Religioners tilfældighed.

De evindelige argumenter for, at den ene religion er bedre og fredeligere end den anden religion, er nytteløse og uden fornuft. Der kan nemlig argumenteres for, at der ikke findes nogen religion i sig selv at forsvare eller at kritisere, kun tilhængere. I stedet bør det afklares, hvad religion egentlig er. Sikkert er det dog, at det er tilfældigt, at der findes de religioner, der findes. Det er tilfældigt, at religionerne er på den måde, de er. Det er tilfældigt, at religionerne er geografisk fordelt på den måde, de er fordelt. Det er tilfældigt, at de forskellige religioners tilhængere har den adfærd, som de har.
Der kan tænkes alle mulige eksempler på, hvordan disse forhold kunne have været anderledes. Men det er vel at mærke ikke nødvendigt at referere til historievidenskaben for et belyse denne tilfældighed. For de nævnte tilfældigheder er simpelthen tilfældige alene af den grund, at de kan tænkes at have været anderledes. Det er umuligt et begrunde en komplet determinisme, der kan modsige dette. Der findes derfor ikke nogen religion i sig selv, kun folks religiøsitet, dvs. det, at folk tilegner sig visse sætninger, der er formulerede af andre mennesker. En religion uden tilhængere er dermed ikke-eksisterende.
Det betyder, at hvis en religions tilhængere handler forkasteligt, har det ikke mening at forsvare den pågældende religion med, at den er ren og uskyldig, men at dens tilhængere blot ikke handler i overensstemmelse med den. Af samme grund har det ikke noget formål at kritisere en religion frem for nogen anden. Derimod kan man kritisere individer for at ville tilskrive en bestemt religion særlige fortræffeligheder, lige som man kan kritisere folk for at tage udgangspunkt i deres religion, eftersom alle religioner blot er semantisk meningsløse tegnfølger.
Kritikerne bliver af de anførte principielle grunde nødt til at begrænse deres kritik til eventuelle konkrete religiøse personers bestemte handlinger og udsagn, hvilket er noget andet. For som det er fremgået, findes der ikke nogen nødvendig sammenhæng, ikke noget, der ikke så let som ingenting kunne have været anderledes. Det forholder sig næsten på samme måde med politiske partier, dog med den forskel, at politiske udsagn kan have sproglig mening, hvis indhold umiddelbart kan diskuteres.
Derimod kan der argumenteres for, at religiøse sætninger faktisk ikke har nogen semantisk mening, men blot låner et skin af sproglig mening fra ikke-religiøse ord, så som ”tro” og ”frelse” i deres ikke-religiøse betydninger. Det er uberettigede anvendelser af disse ord, der forleder de religiøse til at fremføre sætninger, der er sprogligt meningsløse og derfor hverken kvalificerer sig til logiske eller empiriske undersøgelser. Af samme grund kan de ikke danne udgangspunkt for nogen argumentation. Derfor må de religiøses handlinger og udsagn skyldes påvirkning af ikke-religiøse forhold.
Ovennævnte vildfarelser hindrer naturligvis ikke de religiøse selv i at mene, at de kan drage konklusioner af deres religion. Disse konklusioner kan endog have sproglig mening isoleret set. Men de kan ikke begrundes ud fra de religiøses meningsløse sætninger.

Dette er anden del af artiklen ”Hjerne, videnskab og gudetro”.

Dagbladet Informations gud i hjernen.

Den 20. december 2006 bringer dagbladet Information en lignende ”nyhed” på forsiden, med en stort opsat artikel med titlen ”Gud findes” og en længere artikel inde i bladet med titlen ”Fader Vor, du som er i hjernen” - forsinket, men garneret med mange religiøse kommentarer. Begge artikler handler om en ph.d.-studerendes lidet overraskende undersøgelse af skanninger af religiøse, der ”beder til deres gud”. Den ph.d.-studerendes indstilling er videnskabelig, selv om han lige som artiklens forfatter anvender religiøse vendinger, som om de havde sproglig mening, f.eks. hhv. ”at Gud ikke er en abstrakt kraft” og ”når de beder til Gud”.

