Den 26/8 2012 har jeg sendt en E-mail til Özlem Sara Cekic’s E-mail-adresse i folketinget ozlem.cekic@ft.dk med følgende indhold:
”Emne: Spørgsmål om reaktion på kritik.
Kære Özlem Sara Cekic.
Jeg synes, at det er forfærdeligt at høre, at du er frataget dine ordfører poster i SF. Jeg troede, at der var højere til loftet i SF end i DF. Denne her henvendelse rejer sig dog om en anden problematik.
I forbindelse med min aktive interesse for filosofi, religionskritik og argumentation som sådan har jeg fulgt med i debatten om religiøs omskæring af drenge. Jeg er herunder stødt på din artikel Tankløst angreb på omskæring på din hjemmeside ozlem.dk, fra den 23/11 (2008?). I Dagensmedicin.dk er jeg ligeledes stødt på en grundig og sober kritik af dine standpunkter i artiklen Når man skærer i folk er der risiko for skader, som er forfattet af læge Jens Hornshøj. Den ligger på adressen http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader/.
Jeg vil gerne høre, om du har taget stilling til denne artikel, dvs. enten givet Hornshøj ret i hans argumenter eller gendrevet dem.
Desværre er det sådan i dagens debat, at når politikere får et indlæg pragt i en avis, kan den derefter ganske vist kritiseres på internetdebatten eller i nogle små læserbreve; men uanset hvor velargumenterende og præcis kritikken er, føler politikerne sig sjældent forpligtede til at argumentere imod den. De gentager blot deres standpunkter andre steder. Jeg håber, at du er hævet over det niveau.
På forhånd tak for et snarligt svar.
Med venlig hilsen
Ove Møbjerg Kristensen.
Platanvej 7, 6. sal lejl 27
1810 Frederiksberg C.
(Cand. mag. i filosofi og lingvistik.)”
lørdag, september 22, 2012
onsdag, september 05, 2012
Det umulige i at begrunde folkekirkens berettigelse.
En udsendelse om folkekirken i DR P1, 25/8 2012, omtales i DR’s program på følgende måde:
”Hvad vil vi med Folkekirken? Antallet af danskere, der går til gudstjeneste er faldet støt og konstant over de seneste 20 år. De fleste af os kommer kun, hvis vi har fået en invitation til bryllup, dåb, konfirmation eller begravelse. Hvad vil vi med folkekirken? Det diskuterer samfundsforsker Johannes Andersen, ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal og kunstner Majbritte Ulrikkeholm. Tilrettelæggelse: Lene Juul”
Generelt om debatten må det siges, at den var halvreligiøs og på religionens præmisser. Debattørerne formåede ikke at hæve sig op over tingene og se på sagen med et overblik. Førstnævnte erklærede sig ikke-religiøs, men det kunne man ikke mærke meget til i debatten. Næstnævnte skulle man tro var mere nøgtern qua sin uddannelse i religionsvidenskab, men det var heller ikke tilfældet. Faktisk har jeg endnu hverken i dagblade eller på radio eller TV læst eller hørt eksempler på, at nogen har formået at diskutere religion uden at gøre det på religionens præmisser!
Gyldige præmisser.
Men det er fuldstændig afgørende for diskussionen af, hvorvidt Danmark skal have en folkekirke, at det kan begrundes, at det ikke kan begrundes, at Danmark skal have en folkekirke:
Enhver gyldig begrundelse kræver gyldige præmisser. Præmisser består af udsagn eller rettere, præmisser er udsagn. Udsagn er sætninger, der har semantisk mening. For at en sætning kan have semantisk mening, må den udelukkende bestå af tegnfølger eller udtryk, der er ord, og evt. af nogle tegnfølger i anførselstegn. (Det sidste anføres af hensyn til eventuelle sofister.) For at en tegnfølge kan udgøre et ord, skal den have semantisk mening, dvs. den skal have ordmening.
