En akavet tilgang til debatten om religiøs omskæring.

Ph.d. Sune Lægaards artikel i Politiken.dk 24/03/13 ”Dækker vores religionsfrihed omskæring af spædbørn?” er omstændelig, men bidrager ikke med noget væsentligt udover at kaste tågeslør over spørgsmålet. Hvorfor ikke gå direkte til sagen selv? Artiklen indleder med en reference til overlæge Morten Frisch’ opgørelse af de helbredsmæssige uheldige følger af omskæring, som med SL’s ord ”havde regnet følgerne for den voksne mands seksualitet med”.


Digressioner versus sagen selv.

LS kalder disse opgørelse for nye. Men vi kan selv tænke os til, at såkaldt omskæring er en psykisk krænkende mærkning, ikke mindst når barnet bliver voksent. Dertil kommer de fysiske elendigheder, som forværrer denne krænkelse.

”Men den debat om omskæring, undersøgelsen rejser, er gammel”, fremfører SL. Konjunktionen ”men” er adversativ, men hvad er det, der modsættes? At tallene er nye, men at debatten er gammel? Hvad skal vi med alle disse ord, når sagen er så enkel: Selv den mindste mærkning på et barns maveskind eller øreflip er 1) en krænkelse af barnets personlige integritet? Desuden er det såvel 2) et fysisk og 3) et psykisk overgreb. Alene punkt 1 er dog en tilstrækkelig grund til at forbyde indgrebet.

Der hævdes for og imod, oplyser SL og hævder, at uenighederne handler om følgerne af omskæring. Men for dem, der vil se sandheden i øjnene, er der ikke så meget at være uenige om: De psykiske følger giver sig selv, og de legemlige konsekvenser er medicinsk underbyggede.


”Sådan har vi altid gjort.”

SL diskuterer argumentet ”Sådan har vi altid gjort”, men præsenterer ikke nogen konklusion. Igen kan vi gå til direkte til sagen: Argumenter af formen ”Handlingen H er foregået i mange år. Derfor er H i orden” er simpelthen ikke gyldige. SL fremfører endog selv et modeksempel, hvilket er tilstrækkeligt som modbevis, men lader alligevel spørgsmålet stå åbent, idet han nøjes med at konkludere ”Så der kan godt være et problem” og spørger om, hvad vi skal gøre, ”hvis der faktisk er et problem”!


Omgåelse af forbud.

SL problematiserer, hvorvidt et forbud vil blive brudt ”under dårlige forhold” - som om der var tale om en ellers acceptabel operation, hvilket ikke er tilfældet: Der er under alle omstændigheder tale om en legemlig beskadigelse, således som lægerne har dokumenteret. Desuden er vi vant til at sende signaler om samfundets holdning til umoralske gerninger, f.eks. ved at forbyde, at forældre slår deres børn.


”Pointen med rettigheder”.

SL hævder, at ”pointen med rettigheder er at beskytte bestemte handlinger mod indgreb, selv hvis der ikke er en god begrundelse for handlingerne”. Der kan fås mening ud af denne kringlede formulering og dens positive termer, hvis vendingen ”at beskytte bestemte handlinger mod indgreb” betyder ”at tillade bestemte handlinger”. Desuden hjælper det for forståelsen at være lidt mere konkret og eksemplificere således: ”pointen med rettigheder er at tillade f.eks. forældres vold mod børn, selv hvis der ikke er en god begrundelse for handlingerne”. Det er ikke den slags, der ligger i begrebet rettigheder.


Hvad religionsfrihed ikke er.

I stil med det netop citerede hævder SL ”Der ville ikke være tale om en ret til religionsfrihed, hvis den kun beskyttede handlinger, som der alligevel ikke var nogen grund til at forbyde”. Men det må så betyde, at der er ”ret til religionsfrihed”, hvis denne indebærer tilladelse til flere handlinger end dem, der er ikke grund til at forbyde. Dvs. hvis den også indebærer tilladelse til nogle af de handlinger, der er grund til at forbyde.

Denne absurde tankegang kan egentlig godt ligge bag den måde, den såkaldte omskæringsdebat praktiseres på af de religiøse. Men dette forhold er der ingen grund til at tage for gode varer, således som SL åbenbart gør. Religionsfrihed bør naturligvis ikke veje tungere end den øvrige lovgivning, som om religion er noget særligt, der skal respekteres uden videre - i modsætning til f.eks. de gode argumenter. Vi bliver nødt til at hæve os op over de vante forestillinger: Religionsfrihed kan højst være tilladelse til at have de forestillinger, man vil, og at lege de julelege, man vil, så længe de ikke er krænkende.

Ifølge SL forholder det sig på samme måde med ytringsfrihed: ”Der er kun tale om ytringsfrihed, hvis ytringer nyder en særlig beskyttelse, så der skal noget særligt til for at begrænse ytringer”. Ytringsfrihed er imidlertid ikke ”en særlig beskyttelse”, men er borgernes beskyttelse mod magthavernes overgreb mod borgerne på grund af borgernes ytrede standpunkter.

Ved religionsfrihed forstår SL åbenbart en ret til at udføre særlige handlinger med henvisning til ens religion. SL afviser det argument, at der er noget særligt ved religion, med at det argument ikke dur i dag. Nej, det dur hverken mere eller mindre i dag end i går. SL’s begrundelse er: ”man kan jo ikke politisk begrunde et krav om beskyttelse med henvisning til, at ens tro er sand”.

Problemet med henvisningen er, at de religiøse ikke kan begrunde udsagnet ”Min religion er sand”, eftersom de ikke engang kan forklare, hvad det er, der skal begrundes. Dette er en anden, men relevant diskussion. Desuden er det et problem, at ordet ”beskyttelse” i SL’s retorik betyder tilladelse af ulovligheder, og en sådan kan selvsagt heller ikke begrundes.

SL hævder så, at religionsfrihed handler om folks ret til at leve, som de vil. Dette er berørt ovenfor og er i og for sig uproblematisk. Denne ret giver som nævnt ikke de religiøse ret til at begå overgreb mod andre.


Integritet.

SL hævder ”Det er et hensyn til personers moralske integritet, der begrunder, at man langt hen ad vejen ikke bør forbyde folk at praktisere deres religion”. Det kommer som nævnt an på, hvad denne praksis omfatter. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at SL ikke berører ofrenes personlige integritet, som er kernepunktet i denne debat. Derimod diskuterer SL, hvorvidt det er krænkende ikke at omskære et barn!

SL hævder således, at et forbud mod omskæring ikke vil krænke barnets integritet, da børn ikke har en religion. Dette kan jeg kun være enig i, men det er dog ikke det, de religiøse argumenterer imod. De hævder, at et forbud mod omskæring vil være en krænkelse af forældrenes religionsfrihed, eller bare ”religionsfriheden”. Dette er imødegået ovenfor.

SL berører ganske vist dette forhold i følgende floromvundne konklusion

”... hvis omskæring faktisk er skadelig for barnet, er det langt fra klart, at vi skal tillægge forældrenes forestillinger om en pligt til at omskære deres børn nogen særlig vægt.”

Men for det første er religiøs omskæring faktisk skadelig for barnet. For det andet findes der ingen gyldige grunde til at begå sådanne overgreb. For det tredje kan det begrundes, at man ikke kan tillægge religiøse forestillinger nogen vægt som præmis for noget som helst.

På trods af, at de gode argumenter for at forbyde ikke-medicinsk begrundet forhudsamputation*) står i kø, formår SL kun at hæve sig op til følgende betingede konklusion:

”... hvis omskæring skal forsvares ud fra hensynet til moralsk integritet, begrunder det kun, at omskæring skal være tilladt for myndige mænd”.

SL’s indfaldsvinkel er, at da vi ikke krænker barnet ved ikke at omskære det, kan omskæring godt forbydes.


Filibuster.

De forfejlede tilgange til debatten, SL præsenterer, har karakter af filibuster. Det er debatten selvsagt ikke tjent med, især ikke i betragtning af de empiriske og logiske konklusioner, der taler imod rituel forhudsamputation.

*) Jeg må her kreditere overlæge Morten Frisch for at bruge udtrykket ”rituel forhudsamputation” frem for ”religiøs omskæring”.



Artiklen refererer til: http://politiken.dk/debat/profiler/filosofferne/ECE1929332/daekker-vores-religionsfrihed-omskaering-af-spaedboern/

Om manglende evne til at følge de lingvistiske samarbejdsprincipper.

Utilsigtede brud på samarbejdsprincippet.

Som nævnt i indlægget Det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip efterlever vi Grices konversationsmaksimer, når vi fremsætter ytringer. Som også nævnt handler det ikke om, at vi blot efterlever en række bud eller påbud. Vi har simpelt hen gode grund til at følge princippet. For hvis vi er interesserede i at fremføre et budskab, er vi eo ipso også interesserede i at blive forstået, og eo ipso interesserede i at ytre os, således at vi bliver forstået. Som det ligeledes er nævnt i det samme indlæg, indebærer dette, vi bestræber os for, at vore udsagn 1) indeholder netop det nødvendige, 2) er velbegrundede, 2) relevante og 4) klare. Thi ellers kunne vi lige så godt fremsætte lyde. Men hvorfor er folk så ikke mere interesserede i det grammatisk leksikalske samarbejde?

Desværre må det konstateres, at folk heller ikke altid evner at følge Grices konversationsmaksimer, dvs. at de bryder dem uden at være klar over det:

Eksempel 1: Man har stået i kø hos bageren i 5-10 minutter, hvorefter ekspedienten spørger ”Hvad kan jeg hjælpe med?” i stedet for ”Hvad skulle der være?”. Det første spørgsmål er for åbent, da grunden til, at man har stået i kø, som regel er, at man vil købe noget, hvilket ikke er at blive hjulpet.

Eksempel 2: Varernes samlede pris er gjort op, hvorefter ekspedienten siger ”117 kroner skal jeg så bede om”. Det må imidlertid være tilstrækkeligt at nævne prisen, for det er en selvfølge, at ekspedienten skal have pengene. Men spørgsmålet præsupponerer, at dette ikke er tilfældet, dvs. en vis vrangvilje hos kunden, og det udtrykker dermed et vist pres fra ekspedientens side.

Lige som nogle således ikke har den fulde forudsætning for at følge Grices semantiske samarbejdsprincip, må det åbenbart konstateres, at nogle heller ikke har de bedste forudsætninger for at leve op til det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.


Myndighedernes lingvistiske fejl.

Når det er myndighederne, der ikke ikke evner at samarbejde om sproget, er det dog særligt uheldigt. Man undres og spilder sin tid og tvivler på lovgivernes evner generelt. Følgende tekst (samt flere lignende versioner, jf. ”Referencer”) kan læses på nettet:

”Lov om indfødsrets meddelelse / VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: / Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: / § 1. Indfødsret meddeles: ...”

Desværre har folketingsmedlemmer, jurister og øvrige ministeriemedarbejdere åbenbart ikke haft den nødvendige basale sproglige indsigt til at forstå, et dette er en underlig tekst. Trykfejl og forglemmelser kan måske undskyldes, men denne lovtekst har vel været gennem mange gennemlæsninger. Hvad ligner det i øvrigt at byde nye statsborgere velkommen med en sådan elendighed?

Af sammenhængen fremgår det ganske vist, at der med ”Lov om indfødsrets meddelelse” formentlig menes ”Lov om meddelelse af indfødsret”. Men der begås mindst to fejl: 1) Der er intet, der hedder ”indfødsrets”. 2) Selv hvis ”indfødsrets” havde været et substantiv eller et adjektiv, kunne det ikke have indgået på denne måde i et substantivsyntagme.

Selv om der faktisk findes et ord, der hedder ”retsmeddelelse”, ville det være misvisende at bruge betegnelsen ”indfødsretsmeddelelse”, da denne konstruktions struktur ikke afspejler den samme betydning som ”meddelelse af indfødsret”. Måske er det forsøg på at undgå dette, der har ført forfatterne på afveje. I stedet for *”indfødsrets meddelelse” kunne der derimod have stået ”indfødsretmeddelelse”.


Mulige motiver.

Hele miseren kunne have været undgået, hvis forfatterne havde valgt udtrykket ”Lov om meddelelse af statsborgerskab” eller eventuelt ”Lov om statsborgerskabsmeddelelse”. Hvorfor mon de har foretrukket at tage udgangspunkt i den obskure betegnelse ”indfødsret” med dens karakter af nationalisme cum mysticisme, frem for det mere enkle ord ”statsborgerskab”, der har klare konnotationer til lovgivning og rettigheder? Hvad er det for en dunkel indflydelse, flertallet har ligget under for her?

Den har åbenbart været så stor, at den har overskygget deres eventuelle interesse i lingvistisk samarbejde og udfordret deres egen sproglige udfordrethed.


Referencer:

H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).

Den fulde tekst / Lov om indfødsrets meddelelse: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=144660.

L 42 Forslag til lov om indfødsrets meddelelse: http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l42/index.htm.

Det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.

Indledning.

Den standende og evindelige diskussionen af sprogændringer handler tilsyneladende om, hvorvidt sproglig korrekthed kun er midlertidig, eller om der findes sprogfejl, der altid vil være sprogfejl. Set i et større perspektiv må spørgsmålet dog være, om der på et eller andet plan findes overordnede sprogregler, der altid vil gælde.

Hidtil har jeg blot set undrende til fra sidelinjen: dels på sprogfolks utilstrækkelige og ulogiske forklaringer, dels på privatpersoners hjemmesider, der søger at højne sproget med forkerte anvisninger. Emnet har imidlertid forekommet mig for småt sammenlignet med den filosofi, som jeg er optaget af. Men for dog at afklare sagen vil jeg i det følgende fokusere på, om der findes nogle generelle principper, som den enkelte sprogbruger forventes at ville overholde.

Jeg har læst en sproginteresseret persons usagn om, at hvis man mener, at der er en fejl i en persons sprogbrug, så har man også forstået den pågældende. Dette forudsætter vel, at man ved, hvad den rigtige sprogbrug skulle have været. Men selv da er sagen ikke så enkel. Thi denne forståelse opstår på baggrund af en eller anden form for granskning/analyse af det sagte. Denne kræver tid og indsats, hvilket naturligvis kan være forstyrrende og distraherende, og kan gå ud over forståelsen af de efterfølgende sætninger. Desuden kan man også spekulere over, om den pågældende formulering mon kunne have et eller andet formål, som man ikke har forstået.

DR og TV2’s tekst-tv indeholder en guldgrube af vidt forskellige, besynderlige sprogfejl og mærkværdigheder på flere planer. Følgende korte eksempel, som er citeret frit efter hukommelsen, indleder en tekst:

”Abel Abelsen er ikke den eneste med det navn og det cpr-nummer.”

Hvilket cpr-nummer? spørger man først sig selv, eftersom det bestemte kendeord ”det” bruges om noget bekendt. Da det citerede er opslagets første sætning, skulle der naturligvis have stået f.eks.:

”Abel Abelsen er ikke ene om at have det navn og det cpr-nummer, han har.” I dette eksempel var analysen ganske vist let, men alligevel distraherende og efterlader en usikkerhed. Så naturligvis er sprogfejl forstyrrende også for dem, der kan korrigere dem.


H.P. Grices Cooperative Principle.

Spørgsmålet var, om der findes overordnede sprogregler. Et svar herpå kan fås ved at se på H.P. Grices Cooperative Principle, som handler om krav til vore udsagns semantiske indhold. Kort fortalt forudsætter vi ifølge dette princip, at vore udsagn 1) indeholder netop det nødvendige, 2) er velbegrundede, 2) relevante og 4) klare.

Dette bunder i, at hvis vi er interesserede i at formidle et budskab, vil vi også være interesserede i at udtrykke os så klart som muligt for ikke at blive misforstået. Vor interesse heri grunder ikke i noget påbud om, at vi skal være interesserede, men i at vi i modsat fald lige så godt blot kan fremsætte semantisk meningsløse tegnfølger. (Dog forsøger trængte politikere at udtrykke sig med den hensigt at fordunkle sagen.) Med andre ord vil vi være interesserede i at samarbejde, hvis vi vil formidle et budskab, og vi har derfor en grund til at forvente, at andre også er interesserede heri. Det overordnede princip er med andre ord, at kommunikation indebærer samarbejde.


Et grammatisk og leksikalsk samarbejdsprincip.

Dette fører til den tanke, at hvis vi er interesserede i at formidle et budskab, vil vi også være interesserede i at udtrykke os så grammatisk og leksikalsk klart som muligt for ikke at blive misforstået. Hermed har vi et grammatisk-leksikalsk samarbejdsprincip, om at man bør tilstræbe at udtrykke sig grammatisk og leksikalsk klart i alle henseender. Dette princip om samarbejde falder ind under samme overordnede princip som Grices princip.

Følgende fire elementer kan foreløbigt inkluderes under princippet:

1) Man bør anvende sprogets udtryksmuligheder i overensstemmelse med deres formål.

2) Man bør ikke anvende et udtryksmiddel ud over dets grænser, dvs. ikke hvor det ikke hører hjemme. (Medmindre man ønsker en speciel effekt.)

3) Man bør anvende sprogets forskellige udtryksmidler og tilstræbe et nuanceret sprog.

4) Man bør kun bruge ord, hvis man forstår dem helt klart. Man bør således ikke gætte sig til ords betydning. I stedet bør man forbeholde sig sit standpunkt.


Eksempler på brud på det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.

ad 1: Princip 1 er brudt i indledningens eksempel med tekst-tv.

Betoning af ord. Desuden brydes det ved misvisende brug af betoning af såvel sprogets enkelte led som dets stavelser. På dansk bruger man trykket til at betone, hvad der er fokus på i sætningen, sammenlignet med hvad der ellers kunne hævdes. Et kendt eksempel herpå er ”Nu går jeg ’hjem” versus ”Nu ’går jeg hjem”, hvor den første sætning er sat i modsætning til et udsagn om at blive, mens den sidste er i modsætning til at tale om at cykle, tage en taxa, osv., især hvis disse muligheder har været nævnt i situationen.

Et andet eksempel på helt uovervejet brug af betoning forekommer i sætningen: ”Statsministeren er lige nu i Portugal. I morgen rejser hun ’til Italien.” Dette behøver ikke at kommenteres.

Endnu et eksempel er radiospeakerens udtalelse ”Nu ’skal vi videre til næste program”, som om situationen havde stået i stampe længe.

Betoning af stavelser. Et meget misvisende brug af tryk på ordenes morfemer repræsenteres af ”’syge’dagpenge”, der antyder, at ”syge” og ”dag” står i en eller anden gensidig relation til hinanden, lige som ”skole” og ”hjem” i ”skole-hjemsamarbejde”. Jeg har længe undret mig over hvad betydningen af dette ord mon kunne være, da jeg troede, at betoningen var et tilsigtet som meningsudtryk.

ad 2: Dette kan f.eks. bestå i at bruge pronominet ”du”, ikke blot i stedet for ”man”, men også i stedte for ”jeg”, ”de” og - ved hjælp af en omskrivning – i stedet for ”der”:

Eksempel 1: En interviewet forsker siger om en nomadestamme: ”Efterhånden drager du så længere og længere vestpå”.

Eksempel 2: ”På månen har du en tyngdekraft på en sjettedel af jordens.”

ad 3: Mangel på brug. Dette princip kan brydes ved slet ikke at bruge pronominet ”man”, som ellers har en nyttig funktion, men at bruge pronominet ”du” i stedet for. Det sidste diskuteres nedenfor.

Unuanceret sprog. Andre former for uvarieret og upræcis sprogbrug kan f.eks. også bestå i brugen af vendingen ”i forhold til” frem for alternativerne ”for”, ”på”, eller hvad man ellers kan sige i sammenhængen. Eksempelvis har jeg hørt en politiker anvende dette udtryk mindst fire gange i løbet af et kort interview på TV. Nogle gange kan udtrykket være helt i orden, andre gange er det blot lidt uvarieret, når nu man kan nøjes med at sige ”på” eller ”for” eller noget andet. Andre gange igen er meningen ret uklar.

ad 4: Princippet om, at man ikke skal bruge ord, man ikke forstår, tager hensyn til nødvendigheden af at forstå andre og selv at blive forstået. Det betyder, at man ikke skal gætte sig til et ords betydning, men slå den op. Gæt er muligvis årsagen til følgende fænomen: I Nudansk ordbog, 10. reviderede udgave, 1981, er der om ordet ”lemfældig” omhyggeligt anført:

”lem'fældig adj. (fællesnord.: svensk dial. lenjällen medførlig, norsk linnferdig; l. led vistnok lind II; 2. led afl. af fælde, jf. affældig) skånsom, mild, forsigtig: få en l. straf; behandle én lemfældigt.”

I Politikens Nudansk Ordbog, 17. udgave, 1. oplag, 1999, er der derimod anført:

”lemfældig [(...)] adj. -t, -e / 1. som ikke er tilstrækkelig omhyggelig = SKØDESLØS ≠ SAMVITTIGHEDSFULD □ omgås lemfældigt med sandheden ◊ lemfældighed / 2. (foræld.) = LEMPELIG • gå lemfældigt frem ● forsøge alle lemfældige midler ● han fik en lemfældig straf ” [Min understregning og mine skråstreger.]

Måske skyldes ”forældelsen”, at ordet ”lemfældig” rimer på ”tilfældig”, jeg ved det ikke...

Gætteri er den fejl, der er begået i første omgang. Derefter må de mere kyndige først finde ud af de uvidendes misforståede ordbrug, nu da de uvidende ikke på tilsvarende måde har kunnet finde ud af de videndes sprogbrug. I en rum tid herefter har de vidende mennesker kun haft valget mellem 1) ydmygende at tale som de uvidende eller 2) at finde andre måder at udtrykke sig på.

ad 1: Men hvad består det ydmygende i? Dels i mangel på selvbestemmelse, dels i selve det at deltage i en ændret sprogbrug, som er ændret af grunde, man ikke kan agte.

ad 2: Dette er naturligvis muligt. Derimod kan eksisterende skrifter naturligvis ikke ændres, men må herefter forsynes med fodnoter i nyudgivelser. Dette gælder ikke kun for de såkaldte ”pendulord”.


Supplerende kommentarer.

Der findes naturligvis acceptable sprogændringer, f.eks. at bruge verbet ”at adressere” i en betydning, som ikke længere kun har noget med brevforsendelse og personlig henvendelse at gøre, og som muligvis er en afsmitning fra engelsk...

Hvad angår misforståelser af ords betydninger kan disse skyldes, at den talende eller skrivende har ladet sig påvirke af et ords hyppigste brug, således at han tror, at et ord kun kan have den betydning, den har i denne brug. Det gælder et ord som ”chance”, der stammer fra fransk, hvor det har neutral betydning; men da ordet hyppigst bliver brugt i positive sammenhænge, er der nogle, der tror, at det kun har en positiv betydning. Herefter kan man ikke længere bruge ordet ”chance” i en negativ betydning uden at risikere at blive misforstået: De dårlige sprogbrugere har trådt vejen.

Jeg har således stødt på et læserbrev, hvis forfatter revser andre for deres ”nye” brug af dette ord, selv om det er ham selv, der har en fejlagtig opfattelse. I samme læserbrev beklager forfatteren endog, at også ordet ”mulighed” nu blev brugt i negative sammenhænge.

Desuden har mange sprogbrugere en ubegrundet, forsimplet sprogopfattelse, idet de f.eks. beklager det sproglige forfald, der efter deres opfattelser finder sted med brugen af akkusativ i dansk. Men sprog er ikke som byggeklodser.

Naturligvis kan der også ske begrundede udtaleændringer. Nye ord kan således indgå i sproget. Låneords udtale kan give anledning til forskydninger i vokalsystemet. Det tilsvarende kan ske i netværket af ordbetydninger, idet nye forskel kan opstå.

Endelig må det bemærkes, at kan man sagtens være kreativ i litterære tekster, hvis man har et budskab dermed. Men det forudsætter korrekthed eller klarhed i den øvrige tekst. Jf. sætningen ”Min tillid til NN kan ligge på et meget lille sted”, som tilsyneladende indeholder en kategorifejl.


Referencer:

H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).

Dagbladet Informations retorik om sprogændringer.

Indledning:

Begrebet sprogændringer diskuteres i artiklen ”Laveste fællesnævner som sprogligt ideal” i dagbladet Information forfattet af samme dagblads kulturskribent Rasmus Bo Sørensen. Artiklens hovedkonklusion er:

”I København har man valgt at indrette flere veje efter trafikanternes adfærd. Samme princip bør gælde reglerne for den sproglige færdsel”.

Denne forenkling er dog ikke det eneste, der er galt med artiklen. Dette vil jeg forsøge at afklare.

Lad det være sagt med det samme: Det er et frit land, vi lever i, så den enkelte privatperson må selv bestemme, hvilke udtryk han vil bruge i sit sprog, og hvordan han vil bruge dem. Det skal desuden bemærkes, at på denne blog er jeg udelukkende interesseret i at granske argumenters konsistens og lødighed. Af disse to grunde mener jeg at være fuldstændig uhildet i dette emne.


RBS’s allegorier.

RBS starter sin artikel med en historie om, hvordan han i årevis dagligt havde cyklet imod ensretningen på en gade på Nørrebro, hvilket han ikke havde været alene om:

”Hver eneste dag kørte flere hundrede cyklister samme ulovlige vej, indtil kommunen tog konsekvensen og anlagde en cykelsti i modgående retning – og pludselig var forseelsen lovlig.”

Der skulle vel stå ”pludselig var den adfærd, der tidligere havde været en forseelse, lovlig”, eller blot ”pludselig var denne adfærd lovlig”. For en forseelse kan per definition ikke være lovlig.

Men selv efter denne tydeliggørelse er ovenstående ikke en dækkende beskrivelse af situationen: Der er ikke tale om lovliggørelse i eksemplet, men om noget så artigt som anlæggelse af en cykelsti! Derimod kunne man tænke sig et eksempel, hvor cyklister ganske enkelt fik lov til at køre i begge retninger i modsætning til bilisterne, således som det faktisk er tilfældet flere steder. Dette kan dog også ske ud fra en vurdering af færdselsreglernes hensigtsmæssighed, uden at cyklisterne først har brudt dem.

Det citerede skal åbenbart på forhånd formilde de stivstikkere, der ikke kan lide sprogændringer: Læserne må herefter formodes at forstå, hvilken frisk, rebelsk person vi har at gøre med. Ham vil vi ikke være imod, for vi har vel selvrespekt. Selv de mest stivsindede må nu være blødgjorte.

Men hvad med bilisternes adfærd? På en ret trafikeret gade i København har jeg observeret først én bilist køre over for rødt, derefter endnu én køre over for rødt, og lidt efter en tredje, på hvilket tidspunkt der så må være gået ret lang tid. Kunne man her tænke sig, at den relevante myndighed ”tog konsekvensen” og tillod bilisterne at køre over for rødt, således at man derefter kunne sige, at ”pludselig var forseelsen lovlig”? Hvad med hastighedsgrænserne? Væk med dem af samme grund! Myndighederne må tage konsekvenserne, således at hastighedsgrænserne en skønne dag pludselig er væk, idet mindste på den strækning.

Kulturskribenten RBS refererer derefter en fortælling om ”en ældre mand”, der

”beslutter sig for at opfinde sit eget sprog. Han kalder sengen for billede, bordet for tæppe, stolen for vækkeur, avisen for seng. Og så videre”; så længe manden var alene om at bruge et ”privat sprog”, ”havde han ingen problemer med at bilde sig selv ind, at forholdet mellem ordene og tingene var vilkårligt”.

Det må dog bemærkes, at sproget faktisk er ”vilkårligt”, eller mere præcist arbitrært, da det dybest set kunne være anderledes. Desuden kunne lingvister i princippet finde ud af den pågældendes sprog, hvis det var nogenlunde konsistent...

RBS slutter referatet:

»Den gamle mand i den grå frakke kunne ikke længere forstå folk, det var ikke så slemt. Det var meget værre, at de ikke længere kunne forstå ham. Og derfor sagde han ingenting mere.«

Åbenbart bærer den ældre mand også en grå frakke. Læserne må nu endelig formodes at forstå, hvilken trist person vi har at gøre med, og derfor at tage afstand, således at de lettere vil følge RBS konklusion:

”at sprog er et fælles projekt. Vi er afhængige af en social konvention, der slår fast, hvad ordene betyder, og hvordan de skal staves.”

Men hvor meget socialt og fælles er der i sproget? Vi bliver ganske vist nødt til at bruge det samme sprog, men det er ikke nødvendigvis de klogeste, der løber forrest.

RBS hævder, at ”Retskrivningsordbogens 4. udgave er et autoritativt øjebliksbillede anno 2012 af den sociale konvention, vi kalder det danske sprog.”


Dansk sprognævn.

Derefter refererer RBS fra en artikel af Mette Olsen i Politiken, hvori sprognævnets direktør, Sabine Kirchmeier-Andersen hævder:

»Det er jo lige godt at skrive akvarie og akvarium; det ene ord følger et dansk princip, det andet et latinsk princip, og begge logikker giver mening. Så det må være udviklingen og flertallet, der bestemmer.« [MO]

Nu skal de efterhånden frisindede og fleksible læsere åbenbart pludselig falde på halen for autoriteter.


Konklusion om sprognævnet og RBS’ artikel.

Hvis folk kan begrunde deres påstande, kan undertegnede naturligvis godt både give dem ret og respektere dem. Men flere af Sprognævnets ræsonnementer har givet undertegnede grunde til ikke at respektere Sprognævnet. (Jf. indlægget ”Flere argumentationsfejl fra Dansk Sprognævn” på denne blog.)

Hvad mon det er for et princip, de to ord følger? Kan det tænkes at være bøjningsmønstrene henholdsvis:

1) akvarie, akvariet, akvarier, akvarierne

2) akvarium, akvariet, akvariet, akvarier, akvarierne.

Der er imidlertid ikke meget ”latinsk princip” i det sidste paradigme: der er blot tale, om at ”akvarium” er hentet fra latin, men bøjet ligesom nogle danske substantiver. Jeg har hørt en sprogforsker sige, at den første bøjning da var meget udmærket, for det var jo en regelmæssig bøjning. Det har han naturligvis lov til at mene. Men argument er blot ikke tvingende, eftersom det ikke er et krav, at ord skal være regelmæssigt bøjede, eller at sproget overhovedet skal være regelmæssigt.

Desuden er det relevant at spørge om, hvad det er for nogle ”logikker” der er tale om. Det er ikke en sprogbrug, jeg har "fælles" med SKA.

Det må konkluderes, at RBS’ artikel er langt fra at give en dybsindig afklaring af begrebet sprogændring.

Referencer:

[RBS]: http://www.information.dk/317078 (15. november 2012).

[MO]: http://politiken.dk/kultur/ECE1704290/dansk-sprognaevn-nu-maa-danskerne-gerne-skrive-akvarie-og-evangelie/ (31. JUL. 2012 KL. 06.53)

To eksempler på kedelig retorik og mangelfuld argumentation.

Jeg har tidligere indledt et indlæg med at fremføre, at ofte er det kritisable ikke kun det, folk mener, men også måden, de mener det på. Der burde være tilføjet: og måden, de udtrykker det på. Det drejer sig om indlægget Kedelig retorik og mangelfuld argumentation, som indeholdt en kritik af Özlem Sara Cekics indlæg Tankløst angreb på omskæring på ozlem.dk.

Det refererede udsagn passer imidlertid også på et indlæg af Martin Krasnik og på et indlæg af Birthe Rønn Hornbæk.


Birthe Rønn Hornbæks indlæg.

På www.kristeligt-dagblad.dk findes en artikel af Birthe Rønn Hornbæk med overskriften ”Omskæringsdebat afspejler religionshad” [BRH]. Overskriften er muligvis Politikens valg, men i det mindste udtrykker BRH senere i artiklen ”at der er en del religionshad og religionsangst i hele denne diskussion”. Artiklen besvarer ikke disse to spørgsmål 1) Hvor ved BRH dette fra? og 2) Hvad er BRH’s dokumentation?

Så meget desto værre er det, at BRH selv stiller spørgsmålet: ”Vi er vidne til en hetz mod jøder, uden nogen form for dokumentation”.

BRH spørger bekymrende om hvorfor ”gamle nyheder igen, igen, igen kan koges op og bringe store dele af en nation på hysteriets rand?” Det er NRH selv der bruger grove udtryk over for de mennesker, der fremfører at omskæring af drenge er krænkende for den personlige integritet. Hvad hysterisk er der i det? BRH bruger derimod selv udtryk som ”religionshad”, ”uden nogen form for dokumentation”, ”hysteriets rand” og ”hetz mod jøder”.

BRH fremfører som eksempel ”Se nu bare til omskæring af jødiske drenge. Og jeg mener jødiske, for jeg kender ikke meget til baggrunden for den muslimske omskæring.”

På baggrund af dette manglende kendskab begrænser BRH diskussionen til kun at omfatte Jøder, hvorved BRH tilfældigvis lettere kan beskylde sin modpart for jødehad.

BRH fremfører, at omskæring har fundet sted i tusinder af år. Men at noget har foregået i tusinder af år er ikke et argument for, at det skal fortsætte. Hvis der er tale om elendighed, er det på tide at den holder op.

Som dokumentation for sin påstand om modpartens manglende dokumentation henviser BRH uden nærmere reference til påstande om ”en forhenværende læge”.

Men omskæring af drenge er først og fremmest forkert, fordi det er et overgreb mod deres personlige integritet. Hvis drengene vælger ikke at blive religiøse, kan overgrebet ikke gøres om. Der er tale om en grov krænkelse. Dette er rigelig dokumentation.

Ifølge BRH deltager en læge i krænkelserne. Men det gør ikke overgrebet mindre, at der er en læge tilstede, hverken før eller efter overgrebet.

BRH klager over manglende dokumentation... Antagelig taler BRH om fysiske skader, men uanset hvor sikkert indgrebet foretages er der tale om en krænkelse af individet ret til et bestemme over sin egen krop.

Derefter fremfører BRH sammenligningen af omskæring med barnedåb. Der er allerede argumenteret tilstrækkeligt for, at denne sammenligning ikke holder... Jf. indlægget Kedelig retorik og mangelfuld argumentation

Ligeledes taler BRH om argumenter for børns selvbestemmelsesret. Dette er en forvanskning af ovenstående argument for hensynet til den personlige integritet.

Der er flere kritiske argumenter at fremføre mod BRH’ indlæg. Men hovedformålet med denne kritik er at påpege nogle af de notorisk dårlige og uetiske argumenter, der findes.

Således er det dybt uetisk af BRH at antyde, at modstanderne af abort er jødehadere. Denne antydning forstærker BRH ved kun at tale om jøders omskæring af deres drenge. Hvor er det heldigt for BRH, at hun er uvidende om den omskæring, der foregår i andre religioner og kulturers omskæring. Herved mener hun at kunne undgå at tage stilling til denne. Men lidt ved hun vel?

Endnu værre er det, at BRH hævder, at hun føler

”... at en beslutning om et forbud nærmest er en beslutning om at opfordre enten til kvaksalveri eller til, at jøderne skal forlade Danmark. Hvis det er det sidste, man ønsker, bør det siges rent ud.”

Men det, der er tilfældet, er simpelthen, at kritikerne ønsker at påpege det forkastelige i at krænke andre mennesker fysisk og psykisk, uanset hvem man er, og hvad motivet er.

Derudover behøver BRH’s forskellige antydninger forhåbentlig ikke yderligere kommentar.


Martin Krasniks indlæg.

Politiken bringer en artikel ”Krasnik: Nu kan det være nok!” [MK], som er forfattet af Martin Krasnik selv. Denne indleder med ordene:

”Morten Frisch får sikkert ikke meget offentlig opmærksomhed i sit job som overlæge på Statens Serum Institut. Men nu har epidemiologien fået sin summer of fame.”

Således starter MK med at nedgøre sin modpart. Resten er kun arrige påstande uden tydelige referencer. Men offentlig personlig opmærksomhed er åbenbart et vigtigt begreb for MK.

Den kritiserede Morten Frisch imødegår selv MK’s kritik i dagbladet Berlingske Tidenden i artiklen ”Professor tager til genmæle i omskæringsdebat” [MF2].

Her skal kun ses på tre punkter:

1) Krasnik hævder ”Da Frisch i Politiken 26.7 endelig blev presset af et indlæg af tre kritiske, danske forskere, forsvarede han sig med, at hans lillebitte gruppe omskårne drengebørn viser samme tendens som resten af de adspurgte, og at hans undersøgelse derfor er god nok.”

Krasnik konkluderer:

”Det burde være nok med to timers statistik i gymnasiet for at vide, at det er for tåbeligt.”

Dette er ikke korrekt, da et lille antal tal godt kan give signifikante resultater, hvilket Morten Frisch da også anfører. (Jf. [MF1])

2) MK antyder ufint, at MF ikke vil svare, men finder på noget andet:

”Nu siger han så, at det slet ikke handler om »operationsrisiko eller seksuelle konsekvenser af omskæring, men om drenges helt basale ret til en intakt krop «.”

Der er imidlertid ikke nogen modstrid her. således som MK antyder, da der er tale om to uafhængige emner, hvorfor begge MF’s udsagn naturligvis kan være rigtige, og også er det.

3) Krasnik fortsætter.

”Sjovt nok bedyrede han præcis det modsatte i det britiske tidsskrift, hvor han skrev, at han »aldrig har udtrykt nogen modstand, etisk, medicinsk eller på andre måder, mod mandlig omskæring som sådan«.

Der er heller ikke nogen modstrid her, da der er forskel på bevidst krænkelse og medicinsk nødvendighed.

To positive ting er der dog at sige. Det ene er, at jeg ganske vist ofte er stødt på frygtelig elendige internetkommentarer, men heldigvis har der til såvel BRH’s og til MK’s artikler været fremført flere klare og velargumenterede modargumenter. Det andet er, at det forhåbentligt er lærerigt for MK et opleve at det er muligt at fremføre klare og besindige gensvar på selv de groveste beskyldninger.

I denne forbindelse må det bemærkes, at de dårligst udformede argumenter er de vanskeligste at kommentere. Dette gælder, hvad enten de er korrekte eller fejlagtige. Men desværre er de sidstnævnte ofte blandt de dårligst formulerede.


Referencer:

[BRH]: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/471775:Debat--Birthe-Roenn--Omskaeringsdebat-afspejler-religionshad (27. juli 2012).

[MK]: http://politiken.dk/debat/ECE1700293/krasnik-nu-kan-det-vaere-nok/ (27. JUL. 2012 KL. 11.29).

[MF1]: http://politiken.dk/debat/ECE1705203/frisch-hvad-viser-omskaeringsundersoegelsen-egentlig/ (1. aug. 2012 kl. 09.13.)

[MF2]: http://m.b.dk/touch/article.pml;jsessionid=A15920445DA99777E6C0E31B6E55F777.uw-portal4?guid=21769485 (14. aug. 2012).

[JS]: http://c15179012.r12.cf2.rackcdn.com/politiken-POLPNDAB260712L10A006.pdf (POLITIKEN Torsdag 26. juli 2012)

Ignosticisme og semantisk mening. *)

Indlægget ”Præsupponeringer i religion og realismedebatten” påpegede blandt andet det fejlagtige i at definere ateisme som det modsatte af teisme. Der kan ganske vist fremføres følgende mere brede definition af ateisme: ”Det at være ateist er det samme som ikke at være teist”. Jf. hjemmesiden [Skepticisme], ifølge hvilken ateisme er fraværet af gudetro. Denne definition kræver imidlertid en del velvilje, eftersom det ikke er alle, der ikke kalder sig selv teister, der kan acceptere den; og det har de gode grunde til. Der kan nemlig argumenteres for, at religiøse sætninger er semantisk meningsløse tegnfølger, idet f.eks. tegnfølger som ”gud” og ”tro” anvendt i religiøse sammenhænge mangler ordmening, og da definitionen af teisme er baseret på sådanne tegnfølger. De, der har indset dette, kan hverken kaldes teister eller ateister. Thi man kan hverken benægte eller bekræfte en sætning, der er semantisk meningsløs, men kun hævde og begrunde, at den er semantisk meningsløs. Dette vil nogle måske kalde agnosticisme, men for det første har denne betegnelse heller ikke semantisk mening. For det andet må det bemærkes, at det er et stærkere udsagn at hævde, at en sætning er semantisk meningsløs, end at hævde, at den er sand, eller at den er falsk, simpelthen fordi den ikke engang kvalificerer sig til at være dette. Jf. afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5 ([Afhandling Nr. 5]), hvori der er argumenteret for, at religiøse sætninger mangler ordmening og derfor er semantisk meningsløse.

Ignosticisme.

Standpunktet ignosticisme eller igteisme er tilsyneladende i overensstemmelse med disse betragtninger, men er alt for uklar, da det også antyder en vis accept.

Ifølge wiktionary.org er etymologien for ordet ”ignosticisme”:

”ig- (fra ignorant) + gnostisk + -ism.” ([Etymology], min oversættelse.)

Jeg vil her nøjes med at forholde mig til definitionen af ignosticisme, således som den er formuleret i Wikipedias engelske udgave, samt nogle resumerende bemærkninger deri.

Wikipedia fremfører to definitioner på ignosticisme. Ifølge den første er ignosticisme:

”Den opfattelse, at der må fremføres en sammenhængende definition af Gud, før spørgsmålet om eksistensen af gud meningsfuldt kan diskuteres.” ([Ignosticism], min oversættelse.)

Dette svarer for så vidt til, hvad der er fremført i ovennævnte afsnit ”Semantisk kritik af religiøse tegnføler”, dog først efter en nødvendig korrektion. Thi for ikke at være semantisk fejlfyldt burde der stå:

”Den opfattelse, at der må fremføres en sammenhængende definition af termen ”Gud”, før udsagnet ”Gud eksisterer” meningsfuldt kan diskuteres.” ([Ignosticism], mine fremhævelseraf ændringerne.)

I dette netop refererede afsnit fra [Afhandling Nr. 5] er der imidlertid også argumenteret for, at en sådan semantisk mening rent faktisk ikke kan etableres, idet flere muligheder blev gennemgået og kritiseret.

I samme leksikonartikel fremføres også:

’Emnet kan præciseres på følgende simplificerede måde ”En ateist ville sige ’Jeg tror ikke, gud eksisterer’; en agnostiker ville sige ’Jeg ved ikke, om Gud eksisterer’; og en ignostiker ville sige ’Jeg ved ikke, hvad du mener, når du siger ”Gud eksisterer”’.”’ ([Ignosticism]. min oversættelse)

Hertil må bemærkes, at det er misvisende at sætte sidstnævnte holdning på lige fod eller på linje med ateisme og agnosticisme. Disse to indstillinger til religion er på lige fod med hinanden og teisme, idet de alle forudsætter, at de ovenfor nævnte sætninger, som deres tilhængere formodes at ville fremføre, har semantisk mening og ikke blot låner et skin af semantisk mening fra faktiske ord. Ignosticisme i sin bedste udformning er derimod blot en følge af den helt elementære sandhed, at alle sætninger skal have en afklaret mening for at kunne diskuteres.

Men først og fremmest vender citatet simpelthen sagen på hovedet. Det er ikke de personer, der kan argumentere for religionernes semantiske meningsløshed, der er uvidende. For det er de religiøse, der skal kunne forklare deres egne putative begreber, før betegnelserne for dem kan tilskrives semantisk mening. Så længe de religiøse ikke kan dette, er det dem, der er uvidende om, hvad det er for nogle diffuse forestillinger, de selv har. I ovennævnte afsnit ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” er dette gennemgået og begrundet i flere henseender og med stadig stigende imødekommenhed.

Det er her tale om samme slags misbrug af ordet ”uvidende” som at kalde en person uvidende, hvis han ikke ved, hvor hans nabo plejer at opbevare sin værktøjskasse.

Ifølge leksikonartiklens anden definition er ignosticisme synonym med teologisk nonkognitivisme.

Teologisk nonkognitivisme.

Denne defineres på følgende made:

’Teologisk nonkognitivisme er det argument, at religiøst sprog, og specielt ord som ”Gud”, ikke er kognitivt meningsfuldt. Det betragtes nogle gange som synonymt med ignosticisme.’ ([Theological noncognitivism], min oversættelse)

Dette er imidlertid et alt for svagt udsagn, da begrebet om kognitiv meningsfuldhed blot indebærer, at det diskuterede skal være afgørbart, enten analytisk eller empirisk. Men da religiøse sætninger ikke er semantisk meningsfulde, kvalificerer de sig ikke engang til at blive genstand for en analytisk eller empirisk undersøgelse.

Leksikonartiklen konkluderer:

”Lige som det gælder for ignosticisme, afventer den konsistente tilhænger af teologisk nonkognitivisme en sammenhængende definition af ordet Gud (eller af enhver anden metafysisk ytring, der påstås at være diskuterbar), før han kan engagere sig i argumenter for eller imod Guds eksistens.” ([Theological noncognitivism], min oversættelseper og brug af fede typer.)

Ganske vist kan man kun udtale sig om sætninger, der indeholder lutter afklarede begreber, således at de faktisk er udsagn. Men det er misvisende at kalde dette faktum at være afventende. Der er blot tale om det elementære krav, at enhver sætning må have en afklaret mening, for at den kan være et udsagn, der kan tages stilling til.

Desuden er det citerede selv semantisk meningsløst, da det indeholder den uafklarede tegnfølge ”Guds eksistens”. Formuleringen antyder besnærende, at det er givet, at denne tegnfølge kan tildeles en mening, som vi blot venter på. Det citerede indeholde den samme fejl som sætningen ”Før det kan afgøres, om Kryxir findes, må det afgøres, hvad ’Kryxir’ betegner”. Denne sætning antyder, at det er givet, at ”Kryxir” betegner noget, som vi blot ikke endnu har afklaret. Man kan ganske vist godt referere til tegnfølger, som man ikke selv kender betydningen af, men man bruger dem ikke som ord. Vi kan i stedet sige ”Nogle mennesker hævder, at der findes et eller andet, som de kalder ’Kryxir’. Før vi kan forholde os til det, må de forklare, hvad de taler om”.

Både dem, der hævder ”Gud findes”, og dem, der hævder ”Kryxir findes”, må simpelthen forventes at have en forklaring parat, dvs. at vide, hvad de selv siger. At de ikke formår dette, er ikke en indstilling hos dem, der kan påpege det.

*) Et tidligere indlæg med denne overskrift er oversat til engelsk, idet der dog er foretaget visse ændringer. Disse er gengivet i denne artikel. Den oprindelige artikel er forsøgt bevaret (dvs. genoprettet efter tekniske fejl).


Litteratur:

[Afhandling Nr. 5]:
http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.html eller i 
http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme/afhandlinger---nye-versioner

[Etymologi]: http://en.wiktionary.org/wiki/ignosticism.

[Ignosticism]: http://en.wikipedia.org/wiki/Ignosticism.

[Skepticisme]: http://www.skepticisme.dk/2008/12/hvis-man-ikke-er-teist-s-er-man-ateist.html.

[Theological noncognitivism]: http://en.wikipedia.org/wiki/Theological_noncognitivism.

Omskæring. En kommentar til Cekics svar.

Özlem Sara Cekic (ÖSC), folketingsmedlem for SF, har sendt følgende svar på mailen, som er refereret i artiklen Spørgsmål til Özlem Sara Cekic om hendes reaktion på kritik.

”Kære Ove

Tak for din mail. Undskyld det sene svar, men jeg får rigtig mange henvendelser for tiden.

Jeg har læst det indlæg du omtaler og følger debatten, men jeg har endnu ikke mødt nogle argumenter som har fået mig til at skifte holdning.

Jeg har bidraget med et kapitel til Bente Dalsbæks bog ”Med eller uden skræl”, som du kan læse, hvis du er interesseret.

Med venlig hilsen

Özlem Cekic”

- - -

Til dette har jeg svaret følgende:

”Kære Özlem Cekic.

Tak for dit svar på min mail. Det var nu meget kortfattet. Men det er da rart at vide, at du deltager i debatten om omskæring.

Jeg refererede dog eksplicit til læge Jens Hornshøjs bidrag til debatten. Dette indlæg indeholder en række afgørende argumenter, såvel medicinske som etiske. Men du har åbenbart ikke tid til at fremføre dine klare modargumenter.

Det vigtigste etiske argument mod omskæring er dog, at der er tale om et overgreb, der krænker offerets personlige integritet. Hvorfor skal forældre have lov til at mærke deres barn med fysiske tegn på deres egen religiøsitet?

Endelig skal jeg gøre opmærksom på, at jeg på grund af min generelle interesse for etisk debatniveau har fokuseret på din artikel om omskæring. Resultatet er at læse på min blog Argumenter på www.ovemk.blogspot.com i artiklen Kedelig retorik og mangelfuld argumentation. Jeg undrer mig over, at det er en så almindelig udbredt vane at pakke argumenter ind i nedladende kommentarer frem for at være saglig.

I øvrigt er det for nemt blot at henvise til egne skrivelser i en debat. Men du skal alligevel have tak for din litterære henvisning. Dit indlæg ”Den formende” forholder sig dog ikke nævneværdig meget til f.eks. Jens Hornshøjs argumentation mod omskæring.

Med venlig hilsen

Ove Møbjerg Kristensen.”

Supplerende bemærkninger:

ÖSC’s svar er naturligvis særdeles nedslående. Erklæringen ”jeg har endnu ikke mødt nogen argumenter som har fået mig til at skifte holdning” er et meget upræcist svar på mit spørgsmål, om hvorvidt hun har forholdt sig til Jens Hornshøjs artikel.

Som en del af sit svar henviser ÖSC til sit bidrag til en antologi om omskæring. Generelt bør man ikke i en debat blot henvise til sine egne skrifter, men kun til relevante resuméer eller citater derfra. Man skal gøre sig fortjent til at blive læst. Dette har også dagbladet Informations yndlingsdebattør Søren Krarup fra Dansk Folkeparti flere gange udvist manglende forståelse for i Informations læserbrevsspalter.

Desuden virker denne anbefaling som en afledningsmanøvre, hvilket mildt sagt er for bekvemt, især da bidraget blot er et trist stemningsbillede. Dette bliver ikke bedre af, at ÖSC i antologien hævder, at kritikken af omskæring er udtryk for særlige krav til ”danskere med minoritetsbaggrund” ([Dalsbæk 09] p. 84). Kritikken gælder alle, der begår omskæring af irrationelle grunde.

ÖSC’s bidrag afsluttes med nogle bedrøvelige overvejelser, som kommenteres her

Om sine kritikere har ÖSC foretaget sig følgende refleksion:

”Jeg har tænkt ’Gud, bliver jeg sammenlignet med de forældre, der begår overgreb med deres børn’”. ([Dalsbæk 09] p. 84)

Dette er en frygtelig naiv tanke, eftersom omskæring netop er et overgreb, endog med livsvarige konsekvenser. Tankeløs er også ÖSC’s brug af verbet ”at stigmatisere” i følgende overvejelser:

”Jeg synes, det er enormt stigmatiserende, når der står nogen og siger, at jeg tilhører en gruppe, der ikke er i stand til at passe på mit barn. Jeg mener faktisk, at jeg gør det bedste for mine børn.” ([Dalsbæk 09] p. 84-85)

At stigmatisere betyder som bekendt at brændemærke. Omskæring er ikke bogstavelig talt brændemærkning, men det er livsvarig mærkning med en kniv.

De mennesker, der går ind for korporlig revselse, mener også, at de gør det bedste for deres børn. Men det gør hverken de eller ÖSC.

Følgende seriøst mente erklæring er temmelig bedrøvelig:

”I forhold til troen får børnene at vide, hvad jeg tror på, og hvad far tror på, og så kan de tro, hvad de vil, senere.” ([Dalsbæk 09] p. 86-87)

Ja, det kan de ganske vist, men deres omskæring kan de rent faktisk ikke vælge fra.

ÖSC mener, at der mangler ”den dér forståelse i debatten, at man sætter sig ind i hinandens situation...” ([Dalsbæk 09] p. 85)

Ja, det er børnenes og de senere voksne, omskårnes situation, det drejer sig om, således som den lige er blevet karakteriseret, og den har kritikerne af omskæring faktisk forståelse for i modsætning til dem, der går ind for omskæring.

Litteratur.

[Dalsbæk 09] Bente Dalsbæk, ed: Med eller uden skræl, BROE (København 2009).

[Hornshøj 09] Jens Hornshøj: Når man skærer i folk er der risiko for skader, http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader Opdateret 27/2 2009

Spørgsmål til Özlem Sara Cekic om hendes reaktion på kritik.

Den 26/8 2012 har jeg sendt en E-mail til Özlem Sara Cekic’s E-mail-adresse i folketinget ozlem.cekic@ft.dk med følgende indhold:

”Emne: Spørgsmål om reaktion på kritik.

Kære Özlem Sara Cekic.

Jeg synes, at det er forfærdeligt at høre, at du er frataget dine ordfører poster i SF. Jeg troede, at der var højere til loftet i SF end i DF. Denne her henvendelse rejer sig dog om en anden problematik.

I forbindelse med min aktive interesse for filosofi, religionskritik og argumentation som sådan har jeg fulgt med i debatten om religiøs omskæring af drenge. Jeg er herunder stødt på din artikel Tankløst angreb på omskæring på din hjemmeside ozlem.dk, fra den 23/11 (2008?). I Dagensmedicin.dk er jeg ligeledes stødt på en grundig og sober kritik af dine standpunkter i artiklen Når man skærer i folk er der risiko for skader, som er forfattet af læge Jens Hornshøj. Den ligger på adressen http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader/.

Jeg vil gerne høre, om du har taget stilling til denne artikel, dvs. enten givet Hornshøj ret i hans argumenter eller gendrevet dem.

Desværre er det sådan i dagens debat, at når politikere får et indlæg pragt i en avis, kan den derefter ganske vist kritiseres på internetdebatten eller i nogle små læserbreve; men uanset hvor velargumenterende og præcis kritikken er, føler politikerne sig sjældent forpligtede til at argumentere imod den. De gentager blot deres standpunkter andre steder. Jeg håber, at du er hævet over det niveau.

På forhånd tak for et snarligt svar.

Med venlig hilsen

Ove Møbjerg Kristensen.

Platanvej 7, 6. sal lejl 27

1810 Frederiksberg C.

(Cand. mag. i filosofi og lingvistik.)”

Det umulige i at begrunde folkekirkens berettigelse.

En udsendelse om folkekirken i DR P1, 25/8 2012, omtales i DR’s program på følgende måde:

”Hvad vil vi med Folkekirken? Antallet af danskere, der går til gudstjeneste er faldet støt og konstant over de seneste 20 år. De fleste af os kommer kun, hvis vi har fået en invitation til bryllup, dåb, konfirmation eller begravelse. Hvad vil vi med folkekirken? Det diskuterer samfundsforsker Johannes Andersen, ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal og kunstner Majbritte Ulrikkeholm. Tilrettelæggelse: Lene Juul”

Generelt om debatten må det siges, at den var halvreligiøs og på religionens præmisser. Debattørerne formåede ikke at hæve sig op over tingene og se på sagen med et overblik. Førstnævnte erklærede sig ikke-religiøs, men det kunne man ikke mærke meget til i debatten. Næstnævnte skulle man tro var mere nøgtern qua sin uddannelse i religionsvidenskab, men det var heller ikke tilfældet. Faktisk har jeg endnu hverken i dagblade eller på radio eller TV læst eller hørt eksempler på, at nogen har formået at diskutere religion uden at gøre det på religionens præmisser!

Gyldige præmisser.

Men det er fuldstændig afgørende for diskussionen af, hvorvidt Danmark skal have en folkekirke, at det kan begrundes, at det ikke kan begrundes, at Danmark skal have en folkekirke:

Enhver gyldig begrundelse kræver gyldige præmisser. Præmisser består af udsagn eller rettere, præmisser er udsagn. Udsagn er sætninger, der har semantisk mening. For at en sætning kan have semantisk mening, må den udelukkende bestå af tegnfølger eller udtryk, der er ord, og evt. af nogle tegnfølger i anførselstegn. (Det sidste anføres af hensyn til eventuelle sofister.) For at en tegnfølge kan udgøre et ord, skal den have semantisk mening, dvs. den skal have ordmening.

Det ligger i begrebet ordmening, at man skal kunne redegøre for, hvilken ordmening der er tale om, f.eks. på følgende måde: ”En stol er et møbel, man kan sidde på”. En forklaring kan naturligvis ikke blot være selvrefererende, som f.eks. når nogle sprogfolk siger ”’Nogen’ betyder nogen som helst”. Man forstår muligvis lidt af tankergangen bag denne forklaring, men hjælpeløs er den. Endnu ringere er forklaringen ”Min tro er min tro på...”. Forklaringen ”Gud er Gud” er naturligvis helt uantagelig som forklaring af ordmeningen af tegnfølgen ”Gud”.

Skin af semantisk mening.

Endelig må ethvert ord bruges i en af sine forklarede betydninger. Det er således uantagelig at bruge et ord uden at bruge det i den betydning, det allerede har, og samtidig antyde, at der er tale om det samme, blot forskellige anvendelser. Således kan en taler begå denne fejl ved at lade der ske en betydningsglidning fra en afklaret betydning til en postuleret eller dunkel ikke-betydning. Denne fejl begås for eksempel af den tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling i sit ellers udmærkede Rosenkjær-foredrag i Danmarks Radio, den 15. okt. 2008. Ole Hartling anvender her først ordet ”tro” i betydningen formodning for derefter at bruge ordet i en ikke-betydning af religiøs art, hvad den så end består i. Men de religiøse må kunne udrede en sådan betydning af dette udtryk for at være oprigtige. Thi ved denne misbrug af ordet ”tro” lader de religiøse, inklusive den prisbelønnede formand for Etisk Råd Ole Hartling, deres semantisk meningsløse udtryk låne et skin af semantisk mening fra udtryk, der faktisk har en semantisk mening og dermed er ord.

For at de religiøse kan forklare den eventuelle sproglige mening af for eksempel det religiøse udsagn ”Der eksisterer en gud”, må de se på sagen med friske øjne og se bort fra vor eventuelle religiøse opdragelse, i en bred betydning af dette ord. Således mangler udtrykket ”gud” i denne religiøse sætning en semantisk afklaret betydning. Thi det alene, at en kreds af personer anvender det samme udtryk, er ikke tilstrækkeligt til at give det en semantisk mening. Denne må de religiøse udrede ud fra allerede kendte begreber og erfaringer, dvs. uden at forudsætte, at deres religiøse udtryk allerede har semantisk mening. Under disse forudsætninger bliver forklaringen imidlertid rationel eller empirisk baseret. Det betyder, at den kan diskuteres og kritiseres, og dermed at de religiøse skal kunne forsvare og begrunde den. Det vil de næppe være tilfredse med.

Dette er dog en ren hypotetisk mulighed. For religiøse sætninger kan hverken diskuteres rationelt eller empirisk. Religiøse sætninger er simpelthen fejlagtige, fordi de er sprogligt meningsløse. Med andre ord:

Religiøse sætninger kvalificerer sig simpelthen ikke til at være genstand for en logisk eller videnskabelig undersøgelse.

Det betyder, at det at ophøje religioner til at være noget enestående med den begrundelse, at de er uden for videnskabens rækkevidde, er at vende op og ned på sagens sammenhæng.

En fyldestgørende forklaring af dette og meget andet i denne forbindelse er givet i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5.

Af denne udredning kan følgende konkluderes: Religiøse sætninger er ganske vist ikke stavelsesstumper, men de er semantiske brudstykker, som den religiøse forholder sig til, som om disse brudstykker havde en tydelig sproglig mening. Derfor kan religiøse sætninger ikke i sig selv begrunde, at noget land skal have en folkekirke.

Forsøg på en sekundær begrundelse.

Nogle vil i stedet begrunde en sådan idé med, at eksistensen af en folkekirke vil berolige de religiøse gemytter, da det vil begrænse mængden af rabiate frimenigheder.

Sådanne argumenter er fremført af cand.teol. og mag. Ebbe Gudmand-Høyer i artiklen ”Troen som en klippe” i dagbladet Information den 16. oktober 1998 og af mag.art. Stig Alstrup Rasmussen i artiklen ”Jamen Gud er da død” i dagbladet Information den 20. oktober 1998. Begge indlæg er reaktioner på Overlæge Ph.d. Svend Lings’ artikel ”Nedlæg de teologiske fakulteter” i Information den 23. september 1998.

Det er muligt at eksistensen af en folkekirke vil have en sådan effekt. Men den vil også være en accept af, at folk lader sig forlede af semantiske brudstykker i stedet for at blive oplyste og intellektuelt aktive og berigede – for det gode livs skyld og for det veludviklede samfunds skyld.

Litteratur.

Afhandling Nr. 5: http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume.htm
eller http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme.

Ebbe Gudmand-Høyer, ”Troen som en klippe”: http://www.information.dk/24011.

Stig Alstrup Rasmussen ”Jamen Gud er da død”: http://www.information.dk/24099.

Svend Lings ”Nedlæg de teologiske fakulteter”: http://www.information.dk/23237.

Et etisk grundlag.

Findes der et grundlag for en etik og politik, dvs. et eller flere objektivt begrundede udsagn om, hvordan det er rigtigst at handle?

Spørgsmålet er tidligere belyst i Afhandling Nr. 6, hvor der også er fremført nogle eksempler på konsekvenser for en politik.

Behandlingen tog udgangspunkt i det standpunkt, som Alfred Jules Ayer fremfører i Language, Truth and Logic ([Ayer 74], pp. 136-150), at det eneste, vi kan argumentere for angående moral, er de fakta, der understøtter vore moralske konklusioner givet en bestemt moralsk indstilling, hvorimod vi ikke kan argumentere for selve den pågældende moralske indstilling. ([Ayer 74], p. 147) Så vidt jeg kan se, begrunder Ayer pudsigt nok ikke sit standpunkt.

Som det næstbedste svar på dette spørgsmål kan det subsidiært forestilles, at der følger et grundlag af et bestemt udsagn, som det ville være urimeligt ikke at acceptere. Men det er heldigvis ikke nødvendigt at nøjes med dette.

Hvad angår det nødvendige grundlag, kan følgende overvejelser gøres.

Argumentationsprincippet.

I lighed med Aristoteles modsigelsesprincip kan vi tale om et ”argumentationsprincip”. Dette er ret indlysende og lyder:

Det er nødvendigt, at man kan argumentere for sine udsagn, for at de kan være standpunkter.

Man kan vælge ikke at diskutere sine standpunkter. De, der har den indstilling, kan blot insisterende hævde ”Jeg vælger at mene, hvad som helst det passer mig at mene”. Men i så fald og ifølge sagens natur har vi kun at gøre med et ubegrundet standpunkt. Dette er højst et sociologisk problem, ikke et filosofisk.

Det kan argumenteres mod dette standpunkt, for så vidt det kan kaldes et standpunkt, at et ubegrundet standpunkt blot er vilkårligt, og at det følger af standpunktet, at det ene standpunkt kan være lige så godt eller dårligt som det andet, samt at standpunktet fører til en situation, hvor tilfældige standpunkter står over for hinanden. Men dette nytter ikke over for den person, der fremfører det. Man kan kun overbevise indehaveren ved at få ham til at argumentere for sit standpunkt. (For så er standpunktet ikke bare et valg, men et standpunkt, som indehaveren mener er rigtigt.) Jf. [Aristoteles 1968] 1006a.

Dette argument kan sammenlignes med Aristoteles’ argumentation for modsigelsesprincippet: at man ikke kan argumentere imod den, der benægter det, da det forudsætter det, der skal bevises. Man kan kun overbevise ham ved at få ham til at følge princippet.

Udledningen af et grundlag for en etik.

Hvis man derimod overhovedet vil diskutere spørgsmålet, om der findes et grundlag for en etik og politik, må man indrømme, at der findes et sådant grundlag, oven i købet det grundlag, som det viser sig at være tale om. Grunden hertil er følgende:

Hvis man ønsker at diskutere spørgsmålet og eftersøge et svar på det, må man fordybe sig i det og søge at afklare alle de forhold, der kan belyse det. Dette kræver gode livsforhold for den, der vil bestræbe sig på at foretage de nødvendige undersøgelser og overvejelser. Hermed har vi fundet frem til grundlaget for en etik og en politik: hensynet til og et krav om gode livsforhold for alle. Dette har konkrete implikationer for, hvordan samfundet skal være for at opfylde dette, og for hvordan vi bør handle.

Hver persons individuelle situation og omgivelser bør naturligvis inddrages i den enkeltes vurdering af sine handlinger. Derfor må den enkelte fordybe sig i en række forskelligartede forhold. Thi etiske spørgsmål skal afgøres ud fra en forståelse af sagen selv, og hvad den involverer. Det betyder, at enhver form for påbudsetik må forkastes. (Dette har naturligvis intet at gøre med færdselsregler og lignende.)

Der kan indvendes mod dette argument, at det er meget søgt at argumentere for, at der findes objektive argumenter for, hvordan vi skal handle og indrette samfundet, som er baserede på betingelserne for selve det at diskutere, hvorvidt der findes et objektivt etisk grundlag.

Hertil kan der svares, at alle undersøgelser og fordybelser kræve gode livsbetingelser. Dette gælder for eksempel for det eksistentielle spørgsmål, om livet har en mening (i betydningen formål), og om dette begreb har en semantisk mening. Det gælder for filosofi og lingvistik og al undervisning, såvel at modtage og at give det. Dette er dog blot et eksempel på et appellerende argument for eksistensen af et etisk grundlag.

Spørgsmålet er, om dette argument er tilstrækkeligt, for at der kan udpeges et grundlag for en etik. Det ville naturligvis være fint, hvis det var, så det er ikke for at forklejne dette argument, at følgende må overvejes. Men vi skal være helt sikre. Vi kan derfor sammenligne de to svar:

Hvis man forudsætter, at et spørgsmål af eksistentiel karakter skal besvares, ligger der ganske vist deri, at spørgsmålet skal undersøges, og at dette kræver gode livsvilkår. Men der foreligger ikke noget nødvendigt krav om, at spørgsmålet skal besvares. Og derved følger det moralske grundlag ikke med nødvendighed, men kun som en biting af denne forudsætning.

Hvis man derimod forudsætter, at vi skal besvare selve spørgsmålet, om der findes et grundlag for en etik, foreligger der et nødvendigt krav om, at spørgsmålet om grundlaget for en etik skal besvares, da det netop er stillet. Og derved følger det moralske grundlag med nødvendighed.

Svaret er hverken søgt eller teknisk, eftersom det er en del af ens etiske overvejelser at overveje, om etikken er baseret på et nødvendigt) grundlag, og derved også om ens handlinger og valgte politik er baserede på et nødvendigt grundlag.

Det er ovenfor godtgjort, at villighed til at afklare eksistentielle spørgsmål har etiske konsekvenser, men villigheden hertil er ikke selv nødvendig. Derimod involverer etiske undersøgelser også eksistentielle undersøgelser. Disse har ganske vist etiske konsekvenser, men de følger allerede af villigheden til de etiske undersøgelser.

Hvor bredt dette grundlag er, dvs. hvilket typer handlinger det har klare implikationer for, er dog ikke umiddelbart klart.

Konsekvenser.

Det følger af dette grundlag, at handlinger, der forringer andres livsvilkår, er forkastelige. Dermed er det forkasteligt, hvis et lands love tvinger borgerne i bestemte samfundsgrupper til at bruge alle deres kræfter på at skaffe til dagen og vejen, således at de ikke får overskud til fordybelse og erfaringer, dvs. overskud til at leve livet og at erkende det.

I Afhandling Nr. 6 er der anført flere konsekvenser, hvoraf nogle få nævnes her:

Enhver stræben efter overflødige varer kan naturligvis kun ske på bekostning af andres muligheder for at opnå et rimeligt grundlag for et godt liv, dvs. disse menneskers gode livsbetingelser. Af denne grund er denne stræben forkastelig, eller rettere sagt, ikke i overensstemmelse med ovennævnte konklusion. Det samme gælder naturligvis for det at lokke andre med på denne stræben.

Overflødig produktion og udpining af jorden er ligeledes forkastelig, da dette ødelægger grundlaget for vor eksistens, fordybelse og forståelse. Den afgørende pointe er her, at selv om de fleste måske vil hævde, at dette er indlysende, er det også uomgængeligt sandt ifølge ovenstående argumenter. Desuden tager overflødig produktion en væsentlig del af vor tid til fordybelse og andre former for erfaring. Den samme kritik kan rettes mod selve interessen for overflødige produkter.

Nogle vil fremføre, at enhver har ret til at bestemme over sig selv og det, han producerer og indtjener. Det er imidlertid ovenfor begrundet, at dette ikke må ske på bekostning af andres muligheder for at have gode livsvilkår. Det må være tilstrækkeligt at have nok til at klare egne livsbetingelser og udviklingsmuligheder.

Det må bemærkes, at der ikke kan sælges ud af dette grundlag, forstået på den måde, at det kan forsvares at forringe folks gunstige livsvilkår med den begrundelse, af det kommer dem til gode senere i en eller anden fremtidsfiktion. Vi lever her og nu og har brug for gunstige livsvilkår her og nu. Alt hvad vi foretager os, må hele tiden relateres ikke blot til hensynet til alles gode livsvilkår, men også til grunden til dette hensyn.

Litteratur.

[Aristoteles 68] Aristoteles: The Metaphysics, English translation by High Tredennick, Harvard Univ. Press, William Heinemann Ltd. (Great Britain 1968).

[Ayer 74] A. J. Ayer: Language, Truth and Logic Penguin Books Ltd (Harmondsworth, 1974).

Afhandling Nr. 6:  http://filosofisk-debat.blogspot.dk/2013/01/resume_5.html 

eller http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme.

Kedelig retorik og mangelfuld argumentation.

Kedelig retorik og mangelfuld argumentation.

Ofte er det kritisable, ikke kun det, folk mener, men også måden, de mener det på.

I dette afsnit kritiseres nogle argumenter mod kritik af omskæring. Argumenterne er fremført i en artikel med overskriften Tankløst angreb på omskæring, som er udgivet på Özlem Sara Cekics hjemmeside ozlem.dk. Ifølge denne har artiklen været bragt Politiken d. 23/11. Ifølge www.dagensmedicin.dk er årstallet 2008.

Dagensmedicin.dk indeholder i øvrigt en grundig kritik af artiklens medicinske og kulturelle påstande i artiklen Når man skærer i folk er der risiko for skader, som er forfattet af læge Jens Hornshøj. Imidlertid indeholder Cekics artikel adskillige udmærkede skoleeksempler på kritisabel retorik og fejlfyldt argumentation, som også fortjener en kommentar.

Det anføres lidt kluntet i artiklen, at den er forfattet af ”Özlem Sara Cekic M. Fl., Mf og Socialordfører For Sf.”

Desuden oplyses det, at

”Debatindlægget er skrevet i samarbejde med journalist Martin Krasnik, advokat Bjørn Elmquist, kunstner Marco Evaristti, foredragsholder Jacob Holdt, sognepræst Kathrine Lilleør, overrabbiner Bent Melchior, biskop Karsten Nissen, kunstner Tal R og chefredaktør Tøger Seidenfaden.”

Hvor meget samarbejde, der har været, fremgår ikke, men det taler ikke til disse menneskers fordel, hvis samarbejdet har været særligt omfattende. Når Cekic karakteriserer kritikken af omskæring som tankeløs, kan det kun betyde, at Cekic mener, at der ingen substans er i den. Cekic forsøger i det hele taget at gøre en dårlig figur ud af sin modpart med nedgørende betegnelser. Desuden og bagatelliserer Cekic modpartens standpunkter. Dette dokumenteres i det følgende.

Gennemgang af Cekics argumentation.

Cekic beklager sig over debatten om omskæring af drenge, som Cekic mener rejses hvert andet år, og som hun finder ”meget følelsesbetonet”. Dermed må Cekic mene, at hun selv er hævet over det følelsesladede. (1) Men hvorfor kan Cekic så ikke argumentere mere klart, og hvorfor har Cekic behov for at nedgøre sin modpart, således som det påpeges i det følgende?

Når Cekic derefter nedladende hævder, at debatten ”plejer at dø ud, når folk får tænkt sig lidt om”, må det betyde, at Cekic mener, at folk først ikke tænker sig om og derefter besinder sig. (2) Men hvorfra ved Cekic, at sagen hænger således sammen? Det er tænkeligt, at folk har fremført deres velgennemtænkte modargumenter, men ikke har fået nogen særlig respons.

Cekic beklager en række politiske partiers ønske om forbud eller undersøgelser og hævder, at ”Et forbud vil have omfattende konsekvenser”. Thi ”omskæring er et afgørende religiøst, kulturelt og historisk ritual” for muslimer og jøder i Danmark. (3) Men er dette et argument i sig selv, og (4) skal forældrenes religion gå ud over barnet, som måske ikke bliver religiøs?

Bagatelliseringer.

Et forbud mod omskæring sammenligner Cekic med ”at det blev forbudt kristne danskere at døbe deres børn”.

Der er her tale om en bagatellisering af problemstillingen. (5) For rituel omskæring er et fysisk indgreb, som krænker barnet resten af livet, og som dermed er et overgreb. Det er en barnedåb ikke. Der er tale om en ret indlysende forskel. (6) Dette er et tegn på, at Cekic mangler selvkritik.

Cekic hævder ”Man skal altså tænke sig godt om, før man tager så drastisk et skridt.” Det er imidlertid selve omskæringen, der som lige anført er et drastisk skridt, så det er Cekic selv, der ikke tænker sig om. (7)

Cekic kalder sine modstanderes argumenter for ”anekdoter” uden at uddybe, hvad det er for nogle ”anekdoter”, hun taler om. (8) Cekic begår dermed igen en ubegrundet bagatellisering.

Cekic påstår, at modstanderne aldrig henviser til ”ordentlige, lægefaglige beviser på disse negative konsekvenser”, og at ”Det skyldes, at de ikke findes”. (9) Men det forkerte heri er heldigvis grundigt godtgjort i ovennævnte internetartikel.

Cekic foretager dog indirekte et forbehold med følgende bemærkning ”Komplikationerne er flest, jo senere drengene omskæres, og det taler altså for, at det er bedst at foretage indgrebet så tidligt som muligt”, men hun tager ikke konsekvenserne deraf og ser ikke engang selvmodsigelsen deri. Dette er også et tegn på manglende selvkritik. (10) Cekics bemærkning er heldigvis også taget op i ovennævnte internetartikel.

Det er rart at vide, at Cekic i det mindste har hørt om nogle ”principielle argumenter” mod omskæring, nemlig ”at omskæring af en dreng er et overgreb mod barnets fysiske integritet og sætter et varigt spor på kroppen uden hans samtykke”. Men Cekic mener, at dette kan sammenlignes med mange andre beslutninger, som forældre træffer ”på deres børns vegne med varig betydning”. Cekic nævner valg af børnenes skole, opdagelsesmåde, deres kost, og at de bliver ”opflasket” med en kultur og et verdenssyn, ”som de har med sig hele livet”.

Dette er igen bagatelliserende. (11) For der er stor forskel på en livsvarig krænkelse, som foretages på kort tid, og på en mere eller mindre vellykket opdragelse, som ledsages af andre påvirkninger fra f.eks. skolen og samfundet og varer mange år, hvorunder fejl kan forbedres. Den mindst lige så grove krænkelse af den personlige integritet berører Cekic dog ikke. Men det er måske den, som Cekic ovenfor har omtalt som ”barnets fysiske integritet”?

Cekics analyser.

Hefter fremfører Cekic en kryptisk påstand med en pudsig metafor ”Et barn er heldigvis ikke et stykke blankt papir, der først som myndig begynder at stykke sin identitet sammen.” (12) Men var det så ikke endnu en grund til ikke at begå indgrebet barnet, i stedet for at præge det med religiøse mærker med det samme? Cekic bedes hermed forsøge at forestille sig, hvordan det vil føles, når krænkelsens betydning langsomt begynder at gå op for det unge og det voksne individ!

Cekic fremsætter lidt dunkelt et tænkt argument mod omskæring, nemlig at omskæring er noget andet end kultur og religiøse anskuelser, og at omskæring skal forbydes, lige som korporlig afstraffelse er forbudt. Dernæst imødegår Cekic det tænkte argument med, at ”Det er indlysende og veldokumenteret skadeligt at slå på børn, hvorimod det hverken er indlysende eller veldokumenteret skadeligt at omskære drenge.” (13) Denne påstand er imidlertid allerede imødegået. Desuden bør igen nævnes det livsvarigt krænkende i at foretage omskæring af drenge.

Herefter antyder Cekic, at hendes opponenter trænger til oplysning, idet hun hævder ”Mest oplysende er det at sammenligne omskæring med andre fysiske indgreb” og anfører omskæring med fjernelse af modermærker, rettelse af tænder og udstående ører. Og Cekic oplyser, at dette gøres ”selv om det er ubehageligt for barnet”, fordi forældrene synes, at ”det er bedst for barnet i netop vores kultur”.

Tankegangen er åbenbart, at mens man i den ene kultur synes, at barnets tænder skal rettes, så synes man i den anden kultur, at barnet skal omskæres, som om de to indgreb er ligestillede og lige vel begrundede. I øvrigt kan modermærker være sundhedsfarlige, og skæve tænder kan have uheldige konsekvenser. (14) Dette er i sandhed også en bagatellisering.

Cekics demagogi om kulturløshed.

Men argumenterne for et forbud er ifølge Cekic præget af både hovedløse og kulturløse principper.

Det hovedløse er gendrevet både ovenfor og i internetartiklen. Den demagogiske påstand om det kulturløse er ligeledes gendrevet. For det at have kultur består blandt andet i ikke at krænke. Det er overhovedet ikke at være ”kulturløs” at tage afstand fra ugerninger, der foretages i en bestemt kultur. Det at have kultur består ikke i at følge eller acceptere en kultur. (15) I denne forveksling består det demagogiske. Cekic bruger her ordet ”kulturløs” i betydningen ikke at referere til kulturen, mens det normalt betyder at være uden kultur, som er noget negativt.

Påstande om udemokratisk indstilling.

Cekic hævder nu, at det er udemokratisk at forbyde omskæring, for et forbud vil være en ”heftig krænkelse” af ”to af demokratiets bærende piller”, nemlig religionsfrihed og mindretalsbeskyttelse.

Argumentet herimod er naturligvis, at omskæring skal forbydes af hensyn til barnet. (16) Religionsfriheden angår kun forældrene. De kan have ret til at omskære sig selv, men de har ikke ret til at krænke barnet, der ikke er religiøst og måske aldrig vil blive det.

Cekic resumerer sine skældsord: modstanderne repræsenterer en trist tendens, idet de er historieløse, kulturløse, har skråsikre principper, uigennemtænkte antagelser, ikke tænker på konsekvenserne for et mindretal. Dette får hende til at spørge ”Skal Danmark virkelig være det første land, der tager dette voldsomme og tankeløse skridt?”

Det ”voldsomme” og ”tankeløse” i at forbyde omskæring har Cekic ikke kunnet dokumentere. Tværtimod er omskæring en livsvarigt krænkende rituel mærkning, som kan være stik imod barnets personlige integritet. Om Danmark er nummer et eller to til at forbyde omskæring er ikke det afgørende, blot det bliver gjort.

Det må bemærkes, at Cekic har anbragt sit indlæg under indgangen ”integration”. Men som det fremgår af ovenstående, hører spørgsmålet om, hvorvidt omskæring er acceptabel eller ej, ind under etik og moral.

NB.

Dette er naturligvis ikke ment som et personligt angreb på Cekic og hendes eventuelle medforfattere. Det er ment som en kritik af en desværre meget almindelig måde at debattere på.

Endelig skal det pointeres, at jeg naturligvis tager stor afstand fra det, at Socialistisk Folkeparti har frataget Cekic hendes ordførerposter. Det troede jeg kun var noget, Dansk Folkeparti kunne finde på.

Litteratur:

Når man skærer i folk er der risiko for skader: http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/nar-man-skarer-i-folk-er-der-risiko-for-skader/

Tankeløst angreb på omskæring: https://www.ozlem.dk/2016/11/08/tankeloest-angreb-paa-omskaering/

Etisk Råds formands forsvar af omskæring af drenge.

Ifølge et indlæg den 5/8 2012 af Jakob Sheikh i Politikens underafsnit ”Videnskab” har Det Etiske Råds formand Jacob Birkler fremført et forsvar for religiøs omskæring af drenge. Denne artikel forholder sig kun til sagen, således som det er fremlagt i avisen:

’Drengeomskæringer er en religiøs skik, der går langt tilbage i historien, og et forbud vil derfor være en overreaktion, mener han: ”Omskæring har eksisteret i årtusinder, og jeg kan da mene, at det kan være en forulempelse, og at man bør spørge barnet, men et forbud ville være at skyde gråspurve med kanoner”.’

Argumentet synes at være, at hvis noget har eksisteret eller foregået i årtusinder, skal det ikke forbydes. Dette er udtryk for et meget trist argumentationsniveau. Heldigvis har jeg hørt argumentet blive kritiseret nogle enkelte gange i den offentli-ge debat, bl.a. af medlem af Folketinget for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen. Thi der er en ret indlysende grund til at kritisere det.

Argumentet anvender følgende slutningsprincip: For alle handlinger X gælder det, at hvis handlingen X er blevet foretaget i tusinder af år, så er handlingen X ikke forkastelig.

De personer, der anvender dette princip, bør kunne bevise dets generelle anvendelighed. Vi kan spørge om, hvor mange år en handling skal foretages, før den ikke kan forkastes (længe-re)? Hvad er det for en egenskab ved varigheden eller gentagelsen af handlingen, der gør den god? Sådanne granskninger er dog overflødige, da der ret faktisk er evidenser imod princippet: Despotiske regimer. Slaveri.

Desuden kan princippet naturligvis væltes af argumenter mod de faktisk forekommende handlinger. Hvad angår omskæring, er der tale om en livsvarig krænkelse af et individ. Dette kan naturligvis ikke forsvares.

Formandens konklusion er imidlertid ikke ”Et forbud vil der-for være forkert”, men det uklare og bekvemme ”Et forbud vil derfor være en overreaktion”.

Man kan måske se følgende konklusion for sig ”Et forbud vil være det eneste rigtige. Men der er nogle problemer med det”. Gud forbyde dette! Et forbud mod livsvarige krænkelser kan ikke udskydes på grund af protester, eller problemer med ophidsede mennesker. Det er værre at krænke mennesker livsvarigt med religiøse afklipninger af forhud end at støde nogle mennesker, der har ladet sig forlede af semantisk meningsløse sætninger. Egentlig må det faktisk være sundt for de sidstnævnte, for så vidt de ikke er uden for pædagogisk rækkevidde.

Ifølge Jakob Sheikh fremføres argumentet ”i forbindelse med Jacob Birklers bog ’Helt uden grænser – etik og seksualitet’”. Det er ærgerligt, at Sheik ikke finder noget mere substantielt at referere fra bogen end formandens sammenligning af omskæring med ”andre former for rituelle kropsmarkeringer, såsom piercin-ger og tatoveringer”. Desuden citeres følgende oplysning fra bogen:

”I dag må unge først få lavet en tatovering, når de er 18 år, og lovens argumentation bygger på, at tatoveringen ikke kan fortrydes”

Jacob Birkler har som ovenfor citeret udtrykt det valne standpunkt ”jeg kan da mene, at det kan være en forulempelse, og at man bør spørge barnet”. Hvad mon formanden for Det Etiske Råd Jacob Birkler egentlig mener? Disse to citater er åbenbart ikke et tilstrækkeligt etisk grundlag for formanden.

Jakob Sheikh refererer til Anders Jerichows leder i dagbladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”. Dette gør Politiken helt uden skam og indrømmelser eller omtale af de mange modargumenter, læserne har fremført imod det. Politiken har åbenbart ikke selv fundet de 15 argumentationsfejl, som jeg har påvist i artiklen Religiøs omskæring af drenge og argumentation nedenfor.

Referencer:

http://politiken.dk/viden/ECE1710297/etisk-raads-formand-forsvarer-omskaering-af-drenge/

Religion og argumentation. Endnu en tilføjelse.

Dette er supplement nummer to til artiklen Religiøs omskæring af drenge og argumentation nedenfor, der påpeger en lang række argumentationsfejl i Anders Jerichows leder i dag-bladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”.

Man kan forstille sig, at tilhængerne af en eller anden religion Y foretager rituelle tatoveringer af deres nyfødte børn, f.eks. et lille rødt ”Y” på venstre side af barnets hals. I så fald ville besindige mennesker naturligvis opponere mod dette urimelige overgreb, som ikke blot er smertefuldt, men også skamferer barnet for livet, dvs. også når barnet er vokset op og måske tager afstand fra religion. Det sidste faktum betyder naturligvis, at det at være offer for det religiøse indgreb er særdeles ydmygende. En sådan indvending ville blive mødt med udsagn om, at et forbud ville være imod de pågældendes religionsfrihed, og at indgrebet har en stor betydning for Y-tilhængernes kultur og sammenhold.

Tilsvarende kan man forestille sig, at tilhængerne af en bestemt politisk retning X lader deres børn bære et lille mærkat med et rødt ”X” på højre ærme. Det er da slet ikke umuligt, at der vil rejse sig et ramaskrig på grund af dette med den begrundelse, at der er tale om indoktrinering, tvang og undertrykkelse.

Selv om det at bære et mærkat ikke er et fysisk overgreb, kan det naturligvis heller ikke accepteres. Men dette er blot eksempel, hvis pointe er følgende: 1) Tilhængerne af en politisk retning kan forklare, hvad deres standpunkter går ud på, og hvordan de er nået frem til dem, og ikke mindst kan de forklare betydningen af deres de ord og betegnelser, de bruger. 2) Dette er i skærende kontrast til de religiøse personers manglende formåen, hvad deres forklaringer angår. 3) Derfor er det absurd, at Anders Jerichow og andre mennesker ophøjer de religiøses mangel på forståelsesmæssig afklaring til en ekstra kvalitet, som betyder, at de religiøses handlinger skal accepteres uden videre.

Religion og argumentation. En tilføjelse.

Dette er tænkt som en uddybning af indlægget ”Religiøs omskæring af drenge og argumentation.”

De religiøse mener at besidde en indsigt, som ikke-religiøse mennesker ikke har, f.eks. undertegnede. Men hvad denne indsigt består i, formår de ikke at forklare. Hvordan de er nået frem til en indsigt af dette åbenbart ubeskrivelige X, kan de heller ikke tydeliggøre. De kan ikke engang forklare den sproglige betydning af nogle af deres hyppigt brugte udtryk, så som ”gud” og ”tro”. De kan åbenbart indbyrdes udveksle sætninger, hvori disse udtryk indgår, men ikke tydeliggøre dem over for udenforstående. Således forholder det sig ellers ikke på noget som helst fagligt område: inden for et hvilket som helst fagområde kan fagfolkene forklare sig i eller anden grad over for udenforstående. Dette skyldes, at religion som sådan ikke er et fagområde, kun som videnskabeligt objekt, f.eks. for sociologien.

De religiøse kan heller ikke engang begrunde, at der er en nytte eller virkning, som hidrører fra selve dette X.

Derfor kan religion som sådan, dvs. religiøse sætninger, ikke indgå som et argument for noget som helst, hverken for en lov eller for en handling. Der er slet ingen grunde til at respektere den slags diffuse indstillinger. Dette betyder naturligvis ikke, at man har ret til at kalde de religiøse dumme, således som nogle religiøse tillader det over for ikke-religiøse personer – selv om de ikke kan argumentere for det.

Religiøs omskæring af drenge og argumentation.

Mængden af argumentationsfejl og tilfælde af dårlig etik i en debat er tit overvældende. Således når Anders Jerichow (aj) op på 15 fejl i sin leder i dagbladet Politiken d. 15/7 2012 ”Omskæring af drenge er forældrenes ansvar”, der handler om et muligt forbud af omskæring af drenge i hele Tyskland.

Heri hævder lederskribenten Anders Jerichow, at religionsfrihed og beskyttelse af mindretal er blandt demokratiets vigtigste elementer. (1) Jerichow forudsætter hermed, at hvis en handling foretages i religionens navn, så er det krænkelse af de religiøse at forbyde den. Men hvor går grænsen? Hvad hvis en eller anden religion anbefaler endnu værre lemlæstelser, skal de så også tillades? Det er klart, at der er en grænse.

Hvis det havde været en politisk retning, der anbefalede, at drenge skulle klippes skaldede eller have et rødt mærke på skulderen, ville der lyde protester i landets aviser. Imidlertid kan der i det mindste argumenteres både for og imod en politisk retning, selv om resultatet kan blive afstandstagen. Der kan derimod ikke argumenteres for eller imod sandheden af en religiøs sætning.

Grunden er, at religiøse udsagn slet ikke kvalificerer sig til at blive diskuteret for eller imod. Dette skyldes, at de består af semantisk meningsløse udtryk, der blot låner et skin af sproglig mening fra udtryk, der virkelig har en sproglig mening. For når de religiøse bruger udtrykket ”tro”, taler de ikke nødvendigvis om formodning eller tillid, men om en slags indsigt eller erkendelse af et eller andet X, som de ikke kan redegøre for. Når nogle hævder, at religion er hævet over argumentation, er det derfor at vende op og ned på situationen. Dette er forklaret udførligt i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Nr. 5. Det er naturligvis ikke tilfældet, at jo mere urimelige ytringer er, jo mere friholdte er de for kritik.

Det er kun fakta, der kan indgå som præmis for nogen argumentation. Udsagn, der ikke kan begrundes, kan naturligvis slet ikke. Semantisk meningsløse tegnfølger kan endnu mindre. De religiøse må følgelig gøre en betragtelig indsats, før de kan argumentere for noget som helst med henvisning til deres religion.

Hvis de religiøse alligevel vil foretage sig noget på grundlag af deres religion, kan det kun angå dem selv og måske deres ligesindede, men ikke deres egne børn og andre umyndige mennesker. Derudover er det naturligvis en krænkelse af deres person.

Nogle vil måske sammenligne omskæring med vaccination. Vaccination kan imidlertid begrundes medicinsk, men hvilken forbindelse skulle der være mellem et stykke forhud og semantisk meningsløse brokker?

(2) Selv om omskæring havde været harmløst indgreb, er det naturligvis ikke sikkert, at drengen ville bryde sig om det. Dette er det centrale argument i kritikken.

Dette gælder således for lederens påstand om, at ”et lægeligt ubegrundet fysisk indgreb” står over for ”modstand mod tvungen assimilation”. (3) Politiken laver med denne mulige modstilling om på problemet, der slet ikke handler om et krav om assimilation, men individets selvbestemmelse. Man kan således sagtens være imod både omskæring af drenge og tvungen assimilation. (4) Politiken forsøger at gardere sig mod denne kritik ved at indlede det refererede med følgende fordunklende udsagn: ”To synspunkter kunne principielt stå over for hinanden”.

Lederens (5) dårlige argumentationsetik viser sig for alvor ved at den går videre fra at tale om assimilation til at tale om antisemitisme. Idet den hævder, at omskæring af drenge er ”hyppigt lagt for had i antisemitismens historie”. (6) Også her garderer lederen sig, nemlig ved det modererende adjektiv ”hyppigt”. Men sagen handler naturligvis endnu mindre om antisemitisme end om krav til assimilation.

Derefter hævder lederen: ”Ingen af synspunkterne kan isoleres fra den virkelige verden, hvor omskæring af drenge traditionelt har været en markør af et religiøst, kulturelt tilhørsforhold. Det gives videre i kærlighed af forældre, men det er også hyppigt lagt for had i antisemitismens historie.” (mine understregninger) (7) Ifølge lederen skal man åbenbart sætte tradition for krænkelse af individet over fornuft og argumenter. Til gengæld har lederen ret i at kalde omskæring for ”en markør”. Forældrene får deres drenge omskåret for at mærke dem fysisk med tegn på deres egen religion og kultur ud fra diffuse begrundelser. (8) Helt grotesk kalder lederen denne krænkelse af et individ for kærlighed! Mange vil gerne undvære denne form for kærlighed.

Politiken (9) hævder ubegrundet, at omskæring ikke giver fysiske komplikationer og (10) bagatelliserer påstande om det modsatte ved at kalde dem for anekdoter (sic!)

Ifølge lederen giver omskæring drengene en ”familiebåret identitet”, hvad det så end er. Lederen efterligner modpartens argument ved (11) en bagatelliserende påstand om, at denne svarer til, at kristne døber deres børn, ”før de er modne til at tage stilling til kultur og religion”. (12) For det første er andres fejl ikke en undskyldning. (13) For det andet kan omskæring ikke bagatelliseres på denne måde ved at blive sammenlignet med dåb: Omskæring giver et varigt mærke, som drengen måske ikke ønsker. Dåb er derimod blot lyde og teater.

Lederen konkluderer, at begge typer handlinger er uden for statens domæne, men det gør den ud fra sin fejlagtige præmis.

Dette handler om noget principielt: hvad man kan argumentere for, og hvad man ikke kan argumentere for. (14) At sammenligne lødige argumenter med nazisme er netop dybt underlødigt. Hvad skal vi så sammenligne lederens underlødige argumenter med?

(15) Hvad ved lederskribenterne i øvrigt om, hvorvidt folk vil flygte, hvis de ikke må få lov til at begå overgreb?

Endelig må det bemærkes, at det letter evnen til at indoktrinere, at den indoktrinerende selv er indoktrineret, og at det letter evnen til at vildlede, at den vildledende selv er vildledt. Thi her er der intet dobbeltspil at gennemskue: den indoktrinerende har intet at skjule, eftersom han indoktrinerer, fordi han selv er indoktrineret.

Litteratur:

Afhandling Nr. 5: https://antiintroduktionisme.wordpress.com/2015/09/23/anti-introduktionisme-afhandling-nr-5/ eller http://sites.google.com/site/antiintroduktionisme