torsdag, juli 04, 2013

Dyrets adfærd versus sagens kerne.

Platon præsenterer i Staten (493a-c) en allegori, ”Dyrebilledet”, der handler om manglende videnskabelig granskning og kritik. Et resumé kan lyde således:

Når sofisterne underviser, fortæller de blot, hvad den brede masse allerede mener. Denne oplæring kalder de kyndighed. Det er ligesom, når en person skal opføde et stort og stærkt vilddyr: ”han ville snart kende dets luner og lyster, forstå ... hvornår det var bidsk, og hvornår det var omgængeligt, tillige med årsagerne dertil;”
Men hvilke af dyrets luner, der var gode eller dårlige, ville han ikke vide, han ville udelukkende indrette sig efter ”vilddyrets luner, og kalde alt hvad der faldt i dets smag for godt, alt hvad der mishagede det for slet, og noget andet rationelt grundlag ville han ikke have.”
Sokrates sammenligner dette med en person, der gør sig vis, men blot ligge under for den almindelige mening, og stiller spørgsmålet: Findes der ”en begrundelse der kan tages alvorligt, for at »det populære« er det i sandhed gode og smukke?”
- -

Ifølge min, muligvis frie, fortolkning vil denne person altså ikke interessere sig for sagens kerne, som er tingenes rette og dybere sammenhæng, men kun for hvordan tingene tilfældigvis er, dvs. for det, som folk taler om og forudsætter.
Jeg savner nogle praktiske eksempler i Sokrates’ kritik, så som at buret er for lille, eller at dyret slet ikke skulle være i fangenskab...

På denne blog er der dog refereret og kritiseret to eksempler på forhold, som analogien passer på:

Eksempel 1: Religionsfrihed og rituel forhudsamputation.
I sin artikel i Politiken.dk 24/03/13 ”Dækker vores religionsfrihed omskæring af spædbørn?” når Ph.d. Sune Lægaard ad omstændelige omveje frem til følgende konklusion:
”... hvis omskæring skal forsvares ud fra hensynet til moralsk integritet, begrunder det kun, at omskæring skal være tilladt for myndige mænd”. *)
Det er imidlertid at kaste tågeslør over sagen ikke at præsentere den i al sin enkelhed. I stedet for at forholde sig til sagens kerne tager Lægaard udgangspunkt i to almindelige antagelser:

1) Religion er noget særligt, der kræver agtelse eller respekt i modsætning til de gode argumenter.
2) Såkaldt omskæring er en relativ naturlig handling. Det nævnes ganske vist, at der er fremført kritik mod den, men uden at dennes substans fremlægges.

Disse antagelser svarer til dyrets adfærd i Platons dyrebillede, og lektoren forholder sig til dem som dyrepasseren forholder sig til dyrets adfærd.
Sagens kerne er derimod, at religiøse sætninger er semantisk meningsløse sætninger, fordi de indeholder udtryk uden indhold. Derfor kvalificerer de sig ikke til at blive empirisk eller logisk debatteret, og derfor kan de ikke anvendes som en præmis i nogen som helst debat eller i en begrundelse af noget som helst, f.eks. den påstand, at det er i orden at lemlæste børn og påføre dem krænkende mærkninger.

ad 1: Hvorfor dette er antaget også uden for de religiøses kreds, er en gåde. Således hævdes det ofte, at ”man skal respektere andre religioner” - trods manglende grunde dertil. Findes der i overhovedet nogen begrundelse af udsagnet ”Religion kræver en særlig respekt”? Næppe. Religionens tomhed er tværtimod dokumenteret på forskellig vis, både i denne blog og i afhandlinger under overskriften anti-introductionism.
De, der kalder sig ateister og agnosticister, taler lige som de religiøse, som om religiøse udtryk har ordmening, hvilket ikke er tilfældet. De har derfor ikke forstået de religiøses fejltagelse, men cementerer den. Andre har tilsyneladende undgået denne fejl, idet de fremfører, at de vil forbeholde sig deres standpunkt indtil de får denne ordmening oplyst. Men desværre kalder de sig ”ignostikere”. Hvorfor denne underdanighed, når det nu er de religiøse, der ikke kan forklare, hvad de selv siger?
ad 2: Betegnelsen ”omskæring” for amputering af forhud accepteres uden kritik i artiklen, men set på afstand minder dette ritual om absurd teater - bortset fra handlingens alvor. Denne træder frem ved den rette beskrivelse eller simpelt hen ved en mere dækkende betegnelse.