Det ligger i begrebet ordmening, at man skal kunne redegøre for, hvilken ordmening der er tale om, f.eks. på følgende måde: ”En stol er et møbel, man kan sidde på”. En forklaring kan naturligvis ikke blot være selvrefererende, som f.eks. når nogle sprogfolk siger ”’Nogen’ betyder nogen som helst”. Man forstår muligvis lidt af tankergangen bag denne forklaring, men hjælpeløs er den. Endnu ringere er forklaringen ”Min tro er min tro på...”. Forklaringen ”Gud er Gud” er naturligvis helt uantagelig som forklaring af ordmeningen af tegnfølgen ”Gud”.
Skin af semantisk mening.
Endelig må ethvert ord bruges i en af sine forklarede betydninger. Det er således uantagelig at bruge et ord uden at bruge det i den betydning, det allerede har, og samtidig antyde, at der er tale om det samme, blot forskellige anvendelser. Således kan en taler begå denne fejl ved at lade der ske en betydningsglidning fra en afklaret betydning til en postuleret eller dunkel ikke-betydning. Denne fejl begås for eksempel af den tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling i sit ellers udmærkede Rosenkjær-foredrag i Danmarks Radio, den 15. okt. 2008. Ole Hartling anvender her først ordet ”tro” i betydningen formodning for derefter at bruge ordet i en ikke-betydning af religiøs art, hvad den så end består i. Men de religiøse må kunne udrede en sådan betydning af dette udtryk for at være oprigtige. Thi ved denne misbrug af ordet ”tro” lader de religiøse, inklusive den prisbelønnede formand for Etisk Råd Ole Hartling, deres semantisk meningsløse udtryk låne et skin af semantisk mening fra udtryk, der faktisk har en semantisk mening og dermed er ord.
For at de religiøse kan forklare den eventuelle sproglige mening af for eksempel det religiøse udsagn ”Der eksisterer en gud”, må de se på sagen med friske øjne og se bort fra vor eventuelle religiøse opdragelse, i en bred betydning af dette ord. Således mangler udtrykket ”gud” i denne religiøse sætning en semantisk afklaret betydning. Thi det alene, at en kreds af personer anvender det samme udtryk, er ikke tilstrækkeligt til at give det en semantisk mening. Denne må de religiøse udrede ud fra allerede kendte begreber og erfaringer, dvs. uden at forudsætte, at deres religiøse udtryk allerede har semantisk mening. Under disse forudsætninger bliver forklaringen imidlertid rationel eller empirisk baseret. Det betyder, at den kan diskuteres og kritiseres, og dermed at de religiøse skal kunne forsvare og begrunde den. Det vil de næppe være tilfredse med.
Dette er dog en ren hypotetisk mulighed. For religiøse sætninger kan hverken diskuteres rationelt eller empirisk. Religiøse sætninger er simpelthen fejlagtige, fordi de er sprogligt meningsløse. Med andre ord:
Religiøse sætninger kvalificerer sig simpelthen ikke til at være genstand for en logisk eller videnskabelig undersøgelse.
Det betyder, at det at ophøje religioner til at være noget enestående med den begrundelse, at de er uden for videnskabens rækkevidde, er at vende op og ned på sagens sammenhæng.
En fyldestgørende forklaring af dette og meget andet i denne forbindelse er givet i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5.
Af denne udredning kan følgende konkluderes: Religiøse sætninger er ganske vist ikke stavelsesstumper, men de er semantiske brudstykker, som den religiøse forholder sig til, som om disse brudstykker havde en tydelig sproglig mening. Derfor kan religiøse sætninger ikke i sig selv begrunde, at noget land skal have en folkekirke.
Forsøg på en sekundær begrundelse.
Nogle vil i stedet begrunde en sådan idé med, at eksistensen af en folkekirke vil berolige de religiøse gemytter, da det vil begrænse mængden af rabiate frimenigheder.