Som sagt er det ikke overraskende, at man kan måle konsekvenser i hjernen af religiøse forestillinger, og jo stærkere forestillinger, desto større viserudsving. Derfor opnås der tydelige måleresultater hos indremissionske, således som det refereres i denne artikel. At henvendelser til en formodet gud har samme konsekvenser som en samtale - hvad den ph.d.-studerende da også bemærker (i religiøse vendinger) - kan heller ikke overraske, eftersom det forklares, at de religiøse opfatter denne handling som en samtale. Mon ikke alle mulige andre slags forestillinger også kunne give viserudslag?

En sognepræsts udtalelser er dog også indhentet som religiøs modvægt. Hun er ikke overrasket: ”Bøn er samtale, ikke envejskommunikation”, hævder hun. Men da udsagn, der refererer til formodede guder, er sprogligt meningsløse, kan de bedende allerede af den grund højst tale med sig selv.

I følge bladets første artikel ”findes Gud” i det mindste ”som en samtalepartner i den menneskelige hjerne”. Men hvilken sproglig mening kan et sådant udsagn have?

Jeg har også hørt nogle forskere hævde, at selve det, at der kan måles nogle kemiske ændringer i en nyforelsket persons hjerne, må betyde, at forelskelse er noget biologisk, kemisk. Det er ikke nødvendigt at være filosofisk velbevandret for at indse, at det er en særdeles forhastet og uigennemtænkt slutning. Det eneste, der kan sluttes ud fra disse målinger, er, at det målte er et ledsagefænomen til forelskelsen, ikke at det er identisk med den, eller blot et grundlag for den. I forbindelse med bøn til formodede guder og de fantasier, der hører dertil, forekommer der naturligvis også fysiske ledsagefænomener.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvilken semantisk mening kan vi lægge i udsagnet ”Jeg taler med en samtalepartner i min hjerne” eller blot ”Jeg har en samtalepartner i min hjerne” eller ”Jeg taler med noget i min hjerne”? Normalt fører vi en samtale ned et andet menneske ved at udveksle udsagn, der er formuleret ved hjælp af ord eller andre tegn, og ved at lytte til udsagn, som er fremført af et andet menneske. Vi fører derimod ikke samtale med en del af vort eget legeme, hverken hjernen eller navlen. Her er der hverken tegn eller eksplicitte udsagn, der kan videreformidles klart.

Professor i religionsvidenskab, dr. phil. Armin W. Geertz mener, at vi bør ”juble over, at kultur og dermed religion har direkte indvirkning på hjernen”. Ja vor kultur, dvs. vores adfærd, herunder børneopdragelsen, som professoren nævner, har naturligvis indvirkning på det, vi går og tænker på, og dermed ledsages det af fænomener i hjernen. Om disse er lige så nuancerede som vore følelser og tanker, er så spørgsmålet. Men det kan vi naturligvis få klarhed over, så snart det bliver muligt at få udskrifter af hjernelageret, og når vi evner at specificere udtømmende oversættelsesregler for, hvordan udskrifterne skal fortolkes.

Professoren priser ligeledes videnskabens nye muligheder, idet han finder det interessant, hvis forskningen af hjernen kan forklare, ”hvordan religion foregår i den menneskelige psyke og forestillingsverden. Men spørgsmålet er, om det er nødvendigt – og hovedet gennemførligt - at gå denne omvej, eftersom tankegangen er udtryk for en materialisme, der ikke kan beskrive det forhold, at vor grammatiks struktur er potentielt uendelig dyb. Derimod kan vore ræsonnementer føre til mindst lige så fyldestgørende forklaringer uden at referere til hjernen. Materialismen eller hylismen, ja, blot referencer til hjernen, er kun en klods om benet i disse psykologiske forklaringer.

Artiklens udsagn om, at hjernen indeholder et materielt grundlag for behov for religion, lader lige som artiklen i Berlingske Tidende hånt om den såkaldte sjæl-legeme-dualisme og gør os til urværk! Desuden kan vi naturligvis ikke have brug for noget, der er sprogligt meningsløst. Tværtimod fører folks gudetro til krig, drab på abortmodstandere, selvundertrykkelse og udbredelse af aids.

