Sprog, argumenter, kritik.

Udtrykket ”på sigt”.

Man kan tale om, at en handling har en bestemt virkning på kort sigt, eller at den har det på lang sigt, f.eks. i sætningerne ”Investeringen er givtig på langt sigt” og ”Investeringen har kun en virkning på kort sigt”. Nogle sprogfolk vil så forsvare den sproglige kvalitet af et sådant udsagn, idet jeg har hørt den forklaring, at der er tale om en kort form af en af de to længere former, en ny sprogbrug. Jeg gætter, at de, der bruger ”kortformen”, analogiserer med det faktum, at man ikke blot kan tale om lange veje og korte veje, men også simpelthen om veje, og derfor ræsonnerer, at eftersom man kan bruge udtrykkene ”på langt sigt” og ”på kort sigt”, kan man også bruge udtrykket ”på sigt”. Dette er dog kun et gæt, som jeg ikke kan fastholde uden undersøgelse. Men lad det blot være tale om en ny sprogbrug. Min pointe er i stedet følgende:

Det overordnede krav til al sprogbrug er, at sprogbrugerne overhovedet interesserer sig for den.

Hvis ”på kort sigt” betyder inden for en kortere periode, og ”på langt sigt” betyder inden for en længere periode, og hvis udtrykket ”på sigt” overhovedet skal have en betydning, må denne betydning være indenfor en periode af uspecificeret længde eller engang i fremtiden. Ofte fremgår det dog allerede af sammenhængen, at det omtalte sker engang i fremtiden, f.eks. hvis man taler om virkningen af en handling, eller hvis verbet er i nutid eller fremtid. I så fald er anvendelsen af dette tidsadverbial overflødigt fyld (sic).

Sprogændringer.

Det argument, at vi må acceptere sprogændringer med den begrundelse, at hvis vi i stedet for at tale, således som vi taler nu, talte som på Holbergs eller Saxos tid, så ville denne sprogbrug lyde underligt for os, er ikke et argument for sprogændringer. For hvis vi faktisk talte som dengang (med de nødvendige ændringer, som følger af teknikkens udvikling, osv.), ville vi ikke synes, at det lød mærkeligt.

”Studium” versus ”studie”.

Nogle sprogbrugere foretager backformation fra bøjningsformerne af det oprindeligt latinske ord ”studium”: ”studie studiet studier studierne”, således at grundformen forudsættes at være ”studie”. Sprogfolk forsvarer dette med at, at dette er meget systematisk og derfor udmærket. En sådan systematik er imidlertid ikke et princip, der tilstræbes andre steder i sproget, for så skulle det anbefales at bøje alle verber regulært. Sproget er ikke som byggeklodser, der består af et afgrænset antal elementer, heller ikke morfologisk.

Men dette princip kan også overholdes uden at ændre grundform med bøjningen ”studium studiummet studiummer studiummerne” eller ”studium studiummet studiumme studiummene”. Vi overtager herved kun nominativ singularis fra latin og bøjer resten ifølge kendte danske mønstre. Om man synes, at denne bøjning lyder underligt, er blot en vanesag.

I alle tilfælde er sprogfolkenes argumentation ikke fuldstændig. Hvorfor ændre grundform?

Begrebet hyperkorrekthed.

Nogle sprogbrugere er utilfredse med, at andre anvender pronominer i akkusativ, hvor de selv ville anvende nominativ. De førstnævnte begrunder det med, at der er tale om subjekt eller subjektsprædikat, som de mener altid skal stå i nominativ.

Nogle kalder denne indstilling hyperkorrekthed. Men anvendelsen af betegnelsen ”hyperkorrekt” antyder, at sprogbrugen ikke altid behøver at være korrekt, eller i det mindste ikke ”helt korrekt”, men at de hyperkorrekte personer fejlagtigt har den indstilling. Dette er naturligvis inkonsistent.

I stedet er der tale om en forenklet grammatikopfattelse, ifølge hvilken grammatikken kun har enklere regler, end den faktisk har. Vi burde snarere kalde denne opfattelse ”byggeklodssyndromet”. Grammatik skal ikke beskrives ved hovedregler med såkaldte undtagelser, men ved en facetteret (hierarkisk) regelbeskrivelse. Thi hver regel eksisterer i sin egen ret.

Sprogændringer.

Hvorfor skal de mindst reflekterende sprogbrugere bestemme sprogbrugen, således at de, der kender den, fordi de har brugt omtanke, hindres i at udtrykke sig? Jf. brugen af ordet ”chance”. Man kan her frem for en sprogændring snarere tale om en sprogskade, eller om et ar på sproget. Disse sproglige misopfattelser, som vi i det mindste kan sige at disse starter som, skyldes måske, at nogle sprogbrugere lader sig påvirke af de sammenhænge, som et ord bruges i, således at hvis et ord f.eks. ofte bruges i positive sammenhænge, kan de pågældende sprogbrugere tendere til at give ordet en positiv betydning. Fakta er, at ordet hidrører fra fransk, hvor det har en neutral betydning. At mange af de sammenhænge, der gives som eksempler i Larousse, er positive, er en anden sag. Man kan nu ikke længere tillade sig at sige til en person ”Skal det forstås således, at der er en chance for, at du ikke kommer på mandag?” Selv hvis man ved, at vedkommende kender ordets rette betydning, kan man ikke vide, om han regner med, at ordet er brugt i den rette betydning, eller eventuelt om spørgeren spiller lidt på muligheden for misforståelse.

De pågældende kan oven i købet finde på at kritisere folk, der stadigvæk bruger den neutrale betydning, idet de førstnævnte mener, at det er de sidstnævnte, der lider under en ny sproglig degenerering.

Argumentationsfejl vedrørende årtusindskiftet. Del 3 af 3.

Flere argumentationsfejl fra Dansk Sprognævn.

Det må bemærkes, at spørgsmålet angående eksistensen af en bestemt dato for årtusindskiftet ikke handler om sprogvaner. Thi der er logiske grunde til at hævde, at der eksisterer en bestemt dato for årtusindskiftet, og at andre udsagn derom er forkerte. Spørgsmålet er rent matematisk og logisk, hvis vi forudsætter vor tidsregnings begyndelse og opbygning. Det er ikke tale om et sprogligt spørgsmål lige som spørgsmålet om, hvorvidt det hedder ”Han turde gøre det” frem for ”Han turde at gøre det”, som vi muligvis kan vænne os til.

Dansk Sprognævn udlægger sagens enkle sammenhæng på følgende måde:

”Det første år i vores tidsregning må kaldes år 1, og det første tiår må derfor matematisk set være 1-10 med 10 inklusive. Det første århundrede må tilsvarende starte med år 1 og gå fra 1 til 100 inklusive, og det første årtusinde må gå fra år 1 til år 1000 inklusive. Efter denne form for udregning skulle det næste årtusinde altså starte 1.1.2001.” [dsn.dk 1998]

Dette er helt korrekt, men følgende fortsættelse kræver en række kommentarer.

”[1] Imidlertid er denne måde at regne årtier, århundreder og årtusinder på ganske i modstrid med den almindelige sprogbrug, [2] og der er da også gode argumenter for at den almindelige sprogbrug er logisk og fornuftig nok. Den tidsregning som vi bygger på, er en tidsregning der er indført senere end det historiske år 1, og der har altså ikke været tale om at man er startet med år 1 og derefter har talt frem år efter år. Derimod er tidsregningen med dens tidsperioder - årtier, århundreder og årtusinder - defineret og oplevet med et langt senere historisk udgangspunkt. [3] Og i sprogbrugen er årti defineret med runde tal først, altså fx 90 til udgangen af 99. Århundreder og årtusinder er defineret på samme måde og går altså fra fx 1900til udgangen af 1999 og fra år 2000 til udgangen af 2999.

[4] Det første årti i vores kalendersystem er på 9 år, og det er måske ulogisk. Men det kan sprogbrugen ikke gøre for. Det hænger sammen med at 0 er et problematisk tal, idet det både er ingenting og udgangspunkt samtidig med at det er overgangen mellem -1 og +1, som det defineres matematisk.” ([dsn.dk 1998], mine nummereringer.)

Ad 1: Det diskuterede spørgsmål handler om, hvorvidt den nævnte udbredte sprogbrug er korrekt. Der er her tale om en logisk fejl, der hverken kan gøres rigtig af uigennemtænkt brug eller vedtages af noget nævn. Sprognævnet har her en alt for nem indstilling. Folk begår mange andre slags logiske fejlslutninger, f.eks. i forbindelse med negationer og kvantorer, hvor nogle tror, at de siger det modsatte af noget, selv om de siger noget helt tredje. Disse fejl skal naturligvis ikke gøres til sandhed, fordi flertallet begår dem; for det vil vanskeliggøre kommunikationen temmelig meget. Da der er tale om manglende forståelse, vil de pågældende fortsætte med at fejle, blot med andre ord eller en anden sprogbrug.

Ad 2: Hvis det er sprogbrugen, der bestemmer, hvad der er korrekt, hvorfor så besvære sig selv med andre argumenter end de empiriske? De påståede gode argumenter fremføres da heller ikke. Selve det, at vi ikke har oplevet denne tidsregnings begyndelse, kan naturligvis ikke gøre noget forkert til noget rigtigt. Men først og fremmest har det har intet med sagen at gøre, da denne angår matematiske fakta. Derfor handler sagen ikke om, hvornår man begyndte et bruge den aktuelle tidsregning, men om hvor punkt 0,0 er på tidsaksen.

Ad 3: Da et årti blot er en periode på 10 år, er der, modsat hvad DSN hævder, naturligvis intet i vejen for at tale om et årti, der begynder med et årstal, der ender på nul – eller på 7, om man vil. Derfor kan eksemplet ikke bruges som et modeksempel. Når vi taler om det tredje årti, taler vi derimod et årti med en bestemt begyndelse, nemlig umiddelbart efter de første to årtier. Det, der er ulogisk, er derfor at tale om f.eks. det tredje årti og sige, at det begynder 1/1 år 20. Desuden forudsætter også denne tankegang, at en fejl kan gøre andre fejl rigtige, eller i det mindste, at det at gentage en logisk fejl kan gøre den rigtig. At vi ofte taler om et begreb på en bestemt måde, eller i en bestemt sammenhæng, må naturligvis ikke gøre de andre anvendelser forkerte.

Hvis man vil være konsekvent, må man konkludere, at tilsvarende fejlagtige regler også skal gælde for andre måleenheder, så som litermål.

Ad 4: Hvorfra har forfatterne ideen om et årti med kun 9 år? Det første årti omfatter per definition 10 år, årene 1 til 10. Det er forkert sprogbrug ikke at bruge ordene i overensstemmelse med deres betydning. Denne idé er baseret på samme fejltagelse som den kritiserede tankegang, og den kan derfor ikke bruges som en præmis i et forsvar for denne.

Det er naturligvis en kategorifejl at tale om, hvorvidt en sprogbrug kan ”gøre for noget”. Derimod kan sprogbrugeren undlade at tænke ulogisk. Dette begrundelsesforsøg er i det hele taget særligt ubehjælpsomt. Det er ikke klart, hvad det er, der ”hænger sammen med at 0 er et problematisk tal”. Det fremgår slet ikke, hvorfor tallet 0 er relevant her. Hvad underforstås der? (Tallet 0 er som heltal tallet før 1. Det kan anvendes til at betegne fravær.) Det er også en kategorifejl at sige, at 0 ingenting er, således som det påstås. Tallet 0 er naturligvis ikke ingenting, men er et tal, nemlig en matematisk entitet, der kan bruges til at betegne et fravær eller andet. Dermed er tallet 0 sandelig noget; ord er ikke det, som de betegner. (Det ved man sikkert godt i Sprognævnet, men hvorfor mon det så udtrykker sig i strid med dette?) Også Sprognævnet overser åbenbart, at vi har at gøre med ordenstal.

Det hører med til det at være akademisk at kende sit fags grænser og ikke at udtale sig med sikkerhed om noget, der ligger udenfor. Jf. også Sprognævnets tale om at nul ”er overgangen mellem -1 og +1, som det defineres matematisk”.

Det er da godt, at Sprognævnet kan se, at deres antagelse er ulogisk. Men hvorfor ikke tage konsekvensen af det og tænke sagen igennem igen?

Sprognævnet stiller et spørgsmål med to versioner.

”Men hvornår begynder det nye årtusind - og det nye århundrede og det nye årti - så rent sprogligt? Spørgsmålet kan også formuleres sådan: Hvad betyder de sproglige udtryk det 21. århundrede og 2000-tallet? Betyder de 'hundredårsperioden 2000-2099 inkl.', eller betyder de 'hundredårsperioden 2001-2100 inkl.'? Det er den første betydning, altså 2000-2099, der er den korrekte (...)” [dsn.dk 1999]
Den første versions tale om, hvornår noget begynder ”rent sprogligt”, er lidt mærkelig. Version 2’s formulering er mere klar, bortset fra, at den tilsyneladende indeholder en skrivefejl, da betegnelserne ”2000-tallet” - eller ”2-tusindtallet”, for at være konsekvent” - betegner de 1000 år i vor tidsregning, hvis benævnelse indledes med ”to” eller ”2”. Det synes ikke at være det, man refererer til i det følgende. I så fald bliver teksten meget forvrøvlet.

Men selv hvis vi er så velvillige at antage, at der skulle have stået ”20-hundredetallet” og hverken ”2000-tallet” eller ”2-tusindtallet”, foreligger der en sammenblanding af begreberne. Sprognævnet udtrykker sig, som om udtrykkene refererer til det samme, hvad de ikke gør. Derfor bør man i stedet stille de to spørgsmål: 1) ”Hvad betyder udtrykket ’20-hundredetallet’?” og 2) ”Hvad betyder udtrykket ’det 21. århundrede’?”

Ad 1. Udtrykket 20-hundredetallet betegner de år i vor tidsregning, hvis benævnelse i tal begynder med 20.

Ad 2. Udtrykket ”det 21. århundrede” betegner det spand af 100 år, der er nummer 21 i vor tidsregning. Dette begynder 1 år senere end ovennævnte.

Sprognævnet giver det kategoriske ex cathedra svar: ”Det er den første betydning, altså 2000-2099, der er den korrekte” – idet nævnet for det første fejlagtigt forudsætter, at de to udtryk har samme betydning, og for det andet giver et statistisk svar på et logisk spørgsmål.

Når Sprognævnet bliver stillet spørgsmålet burde, det svare, at det er et spørgsmål om simpel matematik og logik, og ikke et sprogligt. Det burde sige, at spørgsmålet slet ikke er dets fagområde, men det mener nævnet åbenbart, at det er. Dette understreges af følgende:

”Dansk Sprognævn udtalte sig ved flere lejligheder om spørgsmålet (...). Sprognævnet lagde i sine udtalelser vægt på at se spørgsmålet som et primært sprogligt - ikke som fx et astronomisk eller teologisk - spørgsmål.” [dsn.dk 2000]

Nej, naturligvis er det ikke et teologisk eller astronomisk spørgsmål. Men det er heller ikke et sprogligt spørgsmål, i hvert fald ikke i det empiriske eller statistiske lys, som Sprognævnet ser det i. Sagen drejer sig om ordmening og matematik.

Københavns universitets avis har til min forbløffelse spurgt Sprognævnet til råds om dette spørgsmål og Sprognævnet svarer beredvilligt som ovenfor. Nævnet burde som antydet ovenfor have svaret, at problemet ikke sorterer under det.

Spørgsmålet handler altså hverken om vedtagelser eller sproglig vane, og det kan derfor ikke besvares ud fra kontemplationer over disse forhold. Man kan måske forsøge at definere det første årtusinde som årene fra 1-999. Men det er ulogisk at sige, at et årtusinde ikke indeholder 1000 år. Det er ikke i overensstemmelse med den måde, som vi bruger sproget på. Først og fremmest er det simpelt hen matematisk ukorrekt. Nogle siger ganske vist også ”om otte dage”, når de mener ”om 7 dage”, men der er ingen grund til at øge mængden af sproglige uklarheder. Skal denne sprogbrug så overføres til andre forhold, som længdeangivelser og mængdeangivelser?

Sprognævnet er i øvrigt inkonsistent m.h.t., hvad der skal bestemmes af det store flertal. Ovenstående følgagtighed er i modstrid med, at der er mange grammatiske regler, som de færreste anvender eller interesserer sig for, men alligevel bevares de.

Litteratur.
[dsn.dk 1998] http://dsn.dk/nyt/nyt-fra-sprognaevnet/1998-4.pdf, 30/1 2011.
[dsn.dk 1999] http://dsn.dk/nyt/nyt-fra-sprognaevnet/1999-1.pdf, 30/1 2011.
[dsn.dk 2000] http://dsn.dk/nyt/nyt-fra-sprognaevnet/2000-4.pdf, 30/1 2011.

Argumentationsfejl vedrørende årtusindskiftet. Del 2 af 3.

Aktuelle argumentationsfejl vedrørende årtusindskiftet.

Det er fra utallige forskellige sider, at det er forsøgt forklaret, hvilken dato det er korrekt at anføre for det andet årtusindskift, specielt hvornår det skal fejres. I det følgende gennemgås nogle af de fejlslutninger, der begås i forbindelse med dette trivielle problem. Det må pointeres, at det er at selve disse fejlslutninger, der er denne artikels emne, og ikke denne underordnede problematik. Og der er gode grunde til at beskæftige sig med den blomsterbuket af fejlslutninger, der begås i forbindelse med dette trivielle problem. Nogle af de begåede fejl er faktisk ret forbløffende. Det samme gælder enkelte ophavsmænds attitude.

Flere af fejlene skyldes, at de argumenterende lader sig lede på vildspor af irrelevante betragtninger. Jeg har ovenfor begrundet vigtigheden af dette illustrative bidrag til argumentationslæren. Mit motiv er ikke blot en interesse i argumentation, men en psykologisk undren, idet jeg håber, at disse beskæmmende eksempler ikke er typiske for den argumentationsmæssige standard i verden. Det er vigtigt at kunne argumentere korrekt, hvad enten det drejer sig om store eller små problemer, eftersom fejlargumentation om små spørgsmål en dag kan komme til at dreje sig om vigtige spørgsmål.

For eksempel afviser Sprognævnet betydningen af, at der tidligere skulle have været

”(...) avisreportager fra årsskiftet 1900/1901 der klart pegede i retning af at det var dette årsskifte man havde opfattet som århundredskiftet.” [dsn.dk 2000]

med følgende argument:

”At der også for 100 år siden var nogen der mente at årsskiftet 1899/1900 fortjente en særlig markering, er dog klart nok.” ([dsn.dk 2000], min understregning)

Men for det første har spørgsmålet intet med markeringer eller festligholdelse at gøre, for man kan fejre, hvad som helst man vil. Man kan endog selv bestemme, hvornår man vil fejre noget. Derfor er sprognævnets indblanding af dette forhold et godt eksempel på et manglende klarsyn, der fører til irrelevante betragtninger.

For det andet har spørgsmålet heller ikke noget at gøre med, hvad man ”havde opfattet som århundredskiftet”, således som det antydes. For sagen handler ikke om sædvane eller lignende, men om et objektivt matematisk spørgsmål. Dette spørgsmål er ikke noget, sprogfolk kan afgøre i kraft af deres fag. Ikke desto mindre har det noget at gøre med betydningen af de ord, vi bruger. Disse er blot matematisk bestemt.

Spørgsmålet drejer sig heller ikke om årsagen eller årsagerne til vor bestemte tidsregning. De historiske omstændigheder inddrages af flere af de refererede, men er ligegyldige i den forbindelse. Nogle antager fejlagtigt, at det har mening at tale om et år 0, idet de tilsyneladende ikke kender forskel på ordenstal og mængdetal.

Forfatteren til artiklen Millennium i britannica.com beskriver således først resultaterne af det lille regnestykke ret klart, men præsupponerer fejlagtigt, at en kalender kan indeholde et år nul. Konklusionen er korrekt, men præmissen er forkert:

“The Gregorian calendar (...) did not include a year 0 in the transition from BC (...) to AD (...). Thus, the 1st millennium is defined as spanning years 1–1000 and the 2nd the years 1001–2000. Although numerous popular celebrations marked the start of the year 2000, the 21st century and 3rd millennium AD began on January 1, 2001. [britannica.com]

Det er ovenfor klart begrundet, at der ikke findes noget nummer nul i en ordning af en mængde, da der ikke findes noget element før mængdens første element. Ikke desto mindre konkluderes det også fejlagtigt i [usno.navy.mil]:

“Today it is obvious that a year designated 1 would be preceded by year 0, which would be preceded by year -1, etc. But since the concept of negative numbers did not come into use in Europe until the 16th century (...), its application to chronological problems was delayed for two more centuries.” ([usno.navy.mil], mine understregninger.)

Eftersom der er tale om ordenstal, er det, der her kaldes “obvious”, overhovedet ikke indlysende, men forkert, hvilket allerede er begrundet. Spørgsmålet har derfor heller ikke noget med negative tal at gøre, således som det antydes med “but”, da der ikke findes negative ordenstal. Derimod findes der naturligvis negative værdier på tidsaksen.

Ligeledes konkluderes det fejlagtigt i [hermetic.ch N]:

“If you use the Gregorian Calendar and start the first millennium with the year 1 AD then the third millennium began with the year 2001 AD. But if you use the Common Era Calendar, in which years are numbered -2, -1, 0, 1, 2, ..., and you begin the first millennium with the year 0 CE then the third millennium began with the year 2000 CE. You have a choice. And if you opt for the Common Era Calendar you no longer have to put up with the smug assertion that "there was no year zero (so the new millennium began in 2001)". There was no year zero when Pope Gregory XIII introduced the Gregorian Calendar in the 16th Century but there certainly is one now (and in the future), and the new millennium in the Common Era Calendar began in 2000 CE.” ([hermetic.ch N], min understregning.)

Hvis det er rigtigt, at CE-benævnelsen (og dermed BCE-benævnelsen) forudsætter det ikke-eksisterende begreb om et år nummer nul, så er det ærgerligt for dette ellers ureligiøse initiativ, i og med at der rent faktisk ikke findes noget begreb om et nummer nul af logiske grunde. Og dette er dermed ikke et historisk spørgsmål, som det antydes ved brugen af præteritum, men et logisk begrundet faktum nu. Og hvorfor der skulle være noget “smug” ved at tale om velbegrundede fakta, ved jeg ikke. Det må desuden bemærkes, at hvis bruger en helt ny kalender med et begyndelsestidspunkt, vil der naturligvis være gået 2000 år fra denne kalenders begyndelse på et andet tidspunkt. Men det ændrer ikke noget ved vor tidsregnings varighed. Desuden står vi ikke i en valgmulighed mellem kalendersystemer her og nu.

Forfatteren fortsætter triumferende:

“It is also not irrelevant to point out that the recent New Year celebrations on 31st December 2000 were a rather ho-hum affair compared to the spectacular and almost delerious celebrations around the world on 31st December 1999 / 1st January 2000. Only a few astronomers, pedants and Christian clergy tried to convince us that 1st January 2001 was the big day, but most of us were unconvinced, and rightly so.” ([hermetic.ch N], mine understregninger)

Det som forfatteren kalder “not irrelevant” er netop irrelevant, eftersom problematikken hverken handler om festligholdelse eller folkestemning, men om et generelt logisk problem. Af samme grund har det heller ikke noget med kristendom at gøre, men med vor tidsregnings begyndelse, givet hvor den er fastsat – uanset hvordan det er sket.

Forfatteren taler derimod om en anden tidsregning, en astronomisk, som indeholder et år 0 før år 1 og eventuelt kan starte med det. Det er denne tidsregnings tredje århundrede vi fejrede den 1/1 2000, hævder han. Dette er de sandhedsvidner, han påberåber sig, næppe klar over. De fleste fejrede vist nok blot ”det store cifferskift”. Desuden er denne tidsregning lige så bestemt af kristendommen som den, vi kalder ”e.v.t.” (”efter vor tidsregning”) er. Nye tidsregninger vil naturligvis være bestemt relativt til tidligere.

Det fører til regnefejl ikke at bruge et år nummer nul, fremfører forfatteren og henviser til en anden forfatter på sitet:

”The problem is that numerically there does indeed exist a number between +1 and -1: the number 0. Any numbering system which omits 0 is arithmetically defective and causes all sorts of problems and confusion. Let's look at some examples.”

Som det er grundigt argumenteret for, er dette helt forkert. Forfatteren anfører følgende eksempel:

”If a dog was born, say, May 20, 2 B.C., how old was it on its birthday, May 20, 2 A.D., by the Gregorian calendar lacking a year 0? The dog was 3 years old, not 4 years old. Huh? That's right. From 2 B.C. to 1 B.C. makes one year, then 1 B.C. to 1 A.D. makes two years, then 1 A.D. to 2 A.D. makes three years. In other words, 2+2=3. Now, I've got to admit I have a problem with this. How about you?” [hermetic.ch B]

Dette er simpelthen en forkert regnemåde, idet den er baseret på en sammenblanding af numeralier og ordenstal, oven i købet ordenstal vedrørende to forskellige mængder. Tidsforløbs varighed må simpelthen udregnes ved at fastsætte henholdsvis start- og sluttidspunktet på en tidsakse med reelle eller rationelle tal og udregne forskellen. Datoen den 20/5 år 2 har placeringen (1+d) år på tidsaksen, hvor d er den forløbne tid i år 2. Tilsvarende har datoen 20/5 år 2 f.v.t. placeringen (-2+d) år på tidsaksen. Det giver den forløbne tid (1+d) år – (-2+d) år = 3 år.
Det må konkluderes af forfatterens ovenstående forklaringer, at astronomernes såkaldte ”år nul” blot skal korrigere for en principiel eller konsekvent regnefejl.

Litteratur.
[britannica.com] http://www.britannica.com/EBchecked/topic/382728/millennium, 30/1 2011.
[dsn.dk 1998] http://dsn.dk/nyt/nyt-fra-sprognaevnet/1998-4.pdf, 30/1 2011.
[dsn.dk 1999] http://dsn.dk/nyt/nyt-fra-sprognaevnet/1999-1.pdf, 30/1 2011.
[dsn.dk 2000] http://dsn.dk/nyt/nyt-fra-sprognaevnet/2000-4.pdf, 30/1 2011.
[hermetic.ch B] http://www.hermetic.ch/cal_stud/beattie.htm, 6/2 2011.
[hermetic.ch N] http://www.hermetic.ch/cal_stud/newmill.htm, 30/1 2011.
[usno.navy.mil] http://www.usno.navy.mil/USNO/astronomical-applications/astronomical-information-center/millennium, 30/1 2011.

Dette er del 1 af 3 af en artikel om:

Argumentationsfejl vedrørende årtusindskiftet.

Det gælder på alle områder, store som små, at selve det ikke at kende ens begrænsninger og ikke at forstå værdien af at anstrenge sig for at tænke klart ud fra ens forkundskaber, er en brist af kulturel art. Det er naturligvis i orden at have begrænsede forkundskaber på flere områder, blot man er bevidst om det og forbeholder sig sin stilling. Imidlertid skyldes mange fejlagtige konklusioner ikke blot, at ophavsmændene er uvidende om deres egen mangel på viden, men også at de lader sig lede på vildspor af irrelevante betragtninger. Dette gælder selv det enkle spørgsmål om, hvornår det 21. århundrede eller det 3. årtusinde begynder. Det må pointeres, at selv om dette spørgsmål kan afklares ganske kort, er det forsøgt løst og forklaret ved en blomsterbuket af fejlslutninger og misforståelser, herunder indblanding af irrelevante forhold.

Spørgsmålet blev åbenbart relevant i forbindelsen med fejringen af århundredskiftet, som for længst er overstået. Men argumentationsfejl består og forbliver interessante. Derfor vil jeg kommentere nogle af de fejlslutninger, der faktisk kan begås. For det er vigtigt at undgå den slags fejlslutninger. De er tilsyneladende hyppige.

