Religion og videnskab.

Religionernes tomhed.

Det fremføres ofte, at religion og videnskab vedrører to forskellige områder, ja, at disse områder er så adskilte, at videnskaben ikke kan gendrive religiøse udsagn. Dette begrundes med, at religionen ikke opfylder kravet til videnskab om at kunne angribes og fejle. Denne karakteristik er rigtig nok, men det gør dog ikke religion til noget bedre. De religiøse kan altid undvige kritik af, at deres religiøse udsagn om gudelige eksistenser er tomme og meningsløse. For de kan blot hævde, at deres udsagn skal forstås metaforisk eller på en anden speciel måde. Sker der noget godt, så er det gudernes vilje, sker der det modsatte, så er det også gudernes vilje. Er der noget, vi ikke kan forklare, så er det ifølge de religiøse skabt af en gud.

Ja, man kan rigtignok overraskes af, hvordan der kan argumenteres nogle gange. Det er simpelt hen at vende op og ned på tingene, at gøre postulater og undvigelser til noget positivt.

Det faktum, at de religiøse kan vige uden om al kritik, gør naturligvis ikke religionen til noget ved siden af videnskaben. Tværtimod gør det de religiøse aktiviteter til noget ringere end de videnskabelige og almindelig omtanke.

Jeg skal anstændigvis bemærke, at mine kritiske bemærkninger ovenfor skyldes min læsning af Zoolog, Ph.d., Katrine Worsaae’s (KW) indlæg, ”Tro er ingen videnskab” i Politiken (29/10-06), hvor KW fremfører, at videnskab ikke bør sidestilles religion, og at videnskab og religion fint kan eksistere uafhængigt af hinanden. Men dette er da vist allerede en slags sidestilling.

KW hævder, at videnskaben ikke kan afvise Guds eksistens. Bortset fra, at dette udsagn beror på en basal misforståelse, så klarer sprogfilosofien og logikken heldigvis snildt dette. Der kan ganske enkelt argumenteres for, at alle udsagn, der indeholder putative referencer til guddommelige væsener, enten er semantisk meningsløse eller tomme. Videnskaben giver sig simpelt hen ikke af med at bevise meningsløse og tomme udsagn. Det er rigeligt, at de er meningsløse og tomme. Derfor er de objekter for psykologien og sociologien. Hermed er den nævnte misforståelse udredet.

Derfor kan de religiøse udsagn ikke indeholde noget, der kan diskuteres på en sprogligt meningsfuld måde på religionernes egne præmisser. Derimod er det en sørgelig empirisk kendsgerning af psykologisk art - for nu at sige det pænt - at nogle mennesker alligevel fastholder disse udsagn. Dette har verdensfreden og mange menneskers liv som omkostninger. Så der er langt fra tale om nogen fin sameksistens!

Videnskab og intelligent design.

Det er de eksperimentelle videnskabers formål at udforme teorier, der kan afprøves og anvendes. Mens indførelsen af den ikke-observerbare entitetstype elektronen i de videnskabelige modeller har ført videnskaben videre og vist sig brugbar i mange videnskabelige henseender, så gælder der ikke noget tilsvarende for indførelsen af den ikke-observerbare entitet guden, og heller ikke for indførelsen af den ikke-observerbare entitet den intelligente designer. Sådanne begreber ville derfor kun være tomt, unyttigt fyld i videnskaben - i modsætning til begrebet elektron, som har vist sin berettigelse og alene anvendes af den grund. De religiøse vil dog næppe være tilfredse med at opfatte begrebet gud som en teoretisk entitet, der blot er nyttig indtil videre, lige som feberkurver.