Jeg ved ikke, om det er denne ”virkning på den empirisk virkelighed”, professoren tænker på, når han i forbindelse med en karakteristik af religion fremfører, at mennesket er i stand til bruge tegn for handlinger, ”der refererer til væsener, værdier og handlinger”, som muligvis ikke angår den empiriske virkelighed, men ”har enorm virkning på den empiriske virkelighed”. En sådan ”enorm virkning” er der mildt sagt mange sørgelige eksempler på.

Dette er første del af en artikel om:

Hjerne, videnskab og gudetro.

Noget af det mest omstændelige, man kan påtage sig, er at referere og kommentere sproglige meningsløsheder. Det skyldes dels, at de ifølge sagens natur ikke hænger rigtigt sammen, og at det derfor er vanskeligt at udrede teksten, dels at der kan ligge så meget nonsens gemt i en enkelt sætning, at det bliver ret omstændeligt at komme til bunds i det, hvis det overhovedet har nogen bund. Ikke desto mindre handler det følgende om tre artikler af denne art i dagbladene Berlingske Tidende og Information om religion og videnskab. Jeg beklager, at jeg har måttet anvende ordet ”nonsens” et par gange i denne tekst, men ordet betyder blot sproglig meningsløshed.

Videnskab og religion kædes sammen på en ret uigennemtænkt måde i disse artikler. Desuden har artiklerne problemer med videnskabsfilosofien og det såkaldte sjæl-legeme problem. Det er interessant at udrede disse.

Berlingske Tidendes ”fornemmelse for Gud”.

I efteråret 2006, hvor jeg havde jeg et kort prøveabonnement på Berlingske Tidende, bragte bladet an artikel med overskriften ”Hvor sidder fornemmelsen for Gud?”. Den handlede om forsøg, der angiveligt skulle undersøge, hvordan hjernen ser ud, ”når vi har religiøse oplevelser”. Allerede det lyder tvivlsomt, for har vi da oplevelser af den slags, og hvad vil det egentlig sige? Det at tale om ”fornemmelsen for Gud” præsupponerer simpelthen, at der eksisterer en gud, Ja det er værre endnu: det præsupponerer, at det overhovedet har semantisk mening at tale om en gud, hvilket slet ikke er givet. Men bladet må naturligvis mene, at vi har en sådan fornemmelse, siden det taler om den, og så meget desto mere tage det for givet, at det overhovedet har mening at tale om den.

Artiklen beretter om forsøg, hvorunder nogle nonner genoplevede deres såkaldte religiøse oplevelser, idet nogle videnskabsfolk kunne måle, hvilke områder der derved aktiveredes i nonnernes hjerner. Disse resultater er naturligvis ikke overraskende, da fantasier også er oplevelser. Det anføres temmelig kryptisk, at en af forskerne hævdede at ”kunne være tryg ved, at nonnerne kunne genopleve” disse oplevelser. For andre forsøg viste, at skuespillere kunne aktivere de samme områder af hjernen. Dette er en ret mærkelig begrundelse, for det viser tværtimod, at heller ikke nonnerne behøver at have haft religiøse oplevelser. I sandhed et raskt dementi! Selv hvis man ikke har indset, at det ikke kan have semantisk mening at tale om en eksisterende gud, så modbeviser dette på forsøgets egne præmisser, at nonneforsøget kan have nogen substantiel betydning.

Ifølge artiklen afviser forskeren og teologen Niels Kristian Hvidt ikke, ”at den menneskelige hjerne er modtagelig for Gud, netop fordi Gud har skabt den sådan”. Nu skal man passe på med at gå ind på religionens egne præmisser - for ikke at blive trukket med i en hvirvelstrøm af sproglige meningsløsheder - men alligevel: Hvorfor skulle det være nødvendigt med hjernen som mellemled, når nu de religiøse kan forestille sig guder med hvilke som helst evner? Bortset herfra forholder sagen sig blot sådan, at nogle menneskers forstand er særligt modtagelig for meningsløsheder. ”Måske har vi ligefrem et medfødt gudsgen”, hævder den teologiske forsker ifølge avisen. Men hvordan skulle et gen, en lille dims, så at sige, kunne forårsage et kompleks af ideer - og dermed noget bevidst? Påstanden og synsvinklen indebærer en uløselig dualisme. Desuden kan videnskabsfilosofien forsvare et helt andet årsagsbegreb.

