Dette er anden del af artiklen ”Hjerne, videnskab og gudetro”.
Dagbladet Informations gud i hjernen.
Den 20. december 2006 bringer dagbladet Information en lignende ”nyhed” på forsiden, med en stort opsat artikel med titlen ”Gud findes” og en længere artikel inde i bladet med titlen ”Fader Vor, du som er i hjernen” - forsinket, men garneret med mange religiøse kommentarer. Begge artikler handler om en ph.d.-studerendes lidet overraskende undersøgelse af skanninger af religiøse, der ”beder til deres gud”. Den ph.d.-studerendes indstilling er videnskabelig, selv om han lige som artiklens forfatter anvender religiøse vendinger, som om de havde sproglig mening, f.eks. hhv. ”at Gud ikke er en abstrakt kraft” og ”når de beder til Gud”.
Som sagt er det ikke overraskende, at man kan måle konsekvenser i hjernen af religiøse forestillinger, og jo stærkere forestillinger, desto større viserudsving. Derfor opnås der tydelige måleresultater hos indremissionske, således som det refereres i denne artikel. At henvendelser til en formodet gud har samme konsekvenser som en samtale - hvad den ph.d.-studerende da også bemærker (i religiøse vendinger) - kan heller ikke overraske, eftersom det forklares, at de religiøse opfatter denne handling som en samtale. Mon ikke alle mulige andre slags forestillinger også kunne give viserudslag?
En sognepræsts udtalelser er dog også indhentet som religiøs modvægt. Hun er ikke overrasket: ”Bøn er samtale, ikke envejskommunikation”, hævder hun. Men da udsagn, der refererer til formodede guder, er sprogligt meningsløse, kan de bedende allerede af den grund højst tale med sig selv.
I følge bladets første artikel ”findes Gud” i det mindste ”som en samtalepartner i den menneskelige hjerne”. Men hvilken sproglig mening kan et sådant udsagn have?
Jeg har også hørt nogle forskere hævde, at selve det, at der kan måles nogle kemiske ændringer i en nyforelsket persons hjerne, må betyde, at forelskelse er noget biologisk, kemisk. Det er ikke nødvendigt at være filosofisk velbevandret for at indse, at det er en særdeles forhastet og uigennemtænkt slutning. Det eneste, der kan sluttes ud fra disse målinger, er, at det målte er et ledsagefænomen til forelskelsen, ikke at det er identisk med den, eller blot et grundlag for den. I forbindelse med bøn til formodede guder og de fantasier, der hører dertil, forekommer der naturligvis også fysiske ledsagefænomener.
Men tilbage til spørgsmålet: Hvilken semantisk mening kan vi lægge i udsagnet ”Jeg taler med en samtalepartner i min hjerne” eller blot ”Jeg har en samtalepartner i min hjerne” eller ”Jeg taler med noget i min hjerne”? Normalt fører vi en samtale ned et andet menneske ved at udveksle udsagn, der er formuleret ved hjælp af ord eller andre tegn, og ved at lytte til udsagn, som er fremført af et andet menneske. Vi fører derimod ikke samtale med en del af vort eget legeme, hverken hjernen eller navlen. Her er der hverken tegn eller eksplicitte udsagn, der kan videreformidles klart.
Professor i religionsvidenskab, dr. phil. Armin W. Geertz mener, at vi bør ”juble over, at kultur og dermed religion har direkte indvirkning på hjernen”. Ja vor kultur, dvs. vores adfærd, herunder børneopdragelsen, som professoren nævner, har naturligvis indvirkning på det, vi går og tænker på, og dermed ledsages det af fænomener i hjernen. Om disse er lige så nuancerede som vore følelser og tanker, er så spørgsmålet. Men det kan vi naturligvis få klarhed over, så snart det bliver muligt at få udskrifter af hjernelageret, og når vi evner at specificere udtømmende oversættelsesregler for, hvordan udskrifterne skal fortolkes.
Professoren priser ligeledes videnskabens nye muligheder, idet han finder det interessant, hvis forskningen af hjernen kan forklare, ”hvordan religion foregår i den menneskelige psyke og forestillingsverden. Men spørgsmålet er, om det er nødvendigt – og hovedet gennemførligt - at gå denne omvej, eftersom tankegangen er udtryk for en materialisme, der ikke kan beskrive det forhold, at vor grammatiks struktur er potentielt uendelig dyb. Derimod kan vore ræsonnementer føre til mindst lige så fyldestgørende forklaringer uden at referere til hjernen. Materialismen eller hylismen, ja, blot referencer til hjernen, er kun en klods om benet i disse psykologiske forklaringer.