Sådanne argumenter er fremført af cand.teol. og mag. Ebbe Gudmand-Høyer i artiklen ”Troen som en klippe” i dagbladet Information den 16. oktober 1998 og af mag.art. Stig Alstrup Rasmussen i artiklen ”Jamen Gud er da død” i dagbladet Information den 20. oktober 1998. Begge indlæg er reaktioner på Overlæge Ph.d. Svend Lings’ artikel ”Nedlæg de teologiske fakulteter” i Information den 23. september 1998.
Det er muligt at eksistensen af en folkekirke vil have en sådan effekt. Men den vil også være en accept af, at folk lader sig forlede af semantiske brudstykker i stedet for at blive oplyste og intellektuelt aktive og berigede – for det gode livs skyld og for det veludviklede samfunds skyld.
Litteratur.
Afhandling Nr. 5: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.htm
eller http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme.
Ebbe Gudmand-Høyer, ”Troen som en klippe”: http://www.information.dk/24011.
Stig Alstrup Rasmussen ”Jamen Gud er da død”: http://www.information.dk/24099.
Svend Lings ”Nedlæg de teologiske fakulteter”: http://www.information.dk/23237.
En udsendelse om folkekirken i DR P1, 25/8 2012, omtales i DR’s program på følgende måde:
”Hvad vil vi med Folkekirken? Antallet af danskere, der går til gudstjeneste er faldet støt og konstant over de seneste 20 år. De fleste af os kommer kun, hvis vi har fået en invitation til bryllup, dåb, konfirmation eller begravelse. Hvad vil vi med folkekirken? Det diskuterer samfundsforsker Johannes Andersen, ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal og kunstner Majbritte Ulrikkeholm. Tilrettelæggelse: Lene Juul”
Generelt om debatten må det siges, at den var halvreligiøs og på religionens præmisser. Debattørerne formåede ikke at hæve sig op over tingene og se på sagen med et overblik. Førstnævnte erklærede sig ikke-religiøs, men det kunne man ikke mærke meget til i debatten. Næstnævnte skulle man tro var mere nøgtern qua sin uddannelse i religionsvidenskab, men det var heller ikke tilfældet. Faktisk har jeg endnu hverken i dagblade eller på radio eller TV læst eller hørt eksempler på, at nogen har formået at diskutere religion uden at gøre det på religionens præmisser!
Gyldige præmisser.
Men det er fuldstændig afgørende for diskussionen af, hvorvidt Danmark skal have en folkekirke, at det kan begrundes, at det ikke kan begrundes, at Danmark skal have en folkekirke:
Enhver gyldig begrundelse kræver gyldige præmisser. Præmisser består af udsagn eller rettere, præmisser er udsagn. Udsagn er sætninger, der har semantisk mening. For at en sætning kan have semantisk mening, må den udelukkende bestå af tegnfølger eller udtryk, der er ord, og evt. af nogle tegnfølger i anførselstegn. (Det sidste anføres af hensyn til eventuelle sofister.) For at en tegnfølge kan udgøre et ord, skal den have semantisk mening, dvs. den skal have ordmening.
Det ligger i begrebet ordmening, at man skal kunne redegøre for, hvilken ordmening der er tale om, f.eks. på følgende måde: ”En stol er et møbel, man kan sidde på”. En forklaring kan naturligvis ikke blot være selvrefererende, som f.eks. når nogle sprogfolk siger ”’Nogen’ betyder nogen som helst”. Man forstår muligvis lidt af tankergangen bag denne forklaring, men hjælpeløs er den. Endnu ringere er forklaringen ”Min tro er min tro på...”. Forklaringen ”Gud er Gud” er naturligvis helt uantagelig som forklaring af ordmeningen af tegnfølgen ”Gud”.
Skin af semantisk mening.