En amerikansk neurolog, Andrew Newberg, hævder ifølge avisens oversættelse ret vidtløftigt: ”Vi har en biologisk drivkraft, der gør os modtagelige over for tro”. Her melder sig så spørgsmålet om, hvordan eksistensen af ”en biologisk drivkraft” kan observeres. Neurologen begrunder sit udsagn mindst lige så forvrøvlet:

Først hævder Newberg ifølge avisen: ”For at vi kan overleve, kræver hjernen, at vi har nogle overbevisninger omkring, hvordan verden fungerer”. Det er rigtigt nok, at vi ville bringe os selv i fare, hvis vi var meget uvidende om naturens regelmæssighed. Men sætningen er underlig sammenflikket, for hjernen kan ikke komme ind i billedet på denne måde. (Rent bortset fra, at hjernen ikke kan kræve noget, så hænger det naturligvis ikke således sammen, at hjernen kræver, at vi har nogle overbevisninger, for at den vil lade os overleve. Og det er i øvrigt ikke nok at have overbevisninger for at overleve, da disse kan være fejlagtige, så der skal faktisk være tale om viden.) Vor overlevelse forudsætter simpelthen, at vi ved, hvordan verden fungerer.

Dernæst hævder neurologen, at disse overbevisninger ”inkluder troen på Gud og religion”. Det er måske rigtigt, at hulemennesket har haft brug for trøst. Jeg har også hørt en skolelærer belære os elever om, at hvis ikke mennesket havde en gud, så måtte det opfinde en. Det kan man da vist kalde selvbedrag, endda intenderet. Men frem for virkelighedsflugt og sprogligt meningsløshed - inklusive gudetro - vil undertegnede langt hellere anbefale tænkningens klarhed!

Ifølge Berlingske Tidendes oversættelse hævder Andrew Newberg ”Jeg mener ikke, at vi har tilstrækkelig med information til at afgøre, om Gud skabte den menneskelige hjerne, eller om den menneskelige hjerne skabte Gud”. Sprogfilosofien kan give svaret: Den menneskelige forstand skabte nonsens, meningsløse udsagn.

Videnskaben giver sig slet ikke af med at undersøge meningsløse påstande om f.eks. runde firkanter eller en gud. Sådanne spørgsmål er ude af verden på forhånd. Den første slags er selvmodsigende. Den anden slags kan ikke kan udtrykke nogen forskel i verden; det er blandt andet derfor, at de er sprogligt meningsløse. Mere basale argumenter fremlægges i en senere artikel.

Jeg fandt det ikke værd at reagere på denne artikel med et læserbrev, smed bladet ud, hvorfor de fremførte referater og citater stammer fra infomedia. Artiklen er dateret 3. september 2006. Men nogle måneder senere skulle der vise sig en konkurrent i meningsløshed.

[Fortsættes med anden og sidste del.]

Religion og videnskab.

Religionernes tomhed.

Det fremføres ofte, at religion og videnskab vedrører to forskellige områder, ja, at disse områder er så adskilte, at videnskaben ikke kan gendrive religiøse udsagn. Dette begrundes med, at religionen ikke opfylder kravet til videnskab om at kunne angribes og fejle. Denne karakteristik er rigtig nok, men det gør dog ikke religion til noget bedre. De religiøse kan altid undvige kritik af, at deres religiøse udsagn om gudelige eksistenser er tomme og meningsløse. For de kan blot hævde, at deres udsagn skal forstås metaforisk eller på en anden speciel måde. Sker der noget godt, så er det gudernes vilje, sker der det modsatte, så er det også gudernes vilje. Er der noget, vi ikke kan forklare, så er det ifølge de religiøse skabt af en gud.