Tidsregninger og deres begyndelse.

Først fremføres nogle generelle fakta om problemstillingen, inklusive nogle enkle konklusioner, som der er nogle, der ikke har forstået at drage.
Tidspunkter angives ofte ved ordenstal, sin forudsætter begrebet ordnet mængde, hvorfor dette begreb diskuteres her. En ordnet mængde er en mængde, hvori der kan udnævnes et første element og tilknyttes et begreb om en efterfølger, dvs. et næste element, og dermed begrebet om et eventuelt forrige element. Det første element betegnes også ”nummer 1”, og det N’te element ”nummer N”. Disse tal kaldes ordinaltal eller ordenstal. Det N’te elements efterfølger er nummer N+1.

Dermed er nummeret før nummer N identisk med nummer N-1, hvis det findes. Det er derfor lige så klart, at der ikke eksisterer noget nummer 0 i en ordnet mængde. Thi et sådant element ville være et elementet før nummer 1, men dette fører til en modstrid, for der findes ikke noget element før en mængdes første element – i den pågældende mængde. Dette er naturligvis ikke en mangel eller fejl ved talsystemet, men en følge af vor måde at tale på, eller rettere sagt, det følger af, hvad der ligger i de nævnte begreber; dvs. det er en begrebslogisk konsekvens af vor sprogbrug.

Da vi har at gøre med en tidsakse, må vi se på følgende generelle forhold. Et kontinuert forløb kan deles i successivt forløbende delforløb. Lad os antage, at forløbet starter efter punktet 0,0, og at alle delforløbene har længden 1; i punkt 0,0 er forløbet ikke begyndt endnu. Mængden af disse delforløb kan tildeles en ordning, hvor hvert delforløb betegnes med et ordinaltal. Det gælder helt generelt for et sådant forløb, at dets første enhed, dvs. enhed 1, er forløbet efter punkt 0,0 til og med punktet 1,0 i forløbet. Enhed 2 er forløbet efter punktet 1,0 til og med punktet 2,0. Enhed N er enheden umiddelbart efter punkt N-1 til og med punkt N. Svarende til hvad der gjaldt ovenfor, er enheden før enhed nummer N identisk med enhed nummer N – 1, hvis det findes. Derfor kan der naturligvis ikke være noget delforløb nummer 0, da dette ville være et delforløb før det første delforløb.

Denne problematik er ikke specielt bundet til tidsbegrebet. Udover at have en analogi i aldersangivelser, har den også analogier i længdeangivelser, mængdeangivelser og vægtangivelser.

Eksempel 1: Så snart man har cyklet en meter eller et mindre stykke, er man i gang med den første kilometer af turen.

Eksempel 2: For at tydeliggøre, at problematikken også handler om litermål, kan vi forstille os en høj beholder med vand, og måle, hvor meget der netto bliver påfyldt denne beholder eller tømt fra den. Dette kan vi gøre ved at anbringe en fast skala på beholderen med 0,0 ud for vandlinjen. Så snart der bliver fyldt en deciliter på, er påfyldningen af den første liter begyndt. Når vandstanden stiger over 1-literpunktet, er påfyldningen af den anden liter begyndt. Hvis der i stedet er hældt en deciliter af, er tømningen af den første liter vand begyndt, etc.

Spørgsmålet drejer sig simpelthen om korrekt anvendelse af enkle matematiske konklusioner. At folk ikke kan skelne mellem ordinaltal og mængdetal, kan være forårsaget af, at det kun er i forbindelse med tidspunkter, at vi udtrykker os ved hjælp af nummeret på et påbegyndt år, mens vi til daglig måske nok lejlighedsvis taler om påbegyndt enhed i forbindelse med f.eks. alder, men sjældent taler om påbegyndt kilometer, kilo eller liter.

I forbindelse med begrebet tid har vi at gøre med to dele af tidsaksen. Den ene mængde af år omfatter vor tidsregning, den anden mængde omfatter tiden før vor tidsregning. Der er tale om to adskilte mængder med hver sin ordning. Der er som nævnt af generelle grunde ikke noget år før nummer ét i vor tidsregning; dét år findes før vor tidsregning. Det må bemærkes, at der naturligvis findes et punkt 0,0 på tidsaksen, men at det ikke er med i nogen af disse ordninger. I tidsregningen før vor tidsregning kan vi naturligvis tale om et første år og en efterfølger af et bestemt år i baglæns kronologisk ordning. Det må desuden bemærkes, at ordningen af måneder indenfor hvert af disse tidsafsnit er en ordning, som også før vor tidsregning går i tidens retning, dvs. i samme retning som retningen fra år –(N+1) mod enhed –(N-1).

Disse udpenslede og banale betragtninger fremlægges, kun fordi de er relevante i forbindelse med påpegningen af argumentationsfejl i det følgende.

Argumenter og debat igen.

Pudsigt nok fremfører forfatteren til et af de indlæg, jeg kritiserer, Peter Meyer, betragtninger, der ligner nogle af mine egne ovenfor og i mit indlæg ”Argumenter og debat”. Blot er disse tilsyneladende vendt mod dem, han er uenig med, så som undertegnede:

“Perhaps the new millennium will really see a better age, not just for a privileged elite, but for the common man and woman, and even for the animals with whom we share this planet. Perhaps we shall finally learn to throw off an outdated, obfuscating and spiritually impoverishing authority, assume responsibility for our own salvation and use our natural intelligence to create a better world for all. It is the possibility and hope of this which can give us cause for celebration on the 1st of January in the year 2000 as we enter a new era.” ([hermetic.ch N], mine understregninger)

Det er blot ærgerligt, at denne forfatter pådutter sine modparter synspunkter, de ikke har, taler foragteligt om dem, ikke kan se de generelle i problemstillingen og tilmed laver om på den.

Hvem forfatteren refererer til med “an outdated, obfuscating and spiritually impoverishing authority”, er ikke indlysende. Først troede jeg, at han refererede til dem, der mener, at det tredje århundrede begynder den 1/1 2001, men måske refererer han til de kristne, som han omtaler lidt negativt.

Litteratur.
[hermetic.ch N] http://www.hermetic.ch/cal_stud/newmill.htm, 30/1 2011.

Argumenter og debat.

Jeg har overvejet om sidste indlæg ikke er fremført i en for højtidelig form. Men flere eksempler viser, hvilke utroligt elendige slutninger der kan fremføres. Nedenfor citeres et eksempel på selvsuggestion og den mangel på logik, den har medført - eller hvordan det nu hænger sammen.

Vigtigheden af lødig argumentation.

Logikken er fundamentalt set et humanistisk fagområde og ikke et kun formelt og isoleret emne, eftersom den indgår som en nødvendig bestanddel af enhver klar og afklarende tænkning. Det er derfor vigtigt, at der sker en udvikling af logikken og ikke mindst af det enkelte menneskes logiske evner. Dette gælder også for al undervisning.

Herved kan ikke blot elever og studerende, men mennesker i almindelighed blive for tænksomme og kloge til at godtage og optage irrationelle og obskure ideer. Thi afvisningen af sådanne ideer foretages lettest af den bevidsthed, der har opnået en interesse i begrundelser, og en sådan interesse indebærer en forståelse af, at begrundelser må være baserede på klar tænkning og afklarede begreber. Derfor er denne argumentationsmæssige fordybelse en vigtig del af den ægte dannelse og opbygningen af et samfund, der kan virke befordrende for den personlige afklaring.
Det gælder for alle områder, store som små, at selve det ikke at kende sine begrænsninger og tage højde for dem er en kulturel brist. Det er naturligvis i orden at have begrænsede forkundskaber på et område, blot man er bevidst derom og forbeholder sig sin stilling. Til gengæld er det også en kulturel svaghed ikke at bestræbe sig for at tænke klart ud fra sine forkundskaber.

Mange fejlagtige konklusioner skyldes, at de, der forsøger at konkludere, lader sig lede på vildspor af irrelevante betragtninger. Dette gælder også i filosofien, hvor folk, der tilsigter at undersøge filosofiske problemer, mener at kunne basere deres konklusioner på deres smag og behag, idiosynkrasier eller blotte forestillinger, hvormed de lader disse få råderet. Måske vil de endog argumentere for, at dette er i orden.

Selv hvad angår det lille problem om, hvornår det 21. århundrede begynder, lader folk sig lede på vildspor. Til trods for, at dette spørgsmål kan afklares ganske kort, er det forsøgt løst og forklaret ved en blomsterbuket af fejlslutninger, lige som dets relevans er søgt bortforklaret. Men selve det, at folk ikke kan ræsonnere bedre og holde begreberne adskilt, er bestemt relevant, eftersom dette er katastrofalt.

Thi også for at opnå en større forståelse af, hvad der er livets mening, er en klar tænkning naturligvis betydningsfuld. En sådan indebærer en fokusering på sagens kerne. Dette udsagn kan ikke benægtes uden klar begrundelse, som igen kræver klar tænkning. Derfor er den klare tænkning en logisk ufravigelig nødvendighed. Selve det at opnå denne er derfor også en del af livets mening. Hermed har vi en del af svaret på spørgsmålet om, hvad der er livets mening eller formål. Selv om vi ikke skulle kunne nå frem til et endeligt og fuldstændigt svar, ved vi til en begyndelse dog dette.

Heroverfor kan der naturligvis stilles den totale ligeglade indstilling, men ikke som modargument.

Et eksempel på uklarhedens offer.

Desværre vil den, der tror, at ubegrundede påstande og de blotte meninger har en værdi, være et let offer for fantastiske, religiøse eller totalitære ideer, da disse er baserede på sådanne. Som et eksempel på religiøse ideer kan anføres følgende fra et dagblads referat fra et møde om religion, hvor en fortaler for religion ytrer sig om, hvad vedkommende kalder ”videnskabens hybris”:

’”Den har gjort sig til sig talsmand for et verdensbillede, der er tomt og koldt, og hvor vi mennesker er en tilfældighed. Det kan være sandt, men det skaber et tomrum for mennesker, som vi ikke kan leve med.”

”(...) religionen ved en masse om mennesker, der ikke tilfredsstilles af en reduktionistisk videnskab.”’ ([Syberg 07], mine understregninger)

(Der er kun en mindre korrelatmæssig tvetydighed i første del af det citerede; men tekststykket ”religionen ved en masse om mennesker, der ...” skal vel læses som ”religionen ved en masse om mennesker, en masse, der ...”, eller skal den måske læses som ”religionen ved en masse om de mennesker, der ...”? )

På grund af citaternes dunkelhed må jeg nøjes med at foreslå en fortolkning: ”Religionen er bedre end videnskaben, som danner et tomt og koldt verdensbillede, idet den reducerer det menneskelige ved at opfatte mennesket som en tilfældighed.”

Selv hvis vi også ser bort fra kategorifejlene, er de to citerede dunkle udsagn skrækeksempler på forvrøvlethed: Ifølge tankegangen er videnskab kort og godt noget tomt og frastødende, hvorfor vi hellere må være religiøse. Men der er ingen nødvendig forbindelse mellem præmis og konklusion i dette argument, f.eks. i form af et slutningsprincip. Der postuleres kun en modsætning. Den ene pol i denne modsætning, ”videnskabens hybris”, påstås at skabe et tomrum; men videnskabsfolk er ikke nødvendigvis overmodige, idet de simpelthen blot kan være videnskabelige. Den slags ringe argumenter viser nødvendigheden af klar tænkning. Man kan lige så godt hævde, at det er religionsudøvelse, der er tom, og derfor både forringer vor forståelse og skaber splid.

Den ene af kategorifejlene består i at sige ”[Videnskabens hybris] har gjort sig til talsmand for...”. Det ville ellers være slemt nok at sige ”Videnskaben har gjort sig til talsmand for...”. Vi kan højst sige ”Nogle videnskabsmænd har gjort sig til talsmænd for...”.

Andre eksempler på fejlslutninger.

Et andet eksempel på appellerede fejlslutning er følgende modargument mod kritik af sprogændringer: ”Vi kan naturligvis ikke blive ved at tale som i middelalderen”. Ja, vi kan jo alle sammen høre for os, hvor underligt det ville lyde – antydes det. Men hvis vi faktisk talte sådan i dag med de nødvendige tilføjelser i vort vokabular forårsaget af vor større viden, ville vi naturligvis ikke finde vor egen sprogbrug aparte. Til forsvar af ændringer af sproget er dette derfor næppe det bedste argument.

Nogle sprogændringer er naturligvis mindre væsentlige, f.eks. udskiftningen af ”fordi” med ”fordi at”, eller en ny betydning af ”at dufte”. Andre vil være upraktiske i lang tid. Men nogle vil være ulogiske, og det vil de principielt være for evigt, da logikkens regler er tidløse. Udtrykket ”det n’te århundrede” vil således til al tid betegne det forløb af 100 år, som er nummer n (af sådanne forløb på 100 år) efter den pågældende tidsregnings begyndelse. (Ordet ”hundrede” kan måske erstattes af et andet udtryk engang, etc., men det vedrører ikke selve diskussionens kerne.) Det analoge gælder udtrykket ”den n’te kilometer”, ”den n’te liter” og mange andre eksempler.

Litteratur.
[Syberg 07] http://www.information.dk/132443, [Vi kan ikke undvære religion, Karen Syberg, dagbladet Information, 18/11 2006], kopieret 21/1 2011.

Argumenter og argumentationsfejl.

Jeg har ikke vedligeholdt denne blog længe, idet jeg har vurderet mine anti-introduktionistiske udredninger langt højere end at påpege, hvilke argumentationsfejl der kan begås i en diskussion. Det gør jeg for så vidt stadigvæk, men nogle enkelte indlæg kan der blive plads til.
Forstået som fejltyper udgør selve de argumentationsfejl, der begås i en debat, ofte eklatante skoleeksempler på argumentationsfejl. Forstået som konkreter forekomster er de naturligvis lige så vigtige at kommentere som den øvrige del af den pågældende debat, ja, de kan endog angå selve debattens kerne. Præmisserne kan også være særdeles diskutable i flere tilfælde.
Der kan eksempelvis være tale om kommadebatten, den såkaldte kommakrig. Der kan også være tale om diskussionen af, hvornår et årtusindskift sker, eller hvad et århundrede er. Der kan være tale om diskussionen af tilladeligheden af omskæring af drenge. Der kan være tale om argumenter for og imod ændringer i sprogbrug.
Der kan naturligvis også være tale om indlysende kritiserbare argumenter i filosofien, eller argumenter, som ikke er så indlysende, som debattøren formoder. Diskussionen af disse fejl kan naturligvis høre hjemme i den filosofiske debat af de pågældende emner. Men nogle gange er det vanskeligt at finde dem værdige til en sådan placering.
I kommadebatten anføres det f.eks., at dansk kommatering bør være en pausekommatering, fordi det har man på engelsk, og derfor vil lette en indøvning i engelsk kommatering...

Religioners tilfældighed.

De evindelige argumenter for, at den ene religion er bedre og fredeligere end den anden religion, er nytteløse og uden fornuft. Der kan nemlig argumenteres for, at der ikke findes nogen religion i sig selv at forsvare eller at kritisere, kun tilhængere. I stedet bør det afklares, hvad religion egentlig er. Sikkert er det dog, at det er tilfældigt, at der findes de religioner, der findes. Det er tilfældigt, at religionerne er på den måde, de er. Det er tilfældigt, at religionerne er geografisk fordelt på den måde, de er fordelt. Det er tilfældigt, at de forskellige religioners tilhængere har den adfærd, som de har.
Der kan tænkes alle mulige eksempler på, hvordan disse forhold kunne have været anderledes. Men det er vel at mærke ikke nødvendigt at referere til historievidenskaben for et belyse denne tilfældighed. For de nævnte tilfældigheder er simpelthen tilfældige alene af den grund, at de kan tænkes at have været anderledes. Det er umuligt et begrunde en komplet determinisme, der kan modsige dette. Der findes derfor ikke nogen religion i sig selv, kun folks religiøsitet, dvs. det, at folk tilegner sig visse sætninger, der er formulerede af andre mennesker. En religion uden tilhængere er dermed ikke-eksisterende.
Det betyder, at hvis en religions tilhængere handler forkasteligt, har det ikke mening at forsvare den pågældende religion med, at den er ren og uskyldig, men at dens tilhængere blot ikke handler i overensstemmelse med den. Af samme grund har det ikke noget formål at kritisere en religion frem for nogen anden. Derimod kan man kritisere individer for at ville tilskrive en bestemt religion særlige fortræffeligheder, lige som man kan kritisere folk for at tage udgangspunkt i deres religion, eftersom alle religioner blot er semantisk meningsløse tegnfølger.
Kritikerne bliver af de anførte principielle grunde nødt til at begrænse deres kritik til eventuelle konkrete religiøse personers bestemte handlinger og udsagn, hvilket er noget andet. For som det er fremgået, findes der ikke nogen nødvendig sammenhæng, ikke noget, der ikke så let som ingenting kunne have været anderledes. Det forholder sig næsten på samme måde med politiske partier, dog med den forskel, at politiske udsagn kan have sproglig mening, hvis indhold umiddelbart kan diskuteres.
Derimod kan der argumenteres for, at religiøse sætninger faktisk ikke har nogen semantisk mening, men blot låner et skin af sproglig mening fra ikke-religiøse ord, så som ”tro” og ”frelse” i deres ikke-religiøse betydninger. Det er uberettigede anvendelser af disse ord, der forleder de religiøse til at fremføre sætninger, der er sprogligt meningsløse og derfor hverken kvalificerer sig til logiske eller empiriske undersøgelser. Af samme grund kan de ikke danne udgangspunkt for nogen argumentation. Derfor må de religiøses handlinger og udsagn skyldes påvirkning af ikke-religiøse forhold.
Ovennævnte vildfarelser hindrer naturligvis ikke de religiøse selv i at mene, at de kan drage konklusioner af deres religion. Disse konklusioner kan endog have sproglig mening isoleret set. Men de kan ikke begrundes ud fra de religiøses meningsløse sætninger.

Dette er anden del af artiklen ”Hjerne, videnskab og gudetro”.

Dagbladet Informations gud i hjernen.

Den 20. december 2006 bringer dagbladet Information en lignende ”nyhed” på forsiden, med en stort opsat artikel med titlen ”Gud findes” og en længere artikel inde i bladet med titlen ”Fader Vor, du som er i hjernen” - forsinket, men garneret med mange religiøse kommentarer. Begge artikler handler om en ph.d.-studerendes lidet overraskende undersøgelse af skanninger af religiøse, der ”beder til deres gud”. Den ph.d.-studerendes indstilling er videnskabelig, selv om han lige som artiklens forfatter anvender religiøse vendinger, som om de havde sproglig mening, f.eks. hhv. ”at Gud ikke er en abstrakt kraft” og ”når de beder til Gud”.

Som sagt er det ikke overraskende, at man kan måle konsekvenser i hjernen af religiøse forestillinger, og jo stærkere forestillinger, desto større viserudsving. Derfor opnås der tydelige måleresultater hos indremissionske, således som det refereres i denne artikel. At henvendelser til en formodet gud har samme konsekvenser som en samtale - hvad den ph.d.-studerende da også bemærker (i religiøse vendinger) - kan heller ikke overraske, eftersom det forklares, at de religiøse opfatter denne handling som en samtale. Mon ikke alle mulige andre slags forestillinger også kunne give viserudslag?

En sognepræsts udtalelser er dog også indhentet som religiøs modvægt. Hun er ikke overrasket: ”Bøn er samtale, ikke envejskommunikation”, hævder hun. Men da udsagn, der refererer til formodede guder, er sprogligt meningsløse, kan de bedende allerede af den grund højst tale med sig selv.

I følge bladets første artikel ”findes Gud” i det mindste ”som en samtalepartner i den menneskelige hjerne”. Men hvilken sproglig mening kan et sådant udsagn have?

Jeg har også hørt nogle forskere hævde, at selve det, at der kan måles nogle kemiske ændringer i en nyforelsket persons hjerne, må betyde, at forelskelse er noget biologisk, kemisk. Det er ikke nødvendigt at være filosofisk velbevandret for at indse, at det er en særdeles forhastet og uigennemtænkt slutning. Det eneste, der kan sluttes ud fra disse målinger, er, at det målte er et ledsagefænomen til forelskelsen, ikke at det er identisk med den, eller blot et grundlag for den. I forbindelse med bøn til formodede guder og de fantasier, der hører dertil, forekommer der naturligvis også fysiske ledsagefænomener.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvilken semantisk mening kan vi lægge i udsagnet ”Jeg taler med en samtalepartner i min hjerne” eller blot ”Jeg har en samtalepartner i min hjerne” eller ”Jeg taler med noget i min hjerne”? Normalt fører vi en samtale ned et andet menneske ved at udveksle udsagn, der er formuleret ved hjælp af ord eller andre tegn, og ved at lytte til udsagn, som er fremført af et andet menneske. Vi fører derimod ikke samtale med en del af vort eget legeme, hverken hjernen eller navlen. Her er der hverken tegn eller eksplicitte udsagn, der kan videreformidles klart.

Professor i religionsvidenskab, dr. phil. Armin W. Geertz mener, at vi bør ”juble over, at kultur og dermed religion har direkte indvirkning på hjernen”. Ja vor kultur, dvs. vores adfærd, herunder børneopdragelsen, som professoren nævner, har naturligvis indvirkning på det, vi går og tænker på, og dermed ledsages det af fænomener i hjernen. Om disse er lige så nuancerede som vore følelser og tanker, er så spørgsmålet. Men det kan vi naturligvis få klarhed over, så snart det bliver muligt at få udskrifter af hjernelageret, og når vi evner at specificere udtømmende oversættelsesregler for, hvordan udskrifterne skal fortolkes.

Professoren priser ligeledes videnskabens nye muligheder, idet han finder det interessant, hvis forskningen af hjernen kan forklare, ”hvordan religion foregår i den menneskelige psyke og forestillingsverden. Men spørgsmålet er, om det er nødvendigt – og hovedet gennemførligt - at gå denne omvej, eftersom tankegangen er udtryk for en materialisme, der ikke kan beskrive det forhold, at vor grammatiks struktur er potentielt uendelig dyb. Derimod kan vore ræsonnementer føre til mindst lige så fyldestgørende forklaringer uden at referere til hjernen. Materialismen eller hylismen, ja, blot referencer til hjernen, er kun en klods om benet i disse psykologiske forklaringer.

Artiklens udsagn om, at hjernen indeholder et materielt grundlag for behov for religion, lader lige som artiklen i Berlingske Tidende hånt om den såkaldte sjæl-legeme-dualisme og gør os til urværk! Desuden kan vi naturligvis ikke have brug for noget, der er sprogligt meningsløst. Tværtimod fører folks gudetro til krig, drab på abortmodstandere, selvundertrykkelse og udbredelse af aids.

Jeg ved ikke, om det er denne ”virkning på den empirisk virkelighed”, professoren tænker på, når han i forbindelse med en karakteristik af religion fremfører, at mennesket er i stand til bruge tegn for handlinger, ”der refererer til væsener, værdier og handlinger”, som muligvis ikke angår den empiriske virkelighed, men ”har enorm virkning på den empiriske virkelighed”. En sådan ”enorm virkning” er der mildt sagt mange sørgelige eksempler på.

Dette er første del af en artikel om:

Hjerne, videnskab og gudetro.

Noget af det mest omstændelige, man kan påtage sig, er at referere og kommentere sproglige meningsløsheder. Det skyldes dels, at de ifølge sagens natur ikke hænger rigtigt sammen, og at det derfor er vanskeligt at udrede teksten, dels at der kan ligge så meget nonsens gemt i en enkelt sætning, at det bliver ret omstændeligt at komme til bunds i det, hvis det overhovedet har nogen bund. Ikke desto mindre handler det følgende om tre artikler af denne art i dagbladene Berlingske Tidende og Information om religion og videnskab. Jeg beklager, at jeg har måttet anvende ordet ”nonsens” et par gange i denne tekst, men ordet betyder blot sproglig meningsløshed.

Videnskab og religion kædes sammen på en ret uigennemtænkt måde i disse artikler. Desuden har artiklerne problemer med videnskabsfilosofien og det såkaldte sjæl-legeme problem. Det er interessant at udrede disse.

Berlingske Tidendes ”fornemmelse for Gud”.

I efteråret 2006, hvor jeg havde jeg et kort prøveabonnement på Berlingske Tidende, bragte bladet an artikel med overskriften ”Hvor sidder fornemmelsen for Gud?”. Den handlede om forsøg, der angiveligt skulle undersøge, hvordan hjernen ser ud, ”når vi har religiøse oplevelser”. Allerede det lyder tvivlsomt, for har vi da oplevelser af den slags, og hvad vil det egentlig sige? Det at tale om ”fornemmelsen for Gud” præsupponerer simpelthen, at der eksisterer en gud, Ja det er værre endnu: det præsupponerer, at det overhovedet har semantisk mening at tale om en gud, hvilket slet ikke er givet. Men bladet må naturligvis mene, at vi har en sådan fornemmelse, siden det taler om den, og så meget desto mere tage det for givet, at det overhovedet har mening at tale om den.

Artiklen beretter om forsøg, hvorunder nogle nonner genoplevede deres såkaldte religiøse oplevelser, idet nogle videnskabsfolk kunne måle, hvilke områder der derved aktiveredes i nonnernes hjerner. Disse resultater er naturligvis ikke overraskende, da fantasier også er oplevelser. Det anføres temmelig kryptisk, at en af forskerne hævdede at ”kunne være tryg ved, at nonnerne kunne genopleve” disse oplevelser. For andre forsøg viste, at skuespillere kunne aktivere de samme områder af hjernen. Dette er en ret mærkelig begrundelse, for det viser tværtimod, at heller ikke nonnerne behøver at have haft religiøse oplevelser. I sandhed et raskt dementi! Selv hvis man ikke har indset, at det ikke kan have semantisk mening at tale om en eksisterende gud, så modbeviser dette på forsøgets egne præmisser, at nonneforsøget kan have nogen substantiel betydning.

Ifølge artiklen afviser forskeren og teologen Niels Kristian Hvidt ikke, ”at den menneskelige hjerne er modtagelig for Gud, netop fordi Gud har skabt den sådan”. Nu skal man passe på med at gå ind på religionens egne præmisser - for ikke at blive trukket med i en hvirvelstrøm af sproglige meningsløsheder - men alligevel: Hvorfor skulle det være nødvendigt med hjernen som mellemled, når nu de religiøse kan forestille sig guder med hvilke som helst evner? Bortset herfra forholder sagen sig blot sådan, at nogle menneskers forstand er særligt modtagelig for meningsløsheder. ”Måske har vi ligefrem et medfødt gudsgen”, hævder den teologiske forsker ifølge avisen. Men hvordan skulle et gen, en lille dims, så at sige, kunne forårsage et kompleks af ideer - og dermed noget bevidst? Påstanden og synsvinklen indebærer en uløselig dualisme. Desuden kan videnskabsfilosofien forsvare et helt andet årsagsbegreb.

En amerikansk neurolog, Andrew Newberg, hævder ifølge avisens oversættelse ret vidtløftigt: ”Vi har en biologisk drivkraft, der gør os modtagelige over for tro”. Her melder sig så spørgsmålet om, hvordan eksistensen af ”en biologisk drivkraft” kan observeres. Neurologen begrunder sit udsagn mindst lige så forvrøvlet:

Først hævder Newberg ifølge avisen: ”For at vi kan overleve, kræver hjernen, at vi har nogle overbevisninger omkring, hvordan verden fungerer”. Det er rigtigt nok, at vi ville bringe os selv i fare, hvis vi var meget uvidende om naturens regelmæssighed. Men sætningen er underlig sammenflikket, for hjernen kan ikke komme ind i billedet på denne måde. (Rent bortset fra, at hjernen ikke kan kræve noget, så hænger det naturligvis ikke således sammen, at hjernen kræver, at vi har nogle overbevisninger, for at den vil lade os overleve. Og det er i øvrigt ikke nok at have overbevisninger for at overleve, da disse kan være fejlagtige, så der skal faktisk være tale om viden.) Vor overlevelse forudsætter simpelthen, at vi ved, hvordan verden fungerer.

Dernæst hævder neurologen, at disse overbevisninger ”inkluder troen på Gud og religion”. Det er måske rigtigt, at hulemennesket har haft brug for trøst. Jeg har også hørt en skolelærer belære os elever om, at hvis ikke mennesket havde en gud, så måtte det opfinde en. Det kan man da vist kalde selvbedrag, endda intenderet. Men frem for virkelighedsflugt og sprogligt meningsløshed - inklusive gudetro - vil undertegnede langt hellere anbefale tænkningens klarhed!

Ifølge Berlingske Tidendes oversættelse hævder Andrew Newberg ”Jeg mener ikke, at vi har tilstrækkelig med information til at afgøre, om Gud skabte den menneskelige hjerne, eller om den menneskelige hjerne skabte Gud”. Sprogfilosofien kan give svaret: Den menneskelige forstand skabte nonsens, meningsløse udsagn.

Videnskaben giver sig slet ikke af med at undersøge meningsløse påstande om f.eks. runde firkanter eller en gud. Sådanne spørgsmål er ude af verden på forhånd. Den første slags er selvmodsigende. Den anden slags kan ikke kan udtrykke nogen forskel i verden; det er blandt andet derfor, at de er sprogligt meningsløse. Mere basale argumenter fremlægges i en senere artikel.

Jeg fandt det ikke værd at reagere på denne artikel med et læserbrev, smed bladet ud, hvorfor de fremførte referater og citater stammer fra infomedia. Artiklen er dateret 3. september 2006. Men nogle måneder senere skulle der vise sig en konkurrent i meningsløshed.

[Fortsættes med anden og sidste del.]

Religion og videnskab.

Religionernes tomhed.

Det fremføres ofte, at religion og videnskab vedrører to forskellige områder, ja, at disse områder er så adskilte, at videnskaben ikke kan gendrive religiøse udsagn. Dette begrundes med, at religionen ikke opfylder kravet til videnskab om at kunne angribes og fejle. Denne karakteristik er rigtig nok, men det gør dog ikke religion til noget bedre. De religiøse kan altid undvige kritik af, at deres religiøse udsagn om gudelige eksistenser er tomme og meningsløse. For de kan blot hævde, at deres udsagn skal forstås metaforisk eller på en anden speciel måde. Sker der noget godt, så er det gudernes vilje, sker der det modsatte, så er det også gudernes vilje. Er der noget, vi ikke kan forklare, så er det ifølge de religiøse skabt af en gud.

Ja, man kan rigtignok overraskes af, hvordan der kan argumenteres nogle gange. Det er simpelt hen at vende op og ned på tingene, at gøre postulater og undvigelser til noget positivt.

Det faktum, at de religiøse kan vige uden om al kritik, gør naturligvis ikke religionen til noget ved siden af videnskaben. Tværtimod gør det de religiøse aktiviteter til noget ringere end de videnskabelige og almindelig omtanke.

Jeg skal anstændigvis bemærke, at mine kritiske bemærkninger ovenfor skyldes min læsning af Zoolog, Ph.d., Katrine Worsaae’s (KW) indlæg, ”Tro er ingen videnskab” i Politiken (29/10-06), hvor KW fremfører, at videnskab ikke bør sidestilles religion, og at videnskab og religion fint kan eksistere uafhængigt af hinanden. Men dette er da vist allerede en slags sidestilling.

KW hævder, at videnskaben ikke kan afvise Guds eksistens. Bortset fra, at dette udsagn beror på en basal misforståelse, så klarer sprogfilosofien og logikken heldigvis snildt dette. Der kan ganske enkelt argumenteres for, at alle udsagn, der indeholder putative referencer til guddommelige væsener, enten er semantisk meningsløse eller tomme. Videnskaben giver sig simpelt hen ikke af med at bevise meningsløse og tomme udsagn. Det er rigeligt, at de er meningsløse og tomme. Derfor er de objekter for psykologien og sociologien. Hermed er den nævnte misforståelse udredet.

Derfor kan de religiøse udsagn ikke indeholde noget, der kan diskuteres på en sprogligt meningsfuld måde på religionernes egne præmisser. Derimod er det en sørgelig empirisk kendsgerning af psykologisk art - for nu at sige det pænt - at nogle mennesker alligevel fastholder disse udsagn. Dette har verdensfreden og mange menneskers liv som omkostninger. Så der er langt fra tale om nogen fin sameksistens!

Videnskab og intelligent design.

Det er de eksperimentelle videnskabers formål at udforme teorier, der kan afprøves og anvendes. Mens indførelsen af den ikke-observerbare entitetstype elektronen i de videnskabelige modeller har ført videnskaben videre og vist sig brugbar i mange videnskabelige henseender, så gælder der ikke noget tilsvarende for indførelsen af den ikke-observerbare entitet guden, og heller ikke for indførelsen af den ikke-observerbare entitet den intelligente designer. Sådanne begreber ville derfor kun være tomt, unyttigt fyld i videnskaben - i modsætning til begrebet elektron, som har vist sin berettigelse og alene anvendes af den grund. De religiøse vil dog næppe være tilfredse med at opfatte begrebet gud som en teoretisk entitet, der blot er nyttig indtil videre, lige som feberkurver.

Sidste kapitel af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

4. Filosofi og tro.

Filosofi.

At tænke filosofisk er at stille spørgsmål vedrørende vor tænkning og vore forestillinger om verden samt at uddybe og eventuelt besvare disse spørgsmål. I denne afklaring kan vi ikke lade os påvirke af, at resultaterne eventuelt støder os, fordi vi finder dem kontraintuitive. En sådan undersøgelse går ud på at finde ud af, hvad vi højst kan hævde om verden, og hvad vi højst kan lægge i disse hævdelser. Selve afvisningen af udsagn uden mening giver herved et andet billede af verden.

Filosofien omfatter dermed en stillingtagen til opfattelsen af mennesket som en ting blandt andre ting – en ting, der så at sige er opbygget fra bunden og tilsat bevidsthed. Alternativt til denne common sense opfattelse kan vor eksistens i verden forstås ud fra vor erkendelsesmæssige situation. En sådan filosofisk fordybelse angår vor grundlæggende eksistensvilkår i ontologisk henseende og i metafysisk forstand. Den kan derfor danne grundlag for en etik og en handlingsfilosofi.

Tro.

Tro er nærmest det modsatte af filosofi, for tro er blot tro og for så vidt arbitrær, idet enhver kan finde sig en tro. Af denne grund kan man ikke argumentere ud fra nogen som helst tro, da enhver troende kan hævde, at hans tro er den sande tro, eller: ”Min tro er fuld af mening for mig”.

Det må her pointeres, at ordet ”mening” har flere betydninger, idet det har én betydning i udsagnet ”Den ulykke var total meningsløs” og en anden betydning i sætningen ”Det er nu min mening om den sag”. Den betydning af ordet ”mening”, der er relevant her, er den semantiske betydning, der fremgår af udlægningen af et udsagn. Mangel på en sådan mening er semantisk meningsløshed, dvs. ikke mere end en række tilfældige stavelser eller lyde.

Da filosofiske udsagn udtrykker noget bestemt, kan de modsiges og debatteres. Tro kan ganske vist også debatteres (som her), men den kan kun forsvares over for ikke-troende, hvis de troende kan udlægge den semantiske mening af deres religiøse udsagn og begreber over for anderledes tænkende. Dette kan enten være tilfældet, hvis de kan godtgøre, at vi kan tale om deres religiøse tros objekter på samme måde, som vi kan tale om ting, om andre mennesker eller om tandpine, eller hvis vi kan tale om dem på samme måde, som vi taler om andre ikke-observerbare objekter, men i så fald må der også her eksistere fænomener, i kraft af hvilke vi taler derom. Et tankesæt, der ikke således kan udredes, kan derfor allerhøjst anvendes af dets tilhængere i deres indbyrdes tale, men det har ingen semantisk mening i etiske og politiske debatter. Af et sådant kan der derfor selvsagt ikke drages tvingende konsekvenser, herunder politiske.

Kapitel 3 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

3. Videnskab og filosofi.

Videnskaben formår det, der er dens formål, nemlig at forudsige fænomenerne i en eller anden grad. Derimod hviler selve tilskrivningen af filosofisk betydning til de videnskabelige teorier på en misforståelse, idet disse simpelthen ikke er filosofisk fundamentale i sig selv, men nok kan indebære interessante filosofiske problemer.

Tillæggelsen af noget dybsindigt i teorier om Big Bang er baseret på en alt for bogstavelig forståelse af den videnskabelige skabelsesberetning. Med baggrund i den skitserede videnskabsfilosofi er det ikke nødvendigt at opfatte Big Bang-teorien som andet en ekstrapolation af nuværende fysiske teorier. Den har derfor kun realitet i det omfang og forstået på den måde, som den kan bruges til at forudsige nutidige fænomener - dvs. realitet af samme art som elementarpartiklerne. Uden denne anvendelse udgør en Big Bang-teori kun en avanceret videnskabsbaseret fiktion.

