Indhold:
Indledning.
Denne artikel er en kritik af indlægget ”Omskæring
af drenge?” forfattet af Klemens Kappel ([KK 2014]).
Indlægget indledes med disse oplysninger:
”Omskæring af drenge?
af Klemens Kappel, Afdeling for filosofi,
Københavns Universitet
Omskæring af drenge - hvad med
rettighederne?,
Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel
og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder, Folketingets Udenrigsudvalg,
Fællessalen,
Christiansborg, 22. oktober 2014 kl.
13.00 – 16”
-
I sin artikel nedtoner KK det etiske aspekt ved
omskæringen, men forherliger i stedet begrebet ”livsform”.
En lang række lignende forhold gør, at kritikken af
KK’s artikel på omkring 5 sider er endt med at fylde over dobbelt så meget.
-
KK’s argumenter kan modstilles det begrundede
resultat, man opnår ved ad at gå til sagen selv:
Ikke terapeutisk forhudsamputation er en livsvarig
krænkelse af et individs personlige identitet:
For måske udvikler barnet sig til et ikke-religiøst
menneske eller til et menneske med stor kulturel horisont. Skal det opvoksende
individ så virkelig leve med en tilstand, det aldrig selv ville have valgt?
Skal det på denne måde være forhindret i at være i overensstemmelse med sig
selv? Skal det leve med et mærke, som er påført det af andre mennesker på grund
af en holdning, som det selv tager stærkt afstand fra?
Denne enkle sandhed gør det klart, at al medicinsk
unødvendig forhudsamputation af umyndige bør forbydes.
Desuden er ikke-terapeutisk forhudsamputation smertefyldt,
skadeligt og risikofyldt.
-
Det må bemærkes, at det kan begrundes, at der findes
et uomgængeligt grundlag for en etik, samt naturligvis hvad det består i.[1]
Endelig kan det begrundes, hvorfor man skal kunne
augmentere for sine standpunkter. Dette kan synes indlysende, men for mange mennesker
er det ikke tilfældet.[2]
Gennemgang.
Denne gennemføres afsnit for afsnit.
”1. Det centrale spørgsmål”.
Ifølge KK er spørgsmålet om, hvorvidt omskæring er
etisk forkert, et andet spørgsmål end, hvorvidt det skal være ulovligt. KK
konkluderer, at hvis omskæring er etisk problematisk, så behøver det ikke at
betyde, at staten bør forbyde det.
for debatten. D
Det etiske spørgsmål kan dog ikke herved holdes uden for debatten. Der kan ganske vist ikke opstilles generelle regler for, hvornår det uetiske bør
være strafbart. Men de samme grunde, som gør, at en handling er uetisk, kan
også være grunde til, at den skal forbydes. Med andre ord kan handlinger være så
uetiske, at de bør forbydes.
På den ene side er det ganske vist uetisk at bryde
løfter om at hjælpe en anden person, men alligevel problematisk at forbyde det.
På den anden side kan det både begrundes, at det er uetisk at foretage korporlig
afstraffelse, og at det bør forbydes.
KK konkluderer, at ”Hvis omskæring er etisk
problematisk, så behøver det ikke at betyde, at staten bør forbyde det”.
Det behøver det ganske vist ikke at betyde a priori, men det betyder det rent
faktisk efter nærmere granskning. Jvf. min indledende konklusion.
Her har vi med en konkret sag at afgøre. Omskæringer
er uetiske af samme grund som grundene til, at de skal forbydes. Så KK’s
kommentar betyder ikke, at etikken skal holdes uden for denne debat.
”3. Livsform”.
KK indleder dette afsnit med at fremføre, at ”Det
centrale er, at omskæring skal ses som en integreret del af en livsform, der i
varierende grad er religiøst eller kulturelt baseret”.
Denne tale om en ”livsform” kan dog ikke anvendes
til at fremstille omskæringer som noget ophøjet, der skal agtes.
Det må bemærkes, at der allerede ligger en eller
anden underforstået accept af omskæring i udtrykket ”skal ses som” – som om der
er tale om en forehavende, der skal opfattes som fornuftig.[3]
På lignende vis ville det også kunne hævdes, at den
strenge opdragelse og korporlige afstraffelse, der tidligere var dagens orden i
visse miljøer, ”skal forstås som” en ”integreret” del af en ”livsform”.