Ja, man kan rigtignok overraskes af, hvordan der kan argumenteres nogle gange. Det er simpelt hen at vende op og ned på tingene, at gøre postulater og undvigelser til noget positivt.

Det faktum, at de religiøse kan vige uden om al kritik, gør naturligvis ikke religionen til noget ved siden af videnskaben. Tværtimod gør det de religiøse aktiviteter til noget ringere end de videnskabelige og almindelig omtanke.

Jeg skal anstændigvis bemærke, at mine kritiske bemærkninger ovenfor skyldes min læsning af Zoolog, Ph.d., Katrine Worsaae’s (KW) indlæg, ”Tro er ingen videnskab” i Politiken (29/10-06), hvor KW fremfører, at videnskab ikke bør sidestilles religion, og at videnskab og religion fint kan eksistere uafhængigt af hinanden. Men dette er da vist allerede en slags sidestilling.

KW hævder, at videnskaben ikke kan afvise Guds eksistens. Bortset fra, at dette udsagn beror på en basal misforståelse, så klarer sprogfilosofien og logikken heldigvis snildt dette. Der kan ganske enkelt argumenteres for, at alle udsagn, der indeholder putative referencer til guddommelige væsener, enten er semantisk meningsløse eller tomme. Videnskaben giver sig simpelt hen ikke af med at bevise meningsløse og tomme udsagn. Det er rigeligt, at de er meningsløse og tomme. Derfor er de objekter for psykologien og sociologien. Hermed er den nævnte misforståelse udredet.

Derfor kan de religiøse udsagn ikke indeholde noget, der kan diskuteres på en sprogligt meningsfuld måde på religionernes egne præmisser. Derimod er det en sørgelig empirisk kendsgerning af psykologisk art - for nu at sige det pænt - at nogle mennesker alligevel fastholder disse udsagn. Dette har verdensfreden og mange menneskers liv som omkostninger. Så der er langt fra tale om nogen fin sameksistens!

Videnskab og intelligent design.

Det er de eksperimentelle videnskabers formål at udforme teorier, der kan afprøves og anvendes. Mens indførelsen af den ikke-observerbare entitetstype elektronen i de videnskabelige modeller har ført videnskaben videre og vist sig brugbar i mange videnskabelige henseender, så gælder der ikke noget tilsvarende for indførelsen af den ikke-observerbare entitet guden, og heller ikke for indførelsen af den ikke-observerbare entitet den intelligente designer. Sådanne begreber ville derfor kun være tomt, unyttigt fyld i videnskaben - i modsætning til begrebet elektron, som har vist sin berettigelse og alene anvendes af den grund. De religiøse vil dog næppe være tilfredse med at opfatte begrebet gud som en teoretisk entitet, der blot er nyttig indtil videre, lige som feberkurver.

Sidste kapitel af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

4. Filosofi og tro.

Filosofi.

At tænke filosofisk er at stille spørgsmål vedrørende vor tænkning og vore forestillinger om verden samt at uddybe og eventuelt besvare disse spørgsmål. I denne afklaring kan vi ikke lade os påvirke af, at resultaterne eventuelt støder os, fordi vi finder dem kontraintuitive. En sådan undersøgelse går ud på at finde ud af, hvad vi højst kan hævde om verden, og hvad vi højst kan lægge i disse hævdelser. Selve afvisningen af udsagn uden mening giver herved et andet billede af verden.

Filosofien omfatter dermed en stillingtagen til opfattelsen af mennesket som en ting blandt andre ting – en ting, der så at sige er opbygget fra bunden og tilsat bevidsthed. Alternativt til denne common sense opfattelse kan vor eksistens i verden forstås ud fra vor erkendelsesmæssige situation. En sådan filosofisk fordybelse angår vor grundlæggende eksistensvilkår i ontologisk henseende og i metafysisk forstand. Den kan derfor danne grundlag for en etik og en handlingsfilosofi.

Tro.