Artiklens udsagn om, at hjernen indeholder et materielt grundlag for behov for religion, lader lige som artiklen i Berlingske Tidende hånt om den såkaldte sjæl-legeme-dualisme og gør os til urværk! Desuden kan vi naturligvis ikke have brug for noget, der er sprogligt meningsløst. Tværtimod fører folks gudetro til krig, drab på abortmodstandere, selvundertrykkelse og udbredelse af aids.
Jeg ved ikke, om det er denne ”virkning på den empirisk virkelighed”, professoren tænker på, når han i forbindelse med en karakteristik af religion fremfører, at mennesket er i stand til bruge tegn for handlinger, ”der refererer til væsener, værdier og handlinger”, som muligvis ikke angår den empiriske virkelighed, men ”har enorm virkning på den empiriske virkelighed”. En sådan ”enorm virkning” er der mildt sagt mange sørgelige eksempler på.
søndag, maj 13, 2007
Dette er første del af en artikel om:
Hjerne, videnskab og gudetro.
Noget af det mest omstændelige, man kan påtage sig, er at referere og kommentere sproglige meningsløsheder. Det skyldes dels, at de ifølge sagens natur ikke hænger rigtigt sammen, og at det derfor er vanskeligt at udrede teksten, dels at der kan ligge så meget nonsens gemt i en enkelt sætning, at det bliver ret omstændeligt at komme til bunds i det, hvis det overhovedet har nogen bund. Ikke desto mindre handler det følgende om tre artikler af denne art i dagbladene Berlingske Tidende og Information om religion og videnskab. Jeg beklager, at jeg har måttet anvende ordet ”nonsens” et par gange i denne tekst, men ordet betyder blot sproglig meningsløshed.
Videnskab og religion kædes sammen på en ret uigennemtænkt måde i disse artikler. Desuden har artiklerne problemer med videnskabsfilosofien og det såkaldte sjæl-legeme problem. Det er interessant at udrede disse.
Berlingske Tidendes ”fornemmelse for Gud”.
I efteråret 2006, hvor jeg havde jeg et kort prøveabonnement på Berlingske Tidende, bragte bladet an artikel med overskriften ”Hvor sidder fornemmelsen for Gud?”. Den handlede om forsøg, der angiveligt skulle undersøge, hvordan hjernen ser ud, ”når vi har religiøse oplevelser”. Allerede det lyder tvivlsomt, for har vi da oplevelser af den slags, og hvad vil det egentlig sige? Det at tale om ”fornemmelsen for Gud” præsupponerer simpelthen, at der eksisterer en gud, Ja det er værre endnu: det præsupponerer, at det overhovedet har semantisk mening at tale om en gud, hvilket slet ikke er givet. Men bladet må naturligvis mene, at vi har en sådan fornemmelse, siden det taler om den, og så meget desto mere tage det for givet, at det overhovedet har mening at tale om den.
Artiklen beretter om forsøg, hvorunder nogle nonner genoplevede deres såkaldte religiøse oplevelser, idet nogle videnskabsfolk kunne måle, hvilke områder der derved aktiveredes i nonnernes hjerner. Disse resultater er naturligvis ikke overraskende, da fantasier også er oplevelser. Det anføres temmelig kryptisk, at en af forskerne hævdede at ”kunne være tryg ved, at nonnerne kunne genopleve” disse oplevelser. For andre forsøg viste, at skuespillere kunne aktivere de samme områder af hjernen. Dette er en ret mærkelig begrundelse, for det viser tværtimod, at heller ikke nonnerne behøver at have haft religiøse oplevelser. I sandhed et raskt dementi! Selv hvis man ikke har indset, at det ikke kan have semantisk mening at tale om en eksisterende gud, så modbeviser dette på forsøgets egne præmisser, at nonneforsøget kan have nogen substantiel betydning.
Ifølge artiklen afviser forskeren og teologen Niels Kristian Hvidt ikke, ”at den menneskelige hjerne er modtagelig for Gud, netop fordi Gud har skabt den sådan”. Nu skal man passe på med at gå ind på religionens egne præmisser - for ikke at blive trukket med i en hvirvelstrøm af sproglige meningsløsheder - men alligevel: Hvorfor skulle det være nødvendigt med hjernen som mellemled, når nu de religiøse kan forestille sig guder med hvilke som helst evner? Bortset herfra forholder sagen sig blot sådan, at nogle menneskers forstand er særligt modtagelig for meningsløsheder. ”Måske har vi ligefrem et medfødt gudsgen”, hævder den teologiske forsker ifølge avisen. Men hvordan skulle et gen, en lille dims, så at sige, kunne forårsage et kompleks af ideer - og dermed noget bevidst? Påstanden og synsvinklen indebærer en uløselig dualisme. Desuden kan videnskabsfilosofien forsvare et helt andet årsagsbegreb.