Dette eksempel tydeliggør, at selve det, at en
handling er en del af en såkaldt ”livsform”, ikke giver grund til at acceptere
den.
KK fordunkler sagen ved denne tale om ”livsformer” -
som om vi har at gøre med noget ophøjet. I biologien og zoologien er det et
neutralt begreb, men det er det ikke her, hvor der er tale om moral og etik.
Vi skal så også acceptere den amerikanske
”livsform”, hvor omskæring antages at være det helt rigtige, selv om dette blot
skyldes propaganda.
På den samme ophøjede måde kan vi også tale om småtyvenes
”livsform” og om og storsvindlerens ”livsform”.
Ligeledes er KK’s tale om, at en handling er ”baseret
på”, at ophøje den til noget fornuftigt. Religion er faktisk blot ”baseret på”,
at de religiøse ikke kan forklare, hvad de taler om.
Også her søger KK med sin positive sprogbrug at
ophøje omskæring til noget acceptabelt.
Vi vil således næppe sige, at korporlig afstraffelse
er ”baseret på” uvidenhed, men blot at den skyldes
eller er forårsaget af uvidenhed.
KK hævder ”at omskæring er en praksis, der
markerer og skaber et tilhørsforhold til en bestemt tradition eller etnisk
gruppe”.
Men den praksis kan da udmærket kritiseres. Det er
ikke barnet, men forældrene, der vælger. Men de har ikke nogen ret til at bruge
deres barn til dette formål i nogen ”praksis”, da barnet måske vil være imod
det senere, og fordi det kan tage skade ved ”markeringen”.
KK hævder, at ”Med mindre man har stærke
institutioner til at styre mennesker meningsdannelse, så opstår der i frie
samfund en mangfoldighed af forskellige opfattelser af, hvordan man vil leve
sit liv, mange fortolkninger af tilværelsen, herunder religiøse fortolkninger”.
Ja, sandelig, efter KK’s skønmaleri fristes man til
at udbryde ”Menneskets uhæmmede udfoldelse og frihed for undertrykkelse fører
til et blomsterhav af forskelige livsformer”.
Ifølge KK bør staten og fællesskabet, inden for
visse rammer, ligestille alle disse ”livsformer”.
Men sådan er verden ikke: Nogle af disse
”opfattelser” er acceptable, andre er ikke. Det sidste gælder for omskæring af
ens mindreårige børn. Man kan ganske vist leve sit liv, sådan som man vil, men
kun så længe men ikke generer andre mennesker, inklusive sine børn.
KK’s nivellering skal åbenbart bane vejen for KK’s
senere karakteristik af modsandere af omskæring som værende intolerante.
Af sin lovprisning konkluderer KK, at ”Det er denne
ide, der ligger til grund for, at vi bør tillade omskæring (under nærmere
definerede omstændigheder)”.
Men KK’s præmis er blot, at vi skal acceptere disse
”livsformer”, men dette skal der også argumenteres for. Det må desværre konstateres,
at KK snarere forsøger at opbløde problematikken end at argumentere.
Denne tale om, at den pågældende ide ”ligger til
grund for” tilladelse af omskæring, antyder, at der er tale om et objektivt forhold.
Det, der er tilfældet, er KK selv synes at denne ide udgør KK’s begrundelse for
at tillade omskæring.
Til sidst slutter KK, at ”det til syvende og sidst [er]
de konkrete berørte menneskers egen fortolkning af deres liv, der er afgørende”.
Ja, nogle mennesker ”fortolker” deres liv, således
at de kan tillade sig at gå til lovens grænser og lidt udover i form af
økonomisk kriminalitet. Ordet ”fortolkning” antyder, at der foretages lange
subtile overvejelser.
Disse sammenligninger kan måske siges at være
vidtgående, men de berettiges af, at ifølge KK bør vi ligestillede vore forskelligartede
livsformer. De anvendte eksempler
tydeliggør, at dette ikke kan være tilfældet.
