Det velkendte, drilagtige spørgsmål ”Slår du stadigvæk din kone” præsupponerer
sandheden af mindst to antagelser (dvs. forudsætter
dem af forskellige semantiske grunde): at den adspurgte har en kone, og at han
har slået hende. Hvis dette ikke er tilfældet, kan den adspurgte hverken
besvare spørgsmålet bekræftende eller benægtende uden at indrømme det
præsupponerede. I stedet må han svare f.eks. ”Jeg har faktisk aldrig slået min
kone”.
Dette folkelige eksempel falder ind under H. P. Grices overvejelser om
kommunikation i artiklen “Logic and conversation”. Et af Grices resultater er, at den
vellykkede kommunikation omfatter, netop hvad der er nødvendigt for at formidle
det tilsigtede budskab.
Imidlertid er der ét bestemt, overordnet, forhold som ethvert udsagn
præsupponerer, nemlig at udsagnet har semantisk mening, specielt at de enkelte
ord har ordmening. Dernæst præsupponerer det, at samtalepartneren kan acceptere
det indeholdte begrebssæt. Det tilsvarende gælder naturligvis for spørgsmål, mutatis mutandis.
Det må også bemærkes, at når en sætning kan erklæres semantisk
meningsløs, kvalificerer den sig ikke til at blive modbevist, hverken empirisk
eller rationelt. For den har ikke noget semantisk indhold.
Af eksempler på tegnfølger, der måske nok har semantisk mening, men som
nogle ikke vil godtage af specifikke grunde, kan være ordet ”starthjælp” eller
metaforisk brug af ordet ”smagsdommer”, hvis det første anvendes som en slags
nysprog om nedsatte sociale ydelser, og det andet om folk, der har sat sig ind
i et fagområde.
Det må bemærkes, at hvis man skal forklare, hvad noget, dvs. et eller
andet X, er, kan man ikke nøjes med at sige ”X er noget, der har de og de egenskaber” eller ”X er det, som er sådan og sådan”, medmindre
der i den definerende ledsætning indgår det begreb, der skulle være udgangspunktet
for definitionen, hvilket dog ville gøre sætningen unødvendig klodset. (Det
klodsede kunne f.eks. bestå i at sige: ”Et bord er noget, der er et møbel,
der...”.) I stedet må man bruge skemaet ”X er en/et Y, der har de og de egenskaber”. F.eks. kan man sige ”Et bord er et
møbel, der...” eller ”Et bord er en fysisk genstand, der...”. Vi kan altså kun
definere noget ud fra allerede afklarede begreber.
Religion.
Et sørgeligt eksempel herpå udgøres af spørgsmålet ”Tror du gud?”, som forudsætter,
at det består af ord, specielt at tegnfølgerne ”tror” og ”Gud” er ord. I
afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger” i Afhandling Del V er det godtgjort, at dette overhovedet ikke er tilfældet,
men at disse tegnfølger blot låner et skin af semantisk mening fra anvendelser,
hvori de faktisk har semantisk mening og dermed er ord. Derfor kan man hverken
svare bekræftende eller benægtende på dette spørgsmål uden at acceptere, at de
to nævnte tegnfølger ”tror” og ”Gud” har semantisk mening. Begreberne teist, agnostiker og ateist
præsupponerer ligeledes for meget, hvis vi eksempelvis definerer en teist som
en person, der hævder ”Jeg tror på Gud”. Man kan derfor heller ikke besvare
spørgsmålet ”Er du ateist?” uden at acceptere de religiøses putative begreber.
I stedet er der kun at sige, at ateisterne ikke har forstået de religiøses fejltagelse,
og at forklare denne, således som det er gjort i ovennævnte afhandling.
Af ovenstående argumenter kan det konkluderes, at når A. J. Ayer i Language, Truth and Logic fremfører et stringent rationelt bevis
mod en putativ guds eksistens, er det overflødigt. For der er hverken noget at bevise
eller modbevise.
Ayer når ganske vist også frem til at hævde, at ateisterne ikke er
kritiske nok. Men hans begrundelse er, at de accepterer udsagn som 'There
is no transcendent god', der er ”nonsensical”, fordi de er metafysiske og
derfor hverken sande eller falske. Det må således bemærkes, at når Ayer taler
om, at ”the term ’God’” er en metafysisk term, så tillægger han fejlagtigt
tegnfølgen ”gud” semantisk mening. Men som nævnt er det allerede denne
manglende ordmening, der gør de religiøse sætninger semantisk meningsløse.