Endelig må ethvert ord bruges i en af sine forklarede betydninger. Det er således uantagelig at bruge et ord uden at bruge det i den betydning, det allerede har, og samtidig antyde, at der er tale om det samme, blot forskellige anvendelser. Således kan en taler begå denne fejl ved at lade der ske en betydningsglidning fra en afklaret betydning til en postuleret eller dunkel ikke-betydning. Denne fejl begås for eksempel af den tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling i sit ellers udmærkede Rosenkjær-foredrag i Danmarks Radio, den 15. okt. 2008. Ole Hartling anvender her først ordet ”tro” i betydningen formodning for derefter at bruge ordet i en ikke-betydning af religiøs art, hvad den så end består i. Men de religiøse må kunne udrede en sådan betydning af dette udtryk for at være oprigtige. Thi ved denne misbrug af ordet ”tro” lader de religiøse, inklusive den prisbelønnede formand for Etisk Råd Ole Hartling, deres semantisk meningsløse udtryk låne et skin af semantisk mening fra udtryk, der faktisk har en semantisk mening og dermed er ord.
For at de religiøse kan forklare den eventuelle sproglige mening af for eksempel det religiøse udsagn ”Der eksisterer en gud”, må de se på sagen med friske øjne og se bort fra vor eventuelle religiøse opdragelse, i en bred betydning af dette ord. Således mangler udtrykket ”gud” i denne religiøse sætning en semantisk afklaret betydning. Thi det alene, at en kreds af personer anvender det samme udtryk, er ikke tilstrækkeligt til at give det en semantisk mening. Denne må de religiøse udrede ud fra allerede kendte begreber og erfaringer, dvs. uden at forudsætte, at deres religiøse udtryk allerede har semantisk mening. Under disse forudsætninger bliver forklaringen imidlertid rationel eller empirisk baseret. Det betyder, at den kan diskuteres og kritiseres, og dermed at de religiøse skal kunne forsvare og begrunde den. Det vil de næppe være tilfredse med.
Dette er dog en ren hypotetisk mulighed. For religiøse sætninger kan hverken diskuteres rationelt eller empirisk. Religiøse sætninger er simpelthen fejlagtige, fordi de er sprogligt meningsløse. Med andre ord:
Religiøse sætninger kvalificerer sig simpelthen ikke til at være genstand for en logisk eller videnskabelig undersøgelse.
Det betyder, at det at ophøje religioner til at være noget enestående med den begrundelse, at de er uden for videnskabens rækkevidde, er at vende op og ned på sagens sammenhæng.
En fyldestgørende forklaring af dette og meget andet i denne forbindelse er givet i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5.
Af denne udredning kan følgende konkluderes: Religiøse sætninger er ganske vist ikke stavelsesstumper, men de er semantiske brudstykker, som den religiøse forholder sig til, som om disse brudstykker havde en tydelig sproglig mening. Derfor kan religiøse sætninger ikke i sig selv begrunde, at noget land skal have en folkekirke.
Forsøg på en sekundær begrundelse.
Nogle vil i stedet begrunde en sådan idé med, at eksistensen af en folkekirke vil berolige de religiøse gemytter, da det vil begrænse mængden af rabiate frimenigheder.
Sådanne argumenter er fremført af cand.teol. og mag. Ebbe Gudmand-Høyer i artiklen ”Troen som en klippe” i dagbladet Information den 16. oktober 1998 og af mag.art. Stig Alstrup Rasmussen i artiklen ”Jamen Gud er da død” i dagbladet Information den 20. oktober 1998. Begge indlæg er reaktioner på Overlæge Ph.d. Svend Lings’ artikel ”Nedlæg de teologiske fakulteter” i Information den 23. september 1998.
Det er muligt at eksistensen af en folkekirke vil have en sådan effekt. Men den vil også være en accept af, at folk lader sig forlede af semantiske brudstykker i stedet for at blive oplyste og intellektuelt aktive og berigede – for det gode livs skyld og for det veludviklede samfunds skyld.
Litteratur.
Afhandling Nr. 5: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.htm
eller http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme.
Ebbe Gudmand-Høyer, ”Troen som en klippe”: http://www.information.dk/24011.
Stig Alstrup Rasmussen ”Jamen Gud er da død”: http://www.information.dk/24099.
Svend Lings ”Nedlæg de teologiske fakulteter”: http://www.information.dk/23237.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)