Om manglende evne til at følge de lingvistiske samarbejdsprincipper.

Utilsigtede brud på samarbejdsprincippet.

Som nævnt i indlægget Det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip efterlever vi Grices konversationsmaksimer, når vi fremsætter ytringer. Som også nævnt handler det ikke om, at vi blot efterlever en række bud eller påbud. Vi har simpelt hen gode grund til at følge princippet. For hvis vi er interesserede i at fremføre et budskab, er vi eo ipso også interesserede i at blive forstået, og eo ipso interesserede i at ytre os, således at vi bliver forstået. Som det ligeledes er nævnt i det samme indlæg, indebærer dette, vi bestræber os for, at vore udsagn 1) indeholder netop det nødvendige, 2) er velbegrundede, 2) relevante og 4) klare. Thi ellers kunne vi lige så godt fremsætte lyde. Men hvorfor er folk så ikke mere interesserede i det grammatisk leksikalske samarbejde?

Desværre må det konstateres, at folk heller ikke altid evner at følge Grices konversationsmaksimer, dvs. at de bryder dem uden at være klar over det:

Eksempel 1: Man har stået i kø hos bageren i 5-10 minutter, hvorefter ekspedienten spørger ”Hvad kan jeg hjælpe med?” i stedet for ”Hvad skulle der være?”. Det første spørgsmål er for åbent, da grunden til, at man har stået i kø, som regel er, at man vil købe noget, hvilket ikke er at blive hjulpet.

Eksempel 2: Varernes samlede pris er gjort op, hvorefter ekspedienten siger ”117 kroner skal jeg så bede om”. Det må imidlertid være tilstrækkeligt at nævne prisen, for det er en selvfølge, at ekspedienten skal have pengene. Men spørgsmålet præsupponerer, at dette ikke er tilfældet, dvs. en vis vrangvilje hos kunden, og det udtrykker dermed et vist pres fra ekspedientens side.

Lige som nogle således ikke har den fulde forudsætning for at følge Grices semantiske samarbejdsprincip, må det åbenbart konstateres, at nogle heller ikke har de bedste forudsætninger for at leve op til det grammatisk-leksikalske samarbejdsprincip.


Myndighedernes lingvistiske fejl.

Når det er myndighederne, der ikke ikke evner at samarbejde om sproget, er det dog særligt uheldigt. Man undres og spilder sin tid og tvivler på lovgivernes evner generelt. Følgende tekst (samt flere lignende versioner, jf. ”Referencer”) kan læses på nettet:

”Lov om indfødsrets meddelelse / VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: / Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: / § 1. Indfødsret meddeles: ...”

Desværre har folketingsmedlemmer, jurister og øvrige ministeriemedarbejdere åbenbart ikke haft den nødvendige basale sproglige indsigt til at forstå, et dette er en underlig tekst. Trykfejl og forglemmelser kan måske undskyldes, men denne lovtekst har vel været gennem mange gennemlæsninger. Hvad ligner det i øvrigt at byde nye statsborgere velkommen med en sådan elendighed?

Af sammenhængen fremgår det ganske vist, at der med ”Lov om indfødsrets meddelelse” formentlig menes ”Lov om meddelelse af indfødsret”. Men der begås mindst to fejl: 1) Der er intet, der hedder ”indfødsrets”. 2) Selv hvis ”indfødsrets” havde været et substantiv eller et adjektiv, kunne det ikke have indgået på denne måde i et substantivsyntagme.

Selv om der faktisk findes et ord, der hedder ”retsmeddelelse”, ville det være misvisende at bruge betegnelsen ”indfødsretsmeddelelse”, da denne konstruktions struktur ikke afspejler den samme betydning som ”meddelelse af indfødsret”. Måske er det forsøg på at undgå dette, der har ført forfatterne på afveje. I stedet for *”indfødsrets meddelelse” kunne der derimod have stået ”indfødsretmeddelelse”.


Mulige motiver.

Hele miseren kunne have været undgået, hvis forfatterne havde valgt udtrykket ”Lov om meddelelse af statsborgerskab” eller eventuelt ”Lov om statsborgerskabsmeddelelse”. Hvorfor mon de har foretrukket at tage udgangspunkt i den obskure betegnelse ”indfødsret” med dens karakter af nationalisme cum mysticisme, frem for det mere enkle ord ”statsborgerskab”, der har klare konnotationer til lovgivning og rettigheder? Hvad er det for en dunkel indflydelse, flertallet har ligget under for her?

Den har åbenbart været så stor, at den har overskygget deres eventuelle interesse i lingvistisk samarbejde og udfordret deres egen sproglige udfordrethed.


Referencer:

H. P. Grice: “Logic and Conversation”, i Basic Topics in the Philosophy of Language, Robert M. Harnish (ed.), (Harvester Wheatsheaf 1994).

Den fulde tekst / Lov om indfødsrets meddelelse: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=144660.

L 42 Forslag til lov om indfødsrets meddelelse: http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l42/index.htm.