Argumenter og debat.

Jeg har overvejet om sidste indlæg ikke er fremført i en for højtidelig form. Men flere eksempler viser, hvilke utroligt elendige slutninger der kan fremføres. Nedenfor citeres et eksempel på selvsuggestion og den mangel på logik, den har medført - eller hvordan det nu hænger sammen.

Vigtigheden af lødig argumentation.

Logikken er fundamentalt set et humanistisk fagområde og ikke et kun formelt og isoleret emne, eftersom den indgår som en nødvendig bestanddel af enhver klar og afklarende tænkning. Det er derfor vigtigt, at der sker en udvikling af logikken og ikke mindst af det enkelte menneskes logiske evner. Dette gælder også for al undervisning.

Herved kan ikke blot elever og studerende, men mennesker i almindelighed blive for tænksomme og kloge til at godtage og optage irrationelle og obskure ideer. Thi afvisningen af sådanne ideer foretages lettest af den bevidsthed, der har opnået en interesse i begrundelser, og en sådan interesse indebærer en forståelse af, at begrundelser må være baserede på klar tænkning og afklarede begreber. Derfor er denne argumentationsmæssige fordybelse en vigtig del af den ægte dannelse og opbygningen af et samfund, der kan virke befordrende for den personlige afklaring.
Det gælder for alle områder, store som små, at selve det ikke at kende sine begrænsninger og tage højde for dem er en kulturel brist. Det er naturligvis i orden at have begrænsede forkundskaber på et område, blot man er bevidst derom og forbeholder sig sin stilling. Til gengæld er det også en kulturel svaghed ikke at bestræbe sig for at tænke klart ud fra sine forkundskaber.

Mange fejlagtige konklusioner skyldes, at de, der forsøger at konkludere, lader sig lede på vildspor af irrelevante betragtninger. Dette gælder også i filosofien, hvor folk, der tilsigter at undersøge filosofiske problemer, mener at kunne basere deres konklusioner på deres smag og behag, idiosynkrasier eller blotte forestillinger, hvormed de lader disse få råderet. Måske vil de endog argumentere for, at dette er i orden.

Selv hvad angår det lille problem om, hvornår det 21. århundrede begynder, lader folk sig lede på vildspor. Til trods for, at dette spørgsmål kan afklares ganske kort, er det forsøgt løst og forklaret ved en blomsterbuket af fejlslutninger, lige som dets relevans er søgt bortforklaret. Men selve det, at folk ikke kan ræsonnere bedre og holde begreberne adskilt, er bestemt relevant, eftersom dette er katastrofalt.

Thi også for at opnå en større forståelse af, hvad der er livets mening, er en klar tænkning naturligvis betydningsfuld. En sådan indebærer en fokusering på sagens kerne. Dette udsagn kan ikke benægtes uden klar begrundelse, som igen kræver klar tænkning. Derfor er den klare tænkning en logisk ufravigelig nødvendighed. Selve det at opnå denne er derfor også en del af livets mening. Hermed har vi en del af svaret på spørgsmålet om, hvad der er livets mening eller formål. Selv om vi ikke skulle kunne nå frem til et endeligt og fuldstændigt svar, ved vi til en begyndelse dog dette.

Heroverfor kan der naturligvis stilles den totale ligeglade indstilling, men ikke som modargument.

Et eksempel på uklarhedens offer.

Desværre vil den, der tror, at ubegrundede påstande og de blotte meninger har en værdi, være et let offer for fantastiske, religiøse eller totalitære ideer, da disse er baserede på sådanne. Som et eksempel på religiøse ideer kan anføres følgende fra et dagblads referat fra et møde om religion, hvor en fortaler for religion ytrer sig om, hvad vedkommende kalder ”videnskabens hybris”:

’”Den har gjort sig til sig talsmand for et verdensbillede, der er tomt og koldt, og hvor vi mennesker er en tilfældighed. Det kan være sandt, men det skaber et tomrum for mennesker, som vi ikke kan leve med.”

”(...) religionen ved en masse om mennesker, der ikke tilfredsstilles af en reduktionistisk videnskab.”’ ([Syberg 07], mine understregninger)

(Der er kun en mindre korrelatmæssig tvetydighed i første del af det citerede; men tekststykket ”religionen ved en masse om mennesker, der ...” skal vel læses som ”religionen ved en masse om mennesker, en masse, der ...”, eller skal den måske læses som ”religionen ved en masse om de mennesker, der ...”? )

På grund af citaternes dunkelhed må jeg nøjes med at foreslå en fortolkning: ”Religionen er bedre end videnskaben, som danner et tomt og koldt verdensbillede, idet den reducerer det menneskelige ved at opfatte mennesket som en tilfældighed.”

