for ignosticisme, afventer den konsistente tilhænger af teologisk nonkognitivisme en sammenhængende definition af ordet Gud (eller af enhver anden metafysisk ytring, der påstås at være diskuterbar), før han kan engagere sig i argumenter for eller imod Guds eksistens.” ([Theological noncognitivism], min oversættelse.)
Ganske vist kan man kun udtale sig om sætninger, der indeholder lutter afklarede begreber, således at de faktisk er udsagn. Men det er misvisende at kalde dette at være afventende. Der er blot tale om at stille det elementær krav, som enhver sætning må opfylde, for at den kan være et udsagn, der kan tages stilling til. Det citerede er derimod selv semantisk meningsløst, da det indeholder en uafklaret tegnfølge. Vi vil heller ikke sige, at ”Før det kan afgøres, om Kryxir findes, må det afgøres, hvad ’Kryxir’ betegner”, som om det er givet, at ”Kryxir” betegner noget, som vi blot ikke endnu har afklaret. Der er ikke tale om en foreliggende, men uafklaret mening, som vi blot venter på. Både dem, der hævder ”Gud findes”, og dem, der hævder ”Kryxir findes”, må simpelthen forventes at have en forklaring parat, dvs. at vide, hvad de selv siger.
Litteratur:
[Afhandling Nr. 5]: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.html
eller i http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme/afhandlinger---nye-versioner
eller i
http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme/afhandlinger---nye-versioner.
[Etymologi]: http://en.wiktionary.org/wiki/ignosticism.
[Ignosticism]: http://en.wikipedia.org/wiki/Ignosticism.
[Skepticisme]: http://www.skepticisme.dk/2008/12/hvis-man-ikke-er-teist-s-er-man-ateist.html.
[Theological noncognitivism]: http://en.wikipedia.org/wiki/Theological_noncognitivism.
7 kommentarer:
Kære Ove, tak for et par interessante artikler, både nærværende og "Præsupponeringer i religion og realismedebatten".
Jeg er selv ophavsmand til indlægget på www.skepticisme.dk og har overvejet den ignostiske position, men finder den alene interessant som en ren teoretisk konstruktion. I almindelig sprogpraksis har vi en vis velvilje overfor anvendelsen af ord (symboler, lyde og tegnfølger) og jeg mener ikke at ord som "gud" eller "guder" har fortjent mindre velvilje i vores indbyrdes kommunikation end f.eks. "nisse", "skyskraber", "dyr" eller "engel".
Det ville i mange tilfælde være en rigtig god ting at få en erklæret teist til at forklare detaljeret hvad vedkommende lægger i ordet "gud", inden man udtaler sig om man deler denne tro. Men hvis vi gjorde det samme i al anden kommunikation, så ville sproget anvendelsesmuligheder være yderst begrænsede. Vi ville stande den kommunikative proces.
I stedet tager vi udgangspunkt i almindelig konsensus omkring ordenes betydning. Ordet "nisse" kræver ligesom ordet "gud" en forståelse af hvilken slags væsen der tales om. At erklære, at man ikke ved hvad "nisse" betyder og man derfor ikke kan besvare spørgsmålet "tror du på nisser?", er vist mere en provokation end en egentlig position.
Man må også erkende, at man - uanset om man kan forstå ordet eller ej - enten tror på eksistensen af et sådant væsen eller ikke tror på dets realitet. Til trods for at man måske ikke kan afgøre det selv, så er man i praksis enten "nisse-ist" eller "a-nisse-ist". Også selvom man ikke selv er afklaret omkring hvad ordet henviser til (om det så er en fysisk eksisterende ting eller en imaginær eksistens). Tilsvarende taler man om implicit eller eksplicit ateisme.
Mange hilsner
Jakob H. Heidelberg
Kritik af analogi mellem ord og tegnfølger uden semantisk mening.
Kære Jakob, tak fordi du gør dig den umage at kritisere min seneste artikel.
Det korte af det lange er, at tegnfølger skal have en semantisk mening for at være ord. Folk, der ytrer dem, må naturligvis formodes at vide, hvad de selv mener, og at kunne redegøre for dette. Det kan vi således, når vi anvender tegnfølgerne "skyskraber" og "dyr". De betegner henholdsvis bygninger af en bestemt slags og levende væsener. Tegnfølgen ”nisse” betegner et fiktivt væsen i fiktioner. Det kan tegnfølgerne ”engel” og ”gud” også gøre, selv om jeg tror (formoder), at de religiøse vil hævde, at de mener noget andet. Nogle vil måske mene, at ”nisse” betegner et levende væsen af et eller andet slags. Det må de så kunne præcisere.