Realismedebatten.
I sin afhandling Reality Lost and Found” hævder Søren Harnow Klausen:
“Since antirealism is the denial of realism, the definition of this term
becomes absolutely crucial”. ([Klausen 04] p. 13)
Men præmissen om anti-realisme præsupponerer, at anti-realisten kan
acceptere de begreber, der indgår i denne definition, hvilket slet ikke behøver
at være tilfældet. Det er lige så forkert at hævde, at anti-realisme er det modsatte
af realisme, som det er at hævde, at ateisme er det modsatte af teisme – af
tilsvarende grunde.
SHK giver følgende definition af realisme:
“Realism about the external world is
the view that the world exists...”, og at dens fundamentale egenskaber er uafhængigt af,
hvordan den erfares og udlægges af bevidste væsener. ([Klausen 04] p. 13-14)
Men hvad det vil sige, at verden eksisterer, tematiserer SHK ikke. I
stedet kopierer SHK det, han vil negere, ind i sin definition af anti-realismen,
hvilket er netop det, man ikke kan, hvis man vil yde realismedebatten retfærdighed:
“Anti-realism is any denial of – or refusal to subscribe to - the view that the word
exits...” med de
samme tilføjelser som ovenfor refereret. ([Klausen 04] p. 14)
Anti-realisten behøver imidlertid slet ikke at benægte, at verden
eksisterer, eller at verdens egenskaber afhænger af, hvordan den erfares. For
naturligvis kan en anti-realist mene, at virkeligheden eksisterer, men blot
have en anden fortolkning af udsagnet ”Virkeligheden eksisterer”, end realisten
har, for så vidt denne har en fortolkning. Anti-realisten kan således mene, at
realismedebatten handler om den semantiske mening af dette udsagn, herunder
hvad det vil sige, at ting eksisterer og har de egenskaber, de har.
Det er også udtryk for en forenklet opfattelse af realismedebattens
substans, hvis udtrykket “the denial” skal betegne det stik modsatte
standpunkt. For da præsupponerer det, at anti-realisten kan acceptere realistens
problemstilling som værende om eksistens versus ikke-eksistens af virkeligheden.
Hvis udtrykket derimod blot skal betegne en eller anden modsigelse, bliver det
for løst og ikke en definition på anti-realisme, men blot en eller anden opfattelse,
der godtager realistens problemstilling.
For en sikkerheds skyld uddyber Klausen sin fejltagelse med dette udsagn:
“Realism is of course the belief
in the existence of reality”. ([Klausen 04] p. 14, min understregning.)
Men som allerede tydeliggjort handler realismedebatten ikke om eksistens versus ikke-eksistens, men om
den semantiske mening af vore eksistensudsagn. Og den handler slet ikke om
nogen former for tro eller formodninger (“belief”), men om argumenter. Dette
leder naturligvis tanken hen på, at SHK’s manglende forståelse af dette
allerede antydes med titlen på SHK’s bog, Reality Lost and Found, der antyder, at virkeligheden ikke findes ifølge
realismedebattens ene part, men findes ifølge den anden part.
SHK definerer virkeligheden og verden på følgende bemærkelsesværdige måde:
‘And reality is simply “the world” as
defined above”: that which exists
independently of its being experienced...’ med de fleste af ovennævnte
tilføjelser. ([Klausen 04] p. 14)
Det bemærkelsesværdige i dette citat er dets anvendelse af følgende
begreb:
“that
which exists independently of its being experienced...”.
Denne definition minder utroligt meget om tidligere tiders definition af en
eller anden entitet, X, kaldet ”Gud”, f.eks. ”det, som er det største”. Begge
definitioner forudsætter, at det er afklaret, hvad det er for et ”det”, der
tale om.
For det første præsupponerer definitionen cirkulært, at det har mening at
diskutere emnet på denne måde, hvilket netop er det, realismedebatten handler
om, og som nogle anti-realister vil argumentere imod. For det andet præsupponerer
den, at modparten kan acceptere den. Som det er allerede konkluderet, kræver definitioner
afklarede begreber.
Jeg har berørt Klausens fejlfyldte tilgang i afsnittet ”Den semantiske
indfaldsvinkel til realismedebatten” i Afhandling
Del IV