KK kaster et lyserødt slør over krænkernes gerninger
i kraft af sin tale om ”livsform” og ”fortolkning”. For sådan noget fint og
ophøjet noget kan man da ikke tage afstand fra!
Man må her spørge: Hvis livsform? Og hvis valg?
Næppe barnets! Hensynet til det lille barns og senere opvoksende menneskes liv
er det afgørende for, at ikke-medicinsk omskæring skal forbydes. Dette hensyn
vejer naturligvis tungere end forældrenes og det omgivende samfunds, ønsker, da
det er forkasteligt at krænke og skade ned mennesker.
”4. Medicinsk indgreb”.
Den lægefaglige kritik af ikke-terapeutisk omskæring
afviser KK på følgende bemærkelsesværdige måde:
Normalt betragter vi sådanne indgreb som uetiske,
indrømmer KK og fortsætter ”Men motivationen for omskæring er ikke
lægelig, og derfor er det ikke en afgørende indvending, at der ikke er en
lægelig indikation for det”. (Min understregning.)
Ifølge dette kan vi åbenbart slutte således: Da der
ikke er nogen, der hævder ”Vi omskærer, fordi det er medicinsk nødvendig”, er
det ikke et modargument, at sige, at omskæring ikke er medicinsk nødvendig.
Men der findes ikke nogen argumentationsregel, der
siger, at hvis et standpunkt ikke er begrundet
af udsagnet P, så er synspunkter vedrørende udsagnet P irrelevante i denne
forbindelse.
Ifølge KK’s tankegang skulle vi ikke kunne indvende
mod omskæring, at omskæring er skadeligt, krænkende og farligt og derfor udgør
et medicinsk problem.
KK vender op og ned på sagen. For standpunktet at
omskæring bør foretages, er naturligvis ikke begrundet af lægefaglige grunde.
Det er omvendt. Det er det standpunkt, at omskæring ikke bør foretages, der er begrundet af lægefaglige grunde.
Standpunktet, at ritualet ”korporlig afstraffelse” er
i orden, er heller ikke medicinsk begrundet, men alligevel kan man argumentere
lægeligt og etisk imod det. Standpunktet, at ritualet ”korporlig afstraffelse” er
forkasteligt, er derimod lægefagligt begrundet.
KK supplerer sin argumentation med denne
sammenligning: ”Det som at tage stilling til abortspørgsmålet ved at spørge, om
der er lægelig indikation for provokeret abort (det er der normalt ikke)”.
Dette er ikke nogen god sammenligning. Der er ikke
nogen lighed mellem omskæring og abort, da der rent faktisk er generelle lægefaglige
argumenter mod ikke-terapeutisk forhudsamputation, men ikke i samme grad
generelle lægefaglige argumenter mod abort.
Eventuelle lægefaglige argumenter mod abort generelt,
ville vi naturligvis også tage hensyn til.
Omskæringsdebatten handler om, hvorvidt omskæring er
en så skadelig og krænkende handling mod mindreårige drenge, at indgrebet skal
forbydes.
Derimod handler diskussionen om abort om moderens
eget liv og moderens eget valg, mens omskæring handler om andre mennesker.
KK sigter måske til det, at nogle har vist fremført,
at abort er er handling mod det ufødte barns liv. Hertil må siges, at selv om
dette skulle være tilfældet, og abort dermed skulle være forkastelig, så kan
den ene fejl (abort) som nævnt ikke begrunde andre fejl (omskæring).
Til forsvar for, at omskæring ”ændrer og forringer
kroppens naturlige funktioner”, som han kalder det, fremfører KK, at dette ikke
er det afgørende, eftersom ”Vi foretager mange ændringer af vores kroppe, som
ikke er naturlige, og som enten forbedrer eller forringer naturlige funktioner.
Vi foretager dem, fordi vi ønsker bestemte livsformer.”
For det første kan forkerte handlinger (som lige
nævnt) ikke retfærdiggøres med at, vi gør så meget andet galt.
For det andet foretager folk de nævnte ændringer på
deres egne kroppe, mens omskæring foretages på et andet individ.