De religiøse må ligesom alle andre kunne leve op til det enkle krav om at kunne godtgøre, hvad tegnfølgen ”gud” betyder, når de anvender dem. At stille dette krav er ikke at tildele tegnfølger som "gud" eller "guder" mindre velvilje end tegnfølgerne "nisse", "skyskraber", "dyr" og "engel”, således som du antyder.
Hertil kommer problemerne med tegnfølgen ”at tro”. Denne kan ganske vist betyde at formode, og ”at tro på” kan betyde at have tillid til, men den første betydning er ikke den, de religiøse lægger i tegnfølgen, og den anden betydning kræver et objekt. Dette er en problematik for sig. Men hvis vi antager, at tegnfølgen ”jeg tror på X” betyder ”jeg formoder, at X eksisterer”, så har det hverken semantisk mening at sige, at ”Jeg tror på X” eller ”Jeg tror ikke på X”, hvis tegnfølgen ”X” ikke kan tildeles semantisk mening af dem, der anvender den. Det betyder, at din analogi mellem ”a-nisse-ist” og ”ateist” ikke kan bruges.
Det gør ikke sagen bedre, hvis vi har konsensus om betydningen af ”X”, for så må vi med så meget desto større grund kunne forklare denne betydning.
Med de bedste hilsener
Ove Møbjerg Kristensen.
Tak for svaret. Jeg er sådan set med dig hele vejen - tror jeg nok - indtil du skriver "Det betyder, at din analogi mellem ”a-nisse-ist” og ”ateist” ikke kan bruges."
Jeg regner med, at "jeg tror på X" for de fleste troende betyder "jeg formoder/antager, at X eksisterer". X kan så være en klasse af objekter/fænomener (fx. væsner vi kalder nisser eller guder) - eller et konkret navngivent væsen (fx. Julemanden, Thor eller Allah).
En a-nisse-ist er en person, som ikke tror på nisser. En a-teist er en person, som ikke tror på guder. En a-santaist er en person, som ikke tror på Julemanden osv.
Jeg forstår (endnu) ikke, hvorfor analogien ikke skulle holde - forudsat, at vi kan definere hvad der menes med de involverede ord (som vi kan definere alverdens andre ord - til en vis grænse).
Med venlig hilsen
Jakob H. Heidelberg
Kritik af analogi mellem ord og tegnfølger uden semantisk mening.
Tak for dit svar.
Sagens kerne er, at sætninger, der indeholder tegnfølger, der ikke kan tilskrives mening, heller ikke selv udtrykker noget. De har derfor ikke et indhold, der kan tages stilling til.
Forskellen mellem tegnfølgen ”nisse” og ”gud” er, at førstnævnte kan tilskrives en semantisk mening, f.eks. med udsagnet ”’Nisse’ betegner et levende væsen med de og de karakteristika”. De religiøse har derimod vanskeligheder med at tildele semantisk mening til tegnfølgen ”gud”, dvs. vanskeligheder med at forklare, hvad de taler om.
At formode, at X eksisterer, er at have en delvis begrundet antagelse om, at X eksisterer. Så hvis en person hævder ”Jeg tror, X eksisterer”, og denne sætning virkelig betyder ”Jeg formoder, X eksisterer”, må vedkommende udover at kunne forklare, hvad tegnfølgen ”X” refererer til, også kunne forklare, hvad den delvise begrundelse består i.
Hvis X står for ”en nisse”, kan der være tale om evidens i form af observationer eller indicier.
Hvis X står for ”Gud”, er det derimod ikke indlysende, hvordan erkendelsen af denne postulerede entitet skulle være opnået.
Men hvad er din pointe i øvrigt? Det kan vel ikke være at bevise, at sætningen ”Jeg tror på Gud” er på lige fod med udsagnet ”Jeg tror på nisser”?
Med de bedste hilsener
Ove Møbjerg Kristensen.
Kære Ole
Jeg beklager at jeg ikke har svaret, men der har været meget travlt de seneste dage.
Min pointe er, at man ikke blot kan erklære, at ordet "gud" er meningsløst, ligesom man ikke blot kan erklære, at ordet "nisse" er meningsløst. Hvis en anden person anvender et af de to ord, så tager vedkommende først og fremmest udgangspunkt i en fælles konsensus om ordenes betydning.
En gud er typisk defineret som et almægtigt væsen, som har skabt verden og menneskene i den. Hvis vedkommende mener noget andet, så må man spørge ind til begrebets betydning i det enkelte tilfælde. Det er formentlig sandt, at mange ikke kan definere det nærmere, men det er så en helt anden kritik man må bringe på banen (end ignosticisme), nemlig at mennesker anvender begreber som de ikke selv kan definere.