Tro er nærmest det modsatte af filosofi, for tro er blot tro og for så vidt arbitrær, idet enhver kan finde sig en tro. Af denne grund kan man ikke argumentere ud fra nogen som helst tro, da enhver troende kan hævde, at hans tro er den sande tro, eller: ”Min tro er fuld af mening for mig”.

Det må her pointeres, at ordet ”mening” har flere betydninger, idet det har én betydning i udsagnet ”Den ulykke var total meningsløs” og en anden betydning i sætningen ”Det er nu min mening om den sag”. Den betydning af ordet ”mening”, der er relevant her, er den semantiske betydning, der fremgår af udlægningen af et udsagn. Mangel på en sådan mening er semantisk meningsløshed, dvs. ikke mere end en række tilfældige stavelser eller lyde.

Da filosofiske udsagn udtrykker noget bestemt, kan de modsiges og debatteres. Tro kan ganske vist også debatteres (som her), men den kan kun forsvares over for ikke-troende, hvis de troende kan udlægge den semantiske mening af deres religiøse udsagn og begreber over for anderledes tænkende. Dette kan enten være tilfældet, hvis de kan godtgøre, at vi kan tale om deres religiøse tros objekter på samme måde, som vi kan tale om ting, om andre mennesker eller om tandpine, eller hvis vi kan tale om dem på samme måde, som vi taler om andre ikke-observerbare objekter, men i så fald må der også her eksistere fænomener, i kraft af hvilke vi taler derom. Et tankesæt, der ikke således kan udredes, kan derfor allerhøjst anvendes af dets tilhængere i deres indbyrdes tale, men det har ingen semantisk mening i etiske og politiske debatter. Af et sådant kan der derfor selvsagt ikke drages tvingende konsekvenser, herunder politiske.

Kapitel 3 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

3. Videnskab og filosofi.

Videnskaben formår det, der er dens formål, nemlig at forudsige fænomenerne i en eller anden grad. Derimod hviler selve tilskrivningen af filosofisk betydning til de videnskabelige teorier på en misforståelse, idet disse simpelthen ikke er filosofisk fundamentale i sig selv, men nok kan indebære interessante filosofiske problemer.

Tillæggelsen af noget dybsindigt i teorier om Big Bang er baseret på en alt for bogstavelig forståelse af den videnskabelige skabelsesberetning. Med baggrund i den skitserede videnskabsfilosofi er det ikke nødvendigt at opfatte Big Bang-teorien som andet en ekstrapolation af nuværende fysiske teorier. Den har derfor kun realitet i det omfang og forstået på den måde, som den kan bruges til at forudsige nutidige fænomener - dvs. realitet af samme art som elementarpartiklerne. Uden denne anvendelse udgør en Big Bang-teori kun en avanceret videnskabsbaseret fiktion.

Men selv om Big Bang-teorierne bogstaveligt skulle angå en fortidig realitet, ville de enten kun handle om, 1) hvordan noget materielt bliver til noget andet materielt – og det er virkeligt ikke filosofisk dybsindigt – eller om, 2) hvordan noget materielt bliver skabt af ingenting, forstået som fraværet af noget materielt. I begge tilfælde forudsættes det materielle at være noget fundamentalt. Det filosofiske spørgsmål er imidlertid, hvordan det materielle overhovedet er kommet ind i verden som begreb og som mulighed, altså uden at forudsætte begrebet om noget materielt. Det interessante spørgsmål er: Hvad der det, der gør, at noget er.

Til forestillingen om Big Bang knyttes ofte beretningen om en stadig mere kompleks struktur i verden sluttende med dannelsen af celler, planter og dyr, der forsynes med en bevidsthed, når de bliver tilstrækkeligt komplicerede. De videnskabelige teoriers hjælpestørrelser antages her at være virkelige. Verden skal ifølge dette forklares fra detalje til helhed, og mennesket opfattes som en tænkende ting blandt andre ting. Bevidstheden opfattes her som noget, der er dukket op, hvilket medfører et uløseligt dualistisk problem.

[Fortsættes med kapitel 4 af 4.]

Kapitel 2 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

2. Videnskab og religion.

Det følgende er en kritik af opfattelsen af religion som videnskab. I modsætning til de fysiske og kemiske teorier, kan palæontologiens teorier ganske vist ikke afprøves ved eksperimenter, men de kan forudsige fund og forkastes af andre fund. Det, at C. R. Darwins udviklingslære har problemer i form af enten evidenser imod sig eller konkurrerende teorier, er ikke i sig selv et at argument, der kan gøre kristendommens skabelseslære til en værdig konkurrent som videnskabelig teori. Tværtimod er selve det, at en videnskabelig teori har problemer – at den i det hele taget kan have problemer – et kendetegn ved den som videnskab.

Skabelsesberetningen kan derimod ikke på nogen måde bidrage til forudsigelsen af fænomenerne. Forstået som videnskabelig teori kan den intet; den kan ikke hjælpe med at systematisere fund af fossiler, den kan ikke bidrage til at forudsige fund, den kan heller ikke væltes af fund, ja den må slet ikke væltes af fund! Men i øvrigt er denne sammenligning fuldstændig barok, da skabelsesberetningen blot består af nogle få udsagn om, at sådan og sådan forholder det sig, mens f.eks. Darwins udviklingslære er langt mere omfattende og baseret på forskelligartede teorier.

Nogle vil hævde, at en eller anden gud har grebet ind i arternes udvikling. Men sådanne forestillinger har heller ingen anvendelse i videnskabelig sammenhæng, i og med at fysikken og palæontologien kun er teorier, der skal kunne forudsige fænomenerne. Da begrebet om en gud - i modsætning til de ikke–observerbare entiteter - ikke bidrager til at forudsige fænomenerne, har det ingen mening og anvendelse i videnskabelig sammenhæng.

Inden for hel- og halvreligiøse retninger tales om aurafelter og særlige kræfter. Det følger af fremstillingen af videnskabsfilosofien i kap. 1., at det ikke har nogen mening at tale om, at en sten besidder specielle kræfter slet og ret. Det har kun mening at tildele den specielle kræfter, hvis der findes en række forskelligartede fænomener, som det pågældende kraftbegreb kan forbinde med hinanden på en observerbar måde. Med selve deres tingsliggørelse af kræfter tilegner disse videnskabsforagtere sig paradoksalt nok en naiv opfattelse af den videnskab, som de ellers tilsidesætter.

[Fortsættes med kapitel 3 af 4]

Indledning og kapitel 1 af en artikel om videnskab, religion, filosofi.

Videnskab, religion, filosofi.

Indledning.

Det synes at være almindeligt antaget, at videnskab, religion og filosofi kan sige noget grundliggende om vor eksistens, om end ikke af samme art, så nærmest på lige fod. Jeg vil derfor belyse disse tre forehavenders indbyrdes forhold. Kan religionen konkurrere med videnskaben? Kan videnskaben sige noget dybsindigt om vor situation i verden? Er tro og filosofi ligestillede forehavender? Min konklusion er, at det er vanskeligt at argumentere for, at religiøs tro skulle have nogen substans overhovedet, også hvad angår videnskabeligt indhold, at videnskaben naturligvis er vigtig, men ikke så dyb en kilde for dybsindigheden som filosofien er – hvad den heller ikke skal være, da dens formål er et andet.

Selv om det ikke er en videnskabsfilosofisk afklaring, der er mit ærinde her, vil jeg indlede med en sådan, da den indgår i belysningen af forholdet mellem de tre interesser – hvilket ikke betyder, at videnskabsfilosofien kan fungere som overdommer, men tværtimod skyldes, at den særlig tydeligt er genstand for den samme semantiske argumentation som disse tre.


1. Videnskabsfilosofi.

Videnskabens formål.

Det er videnskabens formål og opgave at fremsætte teorier, der kan forudsige fænomenerne. Således kan den klassiske fysiks bevægelseslove forudsige en kugles bevægelse, mens kemien kan forudsige resultatet af at blande bestemte stoffer under nærmere angivne forhold. Både de fysiske og de kemiske teoriers evne til forudsigelse kan afprøves ved eksperiment og eventuelt forkastes.