At forældrene ønsker bestemte ”livsformer”, kan ikke
berettige dem til at skade og krænke andre mennesker, dvs. deres drengebørn, og
heller ikke til at påtvinge dem en bestemt livsform.
”5. Mindreårige”.
KK indleder med udsagnet ”Et helt afgørende forhold
er naturligvis, at omskæring i de mest kontroversielle tilfælde foretages på
mindreårige, …. ”
Ja, men det er jo netop disse tilfælde vi taler om? Det
kritisable forhold er, at indgrebet overhovedet foretages på mindreårige. Igen
pynter KK på problemstillingen.
Ifølge KK er det er et alvorligt problem, at
omskæring foretages på mindreårige, der ikke selv kan vælge. KK anfører, at forældre har ret og
pligt til ”acceptere et lidelsesvoldende medicinsk indgreb på barnets
vegne, hvis det er lægefagligt indiceret”.
Hvad disse kommentarer skal bruges til, må læseren
selv gætte. Men det skal måske underforstås, at når smerter ved nødvendige operationer
kan accepteres, så kan smerter ved omskæring også accepteres?
KK mener, at ”samfundet skal tolerere, at
forældre i et beskedent omfang påfører deres børn lidelser, hvis de f.eks.
anser det som essentielt for medlemskabet af en bestemt kultur”.
Ifølge KK gælder dette for omskæring af
drenge. KK’s begrundelse er dog blot baseret på hans en ”opfattelse”:
”Jeg er ikke den rigtige til at fremsætte en
ekspertvurdering af, hvor store disse gener er. Men som almindelig borger, er
den min opfattelse, at vi taler om en skadevirkning, der ligger inden for
rammerne af, hvad samfundet bør acceptere, at forældre udsætter deres børn for.”
Selv ”som almindelig borger” er det dog muligt at
søge informationer, hvis man finder det nødvendigt at fordybe sig i en sag.
Desuden savnes der her en begrundelse. Selve det, at
KK orienterer læsere om, hvad han blot mener, udgør ikke nogen begrundelse. En
sådan findes dog heller ikke, hvilket er begrundet i min indledning.
KK nævner nogle følger af indgrebet: smerter,
”ændring af visse fysiologiske funktioner, og mener at disse høre inden for
hvad samfundet må acceptere.
Ikke-terapeutisk forhudsamputation er som nævnt et krænkende
indgreb. Forældrene foretager kun indgrebet af religiøse eller konventionelle
grunde, og det kan tænkes at det opvoksende barn gerne ville have været det
foruden. Det er desuden uetisk at bruge barnet som middel for at udleve ens
religiøse forestillinger. Også hvis indgrebet antages at være til barnets
bedste, er der tale om en manglende agtelse af barnets og det opvoksende
individs ønsker.
KK støtter sit standpunkt med nogle
groteske og halvkomiske eksempler på handlinger, der ifølge ham minder om
omskæring.
Ifølge KK påføres børn også lidelser ved at
blive anbragt i institutioner imod deres vilje om morgenen. Hertil kommer
indirekte følger i form af infektionssygdomme. KK anfører mellemørebetændelse.
Dette er dog noget, vi forsøger at undgå. Og uden at
forklejne infektionssygdomme, så er de dog i disse tilfælde midlertidige
bivirkninger ved andre ting, vi gør, fordi vi finder dem nødvendige.
Omskæringens følger er derimod varige. Men de kan
undgås ved simpelthen at udelade omskæringen, især fordi den foretages på grund
af forældrenes forestillinger. Udover at være skadelig i sig selv, kan den have
både yderligere skadelige og farlige følger.
Også skolegang kan risikere at skade børnene,
fremfører KK uden den nødvendige nærmere begrundelse.
Men skolegang er dog et objektivt gode for børnene,
da den kan gøre dem til oplyste og selvstændigt tænkende mennesker.
KK’s begrundelse er ”at vi gerne vil gøre dem
fuldgyldige medlemmer af en bestemt kultur, nemlig den, der kendetegner
moderne, demokratiske samfund”.
Nu kan de kulturer, der omskærer, ikke kaldes ”moderne,
demokratiske samfund” da overgreb på andre hverken er moderne (oplyst) eller
demokratisk.