Selv hvis vi også ser bort fra kategorifejlene, er de to citerede dunkle udsagn skrækeksempler på forvrøvlethed: Ifølge tankegangen er videnskab kort og godt noget tomt og frastødende, hvorfor vi hellere må være religiøse. Men der er ingen nødvendig forbindelse mellem præmis og konklusion i dette argument, f.eks. i form af et slutningsprincip. Der postuleres kun en modsætning. Den ene pol i denne modsætning, ”videnskabens hybris”, påstås at skabe et tomrum; men videnskabsfolk er ikke nødvendigvis overmodige, idet de simpelthen blot kan være videnskabelige. Den slags ringe argumenter viser nødvendigheden af klar tænkning. Man kan lige så godt hævde, at det er religionsudøvelse, der er tom, og derfor både forringer vor forståelse og skaber splid.

Den ene af kategorifejlene består i at sige ”[Videnskabens hybris] har gjort sig til talsmand for...”. Det ville ellers være slemt nok at sige ”Videnskaben har gjort sig til talsmand for...”. Vi kan højst sige ”Nogle videnskabsmænd har gjort sig til talsmænd for...”.

Andre eksempler på fejlslutninger.

Et andet eksempel på appellerede fejlslutning er følgende modargument mod kritik af sprogændringer: ”Vi kan naturligvis ikke blive ved at tale som i middelalderen”. Ja, vi kan jo alle sammen høre for os, hvor underligt det ville lyde – antydes det. Men hvis vi faktisk talte sådan i dag med de nødvendige tilføjelser i vort vokabular forårsaget af vor større viden, ville vi naturligvis ikke finde vor egen sprogbrug aparte. Til forsvar af ændringer af sproget er dette derfor næppe det bedste argument.

Nogle sprogændringer er naturligvis mindre væsentlige, f.eks. udskiftningen af ”fordi” med ”fordi at”, eller en ny betydning af ”at dufte”. Andre vil være upraktiske i lang tid. Men nogle vil være ulogiske, og det vil de principielt være for evigt, da logikkens regler er tidløse. Udtrykket ”det n’te århundrede” vil således til al tid betegne det forløb af 100 år, som er nummer n (af sådanne forløb på 100 år) efter den pågældende tidsregnings begyndelse. (Ordet ”hundrede” kan måske erstattes af et andet udtryk engang, etc., men det vedrører ikke selve diskussionens kerne.) Det analoge gælder udtrykket ”den n’te kilometer”, ”den n’te liter” og mange andre eksempler.

Litteratur.
[Syberg 07] http://www.information.dk/132443, [Vi kan ikke undvære religion, Karen Syberg, dagbladet Information, 18/11 2006], kopieret 21/1 2011.

Argumenter og argumentationsfejl.

Jeg har ikke vedligeholdt denne blog længe, idet jeg har vurderet mine anti-introduktionistiske udredninger langt højere end at påpege, hvilke argumentationsfejl der kan begås i en diskussion. Det gør jeg for så vidt stadigvæk, men nogle enkelte indlæg kan der blive plads til.
Forstået som fejltyper udgør selve de argumentationsfejl, der begås i en debat, ofte eklatante skoleeksempler på argumentationsfejl. Forstået som konkreter forekomster er de naturligvis lige så vigtige at kommentere som den øvrige del af den pågældende debat, ja, de kan endog angå selve debattens kerne. Præmisserne kan også være særdeles diskutable i flere tilfælde.
Der kan eksempelvis være tale om kommadebatten, den såkaldte kommakrig. Der kan også være tale om diskussionen af, hvornår et årtusindskift sker, eller hvad et århundrede er. Der kan være tale om diskussionen af tilladeligheden af omskæring af drenge. Der kan være tale om argumenter for og imod ændringer i sprogbrug.
Der kan naturligvis også være tale om indlysende kritiserbare argumenter i filosofien, eller argumenter, som ikke er så indlysende, som debattøren formoder. Diskussionen af disse fejl kan naturligvis høre hjemme i den filosofiske debat af de pågældende emner. Men nogle gange er det vanskeligt at finde dem værdige til en sådan placering.
I kommadebatten anføres det f.eks., at dansk kommatering bør være en pausekommatering, fordi det har man på engelsk, og derfor vil lette en indøvning i engelsk kommatering...