Ifølge videnskabsfilosoffen Bas van Fraassen er denne forudsigelse af fænomenerne videnskabens eneste formål; hvad de videnskabelige teorier derudover siger om elementarpartikler, spin og magnetfelt og andre ikke–observerbare entiteter, behøver ikke at være bogstaveligt sandt. Det afgørende er, at teorierne er empirisk adækvate. [The Scientific Image, Oxford University Press (Oxford 1980)] Selv om disse størrelser ofte udlægges som det videnskabeligt interessante, er og bliver de kun hjælpebegreber, hvis realitet er omtvistet.


Videnskabelige teorier og virkelighed.

Disse hjælpebegreber har kun realitet forstået som begreber, der aktuelt er nyttige, men hvad de refererer til - om de f.eks. kun har reference i en matematisk model - er mere diskutabelt.

Derfor er det videnskabsfilosofiens opgave at afklare, hvad vi højst kan lægge i udsagn, der involverer videnskabelige begreber. Eksempelvis behøver vi ikke antage, at tyngdekraften er en selvstændig eksistens, der indvirker på fysiske genstande, men kun at erfaringer viser, at genstande inden for et givet område opfører sig med en regelmæssighed, der kan beskrives på en bestemt måde. Det er tværtimod på grund af, at ting falder til jorden, at vi har defineret begreberne tyngdekraft og tyngdelov. Når vi refererer til tyngdekraften i svar på spørgsmål om, hvorfor en hændelse forløb på en bestemt måde, udtrykker vi blot, at forløbet var i overensstemmelse med en konstateret regelmæssighed, der kan beskrives ved et bestemt udtryk, hvori termen "tyngdekraft" indgår som betegnelse for en parameter.

Begreberne kraft og energi i naturen hidrører fra vor tale om vore legemlige kræfter og vor fornemmelse af trykpåvirkninger. Men forstået som noget, der eksisterer i og for sig, dvs. som ikke behøver at kunne relateres til bestemte hændelser eller forhold, er disse begreber uden mening og unødvendige. Begreberne om forskellige energiformer er således blot nyttige, fordi der kan konstateres en vis sammenhæng mellem nogle af disse begreber, idet f.eks. summen af nogle af dem kan være konstant under bestemte betingelser. Videnskabens begreber har altså kun mening forstået ud fra, hvordan de indgår i teorierne og bidrager til at forudsige fænomenerne.

Der kan indvendes, at der må være en årsag til tyngdekraften i form af at kraftfelt ”derude”. Denne forestilling flytter dog blot behovet for en årsag til denne nye, opfundne entitet. Tilsvarende efterlader ideen om, at elektroner må eksistere, fordi der må være noget, der besidde denne negative ladning, spørgsmålet om, hvordan de skulle besidde deres ladning.

Vi kan også tale løseligt om at besidde ”psykisk energi” på en måde, der er delvist analog hermed, idet vi kan tale både om at forbruge og at tilføres psykisk energi. Men denne tale om energi er blot udtryk for det, vi kan udføre, inden vi bliver trætte. Begrebet om psykisk energi skal altså heller ikke forstås som noget i sig selv, men kun i forhold til de observationer, vi kan foretage.

Vi opfatter gerne hjælpestørrelserne som reelle, fordi vi fristes til at overføre vor tankegang fra vor daglige omgang med observerbare genstande til områder, hvor vi ikke kan begrunde dens bogstavelige gyldighed. Hvis vi eksempelvis kan frembringe en lyd af noget trillende ved at hælde en lukket æske i forskellige retninger, ville vi forvente at finde en kugle i æsken. Det har her gyldighed at tale om eksistensen af en ikke-iagttaget kugle, idet vi ved, hvad en kugle er, og kan få bekræftet vor formodning. Derimod er vi ikke på tilsvarende vis berettigede til at forstå udsagn om elektroner bogstaveligt.

Disse spørgsmål om reference er dog irrelevante, når fysikken skal anvendes, for da bruges blot de færdige teorier. I en sådan ufilosofisk sammenhæng kan vi tale om dens hjælpebegreber, som om de har reference.

[Fortsættes med kapitel 2 af 4.]