En amerikansk neurolog, Andrew Newberg, hævder ifølge avisens oversættelse ret vidtløftigt: ”Vi har en biologisk drivkraft, der gør os modtagelige over for tro”. Her melder sig så spørgsmålet om, hvordan eksistensen af ”en biologisk drivkraft” kan observeres. Neurologen begrunder sit udsagn mindst lige så forvrøvlet:
Først hævder Newberg ifølge avisen: ”For at vi kan overleve, kræver hjernen, at vi har nogle overbevisninger omkring, hvordan verden fungerer”. Det er rigtigt nok, at vi ville bringe os selv i fare, hvis vi var meget uvidende om naturens regelmæssighed. Men sætningen er underlig sammenflikket, for hjernen kan ikke komme ind i billedet på denne måde. (Rent bortset fra, at hjernen ikke kan kræve noget, så hænger det naturligvis ikke således sammen, at hjernen kræver, at vi har nogle overbevisninger, for at den vil lade os overleve. Og det er i øvrigt ikke nok at have overbevisninger for at overleve, da disse kan være fejlagtige, så der skal faktisk være tale om viden.) Vor overlevelse forudsætter simpelthen, at vi ved, hvordan verden fungerer.
Dernæst hævder neurologen, at disse overbevisninger ”inkluder troen på Gud og religion”. Det er måske rigtigt, at hulemennesket har haft brug for trøst. Jeg har også hørt en skolelærer belære os elever om, at hvis ikke mennesket havde en gud, så måtte det opfinde en. Det kan man da vist kalde selvbedrag, endda intenderet. Men frem for virkelighedsflugt og sprogligt meningsløshed - inklusive gudetro - vil undertegnede langt hellere anbefale tænkningens klarhed!
Ifølge Berlingske Tidendes oversættelse hævder Andrew Newberg ”Jeg mener ikke, at vi har tilstrækkelig med information til at afgøre, om Gud skabte den menneskelige hjerne, eller om den menneskelige hjerne skabte Gud”. Sprogfilosofien kan give svaret: Den menneskelige forstand skabte nonsens, meningsløse udsagn.
Videnskaben giver sig slet ikke af med at undersøge meningsløse påstande om f.eks. runde firkanter eller en gud. Sådanne spørgsmål er ude af verden på forhånd. Den første slags er selvmodsigende. Den anden slags kan ikke kan udtrykke nogen forskel i verden; det er blandt andet derfor, at de er sprogligt meningsløse. Mere basale argumenter fremlægges i en senere artikel.
Jeg fandt det ikke værd at reagere på denne artikel med et læserbrev, smed bladet ud, hvorfor de fremførte referater og citater stammer fra infomedia. Artiklen er dateret 3. september 2006. Men nogle måneder senere skulle der vise sig en konkurrent i meningsløshed.
[Fortsættes med anden og sidste del.]
Hjerne, videnskab og gudetro.
Noget af det mest omstændelige, man kan påtage sig, er at referere og kommentere sproglige meningsløsheder. Det skyldes dels, at de ifølge sagens natur ikke hænger rigtigt sammen, og at det derfor er vanskeligt at udrede teksten, dels at der kan ligge så meget nonsens gemt i en enkelt sætning, at det bliver ret omstændeligt at komme til bunds i det, hvis det overhovedet har nogen bund. Ikke desto mindre handler det følgende om tre artikler af denne art i dagbladene Berlingske Tidende og Information om religion og videnskab. Jeg beklager, at jeg har måttet anvende ordet ”nonsens” et par gange i denne tekst, men ordet betyder blot sproglig meningsløshed.
Videnskab og religion kædes sammen på en ret uigennemtænkt måde i disse artikler. Desuden har artiklerne problemer med videnskabsfilosofien og det såkaldte sjæl-legeme problem. Det er interessant at udrede disse.
Berlingske Tidendes ”fornemmelse for Gud”.
I efteråret 2006, hvor jeg havde jeg et kort prøveabonnement på Berlingske Tidende, bragte bladet an artikel med overskriften ”Hvor sidder fornemmelsen for Gud?”. Den handlede om forsøg, der angiveligt skulle undersøge, hvordan hjernen ser ud, ”når vi har religiøse oplevelser”. Allerede det lyder tvivlsomt, for har vi da oplevelser af den slags, og hvad vil det egentlig sige? Det at tale om ”fornemmelsen for Gud” præsupponerer simpelthen, at der eksisterer en gud, Ja det er værre endnu: det præsupponerer, at det overhovedet har semantisk mening at tale om en gud, hvilket slet ikke er givet. Men bladet må naturligvis mene, at vi har en sådan fornemmelse, siden det taler om den, og så meget desto mere tage det for givet, at det overhovedet har mening at tale om den.