Eksempel 2: Såkaldt fritstilling af folketingsmedlemmer.
I artiklen ”Filosof: Politikere bør ikke fritstilles i etiske spørgsmål” i Kristelig Dagblad ved Kim Schou fremfører filosof Thomas Søbirk Petersen, lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet, ”tre argumenter imod politikeres mulighed for at stemme efter egen etisk overbevisning”. **)
Her omtales begrebet fritstilling, som om det er et helt uproblematisk begreb. Det nævnes i artiklen, at nogle partier fritstiller deres medlemmer i en række etiske sager, dvs. medlemmerne får lov til at stemme, som de vil! Umiddelbart skulle man tro, at det var under de sidstnævnte vilkår, medlemmerne altid stemte. Men sådan er det ikke; der foretages åbenbart en bemærkelsesværdig undtagelse i disse tilfælde. Normalt bliver man enige i partiet og stemmer derefter ens. Dvs. det er partiet, der stemmer og opnår en forholdsmæssig stemme i folketinget. Dette minder om stemmereglerne for det amerikanske præsidentvalg, tilfældige og ikke umiddelbart demokratiske. Dette forhold problematiseres overhovedet ikke i artiklen, men forudsættes helt uproblematisk.
Artiklens tale om fritstilling foregår på en baggrund af en antagelse om, at det er et grundprincip i demokratiet, at folketingsmedlemmer stemmer som partiets flertal.

Denne antagelse svarer til dyrets adfærd i Platons dyrebillede, og lektoren forholder sig til den på samme måde som dyrepasseren forholder sig til dyrets adfærd.
Sagens kerne er derimod, at i et demokrati stemmer alle de stemmeberettigede personligt og individuelt efter egen overbevisning. Det er også en del af demokratiet, at der foregår en fri og åben debat og argumentation, og at debatten foregår på et oplyst grundlag.

Desuden er det ikke demokratisk, hvis folk, der evner at argumentere klart og substantielt, skal afgive samme stemme som folk, der ikke kan tænke klart, men er stemt ind i folketinget af folk, der tænker lige så uklart og overfladisk som dem selv. Dette fremmer ikke debatten og de gode løsninger.
Endelig er det naturligvis dybt krænkende for de pågældende dybsindige og lødige debattører, at de skal undertvinges af den nævnte slags mennesker, der måske endog argumenterer ufint uden at ville høre på andre. Der eksisterer derfor ikke nogen nødvendighed, der tvinger de sidstnævnte, underlødige debattører til at overbevise deres kritikere. På denne måde tvinges de ikke til at tænke og argumentere, men kan fortsætte deres stil.

Den analyse, dyrepasseren kunne anvende, anvender han på det, der blot foreligger, som han principielt accepterer. Hvad der dybest set gør sig gældende, overvejer han ikke.
Således handler filosofi om ikke at blive stående ved skinnet, men at nå frem til sagen selv. Vi må spørge om, hvad det egentlig er, vi har med at gøre – når vi tænker os lidt om i alle mulige sammenhænge.

Referencer:

*)  En akavet tilgang til debatten om religiøs omskæring.
**) Demokrati er vanskeligt. Lad os få mere af det!

[Platon 90]: Platon: Staten, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Univesitet 1990.


Politikens artikel:



Afhandling Nr. 5, ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger”: