Grundlovstekstens §56 bryder det lingvistiske samarbejdsprincip – og er på andre måder dunkel.

Indledning.

Hvis man er interesseret i at formidle et budskab, er man eo ipso også interesseret i, at kommunikationen fungerer. Dette indebærer blandt andet, at den skrivende eller talende er interesseret i, at budskabet bliver modtaget uden misforståelser.

H.P. Grice har taget udgangspunkt i dette i sit Cooperative Principle, som omfatter fire semantiske krav til vore udsagn: at de 1) indeholder netop det nødvendige, 2) er velbegrundede, 3) relevante og 4) klare. Det følger af ovenstående, at der ikke er tale om påbud.

Princippet er tidligere omtalt i indlæggene ”Det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip” og ”Om manglende evner til at følge de lingvistiske samarbejdsprincipper”.

Punkt 1 betyder, at hvis vi vil formidle et budskab, vil vi hverken være interesserede i at sige 1.1) for lidt eller 1.2) for meget. Underpunkt 1.1 er tautologisk sandt. Overtrædelse af underpunkt 1.2 får den læsende (hørende) til at spekulere over, om det overflødige måske kun er tilsyneladende overflødigt.

Underpunkt 1.2 overtrædes for eksempel, hvis et udsagn består af konjunktionen af to udsagn, og det første udsagn klart implicerer det andet. Dette er tilfældet for Grundlovens § 56. Det viser sig desuden, at denne paragraf indeholder flere dunkle punkter.

Trods egen interesse i det modsatte kan den skrivende naturligvis komme til skrive forkert og endog overse fejlen. Men fejl bør ikke forekomme i lovtekster, som er læst og gransket mange gange af mange forskellige mennesker, hvoraf nogle må formodes at være kompetente i en eller flere henseender.


Grundlovens § 56:

”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.”

Den første del af dette udsagn implicerer den sidste del af udsagnet. Dette fremgår klart efter følgende omskrivning:

”[P] Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning, og [Q] folketingsmedlemmerne er ikke bundet ved nogen forskrift af deres vælgere.”

Her impliceres det sidste udsagn Q af det første udsagn P. Dermed er udsagnet Q en overflødig oplysning. Læseren har derfor grund til at spekulere over, hvad hensigten er med at udtrykke dette udsagn, f.eks. om enten P eller Q kan forstås anderledes. Det tilkommer imidlertid den skrivende selv at udtrykke sig klart, ikke læseren at granske og fortolke. Dette gøres dog alligevel herefter:


Fakta og mulige motiver.

Det må bemærkes, at P kan udtrykkes ved:

”[P1] Folketingsmedlemmerne er bundet ved deres overbevisning, og [P2] der findes ikke noget andet, som de er bundet af.”

eller ved

”[P1] Folketingsmedlemmerne er bundet ved deres overbevisning, og [P2’] folketingsmedlemmerne er ikke bundet af noget, der er forskellig fra deres overbevisning.”

Denne formulering tydeliggør endnu en fejl, nemlig at ingen kan være lovmæssigt forpligtede af deres overbevisning. Man kan måske mene, at folk er moralsk forpligtede af deres overbevisning, og at folks overbevisning er det, de efter bedste evne og grundige overvejelser er nået frem til at mene. Ikke desto mindre kan man ikke forhindre dem i at stemme på noget andet, heller ikke ad lovgivningens vej. P1 er derfor tom. P2’ alene er faktisk mere tydelig.

Desuden antyder selve sprogbrugen, at overbevisninger i sig selv er noget agtværdigt at være i besiddelse af og at værne om, hvilket ikke behøver et være tilfældet. Thi folks overbevisning er blot det, som de efter bedste evne og måske ikke særligt dybsindige overvejelser er ”nået frem til” at mene. De er måske blot hjulpet på vej af en irrationel tankegang, der er præget af en autoritær eller religiøs opdragelse. Eller måske er der andre ureflekterede motiver til, at de ”vælger et standpunkt”. Det har de ganske vist ret til, men ophøjet er det ikke. Det er vigtigere at respektere argumentationen.

Alt i alt lyder P følelsesladet og højtidelig, men svulstighed udtrykker ikke andet end den skrivendes syn på det skrevne. Den tilføjer derfor ikke noget til selve udsagnet, hvilket kan være grunden til tilføjelsen Q, der muligvis skal kompensere for denne paragrafs uegnethed som lov. Formuleringen er imidlertid ikke til at forbedre, da den snarere ligner en konstatering end en lovtekst.

Det følger af det fremlagte, at det er meningsløst at lovgive om folketingsmedlemmernes valg af stemme, hvad enten lovgivningen angår, hvad medlemmet er forpligtet af, eller hvad det ikke er forpligtet af. I stedet må lovgivningen vende sig udad mod mulige trusler mod det frie valg. Her følger et forslag:

”Det er ikke tilladt nogen at bestemme over, hvad et folketingsmedlem stemmer.”

Dette forslag indebærer naturligvis, at heller ikke de andre medlemmer af folketingsmedlemmets parti på nogen måde må bestemme over, hvad medlemmet stemmer.


Referencer:

H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).

Grundloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=45902.