Artiklen beretter om forsøg, hvorunder nogle nonner genoplevede deres såkaldte religiøse oplevelser, idet nogle videnskabsfolk kunne måle, hvilke områder der derved aktiveredes i nonnernes hjerner. Disse resultater er naturligvis ikke overraskende, da fantasier også er oplevelser. Det anføres temmelig kryptisk, at en af forskerne hævdede at ”kunne være tryg ved, at nonnerne kunne genopleve” disse oplevelser. For andre forsøg viste, at skuespillere kunne aktivere de samme områder af hjernen. Dette er en ret mærkelig begrundelse, for det viser tværtimod, at heller ikke nonnerne behøver at have haft religiøse oplevelser. I sandhed et raskt dementi! Selv hvis man ikke har indset, at det ikke kan have semantisk mening at tale om en eksisterende gud, så modbeviser dette på forsøgets egne præmisser, at nonneforsøget kan have nogen substantiel betydning.
Ifølge artiklen afviser forskeren og teologen Niels Kristian Hvidt ikke, ”at den menneskelige hjerne er modtagelig for Gud, netop fordi Gud har skabt den sådan”. Nu skal man passe på med at gå ind på religionens egne præmisser - for ikke at blive trukket med i en hvirvelstrøm af sproglige meningsløsheder - men alligevel: Hvorfor skulle det være nødvendigt med hjernen som mellemled, når nu de religiøse kan forestille sig guder med hvilke som helst evner? Bortset herfra forholder sagen sig blot sådan, at nogle menneskers forstand er særligt modtagelig for meningsløsheder. ”Måske har vi ligefrem et medfødt gudsgen”, hævder den teologiske forsker ifølge avisen. Men hvordan skulle et gen, en lille dims, så at sige, kunne forårsage et kompleks af ideer - og dermed noget bevidst? Påstanden og synsvinklen indebærer en uløselig dualisme. Desuden kan videnskabsfilosofien forsvare et helt andet årsagsbegreb.
En amerikansk neurolog, Andrew Newberg, hævder ifølge avisens oversættelse ret vidtløftigt: ”Vi har en biologisk drivkraft, der gør os modtagelige over for tro”. Her melder sig så spørgsmålet om, hvordan eksistensen af ”en biologisk drivkraft” kan observeres. Neurologen begrunder sit udsagn mindst lige så forvrøvlet:
Først hævder Newberg ifølge avisen: ”For at vi kan overleve, kræver hjernen, at vi har nogle overbevisninger omkring, hvordan verden fungerer”. Det er rigtigt nok, at vi ville bringe os selv i fare, hvis vi var meget uvidende om naturens regelmæssighed. Men sætningen er underlig sammenflikket, for hjernen kan ikke komme ind i billedet på denne måde. (Rent bortset fra, at hjernen ikke kan kræve noget, så hænger det naturligvis ikke således sammen, at hjernen kræver, at vi har nogle overbevisninger, for at den vil lade os overleve. Og det er i øvrigt ikke nok at have overbevisninger for at overleve, da disse kan være fejlagtige, så der skal faktisk være tale om viden.) Vor overlevelse forudsætter simpelthen, at vi ved, hvordan verden fungerer.
Dernæst hævder neurologen, at disse overbevisninger ”inkluder troen på Gud og religion”. Det er måske rigtigt, at hulemennesket har haft brug for trøst. Jeg har også hørt en skolelærer belære os elever om, at hvis ikke mennesket havde en gud, så måtte det opfinde en. Det kan man da vist kalde selvbedrag, endda intenderet. Men frem for virkelighedsflugt og sprogligt meningsløshed - inklusive gudetro - vil undertegnede langt hellere anbefale tænkningens klarhed!
Ifølge Berlingske Tidendes oversættelse hævder Andrew Newberg ”Jeg mener ikke, at vi har tilstrækkelig med information til at afgøre, om Gud skabte den menneskelige hjerne, eller om den menneskelige hjerne skabte Gud”. Sprogfilosofien kan give svaret: Den menneskelige forstand skabte nonsens, meningsløse udsagn.
Videnskaben giver sig slet ikke af med at undersøge meningsløse påstande om f.eks. runde firkanter eller en gud. Sådanne spørgsmål er ude af verden på forhånd. Den første slags er selvmodsigende. Den anden slags kan ikke kan udtrykke nogen forskel i verden; det er blandt andet derfor, at de er sprogligt meningsløse. Mere basale argumenter fremlægges i en senere artikel.
Jeg fandt det ikke værd at reagere på denne artikel med et læserbrev, smed bladet ud, hvorfor de fremførte referater og citater stammer fra infomedia. Artiklen er dateret 3. september 2006. Men nogle måneder senere skulle der vise sig en konkurrent i meningsløshed.
[Fortsættes med anden og sidste del.]
Abonner på:
Kommentarer (Atom)