Men selv om Big Bang-teorierne bogstaveligt skulle angå en fortidig realitet, ville de enten kun handle om, 1) hvordan noget materielt bliver til noget andet materielt – og det er virkeligt ikke filosofisk dybsindigt – eller om, 2) hvordan noget materielt bliver skabt af ingenting, forstået som fraværet af noget materielt. I begge tilfælde forudsættes det materielle at være noget fundamentalt. Det filosofiske spørgsmål er imidlertid, hvordan det materielle overhovedet er kommet ind i verden som begreb og som mulighed, altså uden at forudsætte begrebet om noget materielt. Det interessante spørgsmål er: Hvad der det, der gør, at noget er.

Til forestillingen om Big Bang knyttes ofte beretningen om en stadig mere kompleks struktur i verden sluttende med dannelsen af celler, planter og dyr, der forsynes med en bevidsthed, når de bliver tilstrækkeligt komplicerede. De videnskabelige teoriers hjælpestørrelser antages her at være virkelige. Verden skal ifølge dette forklares fra detalje til helhed, og mennesket opfattes som en tænkende ting blandt andre ting. Bevidstheden opfattes her som noget, der er dukket op, hvilket medfører et uløseligt dualistisk problem.

[Fortsættes med kapitel 4 af 4.]

Kapitel 2 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

2. Videnskab og religion.

Det følgende er en kritik af opfattelsen af religion som videnskab. I modsætning til de fysiske og kemiske teorier, kan palæontologiens teorier ganske vist ikke afprøves ved eksperimenter, men de kan forudsige fund og forkastes af andre fund. Det, at C. R. Darwins udviklingslære har problemer i form af enten evidenser imod sig eller konkurrerende teorier, er ikke i sig selv et at argument, der kan gøre kristendommens skabelseslære til en værdig konkurrent som videnskabelig teori. Tværtimod er selve det, at en videnskabelig teori har problemer – at den i det hele taget kan have problemer – et kendetegn ved den som videnskab.

Skabelsesberetningen kan derimod ikke på nogen måde bidrage til forudsigelsen af fænomenerne. Forstået som videnskabelig teori kan den intet; den kan ikke hjælpe med at systematisere fund af fossiler, den kan ikke bidrage til at forudsige fund, den kan heller ikke væltes af fund, ja den må slet ikke væltes af fund! Men i øvrigt er denne sammenligning fuldstændig barok, da skabelsesberetningen blot består af nogle få udsagn om, at sådan og sådan forholder det sig, mens f.eks. Darwins udviklingslære er langt mere omfattende og baseret på forskelligartede teorier.

Nogle vil hævde, at en eller anden gud har grebet ind i arternes udvikling. Men sådanne forestillinger har heller ingen anvendelse i videnskabelig sammenhæng, i og med at fysikken og palæontologien kun er teorier, der skal kunne forudsige fænomenerne. Da begrebet om en gud - i modsætning til de ikke–observerbare entiteter - ikke bidrager til at forudsige fænomenerne, har det ingen mening og anvendelse i videnskabelig sammenhæng.

Inden for hel- og halvreligiøse retninger tales om aurafelter og særlige kræfter. Det følger af fremstillingen af videnskabsfilosofien i kap. 1., at det ikke har nogen mening at tale om, at en sten besidder specielle kræfter slet og ret. Det har kun mening at tildele den specielle kræfter, hvis der findes en række forskelligartede fænomener, som det pågældende kraftbegreb kan forbinde med hinanden på en observerbar måde. Med selve deres tingsliggørelse af kræfter tilegner disse videnskabsforagtere sig paradoksalt nok en naiv opfattelse af den videnskab, som de ellers tilsidesætter.

[Fortsættes med kapitel 3 af 4]

Indledning og kapitel 1 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

Videnskab, religion, filosofi.

Indledning.

Det synes at være almindeligt antaget, at videnskab, religion og filosofi kan sige noget grundliggende om vor eksistens, om end ikke af samme art, så nærmest på lige fod. Jeg vil derfor belyse disse tre forehavenders indbyrdes forhold. Kan religionen konkurrere med videnskaben? Kan videnskaben sige noget dybsindigt om vor situation i verden? Er tro og filosofi ligestillede forehavender? Min konklusion er, at det er vanskeligt at argumentere for, at religiøs tro skulle have nogen substans overhovedet, også hvad angår videnskabeligt indhold, at videnskaben naturligvis er vigtig, men ikke så dyb en kilde for dybsindigheden som filosofien er – hvad den heller ikke skal være, da dens formål er et andet.

Selv om det ikke er en videnskabsfilosofisk afklaring, der er mit ærinde her, vil jeg indlede med en sådan, da den indgår i belysningen af forholdet mellem de tre interesser – hvilket ikke betyder, at videnskabsfilosofien kan fungere som overdommer, men tværtimod skyldes, at den særlig tydeligt er genstand for den samme semantiske argumentation som disse tre.


1. Videnskabsfilosofi.

Videnskabens formål.

Det er videnskabens formål og opgave at fremsætte teorier, der kan forudsige fænomenerne. Således kan den klassiske fysiks bevægelseslove forudsige en kugles bevægelse, mens kemien kan forudsige resultatet af at blande bestemte stoffer under nærmere angivne forhold. Både de fysiske og de kemiske teoriers evne til forudsigelse kan afprøves ved eksperiment og eventuelt forkastes.

Ifølge videnskabsfilosoffen Bas van Fraassen er denne forudsigelse af fænomenerne videnskabens eneste formål; hvad de videnskabelige teorier derudover siger om elementarpartikler, spin og magnetfelt og andre ikke–observerbare entiteter, behøver ikke at være bogstaveligt sandt. Det afgørende er, at teorierne er empirisk adækvate. [The Scientific Image, Oxford University Press (Oxford 1980)] Selv om disse størrelser ofte udlægges som det videnskabeligt interessante, er og bliver de kun hjælpebegreber, hvis realitet er omtvistet.


Videnskabelige teorier og virkelighed.

Disse hjælpebegreber har kun realitet forstået som begreber, der aktuelt er nyttige, men hvad de refererer til - om de f.eks. kun har reference i en matematisk model - er mere diskutabelt.

Derfor er det videnskabsfilosofiens opgave at afklare, hvad vi højst kan lægge i udsagn, der involverer videnskabelige begreber. Eksempelvis behøver vi ikke antage, at tyngdekraften er en selvstændig eksistens, der indvirker på fysiske genstande, men kun at erfaringer viser, at genstande inden for et givet område opfører sig med en regelmæssighed, der kan beskrives på en bestemt måde. Det er tværtimod på grund af, at ting falder til jorden, at vi har defineret begreberne tyngdekraft og tyngdelov. Når vi refererer til tyngdekraften i svar på spørgsmål om, hvorfor en hændelse forløb på en bestemt måde, udtrykker vi blot, at forløbet var i overensstemmelse med en konstateret regelmæssighed, der kan beskrives ved et bestemt udtryk, hvori termen "tyngdekraft" indgår som betegnelse for en parameter.

Begreberne kraft og energi i naturen hidrører fra vor tale om vore legemlige kræfter og vor fornemmelse af trykpåvirkninger. Men forstået som noget, der eksisterer i og for sig, dvs. som ikke behøver at kunne relateres til bestemte hændelser eller forhold, er disse begreber uden mening og unødvendige. Begreberne om forskellige energiformer er således blot nyttige, fordi der kan konstateres en vis sammenhæng mellem nogle af disse begreber, idet f.eks. summen af nogle af dem kan være konstant under bestemte betingelser. Videnskabens begreber har altså kun mening forstået ud fra, hvordan de indgår i teorierne og bidrager til at forudsige fænomenerne.

Der kan indvendes, at der må være en årsag til tyngdekraften i form af at kraftfelt ”derude”. Denne forestilling flytter dog blot behovet for en årsag til denne nye, opfundne entitet. Tilsvarende efterlader ideen om, at elektroner må eksistere, fordi der må være noget, der besidde denne negative ladning, spørgsmålet om, hvordan de skulle besidde deres ladning.

Vi kan også tale løseligt om at besidde ”psykisk energi” på en måde, der er delvist analog hermed, idet vi kan tale både om at forbruge og at tilføres psykisk energi. Men denne tale om energi er blot udtryk for det, vi kan udføre, inden vi bliver trætte. Begrebet om psykisk energi skal altså heller ikke forstås som noget i sig selv, men kun i forhold til de observationer, vi kan foretage.

Vi opfatter gerne hjælpestørrelserne som reelle, fordi vi fristes til at overføre vor tankegang fra vor daglige omgang med observerbare genstande til områder, hvor vi ikke kan begrunde dens bogstavelige gyldighed. Hvis vi eksempelvis kan frembringe en lyd af noget trillende ved at hælde en lukket æske i forskellige retninger, ville vi forvente at finde en kugle i æsken. Det har her gyldighed at tale om eksistensen af en ikke-iagttaget kugle, idet vi ved, hvad en kugle er, og kan få bekræftet vor formodning. Derimod er vi ikke på tilsvarende vis berettigede til at forstå udsagn om elektroner bogstaveligt.

Disse spørgsmål om reference er dog irrelevante, når fysikken skal anvendes, for da bruges blot de færdige teorier. I en sådan ufilosofisk sammenhæng kan vi tale om dens hjælpebegreber, som om de har reference.

[Fortsættes med kapitel 2 af 4.]