Det har i mine øjne overhovedet ingen betydning for forståelse af begreber "hvordan erkendelsen af denne postulerede entitet skulle være opnået". Jeg tror ærlig talt du blander begrebsverden og virkelighedens verden sammen, som om sproget kun kan anvendes om faktisk eksisterende fænomener. Det udelukker bl.a. fantasiens domæne.
Desværre har jeg fået så travlt i min dagligdag, at jeg måske ikke får tid til at tjekke op på denne dialogs videre udvikling. Men jeg vil prøve. Måske går jeg glip af dine pointer og måske er vi i bund og grund enige. Du skal i hvert fald have tak for snakken indtil nu :)
/Jakob H. Heidelberg
Ups, jeg mente Ove, sorry :)
De religiøse tegnfølgers skin af semantisk mening.
Kære Jacob. Tak for dit svar.
Hvad angår det, du fremfører i første afsnit, synes jeg, at jeg har redegjort for det hele. Jeg skal her prøve igen på en ny måde.
Jeg erklærer ikke ”blot”, at tegnfølgen ”Gud” er meningsløst, jeg begrunder det også. Det gør jeg ganske vist kun med henvisning til et kapitel i min Afhandling Nr. 5, men jeg vil herefter uddybe det ud fra din definition. Først må jeg dog igen spørge om, hvad det er for en ”fælles konsensus”, du mener vi har om betydningen af tegnfølgen ”Gud”. Hvad er det for en mening, vi er enige om?
Du skriver i næste afsnit: ”Hvis vedkommende mener noget andet, så må man spørge...”. Men hvis det er nødvendigt med en nærmere forklaring, kan der ikke være tale om nogen konsensus. Desuden udgør min semantiske begrundede kritik af brugen af denne og andre religiøse tegnfølger en undtagelse til den påståede konsensus.
Din definition ”En gud er typisk defineret som et almægtigt væsen, som har skabt verden og menneskene i den” skal du have tak for, da den udgør et godt eksempel på, hvorledes de religiøses tegnfølger uden selv at have en semantisk mening låner et skin af semantisk mening fra tegnfølger, der har en semantisk mening og dermed er eller består af ord. Definitionen kan måske virke besnærende på nogle mennesker. Men hvad betyder ”et væsen”. Det kan betyde levende væsen, dvs. menneske eller dyr, men det er næppe det, de religiøse mener. Efter nærmere granskning er der kun den mulighed tilbage, at ”et væsen” betegner et værende, dvs. noget, der er. Men dette er ikke oplysende. Dette svarer til brugen af ordet “that” i den uheldige definition, at virkeligheden er “that which exists independently of its being experienced...”, som Søren Harnow Klausen fremfører i sin disputats Reality Lost and Found, og som jeg har kommenteret i indlægget ”Præsupponeringer i religion og realismedebatten”.
Hvad ”almægtig” og de øvrige attributiver angår, er det heller ikke oplysende at hæfte dem på en uafklaret betegnelse, dvs. at hævde ”’Gud’ betegner et almægtigt X, osv.”. Tilsyneladende udsiger definitionen noget, men faktisk låner den kun et skin af semantisk mening fra ordet ”væsen” i anvendelser, hvor dette ord faktisk har mening.
Du hævder, at den kritik af religionen, at ”mennesker anvender begreber som de ikke selv kan definere”, er en hel anden kritik af religionen end ignosticisme. Det har du helt ret i, for ifølge ignosticismen er det ignosticisterne, der afventer en forklaring, dvs. er uvidende. Som jeg tidligere har argumentet for, er det tværtimod de religiøse selv, der må vide, hvad de selv siger, og derfor må forventes at kunne forklare det.
Dit citat ”hvordan erkendelsen af denne postulerede entitet skulle være opnået” hører hjemme i en sammenhæng i mit indlæg, hvor jeg taler om den mulige semantiske mening af de religiøses brug af tegnfølgen ”tro”. Hvis de religiøse med ”tro” taler om en delvis erkendelse, må de kunne forklare, hvad denne erkendelse består i, hvordan den opnås. Med andre ord: De må kunne forklare, hvordan deres påståede objekter manifesterer sig.
At du ikke forstår mig, betyder naturligvis ikke, at jeg blander nogle begreber sammen, således som du formoder. Jeg har endog tidligere talt om ”nisse” som en betegnelse, der kan høre hjemme i fiktionernes verden. Denne mulighed hjælper dog ikke de religiøse i denne debat om religions semantiske mening, da den ikke handler om fiktioner, men om påståede realiteter.
Min pointe er, at også de religiøses brug af tegnfølgen ”tro” kun har et skin af semantisk mening. Thi de religiøse anvender næppe tegnfølgen ”tro” i betydningen formodning, eftersom selv delvist begrundede antagelser kan diskuteres ud fra et rationelt og empirisk grundlag.
Med de bedste hilsener
Ove Møbjerg Kristensen.
Send en kommentar