Hermed har KK formuleret sin begrundelse for
skolegang, således at den kan ligestilles med hans begrundelse for omskæring.
Men de grunde, jeg har fremført for, hvad der er det
gode liv, er objektivt gode. De
implicerer at skolegang er et gode, mens omskæring er et onde.
”6. Barnets tarv?”.
KK refererer til et ”princip om at tage mest muligt
hensyn til barnets tarv”, men mener ikke, ”at der findes et princip om, at man
i enhver situation skal tage mest muligt hensyn til barnets tarv - vi andre
skal jo trods alt også være her”!
Det ville nu være fint med et par eksempler på, hvad
der er for nogle hensyn til barnet, der gør, at vi ikke kan ”være her”. Men så
blev det ”princip” da tilbagevist!
Disse ”generelle kommentarer” er dog irrelevante for
sagens kerne. For sagen handler ikke om ”enhver situation”, men om
ikke-terapeutisk forhudsamputation.
KK’s påstand er ubegrundet og ubrugelig. Det at
undlade omskæring hindrer ikke forældrene i at være her. Et forbud mod
korporlig afstraffelse hindrer heller ikke forældrene i at være her. Sigter KK
måske til dem, der påstår, at de vil forlade landet, hvis de ikke må amputere
drengebørns forhud?
Ifølge KK er ”hensynet til barnets tarv (…) hensynet
til, at barnet får det bedst mulige liv”. Hvad der er ”det bedst mulige liv for
et barn (…) vil jo afhænge af, hvem man spørger”. For ”vi lever som sagt med en
mangfoldighed af forskellige opfattelser, hævder KK.
Ifølge denne tankegang er der intet at debattere.
Amerikanernes ideer om omskæring er korrekte, jøderens er korrekte, osv. Men det
kan som nævnt bevises, at findes objektive kriterier for, hvad der er etisk
forsvarligt.
Der findes imidlertid objektive argumenter også
vedrørende, hvad der er det gode liv.
Desuden bør man i det mindste vente med indgrebet indtil
man har spurgt barnet, når det er blevet voksent. For selve ”valget af
omskæring” er den enkelte persons afgørelse. Denne må man ikke må tage fra ham,
eftersom det afgørende argument mod omskæring er, at den er en livsvarig
krænkelse af et andet menneskes personlige integritet.
KK hævder: ”En del af vores opdragelse går ud på at
give vores børn et kulturelt tilhørsforhold, som gør, at vi føler os beslægtede
med dem. Alt andet ville være mærkeligt - og tænk på det barn, der opdrages på en
måde, som forældrene ikke kan identificere sig med?”
Igen kaster KK slør over sagens kærne, denne gang
med sin tale om opdragelse. Men forhudsamputering af mindreårige drenge er ikke
opdragelse.
Er det desuden ikke forældrene, KK mener at man skal
tænke på, efter det er deres identifikation KK taler om? Hvis vi taler om egentlig
opdragelse, vil barnet nok ikke føle sig generet ved at blive fri for indgrebet.
I tråd med ovenstående spørger KK ”hvad er barnets
tarv for forældre, der helt oprigtigt og meget dybfølt ser omskæring som en
central del af et kulturelt tilhørsforhold, som de gerne vil skabe for barnet?”
”Barnets tarv”? Ja, ”Det stakkels barn” får man lyst
til at udbryde. Men barnet har det sikkert udmærket uden at blive omskåret,
især hvis det ikke bliver religiøst eller ”kulturelt” indoktrineret. ”Barnets
tarv” er barnets tarv. Det har intet med forældrene at gøre.
Det må bemærkes, at formålet med børneopdragelse ikke
er at gøre børnene til kopier af forældrene, som KK antyder, men at gøre dem
til frit tænkende mennesker. Dette er til fordel for både de opvoksende børn og
for samfundet.
KK slutter med at fremføre, at det ikke er
afklaret, om omskæring ”fører til et dårligere erotisk liv”, og at det selv i
så fald er det ikke er sikkert ”om omskæring alt i alt fører til et mindre godt
liv. Livet er trods alt andet end erotik”.
Det er imidlertid veldokumenteret, at omskæring
fører til en lang række ubehageligheder. Og hvorfor overhovedet genere et andet
individ lisvarigt udelukkende på grund af ens egne ideer?
”7. Afslutning”.
KK konkluderer, ”at man fortsat bør lade omskæring
være legalt. Begrundelsen er frisind og tolerance”.
En egentlig målrettet begrundelse for dette er dog ikke
fremført i artiklen, kun en række overvejelser.
Det må være frisind og tolerance over for
forældrene, KK taler om, eller måske over for det samfund eller de traditioner,
der er foranlediger forældrenes handlinger. Men omskæringsdebatten handler om
barnets liv.
Med sine konklusion tilsidesætter KK alle
omskæringskritikerenes argumenter let og bekvemt med en påstand om, disse
kritikere mangler ”frisind og tolerance”.
Skal man udvise ”frisind og tolerance” over for
overgreb? Er det intolerant at være imod krænkelse af børn, og at være imod at
skade børn?
Skal man også udvise ”frisind” over for de
”kulturer”, hvor korporlig afstraffelse er dagens orden? Hvor man mener, at det
har barnet bedst af?
KK mener ikke, at ”f.eks. omskårne jødiske mænd
gennemgående er mindre lykkelige end f.eks. ikke-omskårne ikke-jøder”, men at omskæringen
er ”del af en livsform, der ikke generelt skaber mindre lykkelige mennesker end
mange andre livsformer”.
Atter skal vi høre om, hvad KK blot mener. Det ville
være rart at vide, hvad KK begrunder dette med. Nogle mænd er faktisk mindre lykkelige, fordi de er omskårne – ifølge deres
egne udsagn.
Vi må tværtimod være så kultiverede, at vi tager
hensyn til individet, og ikke udsætter det for et indgreb, det måske ikke selv
ville vælge senere i livet, og som ikke kan gøres om eller rettes.
Til sidst hævder KK - i modstrid med ovenfor - at
han ikke mener, ”at omskæringspraksisser bør være hævet over etisk kritik og
offentlig diskussion”.
KK foreslår, at de grupper, der omskærer, ”opfordres
til at udvikle fortolkninger af deres livsformer, der tillader mindre
smertefulde eller risikable indgreb, eller som tillader, at man baserer sit
kulturelle eller religiøse tilhørsforhold på andre markører”.
Det fremgår imidlertid tydeligt af debatten, at vi kan
vente i årevis på, at dette ikke sker. Sagen er i øvrigt alt for alvorlig til,
at vi blot skal vente på, at vrangvillige mennesker udskifter deres irrationelle
ideer. De har ganske vist lov til at have dem, men kun så længe de ikke lader
den gå ud over andre mennesker.
Afslutning.
Den mest afgørende kritik af ikke-terapeutisk forhudsamputation,
at den er en krænkelse af et andet individs personlige integritet, berører KK
overhovedet ikke.
Bemærkelsesværdigt er det også, at KK har kendskab
til sygdomme, der pådrages i børnehaven, men ikke mener at have tilstrækkeligt
kendskab til ”gener” under og efter omskæring af mindreårige. Det er faktisk
muligt for lægfolk at søge lægelige oplysninger. Lidt omtanke kan også give et
resultat.
På denne baggrund er det ekstra kritisabelt at sige,
at de kritikere, der har sat sig ind i emnet, er intolerante og mangler
frisind.
Litteratur.
[1]Jf. http://ovemk.blogspot.dk/2014/07/det-uomgngelige-grundlag-for-en-etik-og.html.
Her findes uddybende referencer.
[3] Dette er ikke blot noget, jeg synes. Det kan
også begrundes, nemlig ved reference til H.P. Grices konversationsmaksimer. Det
ville være tilstrækkeligt at bruge verbet ”er” i stedet for ”skal ses som”, men
omstændelige formuleringer bruges der, hvor det er nødvendigt, dvs. om
komplekse emner og subtile forhold, der kræver agtelse, dvs. velovervejede
handlinger, ikke blot om irrationelle handlinger.
Dette forstærkes i øvrigt ved den overflødige brug af
ordet ”integreret”.
Denne ophøjede sprogbrug gør det emnet til noget
ophøjet.
